Lobbyismen – et apolitisk emne - Dr

kontakterne til forvaltningen.” 122 Dette øger defacto folketingsmedlemmernes mulighed for
direkte at overvåge og uformelt kontrollere, hvem der får direkte adgang. Lobbyismen har
hermed udviklet sig til at være bedre i overensstemmelse med idealet om mulighed for
parlamentarisk overvågning og kontrol – i hvert fald i de direkte og formelle kanaler.
4.4.4 Gennemsigtighed og kontrol på tværs af kanaler
Litteraturen har indtil det nye årtusinde betragtet det politiske system som havende primært
disse to formelle indflydelseskanaler – dvs. en korporativ og en parlamentarisk. Lobbyisterne
kan dog også benytte sig af indirekte metoder, som eksempelvis at påvirke via medierne eller
via mobilisering af andre aktører som medlemmer eller andre borgere. I det omfang disse
metoder benyttes, er det sværere for parlamentarikerne og borgerne at gennemskue, hvem
der påvirker. Samtidigt bliver den normbaserede regulering sat ud af spil, idet det politiske
system ikke kontrollerer adgangen til de indirekte metoder, og politikere og embedsmænd
her ikke indgår direkte. Til gengæld bliver det lettere og mere åbent for enhver at følge med i,
i hvilken retning påvirkningen foregår, hvormed også valghandlingen såvel som beslutningen
om at intervenere lettes.
Da forskningen i disse indirekte metoder, som nævnt, er ny, er det ikke muligt med den
eksisterende viden at sige meget om udviklingen heraf. 123 Vores viden om, at lobbyisterne
bruger disse metoder, er mere end tre årtier gammel. 124 Omfanget heraf, samt hvordan de er
blevet brugt, ved videnskaben dog ikke meget om. Binderkrantz gør det imidlertid klart, at
interesseorganisationerne i det nye årtusinde anvender en lang række indirekte metoder i
deres påvirkningsforsøg. 125 Videre opfatter organisationerne selv metoderne som en
væsentlig del af deres påvirkningsstrategier. Således udgør de indirekte strategier ikke blot et
supplement eller en kompensation for de mere direkte strategier. 126
122 Munk Christiansen 1998: 142-144
123 Binderkrantz 2009: 27
124 Se eksempelvis Grønnegård Christensen 1989: 331, Ronit (1998), Munk Christiansen (1998), Blom-Hansen og
Daugbjerg (1999), Blom-Hansen (2001), Munk Christiansen og Sonne Nørgaard (2003a) og Binderkrantz
(2005b)
125 Binderkrantz 2005b: 176-212
126 Binderkrantz 2005b: 224
Side 55
af 116