Kollegial supervision - en håndbog - Undervisningsministeriet

40
at observere supervisantens spørgeteknik, men i stedet
hellere vil dreje samtalen ind på dennes kropssprog.
Tilløb til ovennævnte er i øvrigt på meget udmærkede
måder i flere forløb blevet taget i opløbet, enten af supervisanten
selv, som har formået at sige fra, eller af mediator,
som har tydeliggjort, hvad der var på spil. Måske kan
man endda gøre det til en fælles sag at skabe et humoristisk
forhold til disse træk.
Som det skete i en samtale, hvor supervisanten pludselig
knipsede med fingrene og lidt skælmsk sagde til supervisor:
“Nåh, du leger nok kommissærtypen i dag”.
■ Samtalen bliver for rodet og usystematisk
Erfaringerne fra kollegiale supervisionsforløb peger på, at
det ofte kan være svært at fastholde en struktur og progression
i samtalerne. De kører undertiden for meget i
ring, er for springende eller ryger ud på for mange sidespor,
så man går derfra mere desorienterede end godt er. I
særlig grad synes dette at være tilfældet, når:
• Man har gjort for lidt ud af at træne observations- og
samtaleteknikker.
• Kontrakten for den konkrete supervision mangler eller
er for bred.
• Der kører nogle skjulte spil og roller mellem supervisant
og supervisor.
Også her kan mediatoren have en væsentlig funktion
som den, der konfronterer parterne med sine iagttagelser
og beder dem reflektere over, hvad det er, der foregår
imellem dem.
Som det er fremgået af ovenstående har mediator en central
funktion ved samtalerne, som den:
• Der ser til, at det går ordentligt til, dvs. at parterne
overholder de indgåede aftaler om observationstemaer,
samtaleniveauer og spilleregler i øvrigt
• Der i sin efterfølgende feedback skaber refleksion over,
hvad der henholdsvis fremmer og hæmmer den gode
samtale.
• Der skrider ind i samtalen, hvis den løber helt af sporet,
eller parterne fanges i negative spil og roller.
Måske kan de følgende grundprincipper fra den pædago-