Dokumentation og evaluering - Servicestyrelsen

for bedst mulig praksis
faglige netværk, forsknings- og udviklingsprojekter,
konferencer, kurser, forskellige former for erfaringsudveksling
herunder videnscentre, databaser med
videre er andre kilder, som er helt nødvendige for at
sikre, at alle led i den sociale indsats benytter den
bedst tilgængelige viden. Det er ikke nok, at viden
eksisterer, den skal nå ud til alle relevante personer
for at kunne anvendes.
Eriks historie:
– En historie fra det virkelige liv
Af Brita Øhlenschlæger.
Erik blev for nyligt ramt af apopleksi og udskrevet
efter tre uger fra genoptræningsafdelingen med lette
sprogproblemer og en let lammelse af højre arm. Umiddelbart
var han sluppet nådigt fra sin hjerneblødning,
men hjemme viste han sig langt fra at være den gamle
Erik. Han var blevet irritabel, og dagene smuldrede,
uden at han kunne tage initiativ til at ordne sin bil
eller sørge for dyrene, som han plejede. Erik kunne
ikke selv mærke, at han var forandret. Efter et par
måneder tog han initiativ til at komme tilbage på sit
arbejde på deltid. Arbejdspladsen tog velvilligt imod
og hjalp, hvor den kunne. men efter et par måneder
måtte den give op. Erik kunne ikke arbejde selvstændigt
og krævede konstant igangsætning og overvågning.
Derpå blev Erik tildelt førtidspension.
Skaden havde også skabt store problemer i familien.
De to store børn flyttede hjemmefra før planlagt,
mens den yngste søn på 16 år følte sig konstant
rettet og kritiseret af faderen, som han ellers var tæt
knyttet til. Sønnen opholdt sig helst uden for hjemmet
og begyndte at få problemer i skolen, hvilket han
aldrig havde haft før.
Eriks hustru, grethe, stod alene med børnenes
trivsel, familiens økonomi og bekymringerne om,
hvordan fremtiden skulle forme sig. i Erik havde hun
ingen støtte, han syntes problemerne lå hos alle andre.
Via familiens læge blev grethe henvist til at søge
hjælp hos kommunen.
Et halvt år efter skaden fik familien et par timers
kommunal ergoterapeut om ugen. Terapeuten lagde
et dagsprogram for Erik og prøvede at få ham til at
følge det, samtidig med at hun støttede grethe. men
efter nogle måneder gav grethe op. Hun forlangte
separation, startede på en uddannelse i en anden
by, og huset blev solgt.
Kommunen hjalp herefter Erik til en ny bolig, madservice
og hjemmehjælp hver 14. dag. Han fik tilbud
om at komme på ældrecenteret, men benyttede sig
ikke af det. Børnene og grethe besøgte ham en gang
imellem, men ellers var han meget alene. Erik var
trist og savnede sin familie og forstod ikke rigtigt,
hvorfor det var gået, som det var.
Kommentar
Af Brita Øhlenschlæger.
Problemerne for Erik og hans familie er meget typiske.
En hjerneskadesag som denne vil ikke kunne betragtes
som “en af de mest specialiserede og komplicerede
enkeltsager”, som vil kunne tilbydes specialrådgivning
af ViSo. Derfor skal problemstillingerne, der viste sig
i sagsforløbet, løses kommunalt.
Sammenhæng og koordinering i forløbet
Dialogen manglede mellem genoptræningshospitalet
og kommunen om Eriks problemer, da han blev udskrevet.
Derfor blev der ikke planlagt et videre socialt
rehabiliteringsforløb.
Sagen blev kun behandlet i sygedagpengeafdelingen.
Der kunne have været behov for at involvere
andre afdelinger med henblik på støtte af familien og
fx arbejdsmarkedsafdelingen, som kunne have støttet
forsøget på genoptagelse af arbejdet.
Der blev ikke lagt en samlet handleplan for den
fremtidige indsats fra dag ét i det sociale system:
måske kunne man have bevilget ergoterapeut til
familien lige fra begyndelsen, måske kunne hun eller
en støtteperson have sat ind med en første genoptræning
af Eriks overblik, erkendelse og initiativ
og derefter fået Erik henvist til yderligere genoptræningstilbud
og specialundervisning. måske var
genoptræningen mundet ud i en arbejdsintegration t
DoKUmENTATioN & EVAlUEriNg