FUGLSØ-mØderne - Nordisk Konservatorforbund Danmark

jo ikke bruger i dag, 30 år efter det startede
rigtigt. Mit arbejde som formand i IADA førte
også til, at jeg var den første formand for
E.C.C.O.
BULLETIN
Mogens Koch og Sebastian Dobrusskin (Schweitz) studerer materiale fra
oversvømmelsen i Dresden. Foto Lene Grinde.
og vil du fortælle lidt om dit tyske
arbejde?
Det er en pris som gives som en anerkendelse
for et eller andet inden for det
fotografiske område. I 2003 blev prisen givet
dels til filmfotografen Wim Wenders og dels
til mig for det arbejde, jeg har lavet med
konservering i Tyskland. Jeg har siden 1980
jævnligt afholdt kurser i Tyskland. I regi af Internationale
Arbeitsgemeinschaft der Archiv-,
Bibliotheks- und Graphikrestauratoren (IADA)
har jeg afholdt rigtig mange kurser i Tyskland
både som bestyrelsesmedlem og senere som
formand. Jeg har prøvet at tælle dem, og
der er omkring 35. I mange år havde vi 2-3
kurser om året. Det var sådan set starten på
fotokonserveringen i Tyskland. Man kan sige,
at det første skub var efter en IADA kongres
i Göttingen, hvor H.P. havde fortalt til Günter
Brannahl, der dengang var leder af restaureringsværkstedet
i Universitetsbiblioteket i
Göttingen, at vi var begyndt at lave undervisning
i fotokonservering i København. Brannahl
syntes, at vi skulle lave noget i IADA og
indkaldte til et møde, hvori der deltog Edith
Weyde (Agfa), Martin Hansch, Dr. Klemish
(Bildarchiv Preussischer Kulturbesitz, Berlin),
Karin K. Troschke (Wien, senere Institut für
Papierrestaurierung, Schloss Schönbrunn),
Judith H. Hofenk de Graaff (ICN tidligere
Central lab., Amsterdam), Günter Brannahl
og mig. Her planlage vi, hvordan vi kunne
lave efteruddannelseskurser i IADA-regi. Vi
blev enige om, at Martin Hansch, som var
praktisk fotorestaurator skulle stå for det.
Efter at have deltaget som kursist i to af
kurserne blev jeg smidt ud i det ved derpå at
skulle køre det alene. Udviklingen har været
ret stor, da der dengang var meget grove
håndværksmæssige metoder i brug, hvilke vi
Du har tæt kontakt til den amerikanske
del af faget. Er der stor forskel
på den måde de griber faget an på i
forhold til den europæiske?
Mine amerikanske kontakter startede vel
egentlig, da jeg i 1980 ville deltage i et
møde i Rochester, NY om konservering og
bevaring af fotografier. Dagen før jeg skulle
rejse, indløb der, hvad der dengang hed en
telex, fra Kodak Amerika til Kodak Danmark
med besked om, at mødet var aflyst. Jeg
svarede, at dette var kedeligt for mig, da alt
var planlagt, og da jeg gerne ville møde bl.a.
Vivian Reeds og George Eaton (Kodak), som
kunne være interessante for mig at tale med
i forbindelse med fotokonservering. Det blev
accepteret, og jeg tog til Kodak i Rochester.
Her mødte jeg George Eaton, Walther Clark
(direktør på Eastman House), Grant Romer
(fotokonservator på Eastman House) og
senere med James Reilly (Rochester Institute
of Technology, senere leder af Image Permanence
Institute). På det tidspunkt havde
James Reilly et lille mørkekammer, hvor han
sammen med sin assistent, Connie McCabe,
lavede sine metoder til identifikation af
positiver samt sit albuminprojekt. Siden har
jeg haft et tæt forhold til Grant Romer og i
sær til James Reilly, hvilket bragte mig ind
i mange ting senere. Det har været rigtig
morsomt at komme ind i den amerikanske
konserveringsverden og forstå forskellen på
den amerikanske og den danske. Den er jeg
ikke sikker på, at jeg ville havde forstået,
hvis jeg ikke havde haft den kontakt til både
Grant Romer og James Reilly. Den amerikanske
fotokonservering går ud på at bevare det
kunstneriske udtryk, røre så lidt som muligt
og få så stor en pris for positivet som muligt.
De bevarer ”the final touch” af kunstneren,
mens vi i Europa hovedsagelig har beskæftiget
os med bevaring og fremskaffelse af flest
mulige informationer ud af det fotografiske
materiale til brug for arkivarer og bibliotekarer.
Så den store forskel er, at vi i Europa
har beskæftiget os med negativarkiverne og
for at få flest mulige informationer frem har
vi startet i en tradition, hvor vi var betydelig
mere brutale end vi er i dag. I Amerika ser vi,
at de altid har rørt så lidt som muligt, men
alligevel har fortaget indgreb på postiver, så
de fik et kosmetisk smukkere udtryk, uden
at de egentligt har villet tale om det. Vi har
nok stadig en mere åben debat i Europa
om konservering, og det vi gør, end de har i
Amerika.
13