Kreativ og innovativ kompetence i bygningsingeniøruddannelsen

gennem sit særlige vedholdende og undersøgende arbejde inden for feltet advanced geometries.
På en udstilling om Cecil Balmond på Louisiana, Humlebæk for nylig, afsløredes en verden af sand
leg og udforskning, hvor viden om geometri og musik blandedes i forunderlige coctails, der blev til
nye arkitektoniske logikker og hvor skillelinien mellem arkitektur og ingeniørfag fuldstændig
udviskedes. Cecil Balmond er om nogen archetypen på de fire centrale evner som Selzer &
Bentley nævner, såvel som på de kreative og innovative delkompetencer i Rasmussens definition.
Men ud over at holde disse rollemodeller frem, som ”best-practices”, mener jeg også at forslaget til
en redefinition af uddannelsens profil understøttes af interviewet med Rambøll, hvor det fremgår,
at det er en mere generel anvendelig innovativ kompetence, der efterspørges. Dvs. én som er
bredt anvendelig på designprocessen som sådan, uanset den vedrører bygninger, anlægsarbejder,
installationer eller virksomhedens organisation, arbejdsformer og forretningsmodel.
Derfor rammer kompetencebeskrivelsen efter min mening mere plet, når det som under pkt. 2.2.2
om Intellektuelle kompetencer fremgår, at den studerende skal ”kunne beherske en undersøgende
og eksperimenterende arbejdsform, hvor forskellige løsninger afprøves og vurderes kritisk”. Hvis
denne kompetence understøttes af de tre delkompetencer, som indgår i Rasmussens kreative og
innovative kompetencebegreb, mener jeg, at uddannelsen fokuserer på noget, der virkelig kan
rykke ingeniørerne ind på banen i en designproces.
Som en reflektorisk overvejelse kan man tænke over hvorfor det er arkitekterne alene, der pr.
tradition har haft eneret på den skitserende og projektudviklende design fase i byggeprojekterne.
Min påstand er, at det næppe kun er fordi de ved noget om arkitektur, men lige så meget fordi de
også kan arbejde i processer, der handler om at generere, udvikle og modne ideer.
Diskussionen om hvilke kompetencer, der ”kitter” viden sammen, er også interessant i relation til
det klassiske projektdilemma som Mikkelsen og Riis (iflg. Christensen og Kreiner, 2003) har
påpeget. Dilemmaet består i relationen mellem viden og beslutninger. I mange projekter vil det ofte
være sådan, at de fleste og største beslutninger skal tages i begyndelsen af projektet på et
tidspunkt, hvor der endnu ikke eksisterer særlig meget viden om projektet. På det tidspunkt, hvor
man har den fornødne viden, er mange væsentlige beslutninger til gengæld taget og hvis de er
forkerte, opdages det på et tidspunkt i projektet, hvor ændringer er dyre at gennemføre, da de ofte
påvirker andre beslutninger, som så skal ændres, ombygges eller omprojekteres. En mulighed for
at ændre på dette problem, er at skabe et bedre vidensgrundlag i projekterne ved eksempelvis at
bringe flere fagligheder i spil i de indledende faser. Hvis vi så antager, at projektet ikke kommer til
at handle om at udkonkurrere hinandens fag jf. de røde og blå oceaner, men at det reelt handler
om at bringe fagligt kompetente personer og viden fra så mange af de involverede fagområder ind i
projektet så tidligt som muligt, bliver det nødvendigt at fokusere på hvordan man kan få mening ud
26