Lobbyismen – et apolitisk emne - Dr

D E T S A M F U N D S V I D E N S K A B E L I G E F A K U L T E T
K Ø B E N H A V N S U N I V E R S I T E T
Kandidatspeciale
Signe Jühne Bast
Lobbyismen – et apolitisk emne
Et kritisk blik på de diskursive betingelser for regulering af dansk lobbyisme
Vejleder: Martin Marcussen
Afleveret den: 30/08/11

Abstract
Purpose: This thesis studies the construction of Danish lobbyism as a non-problem. I have
two main errands. One is to deliberate the policy makers’ thoughts on lobbyism. Thereby I
wish to deliberate their thoughts about possibilities and appropriateness as regards to
lobbyism. The other errand is to contribute to the understanding of, why the question of
regulating the Danish lobbyism has not yet been put on the official political agenda.
Methods and theory: These errands are persecuted primarily through answering the
question of the role of discursive practices in policy formulation. My theoretical point of
departure is Norman Faircloughs critical discourse analysis (CDA) as well as the new
institutionalism. As I have highlighted a political problem, I believe that the strategic actions
of creative actors constitute an important piece in order to understand the relationship. In
CDA and the new institutionalism it appears, however, so that discursive practices and
historical institutions have overriding effects. I have addressed this deficiency in relation to a
political context, using the discursive institutionalism and adjustments of the concepts
discourse coalitions and story lines, which I have selected from Maarten Hajers argumentative
discourse theory.
Results: The thesis shows that principal discussions on the role of the lobbyism only rarely
take place in a formal setting in Denmark. Quite the reverse it is found to be perceived as
inappropriate to discuss this in a political setting. The topic is considered apolitical. It is the
agreement that lobbyism not only is unproblematic but in reverse a democratic contribution.
The problems regarding lobbyism are constructed to be the obstacles therefore. Thus I have
identified two main coalitions regarding the problematic aspect of the relationship between
the Danish political system and outside interests. This is the very small Overthrowing
Coalition and the hegemonizing Keeping Coalition. The Overthrowing Coalition perceives
some of the lobbyism as malicious and wishes to eliminate this in order to facilitate the other.
The Keeping Coalition perceives malicious lobbyism as non-existing in a Danish context.
Consequently most of the politicians agree that the absence of scandals in Danish history end
the degree of openness and trust between the political actors make regulation redundant.
Side 1
af 116

Indhold
1. Indledning: En fraværende debat ....................................................................................................................................... 5
1.1 Hvorfor en diskursteoretisk policy-analyse? ......................................................................................................... 6
1.2 Mit bidrag: Light! More Light! ....................................................................................................................................... 7
1.3 Problemformulering ......................................................................................................................................................... 8
1.4 Specialets præmisser ........................................................................................................................................................ 9
1.4.1 Mit socialkonstruktivistiske udgangspunkt: En social virkelighed, der ej kan erkendes ............ 9
1.4.2 Begrebsafklaring: Diskurs – et analytisk værktøj ..................................................................................... 10
1.4.3 Begrebsafklaring: Lobbyisme – en bred definition .................................................................................. 11
1.4.4 Begrebsafklaring: Regulering – at undgå uønsket adfærd .................................................................... 12
1.5 Specialets fremgangsmåde: Præsentation af den kritiske diskursanalyse ............................................. 13
1.5.1 Den 3-dimensionelle model ............................................................................................................................... 13
1.6 Specialets struktur .......................................................................................................................................................... 15
2. Analysestrategi: Anvendelsen af den 3-dimensionelle model i specialet ....................................................... 17
2.1 Den sproglige og strategiske konstruktion af lobbyismens rolle ................................................................ 19
2.1.1 Lingvistisk analyse: At beskrive sprogbrug ................................................................................................. 19
2.1.2 Diskursiv analyse: At søge efter og fortolke spor ...................................................................................... 20
2.2 Den sociokulturelle praksis ........................................................................................................................................ 23
2.2.1 Spor bliver lagt – og fortolket… ........................................................................................................................ 25
2.2.2 Operationalisering af det ikke-diskursive: Formelle regler og konkrete institutioner ............. 27
2.2.3 Hvorfor regulere? Hvad er det, vi ønsker at sikre/hindre? ................................................................... 28
2.3 Delkonklusion ................................................................................................................................................................... 29
3. Om min empiriske metode ................................................................................................................................................. 31
3.1 Afgrænsning af centrale aktører: Folketingspolitikere og lobbyister ....................................................... 31
3.2 Empiri: Folketingsdebatter og studier af lobbyismen ..................................................................................... 32
3.3 Tidsmæssig afgrænsning ............................................................................................................................................. 33
3.4 Indsamlingsstrategi........................................................................................................................................................ 34
3.4.1 Indsamling af videnskabelige studier af lobbyismen .............................................................................. 35
Side 2
af 116

3.4.2 Indsamling af folketingsdebatter ..................................................................................................................... 36
3.5 Kildekritik og gyldighed ............................................................................................................................................... 37
3.5.1 Studier af lobbyismen: At fortolke fortolkninger ...................................................................................... 37
3.5.2 Folketingsdebatter ................................................................................................................................................. 38
3.6 Kodning og fortolkning af tekstmaterialet ........................................................................................................... 38
3.6.1 Den sociokulturelle dimension: Fælles forståelseshorisont ................................................................. 38
3.6.2 Iterativ fortolkningsproces ................................................................................................................................. 40
3.6.3 Min rolle som medkonstruktør ......................................................................................................................... 40
4. Lobbyismens historiske relation til den politiske beslutningsproces .............................................................. 42
4.1 Lobbyismens udvikling før 1975 .............................................................................................................................. 43
4.2 Lobbyismen efter 1975 ................................................................................................................................................ 44
4.3 Et ideal om pluralisme .................................................................................................................................................. 44
4.3.1 Svækket individuel indflydelse over tid ........................................................................................................ 45
4.3.2 Øget pluralisme i indflydelse på både input og output ........................................................................... 46
4.3.3 Betydningen og fordelingen af ressourcer ................................................................................................... 48
4.3.4 (Retfærdig) ulighed indenfor de enkelte ressortområder .................................................................... 50
4.4 Ideal om gennemsigtighed og parlamentarisk kontrol ................................................................................... 51
4.4.1 Normbaseret regulering i de direkte (formelle og uformelle) kanaler ............................................ 52
4.4.2 Den normbaserede regulerings demokratiske slagside ......................................................................... 53
4.4.3 Styrkelse af Folketingets direkte kontrol ..................................................................................................... 54
4.4.4 Gennemsigtighed og kontrol på tværs af kanaler ..................................................................................... 55
4.5 Samarbejdende og konsensus-søgende metoder .............................................................................................. 57
4.5.1 De uskandaløse skandaler .................................................................................................................................. 59
4.6 Regulering af aktørerne med det demokratiske mandat ............................................................................... 60
4.7 Delkonklusion ................................................................................................................................................................... 61
5. Folketingsmedlemmernes konstruktion af relationen ........................................................................................... 63
5.1 Lobbyismen: Principal eller agent? Problem eller løsning? ......................................................................... 63
5.1.1 De Ansvarshavende Politikere .......................................................................................................................... 64
Side 3
af 116

5.1.2 Virkelighedens Eksperter .................................................................................................................................... 65
5.1.3 Den Tvingende Lobbyisme ................................................................................................................................. 65
5.1.4 Befolkningens Talerør .......................................................................................................................................... 66
5.1.5 Analytisk afgrænsede diskurser ....................................................................................................................... 66
5.3 Konstruktion af relationen .......................................................................................................................................... 67
5.3.1 Et samlet Folketing: Redskabsfortællingen ................................................................................................. 68
5.4 De centrale skillelinjer i Folketinget: Hvordan facilitere? ............................................................................. 73
5.4.1 Den Bevarende Koalition: Loge-fortællingen ............................................................................................. 75
5.4.2 Den Omstyrtende Koalition: Mørkets Fyrster ............................................................................................ 80
5.5 Formel regulering – en oplagt mulighed? ............................................................................................................. 83
5.5.1 Tradition for tillid og åbenhed .......................................................................................................................... 85
5.5.2 ”Folketinget er ikke bare et efterretningskontor.” ................................................................................... 87
5.5.3 Regulering som barriere ...................................................................................................................................... 88
5.6 Delkonklusion ................................................................................................................................................................... 90
6. Konklusion ................................................................................................................................................................................ 92
6.1 Teoretiske implikationer: Trialektiske forhold .................................................................................................. 95
6.2 Konklusionens rækkevidde: ....................................................................................................................................... 96
6.3 Perspektivering: Hvad vi stadigt ikke ved ............................................................................................................ 97
7. Litteraturliste ........................................................................................................................................................................... 98
7.1 Webliografi ......................................................................................................................................................................103
Bilag 1: Fortegnelse over anvendte kilder til indholdsanalyse ..............................................................................105
Bilag 2: Fortegnelse over anvendte kilder til diskursanalysen ..............................................................................111
Side 4
af 116

1. Indledning: En fraværende debat
Flere lande har gennem de sidste få årtier indført regulering af lobbyismen hvilket har til
hensigt at sikre, at lobbyismens positive sider ikke overskygges af de negative. Eksempelvis
har EU for nyligt indført regulering, og USA har i årtier reguleret lobbyisme formelt. Også
lande som Tyskland, Canada, Australien 1 samt Polen 2 og Litauen 3 har indført formel
regulering af lobbyisme, mens eksempelvis Ungarn, 4 Slovakiet, Slovenien og Storbritannien 5 i
de sidste år har diskuteret muligheden herfor. Ud fra en forestilling om institutionel
isomorfisme 6, burde dette vække også danske politikeres interesse. I Danmark er lobbyismen
kun delvist reguleret. Således findes der for eksempel regler for, hvorledes og hvor længe
lobbyister kan opnå foretræde for udvalgene, samt hvordan de skal agere her. 7
Adfærdskodeks, registrering eller andre former for formel regulering, af eksempelvis den
indirekte lobbyisme (fx mediekampagner, demonstrationer, underskriftsindsamlinger mv.),
findes dog ikke i Danmark, ligesom uformel påvirkning af de enkelte politikere – eksempelvis
ved at mødes med dem uden for de formelle arenaer (fx råd, nævn og kommissioner) heller
ikke er reguleret. Der er altså ikke umiddelbart nogen officielle reguleringstiltag i Danmark,
der sikrer, at lobbyisternes indflydelse sker på det parlamentariske demokratis præmisser.
I 2009 foretog jeg en evaluering af reguleringen af lobbyismen i EU. I den forbindelse læste jeg
en del avisartikler, om danske politikeres holdning til det europæiske reguleringsinitiativ, og
det blev klart, at de danske politikere generelt mente, at regulering af lobbyisme i EU er
vigtigt. 8 Herefter virkede det, for mig, påfaldende, at den danske lobbyisme slet ikke er
reguleret i samme omfang, som lobbyismen i EU, 9 og at de danske politikere stort set ikke
forholder sig til, om det ville være ønskværdigt. Således har betydningsfulde danskere, som
eksempelvis folketingsmedlem Bertel Haarder, 10 tidligere formand for Folketinget Erling
1 Pross 2007: 5
2 Ahlsson 2004: 1-4
3 Litauen 2007: 2
4 Lékó 2007: 3
5 Ahlsson 2004: 18-19
6 DiMaggio og Powell (1991)
7 Folketinget – Deputationer.
8 fx Beder 2009, 28. maj, Boysen 2007, 14. januar og Flensburg, 2006, 2. juni
9 Ahlsson 2004: 18, Ahlsson 1998: 168-169, Rechtman 1998: 579 og Esbensen 2007: 157
10 Buksti 1980: 29
Side 5
af 116

Olsen, 11 tidligere formand for Socialdemokraterne Svend Auken 12 samt professor i politologi
Anker Brink Lund, 13 med jævne mellemrum, men uden succes, forsøgt at sætte emnet på
dagsordenen.
Mit ærinde er at forstå den begrænsede (debat om) regulering af lobbyisme i Danmark. Mere
præcist vil jeg bidrage til forståelsen af, hvorfor regulering af dansk lobbyisme ikke er
konstrueret som et emne for formel, politisk debat. Da der er tale om en ikke-beslutning, som
ikke kan observeres direkte, vælger jeg at afdække, hvad det er for muligheder og
begrænsninger, der findes for debat om regulering af lobbyisme i Danmark. Mit bidrag er
mere specifikt til afdækningen og fortolkningen af de diskursive betingelser for reguleringen
af lobbyismen.
1.1 Hvorfor en diskursteoretisk policy-analyse?
Oftest tager beslutningsprocesanalyser udgangspunkt i handlingsplanet og forsøger at forstå
aktørernes motiver og handlinger (dvs. deres strategier) i det samlede forløb. Det er
imidlertid dette speciales påstand, at aktørers interesser/motiver og handlemuligheder er
begrænsede og muliggjorte af en diskursiv ramme. Politikerne ville måske nok være
strategiske i deres valg om at regulere lobbyismen i Danmark, men de strategiske valg og
handlemuligheder foretages inden for en diskursiv ramme, der begrænser, hvad der opfattes
som muligt og passende. Jeg har valgt et diskursteoretisk udgangspunkt, fordi jeg ønsker at
forstå, hvilken betydning den diskursive magt – i form af rammesættende forestillinger – har i
forbindelse med policy-formulering.
Policy-analyser fokuserer oftest på styringssvigt – forstået som manglende overensstemmelse
mellem intentioner og resultater. Dette er dog en analyse af, hvorfor der ikke er taget en
beslutning om at regulere dansk lobbyisme. Hvis spørgsmålet herom for alvor havde været til
debat, kunne man besvare dette via en analyse af institutionelt betingede interessekampe og
undersøge, hvorledes forskellige interessenter har påvirket den endelige beslutning om ikke
at regulere. I dette tilfælde har man dog heller ikke aktivt fravalgt regulering.
11 Carstensen, 1996, 24. september
12 Stougaard, 2004, 6. februar
13 Altinget.dk, 2010, 14. februar
Side 6
af 116

En diskursiv policy-analyse adskiller sig på flere måder fra traditionelle policy-analyser.
Traditionelt opfattes policy som en rationel løsning på et objektivt givet problem. I
diskursteori ses selve problemet som diskursivt konstrueret, mens mulige løsninger herpå ses
som historisk betingede opfattelser af, hvad der er rigtigt og passende i den givne situation.
Alt i alt fokuserer jeg i denne policy-analyse ikke på traditionel vis på selve
beslutningsprocessen og eksempelvis, hvem der har påvirket denne og med hvilke
intentioner. I stedet fokuserer jeg på det diskursive grundlag for beslutningsprocessen. Dvs.
den diskursive ramme for aktørers handlemuligheder i forhold til regulering af lobbyismen i
Danmark, herefter kaldet ’mulighedsrummet’.
1.2 Mit bidrag: Light! More Light!
Dette speciale bidrager primært til at udfylde to faglige mangler i politologiens vidensbase.
For det første vil mit speciale bidrage til at frigøre lovgivernes tanker om dansk lobbyisme og
dermed udvide mulighedsrummet i forbindelse hermed. For det andet vil mit speciale
bridrage til forståelse af, hvorfor formel regulering af dansk lobbyisme ikke sættes på
dagsordenen.
Det er mit ærinde at belyse magtstrukturer for at frigøre lovgiverne fra de rammer, der lige nu
udgør mulighedsrummet angående regulering af lobbyisme. Inspireret af
socialkonstruktivisten Finn Collin 14 er min underliggende idé, at omfattende, videnskabelig
dokumentation historisk kontingente, samfundsmæssige opfattelser, traditioner og
institutioner vil lede til underminering af deres autoritet og give inspiration til eventuelle
ændringer, man måtte ønske sig. Specialet vil altså have en kritisk vinkel med et
emancipatorisk sigte og have henblik på at muliggøre forandring uden i øvrigt at diktere
forandringens karakteristika. Med andre ord er det ikke mit ønske offensivt at deltage i
kampen om den mest hensigtsmæssige ordning af relationen mellem lobbyister og det
politiske system ved at foreslå alternative diskursive konstruktioner. Mit formål er derimod at
afnaturalisere vilkårene for den kamp, der finder sted blandt Folketingets medlemmer og
dermed facilitere deliberation.
14 Collin 2010: 231
Side 7
af 116

Mit speciale er primært af empirisk karakter. Derfor er det også hovedsageligt denne
empiriske viden om relationen mellem lobbyister og det politiske system, det er mit mål at
frembringe. Jeg ønsker dog desuden på et mere overordnet niveau at kvalificere den
politologiske viden om, hvordan generel regulering opstår, samt hvilken rolle diskursive
praksisser har i forbindelse hermed. Endvidere leverer jeg nogle bud på, hvordan metodiske
problemer i forbindelse med konkrete diskursanalyser kan løses. Eksempelvis bruger jeg
plads på at sikre høj gennemsigtighed i gennemførelsen af analysen, og jeg kombinerer
diskursteorier, så en sammentænkning af strukturer og aktørers betydning i policy-processer
bliver mulig.
1.3 Problemformulering
Med udgangspunkt i denne overordnede problemstilling og mit diskursteoretiske afsæt, lyder
min todelte problemformulering:
Hvorledes konstrueres relationen mellem lobbyismen og det danske, politiske
system, og hvilken betydning har denne konstruktion for mulighedsrummet
angående formel regulering af dansk lobbyisme?
Denne problemformulering vil jeg svare på ved at afdække og fortolke, hvorledes lobbyisme-
begrebet er blevet konstrueret via det ikke-diskursive såvel som det diskursive. Herefter vil
jeg vurdere, hvilke konsekvenser denne konstruktion har for mulighedsrummet angående
regulering af dansk lobbyisme. Jeg foretager altså dybest set en analyse af den diskursive
magt og stiafhængighed, der gør sig gældende i forbindelse med spørgsmålet om regulering af
dansk lobbyisme. Jeg vil nu præsentere specialets præmisser for at behandle
problemformuleringen. Herefter præsenteres den teoretiske ramme, der vil være
udgangspunktet for besvarelsen af min problemformulering, og som resten af specialet
grundliggende er bygget op omkring.
Side 8
af 116

1.4 Specialets præmisser
Præmisserne for at behandle ovenstående problemstilling er først og fremmest et
socialkonstruktivistisk udgangspunkt og en heraf følgende forståelse af det bredt anvendte
diskurs-begreb. Videre arbejder jeg ud fra særlige forståelser af begreberne lobbyisme og
regulering, hvilke har betydning for analysen af de diskursive rammebetingelser for debat om
regulering af dansk lobbyisme.
1.4.1 Mit socialkonstruktivistiske udgangspunkt: En social virkelighed, der ej kan erkendes
Den fælles grundantagelse for al socialkonstruktivisme er, at virkeligheden frembringes og
vedligeholdes af sociale praksisser, og at fænomener derfor ikke kan eksistere uafhængigt af
de sociale praksisser, de er indlejret i. 15 Derfor er sociale praksisser kontingente, hvilket vil
sige, at de ikke er nødvendige, ej heller universelle. Således kunne de være anderledes og
afskiller sig også fra samfund til samfund og mellem kulturkredse. Denne opfattelse af sociale
praksisser som kontingente er også grundlaget for min kritiske ambition, idet jeg, jf. afsnit 1.2,
forsøger at demontere den eksisterende orden eller i det mindste vise, at den kan omgås.
Jeg anlægger en moderat, epistemologisk socialkonstruktivisme, ifølge hvilken vores
erkendelse af virkeligheden er socialt konstrueret, mens selve virkeligheden eksisterer
uafhængigt heraf. Denne virkelighedsopfattelse står i modsætning til den ontologiske
socialkonstruktivisme, som hævder, at også virkeligheden, og ikke kun erkendelsen heraf, er
en social konstruktion.
Den hollandske politolog Maarten Hajer beskriver forholdet mellem virkelighed og erkendelse
i den epistemologiske socialkonstruktivisme således: ”To be sure, large groups of dead trees as
such are not a social construct; the point is how one makes sense of dead trees.” 16 De døde træer
kan være udtryk for et socialt problem som forurening, mens andre skyder skylden på tørke,
kulde, vind eller blot alder. Når træernes død begrundes med forurening, indskrænker det
mængden af mulige løsninger. Derfor er det ikke ligegyldigt, hvordan fænomener i den
materielle verden konstrueres socialt. Videre har der været døde træer i tusindvis af år. Det er
altså en social konstruktion, at dette udgør et problem. Det er altså en social konstruktion, at
lobbyismen i nogle lande udgør et problem og i andre (fx Danmark) ikke gør det.
15 Collin 2010: 230
16 Hajer 1993: 44
Side 9
af 116

1.4.2 Begrebsafklaring: Diskurs – et analytisk værktøj
Begrebet diskurs tilskrives en lang række konfliktuerende og delvist overlappende
definitioner afhængigt af, med hvilket videnskabsteoretisk udgangspunkt begrebet defineres.
Min diskursforståelse stammer fra sociolingvistikken. Således forstår jeg diskurs som
sprogbrug. Dette diskursbegreb er interessant i samfundsvidenskabelig optik, idet
diskurs/sprogbrug både opfattes som konkret substantiv (’en diskurs’) og som handling.
Diskurs som substantiv er således en særlig repræsentation af virkeligheden og dermed et
forsøg på at udelukke andre mulige repræsentationer – eller i hvert fald gør dem mindre
mulige. Samtidigt er diskurs en social og historisk situeret handling, medhvilken man kan
påvirke sine omgivelser. Dvs. ved at tale virkeligheden på en bestemt, udøver man samtidigt
en påvirkning heraf.
Denne diskursopfattelse er formuleret af lingvisten Norman Fairclough, som med sin kritiske
diskursanalyse (KDA) får lingvistisk orienteret sproganalyse til at spille sammen med social
og politisk tænkning. Det gør han ved at sætte diskursteorien i dialektisk forhold til andre
socialvidenskabelige teorier, hvilket gør KDA anvendelig og interessant fra et
samfundsvidenskabeligt perspektiv. Det er Faircloughs KDA, jeg tager udgangspunkt i, og
herefter således også udelukkende denne jeg refererer til med forkortelsen KDA.
Fairclough tydeliggør ikke, hvordan én diskurs i praksis afgrænses fra en anden, hvorfor KDA
mangler operationalisering. Jeg vælger at se diskurser som analytisk konstruerede idealtyper,
snarere end ’noget’ der findes ’derude’. Diskurs er altså for mig et værktøj snarere end et
virkeligt fænomen. Hvordan diskurs konkret anvendes som analytisk værktøj, vender jeg
tilbage til i afsnit 2.1 og afsnit 5.1.
Jeg anlægger som sagt et moderat, epistemologisk socialkonstruktivistisk perspektiv, ifølge
hvilken erkendelsen af virkeligheden er konstrueret, men ikke virkeligheden selv. Således
findes der en materiel og social virkelighed, der rækker ud over det diskursive, og som det
diskursive påvirkes af. Herved adskiller min diskursopfattelse sig fra de poststrukturalistiske
tilgange til diskursteori, som eksempelvis Ernest Laclau & Chantal Mouffe og Foucault er
repræsentanter for, idet sproget ikke udelukkende findes for sig selv, men også er
repræsentationer af en materiel og social virkelighed, som det har et dialektisk forhold til,
hvilket ovenstående Hajer-citat udtrykker.
Det, der gør KDA interessant i forbindelse med lobbyisme, er, at det ikke alene er det
diskursive, der konstruerer, idet der også eksisterer en virkelighed af sociale praksisser, som
Side 10
af 116

er med til at konstruere mulighedsrummet. Disse sociale praksisser består, ifølge Fairclough,
både af diskursive og ikke-diskursive aspekter. 17 Fairclough er dog uklar i forhold til, hvordan
det ikke-diskursive egentlig indholdsbestemmes, hvorfor dette begreb må operationaliseres.
Dette gør jeg, med udgangspunkt i nyinstitutionalismen, i afsnit 2.2.2.
1.4.3 Begrebsafklaring: Lobbyisme – en bred definition
Omdrejningspunktet for dette speciale er lobbyismen. Lobbyisme-begrebet anvendes meget
forskelligartet og til tider med negativ ladning. Jeg anvender begrebet værdineutralt og
opfatter altså ikke begrebet, som refererende til noget odiøst eller ondt.
Overordnet definerer jeg lobbyisme løst som ethvert forsøg på at påvirke den politiske
beslutningsproces i en given retning. Den mest traditionelle forståelse af politik, som blev
formuleret af den amerikansk-canadiske politolog David Easton i 1950’erne, definerer politik
som den autoritative fordeling af værdier med gyldighed for et samfund. 18 Historiker og
professor i statskundskab Erik Rasmussen udvidede denne definition i 1960’erne, således at
den også inkluderer fastsættelsen af, hvad det er, der skal fordeles 19 – en vigtig tilføjelse set fra
mit socialkonstruktivistiske perspektiv, hvor alle forhold i samfundet – herunder opfattelsen
af de værdier, der skal fordeles – forstås som socialt konstruerede.
Når jeg definerer lobbyisme som ethvert forsøg på at påvirke den politiske beslutningsproces,
kan begrebet altså ikke begrænses til at dække over eksempelvis direkte påvirkning af selve
den politiske beslutning. Lobbyisme henviser i dette speciale til enhver handling med den
hensigt at påvirke et hvilket som helst led i den politiske beslutningsproces. Det være sig den
indledende fastsættelse af dagsordenen (herunder også udelukkelse fra dagsordenen),
forberedelse af beslutningsgrundlag og politikformulering samt anvisning af alternative
løsningsforslag, den endelige, autoritative beslutning samt den efterfølgende implementering
– og eventuelle evaluering – af den valgte løsning. Jeg anlægger altså en bred
indholdsbestemmelse af lobbyisme-begrebet, som dækker over såvel formaliserede og direkte
metoder som høringssvar og mere uformelle og indirekte metoder som demonstrationer,
debatter eller mediekampagner. Desuden kan lobbyismen udføres af alle – eksempelvis
private individer og erhvervsvirksomheder men også organisationer. Den form for
17 Fairclough 1992a: 64
18 Easton 1953: 129
19 Rasmussen 1971: 105
Side 11
af 116

lobbyisme, der udføres af offentlige institutioner, som eksempelvis kommuner og regioner,
afgrænser jeg mig dog fra her, idet jeg mener, at den udgør en særlig problemstilling. Endelig
dækker min lobbyismedefinition både over direkte interaktioner (eksempelvis mellem
individer og ministerier) og påvirkningsforsøg via betalte mellemmænd (eksempelvis
konsulenter, PR- eller kommunikationsbureauer, organisationer og ministerier).
Denne brede definition anlægger jeg, fordi det tillader mig at afdække de varierende
indholdsbestemmelser af begrebet, som folketingspolitikerne, hver især giver udtryk for.
Dette er interessant, idet opfattelsen af, hvorvidt lobbyisme udgør et problem og i givet fald,
hvorledes det udgør et problem, må afhænge af, hvordan lobbyismebegrebet
indholdsbestemmes.
1.4.4 Begrebsafklaring: Regulering – at undgå uønsket adfærd
Dette speciale handler om formel regulering af lobbyisme i Danmark. Det er derfor på sin
plads at definere, hvad begrebet regulering dækker over i denne henseende.
Jeg interesserer mig her for ekstern regulering, hvilket dækker over regulering, der kommer
fra nogen uden for det hierarki, de regulerede fungerer inden for. 20 Jeg er altså ikke
interesseret i, hvad lobbyisterne gør for at regulere sig selv (intern regulering). I stedet
interesserer jeg mig udelukkende for regulering, som noget de folkevalgte politikere vedtager
officielt for at sikre/undgå en given adfærd blandt lobbyister.
Jeg lægger hermed op til en bred forståelse af reguleringsbegrebet, som ikke forholder sig til
den indholdsmæssige side af regulering. Det gør jeg, fordi det ikke er mit ærinde at vurdere
ønskværdigheden af regulering af lobbyisme – end ikke at undersøge, hvad der kendetegner
den (begrænsede) regulering af lobbyisme i Danmark. Dog begrænser jeg mig til at se på
formel regulering. Således indholdsbestemmer jeg her udelukkende regulering til at bestå af
officiel regulering af lobbyisme, mens normer, institutioner, konventioner osv. – såkaldte
uformelle regler – ikke er omfattet af definitionen. Denne udelukkelse foretager jeg til trods
for, at jeg qua mit socialkonstruktivistiske udgangspunkt også opfatter disse sociale
praksisser som regulerende for lobbyisternes adfærd. Jeg anerkender således eksistensen og
betydningen af uformel regulering, men det er fraværet af formel regulering, jeg her forsøger
at forstå.
20 Palmhøj Nielsen 2003: 11
Side 12
af 116

Herefter vil brugen af begrebet regulering, når intet andet er angivet, referere til formelle
tiltag, foretaget af danske, folkevalgte politikere, med henblik på at sikre/undgå en given
adfærd blandt danske lobbyister, samt givne konsekvenser af deres tilstedeværelse i dansk
politik. Hvilken adfærd og konsekvenser man ønsker at sikre/undgå, vil jeg derimod ikke
definere nærmere, idet opfattelsen heraf antages at være dynamisk, kontekstafhængig og
langt fra objektivt givet.
1.5 Specialets fremgangsmåde: Præsentation af den kritiske diskursanalyse
KDA er, som beskrevet, funderet i socialkonstruktivismen, ifølge hvilken der ikke findes
kontekstuafhængig viden og dermed heller ingen universel gældende opskrift på, hvorledes
denne viden kan frembringes. I stedet må jeg konstruere analysens rammer ud fra den
konkrete kontekst og formålet med analysen. Jeg vil nu præsentere den analytiske ramme, der
vil være udgangspunktet for min opstilling af de analytiske begreber, jeg anvender i mine
empiriske analyser. Den analytiske ramme vil blive operationaliseret i kapitel 2, mens jeg vil
redegøre for mine metodiske overvejelser i kapitel 3. Jeg har valgt at præsentere den
overordnede analytiske ramme her, fremfor i kapitel 2, hvor den operationaliseres, fordi jeg
allerede nu ønsker at give læseren et indblik i, hvad dette er for et speciale, samt hvilken
funktion de forskellige afsnit har i forbindelse med problemformuleringen.
1.5.1 Den 3-dimensionelle model
KDA er en sammenkobling af tre analysedele: En lingvistisk analyse, en mikrosociologisk
analyse og en makrosociologisk analyse. Dette kommer til udtryk i Faircloughs
tredimensionelle model, der består af 1) en tekstuel dimension (skriftlig, mundtlig eller visuel
manifestation af sprogbrug – dvs. den tekstuelle praksis), 2) en diskursiv dimension (tekstens
produktions- og konsumptionsprocesser – dvs. den diskursive praksis) og 3) en sociokulturel
dimension (normer, konventioner, regler, adfærd mv., dvs. den sociokulturelle praksis). 21
Den tekstuelle og den diskursive dimension behandles sideløbende, idet man ikke kan
beskæftige sig med tekstens egenskaber uden også at forholde sig til tekstens produktions- og
konsumptionsprocesser. Derfor vil jeg opdele analysen i to kapitler: Et kapitel med analysen
21 Fairclough 2008: 119-127
Side 13
af 116

af den tekstuelle og den diskursive dimension og et kapitel med analysen af den
sociokulturelle dimension.
Metoden til at analysere den tekstuelle og den diskursive dimension er den samme:
Tekstanalyse. På den tekstuelle dimension analyseres tekstens egenskaber, hvilket afdækkes
via en beskrivende, lingvistisk tekstanalyse. Den diskursive praksis analyseres derimod via en
fortolkende, intertekstuel analyse, der er på et højere abstraktionsniveau. Man er som
analytiker mere afhængig af social og kulturel forståelse for at kunne foretage analysen af den
diskursive praksis. Det er dette behov for social og kulturel forståelse, der aktualiserer KDAs
transdisciplinære karakter, hvor indsigter fra samfundsvidenskaben bliver nødvendige.
Derfor indleder jeg med analysen af den sociokulturelle praksis, lobbyismen indgår i, og som
omgiver ikke-beslutningen om regulering af dansk lobbyisme.
Den sociokulturelle praksis kan ikke analyseres vha. diskursteorien, fordi den også består af
ikke-diskursive elementer. Den må suppleres med samfundsvidenskabelige teorier og
metoder, der må udvælges afhængigt af abstraktionsniveau og formål med analysen. Jeg
vælger at operationalisere den sociokulturelle praksis ved hjælp af nyinstitutionalismen,
hvilket jeg vil gøre i afsnit 2.2.
På baggrund af den viden, jeg finder frem til i analysen af den sociokulturelle dimension, vil
jeg installere en idealtypisk diskursorden, som vil sætte rammen for analysen af den
diskursive praksis. Fairclough definerer diskursordenen som en modsætningsfyldt og
kompleks konfiguration af diskurser inden for et socialt område. 22 Diskursordenen dækker
altså over forskellige diskurser, som refererer til samme domæne, som de konkurrerer om at
indholdsbestemme. Diskursordenen i dette speciale er kompleksiteten af lobby-diskurser,
domænet er lobbyisme, og diskurserne er dem/det, der forsøger at indholdsbestemme
lobbyismen.
22 Fairclough 1992a: 219
Side 14
af 116

Figur 1: Faircloughs tredimensionelle model 23
Jeg har nu redegjort for de, for mit speciale, interessante dele af KDA. Måden, hvorpå KDA
tjener til at besvare min problemstilling, vender jeg tilbage til i kapitel 2, hvor jeg udvikler min
teoretiske analyseramme ved operationalisering af teorien.
1.6 Specialets struktur
I specialets første kapitel har jeg præsenteret min problemstilling og problemformulering,
mit kritiske og emancipatoriske ærinde samt mit videnskabsteoretiske udgangspunkt. Videre
har jeg afklaret de tre mest centrale begreber i specialet: Diskurs, lobbyisme og regulering.
Herefter har jeg overordnet præsenteret min analytiske ramme: Faircloughs tredimensionelle
model, som vil blive uddybet og operationaliseret i kapitel to. Dette sker dels med
udgangspunkt i Faircloughs egne anvisninger og dels ved hjælp af begreber fra Hajer, som jeg
har udvalgt strategisk. Desuden finder jeg inspiration i nyinstitutionalismen.
Kapitel tre vil være en gennemgang af de metodiske overvejelser, jeg har foretaget i
forbindelse med min empiri – særligt i forbindelse med min indsamlingsstrategi samt kodning
og fortolkning af teksterne. Men også min opfattelse af, hvem der udgør de centrale aktører
samt min tidsmæssige afgrænsning, vil jeg her redegøre for.
I specialets fjerde kapitel vil jeg analysere den sociokulturelle dimension. Det vil jeg gøre via
indholdsanalyse af politologiens eksisterende viden om lobbyismen. Mit ærinde er
herigennem at afdække, hvordan praksis har været. Videre vil jeg fortolke, hvorledes denne
sociokulturelle praksis har været, og er, med til at konstruere lobbyismens relation til det
politiske system set i lyset af grundlæggende og dominerende normer, jeg mener, at jeg kan
23 Frit efter Clark 1992c: 123
Sociokulturel praksis
Diskursiv praksis
Tekstuel praksis
--
Side 15
af 116

identificere. Dette er primært sket ved at sammenholde statistiske analyser over tid, men også
kvalitative casestudier vil blive anvendt.
I kapitel fem analyseres den tekstuelle og den diskursive dimension via folketingsdebatter.
Her finder kombinationen af Faircloughs lingvistiske analyse og Hajers begreber til
argumentativ, intertekstuel analyse anvendelse. Kapitlet indledes med en operationalisering
af begrebet ’diskursorden’. Dette vil ske med udgangspunkt i analysen af den sociokulturelle
praksis, som altså udgør den forforståelse af lobbyismen, den diskursive praksis fortolkes ud
fra. Denne forforståelse struktureres i form af fire idealtypiske lobbyisme-diskurser, som jeg
forventer at kunne genfinde i tekstmaterialet.
I specialets sjette og sidste kapitel runder jeg af med en konklusion, hvor jeg opsummerer,
hvorfor relationen mellem eksterne interessenter og det politiske system ikke er konstrueret
som et problem, som regulering kunne være en mulig løsning. Kapitlet vil desuden indeholde
nogle overvejelser om konklusionens gyldighed og brugbarhed, samt en refleksion over
anvendeligheden af min operationalisering af den kritiske diskursanalyse.
Side 16
af 116

2. Analysestrategi: Anvendelsen af den 3-dimensionelle model i specialet
Jeg vil nu operationalisere den overordnede analytiske ramme, jeg, med udgangspunkt i
Faircloughs KDA, har præsenteret ovenfor i afsnit 1.5. Opsummerende består den analytiske
ramme af tre dimensioner: En tekstuel, en diskursiv og en sociokulturel dimension. Disse står
i dialektisk forhold til hinanden og er derfor kun analytisk adskilte. Således er tekst ét blandt
mange udtryk for den diskursive praksis, idet tekst er et produkt af en given diskurs og
dermed fungerer som en slags (delvist) fastfrosset manifestation af en diskursiv praksis, som
igen blot er ét af mange aspekter af den sociokulturelle praksis. Eller med andre ord: Den
sociokulturelle praksis består blandt andet af diskurser, som blandt andet kommer til udtryk i
tekster. Således vil man i en tekst kunne finde dokumentation for, hvorledes diskurser, eller
sprogbrug, tilskriver mening til begrebet ’lobbyisme’. Den diskursive praksis er således
sammen med flere andre aspekter af den sociokulturelle dimension med til at indskrænke
opfattelsen af, hvilke handlinger der er mulige og passende i forbindelse med dansk
lobbyisme.
Side 17
af 116

Forholdet mellem de tre dimensioner kan opsummeres i nedenstående figur 2, der viser tekst
som ét udtryk for den diskursive praksis, der udgør ét element i den sociokulturelle praksis.
Begreberne i figuren har jeg hentet fra forskellige dele af den politologiske litteratur, og de er
altså ikke alle Faircloughs. Dette kapitel har primært til formål at forklare disse begreber
samt, hvordan jeg mener, de tjener til at operationalisere KDA, så den bliver anvendelig til mit
formål.
Figur 2: Forholdet mellem de tre dimensioner og min operationalisering af dimensionerne.
Sociokulturel praksis (deskriptivt og fortolkende og delvist forklarende niveau)
- Nyinstitutionalisme
oInerti
oStiafhængighed
oWindow of opportunity
oCritical junctures
Operationaliseringen af denne model vil ske ved, at jeg først præsenterer begreberne ordvalg,
leksikalisering, modale adverbier og kategoriske tidsangivelser, som hentes fra Faircloughs
lingvistiske værktøjskasse, og som er mine primære værktøjer i forbindelse med den
lingvistiske tekstanalyse af den tekstuelle praksis. Herefter introducerer jeg Hajers begreber
story lines og diskurskoalitioner, hvilke vil være styrende for min intertekstuelle analyse af den
diskursive praksis.
Diskursiv praksis (Fortolkende niveau)
- Ordvalg
- Leksikalisering
- Modale adverbier
- Kategoriske tidsangivelser
Tekst (deskriptivt niveau)
- Storylines
--- Diskurskoalitioner
Til sidst uddyber jeg min forståelse af begrebet ’den sociokulturelle praksis’, hvilket er vagt
defineret hos Fairclough, hvorfor jeg vil bruge mere plads på operationaliseringen af denne. I
denne forbindelse vil jeg også afklare min anvendelse af begrebet ’ikke-diskursiv’, som
Fairclough heller ikke indholdsbestemmer. Til operationalisering af Faircloughs
Side 18
af 116

sociokulturelle dimension anvender jeg elementer fra forskellige dele af nyinstitutionalismen.
Ifølge Fairclough er den sociokulturelle dimension det forklarende niveau. 24 Jeg mener dog, at
dette må være en teoretisk forestilling, da det sociokulturelle niveau principielt dækker over
alt i verden. Da det ikke er muligt at afdække alt i verden er en udtømmende forklaring ikke
praktisk muligt. Ved at afdække de, for problemstillingen, mest relevante aspekter af den
sociokulturelle dimension, bliver forståelsen for den diskursive praksis bedre – dog ikke
forklaret. Derfor har jeg tilføjet, at niveauet kun ’delvist’ er forklarende.
2.1 Den sproglige og strategiske konstruktion af lobbyismens rolle
Den tekstuelle og den diskursive dimension behandles som førnævnt sideløbende, idet man
ikke kan beskæftige sig med den tekstuelle dimension uden også at forholde sig til den
diskursive dimension. Den tekstuelle dimension analyseres via en beskrivende, lingvistisk
tekstanalyse, der leverer beskrivende dokumentation. 25 Den diskursive praksis analyseres
derimod via en fortolkende, intertekstuel analyse, der er på et højere abstraktionsniveau, og
derfor forudsætter den sociale og kulturelle baggrundsviden, jeg frembringer i analysen af
den sociokulturelle praksis i kapitel 4.
2.1.1 Lingvistisk analyse: At beskrive sprogbrug
Fairclough anviser en meget stor mængde metodiske, lingvistiske begreber, som tilmed ikke
altid er indholdsbestemt, hvilket gør KDA vanskeligt håndterbar. De fleste begreber har jeg
vurderet irrelevante for mit politologiske sigte, men enkelte har jeg anvendt for at kunne
dokumentere leksikaliseringer og i særlig grad for at kunne evaluere aktørernes tilslutning til
de udsagn, de kommer med. Disse er: Ordvalg, leksikalisering, modale adverbier og kategoriske
tidsangivelser. Ordvalg refererer til brugen af forskellige ord til at benævne samme
fænomen. 26 Eksempler herpå kan være ’interesserepræsentant’, ’lobbyist’ eller ’interessent’.
Leksikalisering refererer til betydningsgivning til de valgte ord. 27 Således analyserer man,
hvordan der alligevel menes noget forskelligt, når man anvender disse ord, der tilsyneladende
dækker over samme fænomen: Ikke-folkevalgtes påvirkning af den politiske
24 Fairclough 1992b: 10
25 Fairclough 2008: 130
26 Fairclough 2008: 34
27 Fairclough 2008: 33
Side 19
af 116

eslutningsproces. Disse forskellige ordvalg er sproglige repræsentationer af samme
virkelighed, men er udtryk for forskellige virkelighedsopfattelser.
Med henblik på at kunne vurdere, hvilke story lines der har størst tilslutning blandt
politikerne, vil jeg altså ikke blot måle rent kvantitativt, hvor ofte en story line italesættes og
hvor mange, der tilslutter sig dem. I stedet finder jeg det relevant at inddrage Faircloughs
begreb modalitet, som sætter fokus på det engagement, sociale aktører lægger i sine udsagn.
Ifølge Fairclough identificeres modalitet via betoning af ord, gentagelser, modale adverbier
som eksempelvis slet ikke, aldrig, meget, lidt, faktisk mv. og tidsangivelser (kategoriske
modaliteter), hvor eksempelvis præsens angiver, at udsagnet er sandt og ikke kan modstrides,
mens brugen af fortidsbøjninger som præteritum eller pluskvamperfektum, uden at det
refererer til noget historisk (såkaldte konjunktivistiske udtryk), henviser til, at udsagnet er
hypotetisk og altså ikke nødvendigvis udtrykker en ’sand’ fremstilling af virkeligheden.
2.1.2 Diskursiv analyse: At søge efter og fortolke spor
I den intertekstuelle analyse af den diskursive praksis leder man efter spor fra de forskellige
diskurser fra diskursordenen i teksten. Jeg vælger at operationalisere den diskursive praksis
ved at installere en diskursorden i form af fire idealtypiske lobbyisme-diskurser, som vil blive
udviklet med udgangspunkt i analysen af den sociokulturelle praksis. Derfor vil
operationaliseringen af diskursordenen også først finde sted i kapitel 5 – efter analysen af den
sociokulturelle praksis i kapitel 4. Videre henter jeg, som nævnt, begreber fra Hajers
argumentative diskursanalyse. 28 Hajer arbejder med diskursanalyse af miljømæssige
problemstillinger, men hans diskursanalyse har et generelt sigte, der gør, at den også kan
bruges på andre områder. Fairclough og Hajer deler videnskabsteoretisk udgangspunkt, idet
begge ser virkeligheden som objektiv givet, mens erkendelsen heraf opfattes som socialt
konstrueret.
28 Hajer arbejder med diskursanalyse af miljømæssige problemstillinger, men hans diskursanalyse har et
generelt sigte, der gør, at den også kan bruges på andre områder. Fairclough og Hajer deler videnskabsteoretisk
udgangspunkt, idet begge ser virkeligheden som objektiv givet, mens erkendelsen heraf opfattes som socialt
konstrueret. Fairclough og Hajer er således enige om, at det ikke er uvæsentligt, hvordan den materielle og
sociale verden tilskrives mening gennem sprogbrug, fordi dette har betydning for, hvorledes sociale problemer
identificeres, samt hvilke mulige løsninger problemet opfattes at have, hvilket Hajer-citatet med de døde træer
og opfattelsen af mulige løsninger herpå, viste (se afsnit 1.4.1). Ligeledes er de enige om, at sociale
konstruktioner ikke opstår af sig selv, men er historisk situeret.
Side 20
af 116

Hajers begreber indhenter jeg, fordi den tillader et blik for aktørers aktive rolle i forbindelse
med konstruktioner af virkelighedsopfattelser, som KDA ellers er blind for. Faircloughs
tredimensionelle model viser ikke, hvorledes aktører spiller en rolle i den diskursive praksis.
Tværtimod er aktører slet ikke nævnt i modellen og fremstår altså passive. Jeg forstår dog
forholdet mellem diskurser og aktører således, at den diskursive orden udgør rammen for
centrale aktørers forhandlinger om en politisk konsensus om et givet policy-output. Hajer
opfatter aktører som”… active, selecting and adapting thoughts, mutating and creating them, in
the continued struggle for argumentative victory against rival thinkers.” 29 Hajer introducerer
begreber til diskursanalysen, som netop muliggør et blik for aktørers rolle i forbindelse med
at opretholde og ændre den diskursive orden: den modsætningsfyldte og komplekse
konfiguration af diskurser inden for et socialt område (jf. afsnit 1.5.1).
Ifølge Hajer kan aktørerne, via argumentative strategier, udnytte flertydigheder i diskurser
for at påvirke disse i nye retninger. 30 Mulighedsrummet for regulering af lobbyisme formes og
ændres således i samspil mellem aktørernes strategiske interventioner og de
institutionaliserede diskurser og ikke-diskurser, der på forhånd eksisterer angående
lobbyismen. Aktørerne er altså selv med til at forme og ændre det mulighedsrum, der findes
angående regulering af lobbyisme, men er begrænset af eksisterende institutioner angående
lobbyismen, der lægger stier for videreudvikling af mulighedsrummet. Hajer anvender
begreberne story lines og diskurskoalitioner til at vise, hvilken aktiv rolle aktører har i den
diskursive praksis. Disse begreber vil jeg nu redegøre for, da de udgør mine vigtigste
værktøjer i min intertekstuelle analyse af den diskursive praksis.
2.1.2a Story lines – fortællinger om lobbyisme
Når et fænomen som lobbyisme behandles diskursivt, præsenterer aktører forskellige
diskursive elementer som narrativer. Her kombineres elementer af de forskellige diskurser til
et sammenhængende hele, hvormed den diskursive kompleksitet skjules. Sådanne narrativer
kalder Hajer story lines. 31 En story line adskiller sig fra en diskurs ved at være en specifik
fortælling om et specifikt problem og problemets løsning.
29 Hajer 1995: 54
30 Hajer 1995: 63
31 Hajer 1993: 47
Side 21
af 116

Story lines trækker på flere forskellige diskurser for at konstruere denne fortælling, men
udgør ikke en diskurs i sig selv. 32 En story line er altså en ultrakort fortælling, der samler
(nogle af) de forskellige diskurser inden for en diskursorden.
Funktionen af story lines er at skabe en fælles symbolsk referenceramme i forhold til et givent
fænomen. Story lines er kortfattede og abstrakte udtryk for en diskurs’ indhold, som flere
centrale aktører kan tilslutte sig. Et eksempel på en sådan story line kunne være fortællingen
om lobbyisme som ’Mørkets Fyrster’, som refererer til lobbyisme som skjult og
manipulerende påvirkning af den offentlige politiklægning. Problemet kunne i forlængelse
heraf være, at vælgerne ikke kan se, hvad der sker og dermed ikke har mulighed for at
modvirke indflydelsen og/eller at sanktionere. Mulige løsninger kunne være forskellige tiltag
for at øge gennemsigtigheden i den politiske beslutningsproces.
Story lines anvendes til at forklare komplekse problemstillinger, idet story lines som nævnt
fungerer ved at reducere et problems diskursive kompleksitet og dermed gøre problemet
mere forståeligt. 33 Gennem denne reducerede kompleksitet opstår en mulighed for at ’lukke’
et problem, hvilket vil sige, at opfattelsen af den virkelighed, der omgiver problemet, bliver
dominerende eller endda naturaliseres. At en virkelighedsopfattelse naturaliseres er
Faircloughs måde at betegne en altdominerende begrebsliggørelse af virkeligheden. Således
kan virkelighedsopfattelsen ikke længere – eller kun i begrænset omfang – udfordres af andre.
Den opfattes som ’sand’. Ofte vil der dog være flere konkurrerende story lines, som forskellige
aktører tilslutter sig og danner koalitioner på baggrund af. Således kunne en anden story line,
angående lobbyisme være historien om lovgivning som noget, der forberedes og
implementeres af embedsmænd i et elfenbenstårn uden kontakt til ’virkeligheden’. Et
problem i denne forbindelse kunne være, at eksempelvis erhvervslivet og dermed økonomien
lider unødvendig og ikke-intentionel overlast pga. uhensigtsmæssig lovgivning. I denne optik
har lobbyismen, som den svenske politolog Bo Rothstein skriver det, 34 været en mulig løsning
og ikke et problem i sig selv, idet lobbyister kan informere embedsværket om, hvad der
foregår ude i ’virkeligheden’, samt hvilke praktiske implikationer specifik lovgivning har.
32 Hajer 1995: 56
33 Hajer 1995: 62-64
34 Rothstein 1992: 346
Side 22
af 116

Med udgangspunkt i min problemstilling med fokus på en ikke-beslutning, har jeg valgt at
justere Hajers begreb en smule og også at lade story lines referere til ikke-problemer. En story
line kan altså, i dette speciale, også være en måde at beskrive noget harmonisk og
ønskværdigt. Story linen fungerer herudover på samme måde, som ved konstruktionen af
problemer og deres løsning. Dvs. aktørerne, der er enige om en story line og trækker på
forskellige diskurser til at konstruere story linen som et ikke-problem.
2.1.2b Diskurskoalition– en platform for konflikt og enighed
Når flere aktører tiltrækkes af en bestemt story line, indgår de i diskurskoalitioner – også
selvom de fortolker denne story line forskelligt. 35 Således definerer Hajer en diskurskoalition
som et netværk af politiske aktører, der holder sammen på baggrund af deres fælles
referenceramme – en given story line. 36 Det er således ikke fælles interesser eller
målsætninger, der er motivationen for koalitionen, men det lingvistiske i, at man via story
linen kan dele udtryk og betydningsdannelser. Aktørerne i koalitionen kan således have
forskellige og endda modsatrettede interesser, men de er ens i den forstand, at de har samme
opfattelse af, hvad der udgør et problem, samt hvilke mulige løsninger, problemet kan have.
Diskurskoalitionen tilvejebringer en fælles platform for konflikt og enighed om diverse policy-
emner, og den politiske interaktion mellem aktørerne vil over tid gøre det muligt at udvikle en
fælles diskurs, der kan skabe rammen om indgåelse af politiske kompromisser og indholdet af
en ny policy – eksempelvis regulering af lobbyisme.
2.2 Den sociokulturelle praksis
Den sociokulturelle praksis er ikke uddybet ret meget hos Fairclough, som skriver, at den
sociokulturelle analyse må være selektiv og tage udgangspunkt i socialvidenskabelige teorier
uden for diskursteorien. 37 Fairclough giver ikke i øvrigt nogen handleanvisninger til,
hvorledes denne dimension kan analyseres, eller hvordan den konkret spiller sammen med de
øvrige dimensioner. Dette manglende fokus på den sociokulturelle dimension i Faircloughs
metodiske handleanvisninger leder til, at mange helt udelader denne del af analysen, hvilket
35 Hajer 1995: 13
36 Hajer 1995: 65-66
37 Fairclough 2008: 131
Side 23
af 116

Fairclough også ofte selv gør sig skyldig i. 38 Fairclough pointerer dog selv, at ingen af de tre
dimensioner står i privilegeret position i forhold til de andre. Derfor antager jeg, at denne
mangel i Faircloughs analyser er udtryk for hans eget faglige ståsted, lingvistikken, og ikke, at
han opfatter den sociokulturelle dimension som mindre vigtig end de øvrige dimensioner.
Jeg skriver dog inden for politologien og har derfor i særdeleshed interesse i, hvordan den
tekstuelle og den diskursive dimension spiller sammen med den sociokulturelle dimension.
Ligeledes mener jeg, at det især er denne dimension, der er modellens styrke. Navnligt i
forbindelse med dansk lobbyisme som domæne, som jeg forventer i særlig grad er præget af
stiafhængighed grundet vores lange, danske tradition for at inddrage lobbyister i den politiske
beslutningsproces – den såkaldte skandinaviske korporatisme. Således mener jeg, at analysen
af mulighedsrummet angående regulering af lobbyisme vil blive styrket, når fortolkningen af
den diskursive praksis sker i lyset af en analyse af den sociokulturelle praksis, som i dette
speciale vil være af historisk karakter.
Forholdet mellem staten og lobbyister (oftest interesseorganisationer) er et klassisk
studieobjekt for statskundskaben. Alligevel er der ikke opnået konsensus om, hvorledes
relationen skal forstås og angribes teoretisk. Jeg vælger at tage udgangspunkt i de tre
abstraktionsniveauer, Fairclough inddeler den sociokulturelle dimension i. Disse er 1) den
umiddelbare, situationelle kontekst, 2), den bredere, institutionelle kontekst og 3) den helt
brede, samfundsmæssige og kulturelle kontekst. 39
Min problemstilling angår ikke en beslutning, der er blevet taget, men derimod en ikke-
beslutning om et socialt fænomen, der end ikke er lukket som problem. Derfor mener jeg ikke,
at det er meningsfuldt at tale om en umiddelbar, situationel kontekst. Lobbyismen, i min
brede forstand, har været en del af det danske, politiske system i over 100 år, hvorfor den
sociokulturelle praksis må forventes at favne bredt og dybt. Derfor bevæger jeg mig højere op
på abstraktionsniveau og foretager en analyse af den sociokulturelle praksis på det brede,
institutionelle niveau over tid.
38 Winther Jørgensen og Phillips 1999: 102-103
39 Fairclough 2008: 130
Side 24
af 116

2.2.1 Spor bliver lagt – og fortolket…
Fairclough leverer ikke anvisninger til, hvad der forstås ved den institutionelle kontekst, eller
hvorledes den kan analyseres. Til operationalisering af, hvad jeg forstår ved den brede
institutionelle kontekst, vælger jeg at tage udgangspunkt i nyinstitutionalismen, som
definerer institutioner og deres rolle i forbindelse med forandring og ikke-forandring. Jeg
mener, at nyinstitutionalismen kan have en rolle i forbindelse med analysen af den
sociokulturelle praksis ved at skabe en forståelse for, hvorledes institutioner er med til at
skabe stabilitet, og dermed ikke-forandring, i et samfund. Forventningen er altså, at de
indlejrede institutioner i forbindelse med lobbyismen vanskeliggør muligheden for forandring
– i dette tilfælde en kritisk vurdering af behovet/muligheden for regulering af dansk
lobbyisme – såkaldt institutionel inerti. Nyinstitutionalismen rummer tre primære tilgange til
studiet af forandring: Rationel, sociologisk og historisk institutionalisme. Disse tre tilgange
indeholder alle overvejelser om institutioners karakteristika og funktion, der kan bidrage til
en operationalisering af den sociokulturelle praksis. Ved at medtage betragtninger fra den
nyere, diskursive institutionalisme vil jeg desuden gøre det klart, hvordan de tre ’gamle’ ny-
institutionalismer finder anvendelse i en diskursteoretisk ramme.
Antagelsen i den rationelle institutionalisme er, at aktører, på baggrund af en cost/benefit-
analyse, formulerer og vælger løsningsmuligheder ud fra, hvad, rationalisterne antager, er
objektivt givne problemer – dog begrænset af institutionelle regler, som ændrer betingelserne
for beregning af fordele og ulemper ved mulige løsningsforslag. 40 I den sociologiske og
historiske institutionalisme ses også selve problemet som en social konstruktion. De
sociologiske og historiske institutionalister medtager – udover formelle regler – også normer
og værdier samt forestillinger om, hvordan samfundet fungerer, og hvordan virkeligheden ser
ud.
Sociologisk institutionalisme fokuserer på, hvordan individer socialiseres gennem interaktion
med andre og hermed præges af den kultur, de er en del af. 41 Opfattelsen af behovet samt
muligheden for at regulere lobbyismen, må i denne optik i høj grad være påvirket af den
kultur og de interaktioner, der er kendetegnende for lobbyismens domæne.
40 Boye og Hauxner 2000: 27
41 March og Olsen 1989: 160
Side 25
af 116

Ifølge den historiske institutionalisme er det ikke kun den eksisterende kultur og de
interaktioner samt formelle regler og rutiner, som aktører nu og her indgår i, der påvirker
individers valg, men også tidligere tiders kulturer og interaktioner, som man ikke
nødvendigvis selv har været involveret i. Således er det ikke kun den konkrete erfaring,
nutidige politikere har med lobbyismen, der former deres opfattelse heraf, men også den
historiske, sociokulturelle praksis i forbindelse hermed.
Med udgangspunkt i nyinstitutionalismen, forstår jeg således Faircloughs midterste
abstraktionsniveau: Den brede, institutionelle kontekst, som konteksten af ”… collections of
interrelated rules and routines that define appropriate actions in terms of relations between
roles and situations.” 42 En rolle kan eksempelvis være en lobbyist eller en politiker, og en
situation kan være påvirkning af den politiske beslutningsproces eller vedtagelsen af formelle
regler, der på- eller forbyder en given adfærd i forbindelse med situationen. Det skal
pointeres, at ”… collections of interrelated rules and routines…” 43 både kan referere til
uformelle såvel som formelle regler, og at tidligere tiders formelle og uformelle regler og
rutiner også i høj grad har betydning, idet de lægger det spor, eller den sti, som alle
efterfølgende politiske beslutninger følger. Når et problem konstrueres, udtrykt ved en story
line, er det et udtryk for, at noget ikke lever op til de normer og forventninger, der findes på
baggrund af de historiske institutioner. Der er så at sige et brud med stien eller noget, der
truer med at bryde stien på en måde, der opfattes som uhensigtsmæssig. Indførelsen af ny
policy, i dette tilfælde et reguleringsinitiativ, må derfor vise, at det løser problemet, som det er
formuleret i story linen, men på en sådan måde, at den samfundsmæssige orden opretholdes.
For at blive opfattet som en mulig løsning på et problem, må løsningen opfattes som på en
gang i overensstemmelse med den nye story line, der er et brud på stien, men også i
forlængelse af de samfundsmæssige traditioner, som ikke er brudt. Regulering må med andre
ord på en gang være et brud på og i forlængelse med den gamle sti angående dansk lobbyisme
for at blive opfattet som passende og mulig.
Den diskursive institutionalisme, mener jeg, kan anvendes til at vise, hvorledes de tre ’gamle’
nyinstitutionalismer finder anvendelse i en diskursteoretisk ramme – dvs. hvordan
42 March og Olsen 1989: 160
43 March og Olsen 1989: 160
Side 26
af 116

dimensionerne i KDA spiller sammen, idet KDA ikke er helt klar på dette punkt. Den
diskursive institutionalisme tager i udgangspunktet afsæt i de tre ’gamle’
nyinstitutionalismer, særligt den historiske institutionalisme, men hævder, at opfattelsen af
passende adfærd ikke kun afhænger af den institutionelle kontekst, men også af policy-
paradigmer og virkelighedsopfattelser. Ifølge diskursiv institutionalisme leder en given
kontekst altså ikke nødvendigvis til en specifik adfærd. I stedet medieres opfattelsen af
passende adfærd af, at aktører ikke direkte påvirkes af konteksten, men fortolker den, således
at det bliver opfattelsen af en given kontekst, der giver anledning til opfattelsen af passende
adfærd. Desuden er konteksten på samme tid givet og kontingent. 44 Dette skal forstås således,
at konteksten udgør en fast ramme, som den diskursive praksis udspilles i, men at konteksten
samtidig er et produkt af aktørers tidligere handlinger, tanker og ord. Den diskursive
institutionalisme plæderer for et dialektisk forhold mellem institutioner og diskurser på
samme måde, som Fairclough argumenterer for et dialektisk forhold mellem den
sociokulturelle og den diskursive praksis.
Analysen af den sociokulturelle praksis vil med andre ord være en analyse af, hvilke nutidige
og historiske formelle og uformelle regler og rutiner, der kan tænkes at påvirke opfattelsen af
lobbyismens rolle i det politiske system samt muligheden og behovet for regulering af dansk
lobbyisme. Med udgangspunkt i den diskursive institutionalisme vil jeg analysere, hvordan
denne kontekst er blevet opfattet, og senere hvordan opfattelser af denne institutionelle
kontekst kan genfindes i den diskursive praksis – udtrykt ved story lines, der begrebsliggør
det konstruerede problem.
2.2.2 Operationalisering af det ikke-diskursive 45: Formelle regler og konkrete institutioner
Begrebet, det ikke-diskursive, er et af de punkter, hvor KDA i særlig grad adskiller sig fra
andre, mere poststrukturalistiske diskursanalyser. Fairclough er dog uklar i forhold til, hvad
44 Schmidt 2008: 314
45 Jævnfør Hajer-citatet om de døde træer, er den materielle verden også en del af det ikke-diskursive. I forhold til
mit ærinde mener jeg dog ikke, der er meningsfyldt at tale om en materiel verden, fordi politiske
beslutningsprocesser primært foregår på det idémæssige plan og i form af sociale praksisser. På den måde
fremstår min operationalisering af KDA’en mere poststrukturalistisk end Fairclough ville beskrive den. Dette er
dog primært udtryk for, at jeg opfatter ’lobbyisme’ og ’politik’ (herunder reguleringstiltag) som sociale
konstruktioner – hermed ikke sagt at der ikke i andre sammenhænge findes en relevant og betydningsfuld
materiel virkelighed.
Side 27
af 116

det ikke-diskursive præcist refererer til, idet han blot definerer det som alt andet end det
diskursive. ’Det diskursive’ dækker som nævnt både over nedskreven tekst, talte ord, visuelle
billeder og handlinger, hvoraf sidstnævnte analyseres som en del af den sociokulturelle
praksis. Derfor operationaliserer jeg i denne forbindelse det ikke-diskursive som formelle
regler og konkrete institutioner (lovgivning, Folketinget, ministerier mv.), som påvirker
muligheden og behovet for regulering af lobbyisme, mens det diskursive, i forbindelse med
den sociokulturelle praksis, refererer til handlinger, normer, konventioner mv. Eksempelvis
er Folketinget med folkevalgte politikere, der har en grundlovssikret magt ikke-diskursivt. På
samme måde er retten til at ytre sig og forene sig (jf. Grundlovens § 77 og § 78) også
eksempler på formelle regler, og er dermed ikke-diskurser i overensstemmelse med min
operationalisering. Folketinget og Grundloven er ikke naturlove, men er udtryk for stærkt
institutionaliserede normer, som kan ændres over tid. Det ikke-diskursive bliver altså i dette
speciale en slags fastfrosne diskurser, som ikke er uforanderlige, men som det kræver (meget)
mere at forandre. Jeg anvender altså begrebet således, at der er en flydende overgang mellem
det diskursive og det ikke-diskursive, som primært er historisk bestemt.
2.2.3 Hvorfor regulere? Hvad er det, vi ønsker at sikre/hindre?
Jeg opfatter, jf. afsnit 1.4.4, regulering som formelle tiltag for at sikre/hindre en given adfærd
blandt de regulerede. I forlængelse heraf er opfattelsen af behovet for at regulere lobbyisme
påvirket af, om lobbyismens relation til det politiske system opfattes som ønskværdig eller ej.
Vurderingen af, hvorvidt denne relation er ønskværdig, må i sidste ende foretages af
politikerne. Mit ærinde er, som nævnt, at bidrage til at forbedre grundlaget for en sådan
vurdering ved at afdække, hvad der kendetegner denne adfærd, samt hvilken betydning den
har. Det interessante i forbindelse med den sociokulturelle praksis bliver i forlængelse heraf, i
hvilket omfang lobbyismens relation til det politiske system samstemmer med idealer herfor.
Det må forudsættes, at idealerne, imod hvilke ønskværdigheden af lobbyismens karakteristika
bliver målt, løbende er under forandring. Derfor bør lobbyisters deltagelse i den politiske
beslutningsproces ikke vurderes i forhold til et statisk idealbillede. Grundet dette vil jeg ikke
på forhånd opstille kriterier for, hvilke karakteristika ved den sociokulturelle praksis, der
forventes at lede til regulering – eller fravær heraf, hvilket desuden ville være i modstrid med
Side 28
af 116

mit kritiske ærinde om, at muliggøre forandring uden i øvrigt at diktere forandringens
karakter. I stedet vil jeg lade min fortolkning af den sociokulturelle praksis’ betydning for
opfattelsen af behovet og muligheden for regulering være baseret på metafortolkninger af
tidligere læsning af studier af lobbyismen, som indledningsvist vil være tilstræbt eksplorativ.
Fortolkning kan aldrig være fuldstændig eksplorativ, men vil altid tage udgangspunkt i
læserens (her: Min) intuition. Udgangspunktet herfor vil jeg redegøre for i kapitel 3, hvor jeg
blandt andet reflekterer over min egen rolle som medkonstruktør.
2.3 Delkonklusion
Jeg har nu operationaliseret den tredimensionelle model, som jeg præsenterede i afsnit 1.5.
Den tredimensionelle model består af en tekstuel, en diskursiv og en sociokulturel dimension,
som står i dialektisk forhold til hinanden og derfor kun er analytisk adskilte. Den diskursive
praksis er således sammen med flere andre aspekter af den sociokulturelle praksis med til at
indskrænke opfattelsen af, hvilke handlinger der er nødvendige, mulige og passende i
forbindelse med dansk lobbyisme.
Den diskursive praksis afdækkes via en intertekstuel analyse, igennem hvilken jeg leder efter
spor efter den diskursive orden. Til brug i forbindelse med den intertekstuelle analyse har jeg
introduceret Hajers begreber story lines og diskursalliancer til Faircloughs KDA. Dette tillader
et blik for aktørers aktive rolle i den diskursive praksis. Videre vil jeg installere en idealtypisk
diskursiv orden, som vil danne udgangspunkt for den intertekstuelle analyse. Hermed
håndterer jeg den udfordring det er at operationalisere begrebet ”diskursordenen”. Til
dokumentation af den intertekstuelle analyse foretager jeg en lingvistisk, tekstuel analyse.
Hertil anvender jeg primært begreberne ordvalg og leksikalisering, hvilke dækker over de ord,
der anvendes til at beskrive den samme virkelighed, samt hvordan forskellige valg af ord
alligevel dækker over forskellige opfattelser af virkeligheden. Desuden anvendes lingvistiske
værktøjer som modale adverbier og kategoriske tidsangivelser til at vurdere, hvor
dominerende givne story lines er.
Jeg har valgt at tage udgangspunkt i nyinstitutionalismen til operationaliseringen af den
sociokulturelle praksis. Således opfatter jeg den sociokulturelle praksis som de historisk
indlejrede regler og rutiner – formelle såvel som uformelle – der definerer passende og mulig
adfærd i givne situationer (fx forberedelsen af lovgivning eller påvirkning heraf) og i
Side 29
af 116

forbindelse med relationer mellem roller (fx lobbyister, embedsmænd og folkevalgte
politikere). Analysen af den sociokulturelle praksis vil med andre ord være en analyse af de
nutidige og historiske formelle og uformelle regler, normer og rutiner, der kan tænkes at
påvirke opfattelsen af lobbyismens rolle i det politiske system samt opfattelsen af muligheden
og behovet for regulering af dansk lobbyisme.
Jeg har valgt ikke endeligt at definere, hvornår institutioner kan tænkes at give anledning til
regulering af lobbyisme – udover at det giver anledning til regulering, hvis lobbyismen, eller
effekter heraf, opfattes som uønskværdig. Det har jeg gjort, fordi jeg antager, at opfattelsen af
behovet og muligheden for at regulere lobbyismen afhænger af, hvilke idealer, der er
gældende på det givne tidspunkt. Den endelige fortolkning af disse traditioner, regler, normer
og værdiers betydning vil foretages på baggrund af metafortolkninger og med udgangspunkt i
de idealer, jeg fortolker som grundliggende i den danske, politiske kultur, som politikerne
indgår i.
Side 30
af 116

3. Om min empiriske metode
Politologiens erfaring med diskursteoretiske policy-analyser er endnu beskeden. Forskere
betoner stadigt oftere det konstruktivistiske element i policy-analyser, men oftest forholder
de sig mest til behovet for mere konstruktivistisk policy-analyse, mens overvejelser om de
metodiske aspekter i forbindelse hermed er begrænsede.
Nedenfor vil jeg beskrive, hvilke metodiske valg og fravalg jeg har foretaget ved at afgrænse,
hvad jeg forstår som centrale aktører. Desuden vil jeg præsentere den empiri, jeg har udvalgt
samt afgrænse undersøgelsen tidsmæssigt. Derudover indeholder dette kapitel en
redegørelse for min indsamlingsstrategi, samt nogle kildekritiske overvejelser, hvor jeg
diskuterer min metodes gyldighed (her: Om jeg gennem mit empiri- og kildevalg får den
viden, jeg ønsker). Endelig vil jeg beskrive mine præmisser for fortolkning, idet viden herom
øger min analyses pålidelighed ved at sætte læseren i stand til at vurdere alternative
fortolkningsmuligheder.
3.1 Afgrænsning af centrale aktører: Folketingspolitikere og lobbyister
Med udgangspunkt i den dominerende policy-litteratur kunne man argumentere for, at policy-
analyser bør have en buttom-up-tilgang med fokus på embedsmænd i frontlinjen
(markarbejderne), fordi det er her, de politiske beslutningsprocesser implementeres, og fordi
de ofte får en ganske anden virkning, end intentionen har været. 46 Tager man derimod
udgangspunkt i min diskursive tilgang, vil en backward-mapping-metode, hvor man
kortlægger de centrale aktører ved baglæns at optrevle policy-processen og afdække de
komplekse interaktioner, der har været i forskellige netværk, forekomme oplagt. Idet jeg
analyserer en ikke-beslutning af et fænomen, der (endnu) ikke er defineret som problem,
finder jeg dog den traditionelle top-down analyse med fokus på rammen om den egentlige
autoritative beslutning om at regulere eller ej, mere formålstjenlig. Der er formodentligt
mange aktører, der har spillet en rolle i forbindelse med fastsættelsen af denne ramme. Idet
det i sidste ende er de folkevalgte politikere, der sætter et emne på Folketingets officielle
dagsorden og dermed muliggør, at der træffes en autoritativ beslutning herom, vælger jeg at
analysere, hvordan den diskursive ramme kommer til udtryk i debatterne i folketingssalen.
46 Winther og Lehman Nielsen (2009)
Side 31
af 116

Med denne afgrænsning er det ikke muligt for mig at se, hvem der har konstrueret
mulighedsrummet angående regulering af lobbyisme, idet det diskursive magtspil kan have
udspillet sig i en helt anden arena med helt andre aktører. Derimod kan jeg afdække billedet
af, hvordan den konstruktion, der danner udgangspunkt for dagsordenen i Folketinget ser ud.
Der bliver altså tale om en analyse af det eksisterende mulighedsrum (den diskursive magt) –
en slags øjebliksbillede – samt en vurdering af betydningen heraf. Den diskursive kamp, der er
gået forud herfor – dvs. aktørernes kamp om at sætte dagsordenen, kan jeg dog ikke se. Denne
havde været interessant, hvis jeg havde foretaget en traditionel magtanalyse med fokus på,
hvilke aktører der har udøvet magt i forbindelse med dagsordensfastsættelsen.
Afgrænsningen er derimod hensigtsmæssig i forbindelse med, hvordan den diskursive magt
udelukker regulering af lobbyisme.
’Centrale aktører’ afgrænses i dette speciale derfor til de folkevalgte politikere på
folketingsniveau (afdækket via folketingsdebatter) samt lobbyister i kraft af deres adfærd
over tid (afdækket via indholdsanalyse af videnskabelige analyser heraf).
3.2 Empiri: Folketingsdebatter og studier af lobbyismen
To typer dokumenter finder anvendelse i specialet: Transskriberede folketingsdebatter og
videnskabelige dokumenter med analytiske bearbejdninger af virkeligheden.
Den tekstuelle og den intertekstuelle analyse foretages på transskriberede
folketingsdebatter hentet fra Folketingets online arkiv. Folketingsdebatter er valgt som tekst
til at afdække og dokumentere den diskursive praksis fremfor eksempelvis interviews, fordi
det er det eksisterende mulighedsrum i forbindelse med en formel, politisk diskussion og en
autoritativ beslutning om formel regulering af lobbyisme, jeg ønsker at afdække. Derfor er jeg
interesseret i, hvordan mulighedsrummet konstrueres netop i Folketinget. Desuden lader
denne empiri mig se på langt flere aktører, end interviewmetoden ville have gjort, da
interviewmetoden af pragmatiske årsager ikke giver mig mulighed for at høre alle
folketingspolitikere. Derimod ville jeg skulle udvælge nogle, som ikke nødvendigvis ville være
de samme, som på eget initiativ ville italesætte domænet. Min metode muliggør desuden, at
jeg får adgang til tidligere folketingspolitikeres konstruktioner i deres samtid, mens
interviews ville have beroet på respondenters rekonstruktioner heraf.
Side 32
af 116

Mit ærinde er ikke at bidrage til viden om, hvad der kendetegner den sociale praksis angående
lobbyisme, men at afdække hvordan denne praksis konstruerer mulighedsrummet for
regulering heraf. Derfor analyseres den sociokulturelle praksis ved hjælp af indholdsanalyse
af eksisterende studier af lobbyismen, bedst kategoriseret som dokumentanalyse.
Herigennem vil jeg følge udvikling over tid med henblik på at identificere stabilitet og
forandring inden for den sociokulturelle praksis og opnå forståelse af, hvad det er for
institutioner, der påvirker mulighedsrummet for formel regulering af lobbyisme i dag.
Ofte springes der let henover metodeovervejelserne i forbindelse med denne slags analyser,
der, grundet deres hyppige forekomst i samfundsvidenskaben, opfattes som trivielle. 47
Analysemetoden giver dog anledning til flere metodiske udfordringer, der er værd at forholde
sig til, hvilket jeg vil gøre efter en tidsmæssig afgrænsning af analysen.
3.3 Tidsmæssig afgrænsning
Lobbyisme har, under forskellige kaldenavne, været genstand for politologiske studier i
hundrede år. 48 Således siges den amerikanske politolog Arthur Bentley at have grundlagt
interessegruppeforskningen allerede i 1908, hvor han skrev bogen The Process of
Government. 49 Også den danske debat om lobbyisters magtposition i forhold til den politiske
beslutningsproces har eksisteret længe. Således havde Folketinget allerede i december 1937
en principiel debat om organisationers rolle og ansvar i forbindelse med de politiske
beslutninger, idet landbrugets organisationer kort forinden i udbredt grad havde påvirket
forhandlingerne om ændring af gældende kornordninger. 50
Min undren udspringer af den danske tilslutning til de initiativer for regulering af lobbyisme i
EU, som blev lanceret som en del af det Europæiske Åbenhedsinitiativ d. 9. november 2005, og
den fraværende debat om dansk regulering af lobbyisme i perioden herefter. Derfor afgrænser
jeg mig til at afdække konstruktionen af lobbyismen efter denne lancering – altså perioden d.
9. november 2005 til d. 31. maj 2011 (begge datoer inklusive).
47 Lynggaard 2010: 137
48 Binderkrantz 2005b: 25
49 Bentley (1908). Det er omdiskuteret, om Bentley også skal regnes som grundlæggeren af de pluralistiske
paradigmer, idet Bentleys interessegruppebegreb adskiller sig fra pluralisternes (Binderkrantz 2005b: 26) og
mere minder om marxisternes gruppebegreb.
50 Buksti 1982a: 2. Emnet har muligvis været diskuteret tidligere. Pointen er imidlertid den samme:
Opmærksomheden på eksternes påvirkning af den politiske beslutningsproces er langt fra ny.
Side 33
af 116

Da jeg ønsker at forstå det dialektiske aspekt i, hvordan den sociokulturelle praksis har været
med til at konstruere de opfattelser af lobbyismen, der har gjort sig gældende i denne periode,
og jeg, jf. kapitel 2, forstår den sociokulturelle praksis som de historisk indlejrede institutioner
i forbindelse med lobbyismen, vil jeg i dokumentanalysen af den sociokulturelle praksis gå
længere tilbage i tid. Jeg har valgt at afgrænse analysen af den sociokulturelle praksis til
perioden 1975 til 2010. Dette valg har jeg truffet, fordi studier af forandringer af
lobbyismens karakteristika i udlandet har vist, at der i 1980’erne er sket betydelige
forandringer. 51 Dette giver anledning til en forventning om, at der i samme periode også kan
være sket ændringer i Danmark, hvilket litteraturen om emnet også tyder på. 52 Endvidere var
det i midten af 1970’erne, dansk forskning for alvor fik fokus på lobbyismen som en del af det
politiske system. Indtil 1975 bestod den videnskabelige litteratur dog primært af studier af
enkeltorganisationer, mens opbygningen af den politologiske vidensbase angående den
generelle, danske lobbyisme så småt fik sin begyndelse i 1975, hvor Statens
Samfundsvidenskabelige Forskningsråd nedsatte en arbejdsgruppe vedrørende forskning af
danske, politiske institutioners udvikling. 53
3.4 Indsamlingsstrategi
Et kvalitativt studium som dette, der strækker sig over flere årtier, kan nemt lede til et enormt
datamateriale, som selv et erfarent hold forskere kunne bruge flere år på at analysere til
bunds. Eksempelvis gav en hurtig søgning på Bibliotek.dk i første omgang anledning til mere
end 3000 poster med faglitteratur omhandlende lobbyisme. Den intuitive indskydelse i
forlængelse heraf kan nemt blive, at man i så fald må indsamle datamateriale, indtil man
oplever, at sidst indsamlede datamateriale ikke har bidraget med ny viden. Selv denne
indskrænkede ambition ville dog i mit tilfælde lede til et uforholdsmæssigt stort
datamateriale, som desuden ville være relativt vilkårligt indsamlet. Således må det blive en
skønsmæssig afgørelse, hvornår dataindsamlingen må ophøre. Jeg vil nu redegøre for,
hvorledes dette skøn er foretaget i forbindelse med indsamlingen af hver af de to typer
dokumenter: Videnskabelige studier af lobbyismen og transskriberede folketingsdebatter.
51 Fx Lewin (1992), Nordby (1994) og Crepaz (1994)
52 Fx Munk Christiansen, Sonne Nørgaard og Sidenius 2000: 4
53 Buksti 1982a: 12
Side 34
af 116

3.4.1 Indsamling af videnskabelige studier af lobbyismen
I lyset af ovenstående erkendelse af, at udtømmende dataindsamling ikke er mulig, har jeg
taget udgangspunkt i sneboldsmetoden som indsamlingsstrategi – dog suppleret med små
eksplorative interviews og en slags mini-citationsanalyse for at indskrænke mængden af data
til de mest centrale. Jeg har udvalgt det nyeste dokument, jeg har kunnet opsore,
omhandlende lobbyismen i Danmark: >>Tordenskjolds soldater: Interesseorganisationer i
medierne.>De som meget har… Store danske virksomheder som politiske aktører.

Jeg har fravalgt dokumenter omhandlende dansk lobbyisme i udlandet - herunder EU, da det
falder uden for specialets fokus. Endvidere har jeg fravalgt rent teoretiske dokumenter samt
dokumenter, der fokuserer på specifikke organisationers lobbyisme og som hovedregel
lobbyisme inden for specifikke domæner (fx transportpolitik eller arbejdsmarkedspolitik),
hvilket udgør en stor del af litteraturen. Det har jeg gjort, fordi jeg er interesseret i empirisk
viden om den generelle lobbyisme. Kvalitative casestudier af lobbyisme bidrager hertil, men
jeg forventer, at jeg har adgang til den generaliserbare viden, der er udledt på baggrund af
disse casestudier, via den øvrige litteratur, som blandt andet indeholder stat of the art-
dokumenter og sammenfattende konklusioner, der er draget på baggrund af casestudier.
3.4.2 Indsamling af folketingsdebatter
Folketingsdebatterne er indsamlet fra Folketingets hjemmesides dokumentarkiv. 56 Jeg har
udvalgt alle folketingsdebatter, hvor begreber som eksempelvis lobbyist, korporatist mv. 57 er
blevet nævnt. Folketingsdebatterne har ikke drejet sig direkte om lobbyismen. Derimod
nævnes lobbyismen i forbindelse med andre emner. Derfor har jeg blot læst citatets
umiddelbare kontekst for at kvalificere fortolkningen af meningstilskrivelsen – en slags
minianalyse af tekstens umiddelbare, situationelle kontekst.
Tabel 1. Præsentation af analysens empiri58 Studieobjekt Afsender Antal dokumenter
Sprogbrug
Folketingspolitikere N=135
(diskurs)
Folketingsdebatter
Lobbyismens Videnskaben
N=49 Videnskabelige,
karakteristika (primært
empiriske
(sociokulturel politologien)
dokumenter om
praksis)
lobbyisme
56 Søgningen er vejledt af en bibliotekar Folketingets Bibliotek for at sikre udtømmende dataindsamling og
korrekt navigation i Folketingets arkiv, der ikke er opbygget med henblik på den slags dataindsamling, som jeg
har foretaget.
57 Jeg har søgt på lobbyi*, interesserepræs*, interessevar*, interessegrup*, interesseorg*, public affairs, forening*
og korporati* i perioden 9. november 2005-31. maj 2011. Trunkering er anvendt for at sikre, at også forskellige
bøjninger af begreberne er fremkommet.
58 Se hhv. bilag 1 og 2 for fortegnelser over, hvilke folketingsdebatter og videnskabelige dokumenter, der er
anvendt.
Side 36
af 116

3.5 Kildekritik og gyldighed
Evalueringer af dansk forskning fastslår, at gode, kvalitative studier især handler om graden
af metodisk refleksion. 59 Især skal det være mulig for læseren af tage kritisk stilling til
undersøgelsens resultater, men også af hensyn til andre, der anvender specialets design som
inspiration er gennemsigtighed og gennemskuelighed er værd at stræbe efter. I de næste to
afsnit vil jeg redegøre for, hvilken virkelighed jeg opnår viden om, ved at anvende den empiri
jeg har valgt.
3.5.1 Studier af lobbyismen: At fortolke fortolkninger
Grundet det historiske element i analysen af den sociokulturelle kontekst, har jeg ikke direkte
adgang til den empiri, der er nødvendig for analysen. Derfor foretager jeg et indirekte studium
af empirien ved at analysere den fremstilling af lobbyismen, der allerede findes i den
politologiske vidensbase – en såkaldt dokumentanalyse. Hermed forsøger jeg altså at sige
noget om virkeligheden på baggrund af tertiære dokumenter – dvs. allerede analytiske
bearbejdninger af begivenheder, der allerede har fundet sted. Jeg fortolker altså andres
fortolkninger af den sociale virkelighed, idet virkeligheden, som før nævnt, ikke kan erkendes
objektivt – heller ikke af videnskabsfolk. Eksempelvis handler det meste politologiske
litteratur om lobbyisme i Danmark om interessegrupper og organisationer. Det betyder dog
ikke, at der nødvendigvis ikke har været andre former for lobbyisme i Danmark. Således viser
en spørgeskemaundersøgelse fra 1970’erne, at en tredjedel af alle kontakter til
centraladministrationen blev foretager af individer (fx virksomheder). 60 Videnskaben har blot
ikke haft blik herfor – muligvis fordi den empiriske dækning i høj grad har taget
udgangspunkt i den samme meget sparsomme data, der har været til rådighed 61.
I analysen af tekst og diskurser fortolker jeg også fortolkninger. Her er mit ærinde dog også at
afdække disse fortolkninger. I analysen af den sociokulturelle praksis er mit ærinde derimod
at fortolke den sociale virkelighed. Min analyse er derfor ikke en fortolkning af, hvordan den
sociokulturelle praksis angående lobbyisme har været, men snarere en fortolkning af, hvilken
mening videnskaben har tilskrevet lobbyismen. Denne viden er dog frembragt ud fra de
samme kvalitetskriterier, som jeg selv arbejder med, hvorfor den eksisterende
59 Se fx Olsen (2002) og Olsen (2003)
60 Damgaard og Eliassen (1978)
61 Munk Christiansen og Sidenius 2000: 305-306
Side 37
af 116

epræsentationen af virkeligheden ikke er mindre sand, end den repræsentation jeg selv ville
konstruere. Tværtimod er den sand ud fra samme præmisser, som jeg selv ville være
underlagt – i form af eksempelvis videnskabskriterier som gyldighed og pålidelighed, såvel
som uskrevne regler for frembringelsen af videnskabelig viden.
Desuden må videnskaben antages at stille de spørgsmål, der er ’oppe i tiden’, hvorfor jeg
antager, at der overordnet er overensstemmelse mellem den samlede videnskabs (i
modsætning til enkelte forskeres) og de folkevalgtes opfattelse af den sociokulturelle praksis.
Dette er det væsentlige her, hvor opfattelser af den sociokulturelle praksis må forventes at
have større betydning end den faktiske praksis, fordi politiske beslutninger træffes på
baggrund af opfattelser.
3.5.2 Folketingsdebatter
Min tekstuelle analyse støtter sig til tekstlæsning af transskriberede folketingsdebatter. Jeg
anvender dem dog ikke som dokumentering af en materiel virkelighed. Den virkelighed, jeg
forsøger at beskrive, er konstruktionen af lobbyismen. Jeg mener, at de transskriberede
folketingsdebatter er troværdige kilder hertil, idet de er hentet fra Folketingets egne arkiver
og transskriberet af en officielt bemyndiget person. Endvidere er alle indlæg videofilmet, så
det er muligt at downloade videoklip med bestemte indlæg. Det har gjort det muligt for mig at
fortolke den mundtlige såvel som ikke-mundtlige kommunikation (fx kropsprog og tonefald),
samt at styrke fortolkningen ved at vurdere fx forstyrrelser i salen mv.
3.6 Kodning og fortolkning af tekstmaterialet
I forbindelse med fortolkende studier som dette, kan det være en udfordring at vurdere, hvad
teksterne siger, samt hvornår teksterne indeholder noget, der bidrager til at belyse
problemstillingen. Det første problem angår fortolkningen. Det andet angår kodningen.
Nedenfor vil jeg redegøre for mine præmisser for læsning og fortolkning af teksterne.
3.6.1 Den sociokulturelle dimension: Fælles forståelseshorisont
Indholdsanalysen af de studier af lobbyismen, som udgør empirien i analysen af den
sociokulturelle praksis er udført på baggrund af metafortolkninger. Således har det første
Side 38
af 116

studium, jeg har læst, fungeret som et slags pilotstudium, som næste studium er blevet
fortolket i lyset af og fremdeles. Da teksterne er læst i nogenlunde kronologisk rækkefølge, er
fortolkninger af teksterne hele tiden sket med udgangspunkt i metafortolkninger af tidligere
tekster. Institutioner er derfor identificerede med samme historiske viden, som
institutionerne, af aktørerne, er blevet videreført i lyset af. Desuden har jeg en række
forhåndsforventninger til teksten, som stammer fra den viden om debatten mellem
eksempelvis elitister, pluralister, korporatisme-teoretikere, netværksteoretikere mv., som jeg
har læst gennem min studietid.
Min fortolkning styrkes af, at jeg gennem mit studium er trænet i at læse netop akademiske
tekster, og at jeg derfor er bekendt med sprogbrug, såvel som de præmisser i form af
videnskabelige kvalitetskriterier, som teksterne er blevet til under. Videre er langt
størstedelen af studierne foretaget af politologer og sociologer, som jeg overordnet deler den
teoretisk forhåndsviden med, som fortolkningen af den sociale virkelighed er blevet til under.
Kun enkelte studier er foretaget af forskere fra andre videnskaber (dog stadig
samfundsvidenskaber), som jeg i mindre grad deler teoretisk forhåndsviden med.
En udfordring har været, at analyseobjektet ikke altid har været helt det samme i studierne.
Næsten alle studier har fokuseret på interesseorganisationer, mens virksomheder oftest blot
er nævnt i indledningen, perspektiveringen eller slet ikke. Desuden anvender forskerne
forskellige begreber til at beskrive samme fænomen, og omvendt også samme begreb om
forskellige fænomener. Således refererer nogle forskere eksempelvis til konsulentfirmaer, når
de anvender begrebet ’lobbyisme’, mens andre udelukkende refererer til illegitim
interesserepræsentation. Jeg har, i det omfang det har været muligt, oversat terminologien i
alle studierne, så den bliver ens, hvormed studierne i højere grad bliver sammenlignelige.
Deterministisk sammenligning er dog ikke med sikkerhed muligt, da jeg ikke kan være helt
sikker på, hvem forskerne har analyseret, når de har analyseret hhv. ’lobbyister’,
’interesserepræsentanter’, ’interessegrupper’, ’interesseorganisationer’, ’public affairs-
konsulenter mv.
Side 39
af 116

3.6.2 Iterativ fortolkningsproces
Jeg har foretaget min kodning i forbindelse med den tekstuelle analyse med hjælp fra
computerprogrammet NVivo og med udgangspunkt i min operationalisering af den tekstuelle
og den diskursive praksis, jf. kapitel 2, samt de fire idealtyper, der vil blive udviklet i kapitel 5.
Idealtyperne er, under fortolkningen af teksterne, hele tiden blevet revideret, hvorved jeg har
forsøgt at eliminere deres begrænsende effekt i forhold til, hvad jeg har fortolket som
interessant for problemstillingen. Således er min læsning hele tiden sket med udgangspunkt i
metatolkning på baggrund af tidligere læsning. 62 Da dette er et enkeltmandsspeciale har
egentlige pålidelighedstjek ikke været mulige. Stikprøver af fortolkninger er dog blevet
diskuteret med medspecialiserende på min specialeplads, ligesom jeg tidsmæssigt har brugt
mange ressourcer på kodningen for at sikre høj pålidelighed og gyldighed. Det styrker
desuden pålideligheden, at flere aspekter af meningstilskrivelsen analyseres. Det er således en
styrke for mine resultater, at de underbygges af både den tekstuelle og intertekstuelle analyse
af de skriftlige tekster og af indholdsanalysen af de tertiære dokumenter, som har givet mig en
solid baggrundsviden og dermed forståelseshorisont.
3.6.3 Min rolle som medkonstruktør
I socialkonstruktivistiske analyser, og kvalitative analyser generelt, tilvejebringes viden via
fortolkning, hvilket udfordrer analysens pålidelighed. 63 Mit socialkonstruktivistiske
udgangspunkt giver derfor også anledning til refleksion over min egen funktion i analysen for
hermed at øge gennemsigtigheden i min fortolkningsproces. Hermed kan læseren bedre
vurdere alternative fortolkningsmuligheder.
I min analyse fortolker jeg virkelighedsforståelser med hensigten at beskrive andre aktørers
virkelighedsopfattelser. I min fortolkning trækker jeg både på førviden i form af teorier, der
giver mig nogle forhåndsantagelser om, hvad der er interessant at lede efter, og i form af
empirisk kendskab til emnet, som jeg har fra studiejobs. Hermed bliver min analyse en
62 Den intertekstuelle analyse kan foretages på to niveauer. På det lave niveau analyseres sproget som tegn på
papir (enkelte ord og grammatiske karakteristika). Dette niveau finder jeg som politolog ikke så interessant i sig
selv, men anvender det udelukkende til at forstå meningen i de sætninger, der analyseres på det højere niveau.
Omvendt går man altid til en tekst med en forventning om, hvad denne indeholder. Derfor fortolkes de enkelte
ord på det lave niveau altid med udgangspunkt i en førdom af, hvilken mening man vil finde, hvorfor fortolkning
på det lave niveau altid sker med udgangspunkt i en given forventningsramme. I mit tilfælde er denne
forventningsramme i særlig grad konstrueret af min analyse af den sociokulturelle praksis, ligesom min rolle
som medkonstruktør, jf. afsnit 3.6.3, også vil være med til at konstruere forventningsrammen.
63 Tanggaard og Brinkmann 2010: 491
Side 40
af 116

konstruktion i sig selv og altså ikke en objektiv afspejling af ’sandheden’, idet jeg gennem min
fortolkning også tilskriver mening. Min videnskabelige iagttagelse er altså i sig selv
kontingent. Den kendsgerning, at jeg selv har bevæget mig både på de regulerendes
præmisser som ansat i centraladministrationen (og dermed har tjent lovgiverne) og på de
reguleredes (i dette tilfælde ikke-reguleredes) præmisser, betyder, at jeg deler nogle af de
common sense-opfattelser, der kendetegner området. På denne baggrund gør jeg mig ingen
illusioner om at kunne foretage en objektiv analyse. Dog mener jeg, at analysens pålidelighed
styrkes af, at jeg har indgået i flere relevante kulturkredse og dermed har været
medkonstruktør af flere af aktørgruppernes virkelighedsopfattelser – dvs.
centraladministrationens og lobbyisternes. Hermed har jeg også udfordret selvfølgeligheder i
begge grupper, hvilket fordrer et kritisk blik herpå. Den mest relevante konstruktør i dette
speciale er dog de folkevalgte politikere – en aktørgruppe, jeg ikke har været en del af, og som
jeg derfor ikke i særlig grad deler selvfølgeligheder med.
Side 41
af 116

4. Lobbyismens historiske relation til den politiske beslutningsproces
Den underliggende antagelse i dette kapitel er, med udgangspunkt i den diskursive
institutionalisme, at folketingspolitikerne ganske vist selv spiller en aktiv og strategisk rolle i
konstruktionen af lobbyismens relation til den politiske beslutningsproces. Deres muligheder
herfor er dog begrænsede og muliggjorte af de spor, der allerede er lagt via den faktiske
sociale virkelighed samt de historisk indlejrede opfattelser heraf. Disse spor giver imidlertid
ikke på deterministisk vis anledning til forudsigelige og på forhånd givne handlemuligheder,
idet folketingspolitikerne er aktive fortolkere af sporene og også forholder sig kritisk til
fortiden. Det er denne faktiske, sociale virkelighed, der er omdrejningspunktet for dette
kapitel – dog afdækket via forskernes analytiske bearbejdninger heraf.
Gennem en indholdsanalyse af den empiriske forskning, vil jeg nu afdække, hvad der
karakteriserer lobbyismens relation til det politiske system, samt fortolke hvorledes dette kan
tænkes at påvirke opfattelser af muligheden/nødvendigheden af regulering af dansk
lobbyisme.
Jeg har valgt ikke på forhånd at opstille kriterier for, hvilke karakteristika der vil lede til en
opfattelse af regulering af dansk lobbyisme som nødvendig og/eller mulig. Det valg har jeg
truffet, fordi jeg opfatter disse kriterier som dynamiske, kontekstafhængige og defineret af de
regulerende selv (folketingspolitikerne). Overordnet har jeg blot anlagt en antagelse om, at
regulering er forsøg på at sikre/hindre ønsket/uønsket adfærd.
Min fortolkning, af de forskellige karakteristika ved lobbyismen som ønskværdige eller ej, vil
tage udgangspunkt i idealer, som jeg sideløbende med den øvrige indholdsanalyse leder efter
spor efter. Også konkret lovgivning (eksempel på ikke-diskurser 64 ) afslører idealer for
eksternes påvirkning af den politiske beslutningsproces. Desuden fremgår idealerne til tider
også implicit af folketingsmedlemmernes adfærd overfor lobbyisterne, ligesom
folketingsmedlemmerne visse steder i tekstmaterialet er blevet spurgt direkte herom.
64 Jf. afsnit 2.2.2: En slags fastfrosne diskurser, som ikke er uforanderlige, men som det kræver (meget) mere at
forandre.
Side 42
af 116

4.1 Lobbyismens udvikling før 1975
Jeg har afgrænset den periode, jeg vil afdække, til periode mellem 1975 og frem til i dag. Også
lobbyismens karakteristika i perioden 1975 og frem til i dag er dog influeret af de historiske
begivenheder, der er gået forud herfor. Derfor vil jeg indledningsvist ganske kort opridse de
væsentligste karakteristika ved den danske lobbyisme forud for 1975.
Organisationer har i hvert fald siden Grundloven af 1848 søgt indflydelse på den politiske
beslutningsproces. 65 I 1870-80’erne blev arbejdsgiver-, og erhvervsorganisationer samt
fagbevægelsen grundlagt. Disse organisationer stod dengang for langt størstedelen af al
regulering, som staten højst blandede sig i ved at facilitere indgåelsen af aftaler om
selvregulering. Efter Den Store Depression i 1930’erne og 2. verdenskrig, som begge medførte
offentlig intervention på en række vigtige områder, tog stigningen i antallet af organisationer
til – en udvikling der forsatte efterhånden som velfærdsstaten blev gennemført, og den
offentlige indblanding i privatsfæren og erhvervslivet kraftigt blev udvidet. 66 Hermed skete
der et brud på den danske tradition for selvregulering blandt berørte organisationer, der
hidtil havde eksisteret.
Det fremgår af afsnit 2.2.1, at selv brud på traditioner sker med udgangspunkt i de spor, der
tidligere er lagt. Organisationer havde hidtil stået for næsten al regulering, hvorfor det blev
opfattet som ikke bare naturligt men også, mest hensigtsmæssigt, at den offentlige regulering
skete i samarbejde med de hidtidigt regulerende: Organisationerne. Derfor overtog staten
ikke al regulering, men begyndte i stedet at regulere de samfundsøkonomiske mekanismer i
samarbejde med organisationerne. Hermed var den danske tradition for udefrakommendes
(oprindeligt organisationers) direkte medvirken i den politiske beslutningsproces grundlagt.
Set i dette historiske lys fremstår det således, at det oprindeligt var de folkevalgte politikere,
der søgte indflydelse på interesseorganisationers regulering af forskellige områder af
samfundet.
65 Munk Christiansen og Sonne Nørgaard 2003a: 41
66 Buksti 1982a: 6-7
Side 43
af 116

4.2 Lobbyismen efter 1975
På tværs af case-studier mener Jens Blom-Hansen og Carsten Daugbjerg, ikke overraskende, at
kunne konkludere, at lobbyismen har betydning for den førte politik, idet den præger
dagsordener og mulige løsningsmodeller. 67 Lobbyismens omfang har desuden været stigende
i hele perioden. Således har der både været stadigt flere, der har søgt indflydelse, og den
enkelte lobbyist har søgt indflydelse oftere. Stigningen var dog størst i 1970’erne og har
herefter været aftagende – i hvert fald i de formelle kanaler. 68 Selvom lobbyismens intensitet
på alle måder tager til, virker problematikken med eksternes indflydelse på den politiske
beslutningsproces altså ikke i sig selv særligt aktuel. Der har med andre ord ikke været noget
brud på udviklingen i lobbyismens omfang, der kunne have udløst en opfattelse af et behov
for regulering. Tværtimod synes lobbyismen omfangsmæssigt at gøre mindre opmærksom på
sig selv i dag end tidligere, da niveauet er ved at flade ud.
4.3 Et ideal om pluralisme
Den danske, politiske kultur rummer et ideal om pluralisme og ligevægt i fordelingen af
magten, samt at også niche-interesser får mulighed for at blive hørt. Dette kommer
eksempelvis til udtryk via vores flerpartisystem (som eksempel på noget ikke-diskursivt).
Idealet har været særligt udtalt efter jordskredsvalget i 1973, hvor antallet af partier blev
fordoblet fra 5 til 10. Hermed blev snævre interesser bedre repræsenterede. I relation til
lobbyismen betyder idealet om pluralisme og den legitime varetagelse af selv snævre
interesser, at flest muligt bør inddrages. Det er dog ikke sådan, at alle bør have lige stor
indflydelse, hvilket vores forholdstalsvalgsystem, som også er en ikke-diskursiv manifestation
af et ideal, er udtryk for. Således bør ingen have privilegeret adgang eller uforholdsmæssig
meget indflydelse på den politiske beslutningsproces i forhold til andre. Privilegeret
inddragelse og særinteressers uforholdsvis store indflydelse er da også en af de bekymringer,
flest folketingspolitikerne har angående lobbyismen, 69 hvilket det har været i hvert fald siden
1980. Dog har der været en norm om hellere at inddrage for mange, end at risikere at nogle,
der burde havde været inddraget, ikke er blevet det. 70 Dette vidner om forholdsvis vide
67 Blom-Hansen og Daugbjerg 1999: 216 og Munk Christiansen og Sonne Nørgaard 2003a: 179- 186
68 Munk Christiansen 1995: 441
69 Munk Christiansen og Sonne Nørgaard 2003a: 191
70 Munk Christiansen og Sonne Nørgaard 2003a: 91-93
Side 44
af 116

ammer for, hvornår og hvor meget specifikke interesser vurderes at blive påvirket af en
beslutning.
Nedenfor vil jeg afdække, hvordan inddragelsen af lobbyister fordeler sig på forskellige typer,
og hvorledes dette har udviklet sig over tid. Inddragelse leder dog ikke i sig selv til indflydelse.
Det er altså ikke nødvendigvis sådan, at en lige og/eller retfærdig (ud fra princippet om
inddragelse efter berøringsgrad) inddragelse giver anledning til en ønskværdig fordeling af
den faktiske indflydelse.
4.3.1 Svækket individuel indflydelse over tid
Vurdering af, hvem der har indflydelse og hvor meget, har længe været en udfordring for
politologien. Man kan måle, hvornår interesserepræsentanter har været involveret, men det
lader sig kun i et vist omfang måle, hvornår de har været succesfulde og især, hvornår de ikke
har været det. Det er altså endnu ikke muligt for videnskaben at dokumentere, hvor meget
indflydelse lobbyismen har – slet ikke den indflydelse, der kommer via latente metoder som
eksempelvis stemningspåvirkning via medierne. Forskningen i interesserepræsentation har
dog givet forskellige bud på, hvorledes indflydelse kan vurderes. 71
I spørgeskemaundersøgelser fra hhv. 1980 og 2000 er folketingsmedlemmer blevet bedt om
at vurdere interesseorganisationernes indflydelse. I begge år vurderede folketingspolitikere,
at de selv var mere indflydelsesrige end lobbyisterne, som blev vurderet mest indflydelsesrige
af hhv. 7 pct. og 4 pct. af politikerne. 72 De ser altså sig selv som den mest magtfulde part i
relationen. Det er svært at vurdere pålideligheden af den slags vurderinger, idet politikerne
må forventes at svare strategisk på et sådan spørgsmål. 73 Det er dog interessant, at eksternes
indflydelse, især på hvad der skal træffes beslutning om, men også på beslutningens endelige
71 Alle disse målemetoder når frem til tilsvarende konklusioner, hvorfor jeg vurderer, at disse målemetoder
opfylder det videnskabelige kriterium om målevaliditet: om man måler det, man ønsker at måle.
72 Munk Christiansen og Sonne Nørgaard 2003a: 185-186
73 Hvis politikerne fremstår som svage i forhold til lobbyismen, svækkes Folketingets magt, fordi befolkningen
mister troen på, at Folketinget evner at varetage den parlamentariske kontrol med beslutningsprocessen. Selvom
Folketingspolitikkerne er blevet lovet anonymitet, er der en mulighed for at de svarer strategisk for at sikre
Folketinget som helhed, hvilket også sikrer deres egen prestige som folketingsmedlemmer.
Side 45
af 116

udformning, vurderes som betydeligt lavere i år 2000 (hhv. 49 pct. og 16 pct.) end i 1980
(hhv. 34 og 11 pct.). 74
Denne udvikling understøttes af, at antallet af vedtagne love med forudgående behandling i et
udvalg er mere end halveret i år 1998/99 (20 pct.) i forhold til 1977/78 (42 pct.) 75. Omvendt
er antallet af vedtagne lovforslag med forudgående formel høring, som er en mindre
forpligtende form for inddragelse, steget fra 19 pct. i 1977/78 til 72 pct. i 1998/99. 76 Denne
udvikling tyder på, at lobbyismen er blevet svækket. Lobbyismen er ikke begrænset til denne
direkte og formelle kanal, men da dette er den oftest anvendte og også en af de mere
betydningsfulde kanaler, 77 er tendensen nok retvisende. Desuden har Jens Blom-Hansen
gennemgået de relevante kvalitative casestudier fra 1990’erne og fundet frem til, at
organisationernes individuelle politiske indflydelse, med meget få undtagelser i denne
periode, er blevet svækket over tid, 78 hvilket altså underbygger de kvantitative fund og
politikernes vurdering. Endeligt er det også i tråd med organisationernes egen opfattelse, idet
de, i det nye årtusinde, selv vurderer, at de hver især kun lejlighedsvist kan påvirke den
politiske beslutningsproces, så udfaldet heraf faktisk bliver anderledes, end det ellers ville
være blevet. 79
Umiddelbart forekommer regulering af lobbyismen altså mindre oplagt end tidligere, idet
inddragelsen af lobbyister er blevet mindre forpligtende, og den enkeltes indflydelse er
svækket. Samtidigt føler politikerne sig som den mest magtfulde part i relationen. Det er dog
ikke kun i den formelle lovforberedelse og valg af løsningsmodel, at lobbyisterne søger
indflydelse. Således er politiske problemer ikke objektivt givet, men konstrueres. Udviklingen
ser da også anderledes ud, hvis man medtager indflydelse på input såvel som output, samt at
indflydelse kan deles, hvilket jeg vil se nærmere på i næste afsnit.
4.3.2 Øget pluralisme i indflydelse på både input og output
Svækkelsen af den enkeltes indflydelse er altså ikke nødvendigvis et udtryk for, at lobbyismen
generelt set er blevet mindre indflydelsesrig. Blot er der tilsyneladende kommet øget
74 Munk Christiansen og Sonne Nørgaard 2003a: 185-186
75 Munk Christiansen og Sonne Nørgaard 2003a: 186
76 Munk Christiansen og Sonne Nørgaard 2003a: 186
77 Munk Christiansen og Sonne Nørgaard (2003a)
78 Blom-Hansen (2000)
79 Binderkrantz 2005b: 240-241
Side 46
af 116

konkurrence om at sætte emner på dagsordenen og konstruere mulighedsrum i forbindelse
med disse emner.
Eksempelvis mistede landbruget gennem 1980’erne evnen til at definere problemer og holde
emner af dagsordenen. 80 Denne magt er dog ikke forsvundet, men deles nu bl.a. med
miljøorganisationer som Naturfredningsforeningen og Greenpeace. 81 I en periode havde
landbruget stadig en vis kontrol over lovformuleringen (dvs. på output-siden). 82 De havde
altså stadigt indflydelse på, hvorledes de problemer, der blev sat på dagsordenen af bl.a.
miljøorganisationerne, skulle løses, og landbruget kunne påvirke løsningsmodellerne, så
indholdet blev anderledes, end det ellers ville være blevet. Landbrugets kontrol hermed er
dog blevet svækket gennem 1990’erne, hvor der blev indført flere miljøreguleringer og -
afgifter. Dette, fortolker jeg, som et udtryk for miljøorganisationernes øgede indflydelse – også
i valget af løsningsmodel. Tilsvarende tendenser kan genfindes angående eksempelvis
boligpolitikken, 83 sundhedspolitikken, 84 privatiseringspolitikken 85 og den økonomiske
politik. 86
Eksemplet viser, at selvom organisationerne relativt til hinanden har mindre indflydelse end
tidligere, er det ikke urimeligt at forestille sig, at den samlede indflydelse fra lobbyismen er
vokset eller i det mindste har bevaret status quo, idet lobbyismens magt tilsyneladende blot
er fordelt blandt flere aktører. Videre viser eksemplet, at den øgede pluralisme i lobbyismens
indflydelse er gældende både på input-siden (definition af politisk problem) og på output-
siden (valg af mulig løsningsmodel). Lobbyismen har i 1980’erne og som vist i 1990’erne,
altså udviklet sig til at have indflydelse også på formuleringen af løsningsmodeller, mens det i
1970’erne primært var definitionen af det politiske problem, de kunne influeres. 87
Indflydelsen på lovgivningens indhold er dog over tid blevet mere pluralistisk, hvormed
risikoen for vilkårlig magtudøvelse er blevet mindre. Alt i alt er der altså bedre
overensstemmelse mellem idealet om pluralistisk inddragelse og indflydelse og den sociale
virkelighed angående det politiske input og det politiske output.
80 Blom-Hansen og Daugbjerg 1999: 209
81 Grønnegård Christensen og Munk Christiansen 1992: 67
82 Blom-Hansen og Daugbjerg 1999: 210 og Grønnegård Christensen og Munk Christiansen 1992: 67
83 Jensen (1999)
84 Pallesen (1999)
85 Greve (1999)
86 Blom-Hansen og Worsøe Laursen 1999: 205-204
87 Buksti 1980: 10-11
Side 47
af 116

4.3.3 Betydningen og fordelingen af ressourcer
Ifølge pluralisten Robert A. Dahl har politiske ressourcer betydning for, hvor politisk magtfuld
en lobbyist kan være. 88 Professor i politologi og økonomi Charles E. Lindblom har formuleret
en tese om, at erhvervslivets interesser på baggrund heraf skulle have privilegeret adgang til
den politiske beslutningsproces i forhold til de mere ideologiske interesser (fx
forbrugerinteresser og grønne interesser), 89 fordi de økonomiske interesser har kontrol over
investeringer, eksport, arbejdspladser og meget mere, ligesom de har et stort økonomisk
råderum, som de kan anvende til at udføre politiske aktiviteter. Mængden af økonomiske
ressourcer skulle desuden have betydning for, hvor meget indflydelse lobbyisten får, idet
politikerne er afhængige af disse ressourcer 90 – en afhængighed som dog ikke synes at påvirke
politikerne, som i stadig mindre grad frygter at blive afhængige af lobbyisterne (hhv. 13 pct. i
1980 og 3 pct. i 2000). 91
I 1980 havde de økonomisk orienterede arbejdsmarkeds- og erhvervsorganisationer i
Danmark da også betydeligt flere økonomiske ressourcer end de ideologiske
interesseorganisationer, ligesom de havde større medlemstal og et større sekretariat. 92
Dermed havde de flere ressourcer til at udføre de faktiske politiske aktiviteter. En
undersøgelse fra det nye årtusinde viser dog, at de økonomiske organisationer (eksempelvis
repræsentanter for erhvervslivet eller lønmodtagerne) ikke har et tættere direkte samspil
med centraladministrationen end de ideologiske organisationer (fx miljøorganisationer) har. I
det nye årtusinde er der altså tilsyneladende ingen privilegering af økonomiske interesser
fremfor ideologiske. Dette er en pluralistisk udvikling i forhold til 1970’erne, hvor de
økonomiske interesser stod for 60 % af alle de formelle kontakter til
centraladministrationen. 93 I hvert fald i denne betydningsfulde, direkte og formelle kanal,
havde de altså privilegeret adgang – en tendens der også karakteriserede lobbyismen i
1980’erne. 94 Privilegeringen af økonomiske interesser er med andre ord tilsyneladende
aftaget, hvormed lobbyismens relation til det politiske system i dag er bedre i
88 Dahl 1961: 228
89 Lindblom (1977)
90 Lindblom (1977)
91 Munk Christiansen og Sonne Nørgaard 2003a: 191
92 Buksti 1980: 18
93 Buksti 1984: 54-55
94 Fivelsdal, Beck Jørgensen og Daugaard Jensen 1979: 126 og Grønnegård Christensen 1989: 330
Side 48
af 116

overensstemmelse med det danske ideal om ligelig fordeling af magten og pluralistisk
inddragelse end tidligere.
Det kan dog ikke på denne baggrund konkluderes, at ressourcer ikke er betydningsfulde.
Ressourcesvage lobbyister er sjældnere inddraget i de formelle kanaler (råd, nævn, udvalg,
høringer, arbejdsgrupper i folketinget mv.) end ressourcestærke, 95 og særligt økonomiske
ressourcer har i dag endnu større betydning end i 1970’erne. 96 Således vil ressourcestærke
ideologiske interesser være bedre inddraget end ressourcesvage økonomiske interesser –
uanset om man ser på de formelle eller uformelle kanaler.
Man kunne have en forventning om, at de ressourcesvage organisationer, ville kompensere
for den manglende inddragelse i de øvrige kanaler ved øget aktivitet i de uformelle kanaler
(mail-korrespondance med embedsmænd og politikere, uformel vidensudveksling,
telefonopkald, mediekampagner mv.). Dette var da i en vis grad også tilfældet i 1990’erne,
hvor lobbyisterne var ligegodt stillede i forhold til den uformelle påvirkning. 97 I det nye
årtusinde er det dog især de organisationer, der har privilegeret adgang til de direkte kanaler
(til embedsmænd og politikere), der også søger indflydelse via eksempelvis mobilisering af
medlemmer og borgere til brevskrivningskampagner og demonstrationer. 98 Overordnet
hænger det i dag således sammen, at jo mere man anvender én type strategi, desto større er
sandsynligheden for, at man også anvender andre strategier.
Ressourcer spiller altså stadigt, og i øget omfang, en rolle. Blot synes ressourcerne at være
bedre fordelt på hhv. økonomiske og ideologiske interesser. Dette kan muligvis hænge
sammen med, at de ideologiske organisationer har fået større økonomisk råderum
eksempelvis ved at øge deres medlemskreds eller forhøje deres medlemsbidrag. En anden
forklaring kunne være, at også andre ressourcer som troværdighed, anciennitet,
repræsentativitet, intellektuelle ressourcer, snilde og effektivitet spiller en rolle. Således er
dette aspekter, som politikere og embedsmænd lægger vægt på, når de vurderer, hvilke
interesser de ønsker at inddrage, hvilket jeg vil komme nærmere ind i afsnit 4.4.1.
Økonomiske ressourcer har ikke kun betydning for muligheden for inddragelse. Idet det især
95 Munk Christiansen og Sonne Nørgaard 2004: 426 (organisationers lobbyisme) og Munk Christiansen og Sonne
Nørgaard 003b: 149 (virksomhedslobbyisme)
96 Fivelsdal, Beck Jørgensen og Daugaard Jensen 1979: 75, Grønnegård Christensen 1989: 330, Munk Christiansen
og Sonne Nørgaard 2003a: 29 og 152
97 Munk Christiansen 1999: 256-257
98 Binderkrantz 2005b: 213
Side 49
af 116

er inddragelse via den parlamentariske kanal (kontakt til politikerne), der kræver
økonomiske ressourcer 99 (måske fordi der er færrest af dem, og de derfor må prioritere deres
tid strammere), og det samtidigt er denne form for inddragelse, der er mest betydningsfuld, 100
vurderer jeg den umiddelbare konsekvens således, at de med flest ressourcer sandsynligvis
også bliver dem, der får mest indflydelse – eller i hvert fald har bedst mulighed herfor.
4.3.4 (Retfærdig) ulighed indenfor de enkelte ressortområder
Selvom interesserepræsentanterne generelt set inddrages mere ligeligt i dag end tidligere og
magten desuden er spredt blandt flere typer af lobbyister, er der på de enkelte
ressortområder stor forskel på, hvem der inddrages mest. Eksempelvis står landbrugs-,
fiskeri- og forbrugerområdet stærkt i Fødevareministeriet, og landbruget igen i
Miljøministeriet. 101 Samme tendens kan genfindes på en lang række andre ressortområder, 102
og det er politisk sociolog Povl-Erik Daugaard Jensens vurdering, at det har været tendensen i
hele perioden. 103
Den ulige inddragelse på de enkelte ressortområder er dog ikke i uoverensstemmelse med
normen om lige og retfærdig inddragelse, idet netop disse organisationer også må forventes i
særlig grad at blive berørt af beslutninger truffet her. Hvis man forholder sig til den faktiske
indflydelse, og ikke kun inddragelsen, er eksempelvis landbrugsorganisationerne, jf.
ovenstående, i dag heller ikke så dominerende på disse områder som tidligere. Således har
miljøorganisationerne gennem 1980’erne og 1990’erne fået mere indflydelse, hvilket har
manifesteret sig i konkret regulering, eksempelvis pesticidafgifter, der går imod netop
landbrugets umiddelbare interesser. Det er altså tendensen, at enkelte interesser privilegeres
på enkelte områder. De privilegeres dog på baggrund af, at de også berøres mere. Således
føler ingen organisationer 104 i det nye årtusinde, at de er ekskluderede fra politiske
beslutningsprocesser, som de ønsker at blive inddraget i. 105 Eksemplet giver desuden støtte til
argumentet om, at magtfulde interesser i dag afbalanceres af magtfulde modparter.
99 Togeby, Goul Andersen og Munk Christiansen 2003: 200
100 Munk Christiansen og Sonne Nørgaard (2003a)
101 Munk Christiansen og Sonne Nørgaard 2003a: 114
102 Boligområder: Jensen (1999), sundhedsområdet: Pallesen (1999) og privatiseringsområdet: Greve (1999)
103 Daugaard Jensen 2002: 115
104 Forskningen i virksomheders lobbyisme er meget begrænset. Jeg ved derfor ikke, om der er virksomheder, der
føler sig ekskluderede fra beslutningsprocesser, de ellers ønsker at deltage i.
105 Munk Christiansen og Sonne Nørgaard 2003a: 92
Side 50
af 116

4.4 Ideal om gennemsigtighed og parlamentarisk kontrol
I Danmark har vi et parlamentaristisk demokrati. Normen om parlamentarisme er så
grundliggende i den danske, politiske kultur, at den er indskrevet i Grundloven. 106 Normen
bygger på et ideal om demokratiets repræsentative karakter, 107 der foreskriver, at det
politiske systems legitimitet er forankret i det suveræne folk Folket angiver via
valghandlingen, hvem det har tillid til (de folkevalgte politikere). Endeligt vælger sidstnævnte
en politisk ledelse (regeringen). I kraft af den negative parlamentarisme, har Folketinget
mulighed for at kontrollere regeringen ved at udtale sin mistillid til den (mistillidsvotum),
hvormed regeringen i praksis bliver ansvarlig overfor Folketinget og dermed vælgerne. Det
eftertragtelsesværdige heri bygger bl.a. på et ønske om at sikre parlamentarisk kontrol, idet
Folketinget, jf. det retsstatslige princip, 108 har pligt til at beskytte borgerne mod vilkårlig
magtudøvelse. Lobbyismen må altså finde sted på en sådan måde, at det muliggør, at
Folketingets medlemmer kan føre opsyn hermed og har mulighed for at sanktionere
lobbyister, der ikke opfører sig ønskværdigt. Dette kræver gennemsigtighed, hvorfor
lobbyismens relation til det politiske system konstrueres som ideelt set præget af
gennemsigtighed og parlamentarisk kontrol.
I princippet burde det være tilstrækkeligt, at Folketinget kan følge med i lobbyismens
påvirkning. Man kan dog også argumentere for, at også borgerne skal kunne følge den løbende
udvikling i beslutningsprocesserne. Argumentet herfor kan enten være et beskedent ønske
om at sikre, at borgerne er godt rustet til at udføre valghandlingen. Et andet argument kunne
være et mere ambitiøst, deltagelsesdemokratisk ideal om, at borgerne skal kunne identificere,
hvem der påvirker de politiske beslutninger og i hvilken retning, for også mellem valgene at
kunne træffe beslutningen om at intervenere.
Gennemsigtighedsidealet og idealet om parlamentarisk kontrol er interessant for
problemstillingen, fordi lobbyismen på baggrund heraf må opfattes som problematisk i det
omfang den hindrer folketingsmedlemmernes, og muligvis også borgernes, mulighed for at
følge og kontrollere udviklingen i de politiske beslutningsprocesser.
106 Danmarks Riges Grundlov, § 15
107 Daugaard Jensen 2002: 140
108 Haagen Jensen 1979: 129
Side 51
af 116

Fire overordnede indflydelsesstrategier kendetegner, ifølge Anne Binderkrantz, lobbyismen.
Dette er en parlamentarisk strategi (kontakt til politikere), en forvaltningsstrategi (kontakt til
centraladministrationen), en mobiliseringsstrategi (mobilisering af medlemmer og/eller
borgere) og en mediestrategi. Disse, mener jeg, igen kan omkategoriseres på tværs, så de
bliver aktuelle i forbindelse med en analyse af lobbyismens betydning for de politiske
beslutningsprocessers gennemsigtighed og mulighed for parlamentarisk kontrol. Således
mener jeg, strategierne kan inddeles i en direkte og formel strategi (eksempelvis i form af
repræsentation i folketingsudvalg, samt råd og nævn i forvaltningen), en direkte og uformel
strategi (eksempelvis i form af mailkorrespondance til politikere, ministre og embedsmænd)
og en indirekte og uformel strategi (eksempelvis mediestrategien og mobiliseringsstrategien).
4.4.1 Normbaseret regulering i de direkte (formelle og uformelle) kanaler
Lobbyismens påvirkningsforsøg via de direkte og formelle kanaler er delvist formelt
reguleret, idet der findes regler for, hvem der kan opnå foretræde i udvalgene, og hvorledes
dette skal foregå. 109 De direkte, formelle kanaler såvel som de uformelle kanaler, er dog også
(og måske primært) regulerede via uskrevne regler.
Centraladministrationen og folketingspolitikerne har gennem hele perioden styret, hvornår
og i hvilket omfang lobbyisterne fik direkte adgang til den formelle politiske
beslutningsproces 110 (eksempelvis via råd, nævn og udvalg), eller ved mere uformel, men
stadigvæk direkte, kontakt (eksempelvis via mail, telefon eller fysiske møder). Eksempelvis er
lobbyisterne traditionelt ikke blevet inddraget i situationer med krisepræg, 111 eller i
beslutningsprocesser af generel eller principiel karakter. 112 Også det karakteristikum, at
Socialdemokraterne historisk har haft særligt tætte forhold til fagforeningerne, mens de
borgerlige partier har haft stærkest tilknytning til erhvervslivets organisationer, 113 vidner om,
at politikerne tager kontakt til, eller lader sig kontakte af, eksterne interesser, de i forvejen
109 Denne regulering angår udelukkende udvalg, og handler om, at man skal være berørt af beslutningen direkte
for at kunne opnå foretræde (komme i deputation). Kun advokater og organisationer må repræsentere
interesserne og ikke eksempelvis politiske konsulenter. Man må højst tale 10-15 minutter og al skriftligt
materiale skal tilsendes Folketinget i ’god tid’ og i 60 eksemplarer. Endeligt må ingen forhandlinger foregå ved
deputationen. Således må man udelukkende fremlægge argumenter og svare på spørgsmål fra
udvalgsmedlemmerne. Det er derimod ikke tilladt selv at stille spørgsmål til udvalgsmedlemmerne. (Ahlsson
2004: 18 og Folketinget – Deputationer.)
110 Damgaard og Eliassen (1978), Munk Christiansen og Sonne Nørgaard 2003a: 91-93
111 Grønnegård Christensen og Munk Christiansen 1992: 84
112 Grønnegård Christensen og Munk Christiansen 1992: 82
113 Buksti 1984: 54-55
Side 52
af 116

deler grundliggende interesser med. Angående denne direkte inddragelse, har
folketingspolitikerne og embedsværket også (bevidst eller ubevidst) kunnet kontrollere fra
sag til sag, hvem der fik mulighed for indflydelse, 114 og har dermed også haft eksklusion som
mulig sanktionsmekanisme. Videre er ministerierne generelt blevet mere bevidste om denne
mulighed. 115 Lobbyisterne er blevet inddraget på baggrund af fx repræsentationsgrad (fx
organisationens medlemskreds), anciennitet og troværdighed, som opbygges over tid og ved
gentagne samspil. 116 Jævnfør afsnit 4.3.3 er det altså ikke kun økonomiske ressourcer, der har
betydning for, om man bliver inddraget. Herved er der blevet internaliseret et fælles normsæt
for passende adfærd, som alle har skullet efterleve. Lobbyismen har altså været reguleret via
uskrevne regler. Endvidere har det politiske system haft en sanktionsmulighed i kraft af at
kunne ekskludere uønskede lobbyister fra direkte deltagelse i beslutningsprocessen og ved at
kunne vægte nogle lobbyisters ønsker, krav og argumenter højere end andres, hvis disse
lobbyister blev opfattet som mere troværdige eller på anden vis mere legitime. En lobbyist,
der er blevet taget i at lyve, vildlede, eller som på anden vis har sat sin troværdighed over styr,
vil således stå dårligere i fremtidige beslutningsprocesser, og vil muligvis slet ikke blive
inddraget via de kanaler, som politikere og embedsmænd kontrollerer adgangen til (se afsnit
4.5).
4.4.2 Den normbaserede regulerings demokratiske slagside
Denne historisk indlejrede, normbaserede regulering af lobbyismens relation til det politiske
system, betyder dog også, at nye interesserepræsentanter, som ikke nødvendigvis har gjort
noget forkert, men som heller ikke har haft mulighed for at bevise sit værd, traditionelt har
haft sværere ved at blive inddraget og opnå indflydelse gennem disse kanaler, end de, der har
bedrevet lobbyisme gennem lang tid. Således er der tidligere i de direkte kanaler (frem til
årtusindeskiftet) sket en privilegering af ældre, etablerede interesser frem for nye. 117 Især var
denne privilegering tydelig, når det var det politiske system, der initierede kontakten, mens
der har været mere lighed i, hvem der kontakter det politiske system (særligt politikerne).
Eksempelvis blev ungdomsorganisationerne kun sjældent kontaktet, mens lønmodtager- og
114 Munk Christiansen og Sonne Nørgaard 2003a: 99
115 Munk Christiansen og Sonne Nørgaard 2003a: 116
116 Buksti 1980: 12 og Grønnegård Christensen 1989: 333-334
117 Grønnegaard Christensen 1980: 333 og Munk Christiansen, Sonne Nørgaard og Sidenius 2000: 4
Side 53
af 116

erhvervsorganisationerne ofte kontaktes. 118 Dette strider imod idealet om pluralistisk
inddragelse. Det forekommer dog i udbredt grad at være systemet selv, der faciliterede
uligheden, idet der kun var ulighed i forbindelse med, hvem der blev kontaktet, og ikke hvem
der selv initierede kontakten. På dette punkt var der altså tilsyneladende truffet et valg om
uformel, normbaseret regulering frem for lige inddragelse af berørte parter. I dag er det dog
sjældent, at i hvert fald organisationer 119 , der ønsker at blive inddraget, ikke bliver det. 120
Også selvom de er nye og ikke har haft mulighed for at bevise sit værd. Normsættet for
passende adfærd synes altså nu så indgroet, at sanktionsmuligheden slet ikke tages i brug.
4.4.3 Styrkelse af Folketingets direkte kontrol
Ifølge den parlamentariske styringskæde, kontrolleres centraladministrationen af regeringen,
som igen kontrolleres af Folketinget. Således er der principielt set intet odiøst i, at en del af
den uformelle regulering foretages af centraladministrationen. Alligevel er det interessant, at
vejen til indflydelse stadigt oftere søges gennem Folketinget. Således viser tabel 2, at antallet
af organisationer med mindst månedlig kontakt til centraladministrationen mindre end
fordoblet fra 24 pct. i 1976 til ca. 44 pct. i 2000 og er stort set stagneret mellem 1981 og 1993,
mens tilsvarende tal for kontakt til folketingspolitikerne er mere end tredoblet fra 7 pct. i
1976 til 24 pct. i 2000 og har været stigende i hele perioden.
Tabel 2. Organisationer med kontakt til centraladministrationen
og Folketinget, pct. 121
Pct. med mindst månedlige kontakter
1976 1981 1993 2000
Centraladministrationen 25 33 35 44
Folketinget 7 11 17 24
N= 1890 1990 1316 1201
Tabel 2 viser, at organisationerne har ”… forskudt den relative vægt i påvirkningen af den
politiske og administrative beslutningsproces mod Folketinget, uden dog i øvrigt at reducere
118 Munk Christiansen og Sonne Nørgaard 2003a: 181
119 Det er ikke undersøgt, om virksomheder føler sig ekskluderede, men ressourcer synes at have samme
betydning for virksomheder som for organisationer. (Munk Christiansen og Sonne Nørgaard 2003b: 79-88)
120 Munk Christiansen og Sonne Nørgaard 2003a: 92
121 Tabellen er lavet med udvalgte tal fra Munk Christiansen og Sonne Nørgaard 2004: 423. Erik Damgaard når
frem til samme konklusion (Damgaard 2003: 43).
Side 54
af 116

kontakterne til forvaltningen.” 122 Dette øger defacto folketingsmedlemmernes mulighed for
direkte at overvåge og uformelt kontrollere, hvem der får direkte adgang. Lobbyismen har
hermed udviklet sig til at være bedre i overensstemmelse med idealet om mulighed for
parlamentarisk overvågning og kontrol – i hvert fald i de direkte og formelle kanaler.
4.4.4 Gennemsigtighed og kontrol på tværs af kanaler
Litteraturen har indtil det nye årtusinde betragtet det politiske system som havende primært
disse to formelle indflydelseskanaler – dvs. en korporativ og en parlamentarisk. Lobbyisterne
kan dog også benytte sig af indirekte metoder, som eksempelvis at påvirke via medierne eller
via mobilisering af andre aktører som medlemmer eller andre borgere. I det omfang disse
metoder benyttes, er det sværere for parlamentarikerne og borgerne at gennemskue, hvem
der påvirker. Samtidigt bliver den normbaserede regulering sat ud af spil, idet det politiske
system ikke kontrollerer adgangen til de indirekte metoder, og politikere og embedsmænd
her ikke indgår direkte. Til gengæld bliver det lettere og mere åbent for enhver at følge med i,
i hvilken retning påvirkningen foregår, hvormed også valghandlingen såvel som beslutningen
om at intervenere lettes.
Da forskningen i disse indirekte metoder, som nævnt, er ny, er det ikke muligt med den
eksisterende viden at sige meget om udviklingen heraf. 123 Vores viden om, at lobbyisterne
bruger disse metoder, er mere end tre årtier gammel. 124 Omfanget heraf, samt hvordan de er
blevet brugt, ved videnskaben dog ikke meget om. Binderkrantz gør det imidlertid klart, at
interesseorganisationerne i det nye årtusinde anvender en lang række indirekte metoder i
deres påvirkningsforsøg. 125 Videre opfatter organisationerne selv metoderne som en
væsentlig del af deres påvirkningsstrategier. Således udgør de indirekte strategier ikke blot et
supplement eller en kompensation for de mere direkte strategier. 126
122 Munk Christiansen 1998: 142-144
123 Binderkrantz 2009: 27
124 Se eksempelvis Grønnegård Christensen 1989: 331, Ronit (1998), Munk Christiansen (1998), Blom-Hansen og
Daugbjerg (1999), Blom-Hansen (2001), Munk Christiansen og Sonne Nørgaard (2003a) og Binderkrantz
(2005b)
125 Binderkrantz 2005b: 176-212
126 Binderkrantz 2005b: 224
Side 55
af 116

Det interessante er nu, hvorledes anvendelsen og betydningen af strategierne ser ud i forhold
til hinanden, fordi strategierne hver især, som nævnt, fremmer og hindrer gennemsigtighed
og parlamentarisk kontrol på forskellig vis.
Angående forholdet mellem strategierne har forskere allerede siden 1980’erne vurderet, at
anvendelsen af de indirekte og uformelle metoder var ligeså intensiv som de direkte og
formelle. 127 En vurdering, som forsat gælder i det nye årtusinde. 128 De indirekte metoder kan
jeg ikke sige noget om over tid, men sammenligner man organisationernes nutidige brug af de
mest anvendte strategier indenfor hver strategitype, ser man, at alle tre typer anvendes af de
fleste organisationer, som det fremgår af tabel 3.
Tabel 3. Organisationernes anvendelse og vægtning af, udvalgte metoder, fra
de forskellige strategier, pct. N=1164-1178
Formelle, direkte Brug
(overhovedet)
Side 56
af 116
Opfattelse af
væsentlighed
Aktiv brug af pladser i råd, nævn og udvalg 76 61
Indsende høringssvar
Uformelle, direkte
73 65
Kontakter til embedsmænd 74 60
Kontakt til ministeren 73 62
Kontakte partiernes ordførere 65 53
Kontakte andre folketingsmedlemmer
Indirekte
63 38
Arrangere debatmøder og konferencer 84 69
Kontakte journalister 79 62
Opfordre medlemmer og andre til at skrive
læserbrev
65 66
Brug af medierne 87 ? 129
De fleste interesseorganisationer anvender både formelle og uformelle, direkte samt indirekte
metoder. Således viser tabellen, at det eksempelvis kun er 13 pct. af organisationerne, der
ikke anvender medierne i deres forsøg på at påvirke den politiske beslutningsproces. 130
Jeg har før beskrevet, hvorfor det er vanskeligt at konkludere noget om, hvornår og hvor
meget indflydelse lobbyismen har. Det samme gør sig gældende i forhold til, hvor
127 Grønnegård Christensen 1989: 331
128 Daugaard Jensen 2002: 115
129 Datamaterialet leverer ikke viden herom.
130 Binderkrantz 2005b: 177

indflydelsesrige de forskellige strategier er. Således er forskerne da også uenige om, hvor
indflydelsesrige, og dermed betydningsfulde, metoderne hver især er. 131
Problemet med at vurdere metodernes betydning i forhold til hinanden er dog primært
teoretisk, idet det som nævnt oftest er de samme, der benytter de forskellige metoder. I det
omfang, man benytter én strategitype, stiger sandsynligheden for, at man også benytter de
andre. Konstateringen af, at alle strategityperne anvendes relativt ofte og af de fleste, og at de
alle er væsentlige indflydelseskanaler, betyder, at risikoen for at negative sider ved de enkelte
typer bliver dominerende, begrænses, og at den samlede åbenhed, både mht. at følge med i og
faktisk at deltage, øges.
4.5 Samarbejdende og konsensus-søgende metoder
Lobbyisternes metoder er mangeartede og kan således både være offentlige og vedgåede eller
skjulte og camouflerede. Udviklingen og betydningen heraf, har jeg behandlet ovenfor. Det har
dog også betydning for opfattelsen af behovet for regulering, om lobbyisterne anvender
legitime, ærlige og lovlige metoder eller om deres metoder snarere opfattes som
problematiske. 132 Derfor vil jeg i dette afsnit afdække, hvad videnskaben ved om lobbyisters
konkrete adfærd, forstået som de midler de bruger til at nå deres mål.
Lobbyismen er kendetegnet ved samarbejdsvillighed. Således benytter de oftest metoder, der
indbyder til dialog, mens konfronterende tiltag som strejker og boykots er sjældne, og slet
ikke indgår i langt de fleste lobbyisters værktøjskasse. Det samme er tilfældet for direkte
ulovlige metoder. Således er det kun 0,3 pct. af organisationerne, der meget ofte benytter
131 Den teoretiske litteratur om emnet argumenterer for, at det især i de direkte og formelle strategier, der giver
mest indflydelse, fordi man får størst indflydelse ved at sidde med ved bordet, når beslutningerne træffes. (Grant
2004: 409). Idet medierne har fået øget betydning for dannelsen af holdninger og for den politiske dagsorden
(Togeby, Goul Andersen og Munk Christiansen 2003: 212), og at mediestrategien i særlig grad synes at blive
anvendt (Binderkrantz 2005b: 242), virker det sandsynligt, at også de indirekte strategier kan lede til reel
indflydelse – særligt på definitionen af, hvad der udgør et politisk problem. Omvendt kan man også argumentere
for, at de interesser, der har direkte adgang til de formelle arenaer og aktører, får adgang til information om,
hvilke beslutningsforslag, der er på vej, hvormed de, udover den direkte deltagelse i lovforberedelsen og valg af
løsningsmodel, også får et forspring i forhold til eksempelvis stemningspåvirkning via medierne. Forskningen (fx
Larsen og Goul Andersen 2004: 267-268) viser nemlig, at muligheden for at påvirke mediernes dagsorden er
begrænset, når først problemet er identificeret og sat ind i en given kontekst. I det omfang dette ræsonnement
holder, giver privilegeret inddragelse i de direkte kanaler bedre mulighed for indflydelse – både på den endelige
beslutning og formuleringen af løsningsmodel, men også i kraft af et forspring i dagsordensfastsættelsen og
formuleringen af det politiske problem i medierne.
132 Rechtman 2008: 582-585
Side 57
af 116

konfronterende metoder, mens 3,4 pct. anvender dem lejlighedsvist. 133 Selv metoder, som er
fuldt ud lovlige, men som opfattes problematiske, benyttes kun i begrænset omfang. Således er
eksempelvis økonomiske bidrag en relativt udskældt metode, pga. en mistanke om, at
lobbyisterne på denne måde kan købe sig til bestemte udfald af beslutningsprocesserne. 134
Denne metode benyttes dog kun af et fåtal (3,9 pct.) 135 af organisationerne.
De, der anvender konfronterende metoder, er også dem, der er mindst privilegerede i de
direkte kanaler. 136 Dette kan være et udtryk for, at interessenterne gør oprør, fordi de føler sig
oversete. Det kan dog også være et udtryk for normbaseret regulering, hvor politikere og
embedsmænd vælger at sanktionere den konfrontatoriske adfærd med eksklusion. Endeligt
tyder norske studier på, at medlemmer af denne type organisationer vil se det som
kompromitterende for organisationen, hvis den interagerer med systemets
repræsentanter, 137 hvorfor denne del af de mindst privilegerede også selv kan have valgt
eksklusionen. 138 Ceteris paribus er det interessant, at der synes at være normer, der hæmmer
inddragelsen af organisationer – uanset om det er organisationerne, medlemmerne eller det
politiske system, der håndhæver disse normer.
De hyppigst anvendte metoder er eksempelvis debatarrangementer og mobilisering af
borgerne (især ideologiske interesser) og deltagelse i råd og nævn (især økonomiske
interesser). 139 Disse metoder er ikke bare legitime og ikke-konfrontatoriske, men bidrager til
at opfylde mulige demokratisk idealer som deliberation, kvalitet i det politiske output,
konsensus, og at det politiske input er forankret i det suveræne folk. Udover, at det ikke
forekommer oplagt at regulere disse metoder, kan det ligefrem forekomme uhensigtsmæssigt,
hvis resultatet bliver en ringere opnåelse af disse idealer (idet omfang man deler disse
idealer). Den fraværende regulering kan altså skyldes, ikke bare at det opfattes som
unødvendigt, men også, at man er bange for at regulere noget ønskværdigt bort.
133 Binderkrantz 2005b: 183
134 Binderkrantz 2005b: 243
135 Binderkrantz 2005b, Appendix 1: 254
136 Binderkrantz 2005b: 190
137 Rommetvedt, Aurvåg Farsund og Melberg 2001: 425
138 Det er ikke muligt for mig at forfølge dette spørgsmål med det datamateriale, jeg har til rådighed. Interviews
med politikere og konfrontatoriske interessegrupper og/eller individer ville dog kunne kaste lys over, hvorfor
der er negativ sammenhæng mellem brugen af konfrontatoriske metoder og privilegeringsgrad.
139 Binderkrantz 2005b: 225
Side 58
af 116

4.5.1 De uskandaløse skandaler
Forekomsten af skandaler vil ifølge den historiske institutionalisme lede til critical junctures,
som giver anledning til brud på den eksisterende sti, hvormed nye, forholdsvist utraditionelle,
tiltag kan initieres. Der opstår således et window of opportunity, hvor regulering bliver
muligt, selvom det ikke umiddelbart følger det spor, der er blevet lagt. Således siges
eksempelvis skandalen med den amerikanske lobbyist Jack Abramoff 140 at have givet
anledning til 'Legislative Transparency and Accountability Act of 2006’, som er en af
reguleringerne af lobbyismen i USA.
I Danmark har der dog stort set ingen skandaler været angående lobbyismen, som jf.
ovenstående ’opfører sig pænt’ og anvender ønskværdige metoder. Den mest kendte danske
sag handler om et medlem af Københavns Borgerrepræsentation, der samtidigt fungerede
som lobbyist. Dette blev opfattet som illegitimt, men der blev aldrig rejst tiltale, da det ikke er
ulovligt. 141
En anden sag, som den videnskabelige litteratur om emnet ikke nævner, er ’Burson-
Marsteller-sagen’, hvor bureauet indgik en aftale om at hjælpe sæbeindustrien med at
imødegå en kritisk test fra Forbrugerrådet, mens bureauet stadigt varetog Forbrugerrådets
interesser, og tilmed ikke oplyste Forbrugerrådet herom. 142
Skandaler er sjældne i dansk kontekst, men findes de dog. Årsagen til, at de ikke udvikler sig
til storstilede skandaler som eksemplet med Jack Abramoff, mener jeg, kan være, at der ikke
findes regler på området, og der derfor skal relativt meget til, før lobbyisternes adfærd kan
betegnes som decideret ulovlig. Derfor kan det fra officiel side opfattes således, at der ikke er
grund til at se nærmere på de ’sager’, der er, hvorfor der ikke opstår en mulighed for udvikling
af ’skandale’-stemning i forbindelse med de enkelte ’sager’, som det var tilfældet med det
københavnske byrådsmedlem. Officielle aktører bliver, med systemteoriens termer, blinde i
forhold til skandalen, da de iagttager ud fra en lovlig/ulovlig-kode, hvormed historierne
hurtigt ’forsvinder’, selvom de lever op til mediernes nyhedskriterier og derfor bliver
’skandaler’ her.
140 Jack Abramoff er en amerikansk lobbyist, der blev dømt for korruption og bedrageri i 2006. I forbindelse med
hans dom blev bl.a. også ni andre lobbyister samt et antal embedsmænd dømt.
141 Munk Christiansen 2009: 223
142 Ritzau (2006, 24. oktober)
Side 59
af 116

Alt i alt opfører lobbyisterne sig altså ’pænt’ og anvender metoder, som indbyder til
samarbejde og forhandling. Lobbyismen synes i sit metodevalg kun i begrænset omfang at
kunne opfattes som problematisk. I stedet har metoderne karakter af at kunne tilvejebringe
viden og argumenter samt skabelsen af kompromisser mellem debatterende og forhandlende
interesser. Hermed øger lobbyismen kvaliteten i det politiske output samt sandsynligheden
for konsensus.
Selvom konfrontatoriske, illegitime eller ulovlige metoder såvel som egentlige skandaler er
sjældne, er de dog ikke helt fraværende. Det forholder sig altså ikke således, at der slet ikke er
noget problematisk ved lobbyismen og dermed slet ikke er noget at regulere bort.
4.6 Regulering af aktørerne med det demokratiske mandat
Lobbyismen er indirekte reguleret i kraft af, at embedsmænd, og til en vis grad
folketingspolitikere, er regulerede. Således er folketingsmedlemmerne ”… ene bundet ved
deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere.” 143 Dette betyder, at
Folketingets medlemmer skal forholde sig kritisk til den indflydelse, lobbyisterne kommer
med og ikke lade sig dominere heraf i deres beslutningstagning. For at sikre de folkevalgtes
uafhængighed fra lobbyisterne findes desuden partitilskud, høje lønninger (hindrer
korruption) samt assistance fra et sekretariat, hvormed embedsfolket og Folketingets
ressourceknaphed begrænses og hermed afhængigheden af lobbyisterne ligeså, jf. afsnit 4.3.3.
Også ikke-diskursive betingelser som Offentlighedsloven og retten til aktindsigt, samt
Forvaltningslovens regulering af embedsmændenes adfærd, er med til at regulere
embedsværkets samspil med lobbyisterne. Disse indirekte reguleringer kan give anledning til
en opfattelse af, at regulering af lobbyismen ikke er nødvendig, fordi de, der har det
demokratiske mandat, er regulerede. Der findes dog ikke umiddelbart anvisninger til,
hvordan forvaltningen bør agerer specifikt i forhold til eksterne interesser som det
eksempelvis er tilfældet i EU, hvor Kommissionen er underlagt et adfærdskodeks. 144
Desuden sikrer regulering af embedsmænd og politikere ikke, at lobbyister opfører sig
ønskværdigt. I eksemplet med medlemmet af den københavnske borgerrepræsentation,
kunne strengere inhabilitetskrav i forhold til politiker-rollen have gjort en forskel. I eksemplet
143 Danmarks Riges Grundlov, § 56
144 European Commission (2000)
Side 60
af 116

med Burson-Marsteller-skandalen ville hverken Forvaltningsloven, Grundloven eller anden
regulering af politikere og embedsmænd have gjort en forskel. Regulering af aktørerne med
det demokratiske mandat, synes altså ikke nødvendigvis at være tilstrækkeligt til at
overflødiggøre regulering direkte møntet på lobbyisterne.
4.7 Delkonklusion
Specialets underliggende antagelse har været, at strategiske folketingsmedlemmers mulighed
for at handle i forhold til lobbyismen er begrænsede, men ikke definerede og muliggjorte af de
spor, der allerede er lagt via den faktiske sociale virkelighed samt de historisk indlejrede
opfattelser heraf. Det er denne faktiske, sociale virkelighed, der har været
omdrejningspunktet i kapitlet.
Gennem en indholdsanalyse af den empiriske forskning har jeg afdækket, hvad der
karakteriserer lobbyismens relation til det politiske system, samt fortolket hvorledes dette
kan tænkes at påvirke opfattelser af muligheden/nødvendigheden af regulering af dansk
lobbyisme, når man fortolker ud fra idealer, der manifesteres via ikke-diskurser.
Lobbyismen inddrages i vidt omfang i de politiske beslutningsprocesser. Endvidere sker
påvirkningsforsøgene mod særligt Folketinget oftere, og folketingsmedlemmerne tager også i
stigende omfang selv initiativet hertil. Dette vidner om, at lobbyismen i dag opfattes som
endnu mere legitim end tidligere. Da lobbyismen i sig selv ikke opfattes som problematisk, er
det lobbyismens karakteristika og ikke blotte eksistens, der er det mest interessante for
problemstillingen.
Den danske politiske kultur rummer primært to overordnede idealer, der er interessante i
forbindelse med regulering af lobbyisme. Det ene er et ideal om pluralisme med særlig
hensynstagen til niche-interesser samt berørte interesser. Det andet er idealet om det
parlamentariske demokrati, som også rummer et gennemsigtighedsideal.
Alt i alt kan det ikke konkluderes, om lobbyismens rolle i den politiske beslutningsproces
konstrueres som problematisk eller ej, idet udviklingen angående overensstemmelsen mellem
idealerne og lobbyismens betydning for det politiske system går i modstridende retninger.
Side 61
af 116

Inddragelsen og indflydelsen af interesser er blevet mere pluralistisk end tidligere, men
ressourcer spiller stadigt, og i øget grad, en vigtig rolle. Dertil er inddragelsen også på tværs af
kanaler kendetegnet ved, at ressourcestærke har privilegeret adgang. Dog synes ressourcerne
at være bedre fordelt på tværs at interesse-typer, og de stærkeste interesser har politiske
modparter inden for deres respektive ressortområder som betyder, at ingen bliver
altdominerende.
Også fordelingen mellem de arenaer, de politiske kampe foregår i, er pluralistisk, selvom det
ikke umiddelbart er muligt at konkludere, om der er tale om mere eller mindre pluralisme i
dag end tidligere. Pluralismen i valget af indflydelseskanal øger på én gang
gennemsigtigheden og reducerer effekten af den normbaserede, såvel som sparsomme,
formelle, regulering. Alt i alt er lobbyisterne i deres valg af kanaler med til at konstruere en
relativt åben beslutningsproces. En substantiel del af deres påvirkningsforsøg foregår dog bag
lukkede døre, og den del af lobbyismen, der foregår i det åbne, er ikke underlagt hverken
formel regulering eller er underkastet det uskrevne regelsæt, der hersker i de direkte kanaler.
Lobbyismens konkrete metoder synes generelt set at være uproblematiske og bidrager til
opfyldelsen af forskellige demokratiidealer, som i højere eller mindre grad kan genfindes i den
danske, politiske kultur. Problematiske metoder anvendes imidlertid også. Dog kun af få
lobbyister og i begrænset omfang.
Det forholder sig altså ikke sådan, at regulering slet ikke kan opfattes som nødvendig.
Hverken angående idealet om pluralistisk inddragelse og indflydelse, beslutningsprocessers
gennemsigtighed, muligheden for parlamentarisk kontrol eller ønskværdigheden af
lobbyisternes metoder. Udviklingen har været således, at der på nogle områder tidligere har
været bedre overensstemmelse med idealerne og lobbyismens faktiske relation til det
politiske system end tidligere, mens overensstemmelsen på andre områder er ringere. Dog
synes lobbyismen, af den faktiske sociale virkelighed, alt i alt at blive konstrueret som mindre
problematisk i dag, end tidligere. Da lobbyismen tilsyneladende opfattes som både legitim og
direkte ønskværdig, er det interessante dog ikke, om lobbyismen generelt er ønskværdig, men
hvordan folketingspolitikerne opfatter de enkelte mere problematiske aspekter ved
lobbyismen, samt muligheden for at afhjælpe dem.
Side 62
af 116

5. Folketingsmedlemmernes konstruktion af relationen
I kapitel 4 afdækkede jeg, hvordan den sociale virkelighed angående lobbyismen ser ud i dag,
og hvordan den har udviklet sig siden 1975. Jeg har desuden fortolket, hvordan forskellige
elementer af lobbyismen kan opfattes ud fra normer, som jeg har argumenteret for, er
grundliggende i den danske, politiske kultur, og som jeg derfor også forventer, udgør
grundlaget for politikernes opfattelse af lobbyismen, idet politikerne er en del af denne kultur.
Det følger af mit epistemologiske, socialkonstruktivistiske udgangspunkt, at den historiske
sociale virkelighed ikke på egen hånd konstruerer lobbyismen som et problem eller ej, og ej
heller problemets karakter og deraf mulige og passende løsningsmodeller. Derimod har også
aktive og kritiske aktører en rolle i at erkende og fortolke denne virkelighed.
Med udgangspunkt i den viden om borgeres, virksomheders og interesseorganisationers
samspil med politikere og embedsmænd i centraladministrationen, som jeg har fortolket
ovenfor, vil jeg nu redegøre for hvilke diskurser, jeg forventer at kunne genfinde i
folketingsreferaterne. Disse diskurser udgør min operationalisering af en forventet
diskursorden, og er således de ledetråde, der vil strukturere min læsning af
folketingsreferaterne. Folketingspolitikernes placering i denne diskursorden er det, som
skaber mulighedsrummet angående lobbyismen. Det er dette mulighedsrum, der forventes at
kunne øge forståelsen for, hvorfor regulering af lobbyismen ikke er indført – end ikke
debatteret – i dansk kontekst.
5.1 Lobbyismen: Principal eller agent? Problem eller løsning?
Analysen af den sociokulturelle praksis giver anledning til en forventning om to typer
argumenter i diskursordenen. På den ene side en type argumentation, der angår lobbyismens
egenskaber som problem eller løsning, idet lobbyismen i vidt omfang inviteres inden for på
initiativ af politikerne og derfor må opfattes som et gode. Samtidigt virker regulering kun
meningsfuldt i det omfang lobbyismen også er problematisk, hvilket eksempelvis
privilegerings-problematikken og anvendelsen af konfrontatoriske metoder giver anledning
til en forventning om, at den kan opfattes at være.
Den anden argumenttype handler om, hvem der indtager rollerne som hhv. principal og agent
i relationen. Dvs. hvem der opfattes som bestiller af en opgave, og hvem der opfattes at udføre
Side 63
af 116

den. 145 Denne type argumenter forventer jeg på baggrund af det grundliggende ideal om
parlamentarisk kontrol samt pluraliteten af indflydelseskanaler. Således viste analysen af den
sociokulturelle praksis, at lobbyismen både foregår i de direkte kanaler, hvor politikere eller
embedsmænd er direkte involveret i relationen, men også i de indirekte kanaler (fx
medierne), hvor politikerne i højere grad fremstår som passive modtagere af påvirkningen.
Tilsammen skaber disse to typer af argumenter fire mulige diskurser, som aktørerne
forventes at trække på i konstruktionen af story lines. Dette er diskursen om de
Ansvarshavende Politikere, Virkelighedens Eksperter, den Tvingende Lobbyisme og
Befolkningens Talerør, som kan illustreres i et matrix på følgende vis:
Tabel 4. Min forventning om en diskursiv orden
Problem Løsning
Politikere som principal De Ansvarshavende Politikere Virkelighedens Eksperter
Lobbyismen som principal Den Tvingende Lobbyisme Befolkningens Talerør
5.1.1 De Ansvarshavende Politikere
Blandt de aktører, der opfatter politikeren som principalen, dvs. den der ideelt set har
overtaget i relationen, er fokusset på politikernes kontrol i forhold til at udvælge hvilke
interesser, der skal inddrages – og hvilke der ikke skal. Det er også politikerne, der beslutter,
hvor i beslutningsprocessen, lobbyisterne skal inddrages, ligesom det er politikerne, der afgør,
hvilke ønsker og krav, der faktisk skal indfries. Selv i forbindelse med lobbyismen i de
indirekte kanaler, er det i sidste ende politikerens egne holdninger og vurderinger, der
danner udgangspunkt for beslutningerne. Det problematiske heri er, at politikerens interesser
får forrang for de interesser, politikeren skulle repræsentere: Befolkningens. Lobbyismen
bliver altså kun problematisk i kraft af politikernes adfærd, hvorfor det er denne, der må
ændres for at løse problemet.
Problemer i forbindelse med lobbyismen kan være problemet med den opportunistiske
politiker, der udnytter lobbyismen til at realisere personlige mål. Disse kan eksempelvis være
at fremme politikerens egen karriere eller politiske mærkesager. Et eksempel på, hvordan
145 I principalen-agent-teorien er man opmærksom på, at principalen ikke altid har kontrol over agenten, og der
derfor meget vel kan være uoverensstemmelse mellem den intention, principalen har og agentens udførelse.
Idealet er dog, at agenten uden mediering implementere principalens hensigt, hvilket også er den del af
principal-agent-teorien, jeg drager nytte af i forbindelse med installationen af min idealtypiske diskursive orden.
Side 64
af 116

lobbyismen konkret kan anvendes hertil, er via endorsement 146, hvorved virksomheder,
organisationer eller kendte personers (lobbyister) positive brand kan have en afsmittende
effekt på politikeren eller dennes mærkesager.
En anden måde relationen mellem lobbyister og politikere kan konstrueres som problematisk
er, hvis politikerne ikke lever op til deres ansvar som indehaveren af det demokratiske
mandat, hvor de eksempelvis, ifølge Grundloven, ikke må tage anvisninger fra andre (jf. afsnit
4.6).
5.1.2 Virkelighedens Eksperter
I diskursen om Virkelighedens Eksperter opfattes lobbyisme på samme måde, som noget
politikerne ’anvender’, og dermed som noget politikerne har kontrol over. I denne
virkelighedsforståelse er lobbyismen dog et middel til at løse problemer, og ikke et problem i
sig selv.
Aktørerne, der leksikaliserer lobbyismen via denne diskurs, kan have forskellige opfattelser
af, hvad lobbyismen er en løsning på. Fælles for dem er det dog, at det er politikerne, der har
ansvaret, og at politikerne kan anvende lobbyismen som, principielt, er en slags viljeløst
redskab eller værktøj, der ideelt set ikke influerer beslutninger anderledes, end politikerne vil
have det til. Dvs. det er politikerne, der influerer lovgivningen ved hjælp af lobbyismen og ikke
omvendt. Lobbyismen opfattes altså eksempelvis som en løsning på problemet at sikre, at
konsekvenser af regulering er i overensstemmelse med intentionen og ikke eksempelvis har
utilsigtede, negative konsekvenser, eller får anderledes effekter end ønsket ved
implementering, fordi der ikke blev taget højde for aspekter ved ’virkeligheden’ under
politiklægningen.
5.1.3 Den Tvingende Lobbyisme
Blandt de aktører, der opfatter lobbyisterne som principalen, er kernen, at eksterne interesser
’bestiller’ en given handling hos politikerne, som opfattes som forholdsvist passivt, bevidst
146 Begrebet stammer fra litteraturen om politisk marketing. Endorsement-begrebet betegner, når en kendt
offentlig person, virksomhed, organisation eller lign. eksplicit eller implicit giver sin opbakning til et bestemt
politisk issue, parti eller en person, hvorved de, i kraft af deres popularitet eller ry, styrker opmærksomheden,
appellen eller relevansen for ’brandet’ og dermed har indflydelse på befolkningen eller andre politikeres adfærd.
Jeg mener ikke, der findes en dækkende dansk oversættelse for begrebet, hvorfor jeg anvender den engelske
betegnelse ’endorsement’.
Side 65
af 116

eller ubevidst, opfyldende de anvisninger, der kommer fra lobbyisterne. Lobbyismen
konstrueres altså ikke som noget, politikerne har egentlig kontrol over. Det opfattes desuden
således, at lobbyisterne er initiativtagerne til relationen, hvorfor ophavet til relationens
karakteristika også findes hos lobbyisterne og ikke hos politikerne, som i de Ansvarshavende
Politikere. De problemer, der findes ved lobbyismens karakteristika, skal altså løses ved tiltag
direkte rettet mod lobbyismen og ikke politikerne (jf. afsnit 4.7) eller det politiske system,
som blot ’modtager’ lobbyismens effekter. Det betyder, at den regulering af relationen, der
findes eksempelvis i Grundloven eller Forvaltningsloven (jf. afsnit 4.7), ikke opfattes som
effektiv, idet det er lobbyisterne, der styrer relationen. Derfor har politikere ikke mulighed for
at håndhæve en ønskværdig relation. I stedet bør lobbyismen begrænses eksempelvis via
regulering eller direkte kriminalisering af lobbyismen.
5.1.4 Befolkningens Talerør
Grundliggende handler diskursen om Befolkningens Talerør om, at lobbyismen skal
faciliteres, fordi den på forskellig vis styrker befolkningens politiske magt. I Talerørsdiskursen
er den opfattede virkelighed, at lobbyisterne ’bestiller’ handling fra politikerne, hvilket
opfattes som et gode – dvs. en løsning på andre problemer. Lobbyismen kan eksempelvis
opfattes som befolkningens, eller blot berørte parters, ytring af ønsker og krav om forandring,
og er således et mobiliseringsredskab, der giver befolkningen potens. I forlængelse heraf kan
lobbyismen opfattes som en måde at sikre, at de politiske beslutninger tager udgangspunkt i
det suveræne folk og hermed sikre den demokratiske inputlegitimitet. Lobbyismen bliver en
løsning for aktører, der værdsætter deltagelsesdemokrati frem for eksempelvis det
repræsentative demokrati. Således vil tiltag, der hæmmer lobbyismen eller ligefrem gør den
ulovlig, opfattes som direkte udemokratiske.
5.1.5 Analytisk afgrænsede diskurser
Jeg anvender, jf. afsnit 1.4.2, diskurs-begrebet som et analytisk værktøj. Idealtyperne er derfor
kun teoretisk afgrænsede, og er karakteriseret ved en flydende overgang mellem diskurserne
i den forventede diskursorden. Den sociokulturelle praksis har dog ikke en deterministisk
effekt på aktørerne. Derfor kan diskurserne heller ikke præcist genfindes i virkeligheden.
Således udgør de blot ledetråde for, hvordan jeg konkret vil gribe læsningen af
Side 66
af 116

folketingsreferaterne an, mens viden fra analysen i kapitel 4 udgør den kontekst, jeg fortolker
politikernes udsagn i lyset af. Jeg vil dog stadigt tilstræbe en eksplorativ læsning, forstået
således, at jeg ikke på forhånd lægger mig fast på, hvordan lobbyismen kan konstrueres som
hhv. problem og løsning.
De eksempler på funktioner som hhv. løsning og problem, som jeg har nævnt ovenfor, er med
andre ord langt fra udtømmende. Jeg opfatter aktører som kreative. Derfor kan
folketingspolitikerne opfatte lobbyismen som problematisk og/eller ønskværdig på langt flere
måder, end det er muligt for udenforstående at forudsige. Pointen med eksemplerne har
været at vise, hvordan jeg forventer, at politikerne vil italesætte relationen mellem
lobbyismen som i højere eller mindre grad samstemmende med de fire idealtypiske diskurser:
De Ansvarshavende Politikere, Virkelighedens Eksperter, den Tvingende Lobbyisme og
Befolkningens Talerør.
5.3 Konstruktion af relationen
Udgangspunktet for dette speciale er fraværet af en debat om regulering af lobbyismen. Dette
fravær har vist sig at være kendetegnende for principielle drøftelser af lobbyismen generelt,
idet der kun ganske få gange i perioden drøftes, hvilke principper der bør være styrende for
lobbyismens relation til det politiske system. Ved at se på drøftelserne af lobbyismens rolle i
konkrete sager, har jeg dog kunnet foretage en indirekte analyse af, hvorledes en ideel
relation konstrueres af folketingsmedlemmerne. Konstruktionen af lobbyismens ideelle
relation til det politiske system er præget af et enigt Folketing, der samler sig om en
konstruktion af lobbyismen som et redskab, der løser forskellige problemer.
Folketinget er desuden enigt om, at der i praksis er problemer forbundet med lobbyismen,
idet der findes barrierer for udnyttelsen af dette problemløsende redskab. En dominerende
koalition opfatter politikerne og beslutningsgangene som disse barrierer, og trækker hermed
på diskursen om de Ansvarshavende Politikere. En mindre koalition opfatter desuden en del af
lobbyismen, som en barriere for den øvrige, gode, lobbyisme. Hermed trækkes desuden på
diskursen om den Tvingende Lobbyisme.
Først vil jeg vise, hvordan konstruktionen af lobbyismen som et gode i form af et
problemløsende redskab, samler Folketinget. Efter en afdækning af de centrale skillelinjer og
Side 67
af 116

koalitioner i Folketinget vil denne forståelse bidrage til forståelsen af, hvorfor den
dominerende koalition, der ikke opfatter regulering som meningsfuld, har vundet den
diskursive kamp om konstruktionen af mulige og passende løsninger i forbindelse med at
fjerne de ’barrierer’, koalitionen oplever, der findes for brugen af lobbyismen.
5.3.1 Et samlet Folketing: Redskabsfortællingen
Den overordnede konklusion på analysen af den sociokulturelle praksis var, at lobbyismen
generelt er nogenlunde i overensstemmelse med grundliggende, danske idealer, og at der
indtil videre ikke har været de helt store brud på de traditioner, der findes i relationen, og
som oftest går mere end hundrede år tilbage i tiden. På flere områder er relationens
karakteristika endda blevet endnu bedre samstemmende med idealerne end tidligere.
Eksempelvis er inddragelsen blevet mere pluralistisk, og der er bedre mulighed for, at
interesser, som alligevel er ekskluderede fra de direkte indflydelseskanaler, kan søge
indflydelse af andre veje – også selvom de oftest ikke benytter sig af disse andre veje i samme
omfang, som de, i forvejen inkluderede, gør. Desuden er det et fåtal, der anvender
konfrontatoriske eller direkte ulovlige metoder. I stedet er relationen mellem lobbyister og
det politiske system præget af samarbejde, deliberation og søgen efter konsensus via dialog,
hvilket er en videreførelse af de normer, der blev grundlagt allerede i forbindelse med Den
Store Depression i 1930’erne – måske endda tidligere (jf. afsnit 4.1).
I lyset af denne viden om den sociokulturelle praksis, forekommer det ikke overraskende, at
folketingsmedlemmerne i hele perioden grundliggende har været enige om, at lobbyismen er
et demokratisk gode. Således findes der i Folketinget én samlet koalition, der opfatter
lobbyismen som en løsning, og som italesætter relationen mellem lobbyister og det politiske
system via diskurserne: Befolkningens Talerør og Virkelighedens Eksperter. Jeg har valgt at
kalde den story line, der samler Folketinget, for Redskabs-fortællingen. Det har jeg valgt, fordi
aktørerne samler sig om en forståelse af lobbyismen som et redskab, der anvendes af enten
politikerne eller eksterne interesser.
Det er interessant for forståelsen af, hvorfor den danske lobbyisme ikke er konstrueret som
noget, der kræver regulering, som det er tilfældet mange steder i udlandet, at Folketinget
tilsyneladende deler denne story line. Det er det, fordi der er tale om en ikke-beslutning.
Side 68
af 116

Folketinget har ikke sat emnet på dagsordenen og har altså heller ikke formelt afvist
regulering. Derfor er det interessant, at Folketinget tilsyneladende samler sig om en
konstruktion af lobbyismen som en løsning på en række problemer, og dermed ikke som
noget, man ønsker at undgå (jf. afsnit 1.4.4), selvom de ikke nødvendigvis er enige om, hvad
det er, lobbyismen løser. Det forekommer altså ikke umiddelbart relevant at tage en
diskussion i Folketinget om, hvordan lobbyismen kan forhindres. Således udtaler Søren
Espersen (SEP), at relationen mellem lobbyismen og det politiske system (hvordan man
udnytter lobbyismen bedst muligt) er et interessant emne, som politikerne ”… bør diskutere
alle andre steder end i Folketingssalen, hvor to store grupper står over for hinanden…” 147 . Der
antages altså at være en universelt gældende ’bedste metode’, for hvordan man bør udnytte
lobbyismen, som ikke afhænger af, hvilken farve ens politiske briller har – dvs. hvordan man
ideologisk set ønsker det politiske system indrettet. Spørgsmålet om lobbyismens
tilstedeværelse i det politiske system, opfattes altså i det store hele som et apolitisk
spørgsmål.
Den story line, der samler koalitionen lyder som følger:
Det politiske system eksisterer særskilt fra og uden adgang til virkeligheden. Således kan
politikerne eksempelvis ikke vide, hvilke problemer der eksisterer her, hvordan problemerne kan
løses eller hvilke utilsigtede effekter lovgivning kan have ved implementering. Lobbyismen skaber
altså både input og outputlegitimitet og er nyttige for de eksterne interesser såvel som
politikerne.
Lobbyismen er dermed et gode, både af ideelle og pragmatiske årsager. Lobbyismen har ikke
nogle negative effekter i sig selv, men tillægges værdi i anvendelsen. Derfor må lobbyismen
faciliteres ved at fjerne barrierer herfor.
I det følgende vil jeg vise, hvordan folketingsmedlemmerne alle trækker på de to diskurser,
Befolkningens Talerør og Virkelighedens Eksperter, for at blive enige om lobbyismen som et
grundliggende gode, der ikke rummer godt eller ondt i sig selv, men som anvendes, og dermed
tillægges værdi, af aktørerne.
147 Søren Espersen (DF). Møde nr. 81 (2011).
Side 69
af 116

5.3.1a Virkelighedens Eksperter
Story linen om lobbyismen som et redskab trækker på den virkelighedsopfattelse, at
politikere og embedsmænd eksisterer adskilt fra og uden adgang til virkeligheden. Det
fremgår eksempelvis, når Rasmus Prehn (RPR) henviser til ”… de mange kritiske høringssvar
og henvendelser fra borgergrupper og interesseorganisationer, som tyder på, at det her forslag
måske lyder lidt for godt, i forhold til, hvad der er sandt.” 148 Citatet viser en opfattelse af, at der
lovgives efter, hvad der opfattes som sandheden, mens borgerne og interessegrupperne, i
hvert fald i fællesskab, ved, hvad der er sandt. Derfor har politikere og embedsmænd brug for
”… de mennesker, som er ude i virkeligheden.” 149 Således anvendes det som kritikpunkt, når
lovforslag ikke baseres på indlæg fra ’virkelighedens eksperter’, hvilket opfattes som ”…
vigtig[t] af hensyn til den demokratiske proces.” 150 Afsenderen af dette udsagn, Lotte Thiim
Bertelsen (LTB) anvender dog adverbiet principielt, det er således kun ’principielt’ vigtigt,
hvilket bløder tilknytningen til udsagnet lidt op, idet det viser, at der kan være andre hensyn,
der ikke i så høj grad forudsætter inddragelse af eksperter på virkeligheden.
Lobbyismen konstrueres altså som noget, politikerne aktivt kan til- eller fravælge at lytte til,
alt efter om de vurderer det som passende eller nødvendigt. Lobbyisterne antages desuden
ikke så meget at påvirke det politiske indhold, men primært det tekniske, hvorfor lobbyismen
ikke er problematisk, hvilket eksempelvis Line Barfod rammende beskriver således: ”Sådan er
der på forskellige områder tekniske ting, som ikke har med vores politiske holdninger at gøre,
men som er væsentlige, for at lovene kan fungere på den rigtige måde ude i samfundet.” 151
Ovenstående citat af RPR vidner, via brugen af verbet tyder, om en svagere tilknytning til
udsagnet, end hvis han eksempelvis havde sagt, at høringsvarerne viste, at forslaget var for
godt til at være sandt. Det er altså ikke sådan, at eksperterne fra virkeligheden nødvendigvis
afspejler en sand virkelighed, hvilket jeg vil vende tilbage til i afsnit 5.4.2. Det opfattes dog
som direkte underligt, hvis man slet ikke tager højde for den fremstilling af virkeligheden,
man har fået leveret eller har indhentet. Anne Baastrup betegner dette som ”… en kilde til
undren…” 152 , ligesom Torben Hansen beskriver, at ”… det er dybt besynderligt, at regeringen og
Dansk Folkeparti i aftalen konsekvent ikke lytter […] til anbefalinger fra organisationer og
148 Rasmus Prehn (S). Møde nr. 18 (2010). Min markering.
149 Troels Lund Poulsen (V). Møde nr. 99 (2007). Min markering.
150 Lotte Thiim Bertelsen (SF). Møde nr. 10 (2005).
151 Line Barfod (EL). Møde nr. 81 (2011).
152 Anne Baastrup (SF). Møde nr. 53 (2005).
Side 70
af 116

miljøfolk…” 153. For at understrege opfattelsen af, at det er disse organisationer og miljøfolk,
der besidder viden om virkeligheden, betegner aktørerne det ikke blot som problematisk,
men med ordvalg som undren og de modale adverbier dybt besynderligt, dvs. meget underligt
eller uforståeligt/meningsløst, at aftalen ikke er forankret i disse eksperter, hvorved han
udtrykker en stærk tilknytning til udsagnet, hvis mening ikke burde være til diskussion.
Lobbyismen konstrueres altså som legitimerende og kvalificerende for det demokratiske
output ved at levere ekspertviden, fra dem, som bliver kaldt eksperter på virkeligheden eller
”… hverdagens eksperter…” 154 , og som refererer til eksempelvis pædagoger i børnehaven og
økonomer fra erhvervslivet. Således repræsenteres en virkelighed, hvor politikerne indhenter
den viden om virkeligheden, der opfattes som nødvendig for at kunne formulere brugbar
politik, og som får effekt i overensstemmelse med intentionen, når den implementeres af
netop disse aktører”… ude i den virkelige verden.” 155.
I konstruktionen af lobbyismen som et redskab, der løser problemer, findes desuden en
forestilling om, at lobbyismen bidrager til deliberation. Således argumenteres ofte, for
ønskværdigheden af et lovforslag, med, at der har været en livlig debat 156 , og at ”… der bliver
argumenteret for eller imod…” 157. Der er således en opfattelse af, at jo flere der har deltaget i
debatten og jo flere synspunkter, der har været repræsenterede, desto kvalitetsmæssigt, og
generelt demokratisk, bedre bliver det politiske output, fordi politikerne gennem debatten
med aktører fra virkeligheden får en ”… bedre forståelse for, hvad det er, det her [politiske
tema] handler om…” 158 . På den måde konstruerer politikerne deres relation til lobbyisterne
således, at beslutningerne faktisk bliver bedre, fordi de forskellige argumenter vejes mod
hinanden. 159 Således er der tilsyneladende enighed om, at debatterne med eksterne interesser
ikke handler om, at man selv skal vinde og enten kæmpe mod modvillige agenter, der
implementerer lovgivningen ’forkert’, som i diskursen om de Ansvarshavende Politikere. I
stedet gør de sig ”… umage med at lytte til omverdenen og tage argumenterne ind.” 160
153 Torben Hansen (S). Møde nr. 47 (2005). Min markering.
154 Troels Lund Poulsen (V). Møde nr. 9 (2007).
155 Sophie Løhde (V). Møde nr. 88 (2010).
156 Der henvises som nævnt ofte i teksten til en ’livlig debat. Se fx Thor Pedersen (V). Møde nr. 86 (2006) og
Thomas Adelskov (S). Møde nr. 86 (2006).
157 Ole Glahn (RV). Møde nr. 9 (2005).
158 Jørgen Arbo-Bæhr (EL). Møde nr. 86 (2006).
159 Christian Wedell-Neergaard (KF). Møde nr. 86 (2006).
160 Christine Antorini (S). Møde nr. 106 (2009).
Side 71
af 116

Det er dog ikke kun i udarbejdelsen af en løsningsmodel, politikerne har brug for de eksterne
interesser. Det er også befolkningen, ”… som ved, hvor problemet er, og har fingeren på
pulsen.” 161 Lobbyismen er altså et redskab, hvormed berørte interesser kan gøre politikerne
opmærksomme på, hvilke problemer der findes ”… ude i virkeligheden” 162. Dette giver
anledning til at se nærmere på det andet problem, lobbyismen er et redskab til at løse:
Hvordan man sikrer legitimiteten af det politiske input. Her trækkes på diskursen
Befolkningens Talerør, hvor berørte interesser, og ikke politikere, benytter sig af lobbyismen.
5.3.1b Talerørsdiskursen
I story linen, der konstruerer lobbyismen som et redskab, opfattes lobbyismen også som en
måde at sikre, at det politiske input tager udgangspunkt i befolkningens ønsker og krav,
hvormed der altså trækkes på diskursen om Befolkningens Talerør. Det kan både være
ønskværdigt, fordi politikerne ikke har adgang til virkeligheden og dermed ikke selv kan
erkende, hvad der udgør politiske problemer her, som beskrevet ovenfor. Ønskværdigheden
heraf begrundes dog samtidigt med et deltagelsesdemokratisk ideal, hvor politikernes
politiklægning blot ses som en pragmatisk løsning på det problem, at ikke alle kan deltage
direkte i selve politiklægningen. Ved hjælp af lobbyismen kommer man dog tættere herpå,
idet lobbyismen bliver et ”… talerør …” 163 , hvorigennem befolkningen kan ”… lade deres
mening kommer til orde… [og] ... på den måde får direkte indflydelse på, hvordan det danske
samfund skal se ud.” 164 Hermed undgår man, med Ole Glahns (OGL) gengivelse af Erhard
Jacobsens ord, en situation, der hedder: ”Stem hvert fjerde år, og hold mund i mellemtiden.” 165
OGL tilføjer, at den situation kaldes ”… det repræsentative demokrati. Det er ikke
hensigtsmæssigt, og det er ikke ønskværdigt set ud fra en demokratisk synsvinkel.” 166
Lobbyismen er altså en måde at mobilisere det suveræne folk, eller blot berørte interesser, så
de ”... kan komme til at spille en aktiv rolle i demokratiet.” 167 Citatet afslører dog også, at det
kun er under særlige betingelser, at det repræsentative demokrati ikke opfattes som
ønskværdigt, idet det kun er uønskværdigt set ud fra en demokratisk synsvinkel. OGL indikerer
161 Thomas Adelskov (S). Møde nr. 84 (2006).
162 Pernille Vigsø Bagge (SF). Møde nr. 72 (2009).
163 Kristian Thulesen Dahl (DF). Møde nr. 9 (2005).
164 Jørgen Arbo-Bæhr (EL). Møde nr. 86 (2006).
165 Ole Glahn (RV). Møde nr. 9 (2005).
166 Ole Glahn (RV). Møde. Nr. 9 (2005).
167 Rune Lund (EL). Møde nr. 47 (2005).
Side 72
af 116

altså, at der er andre hensyn, der kan betyde, at der også bør være begrænsninger for
lobbyismen, hvilket udelukkelsen af lobbyister fra beslutninger af principiel art eller
kriseprægede beslutninger, jf. afsnit 4.4.1, er eksempler på fra den sociokulturelle praksis.
Denne ideelle begrænsning af lobbyismen vender jeg tilbage til i afsnit 5.5.2.
Idealet om, at befolkningens ønsker bør være udgangspunkt for den offentlige politiklægning,
er gennemgående for alle politikerne, som ofte legitimerer deres krav i befolkningens ønsker.
Eksempelvis finder Christian H. Hansen (CHA), i forbindelse med et forslag om at
kriminalisere sodomi, rygdækning i, at ”… over 30.000 mennesker, som har skrevet under på for
dyreværnsorganisationen der hedder Dyrenes Venner, 30.000 danskere, og der er endnu
flere...” 168 . CHH legitimerer altså sit krav med, at, hvad han anser for, en substantiel del af
befolkningen deler det med ham. Samtidigt rummer citatet implicit en anklage om, at
regeringen ikke varetager sit hverv som repræsentant for befolkningen, idet CHA mener, at
man bør handle i overensstemmelse med befolkningens ønsker, som han mener, at de endnu
flere end 30.000 danskere repræsenterer. Med dette udsagn konstrueres lobbyismen som en
løsning på det problem, at befolkningen i det repræsentative demokrati ikke har mulighed for
selv at beslutte, hvordan de ønsker, at samfundet skal ordnes på specifikke områder.
Lobbyisten, Dyrenes venner, bliver talerør for den del af befolkningen, der ønsker, at dyresex
skal være ulovlig, og det er et problem, hvis politikerne ikke lytter til dem, hvilket følgende
kritik af Dansk Folkeparti, i forbindelse med en debat om regler for alment boligbyggeri, også
illustrerer: ”… Ignorerer man i den grad, at der er en så stor folkelig protest mod det her? Har
Dansk Folkeparti valgt at lade være med at lytte til befolkningen?” 169 Lobbyister er altså ikke
kun tekniske eksperter, men er også dem, der ved, hvordan befolkningen ønsker samfundet
ordnet – en opgave, der i praksis løses af politikerne, men som politikerne opfatter, ideelt set
burde ligge hos befolkningen.
5.4 De centrale skillelinjer i Folketinget: Hvordan facilitere?
Lobbyismens relation til det politiske system har på nogle områder alligevel udviklet sig til at
være mindre samstemmende med grundlæggende danske idealer end, i hvert fald forskerne
havde, forventet, de ville. Således har ressourcer i dag større betydning for, om man bliver
168 Christian H. Hansen (UFG). Møde nr. 83 (2011).
169 Rasmus Prehn (S). Møde nr. 22 (2005).
Side 73
af 116

inddraget – et karakteristikum, der har eksisteret i hele perioden, men som, man kunne have
forventet, ville være blevet mindre med de strukturelle forandringer, samfundet har
gennemgået i form af eksempelvis et højere uddannelsesniveau (hvormed flere besidder
ressourcen: Viden) og udvikling af informationsteknologier. Brugen af indirekte strategier
som eksempelvis gadeaktioner og mediekampagner opfattes heller ikke at have givet
anledning til den øgede gennemsigtighed, man havde håbet på. Det opfattes således, at det
stadigvæk primært er i lukkede udvalg eller andre ikke-offentlige arenaer, at faktiske
beslutninger træffes. Desuden opfatter politikerne, at dette ofte sker lang tid før, politiske
temaer bliver diskuteret i medierne, på gaden eller i forsamlingshusene. Dette giver anledning
til den story line, jeg, med udgangspunkt i aktørernes eget ordvalg, har valgt at kalde Loge-
fortællingen. Loge-fortællingen refererer til den lukkethed i både adgang og gennemsigtighed,
der kendetegner en loge og, ifølge aktørerne, også lobbyisternes relation til den politiske
beslutningsproces.
Karakteristika såsom kompleksiteten i beslutningsprocessen, i form af eksempelvis en
pluralitet af indflydelseskanaler samt de uønskede metoder, som et fåtal, men dog nogle (3,4
pct.), anvender i deres påvirkningsforsøg, har givet anledning til en story line om Mørkets
Fyrster, som refererer til den overlagte uigennemsigtighed, nogle lobbyister opfattes at
forårsage ved at lyve, manipulere eller på anden vis udvise odiøs adfærd.
Konflikten kan altså rekonstrueres som en kamp mellem to diskurskoalitioner, som har
forskellige syn på, hvor radikale ændringer af relationen, der er nødvendige for at håndtere
problemer med hhv. lukkethed og uigennemsigtighed. Den centrale konflikt angår, hvem der
opfattes som ansvarshavende og dermed, hvem problemløsningsmodeller bør rettes imod.
Den ene diskurskoalition deler den opfattelse, at problemet kan håndteres ved at følge de
spor for normbaseret regulering og begrænset regulering af aktørerne fra det politiske
system, traditionerne lægger op til (jf. afsnit 4.4.2). Løsningsmodellen justerer altså kun i
begrænset omfang relationen, deraf navnet den Bevarende Koalition.
Den anden diskurskoalition taler for, at et mere omfattende brud med stien, i form af
eksempelvis formel regulering, er nødvendigt for at håndtere problemet. Udgangspunktet for
denne løsningsmodel er en opfattelse af, at problemernes ophav er lobbyismen selv, hvorfor
det er lobbyisternes adfærd, der må ændres for at løse problemerne. Sådanne
Side 74
af 116

løsningsmodeller ændrer relationen mere grundlæggende – deraf navnet den Omstyrtende
Koalition.
I det følgende vil jeg redegøre for, hvorledes hhv. den Bevarende Koalition og den
Omstyrtende Koalition hver især trækker på forskellige diskurser for at konstruere
lobbyismen. Denne konstruktion foretages ved hjælp af story lines, som, ved deres
metaforiske form, illustrerer aktørernes forskellige opfattelse af virkeligheden, så de, inden
for de respektive koalitioner, kan blive enige om, hvordan relationen mellem lobbyister og det
politiske system fremover skal håndteres.
5.4.1 Den Bevarende Koalition: Loge-fortællingen
Aktørerne i den Bevarende Koalition deler story linen om relationen mellem lobbyister og det
politiske system som ”… loge-agtig…” 170 , hvilket refererer til den ressourcebestemte
lukkethed angående adgang, som kendetegner den sociokulturelle praksis (jf. afsnit 4.3).
Aktørerne er enige om en story line, der konstruerer lobbyismen som en ufuldendt løsning:
Relationen mellem lobbyister og det politiske system kan til tider være præget af
lukkethed angående adgangen til den politiske beslutningsproces, hvilket udgør en
barriere for anvendelsen af lobbyismen. Lobbyisme er dog grundliggende et gode, fordi det
er et redskab til at legitimere og kvalificere det politiske input såvel som output ved at
forankre det i det suveræne folk og i ’virkeligheden’, som politikerne fungerer særskilt fra
og uden adgang til. Løsningsmodeller på problemer i relationen mellem lobbyister og det
politiske system, bør altså styrke lobbyismen og ikke svække den.
Den Bevarende Koalition udgør den største koalition i Folketinget og rummer eksempelvis
også de fleste af aktørerne fra Den Omstyrtende Koalition, som blot mener, at Loge-
fortællingen ikke udtømmende beskriver problemerne. Den Bevarende Koalition samler
således aktører på tværs af politiske partier og fløje, hvilket jeg fortolker således, at aktørerne
ikke konstruerer relationens ønskede og faktiske karakteristika, som afhængige af politisk
170 Ole Glahn (RV). Møde nr. 9 (2005).
Side 75
af 116

ståsted. I stedet leksikaliseres den story line, som samler koalitionen, altså som objektivt givet
og er dermed tæt på at være naturaliseret og kun i begrænset omfang udfordret af andre.
I Story linen trækkes på Virkelighedens Eksperter og Befolkningens Talerør, som har det
tilfælles, at de opfatter lobbyismen som en løsning i overensstemmelse med story linen om
lobbyisme som et redskab. Samtidigt anerkender aktørerne dog også, at der er aspekter af
relationen, som ikke er ønskværdige. Lukketheden opfattes således at udgøre en ”… central
problemstilling…” 171 , fordi den opfattes at hindre anvendelsen af lobbyismen – dvs. hindre at
de politiske beslutninger træffes på baggrund af viden om virkeligheden og med
udgangspunkt i befolkningens ønsker og krav. Derfor opfattes det som ”… helt afgørende […]
at vi får åbnet de beslutningsprocesser der kører.” 172
I konstruktionen af lobbyismen refererer OGL til, at den politiske beslutningsproces ”…
nærmest foregår loge-agtigt…” 173 , og Søren Espersen (SES) taler om ”… stærke
lobbykredse…” 174 . I tråd med diskursen om de Ansvarshavende Politikere, får det politiske
system skylden for problemet, idet beslutninger, for at øge effektiviteten, ”… formelt set,
faktisk er blevet truffet på lukkede udvalgsmøder måske 2-3 uger før…” 175 , de debatteres i
offentligheden. Hermed får borgerne ikke reelt mulighed for indflydelse. Her trækkes på
Befolkningens Talerør, idet aktørerne ønsker, at beslutninger skal forankres i den brede
befolkning og er optaget af, hvordan man sikrer, at alle kan anvende lobbyismen til at
fremføre sine holdninger.
Koalitionen opfatter især manglende overholdelse af det eksisterende regelsæt som
hindrende for lobbyismen. Politikerne i den Bevarende Koalition er af den opfattelse, at
politikere og det politiske system kontrollerer relationen. Følgeligt er det ”… altså primært
politikernes […] ansvar…” 176 at sikre åbenhed og gennemsigtighed i beslutningsprocesserne.
Derfor må politikerne”… understøtte hele det her demokratiske område… ” 177 samt skabe ”…
171 Ole Glahn (RV). Møde nr. 9 (2005).
172 Ole Glahn (RV). Møde nr. 9 (2005).
173 Ole Glahn (RV). Møde nr. 9 (2005).
174 Søren Espersen (DF). Møde nr. 49 (2005). Min markering.
175 Ole Glahn (RV). Møde nr. 49 (2005).
176 Jørgen Arbo-Bæhr (EL). Møde nr. 86 (2006).
177 Leif Mikkelsen (V). Møde nr. 9 (2005).
Side 76
af 116

fælles vilkår…” 178 , så der kommer ”… en lige og en fair tilgang til at kunne påvirke
processerne…” 179.
Den Bevarende Koalition konstruerer derfor mulige og passende løsningsmodeller således:
De politiske beslutningsgange er ordnet hensigtsmæssigt i forhold til at sikre en
ønskværdig relation. Der er altså ikke brug for at lave om på de formelle regler, der
allerede findes. Ophavet til problemerne er ikke lobbyismen i sig selv. I stedet opstår
problemerne, fordi de formelle regler, der allerede findes for at ordne relationen, ikke
bliver overholdt.
Samtidigt findes der en grundliggende ressourcemæssig ulighed blandt de eksterne
interesser, som har en afsmittende effekt på den politiske deltagelse. Derformå
vilkårene for politisk deltagelse ændres, så de bliver mere ens.
Jeg vil nu vise, hvordan den Bevarende Koalition, som samler hele Folketinget, trækker på de
tre diskurser Befolkningens Talerør, Virkelighedens Eksperter og elementer af de
Ansvarshavende Politikere for at konstruere lobbyismen som et gode, som må faciliteres.
Problemer med privilegering og betydningen af ressourcer må derfor løses uden at ændre
relationens nuværende karakteristika i særligt omfang.
Idet jeg allerede har dokumenteret de to diskurser Befolkningens Talerør og Virkelighedens
Eksperter, vil jeg her fokusere på de Ansvarshavende Politikere, som er det, der adskiller
koalitionen fra den Omstyrtende Koalition.
5.4.1a Ansvarshavende politikere skal facilitere lobbyismen
En af årsagerne til, at relationen er loge-agtig opfattes at være, at politikerne ofte har ”… valgt
ikke engang at inddrage alle de relevante parter…” 180 Dette citat viser, at den privilegerede
inddragelse, såvel som eksklusionen, opfattes som noget, politikerne vælger. Politikerne er
altså ansvarlige for relationen, hvormed der trækkes på de Ansvarshavende Politikere.
178 Leif Mikkelsen (V). Møde nr. 9 (2005).
179 Erling Bonnsen (V). Møde nr. 93 (2006).
180 Thomas Adelskov (S). Møde nr. 84 (2006). Min markering.
Side 77
af 116

Således opfattes det som politikernes ”… ansvar, at enkelte særinteresser ikke får større
indflydelse, end de bør have, men også, at alle med legitime indvendinger har mulighed for at
fremføre deres synspunkter over for beslutningstagerne.” 181 Aktørerne har altså fokus på den
del af den sociokulturelle praksis, hvor politikerne initierer kontakten (jf. afsnit 4.4.4) og
derved skaber uligheden, fordi de altid inviterer de samme. 182
Aktørerne fokuserer altså på, at politikerne vælger ikke at lytte eller indgå dialog, men også ”…
at lovforslag hastes igennem processen, uden at der er tid til at indhente høringssvar fra
relevante organisationer, og uden at der er tid til en ordentlig debat.” 183 Derfor kan problemet
løses ved, at politikerne bliver mere lydhøre overfor de påvirkningsforsøg, befolkningen
kommer med. Det gælder både i de direkte kanaler via fx høringssvar, men også i de indirekte
kanaler, hvilket følgende citat afslører: ”… de store folkelige bevægelser […] har tænkt sig at
give deres mening til kende ved de store demonstrationer den 17. maj, og det kunne være, at alle
politikere også skulle høre efter, hvad der bliver sagt ved de demonstrationer…” 184. Det betyder,
at det bliver problematisk, hvis alle beslutninger, af effektivitetshensyn, træffes inden
eksterne bliver inddraget og i lukkede fora, hvor udefrakommende ikke har mulighed for at
følge med. Udvalgsmøder skal altså, som det mindste, suppleres med debat og ved et større
fokus på de formelle inddragelsesprocedurer som deputationer og høringsprocesser. Det
opfattes ikke problematisk, at de endelige beslutninger træffes i lukkede fora, idet de eksterne
interesser ikke har beslutningskompetence, 185 og det ikke er ”… interesseorganisationerne, der
lovgiver.” 186 Den forudgående inddragelse af de eksterne interesser bør dog have reel effekt
på lovgivningen. Dette fremgår af, at politikerne mener, at de eksterne interesser ”… meget
tidligt i processen [skal have] en mulighed for at komme med deres ideer…” 187 , og at det er
politikernes ansvar at sikre denne mulighed – eksempelvis ved at ”… stå til rådighed for
deltagelse i debatmøder og andre arrangementer…” 188 .
Et andet aspekt, der fremhæves som forklaring på, hvorfor inddragelsen er ulige, og som
trækker på diskursen om de Ansvarshavende Politikere, er, at politikerne ikke overholder de
regler, der allerede findes til at regulere forholdet mellem det politiske system og eksterne
181 Per Stig Møller (KF). Møde nr. 93. (2006).
182 Pia Christmas-Møller (UFG). Møde nr. 103 (2010).
183 Manu Sareen (RV). Møde nr. 81 (2011). Min markering.
184 Jørgen Arbo-Bæhr (EL). Møde nr. 86 (2006).
185 Flemming Bonne (SF). Møde nr. 12 (2009).
186 Jens Hald (V). Møde nr. 31 (2005).
187 Jens Hald (V). Møde nr. 31 (2005).
188 Kristian Thulesen Dahl (DF). Møde nr. 86 (2006).
Side 78
af 116

interessenter: ”Man har ikke overholdt tidsfristerne for, hvornår man fremsætter lovforslaget i
Folketinget; man har heller ikke overholdt tidsfristerne for, hvor lang en høringsperiode man har
givet de berørte organisationer…” 189. De korte høringsfrister opfattes problematiske, idet der
ikke ”… er tilstrækkelig tid til at indhente høringssvar fra relevante organisationer...” 190,
hvormed det politiske output svækkes, fordi ”... inddragelsen af interesseorganisationer og
offentligheden i lovgivningsprocessen jo er med til at sikre kvaliteten af den lovgivning, som vi
laver.” 191
Den manglende overholdelse af de formelle regler, der allerede findes, opfattes ikke kun at
have betydning for, hvor meget man kan nå at lytte til eksterne interesser, før en beslutning
træffes, men opfattes også at give anledning til en skæv fordeling af, hvem der bliver hørt, idet
det bliver ”… de organisationer der har mange ressourcer og har adgang til at få politikerne i
tale, som kan komme med indvendinger…” 192. Anklagen om, at politikere faciliterer uligheden
ved at udelukke de ressourcesvage, der ikke har samme tidsmæssige ressourcer som de
stærke, går igen mange gange. Således mener Karen J. Klint (KJK), at ”… man jo snyder lidt på
vægten…" 193 ved at lægge høringsfrister henover påsken, idet der ikke antages at være ”… ret
mange organisationer, hvor man går på arbejde i påsken for at komme med et høringssvar.” 194
Hermed mener KJK, at nogle stilles dårligere i forhold til at anvende ’talerøret’ end andre, og
politikerne (bevidst eller ubevidst) tilrettelægger beslutningsprocessen, så udvalgte
interesser står relativt bedre.
Det opfattes således, at problemer med den ulige inddragelse kan løses ved at politikerne
tilrettelægger beslutningsprocesserne anderledes og aktivt sørger for en mere lige
inddragelse. Således kan eksempelvis eksklusionen af ungdomsorganisationer (jf. afsnit 4.4.2)
undgås ved at ”... tage højde for de yngre generationers helt anderledes måde at involvere sig
på.” 195
189 Thomas Adelskav (S). Møde nr. 85 (2007).
190 Manu Sareen (RV). Møde nr. 81 (2011).
191 Nick Hæjjerup (S). Møde nr. 83 (2010).
192 Line Barfod (EL). Møde nr. 81 (2011).
193 Karen J. Klint (S). Møde nr. 81 (2011).
194 Karen J. Klint (S). Møde nr. 81 (2011).
195 Lars Løkke Rasmussen (V). Møde nr. 9 (2005).
Side 79
af 116

Aktørerne er altså enige om, at problemer med lobbyismen skyldes, at politikerne ikke
overholder de regler, der allerede findes og generelt ikke gør nok for at facilitere enten
eksterne interessers eller egen anvendelse af lobbyismen. Politikerne opfattes altså, inden for
de eksisterende rammer, at kunne sikre en større lighed i inddragelsen ved at gøre sig
bevidste om deres egen rolle i forbindelse med problemet og aktivt at søge en bred
inddragelse samt gennemsigtige processer. En passende og mulig løsningsmodel konstrueres
altså som rettet mod politikerne og organisationsstrukturen i Danmark generelt, mens formel
regulering af lobbyisterne forekommer mindre meningsfuldt.
5.4.2 Den Omstyrtende Koalition: Mørkets Fyrster
Over for aktørerne i den Bevarende Koalition står denne noget mindre koalition, der deler
story linen Mørkets Fyrster. Story linen Mørkets Fyrster refererer til manglende
gennemsigtighed i relationen. Disse aktører opfatter lobbyisterne som bevidst
ansvarshavende for noget af denne uigennemsigtighed.
Aktørerne i denne koalition mener, at mere omfattende ændringer i relationen er nødvendige,
idet de opfatter problemet som mere grundliggende. Aktørerne ønsker desuden ikke kun at
facilitere lobbyismen, som i den Bevarende Koalition, men at hindre en bestemt form for
lobbyisme. Aktørerne, der deler story linen Mørkets Fyrster, har jeg derfor valgt at kalde den
Omstyrtende Koalition.
Denne koalition samler sig om en story line, der konstruerer lobbyismen således:
Lobbyisme er grundliggende et gode, fordi det er et redskab til at legitimere
og kvalificere det politiske input såvel som output ved at forankre det i det
suveræne folk og i ’virkeligheden’, som politikerne fungerer særskilt fra og
uden adgang til.
Enkelte lobbyister, primært virksomhedsrepræsentanter, udgør dog barrierer
for den gode lobbyisme, idet de lyver, manipulerer og skaber uigennemsigtige
beslutningsgange, så andres mulighed for at påvirke den politiske
beslutningsproces vanskeliggøres, og så det politiske output forringes.
Løsningsmodeller må derfor være rettet mod at fjerne den dårlige lobbyisme,
så den gode lobbyisme faciliteres.
Side 80
af 116

Mørkets Fyrster er en lille koalition bestående af få politikere fra primært Enhedslisten, men
enkelte andre deler også denne story line. Aktørerne konstruerer lobbyismen som et problem
i sig selv, og er de eneste, der betegner påvirkningsforsøg med ordvalg som lobbykredse,
lobbyisme og lignende. Ordvalget lobbyisme betegner altså en negativ leksikalisering af, at
eksterne påvirker den politiske beslutningsproces, mens der anvendes synonymer som
interesserepræsentation, interesseorganisationer eller borgerinddragelse, når den sociale
virkelighed, at eksterne søger indflydelse på de politiske beslutningsprocesser, betegnes som
noget positivt.
Aktørerne har fokus på enkelte ’brodne kar’ i relationen, som de blandt andet mener, udgør en
barriere for politikernes anvendelse af Virkelighedens Eksperter, fordi de snyder og
manipulerer. Også lobbyismens funktion som Befolkningens Talerør opfattes at blive
forstyrret. Det gør den for det første, fordi disse lobbyister ikke er en del af befolkningen, men
repræsenterer virksomheder, der ikke har demokratiske rettigheder. Samtidig betyder den
uigennemsigtighed, de forårsager, at de mennesker, der faktisk burde høres (befolkningen
som opfattes som det legitime udgangspunkt for demokratiet), får sværere ved at
gennemskue, hvad der foregår i de politiske beslutningsprocesser og dermed ved at agere her.
Pga. lobbyismens skjulte karakter antages den at få tvingende virkning på beslutningerne,
fordi politikerne ikke har mulighed for at afværge den. Aktørerne trækker dermed på
diskursen om den Tvingende Lobbyisme for at konstruere den problematiske side af
relationen mellem lobbyister og det politiske system. Da jeg allerede har dokumenteret, at
aktørerne via Virkelighedens Eksperter og Befolkningens Talerør konstruerer lobbyismen
som et gode, vil jeg nu fokusere på, hvorledes de trækker på den Tvingende Lobbyisme.
Aktørerne i denne koalition deler opfattelsen af lobbyismen som overordnet et gode med
resten af Folketinget: ”Problemet er jo ikke den lobbyisme eller den påvirkning af det politiske
system, som foregår, og som på mange måder er god. Problemet er, når store selskaber ansætter
folk til at pleje de store selskabers interesser, og det sker på en sådan måde, at det ikke er
gennemskueligt…” 196 . Aktørerne i denne koalition er også enige med aktørerne fra den
Bevarende Koalition om, at den gode lobbyisme skal faciliteres og ikke hindres. Disse aktører
196 Rune Lund (EL). Møde nr. 93 (2006).
Side 81
af 116

opfatter dog netop disse Mørkets Fyrster fra de store selskaber, som barrierer for den gode
lobbyisme.
Et væsentligt emne angår det opfattede problem om gennemsigtigheden i forhold til, hvem
der forsøger at øve indflydelse. Således opfattes det, at ”…[d]et er vigtigt for demokratiet, at
befolkningen kan se, hvem der påvirker beslutningstagerne…” 197 , og at ”[d]et store problem
ligger i, at man ikke ved, hvem lobbyorganisationerne repræsenterer, hvad der er deres
dagsorden, eller hvem der finansierer deres arbejde.” 198 Dette er endda en uigennemsigtighed,
som aktørerne i denne koalition opfatter, at lobbyisterne forårsager med vilje: ”Vi har set
sager, hvor ngo’er viser sig ikke at være ngo’er, men i virkeligheden en stor industrikoncern, som
forsøger at arbejde i det skjulte.” 199 Uigennemsigtigheden angående, hvem det er, der påvirker,
opfattes grundliggende problematisk:”… det efterlader altså en blind vinkel i politik, der svigter
de gode demokratiske idealer om troværdighed og gennemsigtighed.” 200
Uigennemsigtighedsproblematikken angår dog ikke kun, hvem der påvirker – dvs. hvem der
anvender redskabet. Aktørerne refererer også til et ’mørke’, lobbyister opfattes at lægge over
sandheden/virkeligheden. Ved at manipulere med eller tilbageholde information mistænkes
de for at snyde politikerne til at have andre holdninger, end de ellers ville have haft. I
konstruktionen af lobbyismen som et problem, trækker aktørerne således også på diskursen
om Virkelighedens Eksperter, idet lobbyisterne leverer information. Dog opfattes lobbyismen
af disse aktører, ikke kun at levere viden om virkeligheden, men, jf. analysen af lingvistiske
elementer i RPRs citat i afsnit 5.3.1a, også potentielt at sløre virkeligheden. Det gør de
ubevidst, fordi de ikke nødvendigvis selv kender hele virkeligheden, men også bevidst ved at
tilbageholde information eller ved at præsentere misvisende information. Således anklages
Landbrug og Fødevarer for ikke at oplyse om pesticider og gmo, og dermed ikke at ”... skabe
lys, der hvor der er mørke.” 201 BUPL anklages for at forsøge at ”… bilde den danske
befolkning…” 202 noget ind, og PCL anklager videre Pelsdyravlerforeningen ”… for at have
197 Mette Gjerskov (S). Møde nr. 93 (2006).
198 Rune Lund (EL). Møde nr. 93 (2006).
199 Rune Lund (EL). Møde nr. 93 (2006).
200 Jesper Petersen (SF). Møde nr. 94 (2010)
201 Per Clausen (EL). Møde nr. 28 (2010).
202 Per Ørum Jørgensen (KF). Møde nr. 64 (2007).
Side 82
af 116

inviteret på besøg på danske minkfarme på et tidspunkt af året, hvor man kan sige, hvor
muligheden for at se de dårlige forhold for dyrene er mindst mulige.” 203
Citatet om Pelsdyravlerforeningen repræsenterer dog samtidigt en opfattelse af, at den slags
kun kan lade sig gøre i tilfælde af, at man er enelobbyist eller i hvert fald er en stærkt
dominerende interesse inden for sit politiske felt. Dermed reduceres lobbyismens funktion
som redskab til at erkende virkeligheden (jf. diskursen om Virkelighedens Eksperter), ved at
lobbyisterne tilrettelægger vilkårene for, hvordan virkeligheden kan erkendes. Således
udtaler PCL i samme forbindelse, at det jo godt kan ”… betyde noget, hvordan man
tilrettelægger forskningen, hvem der betaler, for der er jo ikke meget forskning i mink i
Danmark, hvis Dansk pelsdyravlerforeningen ikke betaler for det.” 204 Implicit i citatet afsløres
en formodning om, at forskellige finansieringskilder til forskningen (dvs. forskellige kilder til
viden) vil lede til øget gennemsigtighed. Forskningen forventes at blive tilrettelagt på
forskellige måder, der ikke nødvendigvis på forhånd giver anledning til fordelagtige resultater
for Dansk Pelsdyravlerforening. Det mere grundliggende problem er altså den privilegerede
inddragelse af særinteresser, idet det antages, at der ellers ville udvikles et system med
checks-and-balances, hvor lobbyisterne ville kontrollere og regulere hinanden. Dette viser, at
aktørerne i den Omstyrtende Koalition både konstruerer lobbyismen via Mørkets Fyrster,
men også via Loge-fortællingen.
5.5 Formel regulering – en oplagt mulighed?
Udgangspunktet for opfattelsen af passende og mulige løsninger er, at lobbyismen er et gode,
men at der samtidigt findes karakteristika ved relationen, der hindrer, at dette gode udnyttes
af ’brugeren’ (politikere og/eller eksterne interesser). Målet er derfor at fjerne barrierer for
lobbyismen. Dette har de to koalitioner til fælles, men som det fremgår af ovenstående, har de
forskellige opfattelser af, hvad der udgør disse barrierer. I den dominerende Bevarende
Koalition opfattes politikerne som de ansvarshavende i relationen. Barrierer for lobbyismen
er derfor primært politikeres uønskværdige adfærd, hvilket jeg dokumenterede i afsnit 5.4.1a.
Den Omstyrtende Koalition mener, at nogle lobbyister ødelægger det for de øvrige såvel som
for politikerne, der har glæde af ’den gode lobbyisme’. Idet en del af problemet skyldes
203 Rená Christensen (DF). Møde nr. 93 (2011).
204 Per Clausen (EL). Møde nr. 93 (2011).
Side 83
af 116

lobbyisternes adfærd, og ikke politikernes, er det ikke tilstrækkeligt at overlade en løsning til
politikerne og organisationsstrukturen, hvilket opfattes kun at løse nogle af problemerne
(loge-problematikken), mens problemet med Mørkets Fyrster kræver ændring af
lobbyisternes adfærd. Den problematiske lobbyisme må hindres, for at facilitere den gode
lobbyisme, hvorfor formel regulering rettet mod lobbyister, som i EU, opfattes som passende.
Den Omstyrtende Koalition er dog i undertal og har ikke haft held til at vinde den diskursive
kamp om at konstruere lobbyisterne som ansvarshavende i relationen. I stedet synes
diskursen de Ansvarshavende Politikere at dominere konstruktionen af den problematiske
side af relationen mellem lobbyister og politikere, hvorfor regulering af lobbyister ikke er
blevet en del af et passende mulighedsrum. Regulering nævnes ganske vist kun ganske få
gange som en mulighed og affejes hurtigt som meningsløst af aktørerne fra den dominerende
koalition. Idet den Omstyrtende Koalition grundliggende er enige i den Bevarende Koalitions
grundantagelser om lobbyismen som et redskab, bliver den Bevarende Koalitions argumenter
desuden vanskelige at udfordre.
Præmisserne for passende og mulige løsningsforslag – dvs. det konstruerede mulighedsrum
for løsning af problemer angående lobbyismen kan opsummeres med følgende citat af Per Stig
Møller (PSM):
”Og så synes jeg også, at man lige skal være opmærksom på, at lobbyisme jo ikke i sig selv er
kriminelt. Vi modtager jo deputationer hele tiden i alle folketingsudvalg, og vi ved også godt,
hvad de repræsenterer. Jeg tror ikke, at politikere er dummere, end at de også kan gennemskue,
at der er nogle interesser, der selvfølgeligt bliver varetaget og repræsenteret. Jeg synes, at vi som
beslutningstagere skal synes, at alle skal kunne komme frem til os, hvad enten det er lobbyister,
eller det er private personer, som har et synspunkt eller en indvending, som bør indgå i
beslutningstagernes overvejelser.” 205
Citatet viser flere ting, der taler imod regulering som oplagt løsningsmodel. For det første
fremgår det, at lobbyismen er ønskværdig, fordi den bidrager med ’noget’, som ”… bør indgå i
beslutningstagernes overvejelser.” 206 Hermed trækkes på Virkelighedens Eksperter, idet
lobbyismen er nødvendig for at politikerne kan træffe kompetente beslutninger og dermed
205 Per Stig Møller (KF). Møde nr. 93. (2006).
206 Per Stig Møller (KF). Møde nr. 93. (2006).
Side 84
af 116

forbedre det politiske output. Med ordet synspunkt henviser PSM til Befolkningens Talerør og
trækker således på et ideal om, at den politiske beslutningsproces bør være forankret i, hvad
lobbyister og privatpersoner ’synes’. Dette afslører Redskabsfortællingens rolle i
konstruktionen af mulighedsrummet.
PSM siger også, at politikere ikke er dumme, og at de er bevidste om, at de bliver påvirket på
baggrund af givne interesser, hvilket afslører politikernes ansvarshavende rolle. Endeligt
understreger PSM, at lobbyismen ikke er noget kriminelt og altså ikke er noget, man
overordnet bør kriminalisere. I forlængelse heraf forekommer regulering ikke oplagt, hvilket,
jeg nu vil vise, også er opfattelsen i den dominerende koalition i Folketinget: Den Bevarende
Koalition, som stort set har vundet kampen om at konstruere mulighedsrummet angående
lobbyismen.
5.5.1 Tradition for tillid og åbenhed
Lobbyisme har som beskrevet været en del af det danske, politiske system i over hundrede år.
Over tid er der opbygget regler og rutiner for, hvorledes lobbyismen passende kan have sit
virke. En story line, som dog kun i begrænset omfang kan identificeres, er derfor fortællingen
om Danmark som en lille andedam, hvor alle kender alle, og der findes traditioner for
åbenhed og gennemsigtig, som gør regulering unødvendig, hvilket jeg har afdækket i analysen
af den sociokulturelle praksis i afsnit 4.4.1.
I det omfang aktørerne har naturaliseret denne virkelighedsopfattelse, er de ikke
nødvendigvis altid bevidste om den, da den fremstår som ’sand’ og åbenlyst givet. Endvidere
forekommer det ikke oplagt at påpege selvfølgeligheder, som at lobbyismen ikke er et
problem, da den er reguleret af et internaliseret normsæt, førend andre forsøger at
konstruere lobbyismen som problematisk. Denne virkelighedsopfattelse kan altså ikke
dokumenteres ved at se på, hvor ofte man kan finde spor efter den. I stedet må anvendes
lingvistiske værktøjer til at afdække, hvor naturaliseret virkelighedsopfattelsen er blandt
politikerne.
Selvom virkelighedsopfattelsen kun sjældent manifesterer sig, vidner brugen af kategoriske
modaliteter om en høj tilknytning til udsagnene. Dette kommer eksempelvis til udtryk, når
Morten Messerschmidt (MME) siger, at ”… [d]er er det altså vigtigt for os at slå fast, at man jo i
Side 85
af 116

Danmark har en helt anden åbenhed, en helt anden tradition end den vi kender fra EU-systemet.
I EU med de enormt mange procedurer – og vanskeligt gennemskuelige procedurer – er det jo
stort set umuligt for f.eks. pressen at gennemskue, hvad der rent faktisk er op og ned på de
enkelte sager. Det er noget, vi slet ikke kender fra Folketinget, hvor pressen i den grad er aktiv og
faktisk udgør det, som man kalder den fjerde statsmagt.” 207 Her bruges præsensformen
(kategorisk tidsangivelse) hyppigt, hvormed udtrykket kommer til at fremstå som sandheden
– ikke noget der kan diskuteres, eller som man kan opfatte anderledes. I endnu højere grad
lægger jeg dog mærke til brugen af meget stærke modaladverbier som slå fast, slet ikke, i den
grad og faktisk, der vidner om en høj grad af tilknytning til udsagnet. Det bør, ifølge
afsenderen MME, forekomme selvfølgeligt for modtageren af udsagnet, at sådan forholder
virkeligheden sig. MME behøver ikke at argumentere for, at vi har andre traditioner og
erfaringer i Danmark end i EU. Et behov, der bliver endnu mindre, i kraft af MMEs relativt høje
troværdighed i forhold til at udtale sig om forskelle på EU og Danmark, som han havde i kraft
af at sidde i Europarådets parlamentariske forsamling på det tidspunkt, han kom med
udtalelsen.
I denne story line henvises, udover betydningen af traditioner, også til fraværet af skandaler
(critical junctures) i dansk sammenhæng (jf. afsnit 4.5.1), hvilket anvendes til at begrunde,
hvorfor regulering af lobbyismen ikke er nødvendigt i Danmark: ”Men man har jo forskellige
traditioner, og man har også forskellige erfaringer, og de erfaringer, vi har haft hidtil, har jo
ikke været af den art, som man har været udsat for i USA. Så derfor er der ikke nogen grund til at
indføre amerikanske systemer bare for Amerikas skyld.” 208 I USA er lobbyisme altså noget man
er udsat for. Tilsvarende opfattelse findes angående lobbyismen i EU. 209 Lobbyismen i
Danmark opfattes derimod i højere grad som noget, der støtter den demokratiske proces, jf.
afsnit 5.3.1, og som man erfaringsmæssigt kan have tillid til. I lyset af min viden om de
skandaler, der har været i amerikansk kontekst (jf. afsnit 4.5.1), fortolker jeg det således, at
PSM refererer til erfaringer som eksempelvis Jack Abramoff-skandalen. Når lobbyismen ikke
opleves som et problem, er der, ifølge Lars Barfoed (LBA), ”… ingen grund til at lovgive mere
detaljeret end nødvendigt, og derfor er det en fornuftig balance, der er i reglerne, som de er i
207 Morten Messerschmidt (DF). Møde nr. 93 2006. Min markering.
208 Per Stig Møller (KF). Møde nr. 93 (2006). Min markering.
209 Se Møde nr. 93 (2006).
Side 86
af 116

øjeblikket.” 210 En udtalelse der må forventes at have relativ høj troværdighed grundet LBAs
funktion som justitsminister, hvor han eksempelvis er ansvarlig for at regulere
embedsmændenes relation til eksterne interesser via Forvaltningsloven, og dermed forventes
at have et godt kendskab til reglerne, som de er i øjeblikke.
Alt i alt er flertallet af Folketingets aktører altså uenige i, at problemer i stil med dem i
fortællingen om Mørkets Fyrster er kendetegnene for dansk lobbyisme, hvorfor ændringer
med henblik på at løse denne slags problemer ikke forekommer relevante.
5.5.2 ”Folketinget er ikke bare et efterretningskontor.” 211
De fleste aktører opfatter relationen mellem lobbyismen og det politiske system som
kontrolleret af politikerne, som ikke bare skal ”… efterkomme, hvad interesseorganisationer
ønsker.” 212 Aktørerne i den Bevarende Koalition anerkender, om ikke andet det hypotetiske
problem, at lobbyister kan lyve, manipulere eller på anden vis opføre sig uønskværdigt. Disse,
aktører mener dog ikke, at det udgør et reelt problem.
For det første er der, jf. ovenstående, ikke erfaring for den slags i Danmark. Desuden forstås
det således, at ”… organisationerne i Danmark ikke er en del af vores forfatning. Det er ikke
sådan, at vi har en fjerde magt i det her land, som er organisationerne…” 213. Derfor opfattes de
ikke at have reel magt. Det er med, Jens Halds ord, ”… jo ikke interesseorganisationerne, der
lovgiver.” 214 De politiske beslutninger træffes af politikerne og ikke lobbyisterne, som blot
fungerer som ”… ekspertbistand…” 215. Med ordvalget bistand afsløres et syn på lobbyister som
hjælpere eller agenter, og dermed ikke som egentlig magthavere med kontrol over den
egentlige beslutning.
Selv hvis den slags uærlig lobbyisme skulle forekomme, opfattes konsekvenserne heraf som
minimale, da politikerne forholder sig kritisk til de oplysninger, de får leveret af de eksterne
interesser. Således udtaler SEP, at man skal anvende ”… sine egne politiske principielle ideer og
sund[e] fornuft…” 216 . Lobbyisterne kan altså levere viden og sørge for, at beslutningerne
træffes på et kompetent grundlag, men det er principper, der vægter de oplysninger
210 Lars Barfoed (KV) Møde nr. 94 (2010).
211 Birthe Rønn Hornbech (V). Møde nr. 67 (2007).
212 Ole Glahn (RV). Møde nr. 25 (2006).
213 Lars Barfoed (K). Møde nr. 81 (2011).
214 Jens Hald (V). Møde nr. 31 (2005).
215 Pia Christmas-Møller (UFG). Møde nr. 103 (2010). Min markering.
216 Søren Espersen (DF). Møde nr. 81 (2011).
Side 87
af 116

politikerne kommer med, som også skal igennem et filter af ’sund fornuft’. Samtidigt bør det
”… være helt naturligt, at man tager en etisk vurdering med ind…” 217.
Udtalelserne viser tilsammen, at politikerne opfatter, at de træffer beslutningerne
selvstændigt, og at de kan hæve sig over den påvirkning, der kommer udefra. Det opfattes
altså som muligt for en politiker at være ”… komplet ligeglad med, hvad Dansk Industri siger,
hvad Dansk Arbejdsgiverforening siger, hvad Dansk Erhverv siger.” 218 Sidstnævnte citat er
egentligt en kritik mod venstrefløjen, fordi de netop vælger ikke at lytte til de navngivne
interesser. Ikke desto mindre viser citatet, at det faktisk opfattes som muligt at ignorere de
eksterne interesser, hvis man ikke er enige i det, de siger, eller man ønsker at prioritere
anderledes. Den mest gængse holdning er dog, at politikkerne bør lytte til interesserne af de
hensyn diskurserne om hhv. Befolkningens Talerør og i særlig grad Virkelighedens Eksperter
værdsætter, men at der i sidste ende bør foretages en kritisk afvejning på baggrund af
politikernes egne principper.
Jørn Dohrmann (JDO) opsummerer: ”Hvorfor skulle vi have den politiske behandling, hvis man
bare vil tage det til indtægt og skrive lovene efter det, som de såkaldte eksperter er kommet frem
til.” 219
5.5.3 Regulering som barriere
Jeg har allerede beskrevet, at aktørerne ser lobbyismen som en ressource, og at regulering
derfor forekommer meningsløst. Alligevel forholder enkelte politikere sig til regulering som
en mulighed, idet de argumenterer mod regulering af lobbyismen. Således mener den
dominerende Bevarende Koalition, at man skal være varsom med regulering, idet man
risikerer at miste denne ressource: Lobbyismen.
Frygten for at miste lobbyismen fremgår desuden af følgende citat om ønskværdigheden af en
registreringsordning i Danmark, som den man har indført i EU: ”Desuden rejser en tvungen
registreringsordning en række spørgsmål om, hvordan vi sikrer, at beslutningsprocedurerne i EU
217 Lise von Seelen (S). Møde nr. 76 (2011).
218 Tina Nedergaard (V). Møde nr. 17 (2010).
219 Jørn Dohrmann (DF). Møde. Nr. 16 (2005).
Side 88
af 116

så vidt muligt er åbne for alle, der ønsker at bidrage. Hvis man blot har en enkeltsag at fremføre,
skal man så registreres, eller udelukkes man, fordi man ikke er registreret?” 220
Citatet illustrerer en frygt for at regulere lobbyisterne væk, fordi man opfatter det således, at
lobbyisterne bidrager med noget. Der trækkes således på diskursen om Virkelighedens
Eksperter. Citatet afslører desuden en opfattelse af, at regulering af lobbyismen ikke kun er
ineffektivt, fordi det ikke forholder sig til det virkelige problem, som er uhensigtsmæssig
adfærd blandt politikere (jf. de Ansvarshavende Politikere), der ikke fordrer åbenhed og
gennemsigtighed. PSM anvender verbet ’udelukkes’ og henviser således til problemstillingen
med eksklusion. Regulering opfattes altså som endnu en barriere for lobbyismen, som dermed
frygtes at have den modsatte virkning – at privilegeret adgang i endnu højere grad bliver et
kendetegn. Især fokuseres på de snævre interesser, som kun søger indflydelse på enkeltsager,
og for hvem omkostningerne forbundet med regulering hurtigt forventes at overstige
udbyttet. Politikerne har her også fokus på de ressourcesvage. Således argumenteres mod et
reguleringsforslag i form af økonomiske gebyrer med ”… at, der er tale om at begrænse de
mennesker, som sidder derude og bruger deres søndag eftermiddage på at gå de her sager igennem
for os…” 221 . Citatet afslører en bekymring for, at de mest ressourcesvage udelukkes, fordi det
kræver for mange økonomiske ressourcer at begå sig i et reguleringsfyldt område.
Aktørerne i den Omstyrtende Koalition er i særligt grad bekymrede for den lobbyisme, der
udføres af virksomhederne. Det er de, fordi de ikke mener, at virksomhederne er legitime, da
de ikke repræsenterer borgernes interesser, hvormed der trækkes på diskursen om
Befolkningens Talerør. Eksempelvis ønsker de ”… at sikre en klar adskillelse mellem de
personer, som repræsenterer industriens interesser, og de personer, som repræsenterer
borgernes…” 222 . Aktørerne fra den Bevarende Koalition har i dette tilfælde dog fokus på, at
repræsentanter fra erhvervslivet kan levere ekspertviden, jf. Virkelighedens Eksperter:
”Vedrørende selve industrien vil jeg da gå så langt som til at sige, at det jo måske også godt
kunne være, at de havde noget kompetent at komme med i forbindelse med
lovgivningsarbejdet.” 223 Selvom lobbyister altså ikke altid opfattes som berettiget til at deltage,
220 Per Stig Møller (KF). Møde nr. 93. (2006).
221 Mette Gjerskov (S). Møde nr. 34 (2010).
222 Rune Lund (EL). Møde nr. 93 (2006).
223 Mette Gjerskov (S). Møde nr. 93 (2006).
Side 89
af 116

opfattes regulering uhensigtsmæssig, fordi det politiske output opfattes at blive forringet ved
at udelukke nogen – også selvom de, der udelukkes, ikke udgør en del af det suveræne folk.
5.6 Delkonklusion
Der hersker enighed om, at lobbyismen er en nødvendig og ønskværdig del af det politiske
system, fordi det løser flere demokratiske problemstillinger. Der er altså ingen grund til, at
politikerne skulle stille spørgsmålstegn ved lobbyismens tilstedeværelse i det politiske
system eller det fænomen, at eksterne søger, og også opfattes faktisk at få, indflydelse i de
politiske beslutningsprocesser. Lobbyismen opfattes både som nødvendig, og som en del af et
ideelt demokrati. Lobbyismen er således konstrueret, som noget der skal faciliteres snarere
end at hindres. En principiel debat om lobbyismens tilstedeværelse forekommer altså
meningsløs.
OGL opsummerer relationen mellem politikere og lobbyister, som ”… en situation, hvor mange
mennesker faktisk kan være med til at kvalificere beslutninger, der skal træffes lokalt, ved at de
kommer med deres synsvinkler, deres ideer til, hvordan den her opgave skal løses, og så møder de
nogle argumenter måske imod eller nogle ekstra spørgsmål, som kan være med til at belyse hele
denne problemstilling på en bedre måde. Så det vil sige, at ved at inddrage borgerne mere […]
inden man træffer beslutningerne, får man en bedre kvalificering af beslutningerne. Desuden får
man altså også en legitimering af de beslutninger.” 224
Folketingsmedlemmerne er desuden enige om en konstruktion af relationen mellem
lobbyister og det politiske system som loge-agtig, idet den er kendetegnet ved en lukkethed
angående adgangen. Koalitionen har således fokus på den del af den sociokulturelle praksis,
der angår privilegeret inddragelse og mener, at en bedre tilrettelæggelse af
beslutningsgangene, kombineret med en aktiv indsats fra politikernes side, er den bedste
løsning af problemet. Den Bevarende Koalition mener, at det er politikerne og
beslutningsgangene, der er årsagen til denne lukkethed. Den Omstyrtende Koalition mener
dog desuden, at lobbyisterne selv har betydning herfor – særligt i kraft af den
uigennemsigtighed, de mener, lobbyisterne intentionelt forårsager. Således er den
224 Ole Glahn (RV). Møde nr. 9 (2005). Min markering.
Side 90
af 116

Omstyrtende Koalition i særlig grad optaget af muligheden for parlamentarisk kontrol og
borgernes mulighed for at vurdere behovet for at intervenere, som de mener, bliver
vanskeliggjort af uærlige lobbymetoder. Derfor ønsker de at eliminere denne form for
lobbyisme – eksempelvis ved at regulere den bort.
Den Omstyrtende Koalition er dog i undertal og har ikke haft held til at vinde den diskursive
kamp om at konstruere lobbyisterne som ansvarshavende i relationen. I stedet synes
diskursen om de Ansvarshavende Politikere at dominere konstruktionen af den
problematiske side af relationen mellem lobbyister og politikere, hvorfor regulering af
lobbyister opfattes som en passende løsningsmodel.
Regulering affejes af aktørerne fra den dominerende koalition, som finder regulering, ikke
bare ineffektivt, men også som endnu en barriere, og dermed en forværring af det egentlige
problem. Idet den Omstyrtende Koalition grundliggende er enig i den Bevarende Koalitions
grundantagelser om lobbyismen som et redskab, bliver den Bevarende Koalitions argumenter
desuden vanskelige at udfordre. Den Omstyrtende Koalition har således ikke formået
synderligt at påvirke mulighedsrummet angående relationen mellem lobbyister og det
politiske system. Lobbyismen i sig selv er derfor konstrueret som uproblematisk i dansk
kontekst, hvor der ikke er erfaring for, at vi har ondsidet lobbyisme. Videre opfattes
lobbyisterne primært at fungere som redskab, mens det er politikeres principper og sunde
fornuft, der udgør grundlaget for den egentlige politiklægning.
Side 91
af 116

6. Konklusion
Mit ærinde har været at bidrage til at udfylde to overordnede mangler i politologiens
vidensbase. For det første har jeg ønsket at frigøre lovgivernes tanker om dansk lobbyisme
ved at afnaturalisere de opfattede rammer for håndtering heraf. For det andet har jeg ønsket
at bidrage til forståelsen af, hvorfor formel regulering af lobbyismen ikke sættes på
dagsordenen. Fuldbyrdelsen af disse mål har været styret af følgende problemformulering:
1. Hvorledes konstrueres relationen mellem lobbyismen og det danske,
politiske system?
2. Hvilken betydning har denne konstruktion for mulighedsrummet
angående formel regulering af dansk lobbyisme?
Jeg har struktureret min analyse med udgangspunkt i Faircloughs tredimensionelle model.
Dette har givet anledning til nogle operationaliseringsmæssige udfordringer, hvilket jeg vil
vende tilbage til i afsnit 6.1. Først vil jeg opsummere mine empiriske fund.
Det første interessante fund, jeg har gjort, er, at principielle drøftelser af lobbyismen kun
sjældent finder sted. Når emnet er blevet bragt på banen, bliver diskussionen hurtigt lukket
med begrundelsen, at det er upassende at diskutere præmisserne for lobbyismen i en politisk
kontekst. Spørgsmålet herom opfattes altså som apolitisk. Med termer fra et andet
konstrueret apolitisk domæne, økonomien, kan man sige, at folketingspolitikerne konstruerer
emnet, så det blot drejer sig om at finde en pareto-optimal relation mellem lobbyismen og det
politiske system. Følgeligt er det ikke passende, at diskutere præmisserne herfor i Folketinget,
hvor politiske hensyn risikerer at stå i vejen for at finde den bedst mulige løsning.
Analysen af den sociokulturelle praksis har vist, at relationen mellem lobbyister og det
politiske system er præget af privilegering på baggrund af berøringsgrad og ressourcer.
Lobbyisterne anvender primært ønskværdige metoder, der bidrager til at opfylde forskellige
demokratiske idealer, og som effektiviserer beslutningsprocesserne. Indholdsanalysen viste
også, at pluraliteten i brugen af kanaler både øger og reducerer gennemsigtigheden i de
politiske beslutningsprocesser, Det gør den, fordi de forskellige kanaler på hver deres måde
hæmmer og fordrer idealerne. I indholdsanalysen tog jeg udgangspunkt i pluralisme,
gennemsigtighed og parlamentarisk kontrol som grundlæggende idealer i den danske
politiske kultur. Disse har jeg identificeret ved at se på ikke-diskursive manifestationer i form
Side 92
af 116

af eksempelvis Grundloven. Med udgangspunkt i idealerne fortolkede jeg relationen mellem
lobbyismen og det politiske system som grundliggende ønskværdig – dog med problematiske
aspekter.
Denne viden gav anledning til en forventning om to typer argumenter i den diskursive
praksis. Dette er en type argumenter, der handler om lobbyismens egenskaber som enten
problem eller løsning, og en argumenttype omhandlende hvem der er initiativtager i
relationen, og dermed hvem der udgør ophavet til problemer og løsninger. Til sammen gav
disse to typer argumenter anledning til fire mulige diskurser, som alle i større eller mindre
omfang også er blevet genfundet i folketingsreferaterne. Disse er Virkelighedens Eksperter,
Befolkningens Talerør, de Ansvarshavende Politikere og den Tvingende Lobbyisme.
Virkelighedens Eksperter og Befolkningens Talerør anvendes af et samlet Folketing.
Folketinget konstruerer grundlæggende lobbyismen som et gode, der ikke har betydning i sig
selv, men i kraft af sin anvendelse som redskab. I forlængelse heraf er det ikke passende at
diskutere muligheden for at undgå lobbyismen, hvilket bidrager til en forståelse af, hvorfor
emnet er blevet apolitisk. Lobbyismen konstrueres følgeligt som, noget, der bør beskyttes og
faciliteres. Derfor er alle aktørerne i Folketinget enige om, at eventuelle barrierer for denne
løsningsorienterede lobbyisme må fjernes.
Jeg har identificeret to forskellige, delvist konkurrerende, opfattelser af, hvilke barrierer der
findes. Dette er barrierer angående adgangen til de politiske beslutningsprocesser, der
udlægges som forårsaget af det politiske system og politikerne selv. Eksempelvis politikere
der ikke lytter, eller som tilrettelægger beslutningsprocesserne, så det skaber privilegeret
inddragelse. Dette er en form for barriere, som politikerne alle er enige om, findes.
Den anden type barrierer er den ’dårlige lobbyisme’, som opfattes at skabe
uigennemsigtighed. En lille gruppe politikere er således af den opfattelse, at en del af
lobbyisterne, qua deres metoder, udgør en barriere for de øvrige lobbyister. Tilmed er dette
lobbyister, der opfattes som mindre berettigede til at deltage, idet de ikke opfattes at
repræsentere borgere men virksomheder.
Disse forskellige udlægninger af samme sociale virkelighed har jeg navngivet hhv. Loge-
fortællingen og fortællingen om Mørkets Fyrster. Navnene henviser til metaforer, aktørerne
Side 93
af 116

anvender for at reducere kompleksiteten af den sociale virkelighed, så de kan samles i
såkaldte diskurskoalitioner.
Jeg har rekonstrueret tekstmaterialet som en konkurrence mellem to diskurskoalitioner, som
kæmper om at gøre deres udlæggelse af virkeligheden dominerende. Den ene er den
Bevarende Koalition, der desuden trækker på diskursen om de Ansvarshavende Politikere, og
som mener, at barrierer kan fjernes uden at ændre grundlæggende ved inddragelsen af
lobbyister i den politiske beslutningsproces. Det mener de, fordi politikerne opfattes at
kontrollere relationen og at være i besiddelse af et demokratisk mandat til at gøre det, hvilket
legitimerer relationen. Den anden er den Omstyrtende Koalition, der ønsker at ændre
relationen mellem lobbyister og det politiske system mere grundlæggende ved at
kriminalisere en del af lobbyismen. Det gør de, fordi de desuden trækker på diskursen om den
Tvingende Lobbyisme, der udlægger lobbyismen som noget politikerne ikke har kontrol over,
fordi den opererer i det skjulte.
Endelig har jeg vist, at det er lykkedes den Bevarende Koalition at dominere domænet, idet
den Bevarende Koalitions udlægning af den sociale virkelighed stort set er blevet
altdominerende. Story linen Mørkets Fyrster afvises altså, af den dominerende koalition, som
en hypotetisk problemstilling, der ikke har relevans i dansk kontekst.
Lobbyisters tilstedeværelse i den politiske beslutningsproces i Danmark konstrueres som
apolitisk. Lobbyismen konstrueres som en selvfølgelig, nødvendig og ønskværdig del af
demokratiet, som bør faciliteres. ’Dårlig lobbyisme’ opfattes som en hypotetisk
problemstilling i dansk kontekst, hvor normer og tillid regulerer lobbyismen. Derfor opfattes
regulering som upassende. Relationen udlægges samtidigt som kontrolleret af politikerne. De
problemer (i form af barrierer), der karakteriserer relationen, konstrueres således, at de kan
løses af politikerne inden for de eksisterende rammer – eksempelvis fordi det er politikerne,
der forårsager nogle af problemerne. Regulering opfattes altså ikke kun som upassende, men
desuden som ineffektiv, idet det ikke adresserer den problemstilling, der opfattes reelt at
være: At politikerne ikke lever op til deres ansvar og overholder de eksisterende regler.
Side 94
af 116

6.1 Teoretiske implikationer: Trialektiske forhold
Det teoretiske, såvel som metodiske, udgangspunkt for mit speciale har været Faircloughs
diskursteori og hans tredimensionelle model. Faircloughs model muliggør et blik for det
dialektiske forhold mellem sprogbrug og praksis, der tilsammen skaber magtstrukturer. Da
jeg har kastet lys over en politisk problemstilling, mener jeg, at aktørers strategiske handlinger
udgør en vigtig brik for forståelsen. I Faircloughs KDA fremstår det dog således, at
magtstrukturer har tvingende effekt på aktørerne, som ikke har nogen handlemuligheder. Jeg
har forsøgt at løse denne mangel, som, jeg mener, Faircloughs KDA har i forhold til at fungere i
en politisk kontekst, ved hjælp af den diskursive institutionalisme og begreber udvalgt fra
Hajers argumentative diskursteori. Hermed har det været muligt for mig at analysere det
trialektiske forhold mellem sociokulturelle praksisser, diskursive praksisser og strategiske og
kreative aktører.
Ikke-beslutninger har længe været en udfordring for politologien. Jeg mener, at
diskursteorien er et oplagt bud på en måde at opnå forståelse af ikke-beslutninger. Jeg har
foretaget en mindre justering af Hajers begreb story lines. Således har story lines i dette
speciale, desuden været symbolske referencerammer til forenkling af ikke-problemer.
Justeringen er simpel. Redskabsfortællingen viser dog, at denne justering tillader et blik for
ikke-problemer. Justeringen er altså frugtbar i forbindelse med at øge forståelsen af
baggrunden for ikke-beslutninger.
I et bredere perspektiv kan studiet af ikke-beslutningen om regulering af dansk lobbyisme ses
som et case-studie i, hvordan regulering opstår – eller ikke opstår – samt hvilken rolle
diskursive praksisser har i forbindelse hermed. Det er ikke muligt at generalisere på baggrund
af mit speciale, som ikke har været repræsentativt for alt fravær af regulering(sdebatter). Dog
kan man foretage en analytisk generalisering af mine resultater. På baggrund heraf er det
nærliggende at forvente, at tilsvarende teoretiske og analytiske udgangspunkt kan anlægges i
analyser af andre ikke-debatter eller ikke-beslutninger i forbindelse med policy-formulering
eller forståelse af fravær af samme.
Side 95
af 116

6.2 Konklusionens rækkevidde:
Det følger af mit videnskabsteoretiske udgangspunkt, at virkeligheden eksisterer for sig selv
og altså ikke er en social konstruktion. Erkendelsen heraf opfattes dog som konstrueret.
Konsekvensen bliver, at hverken facts, metoderegler, kriterier for videnskabelighed eller
andet kan give os sikker viden. Dette er dog ikke ensbetydende med, at det ikke er muligt at
frembringe valide, videnskabelige resultater. Epistemologisk socialkonstruktivistiske studier
hævder ikke overensstemmelse mellem virkelighed og resultater. Ovenstående resultater skal
altså ikke vurderes ud fra deres overensstemmelse med virkeligheden. I stedet må læseren
selv foretage en gyldighedsvurdering på baggrund af, om analysen forekommer oplysende,
sammenhængende og plausibel og dermed konkurrencedygtig i forhold til alternative
resultater, der kunne være fremkommet. Jeg har muliggjort denne vurdering ved at tilstræbe
gennemsigtighed og grundig redegørelse for mine valg og mit fortolkningsgrundlag.
Analysen af den sociokulturelle kontekst er baseret på tertiære dokumenter, hvilket vil sige, at
jeg analyserer på forhånd bearbejdede fremstillinger af virkeligheden. Denne problematik har
jeg allerede diskuteret i afsnit 3.5.1. Mine empiriske kilder har dog desuden nogle
pragmatiske begrænsninger, idet jeg har taget udgangspunkt i den viden, der allerede er
frembragt. En fuld afdækning af den sociokulturelle praksis kræver et datagrundlag, som
statskundskaben ikke besidder i dag. Især er forskningen i individers lobbyvirksomhed
begrænset, ligesom vores viden om alternative kontaktformer ikke er så stor. Det betyder, at
min afdækning af virksomheders medkonstruktion af den sociokulturelle praksis er
mangelfuld. Denne mangel giver anledning til en varsomhed i forbindelse med konklusioner i
forhold til den sociokulturelle praksis, men også til en opfordring til flere politologiske studier
af de politiske virksomheder.
Statskundskaben har været bevidst om eksempelvis virksomheders lobbyisme i hvert fald
siden 1975, men viden om omfang og kanaler er først forsøgt afdækket i politologisk optik i
forbindelse med Magtudredningen i 2001. Viden om virksomhedernes strategier er stort set
ikke-eksisterende i den politologisk vidensbase, hvorfor studier heraf må tage udgangspunkt i
viden fra handelsskolerne. Set i lyset af, at virksomheders lobbyisme netop er et af
stridspunkterne blandt politikerne, er mere viden herom ønskværdig – også fra et politisk
perspektiv.
Side 96
af 116

6.3 Perspektivering: Hvad vi stadigt ikke ved
Det er kendetegnende for al samfundsvidenskabelig analyse, at man må vælge at se noget
bestemt og hermed erkende, at der er mange aspekter, man bliver blind for. En lang række
vigtige spørgsmål forsøger jeg ikke at belyse.
Diskursteorien er nyttig i forbindelse med ’hvad’ og ’hvorledes’ spørgsmål. Diskursteorien
falder dog til kort, når det angår spørgsmål om ’hvorfor’. Denne mangel udbedres til dels af
ved inddragelsen af den sociokulturelle dimension. Således øger det eksempelvis forståelsen
af, hvorfor fortællingen om Mørkets Fyrster afvises som hypotetisk, at vi ved, at lobbyisterne
primært anvender dialogbaserede metoder, mens konfrontatoriske metoder er sjældne. Min
afgrænsning til en dansk kontekst betyder dog, at jeg ikke opnår forståelse for, hvorfor det
danske mulighedsrum tilsyneladende adskiller sig fra andre politiske systemers. Således ville
en komparative analyse af eksempelvis EU og Danmark kunne bidrage yderligere til
forståelsen af fraværet af (debat om) regulering af lobbyisme i Danmark. Et perspektiv som
bliver endnu mere interessant set i lyset af argumenterne om en særlig dansk åbenhed og
tillid.
Jeg har foretaget en analyse af det eksisterende mulighedsrum for regulering af lobbyismen –
dvs. en slags øjebliksbillede. Jeg har dog ikke set på de forudgående diskursive kampe, hvilket
ville kunne bidrage til en forståelse af, hvorfor mulighedsrummet er konstrueret, som det er.
Hvis opfattelsen af behovet for en ny policy, og muligheden for at diskutere dette, betinges af
en stiafhængig diskursiv ramme, der sammenfattes i en story line, er det i et demokratisk
perspektiv interessant, hvordan rammen konstrueres, og hvem der deltager i konstruktionen.
Endnu et forslag til videre studier kunne derfor være, via backward-mapping, at afdække,
hvilke aktører der har påvirket politikernes virkelighedsopfattelser, så det eksisterende
mulighedsrum er fremkommet.
Side 97
af 116

7. Litteraturliste
Ahlsson, G. (1998). Rätslig reglering av lobbning inom EU. I: G. Ahlsson, J. H. Bergström, A.
Sundström, og D. Pamlin (red.): Lobbning. (pp. 147-188). Stockholm: Demokratiutredningen.
Bentley, A. F. (1908). The process of government. Chicago: University of Chicago Press.
Binderkrantz, A. (2005b). Magtens Midler. Århus: Politica.
Binderkrantz, A. og Munk Chrisiansen, P. (2010). Tordenskjoldssoldater.
Interesseorganisationerne i medierne. Politica, vol. 42(1), (pp. 27-48).
Blom-Hansen, J. (2000). Still corporatism in Scandinavia? A survey of recent empirical
findings. Scandinavian Political Studies, vol. 232(2), pp. 157-181.
Blom-Hansen, J. (2001). Organized Interests and the State. A disintegrating relationship?
Evidence from Denmark. European Journal of Political Research, vol. 39(3), pp. 391-416.
Blom-Hansen, J. og Daugbjerg, C. (1999). Magtens organisering. I: J. Blom-Hansen og C.
Daugbjerg (red.): Magtens organisering. Stat og interesseorganisationer i Danmark. (pp. 205-
216). Århus: Systime.
Blom-Hansen, J., og Worsøe Laursen, S. (1999). Økonomisk politik: Interesseorganisationerne
sat uden for døren? I: J. Blom-Hansen og C. Daugbjerg (red.): Magtens organisering. (pp. 180-
204). Århus: Systime.
Boye, M., og Hauxner, K. (2000). Institutioner. I: T. Knudsen (red.): Kernebegreber i
statskundskab. (pp. 19-36). København: Forlaget Thomsen.
Boysen, M. (2007, 14. januar). Lobbyister vil puttes i register. Nyhedsavisen, 1. sektion, s. 9.
Buksti, J. A. (1980). Organisationerne, den politiske proces og samspillet med
samfundsudviklingen. I: J. A. Buksti (red.): Organisationer under forandring: studier i
organisationssystemet i Danmark. (pp. 9-33). A rhus: Politica.
Buksti, J. A. (1982a). Organisationer og offentlig politik. Interesseorganisationernes deltagelse i
den politiske beslutningsproces i Danmark og den danske forskningsmæssige udvikling på
området. Arbejdspapir.
Buksti, J. A. (1982b). Interesseorganisationer og organisationsforskning. Politica, vol. 14(4),
pp. 44-74.
Side 98
af 116

Buksti, J. A. (1984). Interesseorganisationer i politik. I: E. Damgård (red.): Dansk demokrati
under forandring. (pp. 50-79). København: Schultz.
Carstensen, N. H. (1996, 24. september). Kontrol med lobby-arbejde. Jyllandsposten. 1. sektion,
s. 1.
Clark, Romy. (1992). Principles and practice of CLA in he clasroom. I: N. Fairclough (red.):
Critical Language awareness. (pp. 117-140). New York: Longman Publishing.
Collin, F. (2010). Socialkonstruktivisme. I: M. Hviid Jacobsen (red.): Videnskabsteori i
statskundskab, sociologi og forvaltning. (pp. 230-264). København: Hans Reitzels Forlag.
Crepaz, M. (1994). From Semisoreignty to Sovereignty. The decline of Corporatism and Rise of
Parliament in Austria. Comparative Politics, vol. 27(1), pp. 45-66.
Dahl, R. A. (1961). Who governs? Democracy and Power in an American City. New Haven: Yale
University Press.
Damgaard, E. (2003). Folkets styre. Århus: Århus Universitetsforlag.
Damgaard, E. og Eliassen, K. A. (1978). Corporate Pluralism in Danish Law-Making.
Scandinavian Political Studies, vol. 1(4), pp. 285-313.
Danmarks riges grundlov af 5. juni 1849. (1997). Danmark: Forlaget Notat.
Daugaard Jensen, Poul-Erik (2002). Demokrati på afveje. I: Riis, Povl (red.). Magtfordelingen
mellem interesseorganisationer og det repræsentative demokrati: Er der opstået en ubalance
som truer fælleskabet? (pp. 93-148). København: JL-Fondet.
DiMaggio W.W. og Powell, P.J. (1991). Introduction. I: W.W. Powell og P.J. DiMaggio (reds.):
The New Institutionalism in Organizational Analysis. (pp. 1-38). Chicago: The University of
Chicago Press.
Easton, D. (1953). The political system. Chicago: The University Press of Chicago.
Esbensen, M. C. (2007). Public affairs. København: Information.
Fairclough, N. (1992a). Discourse and social change. Cambridge UK: Polity Press.
Side 99
af 116

Fairclough, N. (1992b). Introduction. I: N. Fairclough (red.): Critical Language awareness. (pp.
1-30).
New York: Longman Publishing.
Fairclough, N. (2001). Language and Power. (2. udgave). Essex: Pearson Education Limited.
Fairclough, N. (2008). Kritisk diskursanalyse. København: Hans Reitzels Forlag.
Fivelsdal, E., Beck Jørgensen, T., og Daugaard Jensen, P. E. (1979). Interesseorganisationer og
centraladministration. København: Nyt fra Samfundsvidenskaberne.
Flensburg, T. (2006, 2. juni). Danmark kræver register over EU’s lobbyister. Politiken. 1.
Section, s. 7.
Grant, W. (2004). Pressure Politics: The Changing World of Pressure Groups. Parliamentary
Affairs, vol. 57(2), pp. 408-419.
Greve, C. (1999). Privatiseringspolitik: Fra stabilitet til usikkerhed i offentlige virksomheders
politik-netværk. I: J. Blom-Hansen og C. Daugbjerg (red.): Magtens organisering: Stat og
Interesseorganisationer i Danmark (pp. 163-179). Århus: Systime.
Grønnegård Christensen, J. (1980). Centraladministrationen. Organisation og politisk placering.
København: Samfundsvidenskabeligt Forlag.
Grønnegård Christensen, J. (1989). Centraladministrationen. Organisation og politisk placering.
København: Samfundsvidenskabeligt Forlag.
Grønnegård Christensen, J. og Munk Christiansen, P. (1992). Forvaltning og omgivelser.
Herning: Systime.
Hajer, M. (1993). Discourse Coalitions and the Institutionalization of Practice. I: F. Fischer og J.
Forester (red.): Turn in Policy Analysis and Planning. (pp. 43-76). London: Duke University
Press.
Hajer, M. (1995). The politics of environmental discourse: ecological modernization and the
policy process. New York: Clarendon Press.
Haagen Jensen, C. (1979). Forvaltningsrettens kilder. København: Jurist- og Økonomforbundet.
Side
100
af 116

Jensen, (1999). Boligpolitik: Den organiserede boligbevægelse og institutionaliseringen af den
boligpolitiske forestilling. I: J. Blom-Hansen og C. Daugbjerg (red.): Magtens organisering. (pp.
84-106). Århus: Systime.
Larsen, C. A., og Goul Andersen, J. (2004). Magten på Borgen: En analyse af
beslutningsprocesser i større politiske reformer. Århus: Århus Universitetsforlag.
Lewin, L. (1992). Samhället och de organiserade intressena. Stockholm: Norstedts.
Lindblom, C. E. (1977). Politics and markets. New York: Basic Books.
Lynggaard, Kenneth (2010). Dokumentanalyse. I: L. Tanggård og S. Brinkmann (red.):
Kvalitative metoder. En grundbog. (pp. 137-151). København: Hans Reitzels Forlag.
March, J. og Olson, J.P. Rediscovering Institutions. New York: The Free Press.
Munk Christiansen, P. (1998). Interesseorganisationer, centraladministrationen og
udviklingen af nye indflydelsesstrategier. I: K. Ronit (red.): Interesseorganisationer i dansk
politik. (pp. 119-154). København: Jurist-og Økonomforbundets Forlag.
Munk Christiansen, P. (1999). Det fælles bedste? Interesseorganisationer, folkestyre og
korporatisme. I: J. Goul Andersen, P. Munk Christiansen, T. Beck Jørgensen, L. Togeby, og S.
Vallgårda (red.): Den demokratiske udfordring. (pp. 247-266). København: Hans Reitzels
Forlag.
Munk Christiansen, P. (2009). Skal lobbyismen i Danmark reguleres? I: J. Blom-Hansen og J.
Elklit (red.): Perspektiver på politik: bidrag til samfundsdebatten. (pp. 218-224). Århus:
Academica
Munk Christiansen, Peter og Sidenius, Niels Christian (1995). Korporatisme på retur? Politica, vol.
27(4), pp. 436-449
Munk Christiansen, P. og Sidenius, N. C. (2000). Interesseorganisationerne. I: T. Knudsen
(red.): Regering og embedsmænd. Om magt og demokrati i staten. (pp. 305-330). Århus:
Systime.
Munk Christiansen, P., og Sonne Nørgaard, A. (2003a). Faste forhold, flygtige forbindelser: stat
og interesseorganisationer i Danmark i det 20. århundrede. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.
Munk Christiansen, P., og Sonne Nørgaard, A. (2003b). De som meget har… Store danske
virksomheder som politiske aktører. Århus: Magtudredningen.
Side
101
af 116

Munk Christiansen, P., og Sonne Nørgaard, A. (2004). Konsensusdemokrati og
interesseorganisationer. Politica, vol. 36(4), pp. 418-429.
Munk Christiansen, P., Sonne Nørgaard, A., og Sidenius, N. C. (2000). Organisationer og
korporatisme på dansk – et historisk perspektiv. Forskningsrapport fra Institut for Økonomi,
Politik og Forvaltning, Aalborg Universitet
Nordby, T. (1994). Korporatisme på norsk, 1920-1990. Oslo: Universitetsforlaget.
Olsen, H. (2002). Kvalitative Kvaler. Kvalitative metoder og danske kvalitative
interviewundersøgelsers kvalitet. København: Akademisk Forlag
Olsen, H. (2003). Veje til kvalitativ kvalitet. Nordisk pedagogik, vol. 23(1), pp. 1-20.
Pallesen, T. (1999). Sundhedspolitik: Hvad udad tabes, må indad vindes. I: J. Blom-Hansen og
C.
Daugbjerg (red.): Magtens organisering. (pp. 127-145). Århus: Systime.
Palmhøj Nielsen, C. (2003). Til glæde for hvem? Om intern regulering i staten. Århus:
Magtudredningen.
Rasmussen, E. (1971). Komparativ politik 1. København: Gyldendal.
Rechtman, R. E. (1998). Regulation of Lobbyists in Scandinavia – A Danish Perspective.
Parliamentary Affairs, (51(4), pp. 579-586.
Rommetvedt, H., Aurvåg Farsund, A., og Melberg, K. (2001). Corporatism and Lobbyism in
Norwegian Enviromental Policy-Making. I: S. S. Nagel (red.): Handbook of global technology
policy, Public administration and public policy. (pp. 421-443). New York: Marcel Dekker.
Ronit, K. (1998). Interesseorganisationer i dansk politik. Traditioner og problemstillinger. I: K.
Ronit (red.): Interesseorganisationer i dansk politik. (pp. 1-48). København: Jurist-og
Økonomforbundets Forlag.
Rothstein, B. (1992). Den korporativa staten. Riksdagen och de organiserade intressena.
Stockholm: Norstedts juridik.
Schmidt, V.A. (2008). Discursive Institutionalism: The Explanatory Power of Ideas and
Discourse. The Annual Review of Political Science, vol. 11, pp. 303-326
Side
102
af 116

Stougaard, M. (2004, 6. februar). Forvaltning: Krav om åbenhed om habilitet. Jyllands-Posten,
Erhvervs- og Økonomisektionen, s. 4.
Tanggård, L., og Brinkmann, S. (2010a). Kvalitet i kvalitative studier. I: L. Tanggård og S.
Brinkmann (red.): Kvalitative metoder. En grundbog. (pp. 489-499). København: Hans Reitzels
Forlag.
Togeby, L., Goul Andersen, J., og Munk Christiansen, P. (2003). Magt og demokrati i Danmark.
Hovedresultater fra Magtudredningen. Århus: Århus universitetsforlag.
Winther, S.C. og Lehman Nielsen, V. (2009). Implementering af politik. Århus. Academica
Winther Jørgensen, M. og Phillips, L. (2010). Diskursanalyse som teori og metode.
Frederiksberg C: Samfundslitteratur
7.1 Webliografi
Ahlsson, G. (2004). Reglering av lobbying - för ökad öppenhet. Lokaliseret d. 15. marts 2011
på www: http://westander.se/printout.asp?!=130&year=2004&nyhet=80.
Altinget.dk (2010, 14. februar). Minister afviser kontrol med lobbyister.
Altinget.dk/Christiansborg. Lokaliseret d. 14. marts 2011 på www:
http://www.altinget.dk/christiansborg/artikel/2010-2-13-minister-afviser-kontrol-medlobbyister.
Beder, C. (2009, 28. maj). Lobbyister skal frem i lyset. Jyllandsposten.dk. Lokaliseret d. 15. maj
2011 på www:
http://woview.infomedia.dk/?url=http://jp.dk/indland/indland_politik/article1703724.ece&
OpointData=70e810fd22616a031307d69493107f3aJmlkX3NpdGU9MzE5JmlkX2FydGljbGU9
NDY3MTcwJmlkX3VzZXI9Mjg0MCZpZF9hcHBsaWNhdGlvbj0xMDAwMDA4JmlkX3BhcnRuZXI
9NSZsYW5nPWRh.
European Commission (2000). Code of Godd Administrative Behaviour. Lokaliseret d. 21. april
2011 på www: http://ec.europa.eu/civil_society/code/_docs/code_en.pdf.
Folketinget - Deputationer. Lokaliseret d. 27. maj 2011 på www:
http://www.ft.dk/Leksikon/Deputationer.aspx.
Lékó, Z. (2007, 8. juni). How much disclosure is enough? Lobby registration system in
Side
103
af 116

Hungary. Lokaliseret d. 15. marts 2011 på www:
http://www.oecd.org/dataoecd/18/14/38944245.pdf.
Litauen. (2007, 8. juni 8). Chief Official Ethics Commision of the Republic of Lithuania.
Presentation to OECD Symposium on Lobbying: Enhancing Transparency and Accountability.
Lokaliseret d. 15. marts 2011 på www: fra
http://www.oecd.org/dataoecd/17/30/38944570.pdf.
Munk Christiansen, P., Sonne Nørgaard, A., og Sidenius, N. C. (2000). Organisationer og
korporatisme på dansk - et historisk perspektiv. Lokaliseret d. 20. april 2011 på www:
http://vbn.aau.dk/files/95032/35112000_1.pdf.
Pross, A. P. (2007). Lobbying: Models for Regulation. Lokaliseret d. 15. marts 2011 på www:
http://www.oecd.org/dataoecd/17/50/38944782.pdf
Ritzau (2006, 34. oktober). Hård kritik af Burson-Marsteller. Lokaliseret d. 1. maj 2011 på
www:
http://woview.infomedia.dk/?url=http://politiken.dk/erhverv/article189609.ece&OpointDat
a=b69aa6dfb905ac13447473cf69994b64JmlkX3NpdGU9NzU1JmlkX2FydGljbGU9ODgxNjkma
WRfdXNlcj0yODQwJmlkX2FwcGxpY2F0aW9uPTEwMDAwMDgmaWRfcGFydG5lcj01Jmxhbmc
9ZGE=
Side
104
af 116

Bilag 1: Fortegnelse over anvendte kilder til indholdsanalyse
Fortegnelsen er, af hensyn til analysens historiske karakter, opstillet i omvendt kronologisk rækkefølge
2010
Binderkrantz, A. og Munk Christiansen, P. (2010). Tordenskjoldssoldater.
Interesseorganisationerne i medierne. Politica, vol. 42(1), pp. 27-48.
Munk Christiansen, P. et al (2009). Varieties of Democracy. Interest Groups and Corporatist
Committees in Scandinavian Policy Making. Voluntas, vol. 21(1), pp. 22-40.
Binderkrantz, A. (2009). Klassiske kanaler og moderne metoder. Interesseorganisationer i
dansk politik. I: J. Elklit og J. Blom-Hansen (red.): Perspektiver på politik. (pp. 199-205), Århus:
Systime Academic.
Munk Christiansen, Peter (2009). Skal lobbyismen i Danmark reguleres? I: J. Elklit og J. Blom-
Hansen (red.): Perspektiver på politik. (pp. 218-224), Århus: Systime Academic.
Binderkrantz, A. (2008). Different groups, different strategies: How Interest Groups Pursue
Their Political Ambitions. Scandinavian Political Studies, vol. 31(2), pp. 157-184.
Grønnegaard Christensen, J. et al (2006). Politik og Forvaltning. (2. udgave). Århus: Academica.
Binderkrantz, A. (2005a). Interest Group Strategies: Navigating Between Privileged Access
and Strategies of Pressure. Political Studies, vol. 53(4), pp. 694-715.
Binderkrantz, A. (2005b). Magtens Midler. Danske interesseorganisationer og deres
indflydelsesstrategier. Århus: Politica.
Binderkrantz, A. (2005c). Organisationernes og indflydelse: Hvordan interesseorganisationer
søger indflydelse på offentlig politik. Politica, vol. 37, (nr. 1), pp. 76-94.
Side
105
af 116

Munk Christiansen, P. og Sonne Nørgaard, A. (2004). Konsensusdemokrati og
Interesseorganisationer. Politica, vol. 36(4), pp. 418-429.
Munk Christiansen, P., Sonne Nørgaard, A. og Sidenius, N.C. (2004). Hvem skriver lovene?
Interesseorganisationer og politiske beslutninger. Århus: Århus Universitetsforlag.
Munk Christiansen, P. og Sonne Nørgaard, A. (2004). Konsensusdemokrati og
interesseorganisationer, Politica, vol. 36(4), pp. 418-429.
Albrekt Larsen, C. og Goul Andersen, J. (2004). Magten på Borgen. Århus: Aarhus
universitetsforlag.
Togeby, L. et al (2003). Magt og demokrati i Danmark. Hovedresultater fra magtudredningen.
Århus: Aarhus Universitetsforlag.
Damgaard, E. (2003). Folkets styre. Århus: Aarhus Universitetsforlag.
Munk Christiansen, P. og Sonne Nørgaard, A. (2003). Faste forhold og flygtige forbindelser. Stat
og interesseorganisationer i Danmark i det. 20. århundrede. Århus: Århus Universitetsforlag.
Munk-Christiansen, P. og Sonne Nørgaard, A. (2003). De som meget har… Store danske
virksomheder som politiske aktører. Århus. Århus Universitetsforlag.
Daugaard Jensen, P. (2002). Demokrati på afveje. I: P. Riis (red.). Magtfordelingen mellem
interesseorganisationer og det repræsentative demokrati: Er der opstået en ubalance som truer
fælleskabet? (pp. 93-148). København: JL-Fondet.
Munk Christiansen, P. og Sonne Nørgaard, A. (2002). Hvordan demokrati?
Interesseorganisationer og det repræsentative demokratis institutioner. I: P. Riis (red.).
Magtfordelingen mellem interesseorganisationer og det repræsentative demokrati: Er der
opstået en ubalance som truer fælleskabet? (pp. 149-206). København: JL-Fondet.
Side
106
af 116

Blom-Hansen, J. (2001). Organized interests and the state: A disintegrated relationship?
Evidence from Denmark. European Journal of Political Research, vol. 39(3), pp. 391-416.
Munk Christiansen, P. og Sidenius, N.C. (2000). Interesseorganisationerne. I: T. Knudsen
(red.). Regering og embedsmænd. (pp. 305-352). Århus C: Systime.
Munk Christiansen, P. (2000). Organisationer og korporatisme på dansk – et historisk
perspektiv. Forskningsrapport fra Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning ved Aalborg
Universitet
Blom-Hansen, Jens (2000). Still Corporatism in Scandinavia? A Survey of Recent Empirical
Findings, Scandinavian Political Studies, vol. 23(2),pp 157-181.
1990
Sidenius, N.C. (1999). Industripolitik. Business as usual? I: J. Blom-Hansen og C. Daugbjerg
(red.): Magtens organisering: Stat og interesseorganisationer i Danmark. (pp. 21-35). Århus:
Systime Institut for Statskundskab.
Sonne Nørgaard, A. (1999). Arbejdsmarkedspolitik. Korporatisme til alle tider og alle sider. I:
J. Blom-Hansen og C. Daugbjerg (red.): Magtens organisering: Stat og interesseorganisationer i
Danmark. (pp. 21-35). Århus: Systime.
Munk-Christiansen, P. og Sidenius, N.C. (1999). Venner for altid? Samspillet mellem
centraladministrationen og interesseorganisationer. I: J. Blom-Hansen og C. Daugbjerg.
Magtens organisering: Stat og interesseorganisationer i Danmark. (pp. 21-35). Århus: Systime.
Blom-Hansen, J. og Daugbjerg, C. (1999). Magtens organisering. I: J. Blom-Hansen og C.
Daugbjerg (red.): Magtens organisering: Stat og interesseorganisationer i Danmark. (pp. 205-
216). Århus: Systime.
Side
107
af 116

Munk Christiansen, P. og Rommetvedt, H. (1999). From Corporatism to Lobbyism?
Parliaments, Executives and Organized Interests in Denmark and Norway, Scandinavian
Political Studies, vol. 22(3), pp. 195-221.
Munk Christiansen, P. (1999). Det fælles bedste? Interesseorganisationer, folkestyre og
korporatisme. I: Goul Andersen, Jørgen et al (red.): Den demokratiske udfordring. (pp.247-
266). København K. Hans Reitzels Forlag.
Ronit, K. (1998). Interesseorganisationer i dansk politik. Traditioner og problemstilling. I: K.
Ronit (red.). Interesseorganisationer i dansk politik. (pp. 1-48). København K. Jurist- og
Økonomforbundets Forlag.
Bille, L.(1998). Partier og interesseorganisationer. I: K. Ronit (red.). Interesseorganisationer i
dansk politik. (pp. 85-118). København K. Jurist- og Økonomforbundets Forlag.
Munk Christiansen, P. (1998). Interesseorganisationer, centraladministrationen og
udviklingen af nye indflydelsesstrategier. I: K. Ronit (red.). Interesseorganisationer i dansk
politik. (pp. 119-154). København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag.
Pedersen, O.K. (1998). Interesseorganisationerne og den parlamentariske styreform. I: K.
Ronit (red.). Interesseorganisationer i dansk politik. (pp. 197-232). København K. Jurist- og
Økonomforbundets Forlag.
Munk Christiansen, P. (1998). Stat og interesseorganisationer: Korporatisme som institution.
Politica, vol. 29(4), pp. 349-364.
Munk Christiansen, P. og Sidenius, N.C. (1995). Korporatisme på retur? Politica, vol. 27(4), pp.
436-449.
Munk Christiansen, P. (1993). Det frie marked – den forhandlende økonomi. København: Jurist-
og Økonomforbundet.
Side
108
af 116

Grønnegaard Christensen, J. (1993). Corporatism, Administrative regimes and the Mis-
management of Public Funds. Scandinavien Political Studies, vol. 16(3), pp. 201-225.
Grønnegård Christensen, J. og Munk Christiansen, P. (1992). Forvaltning og omgivelser. Århus
C: Systime.
Grønnegård Christensen, J. og Munk Christiansen, P. (1992). Forvaltning og omgivelser. Århus
C: Systime.
1980
Grønnegaard Christensen, J. (1989). Centraladministrationen. Organisation og politisk
placering. (2. udgave). København: Jurist- og Økonomforbundets forlag.
Buksti, J. (1984). Interesseorganisationer i politik. I: E. Damgård et al. (red.). Dansk demokrati
under forandring. (pp. 50-79) København: Schultz.
Buksti, J. (1982b). Interesseorganisationer og organisationsforskning. Politica, vol. 14(4), pp.
9-26.
Buksti, J. (1982a). Organisationer og offentlig Politik. Århus Universitet. Arbejdspapir.
Buksti, J. (1980). Organisationerne, den politiske proces og samspillet. I: J. Buksti (red.).
Organisationer under forandring. (pp. 9-33). Århus C: Institut for Statskundskab.
1970
Buksti, J.. (1979). Variations in Organizational Participation in Government: The Case of
Denmark. Scandinavian Political Science, vol. 2(3), pp. 197-220.
Fivelsdal, E., Beck Jørgensen, T., og Daugaard Jensen, P. E. (1979). Interesseorganisationer og
centraladministration. København: Nyt fra Samfundsvidenskaberne.
Side
109
af 116

Damgaard, Erik og Eliassen, Kjell A. (1978). Corporate Pluralism in Danish Law-Making.
Politica, vol. 1,(4), pp. 285-313.
Valentin, F. (1977). Korporatismen og den danske velfærdsstat. København: Københavns
Universitets Institut for Kultursociologi
Side
110
af 116

Bilag 2: Fortegnelse over anvendte kilder til diskursanalysen
Referater af folketingsdebatter, hvor et af ordene: lobbyi*, interesserepræs*, interessevar*,
interessegrup*, interesseorg*, public affairs forening* og korporati* udtales mindst én gang.
Søgeperioden er afgrænset til perioden 9. november 2005-31. maj 2011. Trunkering er anvendt for at
sikre, at også forskellige bøjninger af begreberne er fremkommet.
2011
Møde nr. 52. Tirsdag d. 8.2.2011
Møde nr. 54. Torsdag d. 10.2.2011
Møde nr. 67. Fredag d. 18.3.2011
Møde nr. 81. Fredag d. 15.4.2011
Møde nr. 86. Mandag d. 2.5.2011
Møde nr. 91. Tirsdag d. 10.5.2011
Møde nr. 93. Torsdag d. 12.5.2011
2010
Møde nr. 11. Fredag d. 29.10.2010
Møde nr. 17. Fredag d. 12.11.2010
Møde nr. 18. Tirsdag d. 16.11.2010
Møde nr. 28. Torsdag d. 2.12.2010
Møde nr. 34. Tirsdag d. 14.12.2010
Møde nr. 36. Torsdag d. 16.12.2010
Møde nr. 43. Fredag d. 19.1.2010
Møde nr. 43. Onsdag d. 03.2.2010
Møde nr. 57. Torsdag d. 25.2.2010
Møde nr. 63. Tirsdag d. 16.3.2010
Møde nr. 67. Fredag d. 26.3.2010
Møde nr. 71. Fredag d. 9.4.2010
Møde nr. 75. Torsdag d. 15.4.2010
Møde nr. 78. Tirsdag d. 20.4.2010
Møde nr. 81. Fredag d. 23.4.2010
Side
111
af 116

Møde nr. 83. Tirsdag d. 27.4.2010
Møde nr. 88. T0rsdag d. 6.5.2010
Møde nr. 92. Tirsdag d. 18.5.2010
Møde nr. 94. Torsdag d. 20.5.2010
Møde nr. 96. Tirsdag d. 25.5.2010
Møde nr. 97. Onsdag d. 26.5.2010
Møde nr. 102. Fredag d. 02.6.2010
Møde nr. 103. Torsdag d. 03.6.2010
Møde nr. 105. Torsdag d. 10.6.2010
2009
Møde nr. 4. Tirsdag d. 20.10.2009
Møde nr. 8. Torsdag d. 29.10.2009
Møde nr. 11. Onsdag d. 4.11.2009
Møde nr. 12. Torsdag d. 5.11.2009
Møde nr. 15. Onsdag d. 11.11.2009
Møde nr. 16. Torsdag d. 12.11.2009
Møde nr. 24. Tirsdag d. 1.12.2009
Møde nr. 26. Torsdag d. 3.12.2009
Møde nr. 40. Onsdag d. 14.1.2009
Møde nr. 44. Torsdag d. 22.1.2009
Møde nr. 47. Onsdag d. 28.1.2009
Møde nr. 48. Torsdag d. 29.1.2009
Møde nr. 53. Tirsdag d. 8.2.2009
Møde nr. 64. Torsdag d. 12.3.2009
Møde nr. 68. Tirsdag d. 24.3.2009
Møde nr. 70. Torsdag d. 26.3.2009
Møde nr. 72. Tirsdag d. 31.3.2009
Møde nr. 80. Tirsdag d. 21.4.2009
Møde nr. 82. Fredag d. 24.4.2009
Møde nr. 86. Mandag d. 4.5.2009
Side
112
af 116

Møde nr. 80. Tirsdag d. 21.4.2009
Møde nr. 89. Torsdag d. 7.5.2009
Møde nr. 106. Tirsdag d. 8.9.2009
2008
Møde nr. 13. Fredag d. 5.11.2008
Møde nr. 17. Torsdag d. 13.11.2008
Møde nr. 20. Fredag d. 18.1.2008
Møde nr. 26. Fredag d. 28.11.2008
Møde nr. 30. Fredag d. 5.12.2008
Møde nr. 32. Onsdag d. 10.12.2008
Møde nr. 35. Tirsdag d. 16.12.2008
Møde nr. 44. Torsdag d. 27.3.2008
Møde nr. 48. Torsdag d. 3.4.2008
Møde nr. 47. Onsdag d. 2.4.2008
Møde nr. 49. Torsdag d. 4.4.2008
Møde nr. 55. Tirsdag d. 15.4.2008
Møde nr. 56. Onsdag d. 16.4.2008
Møde nr. 60. Onsdag d. 23.4.2008
Møde nr. 61. Torsdag d. 24.4.2008
Møde nr. 63. Tirsdag d. 29.4.2008
Møde nr. 67. Torsdag d. 8.5.2008
Møde nr. 77. Tirsdag d. 27.5.2008
Møde nr. 81. Tirsdag d. 3.6.2008
Møde nr. 85. Torsdag d. 12.6.2008
2007
Møde nr. 43. Fredag d. 19.1.2007
Møde nr. 7. Torsdag d. 6.12.2007
Møde nr. 9. Tirsdag d. 23.10.2007
Møde nr. 11. Torsdag d. 13.12.2007
Side
113
af 116

Møde nr. 50. Torsdag d. 1.2.2007
Møde nr. 53. Torsdag d. 8.2.2007
Møde nr. 56. Onsdag d. 21.2.2007
Møde nr. 57. Torsdag d. 22.2.2007
Møde nr. 64. Onsdag d. 14.3.2007
Møde nr. 67. Torsdag d. 22.3.2007
Møde nr. 74. Onsdag d. 11.4.2007
Møde nr. 79. Torsdag d. 19.4.2007
Møde nr. 85. Onsdag d. 2.5.2007
Møde nr. 94. Onsdag d. 23.5.2007
Møde nr. 95. Torsdag d. 24.5.2007
Møde nr. 99. Torsdag d. 31.5.2007
Møde nr. 100. Fredag d. 1.6.2007
Møde nr. 102. Tirsdag d. 11.9.2007
2006
Møde nr. 10. Fredag d. 27.10.2006
Møde nr. 11. Fredag d. 3.11.2006
Møde nr. 12. Tirsdag d. 7.11.2006
Møde nr. 21. Onsdag d. 22.11.2006
Møde nr. 25. Onsdag d. 29.11.2006
Møde nr. 30. Torsdag d. 7.12.2006
Møde nr. 36. Torsdag d. 12.1.2006
Møde nr. 42. Tirsdag d. 24.1.2006
Møde nr. 48. Torsdag d. 2.2.2006
Møde nr. 50. Tirsdag d. 7.2.2006
Møde nr. 56. Torsdag d. 23.2.2006
Møde nr. 66. Tirsdag d. 28.3.2006
Møde nr. 67. Onsdag d. 29.3.2006
Møde nr. 71. Onsdag d. 5.4.2006
Møde nr. 76. Torsdag d. 20.4.2006
Side
114
af 116

Møde nr. 81. Fredag d. 28.4.2006
Møde nr. 84. Torsdag d. 4.5.2006
Møde nr. 86. Tirsdag d. 09.5.2006
Møde nr. 92. Fredag d. 19.5.2006
Møde nr. 93. Tirsdag d. 23.5.2006
Møde nr. 95. Tirsdag d. 30.5.2006
Møde nr. 98. Fredag d. 02.6.2006
2005
Møde nr. 4. Tirsdag d. 1.3.2005
Møde nr. 9. Fredag d. 11.3.2005
Møde nr. 9. Tirsdag d. 1.11.2005
Møde nr. 10. Tirsdag d. 15.3.2005
Møde nr. 16. Torsdag d. 31.3.2005
Møde nr. 18. Tirsdag d. 05.4.2005
Møde nr. 22. Fredag d. 25.11.2005
Møde nr. 22. Tirsdag d. 19.4.2005
Møde nr. 26. Onsdag d. 27.4.2005
Møde nr. 28. Fredag d. 9.12.2005
Møde nr. 29. Fredag d. 25.11.2005
Møde nr. 31. Tirsdag d. 10.5.2005
Møde nr. 34. Fredag d. 13.5.2005
Møde nr. 35. Tirsdag d. 17.5.2005
Møde nr. 42. Fredag d. 27.5.2005
Møde nr. 46. Fredag d. 3.6.2005
Møde nr. 47. Fredag d. 7.6.2005
Møde nr. 49. Torsdag d. 9.6.2005
Møde nr. 51. Tirsdag d. 14.6.2005
Møde nr. 52. Onsdag d. 15.6.2005
Møde nr. 53. Torsdag d. 16.6.2005
Side
115
af 116