Lobbyismen – et apolitisk emne - Dr

Fire overordnede indflydelsesstrategier kendetegner, ifølge Anne Binderkrantz, lobbyismen.
Dette er en parlamentarisk strategi (kontakt til politikere), en forvaltningsstrategi (kontakt til
centraladministrationen), en mobiliseringsstrategi (mobilisering af medlemmer og/eller
borgere) og en mediestrategi. Disse, mener jeg, igen kan omkategoriseres på tværs, så de
bliver aktuelle i forbindelse med en analyse af lobbyismens betydning for de politiske
beslutningsprocessers gennemsigtighed og mulighed for parlamentarisk kontrol. Således
mener jeg, strategierne kan inddeles i en direkte og formel strategi (eksempelvis i form af
repræsentation i folketingsudvalg, samt råd og nævn i forvaltningen), en direkte og uformel
strategi (eksempelvis i form af mailkorrespondance til politikere, ministre og embedsmænd)
og en indirekte og uformel strategi (eksempelvis mediestrategien og mobiliseringsstrategien).
4.4.1 Normbaseret regulering i de direkte (formelle og uformelle) kanaler
Lobbyismens påvirkningsforsøg via de direkte og formelle kanaler er delvist formelt
reguleret, idet der findes regler for, hvem der kan opnå foretræde i udvalgene, og hvorledes
dette skal foregå. 109 De direkte, formelle kanaler såvel som de uformelle kanaler, er dog også
(og måske primært) regulerede via uskrevne regler.
Centraladministrationen og folketingspolitikerne har gennem hele perioden styret, hvornår
og i hvilket omfang lobbyisterne fik direkte adgang til den formelle politiske
beslutningsproces 110 (eksempelvis via råd, nævn og udvalg), eller ved mere uformel, men
stadigvæk direkte, kontakt (eksempelvis via mail, telefon eller fysiske møder). Eksempelvis er
lobbyisterne traditionelt ikke blevet inddraget i situationer med krisepræg, 111 eller i
beslutningsprocesser af generel eller principiel karakter. 112 Også det karakteristikum, at
Socialdemokraterne historisk har haft særligt tætte forhold til fagforeningerne, mens de
borgerlige partier har haft stærkest tilknytning til erhvervslivets organisationer, 113 vidner om,
at politikerne tager kontakt til, eller lader sig kontakte af, eksterne interesser, de i forvejen
109 Denne regulering angår udelukkende udvalg, og handler om, at man skal være berørt af beslutningen direkte
for at kunne opnå foretræde (komme i deputation). Kun advokater og organisationer må repræsentere
interesserne og ikke eksempelvis politiske konsulenter. Man må højst tale 10-15 minutter og al skriftligt
materiale skal tilsendes Folketinget i ’god tid’ og i 60 eksemplarer. Endeligt må ingen forhandlinger foregå ved
deputationen. Således må man udelukkende fremlægge argumenter og svare på spørgsmål fra
udvalgsmedlemmerne. Det er derimod ikke tilladt selv at stille spørgsmål til udvalgsmedlemmerne. (Ahlsson
2004: 18 og Folketinget – Deputationer.)
110 Damgaard og Eliassen (1978), Munk Christiansen og Sonne Nørgaard 2003a: 91-93
111 Grønnegård Christensen og Munk Christiansen 1992: 84
112 Grønnegård Christensen og Munk Christiansen 1992: 82
113 Buksti 1984: 54-55
Side 52
af 116