Lobbyismen – et apolitisk emne - Dr

3. Om min empiriske metode
Politologiens erfaring med diskursteoretiske policy-analyser er endnu beskeden. Forskere
betoner stadigt oftere det konstruktivistiske element i policy-analyser, men oftest forholder
de sig mest til behovet for mere konstruktivistisk policy-analyse, mens overvejelser om de
metodiske aspekter i forbindelse hermed er begrænsede.
Nedenfor vil jeg beskrive, hvilke metodiske valg og fravalg jeg har foretaget ved at afgrænse,
hvad jeg forstår som centrale aktører. Desuden vil jeg præsentere den empiri, jeg har udvalgt
samt afgrænse undersøgelsen tidsmæssigt. Derudover indeholder dette kapitel en
redegørelse for min indsamlingsstrategi, samt nogle kildekritiske overvejelser, hvor jeg
diskuterer min metodes gyldighed (her: Om jeg gennem mit empiri- og kildevalg får den
viden, jeg ønsker). Endelig vil jeg beskrive mine præmisser for fortolkning, idet viden herom
øger min analyses pålidelighed ved at sætte læseren i stand til at vurdere alternative
fortolkningsmuligheder.
3.1 Afgrænsning af centrale aktører: Folketingspolitikere og lobbyister
Med udgangspunkt i den dominerende policy-litteratur kunne man argumentere for, at policy-
analyser bør have en buttom-up-tilgang med fokus på embedsmænd i frontlinjen
(markarbejderne), fordi det er her, de politiske beslutningsprocesser implementeres, og fordi
de ofte får en ganske anden virkning, end intentionen har været. 46 Tager man derimod
udgangspunkt i min diskursive tilgang, vil en backward-mapping-metode, hvor man
kortlægger de centrale aktører ved baglæns at optrevle policy-processen og afdække de
komplekse interaktioner, der har været i forskellige netværk, forekomme oplagt. Idet jeg
analyserer en ikke-beslutning af et fænomen, der (endnu) ikke er defineret som problem,
finder jeg dog den traditionelle top-down analyse med fokus på rammen om den egentlige
autoritative beslutning om at regulere eller ej, mere formålstjenlig. Der er formodentligt
mange aktører, der har spillet en rolle i forbindelse med fastsættelsen af denne ramme. Idet
det i sidste ende er de folkevalgte politikere, der sætter et emne på Folketingets officielle
dagsorden og dermed muliggør, at der træffes en autoritativ beslutning herom, vælger jeg at
analysere, hvordan den diskursive ramme kommer til udtryk i debatterne i folketingssalen.
46 Winther og Lehman Nielsen (2009)
Side 31
af 116