Læs – hvis du tør - Hus Forbi

læserindlæg
En historie grum
fra gadens Velfærdsdanmark
Skriver til jer, da jeg ikke
vidste, hvor jeg ellers
skulle gøre af denne lille
oplevelse. Ved ikke, om
det allerede er noget, der
er fokus på – blev blot
flov og flov over at være
vidne til det.
Jeg mødte i fredags på Christianshavn en
mand siddende alene og rystende på fortovet
med folk skrævende forbi ham. Jeg satte mig
på hug og spurgte, om han var okay, og om
jeg kunne hjælpe ham på nogen måde. Han
svarede’ jooh’, eller at det var han ikke. Han
ville gerne have hjælp, og mit forslag om noget
vand at drikke og måske lidt mad ville han
gerne tage imod.
Jeg støttede ham med et fast tag i hånden
og en arm om skulderen hen mod 7-eleven ved
Christianshavn Torv. Han bar en Hus Forbi-taske
på ryggen. På vejen fortalte han, at han havde
været på hospitalet flere gange i løbet af ugen
på grund af smerter i mave og bryst, men at de
endnu ikke havde fundet ud af, hvad det skyldtes.
Han var bange for, han måske skulle dø.
Jeg spurgte, om det var dét, der var årsag
til, at han så ud til at have det så dårligt. Det
mente han, selvom han da også havde drukket
Er borgerens beskrivelse korrekt,
og håndterer den pågældende
medarbejder opkaldet
i overensstemmelse med retningslinjerne?
- Vi har gennemgået journaler og
samtaler i forbindelse med de to
opkald, og hændelsesforløbet er
i al væsentlighed som beskrevet.
Jacob Møller har foretaget sig alt
det rigtige, og vi beklager derfor, at
der ikke blev sendt en ambulance
allerede ved første opkald. Det
burde Jacob Møllers beskrivelse af
situationen – især oplysningerne om
bevidstløshed og nylige hospitalsindlæggelser
– have ført til i
4 | HUS FORBI | nr. 9 september 2011 | 15. årgang
en del bajere den dag. Han havde en lille forbinding
efter blodprøve/drop ved håndleddet.
Ved 7-eleven ventede han udenfor med min
kæreste, mens jeg hentede mælk. Da jeg kom
ud igen, var han faldet sammen og lå på fortovet.
Ikke til at få kontakt til. Efter forgæves
rusken i ham for at få kontakt ringede jeg efter
en ambulance.
Taster 112: Efter at have 'bestilt' ambulancen
får jeg en sygeplejerske i røret, der skal
rådgive og vurdere, om en ambulance nu er
nødvendig. Jeg forklarer situationen, men da
hun hører, han er hjemløs, bliver hun kritisk.
Jeg får ikke kontakt ved at ryste og gnide ham
på brystbenet. Hun spørger, om jeg vil vurdere,
at han er fuld.
Ja, siger jeg og fortæller igen, at han flere
gange har været på hospitalet i løbet af ugen.
En oplysning, hun nærmest overhører.
’Trækker han vejret?’
- Ja, svarer jeg ...
Hun kan ikke sende en ambulance slutter
hun – jeg må selv ringe til politiet – det må
være deres opgave. Okay. Jeg er mundlam.
114: Tast 1 hvis du vil ... tast 2 ... Jeg kan
ikke høre, hvilke muligheder jeg får på grund
af larm omkring mig. Til sidst kommer der en
venlig kvindestemme igennem. Jeg fortæller
samme historie som til sygeplejersken på
alarmcentralen.
’Hjemløs?’
- Det er jo nok en af dem, de ligger og henter
hver uge.
henhold til de retningslinjer, som vi
lægger til grund for vores vurdering
af ambulanceopgaver.
Er det forkert, når borgeren
hævder, at der først skete
noget, da en mere autoriseret
'vagt-person' tog kontakt til
alarmcentralen?
Ved det andet opkald fanger den
sundhedsfaglige situationens alvor
og sender helt korrekt en ambulance.
At det først sker ved andet opkald,
har ikke noget at gøre med, hvem der
ringer, men er alene baseret på en
vurdering af patientens tilstand.
Hun synes, jeg skal prøve 112, da det ikke
er noget, de umiddelbart kan køre ud til. Jeg
forklarer, at alarmcentralen lige har sendt mig
over til hende.
Okay.
Efter længere tids forskellig snak, siger hun,
at hun vil sende en vogn ... hvis hun kan finde
nogen.
Vil hun sende eller ej, spørger jeg – vil jo
gerne vente, til der kommer nogen. Hun skal
se, om hun kan finde nogen, men hun lader
mig vide, at det altså ikke har førsteprioritet.
Hun afbryder samtalen.
Mens jeg har snakket i telefon, har den
nødstedte brækket/hostet en klat hvid slim op
på fortovet.
Vagten i 7-eleven kommer ud på gaden. Han
spørger til situationen. Jeg forklarer ham den.
Han låner min telefon og ringer igen til 112.
At han er vagt, hjælper åbenbart, nu sender
de en ambulance. Redderne lægger også straks
mærke til hans forbinding, der viser, at han for
nyligt har været i hospitalskontakt. De tager
ham med. Fik ikke set hans navn og kender
desværre ikke afslutningen.
Velkommen til dansk velfærd – her er vi
alle lige. Nogen blot mere end andre?
Måske er det helt normal praksis. Måske er jeg
blot naiv, når jeg tror, at vi selvfølgelig også
kan sende hjælp til hjemløse, når de har brug
for det?
Jacob Møller, Højstrupvej , Vanløse
en undskyldning fra den ansvarlige af Thomas Hye-Knudsen
Hus forbi har kontaktet chefen for region Hovedstadens vagtcentral, Jan Nørtved Sørensen, for at få svar på en række spørgsmål,
som Jacob møllers oplevelse efterlader:
Overlæge Jan Nørtved Sørensen, der
er øverste chef for hovedstadens ambulanceberedskab,
beklager alarmcentralens
håndtering af sagen.
Foto polfoto
Er det rimeligt at lade borgeren
og den syge i stikken ved at
henvise til politiet?
Assistance fra politiet er kun relevant
i situationer, hvor en beruset
er til gene i offentligheden, og hvor
det står klart, at der ikke er tale
om en sygdomslignende rus eller
supplerende sygdom. Den sædvanlige
procedure i sådanne tilfælde
er, at vagtcentralen selv kontakter
politiet, så borgere, der i en god
mening gør noget for en medborger,
ikke skal besværes med at ringe
flere steder hen. |