Indikatorgruppen for hoftenære frakturer - Det Nationale ...

Ny litteraturgennemgang (oktober 2007) viser stadig et klar sammenhæng mellem underernæring
og øget mortalitet, forlænget indlæggelsestid, og større sandsynlighed for at blive udskrevet til
plejehjem (21-23). Dog, en Cochrane undersøgelser fra 2006 påviste at øget ernæringsindtagelse
efter hofte fraktur har ikke signifikant effekt på mortalitet men kan nedsætte antallet af medicinske
komplikationer i op til 1 år efter operation (24).
I forhold til ESPEN Guidelines for Nutrition Screening 2002 (25) skulle vurdering af
ernæringsrisiko indeholde følgende 4 punkter: 1) Hvad er BMI nu?; 2) Har patienten tabt sig i de
sidste 3 måneder?; 3) Har patienten haft nedsat mad indtagelse i den sidste uges tid?; og 4) Er
patienten alvorlig syg (f. eks. ligger på intensiv afdeling, har sepsis eller multitrauma)?. Svarende på
disse 4 spørgsmål summeres og der laves total ernæringsrisiko score som kan være lav, middel eller
høj. Formålet med vurdering af patienternes total ernæringsrisiko er at forudsige sandsynlighed for
bedre eller dårligere outcome efter hoftefraktur og dermed iværksættelse konkrete handleplaner for
ernæringsterapi til patienten på afdeling. De samme anbefaling er kommet fra Sundhedsstyrelsen
(17).
Måling af BMI alene kan anvendes til ernæringsrisiko vurdering pga at høj sensitivitet, specificitet
og positiv prædiktive værdi (23;26) (Evidensstyrke B). BMI værdi alene giver dog ikke nogle
information om eventuelle årsager til underernæring. Derfor er det relevant at vide noget om
vægttab, nedsat appetit og mental status for at kunne forstå årsagskæden. Kruizenga et al. påviste at
spørgsmål om vægttab, nedsat appetit og ernæringsterapi en måned før indlæggelsen er gode
prædiktorer for underernæring og at tidlig ernæringsrisiko vurdering og behandling nedsætter
indlæggelsestid hos svækkede medicinske patienter over 60 år (22;27) (Evidensstyrke B). Yderlige
omkostninger for ernæringsterapi bliver udlignet med nedsat indlæggelsestid.
Kondrup et al. viste at ernæringsrisikovurdering øger sandsynligheden for positiv effekt af
ernæringsterapi og kan skelne mellem patienter som kan have gavn af ernæringsterapi i forhold til
patienter som ikke har gavn af ernæringsterapi (28) (Evidensstyrke A).
Konklusion:
Hofte fraktur patienter bør få lavet vurdering af ernæringsrisiko ved indlæggelsen og
derefter løbende revurdere ernæringsrisiko. Vurdering af patienternes ernæringsrisiko burde
udløse iværksættelse af konkrete handleplaner for ernæringsterapi til patienten på afdeling,
hvis den ernæringsmæssige vurdering viser behov herfor.
Vurdering af ernæringsrisiko burde inkludere måling af BMI, men også information om
ernæringsstatus i tiden før hofte fraktur.
Patienter med hoftenær fraktur bør senest 2 døgn efter indlæggelsen have vurderet deres
ernæringsrisiko (Evidensstyrke A, B, C).
Standard sættes til 90 % (uændret fra tidligere).
2 og 3. Andel af patienter, der får målt deres ADL funktion
ADL (Activity of Daily Living) vurderer basale dagligdags personlige aktiviteter, f.eks. badning,
påklædning, spisning og toiletbesøg. Patienter med hoftefraktur har svært ved at genvinde deres
præ-fraktur funktionsstatus og komme sig ovenpå sygdom og behandling. ADL før hoftefrakturens
opståen og ved udskrivelse er en vigtig prædiktor for patienternes dagligdags uafhængighed 1 år
10