Sammenfatning af teknisk analyserapport - Finansministeriet

Sammenfatning af teknisk analyserapport
andet er det ikke nødvendigt i dag at tage stilling til, hvorledes levetiden vil
udvikle sig om mange år – det må vise sig, og tilpasningen sker automatisk
til den faktiske udvikling i levealderen. På den måde tager man hånd
om usikkerheden. Endelig, sikrer man sig, at tilpasningen i høj grad forløber
således, at de grupper, der får glæden af længere levetid, også tager
den væsentligste del af tilpasningen.
En simpel mekanisme kunne være at hæve efterløns- og folkepensionsalder
med en måned om året. Det svarer til den forventede stigning i levetiden
i befolkningsfremskrivningen. Med faste intervaller f.eks. hvert 10 år
sammenholdes reguleringen med den faktiske stigning i middellevetiden
for at sikre, at aldersgrænserne vokser i samme takt som middellevetiden.
Levetidsindekseringen betyder, at den del af de offentlige udgifter til ældre,
der stammer fra folkepension eller efterlønsindkomster, ikke vokser
som følge af den længere levetid. Samtidig betyder indekseringen, at der
kommer flere skatteindtægter som følge af, at beskæftigelsen blandt ældre
stiger på grund af den gradvist højere pensionsalder. På den anden side
må man i takt med en øget alder for efterløn og folkepension regne med,
at udgifterne til førtidspension og andre overførselsindkomster, som f.eks.
fleksjob stiger. Det skyldes, at når efterløns- og pensionsalderen øges vil
en del af den gruppe, der efter indekseringen ikke kan få en af de to ydelser,
i stedet kunne opnå førtidspension. Det fører til, at den gennemsnitlige
tilbagetrækningsalder stiger langsommere end stigningen i efterløns-
og pensionsalderen. Det er en af grundene til, at indekseringen ikke tilstrækkelig
til at forhindre, at den gennemsnitlige periode som tilbagetrukket
fra arbejdsmarkedet vokser. Samtidig påvirker en indeksering af aldersgrænserne
ikke direkte, at man i takt med længere levetid trækker i en
længere periode på forskellige former for velfærdsservice. Derfor er det
klart, at levetidsindeksering ikke i sig selv er et tilstrækkeligt indgreb til at
sikre den fremtidige finansiering.
En levetidsindeksering af aldersgrænserne for efterløn og pension er heller
ikke tilstrækkeligt til at forhindre et fald i arbejdsstyrken. Frem til 2040
forventes arbejdsstyrken at blive reduceret med 320.000 personer alene
som følge af ændringer i befolkningens sammensætning. En indeksering
af efterløns- og pensionsalderen med en måned om året fra år 2011 betyder,
at faldet reduceres med en ¼ (dvs. med ca. 80.000) personer.
Det er et centralt og omdiskuteret spørgsmål om den senere tilbagetrækning
også vil betyde en tilsvarende stigning i beskæftigelsen eller om det
vil føre til stigende ledighed blandt ældre. Det sidste kunne frygtes, da der
er en betydelig mer-ledighed blandt personer i aldersgruppen fra 57-59 år.
Med stigende tilbagetrækningsalder er spørgsmålet om mer-ledigheden
fortsat vil gælde for denne aldersgruppe (og de ældre) eller om tendensen
til mer-ledighed for specifikke aldersgrupper vil følge med tilbagetrækningsalderen
op. Der er meget, der tyder på det sidste. For det første må
det forventes, at arbejdsmarkedet er under pres og vil mangle arbejdskraft
37