Jette Lundbo Levy - Forlaget Spring

ikke kun er én ting. Det arbejder med absolutte sandheder og hierarkier.
Derved truer det den livsverden, der må være bevægelig og konstant under
forvandling. En af de døde fiktioner er f.eks. at lighed er det samme som
enshed, at man skal tænke og handle og forestille sig det samme, og at ord
kun har én betydning.
Opgøret med disse døde fiktioner og myter finder sted i mange af de
eksperimenter af sproglig og formmæssig karakter, som Inger Christensen
arbejdede med i 1960’erne både i romaner og skuespil og radiospil. Parforholdet
og den tvungne tosomhed er f.eks. en af de døde fiktioner, som
stiller sig i vejen for en levende kærlighed. I romanen Azorno og i radiospillet
Spejltigeren bliver parforholdet og den tilhørende jalousi, misundelse
og magtesløshed opløst i sine elementer og gennemspillet i komiske og
blasfemiske forløb. Klichéerne, kedsomheden og selvbegrænsningen og
de undertrykte længsler bliver synlige. Med gennemspilningen og den
absurde gentagelse af det samme bliver noget andet synligt. De stivnede
og begrænsende fiktioner kan efterlades som brugt tøj.
På titelbladet kaldes Azorno en roman, man kan også få lyst til at kalde
den en uroman. Ved første øjekast en irriterende uroman, hvor ens forventninger
som læser bliver grusomt skuffet. Hver gang man tror, at man
har fundet ud af hvem hovedpersonen eller rettere personerne er, og hvem
romanens fortæller er, så skuffes man og drages ind i nye forviklinger og
usikkerheder.
Skal man pejle sig ind på, hvad romanen handler om, så kan man
begynde med de to citater, som indrammer den i begyndelsen: et citat
af den avantgardistiske og nok så surrealistiske polske forfatter Witold
Gombrowicz: „Mennesket sådan, som jeg ser det er 1. Skabt af formen, 2.
Skaber af formen dens utrættelige iværksætter.” Og som afslutning efter at
romanen er forbi et citat af Søren Kierkegaard fra Enten eller, fra afsnittet
heri om Mozarts Don Juan, om det musikalsk erotiske:
Naar Havet bevæger sig oprørt, da danne i denne Uro de skummende
Bølger Billeder, ligesom Væsner; det er som om det var
disse Væsener, der satte Bølgerne i Bevægelse, og dog er det
omvendt Bølgegangen, der danner dem. Saaledes er Don Juan et
Billede, der kommer til syne, som ikke vinder Skikkelse og Consistens,
et Individ, der bestandig dannes, men ikke bliver færdigt,
hvis Historie man intet andet fornemmer om, end ved at lytte til
Bølgernes Larmen.
Begge citater rummer et paradoks. At mennesket er skabt af formen og
53