indhold

LÆSERBREV
AF Morten Boje, Statskundskabsstuderende
Replik til Christian Schultz
Christian Schultz havde i forrige nummer af Polit’en et indlæg om politisk økonomi. Jeg mener, at
Christian Schultz i sin artikel forsømmer at foretage en vigtig skelnen mellem på den ene side den
videnskabelige disciplin politisk økonomi og på den anden side politik studeret med den økonomiske
videnskabs metoder. Jeg vil i denne artikel først forklare, hvad jeg mener begrebet politisk økonomi
dækker over, og jeg vil dernæst forklare, hvorfor jeg mener, at det er problematisk at studere politik
med økonomiske metoder.
Politisk økonomi er ikke studiet af politik (politologi)
udført med den metode, som den videnskabelige
disciplin økonomi almindeligvis anvender. Politisk
økonomi er derimod en mere end to hundrede år
gammel disciplin, som beskæftiger sig med samspillet mellem
det økonomiske system og andre sfærer i samfundet
(oftest den politiske, men også den sociale, kulturelle og
personlige). Af klassiske politiske økonomer kan nævnes
Adam Smith, Karl Marx, Max Weber, F.A. Hayek og Karl
Polanyi.
Politiske økonomer beskæftiger sig med, hvilke konsekvenser
indretningen af et økonomisk system, som f.eks.
feudaløkonomi, laissez-faire kapitalisme, velfærdsstatsøkonomier,
fordisme, den nye fleksible økonomi etc., har for
andre dele af samfundet, oftest for det politiske system,
men også for det sociale system eller for det enkelte individ
– og omvendt. Weber viste f.eks., hvilken rolle religion
spillede for fremkomsten af det kapitalistiske system. Marx
viste, hvilke konsekvenser for det enkelte individ fremkomsten
af kapitalismen med lønarbejde og arbejdsdeling
havde (fremmedgørelse) og for forholdet mellem individer,
når det, der før blev udvekslet på baggrund af traditionelle
eller kulturelt baserede personlige bånd, under kapitalismen
på stadig flere områder bliver handlet som en vare.
Polanyi viste, hvilke samfundsmæssige konsekvenser og
oprør indførelsen af et arbejdsmarked uden garanti for de
fattigstes overlevelse havde, og hvordan fastholdelsen af
et bestemt monetært system (guldstandarden) senere fik
katastrofale politiske konsekvenser i mellemkrigstiden.
I dag kan politisk økonomi (i hvert fald i Danmark) hovedsageligt
findes indenfor studiet af international politisk økonomi,
hvor man studerer samspillet mellem indretningen
af det internationale politiske system og udviklingen i den
globale økonomi samt inden for udviklingsøkonomi, hvor
man ser på den rolle politiske og kulturelle institutioner
spiller for økonomisk udvikling – og omvendt. Men også
sociologer og antropologer har spændende indsigter at
bidrage med, f.eks. Richard Sennett’s læseværdige bøger,
senest ’Det fleksible Mennesker’, hvor han viser de menneskelige
konsekvenser af den ’nye økonomi’.
Det, Christian Schultz hovedsageligt omtaler, er derfor
ikke det, man normalt forstår ved politisk økonomi, men
snarere politologi udført med økonomiske metoder, og han
hævder i den forbindelse, at ”økonomi stille og roligt æder
sig ind på politologiens domæne”. Det er nok tvivlsomt.
Christian Schultz henviser til amerikanske tidsskrifter, og
det er da også rigtigt, at en stor del af de amerikanske
politologer benytter sig af rational choice i studiet af politik,
men dette er ikke noget nyt – deres modeller er blevet
mere avancerede og ligner derfor økonomiske modeller
mere end tidligere. Men at kalde det en tendens skal man
nok være varsom med, især i Europa, hvor rational choice
er under hårdt pres de fleste steder fra tilgange, der er
inspireret af fransk og tysk filosofi (især sprogfilosofi). Og
nej, det er ikke, fordi vi er bagefter i Europa, nærmere
omvendt.
Politologi studeret med økonomiske metoder har nemlig en
række fundamentale svagheder. Den mest grundlæggende
er, at økonomisk metode ser interesser og kategorier af
individer som eksogent givne. Men politik drejer sig netop
om at definere og ændre interesser – interesser skabes og
ændres i den politiske proces, de er ikke givne på forhånd.
Politologiens kerneområde bliver derfor at studere, hvordan
interesser konstitueres og ændres, samt hvilke institutioner
dette giver sig udslag i. God politologi vil derfor kunne give
svar på, hvordan bestemte interesser (og dermed kategorier
af individer) konstrueres på baggrund af den måde,
individer og grupper identificerer og definerer sig selv på
– og politologien kan beskrive og forklare, hvordan disse
identiteter opstår og forandres.
Christian Schultz’s tilgang udviser hermed en grundlæggende
despekt for ’det politiske’ – når han hævder, at
økonomen kan vise, hvordan vi indretter institutioner, der
tager beslutninger i befolkningens interesse. Hvis det var
rigtigt, er der jo ingen grund til at have politiske institutioner,
hvor vi sammen diskuterer, fastlægger og tilkendegiver,
hvad vores interesser er. Økonomen kender dem
allerede. Det, Christian Schultz beskriver, er administration
og ikke politik (det er også derfor økonomer ofte er gode
administratorer, men dårlige politikere).
En af de helt grundlæggende farer ved at lade økonomer
indrette vores samfundsmæssige institutioner er, at status
quo bliver fastholdt. Når økonomer betragter interesser
og handlemønstre (f.eks. nyttemaksimerende, rationelle
individer) som eksogent givne, fastfryses bestemte interesser
og handlemåder. Økonomer kan således være med til
at skabe og reproducere det, som de opfatter som ’naturligt’
og givent. Dermed forhindres vi i at tilegne os andre
opfattelser af verden og vores interesser på – og give plads
til nye måder at indrette vores samfund på. Dette er f.eks.
en af de afgørende svagheder ved, at velfærdskommissionen
næsten udelukkende består af økonomer – de vil
have svært ved at bidrage med nye måder, hvorpå vi kan
forestille os, hvad velfærd og et velfærdssamfund er, og
medvirke til at ændre vores nuværende opfattelser heraf.
Dette indlæg skal ikke opfattes som en nedvurdering af
den økonomiske videnskab. Økonomi er en videnskab,
som jeg sætter overordentlig stor pris på, da den bidrager
til forståelsen af vigtige dele af den måde, vores samfund
fungerer og er indrettet på. Jeg skal være den første til
at begræde det aftagende samarbejde, der er inden for
samfundsvidenskaberne mellem økonomi på den ene side
og politologi, sociologi og antropologi på den anden. Jeg
håber, at dette vil ændre sig i fremtiden, da vi behøver
hinanden, men det kræver alle parters erkendelse af og
respekt for egne og andres svagheder og styrker.
POLIT’EN #4 2004
23