FUGLSØ-mØderne - Nordisk Konservatorforbund Danmark

serveringen får en helt anden holdning til
de ting, som man beskæftiger sig med, og
at man vil tage meget mere hånd om det
analoge materiale, når det nu lige pludselig
er unikt.
Vi begyndte at spekulere på det næste store
bevaringsområde, og det er så det digitale
fotografi. Det startede interessen for og udviklingen
af det fag, vi i dag på Konservatorskolen
kalder for bevaring af maskinlæsbare
medier. Det betyder, at vi i konserveringsfaget
skal til at have en holdning til usynlige
medier, altså hvor vi står med et materiale,
som vi ikke kan aflæse med vores øjne.
Det betyder en helt ny tankegang for det
konserveringsfaglige. Helt konkret har det
i fotokonserveringsundervisningen betydet
to ting. Dels at de studerende, der kommer
ind på skolen i dag, ikke ved spor om
analog fotografi. Det vil sige, at vi starter
helt forfra og skal fortælle dem, hvad en
film er, og hvad det vil sige at fremkalde og
fiksere. Dels betyder det, at vi skal forklare
terminologien. Fordi blænde og tid er en
by i Rusland, som de studerende slet ikke
forstår noget af. Problemet er, at i dag er
det ligegyldigt, om det er en studerende eller
om det er en konservator, da mange ikke
tager hensyn til kvaliteten af det, der bliver
fotograferet. De er vant til at bruge mobiltelefonen
eller det lille kamera, fordi det er
så nemt at have i lommen, og det giver jo
egentlig et godt udtryk, men der er ingen,
der tænker på bevaringen af billederne. De
tages alle i et format og en filstørrelse som
ikke kan accepteres i bevaringsmæssig sammenhænge.
Det bliver lidt en kamp at skulle
lære folk at bruge ordentlige formater, som
TIFF, fuldstændig som i gamle dage, da
skolen startede, hvor vi prækede, at vi skulle
blive ved at bruge barytpapir i stedet for det
nye plastik papir (RC-papir). Så den fornemste
opgave for en, der underviser i konservering,
er i virkeligheden at være præst og
præke og præke og håbe på, at der falder et
par frø af engang i mellem.
Hvordan, tror du, fremtiden ser ud
for en fotokonservator i den digitale
verden?
Ja, fremtiden for en fotokonservator er vel i
virkeligheden meget anderledes, end da vi
startede. Jeg mener, at jeg har prøvet på at
føre lidt af traditionen videre fra tidligere.
Vi har på Konservatorskolen for tre år siden
skiftet dokumentationsdelen fra at være
100 % analog til at være 95 % digital.
Det har ikke været nemt, og det har kostet
mange penge, fordi vi på en eller anden
måde skulle prøve på at holde fanen højt
i den digitale verden, såvel som vi havde
BULLETIN
gjort i den analoge verden. Vi skulle ikke
gå for meget på kompromis, men på den
anden siden havde vi heller ikke økonomi til
at bruge 100 % faglige metoder. Vi mener,
at vi har fundet en gylden middelvej ved at
bruge et såkaldt småbilledformatkamera
med full-frame CCD eller CMOS-celle og
derved kan få nogle RAW-filer, som kan
sammenlignes med de gamle negativer. Vi
kan ikke gengive alle informationerne i dag,
men vi ved at gengivelsesmetoderne bliver
forbedret, og derfor kan vi med god grund
sige, at vi er nødt til at gemme det bedste,
vi kan gøre i øjeblikket. Vi har også gjort det
på skolen, at vi har lavet en ”sele-livrem”-
løsning, så vi ikke kun laver back-up,
back-up, og back-up af de digitale filer på
et sikkert serversystem. Men vi kræver også,
at al dokumentation af behandlinger før og
efter skal fremligge dels i farvedigitalprint,
som vi ved ikke er holdbart, og dels som
analog s/h-billeder, som vi ved kan holde i
minimum 150 år selv under dårlige opbevaringsforhold.
Derfor har vi prøvet på at lave
en struktur og en holdning til det digitale
materiale på samme måde, som vi tidligere
har gjort med det analoge materiale. Det,
mener jeg, er et skridt i den rigtige retning i
en digital tid, hvor det er svært at forudsige,
hvad der sker om fem år.
Grønlandske robåde. Foto: ® Mogens S. Koch
Hvilke af dine projekter, synes du, har
haft størst betydning for bevaringen
af fotografiet?
Det er svært! Men jeg synes nok at den
største ting, det er at kunne udvikle et fag
og kunne uddanne nogle studerende, som
er kapable, og som har den rigtige holdning
til faget. En anden ting er, at jeg for mange
år siden i samarbejde med Bo Nilsson
(daværende kulturråd i det svenske Statens
Kulturråd), Jonas Palm, Jesper Stub Johnsen
og Birte Rottensten lavede et projekt, hvori
vi ville finde det rigtige papir til at lave en
fornuftig opbevaring af fotografiske materialer,
så det dels ikke blev indeklemt, men
kunne ånde, og at det skulle kunne skabe
en vis bufferzone. Det blev for det første til
firflapkuverten, som vi fik udviklet og sat i
produktion af et svensk firma. Og for det
andet fik Bo Nielson bevilliget penge til
udvikling og syning af kuverter til 24/36- og
6x6-formater. Disse produkter forhandles nu
af Museiservice i Sundsvall. Firflappen, som
var svær at få indført i Museumstjenesten
og i danske arkiver og museer, synes jeg
er vigtig, da den på en eller anden måde
skabte en holdningsændring til materialet.
Negativet kunne ikke længere håndteres
som en håndmad, hvor man placerede
fingrene langt ind over emulsionen, når
15