Højere faglig kvalitet eller et forsinkende led? - Hjælpemidler

bolig.hmi.dk

Højere faglig kvalitet eller et forsinkende led? - Hjælpemidler

DSI-nyhedsbrev nr. 3/2002 rummer en skarp kritik

af grundtakstmodellen: ”Amterne og kommunerne

kan ikke finde ud af at fordele udgifterne.

Sagsbehandlingen trækker ud. Der træffes ikke nogen beslutninger.

Problemerne havner hos borgeren”.

Spørgsmålet er, om denne kritik også gælder for boligindretningsområdet?

Hvordan er detet med samarbejdet

mellem amt og kommuner i § 102-sagerne?

Denne artikel beskriver erfaringerne efter knap et år

med grundtakst på boligindretningssager i Vestsjællands

og Vejle amter.

Tæt samarbejde mellem amt og kommune

I 2002 er grundtaksten på boligindretning 103.000 kr.,

som er det beløb kommunen skal betale, mens amtet skal

betale udgiften over 103.000 kr. Det er en forudsætning,

GRUNDTAKSTMODELLEN

Højere faglig kvalitet eller et

forsinkende led?

Grundtakst på § 102-sager om boligindretning og boliganskaffelse

Nina Bindslev, leder, Vestsjællands Amts Hjælpemiddelcentral

Bodil Pedersen, souschef, Center for Kommunikation og Hjælpemidler i Vejle Amt

at amtet og kommunen kan opnå enighed om den konkrete

løsning. Grundtaktsfinansieringen betyder ikke nogen

ændring af kommunernes sagsbehandlingsforpligtelse,

ligesom amterne fortsat skal stille specialrådgivning til

rådighed for kommunerne og borgerne. Grundtaksten betyder,

at kommunerne og amtet må samarbejde tæt om de

enkelte sager. Ved uenighed skal amtet foreslå en anden

konkret løsning. Ved fortsat uenighed skal sagerne afgøres

på socialchefniveau. Mur- og nagelfaste hjælpemidler indregnes

i prisen.

Amternes organisering af § 102 sagerne

Amterne har organiseret arbejdet forskelligt. I nogle amter

er både rådgivnings- og visitationsopgaven placeret decentralt

på amtets hjælpemiddelcentral eller -center. I andre

amter har man adskilt rådgivning og visitation, således at

rådgivningen ydes af hjælpemiddelcentralen, mens visitationen

sker administrativt og med tilknytning til amtsgår-

20 Viadukt december 2002

FOTO: BAM


den. I nogle amter skal sagerne behandles politisk inden

tilsagn kan gives, i andre amter er kompetencen til at

træffe afgørelser decentraliseret. I de fleste amter er der

etableret tværfaglige visitationsteams med repræsentation

af ergoterapeut, arkitekt og jurist eller socialrådgiver.

I Vejle og Vestsjællands amter er opgaven placeret

hjælpemiddelcentralniveau (dvs. på Center for Kommunikation

og Hjælpemidler eller Hjælpemiddelcentralen), således

at både rådgivningen og visitationen foregår herfra.

I Vestsjællands Amt er der siden 1/11 2001 indgået 30

§ 102-sager, men foreløbig er der kun givet forhåndstilsagn

eller endeligt tilsagn om medfinansiering i 5 sager.

De øvrige sager er foreløbig rådgivningssager eller sager,

som viste sig ikke at komme op over grundtaksten. Vejle

Amt har modtaget 21 sager i perioden, og heraf er 6 færdigbehandlet

eller der er givet forhåndstilsagn.

Svær start på ny opgavefordeling

KL og ARF har i deres fælles vejledning om boligindretning

og –erhvervelse anbefalet, at kommuner og amter

indgår aftaler om, hvordan arbejdet praktisk tilrettelægges.

Både i Vejle og Vestsjællands amter er der udarbejdet

en samarbejdsaftale mellem kommunerne og amtet om visitationsproceduren

i boligsager over grundtaksten. Aftalen

beskriver tidlig inddragelse af amtslig rådgivning,

kommunens indstilling, amtets behandling af indstillingen

samt udførelsesfasen.

I startfasen har opgavefordelingen mellem kommunerne

og amtet givet anledning til tvivl. Det har været svært

for mange kommunale sagsbehandlere at forholde sig til,

at der med grundtaksten ikke er tale om amtslig bevilling,

men udelukkende om amtsligt tilsagn om medfinansiering.

Det har virket ulogisk, at sagsbehandlingsforpligtelsen

og afgørelseskompetencen fortsat er kommunens ansvar,

når amtet i de store sager skal afholde den største del

af udgiften og samtidig har et afgørende ord, fordi det er

en forudsætning, at der skal opnås enighed mellem kommunen

og amtet i den konkrete sag.

Også for ansøgeren har det været svært at forholde sig

til, at amtet har en afgørende indflydelse på sagens udfald,

men at det alligevel er kommunen, som træffer den

endelige afgørelse i kraft af, at kommunen har bevillingskompetencen.

Parterne har skullet vænne sig til, at amtet

både har en rådgivende funktion over for kommune og

borger, men ikke har nogen direkte relation til borgeren i

forbindelse med afgørelser om medfinansiering. Amtets

afgørelse om hvorvidt man vil eller ikke vil medfinansiere

en løsning er en sag mellem kommunen og amtet. Ansøgerne

kan fx ikke klage over amtets afgørelse.

I nogle sager har en kommune været i tvivl om, hvorvidt

kommunen skulle vente med at meddele bevilling til

tilsagnet fra amtet forelå eller om man kunne gøre bevillingen

betinget af amtets tilsagn. Hér har kommunerne

valgt forskellig praksis. Der har desuden været uklarhed

Viadukt december 2002

GRUNDTAKSTMODELLEN

om, hvornår kommunen skal meddele et afslag til ansøger,

hvis ansøger ønsker en dyrere løsning end den kommunen

og amtet vil finansiere. Skal afslaget gives, inden

der søges amtslig medfinansiering eller først når amtet har

taget stilling?

Hvad skal en indstilling indeholde af oplysninger?

Både i Vejle og Vestsjællands amter benyttes et indstillingsskema,

som kommunerne skal udfylde i forbindelse

med en indstilling om amtslig medfinansiering. Skemaet

findes på amtets hjemmeside, hvorfra det kan printes ud.

De fleste amter benytter sig af lignende skemaer.

De første indstillinger om amtslig medfinansiering af

§ 102-sager har demonstreret, at det er vanskeligt at rumme

så komplekse og forskelligartede sager som § 102-sagerne

i et enkelt skema. Derfor vil en indstilling ofte bestå

af selve skemaet samt supplerende materiale. Mange kommunale

sagsbehandlere oplever det som en noget uoverskuelig

opgave at fremskaffe den dokumentation, som amtet

kræver for at behandle en sag om amtslig medfinansiering.

Hvad kræver amterne?

Grunddata om den borger, som indstillingen vedrører.

Oplysninger om/dokumentation for ansøgers funktionsniveau,

diagnose og prognose.

Oplysninger om relevante sociale forhold.

Oplysning om, hvilken type løsning der indstilles og

lovgrundlaget herfor.

Økonomiske oplysninger om den indstillede løsning,

herunder redegørelse for ejerforhold og mulighed for

eventuel pant.

Tegninger og beskrivelser af den indstillede løsning.

Dokumentation for den bolig, som sagen vedrører i form

af målfaste tegninger og beskrivelser + evt. tingbogsudskrift.

Redegørelse for ansøgers særlige boligmæssige behov

(aktivitetsanalyse).

Redegørelse for, hvilke alternativer der er undersøgt og

forkastet, herunder økonomiske oplysninger.

Erfaringerne fra det første år med grundtakst viser, at det

især er hvad angår de økonomiske oplysninger i sagen, at

det er et problem for kommunerne at ”stille amtets visitationsudvalgt

tilfreds”. Der ligger også en opgave for kommunerne

i at beskrive det indstillede byggeprojekt på en

sådan måde, at det er muligt for amtets visitationsudvalg

at afgøre, om alle de arbejder der indgår i projektet er relevante

ud fra lovens krav om ”væsentlig afhjælpning” af

en funktionsnedsættelse.

Uklarhed omkring hvilke oplysninger og hvilken specifikationsgrad

oplysningerne skal have, før amtet kan træf-

21


Eksempel 1:

Et midaldrende forældrepar passer deres

svært handicappede 28-årige søn i

hjemmet. Efter mange års søgen må det

konkluderes, at der ikke kan findes nogen

passende bolig på et amtsligt botilbud. Løsningen bliver

en tilbygning på 45 m 2 til forældrenes bolig til en byggeudgift

på ca. 650.000 kr. Der kan ikke tages pant for

værdiforøgelsen, da forældrene ikke længere har nogen

forsørgelsespligt overfor sønnen.

Eksempel 2:

En familie med et svært handicappet

barn ønsker at bygge et nyt hus. Den nuværende

bolig kan ikke indrettes, så den

opfylder kravene til en handicapegnet

bolig. Familien ansøger om støtte til de

særlige handicapkompenserende dele af

det hus, som de ønsker at bygge. Det beregnes, at støtten

udgør 35 m 2 til en gennemsnitlig m 2 -pris på 9.500 kr.

Dertil kommer en række fastmonterede hjælpemidler. Udgiften

bliver ca. 440.000 kr. Der tages pant i forskelsværdien

mellem tidligere ejerbolig og den nye ejerbolig.

Eksempel 3:

En fysisk handicappet med ægtefælle og

barn søger om finansiering af boligskift

jvf. Servicelovens § 102 stk. 2. Den nuværende

bolig kan ikke indrettes, og kommunen

har ikke kunnet anvise anden bolig. Det sociale

nævn har afgjort, at der skal ydes støtte til en ejerbolig. På

baggrund af SM C 4-00 bevilger kommunen engangsbeløb

til udbetaling og løbende boligudgifter efter § 102 stk.

2. Den samlede udgift over 30 år bliver på 2.000.000 kr.

Men det er kun det første år, udgiften vil blive grundtakstfinansieret.

De øvrige år vil ydelsen være under 100.000

kr. og derfor være en kommunal udgift.

GRUNDTAKSTMODELLEN

fe en afgørelse om medfinansiering er medvirkende til, at

sagerne kan trække ud.

Der ligger en opgave for amterne i, i samarbejde med

kommunerne, at udarbejde et mere præcist materiale til

brug for indstillinger om medfinansiering.

Forhåndstilsagn og endeligt tilsagn

En rundspørge til en række amter viser, at amterne har

valgt forskellig praksis mht. visitation af § 102-sager. I

nogle amter vil man først behandle sagen, når der foreligger

et færdigt projekt og et licitationsresultat. I Vestsjællands

og Vejle amter har visitationsudvalget dén praksis,

at der kan meddeles forhåndstilsagn på basis af et projektforslag

og en overslagspris. Forhåndstilsagnet giver kommunen

„tilladelse“ til at arbejde videre med sagen inden

for den beskrevne ramme. Samtidig præciserer forhåndstilsagnet,

hvilke krav der skal være opfyldt, for at endeligt

tilsagn vil kunne gives.

De betingelser amtet knytter til et forhåndstilsagn kan

fx være:

At amtet skal godkende det endelige projekt.

At priser skal indhentes i konkurrence jf. lov om indhentning

af tilbud inden for bygge- og anlægssektoren.

At billigste bud skal anvendes.

At der skal ske en fordeling af arkitekthonorarer mellem

kommunen og amtet.

Denne praksis med at meddele forhåndstilsagn på grundlag

af projektforslag og overslagspris, mener vi har flere

fordele:

Den amtslige specialviden på området kommer sagen til

nytte.

Det har vist sig at være en smidig og ubureaukratisk

fremgangsmåde, fordi det ikke tvinger kommunen til at

færdiggøre et projekt, som amtetet senere tidspunkt

kan underkende.

Familien bliver ikke trukket igennem flere sagsbehandlingsforløb

og løsningsforslag end nødvendigt.

Når endelig løsningsforslag forligger, kan behandlingen i

amtet gå hurtigere.

22 Viadukt december 2002


Hvilke sager indstilles til amtslig medfinansiering?

De 51 sager, som Vestsjællands og Vejle amter har været

involveret i siden 1/11 2001, dækker hele spektret af boligsager

efter § 102. De fleste sager er om- og tilbygninger

til eksisterende bolig, men der er også en del sager, hvor

der er tale om boligskift eller opførelse af en ny bolig.

17 sager har omhandlet rene tilbygningssager, 20 har

omhandlet om- og tilbygning, 1 udelukkende tilbygning. I

7 sager har der været tale om boliganskaffelse jvf. § 102

stk. 2 (boligskift), mens der i 2 sager har kunnet anvises

en anden lejebolig. I 4 tilfælde har sagen omhandlet støtte

til opførelse af et nyt hus.

Ikke en lille opgave

I forarbejdet med finansieringsreformen var § 102-området

ikke et af de emner, som fyldte meget. På ARF’s og

KL´s evalueringskonference om grundtakstarbejdet i efteråret

2002 var § 102 end ikke en del af programmet. Man

må drage den slutning, at man tilsyneladende ikke tillægger

§ 102-opgaven nogen særlig stor betydning eller måske

anser man ikke området som særlig problematisk.

Vi synes, at der er grund til at vise opgaven interesse.

De seneste 12 måneders erfaringer viser, at der er tale om

en betydeligt arbejdskrævende opgave, både for amterne

og kommunerne. Antallet af sager er større end det antal

amterne kalkulerede med, og sagerne ”trækker tænder

ud“, både hvad angår tidsforbruget og økonomiske midler.

Det viser sig, at langt de fleste sager har meget lange

sagsforløb. Det har vist sig, at de fleste sager er længe om

at bevæge sig fra rådgivningsstadiet til indstillingsstadiet,

hvilket afspejler sig i, at det er så relativt få sager, hvor

amterne endnu har givet tilsagn om medfinansiering. Erfaringerne

viser også, hvad der dog ikke er nogen nyhed,

at der er betydelige problemer med at operere på det foreliggende

lovgrundlag med tilhørende bekendtgørelse og

vejledning. Vi mangler fortsat en revision af vejledningen!

Lovgrundlaget

Enighed mellem amtet og kommunen forudsætter ikke

alene enighed om den konkrete løsning, men i lige så høj

grad enighed om, hvordan loven skal tolkes. Hér oplever

begge parter problemer. Lovgrundlaget i § 102 er ikke

præcist. Samtidig er der ofte tale om sager med en meget

Viadukt december 2002

GRUNDTAKSTMODELLEN

Eksempel 4: Opførelse af hus. Handicapkompenserende

m 2 .

En familie med et handicappet barn ønsker

selv at opføre et nyt hus og søger

om finansiering af de handicapkompenserende

kvadratmeter. Hjælpemiddelcentralen

udarbejder i samarbejde med kommunen

og familien funktionskrav til boligen. Til brug for

vurderingen af det ekstra kvadratmeterbehov tages der

udgangspunkt i, hvad er størrelsen på rummene i et

”standard parcelhus”, og hvilke særlige krav knytter sig til

dette barn. Typisk vil det ekstra kvadratmeterbehov ligge

på mellem 18 og 23 m 2 .

Eksempel 5: Boliganskaffelse.

En familie med et handicappet barn bor

i en ejerbolig, som ikke kan ombygges,

hvorfor boliganskaffelse jvf. § 102 stk. 2

er nødvendig. Kommunen og familien finder i fællesskab

frem til en anden ejerbolig, som er velegnet til ombygning.

Der udarbejdes et projekt til om- og tilbygning

af den nye bolig jvf. § 102 stk.1. Udgifterne til hhv. boliganskaffelsen

og merudgifterne i forbindelse med boligskiftet

skal fordeles mellem servicelovens § 28 og servicelovens

§ 102. Det skal beregnes, hvor stort det ekstraordinære

afdrag på lånet i den nye bolig skal være for at udligne

forskellen i boligudgiften. Der skal i den forbindelse

tages stilling til, hvilken type lån beløbet skal beregnes ud

fra samt låneperiodens længde.

høj grad af kompleksitet. Et typisk eksempel er støtte til

opførelse af selvstændig bolig jvf. § 102 stk. 1 og støtte til

køb af bolig jvf. § 102 stk. 2. I begge tilfælde er der tale

om sagsforløb, som kræver, at sagsbehandleren kan overskue

meget komplekse problemstillinger. Her ville det være

en stor hjælp med en operativ vejledning som støtte for

sagsbehandlingen!

Et forsinkende led?

Før grundtakstens indførelse var der mange kritiske røster

fra kommunernes sagsbehandlere om, at amtets inddragelse

i alle sager, som forventedes at komme over grundtaksten,

ville forøge sagsbehandlingstiden på boligindretningssager.

Det er muligvis rigtigt i nogle sager, men vores

hidtidige erfaringer peger i modsat retning.

Det har i mange år været alment kendt, at boligindretningssager

ofte har meget lange sagsforløb. Det kan bekræftes

af erfaringerne fra Vejle og Vestsjællands amter.

23

VIGNETTER: KLAUS LASVILL-MORTENSEN


Det er ikke ualmindeligt, at en sag, som indstilles til amtet

med henblik på rådgivning og/eller medfinansiering, har

været „aktiv“ i kommunen i op til flere år. Det er vores

opfattelse, at det forhold, at amterne som følge af finansieringsreformen

skal inddrages tidligt i alle sager som forventes

at komme over grundtaksten, vil kunne forbedre

fremdriften i sagerne. På den anden side er der ikke tvivl

om, at det naturligvis giver ekstra bureaukrati, at endnu

en instans skal inddrages i afgørelsen.

I Vestsjællands Amt kan selve den amtslige visitation,

under forudsætning af at sagerne er tilstrækkelig godt oplyst,

i de fleste sager klares inden for en frist af 3-4 uger.

Erfaringen viser dog, at de fleste sager, som indstilles til

amtslig medfinansiering, ikke er tilstrækkelig godt oplyst,

hvilket kan forlænge sagsbehandlingstiden betydeligt. I

Vejle Amt er den politisk vedtagne sagsbehandlingstid

max 3 måneder, men typisk vil en sag, der er tilstrækkelig

godt oplyst, kunne behandles dels på Center for Kommunikation

og Hjælpemidler og dels i Socialudvalget på sammenlagt

1-1 ½ måned.

Enighed eller uenighed?

I ingen af de sager, der hidtil har været behandlet i visitationsudvalget

i Vestsjællands Amt, har der været tale om

egentlig uenighed mellem amtet og kommunen. I Vejle

Amt har der været en enkelt sag, hvor kommunen har

valgt at bevilge et højere serviceniveau end det amtet vil

medfinansiere: Det vil sige, at der ikke har været tale om

en egentlig uenighedssag, men om en sag hvor kommunen

tidligt i forløbet har valgt et højere serviceniveau. I

parentes skal det bemærkes, at udgiften i den konkrete sag

kun lå få tusinde kroner over grundtaksten. I alle sager har

der været spørgsmål, som har skullet uddybes yderligere,

og der har været større eller mindre justeringer af den indstillede

løsning. Dog ser det ud som om, at de mest problematiske

sager er dem, der har kørt længe i det kommunale

system (før 1/11 01), og hvor amtet er blevet inddraget

sent i forløbet. Årsagen til den „manglende“ uenighed

kan for en stor del tilskrives, at eventuelle uenighedspunkter

bliver korrigeret løbende i kraft af det tætte samarbejde

mellem kommunen og hjælpemiddelcentralen

forud for indstillingen til amtet

Det videre arbejde

Vi mener på baggrund af de erfaringer, som vi har opridset,

at finansieringsreformen på længere sigt vil medføre

en højere faglighed i sagsbehandlingen af § 102-sager, både

hvad angår processen (sagsforløbet) og resultatet (boligens

indretning og funktion). Vi mener også, at der er behov

for en øget faglighed på dette område i form af en

klar praksis og en fælles forståelse af, hvad der er god

praksis i disse sager.

Der er især behov for at sætte fokus på følgende elementer:

Hvordan sagsbehandleren tilrettelægger sagsforløbet.

Hvordan sagsbehandleren inddrager borgeren i sagsforløbet.

Hvordan lovgrundlaget kan tolkes og anvendes.

Hvilke alternative løsninger, der kan være tale om i den

konkrete sag.

Hvordan og i hvilket omfang, der skal indhentes dokumentation

for behovet.

Hvilke krav, der bør stilles til udarbejdelse af tegningsmateriale

og beskrivelse af de arbejder, der skal udføres.

Allerede efter 1 år med grundtakst på § 102-sager ses ændringer

af praksis. Erfaringen viser, at amtets krav til kommunerne

om dokumentation i forbindelse med indstillingen

i sig selv medfører, at kommunerne arbejder mere systematisk

med sagsbehandlingen. Dertil kommer, at kommunerne

inddrager den amtslige specialrådgivningskompetence

i langt flere sager end tidligere.

Også i amterne arbejdes der med at systematisere erfaringerne:

I Vestsjællands Amt skal samarbejdsaftalen mellem amtet

og kommunerne revideres ved udgangen af 2002.

På Sjælland er der oprettet en erfa-gruppe for de hjælpemiddelcentraler,

som har fået kompetencen til at give

tilsagn om medfinansiering med henblik på at samordne

og udvikle praksis på området.

På landsplan vil hjælpemiddelcentralerne i 2003 arbejde

målrettet med metodeudvikling og formidling inden

for hjælpemiddel og boligændringsområdet

bl.a. i forbindelse med Munksgaards udgivelse af

”Metodebog om hjælpemiddelformidling” i januar

2003.

24 Viadukt december 2002

More magazines by this user
Similar magazines