Nr. 2 -23. ÃRGANG Juni 2001 (87)

VEJRET 

Nr. 2 -23. ÅRGANG Juni 2001 (87)

VEJRET 

Medlemsblad for 

Dansk Meteorologisk Selskab 

c/o Michael Jørgensen 

Morbærhaven 8-50, 2620 Albertslund 

Tlf. 43 46 39 22, trimi@aub.dk 

Giro 7 352263 

Formand: 

Jens Hesselbjerg Christensen 

tlf. 48 17 04 21 

jhc@dmi.dk 

Næstformand: 

Hans E. Jørgensen 

Tlf. 46 77 50 34, hans.e.joergensen@risoe.dk 

Sekretær/ekspedition: 

Michael Jørgensen 

Morbærhaven 8-50, 2620 Albertslund 

Tlf. 43 46 39 22, trimi@aub.dk 

Kasserer: 

Keld Q. Hansen 

Tlf. 39 15 73 44, kqh@dmi.dk 

Redaktion: 

John Cappelen, (Ansvarh.) 

Lyngbyvej 100, 2100 København Ø 

Tlf. 39 15 75 85, jc@dmi.dk 

Leif Rasmussen - Anders Gammelgaard - Hans Valeur 

Bladet tilsendes medlemmerne af 

Dansk Meteorologisk Selskab. 

Foreningskontingent: 

A-medlemmer: 220 kr. 

B-medlemmer: (Modtager ikke mødeindkaldelser): 

160 kr. 

C-medlemmer (studerende): 120 kr. 

D-medlemmer (institutioner): 225kr. 

Optagelse i foreningen sker ved henvendelse til 

Selskabet, att. kassereren. 

Korrespondance til selskabet stiles til 

sekretæren, mens korrespondance til bladet 

stiles til redaktionen. 

Adresseændring meddeles til nærmeste postkontor. 

Ved flytning fra/til udlandet dog meddelelse til DaMS. 

Redaktionsstop for næste nr. af 

VEJRET: 15. juli 2001 

©Dansk Meteorologisk Selskab. 

Det er tilladt at kopiere og uddrage fra 

VEJRET, såfremt det sker med kildeangivelse. 

Tryk: Glumsø Bogtrykkeri A/S, 57 64 60 85 

ISSN 0106-5025 

Fra 

redaktøren 

Denne spalte blev skrevet i skønt forårsvejr 

omkring St. Bededag med blå himmel og sommertemperaturer. 

Gad vide, hvordan vejret er når 

I sidder med dette blad i hånden. Er det en kølig 

start på sommeren eller var det gode vejr i starten 

af maj blot en forsmag. Det er svært at spå… 

Men uanset vejret udenfor er dette udvidede 

nummer af “Vejret” nok mest i den kolde afdeling. 

Der berettes således om “Sibirisk” kulde over 

Danmark, om vintervejret i det hele taget og om 

kulde, havrøg og von-Karmán hvirvler ved Jan 

Mayen. 

Men der berettes også om nordlys over Danmark, 

om mikrometeorologi over hav og kystområder og 

om vejret sidste år, både lokalt og globalt. 

Til sidst kan du læse om Selskabets nye formand 

og hvordan generalforsamlingen gik. Navne og 

adresser på nye og gamle bestyrelsesfolk osv. 

findes allerbagest i bladet. 

God fornøjelse og rigtig god sommer. 

John Cappelen 

Indhold 

Vejret 2000 - lokalt og globalt .......................... 1 

Blandt havrøg og von-Karmán hvirvler .......... 12 

“Sibirisk” kulde over Danmark....................... 17 

Vintervejret 2000/2001 ................................... 30 

Grænselag over Østersøen .............................. 34 

Nordlys og nordlysforskning i Danmark ........ 41 

Digestyrke....................................................... 55 

Nyt fra den ny formand................................... 57 

Navne og adresser ........................................... 60 

Forsidebilledet 

Natten den 11. - 12. april 2001 var der strålende 

nordlys over Danmark. Det optrådte i forbindelse 

med en magnetisk storm, forårsaget af en 

stærkt forøget gasudstrømning (solvind) fra Solen. 

Det spektakulære skue blev indfanget af fotograf 

Henrik Nordvig. Flere billeder kan ses på DMI’s 

hjemmeside www.dmi.dk under Aktuelt/Arkiv 

eller Forskning/Udvikling. En artikel om emnet 

er at finde i dette blad.

Vejret 2000 - lokalt og globalt 

Af John Cappelen, 

DMI 

Globalt blev 2000 atter et 

varmt år 

For 22. gang i træk lå den globale 

middeltemperatur over 

gennemsnittet. Den globale 

middeltemperatur lå i 2000 ca. 

0,3°C over gennemsnittet for 

perioden 1961-1990. Dermed 

optræder 2000 som et af de 10 

varmeste år siden regelmæssige 

målinger startede i 1860. 

Det varmeste år er stadig 1998 

med +0,58ºC over normalen. 

Globalt set optræder de 10 varmeste 

år i dette århundrede 

alle efter 1983 og den gennemsnitlige 

årlige middeltemperatur 

er steget med ca. 0,7 

grader siden slutningen af forrige 

århundrede. Til sammenligning 

er middeltemperaturen 

i Danmark i løbet af dette 

århundrede steget med ca. 0,5 

°C, mens de ti varmeste år 

optræder spredt fra 30’erne til 

90’erne. 

Varmen var dog ulige fordelt 

som det ses af figur 1, der viser 

temperatur-anomalier globalt 

(a), på den nordlige halvkugle 

(b), i troperne (c) og på 

den sydlige halvkugle (d). 

Temperaturen på den nordlige 

halvkugle var betydelig højere 

(+ 0.65ºC) end i troperne (+ 

0.15ºC) og på den sydlige 

halvkugle (+ 0.16ºC). 

Anomalier angiver afvigelse 

fra middel; i dette tilfælde 

midlet for perioden 1961-90. 

Specielt troperne har siden 

midten af 1998 været påvirket 

af en kold El Niño/Sydlig 

Oscillation (ENSO) situation, 

også kaldet La Niña (læs 

mere om El Niño og La 

Niña på DMI’s hjemmeside 

www.dmi.dk under 

"Forskning og Klima"). 

Figur 1. Kombinerede årlige landoverfl ade- og havtemperaturer for perioden 1860-2000 afsat 

som temperatur-anomalier globalt (a), på den nordlige halvkugle (b), i troperne (c) og på 

den sydlige halvkugle (d). Kilde: Climatic Research Unit, University of East Anglia and Hadley 

Center, The Met Offi ce. 

Vejret, 87, juni 2001 • side 1

Figur 2. Landstemperaturen i Danmark 1873 - 2000. Grafi k: John Cappelen. 

I Danmark blev 2000 også 

varm 

I Danmark blev 2000 atter et 

usædvanlig varmt kalenderår, 

men ellers ret normalt. Det 

startede med en mild vinter 

og et meget varmt forår. Sommeren 

var lidt køligere men 

samtidig mere tør end normalt, 

mens efteråret var varmt og 

praktisk talt frostfrit frem til 

midt i december. 

Med en årsmiddeltemperatur 

på 9,2°C for landet som 

helhed blev år 2000 sammen 

med 1934 og 1989 det næstvarmeste 

år, som er registreret 

i Danmark (se figur 2). 

side 2 • Vejret, 87, juni 2001 

Det varmeste år er stadig 1990 

med 9,3°C. Det er samtidig 

en kendsgerning, at blandt de 

seneste 13 år i Danmark har 11 

været varmere end normalt. 

Bemærkelsesværdigt for 

2000 var det, at temperaturen 

for alle årets måneder undtagen 

sommermånederne lå 

pænt over normalen (fig. 3). 

Årets mest sommerlige vejr 

optrådte i foråret fra omkring 

den 20. april til midt i maj. 

Årets højeste temperatur på 

næsten 33°C blev endda målt 

før Sankt Hans, nemlig den 

20. juni ved Bønsvig Strand 

nær Præstø under en ultrakort 

2 dages hedebølge. Årets 

laveste temperatur på 19,3 

minusgrader blev målt den 24. 

januar om morgenen ved Øster 

Kølkær midt i Jylland. Nattefrosten 

holdt sig stort set 

helt væk indtil den 17. december 

og det er ikke sket i Danmark 

siden de landsdækkende 

målinger startede i 1874. 

Efter to meget våde år, 860 

mm i 1998 og rekorden på 

905 mm i 1999, blev 2000 

kun lidt mere våd end normalt. 

Der blev for landet som helhed 

registreret 768 mm (normal 

712 mm). Nedbøren var jævnt 

fordelt med våde måneder i 

februar og marts samt oktober, 

november og december og

en sommer der gennemgående 

blev mere tør end normalt. 

Solen skinnede normalt – 

1710 timer mod normalt 1701 

timer – med maj som den ubetinget 

mest solrige måned med 

318 timer. 

På DMI's Internetsider kan 

du læse mere om vejret og klimaet 

i 2000 både under Vejr 

og Hav/Klima, under Aktuelt/ 

Arkiv og under Om DMI/ 

Publikationer. Se også omtalen 

af “Danmarks Klima 2000” til 

sidst i denne artikel. 

Vejret henover året i 

Danmark 

Januar blev varm, solrig og 

blæsende. Med en månedsmiddeltemperatur 

for landet 

som helhed på 3°C blev januar 

hele 3 grader over normalgennemsnittet 

(0°C) for perioden 

1961-90. Månedens højeste 

temperatur, 9,7°C, blev målt 

ved Landbohøjskolen i København 

den 17., og månedens 

laveste temperatur, ÷ 19,3°C, 

blev registreret i Midtjylland 

om morgenen den 24. 

Nedbøren i januar i gennemsnit 

ud over landet blev 59 mm. 

Det er normalt. Mest nedbør fik 

Viborg og Ringkøbing amter 

med omkring 80 mm i gennemsnit, 

og mindst nedbør fik 

Vestsjællands amt med knap 

40 mm. Den 5. blev København 

ramt af vintertorden med 

et usædvanlig kraftigt lynnedslag, 

der forvoldte betydelig 

skade på elektriske installationer. 

Solen skinnede i 64 timer 

i gennemsnit ud over landet. 

Det er hele 64 % over normalgennemsnittet. 

Mest sol 

kom der ved Skagen, 80 timer, 

mens Nordvestjylland fik 

mindst; omkring 55 timer. 

Det blæste meget i januar, 

og den 29. – 30. frembragte 

årets første storm ubehagelige 

erindringer om orkanen 

3. december 1999. Januarstormen 

nåede orkanstyrke 

(33 m/s i gennemsnit over 10 

minutter) ved Thyborøn, og 

i Hvide Sande blev der målt 

vindstød på 42 m/s (godt 150 

km i timen). Der var mange 

ødelæggelser, bl.a. på bygninger, 

som var ved at blive repareret 

efter orkanen i december. 

Figur 3. Måneds- og årsmiddeltemperatur 2000 for Danmark sammenlignet med 1961-90. Grafi k: 

John Cappelen. 


Februar blev meget varm og 

nedbørrig. Med en månedsmiddeltemperatur 

på 3,6°C 

blev februar hele 3,6°C over 

normalen for perioden 

1961-90. (Varmeste februar er 

5,5°C fra 1990). Månedens 

højeste temperatur, 11,8°C, 

forekom på Sydsjælland den 

28., og månedens laveste temperatur, 

÷ 8,3°C, forekom om 

morgenen den 21. i Midtjylland. 

I gennemsnit ud over landet 

faldt der 74 mm nedbør, eller 

95 % over normalgennemsnittet. 

Mest nedbør, omkring 105 

mm, fik Ringkøbing og Viborg 

amter, mens der i Nordøstsjælland 

kun faldt ca. 40 mm i 

gennemsnit. 

Solen skinnede i gennemsnit 

ud over landet i 73 timer. 

Det er nær normalen. Mest 

sol i februar fik Skagen med 94 

timer, mens der kun var ca. 60 

timer i det centrale Sydjylland 

og på Midtfyn. 

Marts blev varm og forholdsvis 

våd. Marts fik en månedsmiddeltemperatur 

på 3,8°C. 

Det er 1,7°C mere end normalgennemsnittet 

over perioden 

1961-90. Månedens 

højeste temperatur, 16,4 °C, 

blev registreret på Sydsjælland 

den 21., mens månedens 

laveste temperatur, ÷ 5,9°C, 

blev målt om morgenen den 

12. ved Klemensker på Bornholm. 

Nedbøren blev i gennemsnit 

ud over landet 61 mm eller 

33 % over normalgennemsnittet. 

Mest nedbør fik Sønderjyllands 

Amt og Nordøstsjælland, 

i gennemsnit omkring 

73 mm, mens der kun faldt 


Juni blev forholdsvis kølig. 

For landet som helhed blev 

månedsmiddeltemperaturen 

for juni 13,7°C. Det er 0,6°C 

under normalen over perioden 

1961-90. Den usædvanlig 

stærke varme i dagene 

omkring den 20. med døgnmiddeltemperaturer 

op til 

26°C gjorde, at månedsmiddeltemperaturen 

kom op mod 

det normale. Månedens højeste 

temperatur, hele 32,9°C, 

blev registreret i sydligste 

Sjælland, og månedens laveste 

temperatur, 2°C, blev registreomkring 

50 mm i gennemsnit 

i Storstrøms Amt. 


skinnede solen i 121 timer. Det 

er lidt over normalgennemsnittet. 

Mest sol, ca. 160 timer, 

forekom på Skagen, mens der i 

det sydlige Sønderjylland kun 

kom omkring 90 timer. 

April blev meget varm. 

Månedsmiddeltemperaturen 

for april blev for landet som 

helhed 8,2°C, eller 2,5°C over 

normalgennemsnittet for perioden 

1961-90. Det er således 

den tredjevarmeste april 

registreret siden regelmæssige 

landsdækkende målinger 

begyndte i 1874. I april 1952 

var der 8,3°C og i 1948 8,4°C. 

Månedens højeste temperatur, 

27,9°C, blev registreret 

i Nordsjælland den 30., og 

månedens laveste temperatur, 

÷4,1 °C, blev målt tidligt om 

morgenen den 6. på Sydsjælland. 

Nedbøren i gennemsnit ud 

over landet blev 42 mm. Det 

er normalt. Nordjyllands Amt 

fik mest nedbør i gennemsnit, 

ca. 60 mm (normal 38), mens 

Bornholm i gennemsnit kun 

fik ca. 25 mm (normal 37). 

Landsgennemsnittet af soltimer 

blev 162 timer. Det er 9 

% under normalgennemsnittet 

for perioden 1961-90. Bornholm 

fik mest sol omkring 245 

timer, mens der ved Bovbjerg 

syd for Thyborøn kun kom 

ca. 125 timer, eller omkring 

det halve af, hvad der kom på 

Bornholm. 

Maj blev varm og solrig. Trods 

en ustadig og forholdsvis kølig 

sidste halvdel blev maj for 

landet som helhed 1,9°C over 

gennemsnittet over normalperioden 

1961-90. Første halvdel 

af maj var usædvanlig varm 

og solrig med flere egent lige 

sommerdage. Over de første 

16 dage lå gennemsnitstemperaturen 

på 13,9°C, hvilket 

ville have været rekord for 

en hel maj. Månedens højeste 

temperatur, 29,8°C, blev registreret 

i Sønderjylland den 16., 

og månedens laveste temperatur, 

÷ 0.5°C, blev målt i Midtjylland 

tidligt om morgenen 

den 22. 

Ud over landet faldt der 51 

mm nedbør i gennemsnit. Det 

er kun 3 mm over det normale. 

Mest nedbør fik Ringkøbingog 

Viborg amter med omkring 

68 mm, mens der kun faldt 

omkring 30 mm over Fyn og 

store dele af Sjælland. 

Solen skinnede i 318 timer 

i gennemsnit ud over landet. 

Det er hele 33 % over det normale. 

Mest sol, 363 timer, forekom 

på Bornholm, og mindst 

sol, omkring 300 timer, var 

der flere steder i det indre af 

Midtjylland.

et den 17. i Vendsyssel om 

morgenen. 

Nedbøren blev i gennemsnit 

ud over landet 55 mm. Normalen 

er også 55 mm. Mest 

nedbør fik Nordjyllands amt 

og Bornholm med omkring 75 

mm, og mindst nedbør fik Vestsjællands 

amt med omkring 42 

mm. 


ud over landet i 230 

timer. Det er 8 % under normalen. 

Mest sol forekom på 

Bornholm, omkring 280 timer, 

mens de indre dele af Jylland 

kun fik 210-215 timer. 

Juli blev forholdsvis tør. Juli 

fik en døgnmiddeltemperatur 

på 14,9°C. Det er 0,7°C under 

normalgennemsnittet over 

perioden 1961-90. Landets 

højeste temperatur, 27°C, blev 

målt på Fanø den 4., og 

månedens laveste temperatur, 

3,9°C, blev målt tidligt om 

morgenen den 8. i Østjylland. 


faldt der 43 mm regn. Det er 

kun 65 % af normalgennemsnittet. 

Ringkøbing Amt fik 

mest nedbør, omkring 55 mm 

i gennemsnit, mens Vestsjælland, 

Lolland-Falster og Fyn 

fik mindst, kun ca. 27 mm i 

gennemsnit. 



Det er 15 % under normalen. 

Mest sol fik Skagen med 265 

timer, mens der i de centrale 

dele af Midtjylland kun forekom 

omkring 165 timer, eller 

100 timer mindre. 

August blev forholdsvis tør. 

Månedsmiddeltemperaturen 

for landet som helhed blev 

15,2°C. Det er 0,5°C under 

normalen over perioden 


temperatur på 27,4°C blev 

registreret i Svendborg den 

14., mens månedens laveste 

temperatur, 3,5°C, blev målt 

natten til den 1. september i 

Midtjylland. 


faldt der 49 mm regn. Det er 27 

% under normalgennemsnittet. 

Variationen ud over landet 

var stor, også på amtsbasis. Fra 

under 25 mm i gennemsnit 

i Storstrøms amt (det er 60 

% under normalen) til ca. 75 

mm i gennemsnit i Ringkøbing 

amt (det er normalt). 


ud over landet i 218 timer. Det 

er næsten normalt. Mest sol 

fik Bornholm med omkring 

265 timer, mens der i det centrale 

Midtjylland kun forekom 

knap 200 timer. 

September var uden nattefrost, 

men ellers næsten 

normal. September blev med 

en månedsmiddeltemperatur 

på 13,2°C for landet som 

helhed 0,5°C over normalgennemsnittet 

over perioden 


temperatur på 23,6°C blev 

målt så sent som den 29. i Sønderjylland 

og månedens laveste 

temperatur, 1,4°C, blev 

registreret tidligt om morgenen 

den 11. i Midtjylland. 

Nedbøren i gennemsnit ud 

over landet blev 74 mm. Det er 

normalt. Mest regn fik Århus 

Amt med 96 mm i gennemsnit 

(normal 64), mens Sønderjyllands 

Amt kun fik 56 mm 

(normal 80). Den 12. ramte 

et kraftigt tordenvejr en stor 

del af Danmark, og der blev 

registreret over 10.000 lynnedslag. 



Det er normalt. Mest sol i 

september fik Bornholm med 

næsten 220 timer, mens der 

ved Viborg kun var omkring 

130 timer. 

Oktober blev forholdsvis våd, 

meget varm og uden nattefrost. 

Med en månedsmiddeltemperatur 

på 11°C blev oktober 

næsten 2° varmere end normalgennemsnittet 

over perioden 


temperatur, 20,5°C, blev 

målt den 3. i Sydsjælland, 

mens der om natten til den 15. 

blev registreret 3,1°C ligeledes 

i Sydsjælland, som månedens 

laveste. Der blev således 

ikke registreret nattefrost 

i 2 meters højde over terræn i 

oktober i år. Det er kun sket én 

gang tidligere i DMI’s historie. 

Det var i 1961, hvor der 

blev målt 0,7°C som laveste 

temperatur. 


blev nedbøren i oktober 96 

mm. Det er 26 % over normalen 

på landsbasis. Det var dog 

forholdsvis tørt i de første tre 

uger af oktober. Variationen 

på amtsbasis var stor, fra 136 

mm i gennemsnit i Ringkøbing 

Amt (normal 96) til kun 47 

mm i Storstrøms Amt (normal 

49) og på Bornholm (normal 

60). 


ud over landet i 86 timer i oktober. 

Det er 13 % under normalgennemsnittet. 

Mest sol, 

100 timer, forekom ved Thisted, 

mens der i Vendsyssel 


kun kom omkring 77 timer. 

Den 30. oktober forberedte 

Danmark sig på orkan fra vest, 

men det kraftige lavtryk med 

det voldsomme vejr tog til 

alt held en mere nordlig kurs 

end forudset. Så mens orkanen 

rasede ude i Nordsøen, slap 

Danmark med hård kuling eller 

stormstyrke enkelte steder ved 

Vestkysten. 

November blev meget varm 

og næsten uden nattefrost. 

November blev med en 

månedsmiddeltemperatur på 

7°C hele 2,3°C varmere end 

normalgennemsnittet over 

perioden 1961-90. Den varmeste 

november overhovedet 

er 7,7°C fra 1938. Månedens 

højeste temperatur blev 14,3°C 

i Sydsjælland så sent som den 

29., og månedens laveste temperatur, 

kun ÷ 0,7°C, blev målt 

om morgenen den 28. i Nordjylland. 

Det er meget usædvanligt 

med så lidt nattefrost i 

en november. I oktober var der 

slet ingen nattefrost, hvilket 

også er meget usædvanligt. 


faldt der i november 92 mm 

nedbør. Det er 16 % over 

gennemsnittet over perioden 

1961-90. Mest nedbør fik 

Ringkøbing og Ribe amter 

med omkring 150 mm i gennemsnit, 

mens Nordøstsjælland 

kun fik omkring 50 mm 

i gennemsnit, eller 100 mm 

mindre. 



Det er 9 timer under normalen 

for perioden 1961-90. Mest 

sol fik de nordvestligste egne 

af Jylland med ca. 60 timer, 

mens der midt på Sjælland kun 

kom omkring 40 timer. 

December blev varm. Døgnmiddeltemperaturen 

for landet 

som helhed blev i december 

3.8°C. Det er mere end 2°C 

over normalgennemsnittet 

over perioden 1961-90. Månedens 

højeste temperatur blev 

13°C, målt den 8. i Sønderjylland, 

og månedens laveste 

temperatur ÷15,1°C blev registreret 

på årets sidste dag 

nær Kolding. Juleaften var det 

overvejende let frost med et 

ubetydeligt snedække meget 

lokalt, altså ikke landsdækkende 

hvid jul i år 2000. 


faldt der 71 mm nedbør. Det er 

næsten normalt for en december. 

Mest nedbør fik Nordvestjylland 

med over 90 mm 

i gennemsnit, mens der faldt 

knap 40 mm i gennemsnit over 

Bornholm. 



Det er ligeledes næsten normalt 

for december. Mest sol 

forekom i Sønderjylland, over 

50 timer, og der var mindst 

sol på Bornholm med 20 - 25 

timer. 

Måned gennemsnit °C maksimum °C minimum °C nedbør mm soltimer 

Januar 3,0 (0,0) 9,7 ÷ 19,3 59 (57) 64 (41) 

Februar 3,6 (0,0) 11,8 ÷ 8,3 74 (38) 73 (71) 

Marts 3,8 (2,1) 16,4 ÷ 5,9 61 (46) 121 (117) 

April 8,2 (5,7) 27,9 ÷ 4,1 42 (41) 162 (178) 

Maj 12,7 (10,8) 29,8 ÷ 0,5 51 (48) 318 (240) 

Juni 13,7 (14,3) 32,9 2,0 55 (55) 230 (249) 

Juli 14,9 (15,6) 27,0 3,9 43 (66) 200 (236) 

August 15,2 (15,7) 27,4 3,5 49 (67) 218 (224) 

September 13,2 (12,7) 23,6 1,4 74 (73) 152 (152) 

Oktober 11,0 (9,1) 20,5 3,1 96 (76) 86 (99) 

November 7,0 (4,7) 14,3 ÷ 0,7 93 (79) 48 (57) 

December 3,8 (1,6) 13,0 ÷ 15,1 71(66) 38 (39) 

Året 9,2 (7,7) 32,9 ÷ 19,3 768 (712) 1710 (1701) 

Tabel 1. Klimatal for Danmark 2000. Tallene i parentes er klimanormaler 1961-90. 

side 6 • Vejret, 87, juni 2001

Vejret i Tórshavn, 

Færøerne 2000 

Temperaturmæssigt var år 

2000 i Tórshavn lidt varmere 

end normalt (8,7°C mod 

6,5°C). Særlig anden halvdel 

af året var varmere end normalt, 

trods vinterligt vejr med 

sne i slutningen af december. 

Højeste temperatur i Tórshavn 

i år 2000 blev 17°C i juli og 

16°C i august og i maj. Året 

laveste temperatur i Tórshavn 

blev ÷ 6°C både i marts og 

december. 

Den samlede nedbør i 2000 

i Tórshavn blev noget mindre 

end normalgennemsnittet 

(1146 mm mod 1284 mm). Det 

var især tørt i forhold til det 

normale i maj og i juli, mens 

det var meget vådt i februar. 

Solen skinnede i Tórshavn 

hele 24 % mere end normalt 

(1042 timer mod 840 timer) 

med et meget stort overskud 

i maj, men også juni og juli 

havde et pænt overskud af 

sol. 

Højeste vindstød i Tórshavn 

i 2000 på 41 m/sek blev registreret 

den 21. februar om 

morgenen. 

På figur 4 kan Tórshavns årsmiddeltemperatur 

aflæses og 

sammenlignes med de sidste 

127 års udvikling også på 

andre lokaliteter i rigsfællesskabet. 

Vejret i Nuuk, Grønland 

2000 

Temperaturerne i Nuuk i år 

2000 lå gennemgående over 

det normale, mest udtalt i 

sidste halvdel af året. Årets 

Ozonudtyndingen over Antarktis 

var i 2000 helt usædvanlig 

kraftig. Allerede tidlig 

i september var “Ozonhullet” 

det største nogensinde og sidst 

i september/først i oktober var 

det også det “dybeste” endnu 

set. På den anden side vendte 

billedet hurtigt sidst i oktohøjeste 

temperatur blev 16°C 

i juli, og den laveste, ÷ 18°C, 

blev registreret i januar. 

Årsnedbøren lå over det normale 

med 1053 mm (normal 

752 mm). Der var især stor 

nedbør i forhold til det normale 

i januar, juli og september, 

men der kun var lidt 

nedbør i maj og juni. 

På figur 4 kan fem vestgrønlandske 

og to østgrønlandske 

lokaliteters årsmiddeltemperaturer 

aflæses og sammenlignes 

med de sidste 127 års 

udvikling også på andre lokaliteter 

i rigsfællesskabet. 

Signifikante klimaanomalier 

i resten af 

verden 

På figur 5 kan de mest signifikante 

klima-afvigelser og episoder 

i 2000 - set med globale 

briller -aflæses. 

Overordnet set havde store 

dele af den ikke tropiske nordlige 

halvkugle over normale 

temperaturer det meste af året. 

Det østlige tropiske Stillehav 

var under indflydelse af La 

Niña og var derfor koldere end 

normalt, mens de øvrige tropiske 

områder og den ikke tropiske 

sydlige halvkugle oplevede 

mange afvigelser til hver 

side, men med en dominans 

mod lidt varmere end normalt 

tilstande. 

Som sædvanlig var nedbøranomalier 

- der på den ene side 

kan bringer tørke og efterfølgende 

brande og på den anden 

side kan bringe oversvømmelser 

- som altid et dominerende 

billede i 2000. Specielt 

i Østafrika - Etiopien, 

Djibouti, Eitrea, Somalia og 

dele af Kenya - var mere end 

10 millioner mennesker berørt 

af tørke, da der i over 3 år i træk 

er kommet mindre nedbør end 

normalt. 

Bemærkelsesværdigt kan 

også nævnes meget alvorlige 

oversvømmelser i de sydlige 

alper i oktober, i England 

og Frankrig fra september til 

december og i Columbia fra 

juni til august. Under sommermonsunen 

i Asien var der 

også alvorlige oversvømmelser 

i Bangladesh, Cambodja, 

Indien, Laos, Thailand og Vietnam. 

Alene i Indien var mere 

end 10 millioner mennesker 

omfattet af katastrofen, hvoraf 

over 650 døde. 

Tropiske orkaner med medfølgende 

stærke vinde og ekstreme 

mængder nedbør var tillige 

skyld i mange katastrofer, 

hvoraf kan nævnes den 

atlantiske hurricane “Keith”, 

der ramte Centralamerika i 

oktober, tyfonen “Papiroon”, 

der ramte Korea i august/ 

september, supertyfonen 

“Saomai” der forårsagede rekordnedbør 

i Japan i september 

og cyklonen “Steve”, der 

trak sit spor over det nordlige 

Australien i februar/marts. 

Ozonlaget 2000 


Figur 4. 127 års middeltemperatur for forskellige lokaliteter indenfor rigsfællesskabet. 


Grafi k: John Cappelen. 


er, således at “hullet” pludselig 

var det mindste og svageste 

set i det sidste årti. På 

de nordlige breddegrader og 

middelbreddegraderne var der 

signifikante ozontab gennem 

året 2000. I marts var der afvigelser 

på minus 20-30% (mod 

1964-1976 normalen) nord for 

65 grader nord over Nordskandinavien 

og over den russiske 

føderation til 130 grader 

øst. Også andre steder på den 

nordlige halvkugle var der 

betydelige ozontab på omkring 

10% i samme periode. 

Figur 6 og 7 viser at i gennemsnit 

var ozonlagets tykkelse 

i 2000 over Danmark 

ca. 7 % lavere end normalt 

(middelværdien for årene 

1979-1988). Værdierne var 

gennemgående meget lave 

undtagen i februar, oktober/ 

november og i december og 

netop i første halvdel af marts 

var værdierne ekstra lave jvf. 

ovenstående. 

DMI påbegyndte målinger 

af ozonlaget over København i 

maj måned 1992. Målingerne 

er repræsentative for hele Danmark 

på grund af landets ringe 

geografiske udstrækning. For 

perioden november 1978 til og 

med april 1992 har DMI imidlertid 

også målinger af ozonlaget 

over Danmark fra den 

amerikanske rumfartsorganisation 

NASA’s (National Aeronautic 

and Space Administration) 

TOMS instrument (Total 

Ozone Mapping Spectrometer) 

på NIMBUS-7 satellitten. 

NASA udsendte i slutningen 

af 1996 en revideret version 

(version 7) af disse satellitmålinger. 

Satellitmålingerne 

for perioden 1979-1992 samt 

DMI’s målinger i den efterfølgende 

periode viser en udtynding 

af ozonlaget over Danmark 

gennem de sidste 20 år, 

se figur 7. En lineær tilpasning, 

der i figuren er vist ved en fuldt 

optrukken linie, viser i gennemsnit 

en udtynding på 0,4 

Figur 5. Geografi sk fordeling af de mest signifi kante klima-anomalier i 2000. 


% pr. år siden 1979. Middelværdien 

for 10-års perioden 

1979-1988, der anvendes som 

“normal” er vist ved den vandrette 

stiplede line. 

Udtyndingen af ozonlaget 

forventes at fortsætte de næste 

10-20 år som en konsekvens af 

den nedbrydning der forårsages 

af menneskeskabte CFCgasser. 

Herefter forventes det, 

at ozonlagets tykkelse langsomt 

tiltager indtil midten af 

næste århundrede. 

DMI måler også ozonlagets 

tykkelse over Grønland, i 

Thule, Søndre Strømfjord og 

Scoresbysund. Målingerne af 

ozonlaget over Danmark kan 

ses på DMI's Internetsider og 

tekst-tv, side 408. 

Ny rapport - Danmarks 

klima 2000 

I “Danmarks Klima 2000” 

med tillæg af Færøerne og 

Grønland kan der læses om 

vejrets udvikling henover året 

forskellige steder i Danmark, 

i Tórshavn på Færøerne og 

i Nuuk/Godthåb på Grønland. 

Årsmiddeltemperaturen 

for forskellige lokaliteter er 

endvidere sat i relief til de 

sidste 127 års udvikling. Det 

er tilstræbt, at bogens opbygning 

med landstal for Danmark 

2000 og en gennemgang af 

årets vejr i tabeller, tekst og 

figurer vil give en overskuelig 

fremstilling. 

Rapporten er på 84 sider, 

og kan som noget nyt, hentes 

på DMI’s internetsider. Den 

direkte adresse er: 

http://www.dmi.dk/f+u/ 

publikation/Tr01-06.pdf. 

Figur 6. Ozonlaget over Danmark 2000. De aktuelle målinger 

af ozonlagets tykkelse sammenlignes ofte med ozonlagets gennemsnitlige 

tykkelse fra tidligere år, f.eks. gennemsnittet af satellitmålingerne 

(TOMS) fra 10-års perioden 1979-1988, der er 

vist i fi guren ved den midterste stiplede »bløde« kurve. Da der 

imidlertid kan være store dag-til-dag variationer i ozonlagets 

tykkelse, er det tillige vigtigt at vide, hvor store disse variationer 

er i gennemsnit. Det udtrykkes statistisk ved hjælp af den såkaldte 

standardafvigelse. På fi guren er vist to stiplede »bløde« kurver, 

en over, og en under den “bløde” midterste kurve for middelværdien: 

de angiver henholdsvis middelværdien plus en standardafvigelse 

og middelværdien minus en standardafvigelse. 

Grafi k: Paul Eriksen, DMI. 

Figur 7. Udtyndingen af ozonlaget over Danmark 1979-2000. 

Grafi k: Paul Eriksen, DMI. 


Blandt havrøg og von-Karmán 

hvirvler 

af Keld Q. Hansen, 

DMI 

Det er særdeles sjældent at 

stærk vind og lave lufttemperaturer 

forekommer samtidigt 

i Danmark, men i de arktiske 

egne, f.eks. omkring Grønland 

er det almindeligt i vintermånederne 

og kan give anledning 

til et imponerende vejrfænomen, 

havrøg. Det sker, når 

havoverfladen afgiver tilstrækkelige 

mængder varme og fugtighed, 

og luften er så kold at 

skydannelsen stort set sker ved 

overfladen. 

CONVECTION projektet 

Undertegnede deltog i marts 

2001 i nogle rekognosceringsflyvninger 

i Grønlandshavet 

sammen med forskere fra Elektromagnetisk 

Institut, DTU. 

Det skete i forbindelse med 

klimaprogrammet CONVEC- 

TION. Fokus for programmet 

er at øge forståelsen og datagrundlaget 

for havis- og dybvandsdannelsen 

i området, 

som er central for klimaet på 

større skala, men det er nu ikke 

det disse linier handler om. 

Vejrforholdene fik på afgørende 

vis, og på godt og ondt, 

stor betydning for det flybaserede 

måleprogram, omend 


også spændende koldtvejrsfænomener 

kunne iagttages. Et 

par af dem beskrives her, set 

fra en ret så anvendelsesorienteret 

synsvinkel. 

Rekognosceringsflyvninger 

Til flyvningerne var chartret en 

gammel kending, et DASH-6 

TwinOtter fly, som efterhånden 

i et par årtier har bevist sin 

suveræne duelighed i de arktiske 

områder, ofte under meget 

vanskelige vejr- og banebetingelser. 

Med en ekstra kabinetank 

kan flyet holdes i luften 

i ca. 8 timer og har dermed 

en pænt stor operationsradius, 

selv i Østgrønland, hvor der er 

meget langt mellem civiliserede 

bane- og tankningsfaciliteter. 

Skyernes rolle 

De fleste af de flybaserede 

målinger krævede skyfrie vejrforhold, 

eller skal i det mindste 

foregå under skyerne, og 

hvor 3000 fod er den optimale 

flyvehøjde, men det siger sig 

selv, at der kan blive tale 

om at indgå nogle betydelige 

kompromis’er ved at søge 

lavere højder, ændre rute eller 

afbryde dataopsamlingen. Det 

blev der nu ikke tale om på 

den første flyvning som havde 

udgangspunkt fra Constable 

Pynt (se Figur 1) på Grønlands 

Østkyst d. 17. marts 

2001. Et stort højtryksområde 

over Østgrønland gav optimale 

arbejdsbetingelser for 

observation af havisen (se figur 

4A), med en horisontal sigtbarhed 

på langt over 100 km. 

Så det var en gruppe veltilfredse 

isfolk der senere på 

dagen satte fødderne på Jan 

Mayens vulkanske jord, som 

skulle være »base camp« for de 

kommende flyvninger. Stedet 

og dets 18 beboere er yderst 

gæstfrie, og kan heldigvis 

ikke sammenlignes med det 

enorme og besværlige papirarbejde 

det kræver at få tilladelse 

til besøge Jan Mayen. 

Øens vartegn er den mere 

end 2200 meter høje vulkan, 

Beerenberg (figur 2), som fra 

tiden til anden har indflydelse 

på vejret flere hundrede kilometer 

væk. Også det at Jan 

Mayen ligger tæt på grænsen 

mellem Atlanterhavet og den 

Østgrønlandske havis kan give 

anledning til voldsomme vejrforhold 

omkring vulkanøen. 

Jan Mayen 

Vores besøg på Jan Mayen 

blev kortere end forventet. 

Weekend’ens formidable solskinsvejr 

blev om mandagen 

afløst af en veritabel snestorm, 

og det skabte lidt bekymrede 

miner forud for tirsdagens 

flyvning. Tirsdag morgen, 20. 

marts, skinnede solen på Jan

Figur 1. Oversigtsiskort for Grønlandshavet d. 18. marts 2001 med de vigtigste stednavne. 

Rammen angiver feltprogrammets interesseområde i Grønlandshavet. 


Mayen, men -18°C (tæt på 

rekord for vinteren) og nordvestlig 

kuling (18-20 m/s) 

gjorde ophold udendørs til en 

lidet attraktiv oplevelse (chillfaktor: 

ca. -52°C). Flyet blev 

klar til afgang, omend der lød 

indtil flere eder og forbandelser 

fra de stivfrosne stakler, 

der skulle klargøre flyet, og 

i den stride vind på tværs af 

banen kom vi også i luften. 

Det viste sig hurtigt, at vores 

anelser om at havisen lå helt op 

til Jan Mayens vestkyst (figur 

2), og dermed var en del af 

forklaringen på det kolde vejr 

fundet. 

Havrøg og von-Karmán 

hvirvler 

Interesseområdet for denne 

flyvning lå i havet nordøst 

for Jan Mayen, da det skulle 

matche en satellitpassage samtidig, 

men grundet for dårlige 

vejrbetingelser derude, måtte 

ruten afkortes og lægges vestligere. 

Der var til tider meget 

stor spredning i havisen, og det 

gav anledning at tage »havrøgen« 

fra de isfri flader i øjesyn. 

Den vertikale varmefluks af 

varme og vanddamp, i størrelsesordnen 

500 Watt/m 2 , 

tager sig imponerende på kort 

afstand (figur 3). Det var 

planen at returnere til Jan 

Mayen for at gennemføre en 

flyvning den følgende dag. 

Det viste sig blot umuligt at 

lande det lille fly, for vinden 

var tiltaget til 21 m/s på tværs 

den isbelagte landingsbane, og 

satellitbilleder viste hvirvelafløsning 

fra vulkanen i form 

af de såkaldte von-Karmán 

hvirvler, som er almindeligt 

forekommende i denne vejrsituation, 

hvor de kolde, meget 

stabile arktiske luftmasser 

strømmer forbi vulkanen. Det 

forårsager til tider meget turbulente 

forhold nær vulkanen, 

Figur 2. Jan Mayens imponerende vartegn, vulkanen Beerenberg, d. 20. marts 2001. Havisen, 

bælter af overvejende 10-20 cm tykke tallerkenisfl ager, ligger helt op til kysten (i bunden af 

billedet). (Foto: Keld Q. Hansen) 


Figur 3. Et af mange eksempler på at havoverfl aden “ryger” d. 20. marts 2001 på positionen 

(73°30’N,8°18’W), ca. 250 km nord for Jan Mayen, langt inden for iskanten. Den stærke 

nordvestenvind havde skabt mange åbenvandsområder i drivisen. Lufttemperatur: ca. -20°C. 

Nyisdannelser fl ere steder. (Foto: Keld Q. Hansen) 

og det har i tidens løb givet 

mere end een pilot sved på 

panden ved ikke at have tilstrækkelig 

respekt for dette 

vejrfænomen. Efter et par forgæves 

landingsforsøg var piloternes 

beslutning, om ikke at 

prøve yderligere kræfter med 

stærk sidevind, en isbelagt 

landingsbane og von-Karmán 

hvirvler på samme tid, yderst 

forståelig, og der måtte derfor 

sættes kurs mod et af alternativerne, 

Constable Pynt, på den 

grønlandske Østkyst. Det var 

ikke en del af planen, men 

på disse breddegrader bestemmer 

naturen arbejdsbetingelserne, 

og det bør man have 

behørig respekt for. 


Feltprogrammets 

afslutning 

Dagen efter var forholdene 

ikke blevet bedre i Grønlandshavet, 

tværtimod, og det blev 

besluttet at aflyse den sidste 

del af feltprogrammet. Det var 

samlede udbytte af de to flyvninger 

var dog rigeligt tilfredsstillende, 

velvidende at 

det arktiske Atlanterhav er 

meget barskt i vintermånederne. 

CONVECTION kører 

også 2002, dog uden rekognosceringsflyvninger, 

og det kan 

formentlig give anledning til 

en ny artikel her i VEJRET, 

med fokus på programmets 

videnskabelige resultater. 

Figur 4. To NOAA-AVHRR billeder 

fra henholdsvis 17. marts 

og 20. marts 2001 samtidig 

med de to fl yvninger over havisen 

ved Jan Mayen. Meteorologisk 

set næsten identiske 

situationer med højt lufttryk 

over Grønland og lavt tryk 

over Norskehavet, som giver 

en kold nordvestlig strømning 

ved Jan Mayen, den ene dag 

ganske svag, tre dage senere 

op til 21-22 m/s, med både 

havrøg og von-Karmán hvirvler 

til følge. 


“Sibirisk” kulde over Danmark i 

februar 2001 

Af Niels Woetmann 

Nielsen, DMI 

Perioder med sne og kulde i 

Danmark har været kortvarige 

gennem de senere år. Det har 

stået på så længe, at man kan 

begynde at tale om en ændring 

af vinterklimaet her til lands. 

Måske er det blot et udslag af 

naturens luner og en varmeperiode 

i et klima, som af naturlige 

årsager veksler mellem 

varmere og koldere perioder. 

Tankevækkende er det imidlertid, 

at der måske for første 

gang i menneskehedens historie, 

finder en klimaændring 

sted, som er menneskeskabt. 

Der er nemlig både teoretiske 

overvejelser og indicier i form 

af numeriske modelberegninger 

af fremtidens klima, som 

peger på, at den antropogent 

forøgede mængde af kuldioxid 

og den fortsatte ophobning 

af denne drivhusgas i 

atmosfæren, skaber et varmere 

klima (se f.eks. [1]). 

Emnet for denne artikel 

drejer sig ikke om, hvorvidt de 

senere års lunere vinterklima i 

Danmark har naturlige årsager 

eller menneskeskabte drivhuseffekt-årsager. 

Artiklen handler 

derimod om en genopfriskning 

af, hvordan et “klassisk” 

koldluftsfrembrud østfra 

over Skandinavien forløber. 

En genopfriskning af et sådant 

“klassisk” vinterfænomen 

synes relevant, fordi det netop 

i disse år optræder så sjældent, 

at dets karakteristiske vejr risikerer 

at gå i glemmebogen. 

Kuldefrembruddet østfra over 

Skandinavien i begyndelsen af 

februar er den aktuelle anledning 

til at tage emnet op. 

I den modsatte ende af Nordatlanten 

er kuldefrembruddene 

vestfra over Hudson Bay 

- Newfoundland - Labrador 

området direkte modpoler til 

kuldefrembruddene østfra 

over Skandinavien. De førstnævnte 

udbrud, som ofte finder 

sted i forbindelse med kraftige 

ekstratropiske cyklonudviklinger 

over Golfstrømmen 

øst for Newfoundland, er langt 

hyppigere end de sidstnævnte 

og har været totalt dominerende 

i de senere år. Det 

aktuelle koldluftsudbrud østfra 

over Skandinavien fandt sted 

samtidig med koldluftsudbrud 

vestfra over Newfoundland. 

Sidstnævnte var medvirkende 

til, at kulden over Sydskandinavien 

hurtigt blev afløst 

af mild atlanterhavsluft og 

Figur 1. Variation i 2m-temperatur (fuldt optrukken kurve) 

og msl luftttryk (stiplet kurve) i Jægersborg ved København 

under kuldeperioden i begyndelsen af februar 2001. To pile som 

peger på trykkurven markerer snevejrsperioden i København. 

Temperaturskalaen (°C) er vist til venstre, trykskalaen (hPa) 

til højre. 


med det for vinterenthusiaster 

kedelige resultat, at kuldefrembruddet 

kun fik en forlænget 

weekends varighed. 

Et svagere kuldefrembrud 

ved juletid, som gav sne flere 

steder, og endnu to kuldefrembrud, 

et i slutningen af 

februar og et efter midten af 

marts, bidrog imidlertid til at 

vinteren 2001, trods sin generelt 

milde karakter, fik adskillige 

vinterlige islæt. Forløbet 

af især de to sidstnævnte kuldefrembrud 

adskiller sig noget 

fra det, der beskrives i denne 

artikel, bl.a. ved at have en 

noget længere varighed. 

I den sydligste del af landet 

vil vinteren 2001 nok først og 

fremmest blive husket for sit 

kraftige snevejr den 18. - 19. 

marts, under vinterens sidste 

kuldefrembrud. Forfatteren til 

denne artikel var så “heldig” 

ved Flensborg Fjord at opleve 

ca. 36 timers næsten uafbrudt 

snevejr, som lagde en ca. 50 

cm tyk snedyne med meterhøje 

driver ud over landskabet. 

Figur 2. Radiosonderinger fra Jægersborg ved København, hhv. 

fra 3. februar 23 UTC (fuldt optrukne kurver), 4. februar 11 

UTC (stiplet kurve) og 5. februar 11 UTC (punkteret kurve). 

Vindfanerne yderst til højre gælder for den førstnævnte radiosondering. 

Vinteren i Jægersborg ved 

København 

Kuldeperiodens varighed i 

København fremgår af Figur 

1. Denne figur viser målinger 

af 2m temperatur og lufttryk 

reduceret til havniveau (msl. 

tryk) fra Jægersborg i perioden 

fra den 31. januar 14 UTC 

til den 6. februar 14 UTC. 

Det fremgår, at den uafbrudte 

frostperiode varede fra torsdag 

den 1. februar 12 UTC til 

tirsdag den 6. februar 03 UTC. 

Kulden kulminerede om lør- 

På det termodynamiske diagram i Figur 2 aflæses værdien 

af θ w 

som temperaturen i skæringspunktet mellem 1000 hPa 

(vandret linie), fugtadiabaten (stiplet kurve, som krummer 

mod venstre) og isotermen (skrå, fuldt optrukket linie). 

Figur 2 viser f.eks., at en luftmasse med θ w 

= 2°C har 

en temperatur på omkring -39°C i 500 hPa. Denne værdi 

fremkommer ved at følge fugtadiabaten θ w 

= 2°C til 500 hPa 

og der aflæse temperaturen. Tilsvarende har en luftmasse 

med θ w 

= 0°C en temperatur på ca. -41°C i 500 hPa og en 

ækvivalent potentiel temperatur på ca. 10°C. Sidstnævnte 

temperatur fås ved at følge fugtadiabaten med θ w 

= 0°C 

mod lavere tryk indtil den løber parallelt med tøradiabaterne 

(fuldt optrukne kurver, som krummer mod højre) og derefter 

følge den tangerende tøradiabat til skæring med 1000 hPa 

og aflæse temperaturen i skæringspunktet. 


dagen, hvor døgnmiddeltemperaturen 

var under -8°C. 

I de højere luftlag over Danmark 

kom kulden fra den 

nordlige sektor, mens den ved 

bunden af atmosfæren kom fra 

det østlige hjørne i overensstemmelse 

med at kuldeadvektion 

får vinden til at bakke 

med højden. Ifølge DMI-HIR- 

LAM analyserne indtraf den 

laveste temperatur i 500 hPa 

over København i tidsrummet 

mellem 18 UTC den 3. og 6 

UTC den 4. februar. Dette er 

i overensstemmelse med sonderinger 

fra Jægersborg, som 

viser, at temperaturen i 500 

hPa nåede ned på ca. -40°C 

den 3. februar 23 UTC (jfr. 

Figur 2). Tolv timer før og 

efter var temperaturen i samme 

trykflade hhv. -39 og -35°C. 

Figur 2 viser også, at det egentlige 

kuldelag i Jægersborg har 

sin top i ca. 600 hPa. Op 

gennem den smalle frontzone 

på toppen af kuldelaget falder 

den relative fugtighed kraftigt, 

mens temperaturen stiger 

moderat. Frontzonen giver sig 

også tilkende ved en markant 

ændring af den horisontale 

vindhastighed fra bund til top 

i frontzonen. Vinddrejningen 

fra sydsydvest til vestnordvest 

indikerer varmeadvektion, 

hvilket bekræftes af temperatursonderingen 

12 timer 

senere (jfr. den stiplede temperaturkurve 

i Figur 2). Det 

fremgår også af de viste temperatursonderinger, 

at kuldela- 

Figur 3a. DMI-HIRLAM analyse af ækvivalent potentiel temperatur 

i °C i 500 hPa (fuldt optrukne kurver med intervallængde 

2°C og stipling af 12°C isotermen) og msl lufttryk i hPa (stiplede 

kurver med intervallængde 2.5 hPa) . Analysetidspunkt: 

2. februar 12 UTC. 

Figur 3b. Som 3a, men for 

analysetidspunkt 4. februar 

00 UTC. 


get 11 UTC den 4. februar 

er blevet lidt tyndere. Derefter 

skrumper tykkelsen af kuldelaget 

hastigt ind. Allerede et 

døgn senere (11 UTC den 5. 

februar) ligger toppen af koldluften 

(bunden af frontzonen) 

i ca. 850 hPa (jfr. den prikkede 

temperaturkurve i Figur 

2). Omkring 23 UTC den 5. 

februar når bunden af frontzonen 

jordoverfladen, 4 timer 

senere passerer varmfronten 

(toppen af frontzonen) Jægersborg 

og kuldeperioden er slut 

efter mindre end 5 døgns 

varighed. 

Der faldt kun ubetydelig sne 

i København under kuldeadvektionen 

den 1. februar. 

Snevejr, som gav gener for 

trafikken, indtraf først midtvejs 

i kuldeperioden, nærmere 

bestemt i det tidsrum natten 

mellem lørdag og søndag, hvor 

der blev målt den laveste 500 

hPa temperatur i Jægersborg. 

Perioden med de fleste snebyger 

er på Figur 1 markeret 

med to lodrette pile. Samme 

figur viser også, at snebygerne 

optræder samtidig med en 

svag perturbation i msl. trykket. 

Temperaturkurvens forløb 

indikerer, at det er snevejrsskyerne, 

som forhindrer de 

to forudgående nætters dyk 

i temperaturen i at gentage 

sig. Temperaturdykket udebliver 

også natten til mandag, 

denne gang på grund af 

varmfrontskyernes fremtrængen 

sydfra. 

Radiosonderingen fra den 3. 

februar 23 UTC, vist i Figur 

2, repræsenterer forholdene i 

begyndelsen af snevejrsperioden 

i København. Temperaturkurven 

i laget fra ca. 940 hPa 

Figur 3c. Som 3a, men for analysetidspunkt 5. februar 12 UTC. 

C1, C2 og C3 viser dybe koldluftsceller omtalt i teksten. 

Figur 3d. Som 3a, men for analysetidspunkt 6. februar 6 UTC. 

C1, C2 og C3 viser dybe koldluftsceller omtalt i teksten. 


til ca. 600 hPa ses tilnærmelsesvis 

at følge θ w 

= - 3°C (Box 

på side 18). Med en skybase 

ved 940 hPa og et lufttryk ved 

overfladen på 1014 hPa (jfr. 

Figur 1) kan der ved en overfladetemperatur 

på 0°C eller 

mere forventes udvikling af 

snebyger med toppe omkring 

600 hPa. Disse forhold sandsynliggør 

at sneen i København 

faldt fra snebyger, som 

blev dannet opstrøms over 

Østersøen. Det skal dog tilføjes 

at snebygerne ikke nødvendigvis 

behøver at have deres 

rødder ved overfladen. Svage 

opadrettede vertikalhastigheder 

knyttet til den observerede 

trykperturbation kan også 

have udløst konvektion fra et 

højereliggende niveau. 

DMI-HIRLAM’s analyse af 

kuldefrembruddet 

Figur 3 og 4 viser et udvalg 

af DMI-HIRLAM-G analyser, 

som tilsammen giver et 

indtryk af den arktiske kuldes 

bevægelse lige fra kuldefrembruddet 

er godt i gang over 

Danmark til kulden igen er 

fortrængt af mild atlanterhavsluft. 

Figur 3 viser msl. lufttrykket 

(stiplede kurver) og den ækvivalent 

potentielle temperatur 

θ e 

i 500 hPa (fuldt optrukne 

kurver). På grund af den lave 

luftfugtighed er θ e 

i 500 hPa 

næsten identisk med den 

potentielle temperatur i samme 

trykniveau. 

På Figur 3 er θ e 

= 12°C fremhævet 

med stipling oven i den 

fuldt optrukne kurve. Ifølge 

Figur 2 svarer denne værdi af 

Figur 4a. DMI-HIRLAM analyse af 500-1000 hPa tykkelsen i 

meter (fuldt optrukne kurver) og potentiel vorticity (PV) ≥ 2 pvu 

(1 pvu = 10 -6 m 2 s -1 K kg -1 ) i den potentielle temperaturfl ade 

310 K. Intervallerne 2 - 3 pvu, 3 - 4 pvu, 4 - 5 pvu og 5 - 8 pvu er 

vist med tiltagende mørk skravering. Viste stiplede konturlinier 

er for 2, 3, 4 og 5 pvu. Analysetidspunkt: 2. februar 12 UTC. T1, 

T2 og T3 viser øvre trugakser omtalt i teksten. 

Figur 4b. Som 4a, men for analysetidspunkt 4. februar 00 

UTC. 


Figur 4c. Som 4a, men for analysetidspunkt 5. februar 12 

UTC. 

Figur 4d. Som 4a, men for analysetidspunkt 6. februar 6 UTC. 

θ e 

til en potentiel vådtemperatur 

θ w 

på ca. 2°C (Box 1). Der 

er to grunde til at fremhæve 

konturen. For det første giver 

den et indtryk af det område, 

hvor den arktiske koldluft er 

dybest. For det andet afgrænser 

konturen et område, hvor 

der er stor sandsynlighed for 

dyb konvektion (i hele koldluftmassens 

dybde), hvis der 

samtidig gælder, at temperaturen 

tæt ved overfladen (i 

1000 hPa) er højere end 2°C. 

Sidstnævnte betingelse er altid 

opfyldt over åbent hav, men 

derimod ikke i havisens randzone 

og heller ikke altid i 

lavvandede kystområder. Det 

skal tilføjes, at både voksende 

skybase (lavere luftfugtighed) 

og stigende lufttryk ved overfladen 

kræver en højere overfladetemperatur, 

hvis konvektion 

med en given θ w 

skal 

opretholdes. 

Figurerne 3a til 3d giver 

et indtryk af den dybe arktiske 

koldlufts bevægelse fra 12 

UTC den 2. februar frem til 06 

UTC den 6. februar. Det fremgår, 

at koldluftmassen generelt 

har en bevægelse mod 

vest, samtidig med at dens 

hovedakse foretager en drejning 

mod uret, med lidt god 

vilje fra en nord-syd orientering 

i Figur 3a over en vestøst 

orientering i Figur 3c til en 

sydvest-nordøst orientering i 

Figur 3d. Igennem perioden 

foregår der også en opsplitning 

af koldluftmassen i celler, 

hvilket tydeligst fremgår af 

Figur 3c. Denne opsplitning 

i celler hænger sammen med 

udviklingen af en række korte 

bølger, som bevæger sig mod 

uret omkring koldluftmassens 


“tyngdepunkt”. 

Figur 4 giver et alternativt 

billede af udviklingen. Figuren 

viser to felter, hhv. potentiel 

vorticity (PV) i den potentielle 

temperaturflade θ = 310 

K (ca. 37°C) og tykkelsen 

af laget mellem 1000 og 500 

hPa i meter (fuldt optrukne 

kurver). Den potentielle vorticity 

er her defineret som 

PV= -g(ξ θ 

+ f)∂θ/∂p, 

hvor ξ θ 

er den relative vorticity 

beregnet på θ-fladen 310 

K, f er Coriolis parameteren, 

g er tyngdeaccelerationen og 

∂θ/∂p er den potentielle temperaturgradient 

i laget fra 307 

til 313 K. I den øvre troposfære 

gælder normalt at PV < 

1.5 pvu (1 pvu = 10 -6 m 2 s -1 K 

kg -1 ). Den nedre stratosfære 

har derimod sædvanligvis PVværdier 

som er noget højere 

end 2 pvu. De skraverede 

områder på Figur 4 har PV ≥ 

2 pvu. I disse områder er det 

derfor sandsynligt at θ-fladen 

310 K befinder sig i den nedre 

stratosfære eller at luften i 

det mindste er af stratosfærisk 

oprindelse. Udenfor de skraverede 

områder er det sandsynligt 

at omtalte flade befinder 

sig i troposfæren eller ved 

tropopausen. Figuren viser, at 

der er en klar sammenhæng 

mellem tykkelsesfeltet og PVfeltet. 

Felterne er negativt korrelerede, 

således at en lav tykkelse 

er forbundet med en 

høj PV. Sammenhængen ses 

måske tydeligst i de tidligere 

omtalte bølger, hvor PV-feltet 

smukt synliggør trugene i tykkelsesfeltet 

(Figur 4c). 

En sammenligning med 

Figur 3 viser endvidere, at 

der er en klar sammenhæng 

Figur 5. NOAA billede (infrarødt) fra 2. februar 14.55 UTC. 

mellem θ e 

i 500 hPa og tykkelsesfeltet 

i Figur 4. Korrelationen 

er positiv, således at lave 

værdier af θ e 

har en tydelig 

tendens til at optræde i områder 

med lav tykkelse. Dette 

medfører, at der må være 

en negativ korrelation mellem 

θ e 

og PV, hvilket bekræftes 

ved sammenligning af de to 

felter. 

Den negative korrelation 

mellem tykkelse og PV og den 

positive korrelation mellem 

tykkelse og θ e 

hænger sammen 

med at en kold troposfærisk 

luftmasse har en lille tykkelse 

og en relativt lavtliggende tropopause, 

mens en varm troposfærisk 

luftmasse har en stor 

tykkelse og en relativt højtliggende 

tropopause. 

Udviklingen set fra polære 

satellitter 

Kuldeadvektion i troposfæren 

på vestsiden af den arktiske 

koldluftmasse nord for trugakse 

T1 i Figur 4a får koldluftmassen 

til at bevæge sig mod 

vest. På Figurerne 3a og 4a ses 

dette ved, at der i et område 

nord for T1 er en overfladevind 

fra sydøst og en termalvind 

i 1000-500 hPa laget fra 

nordøst (parallelt med tykkelseskonturerne), 

hvilket medfører 

at vinden bakker med 

højden (kuldeadvektion). Syd 

for trugaksen, over den sydlige 

Nordsø og Holland, ses på 

samme måde, at der er der varmeadvektion. 

Varmeadvektionen 

syd for trug T1 bevirker 



at termalvinden i 1000-500 

hPa laget med tiden drejer fra 

nordvest mod vest (jfr. Figur 

4b). Overgangszonen mellem 

varme- og kuldeadvektion ses 

på det pågældende tidspunkt 

at befinde sig umiddelbart 


sydvest for Danmark. På satellitbilledet 

i Figur 5 markeres 

overgangszonen af relativ højtliggende 

skyer med en skarp 

afgrænsning mod koldluften. 

Den nordøstlige strømning af 

kold luft ved bunden af atmosfæren 

på sydøstsiden af 

højtrykket over Nordskandinavien 

fremkalder skygader 

over den Botniske bugt og ud 

gennem Skagerrak. I “læzonen” 

langs den norske vestkyst 

og i kerneområdet af den

Figur 7. NOAA billede (infrarødt) fra 4. februar 11:51 UTC. PL1 viser det første i en serie 

på 3 polarlavtryk. 

relativt varme troposfæriske 

luftmasse (Figur 4a) ses ingen 

eller kun få skyer, mens der 

længere til havs ses et ret 

udbredt stratus eller stratocumulus 

skydække. Der er ingen 

tegn på tilstedeværelse af dybe 

bygeskyer over Norskehavet, 

i overensstemmelse med at 

kernen af koldluften (symboliseret 

ved θ e 

= 12° isotermen 

i Figur 3a) endnu befinder sig 

over Skandinavien. Situationen 

ændrer sig radikalt i løbet 

af den 3. februar, hvor den 

dybe koldluftmasse begynder 

at bevæge sig ud over Norskehavet. 

Den 4. februar er 

der i området med dyb koldluft 

over Norskehavet kraftig 

bygeaktivitet (jfr. Figur 6). I 


skymønsteret kan man se, at 

der ud for Sydvestnorge er 

dannet et trug i bunden af 

atmosfæren med en sydlig til 

sydøstlig vind nær kysten og 

en nordøstlig vind længere til 

havs. Mod syd viser skygader 

en strømning af kold luft fra 

nordøst ud gennem Skagerrak 

og nordlige Nordsø. Omtalte 

trug ses også tydeligt i msl. 

trykket på analysen i Figur 

3b. Ni timer senere (Figur 7) 

er den relativt uorganiserede 

konvektion i trugområdet via 

cyklogenese blevet organiseret 

i en kommasky, som er 

et polarlavtryks karakteristiske 

skysignatur. Det er muligt, 

at læ-cyklogenese spiller en 

vis rolle for udviklingen af 

polarlavtrykket, men overordnet 

er det positiv vorticity 

advektion i højden i forbindelse 

med den dybe koldlufts 

bevægelse mod vest, som er 

drivkraften. Den første koldluftscelle 

(C1) dannes i forbindelse 

med udviklingen af 

polarlavtrykket (PL1). Både 

celle og tilhørende polarlavtryk 

kan følges på de efterfølgende 

analyser (Figur 3c,d og 

Figur 4c,d). På satellitbilleder 

kan PL1’s skysignatur identificeres 

frem til den 6. februar 

og sandsynligvis endnu længere. 

Den 6. februar befinder 

PL1 sig sydvest for Island 

(Figur 4d og Figur 10), ca. 

2000 km vest for sin position 

to døgn tidligere. 

Udvikling af polarlavtryk 

over Norskehavet er ikke 

usædvanlig. Oftest opstår de, 

når dyb arktisk koldluft fra 

havisen strømmer ud over 

åbent hav. Koldluftsudbrud fra 

øst over Skandinavien har som 


L1 viser et extratropisk lavtryk, PL1 er det samme system som i 

Figur 7, mens PL2 er et nyt polarlavtryk under udvikling. 

nævnt været sjældne de senere 

år. Derfor er der ikke umiddelbart 

andre dokumenterede 

eksempler på denne type polarlavtryk 

at fremvise. Der er 

imidlertid grund til at antage, 

at disse polarlavtryk er en del 

af vejrmønsteret i dybe koldluftsudbrud 

østfra over Skandinavien. 

Polarlavtryk PL1 et blot det 

første i en serie af polarlavtryk, 

der under koldluftsudbruddet 

udvikler sig over Norskehavet. 

Udviklingen af det 

næste (PL2) er i gang et døgn 

efter det første. Denne gang 

foregår udviklingen længere 

mod nord over Norskehavet 

(Figur 8) i forbindelse med at 


Figur 9. Som fi gur 8, men for 14.20 UTC. 

trug T2 (Figur 4c) og tilhørende 

koldluftscelle C2 (Figur 

3c) bevæger sig ud over åbent 

hav. Bedømt ud fra satellitbillederne 

i Figur 8 og 9 udvikles 

PL2 i perioden mellem 8 

og 14 UTC. Skyerne dannes 

og organiseres på nedstrømssiden 

af T2 (Figur 3c og 4c), 

hvor primært positiv vorticity 

advektion i højden medfører 

en generel opstigning af luft 

nedstrøms for trugaksen. Skyernes 

organisering i en kommalignende 

form under polarlavtrykkets 

udvikling indikerer, 

men er ikke noget bevis 

for, at cyklogenesen har skabt 

en lukket lavtrykscirkulation i 

højden. Det fremgår af Figur 

3c og 4c, at kommaskyens 

“hoved” befinder sig centralt 

i celle C2 og også centralt 

i området med de laveste 

500-1000 hPa tykkelser. 

Bemærk at Figur 8 samtidig 

viser, at skyerne i PL1 nu 

fremtræder mindre organiseret, 

hvilket indikerer en svækkelse 

af PL1. 

En sammenligning mellem 

PL1 og PL2 synes at vise, at 

PL2 er mindre domineret af 

dyb konvektion. Dette hænger 

formentlig sammen med at 

PL2 har en bevægelse fra varmere 

mod koldere hav, hvorved 

der navnlig på nedstrømssiden 

af overflade-trugaksen 

dannes et stabil lagdelt 

bundlag, som forhindrer eller 

hæmmer konvektion fra overfladen. 

Det bør også nævnes, at 

Figur 8 viser skymønsteret i 

et af de sjældne tilfælde, hvor 

der næsten samtidigt har været 

udbrud af kold luft fra øst 

over Skandinavien og fra vest 

over New Foundland. Frontskyerne, 

der strækker sig fra 

De Britiske Øer tværs over 

Nordatlanten til området syd 

for Kap Farvel, adskiller kold 

udstrømningsluft (fra højtrykket 

over Skandinavien) med 

en historie over en relativ kold 

del af Nordatlanten fra luft 

med en (måske længere) historie 

over en varmere del af 

Nordatlanten. PL1 markerer 

forkanten af den dybe koldluftmasse 

fra øst. Koldluftmassen 

med dybe bygeskyer, 

der stammer fra udbruddet 

over New Foundland, ses syd 

og sydøst for L1 på Figur 8. 

Mod øst afgrænses koldluften 

af et massivt skyddække 

hørende til et trug nær 20°W 

(Figur 4c). Det er mild luft 

foran dette trug, som i løbet af 

den 6. februar definitivt afslutter 

kuldeperioden over Danmark 

(Figur 3d og 4d). 

Om morgenen den 6. februar 

dannes et tredje polarlavtryk 

over Norskehavet (PL3 på 

Figur 10). Lavtrykket opstår 

på samme måde som de to 

foregående ved at koldluftscelle 

nummer 3 med tilhørende 

trug (h.hv. C3 på Figur 

3d og T3 på Figur 4d) bevæger 

sig fra Nordskandinavien 


ud over Norskehavet. Alle tre 

polarlavtryk ses på Figur 10. 

PL1, som nu befinder sig 

sydøst for Kap Farvel, har 

tilsyneladende fået nyt liv. 

PL2 og PL3 roterer cyklonalt 

omkring “tyngdepunktet” på 

den tilbageværende dybe koldluftmasse 

over Norskehavet. 

PL2 er på vej mod nordnordøst 

mens PL3 er på vej mod 

sydsydvest. Dette fremgår ved 

at sammenligne Figur 10 med 

Figur 11. Med C3 vel ude 

over Norskehavet (Figur 3d) 

er reservoiret af dyb koldluft 

over Skandinavien tømt og 

vejen er banet for tilstrømning 

af mild luft fra sydvest op over 

Skandinavien. Figur 11 viser 

at frontskyerne, som grænser 

op mod resterne af den dybe 

koldluft fra udbruddet østfra 

over Skandinavien, strækker 

sig fra Mellemsverige over 

Sydnorge til et lavtryk under 

opfyldning (sidstnævnte fremgår 

ved sammenligning med 

Figur 10) over Irland. Bygeskyer 

umiddelbart syd for dette 

lavtryk indikerer at koldluften 

(i stærkt modificeret form) 

fra udbruddet fra vest over 

New Foundland er nået frem 

til Vesteuropa. Sandsynligvis 

har luften i det relativt skyfrie 

bånd over det sydlige England, 

den sydlige Nordsø og det 

nordvestlige Danmark samme 

oprindelse. 

Sammendrag 

Denne artikel beskriver det 

andet af i alt fire kuldeperioder 

over Danmark i vinteren 

2001. I beskrivelsen benyttes 

konventionelle observationer, 

Figur 10. NOAA billede (infrarødt) fra 6. februar 07.34 UTC. L2 

viser et extratropisk lavtryk, mens PL1 og PL2 er identisk med de 

to polarlavtryk i Figur 9. PL3 viser et nyudviklet polarlavtryk. 

satellitbilleder og numeriske 

analyser fra det operationelle 

DMI-HIRLAM system. Kuldeperioden, 

der kun har en forlænget 

weekends varighed, er 

et “klassisk” eksempel på et 

udbrud af dyb arktisk koldluft 

fra øst over Skandinavien. På 

mindre end en uge flytter koldluften 

sig fra Skandinavien ud 

over den nordlige Nordatlant. 

Flytningen sker i “klumper” 

i forbindelse med dannelse af 

korte bølger, som udbreder sig 

cyklonalt (mod uret) omkring 

koldluftmassens centrale del. 

Flytningen af koldluftmassen 

skal ses i sammenhæng med 

strømningen på stor skala. Et 

næsten samtidigt udbrud af 

koldluft fra vest over New 

Foundland synes at spille en 

vigtig rolle for den skandinaviske 

koldluftmasses bevægelse. 

Den dybe koldluftmasses 

fremtrængen østfra over Norskehavet 

fremkalder kraftig 


ygeaktivitet i området og der 

dannes mindst tre polarlavtryk. 

Udvikling af disse lavtryk 

er bundet til de korte 

bølger i højden og igangsættes 

i den periode, hvor bølgetrugene 

i højden bevæger sig ud 

over åbent hav. 

Under hele forløbet ligger 

Danmark i udkanten af den 

dybe koldluftmasse. Kuldelagets 

tykkelse over Danmark 

er størst midt i kuldeperioden. 

Efterfølgende breder varmeadvektion 

sig gradvist oppefra og 

ned mod overfladen, hvilket 

betyder at kuldelaget skrumper 

ind. Om morgenen den 

6. februar passerer overfladevarmfronten 

Jægersborg ved 

København. Passagen er samtidig 

afslutningen på ca. fire 

et halvt døgns uafbrudt frostperiode 

samme sted. 

Reference 

Figur 11. NOAA billede fra 6. februar 16.33 UTC. L2, PL2 og 

PL3 har samme betydning som i Figur 10. 

A. M. Jørgensen, 2001. Nye 

og stærkere tegn på en menneskepåvirkning 

af det globale 

klima. Vejret nr. 86, 1-5. 


Vintervejret 2000-2001 

Af Stig Rosenørn, DMI 

Som helhed var vinteren 

2000-2001 temmelig mild 

med næsten normal nedbør og 

normal sol. Hyppigheden af 

blæst var lille, især i januar. 

Decembervejret var usædvanlig 

dominerende mildt i første 

halvdel og siden forholdsvis 

koldt og vinde fra S var dominerende. 

Januarvejret var fortsat 

mest mildt ved fremherskende 

vinde omkring SE, 

mens februarvejret var det 

mest vinterlige med overskud 

af sol trods det, at vestlige 

vinde var de mest hyppige. 

Pr. definition indgår vejret i 

månederne december, januar og 

februar i vinterens vejr og for de 

enkelte måneder blev de vigtigste 

klimabeskrivende gennemsnitstal 

for landet som helhed 

som vist i tabellen, idet normalerne 

for perioden 1961-90 er 

angivet i parentes. 


Figur 1. Øverst: Vindretningen målt på Hesselø i Kattegat. Nederst: Termogram for Beldringe 

for vinteren. 

Vejrforløbet i december 

2000 

December måneds vejr var 

meget mildt i første halvdel, 

og i sidste halvdel overvejende 

koldt med indslag af lokale 

snebyger i juledagene. 

I forbindelse med et omfattende 

og vedvarende lavtryksområde 

over østlige Nordatlant 

og de Britiske øer og gennemgående 

højt lufttryk over 

Syd- og Østeuropa er vejret 

i den første halvdel af december 

usædvanlig mildt og til 

tider regnfuldt i en overvejende 

sydvestlig luftstrøm. Der 

er ingen nattefrost. Omkring 

den 17. trænger koldere luft 

ned over landet fra N, idet et 

højtryk forstærkes over Skandinavien. 

Højtrykspræget tørt 

vejr med overvejende frost 

dominerer frem til jul. I dagene 

omkring den 23. forstærkes 

yderligere et højtryk i Islandsområdet, 

og herved trænger 

en koldfront ned over landet 

natten til den 25. ledsaget af 

spredte snebyger. Julevejret 

den 24. er således tørt og koldt 

uden landsdækkende hvid jul. 

Figur 2. Middellufttryk ved havniveau for december 2000 beregnet 

på basis af fi re daglige DMI-HIRLAM analyser. Den dominerende 

sydvestlige strømning der gennemgående herskede frem 

til den 17. ses tydeligt. Figuren er produceret af Niels Woetmann 

Nielsen. 


Figur 3. Som fi gur 2, men for januar 2001. 

Det kolde og for det meste tørre 

vejr består julen over, inden 

lavtryksaktivitet over Nordsøegnene 

giver noget mildere 

og mere fugtigt vejr i 3-4 

dage. Nytårsvejret er tørt med 

lettere frost ved en østgående 

højtryksryg. 

Vejrforløbet i januar 2001 

Januar måneds vejr var mest 

domineret af ustadigt mildt 

vejr, men der forekom dog 

også højtrykspræget vejr med 

gennemgående lettere frost. 


Et dybt og omfattende lavtryksområde 

ligger i de første 

dage af januar fast over de 

britiske øer. Herved er vejret 

mildt med en del regn i de 

første 8-9 dage af måneden 

ved frontpassager i en overvejende 

sydlig- og sydvestlig 

luftstrøm. Omkring den 10. 

forstærkes et højtryk over 

Skotland og nordlige Nordsø. 

Koldere og tør luft trænger ned 

over landet fra N i de næste 

dage. Frem til den 19. er vejret 

tørt med overvejende frost ved 

højtryk fra nordlige Nordsø til 

Østeuropa. Højtrykket viger 

efterhånden noget mod E og 

NE, og svage fronter trænger 

efterhånden op over landet fra 

SW og S med nogen mildning 

fra den 20. og frem til den 23. 

I løbet af den 23-24. passerer 

fronter fra SW op over landet 

ledsaget af udbredt regn,og 

den ustadige og milde vejrtype 

ved lavtryksaktivitet ved 

de Britiske øer og Nordsøen 

består frem til omkring den 

28. I de sidste dage af januar 

stabiliseres vejret ved stigende 

lufttryk, og vejret bliver noget 

koldere med stedvis nattefrost.

Vejrforløbet i februar 2001 

Februar måneds vejr var en 

blanding af egentlig vintervejr 

med sne og sædvanlig dansk 

mildt vejr. 

Omkring månedsskiftet er 

usædvanlig kold luft af sibirisk 

oprindelse (se også s. 17) 

ført ned over det meste af 

Skandinavien fra NE, og i de 

første dage af februar trænger 

den kolde tørre luft ned over 

Sydskandinavien ved meget 

højt lufttryk fra Nordskandinavien 

til nordlige Ural. Dags- 

frost på omkring -5°C og nattefrost 

omkring -10°C forekommer 

i 3 døgn de fleste 

steder. I løbet af den 5. trænger 

fronter ledsaget af sne op 

over landet fra S. Under kraftig 

østlig vind falder der nok 

så megen sne. Sne og fygning 

giver stedvis store trafikproblemer 

i de sydlige egne af 

landet. Fronter fra SW med 

regn følger efter den 6. og i 

et par dage, inden en østgående 

højtryksryg omkring den 

10. forbigående giver tørt vejr 

med nattefrost. Et nordøstgå- 

ende frontsystem giver megen 

regn den 11-12., hvorefter 

vejret gennemgående er tørt 

med nu og da nattefrost ved 

højtryk fra de Britiske øer til 

Centraleuropa frem til den 20. 

I løbet af den 21. trænger et 

frontsystem ledsaget af lidt 

regn ned over landet fra NW, 

og efter højtryksforstærkning 

over Grønland og Islandsområdet 

er vejret for det meste 

koldt med stedvis lidt nedbør, 

mest som sne op til månedsskiftet 

i en tilførsel af luft af 

arktisk oprindelse. 

Figur 4. Som fi gur 2, men for februar 2001. 


Grænselaget over Østersøen 

- målinger fra Christiansø 

Sven-Erik Gryning og 

Ekaterina Batchvarova 

Forskningscenter 

Risø 

Anna Rutgersson, 

Sveriges Meteorologiska 

och Hydrologiska 

Institut 

Til trods for at Danmark er 

omgivet af hav og har en 

tusindårig tradition for søfart, 

er kendskabet til mikrometeorologien 

over hav og i kystområder 

ringe sammenlignet 

med hvad vi ved om forholdene 

over land. Og de to er 

helt forskellige. Men der er 

stor interesse for meteorologien 

over vand og kystområder, 

dels i forbindelse med placering 

af havmøller og havmølleparker, 

dels knyttet til 

klimaforskning og vejrforudsigelse. 

Der udføres en betydelig 

indsats, eksperimentelt 

og teoretisk, for at øge kendskabet 

til mikrometeorologien 

og forbedre vores muligheder 

for at modellere de meteorologiske 

forhold over vand. Men 

det er ligeledes klart, at der 

er mange af processerne over 

vand og i kystområder, hvis 

betydning ikke er fuldt ud klarlagt, 

og som kun delvist eller 

slet ikke er medtaget i modeller. 

I en nylig afsluttet undersøgelse, 

det såkaldte PEP projekt, 

blev der foretaget målinger 

og beregninger af nedbøren 

og fordampningen over Østersøen. 

De foreløbige resultaterne 

fra undersøgelsen viser 

store forskelle i de beregnede 

værdier af den årlige nedbør 

og fordampning mellem de 

modeller, der blev anvendt. For 

at give en ide om hvad vi diskuterer 

er forskellen mellem 

nedbøren og fordampningen 

over et år (september 1998 til 

august 1999) beregnet til 150 

±50 mm/år, men med store 

afvigelser mellem resultaterne 

fra anvendte modeller. 

Vi deltog i dette projekt både 

med målinger og modellering. 

Risøs måleindsats var koncentreret 

om Ertholmene, en 

Figur 1. Venstre ramme viser Bornholm og Ertholmene nordøst for Bornholm. Højre ramme 

viser Ertholmene, og krydset angiver positionen af den meteorologiske mast. Koordinatsystemet 

refererer til UTM34. 


Figur 2. Billede af meteorologimasten. 

gruppe skærgårdsøer i Østersøen, 

Figur 1. I daglig tale 

kaldes øgruppen Christiansø 

efter Ertholmenes største ø. 

Denne praksis vil vi også følge 

her. Fra foråret 1998 til sidst 

i 1999 målte Risø fordampningen 

fra Østersøen samt 

udvekslingen af varme fra 

vandet til luften på en lille 

mast, der var opsat på Lilleø, et 

af de ubeboede skær på Christiansø, 

Figur 1. Målingerne 

blev foretaget med moderne 

turbulensinstrumenter - vind, 

temperatur og luftfugtighed 

blev målt 10 gange i sekundet. 

Målingerne opsamledes på en 

PC, der beregnede middelværdier 

hver halve time. Alle data 

blev lagret (også 10 Hz rådata) 

og sendt over Internettet til 

Risø for yderligere analyse. 

Billedet (Figur 2) viser masten 

på Lilleø. 

I denne artikel vil vi kun kort 

komme ind på resultater fra 

målingerne af fordampning og 

udveksling af varme mellem 

vand og luft ud for Christiansø, 

men vi vil koncentrere os om 

resultaterne fra en målekampagne 

i efteråret 1998 vedrørende 

grænselagshøjden over 

Østersøen. 

Grænselaget 

Grænselaget er det lag nærmest 

overfladen (land eller 

vand), der direkte er påvirket 

af overfladeforholdene. Når 

overfladen er koldere end 

luften dannes et stabilt grænselag, 

hvor temperaturen (den 

potentielle) stiger med højden. 

Højden af stabile grænselag 

er typisk 50 til 100 meter. 

Når overfladen er varmere end 

luften, opvarmes luften, og 

der dannes et ustabilt grænselag. 

Det er karakteristisk for 

det ustabile grænselag, at (den 

potentielle) temperaturen er 

nær konstant i grænselaget, og 

grænselagets top kan kendes 

på, at temperaturen begynder 

at stige. Temperaturstigningen 

virker som et låg på grænselaget. 

De er også typisk, at 

luftforurening eller andet, der 

frigøres i et ustabilt grænselag, 

hurtigt blandes mellem overfladen 

og toppen af grænselaget, 

men kun i ringe grad er 

i stand til at trænge igennem 

låget på grænselaget. 

Over land dannes der på 

grund af opvarmningen om 

dagen et ustabilt grænselag, 

der i Danmark typisk er 1 km 

dybt, men i troperne kan opnå 

en dybde på flere km. Afkølingen 

om natten tilintetgør 

det ustabile grænselag, og der 

dannes et stabilt grænselag, 

der så igen næste morgen 

erstattes af et ustabilt grænselag. 

Over vand er luften varmere 


Figur 3. Radiosonde profi ler 

af den potentielle temperatur. 

Radiosonderingerne blev foretaget 

den 1. november, 09:00 

(fuldt optrukne linje), 15:00 

(stiplede linje) og 24:00 (grovstiplede 

linje), alle tidsangivelser 

er i GMT. De fyldte cirkler 

angiver toppen af grænselaget. 


end vandet om foråret og sommeren 

- overordnet set - og man 

kan derfor forvente stabile 

grænselag over vand på disse 

årstider. (Det skal bemærkes, 

at i kystområder er vandet nær 

kysten varmere end vandet 

længere ude. Hvis man måler 

nær kysten vil men derfor 

undertiden finde ustabile 

grænselag, når man forventer 

stabile grænselag). Om efteråret 

og vinteren er vandet 

varmere end luften, og der 

dannes typisk et ustabilt grænselag 

over vandet. Grænselaget 

opfører sig meget forskelligt 

i forhold til land. Højden 

af grænselaget over vand om 

natten er som over land om 

dagen. Det er fordi havet afgiver 

varme om natten - over 

land er det lige modsat. Havtemperaturen 

er næsten konstant. 

Den har ingen variation 

i døgnrytmen, men derimod 

en årsrytme. Landtemperaturen 

har en døgnrytme. 

Grænselagets tykkelse og 

dets variation er af stor betydning, 

for det er der vi opholder 

os næsten hele tiden. Vand der 

fordamper, luftforurening og 

andet, der sendes ud i grænselaget, 

spredes, men kun op 

til grænselagets top. Grænselagets 

højde er derfor vigtig 

for luftens fugtighed, koncentration 

af luftforureningen og 

dermed også for udvekslingen 

mellem hav og luft. 

Målekampagnen 

Med henblik på at bestemme 

grænselagshøjden blev måleprogrammet 

på Christiansø fra 

den 24. oktober til den 5. 

november 1998 udvidet med 

radiosonderinger. Vejret var 

meget blæsende, helt op til 

18 m/s i 10 meters højde, så 

det var forbundet med meget 

besvær at sende radiosonderne 

op. Mange balloner blev revet 

i stykker af vinden på vej fra 

påfyldningsstedet ved pakhuset 

i havnen op ad de 100 trappetrin 

til det flade område ved 

fyret hvor ballonen blev sluppet. 

I et enkelt tilfælde fulgte 

ballonen, efter at være sendt 

af sted, vindfeltet nedad ad 

bakken og ind i nogle buske. 

Det var altid spændende - men 

det var besværet værd. Som 

det kan ses i Figur 3 kan toppen 

af grænselaget tydeligt ses i 

temperaturprofilerne. I denne 

periode var grænselaget over 

Østersøen ved Christiansø 

typisk 500 meter dybt. 

Modellering 

Højden af grænselaget over 

Østersøen blev simuleret med 

to modeller. Modellerne er 

helt forskellige i såvel fysik 

som skala. Grænselagets højde 

blev dels modelleret direkte 

med en simpel model, en 

såkaldt slab type model 

(Batchvarova og Gryning, 

1996). Modellen beregner 

grænselagshøjden på et gitter, 

og i dette tilfælde blev der 

anvendt en gitterstørrelse på (2 

x 2) km. Grænselagets højde 

blev ligeledes bestemt ved 

hjælp af HIRLAM modellen 

- en meget avanceret model,

Fig. 4. Vindhastighed og retning for perioden 26. oktober til 3. november 1998. Tiden er angivet i 

timer, der begynder ved midnat mellem 25./26. oktober. Den fuldt optrukne linje viser målingerne 

på Christiansø, den stiplede linje resultaterne fra HIRLAM modellen. 

der anvendes til vejrforudsigelse 

i blandt andet de nordiske 

lande. I dette tilfælde blev 

den svenske variant med en 

gitterstørrelse på (22.5 x 22.5) 

km anvendt. HIRLAM modellen 

giver ikke direkte grænselagshøjden, 

men den kan 

bestemmes ud fra de beregnede 

profiler af vindhastighed, 

temperatur og fugtighed (givet 

i hvert gitterpunkt i højderne 

30, 150, 350, 600, 950, 1300, 

1750, 2200 og 2650…meter). 

Måden at gøre det på består 

Fig. 5. Udveksling af varme mellem vand og luft (sensibel varmefl uks) og fordampning (latente 

varmefluks) for perioden 26. oktober til 3. november 1998. Den fuldt optrukne linje viser 

målingerne på Christiansø, den stiplede linje resultaterne fra HIRLAM modellen. Tidsangivelse 

som i Figur 4. 


Figur 6. Den øverste fi gur viser fordampningen (latente varmefl 

uks, lE) opdelt i vindhastighedklasser. Beregnede værdier fra 

HIRLAM modellen (sort), PROBE-BALTIC modellen (gråt) og 

målinger (hvidt) er vist. Tallet over hver søjle er antallet af 

data. Den nederste fi gur viser på tilsvarende vis udvekslingen 

af varme mellem vand og luft (sensibel varmefl uks, H). Dataene 

dækker perioden maj til december 1998. Yderligere information 

kan fi ndes i Rutgersson et al. (2001). 

i at finde den højde, hvor en 

kombination af vind og temperatur, 

det såkaldte Richardson 

tal, har en kritisk værdi. Der 

findes flere forslag til hvordan 

Richardson tallet skal være, og 

endnu flere forslag til værdien 

af det kritiske Richardson 

tal. Her anvender vi den 

metode som er angivet i Sørensen 

(1998). 

Simuleringerne med 

HIRLAM modellen ses i Figur 

4. Det er heldigt, at et af gitterpunkterne 

i HIRLAM modellen 

er tæt på Christiansø. 

Der er god overensstemmelse 

mellem den målte og beregnede 

vindhastighed og vindretning 

ved Christiansø i målekampagnen, 

og selv skiftet i 

hastighed og retning den 1. 

november 1998, svarende til 

160 timer i figurerne, er godt 

repræsenteret. For fuldstændighedens 

skyld viser vi også 

en sammenligning mellem fordampningen 

og varmefluksen 

i HIRLAM modellen med 

målingerne på Christiansø, 

Figur 5. Det er interessant at 

se, at der er god overensstemmelse 

mellem målte og beregnede 

varmeflukse, men hvad 

fordampningen angår er de 

beregnede værdier i HIRLAM 

modellen lange større end 

målingerne. Dette resultat er 

ikke specielt for denne periode. 

Figur 6 viser en sammenligning 

af flukse ved Christiansø 

fra maj til december 

1998, opdelt efter vindhastighed. 

Som det ses er der rimelig 

overensstemmelse mellem 

målte og beregnede varmeflukse, 

dog med en tendens til, 

at HIRLAM modellen giver 

lidt for store varmeflukse. 

Hvad fordampningen angår, 

så er det klart, at HIRLAM 

modellen giver større værdier 

end målingerne. Den anden 

model, som er vist i Figur 

6, er en oceanografisk model, 

PROBE-BALTIC, som ikke 

skal omtales her. Figuren giver 

ligeledes et godt indtryk af 

spredningen mellem modellerne 

indbyrdes. 

Grænselagshøjden, der 

bestemmes fra simuleringerne 

med HIRLAM modellen, er 

indtil vindskiftet 1. november 

for høj, Figur 7. Efter vindskif- 


tet er der rimelig god overensstemmelse 

med målingerne. 

Simuleringerne med den 

simple slab model blev foretaget 

i to trin. Fælles for begge 

simuleringer er, at vindfeltet 

fra HIRLAM modellen og den 

målte varmefluks på Christiansø 

blev anvendt for hele det 

område, simuleringen strakte 

sig over. Først blev grænselaget 

beregnet uden at tage 

hensyn til Bornholm - Bornholm 

blev erstattet med vand. 

Resultatet ses på Figur 8. 

Det beregnede grænselag er 

for højt indtil vindskiftet 1. 

november, hvorefter der er 

rimelig overensstemmelse 

med målingerne - det minder 

en del om resultatet fra 

simuleringerne med HIRLAM 

modellen. 

I den næste simulering blev 

effekten af Bornholm medtaget. 

Af Figur 9 ses, at der 

nu er god overensstemmelse 

gennem hele perioden mellem 

målinger og model simuleringer. 

Det er derfor klart, 

at Bornholm styrede grænselagshøjden 

over Østersøen ved 

Christiansø i den periode, hvor 

vinden var mellem syd og vest, 

således at Christiansø lå nedstrøms 

fra Bornholm. Efter at 

vinden er skiftet til nord, således 

at Christiansø ikke længere 

lå nedstrøms fra Bornholm, 

er der god overensstemmelse 

mellem målinger og 

resultaterne fra alle 3 simuleringer. 

Dette indebærer at 

gitter opløsningen i HIRLAM 

modellen sandsynligvis er for 

stor til at afspejle effekten af 

Bornholm. Afstanden mellem 

Bornholm og Christiansø 

svarer til den typiske gitter 

Figur 7. Højden af grænselaget ved Christiansø beregnet ved 

hjælp af HIRLAM modellen (fuldt optrukne linje), og målinger 

(fyldte cirkler). Tidsangivelse som i Figur 4. 

Figur 8. Højden af grænselaget ved Christiansø beregnet med 

den simple slab model, men uden at tage hensyn til indfl ydelsen 

af Bornholm (fuldt optrukne linje), og målinger (fyldte cirkler). 

Tidsangivelse som i Figur 4. 


Figur 9. Højden af grænselaget 

ved Christiansø beregnet 

med den simple slab model, 

hvor indfl ydelsen af Bornholm 

er medtaget (fuldt optrukne 

linje), og målinger (fyldte cirkler). 

Tidsangivelse som i Figur 

4. 

afstand i HIRLAM modellen, 

og Bornholm selv er af samme 

størrelse som en gitter celle. 

Konklusioner 

Målekampagnen blev udførtfra 

den 26. oktober til 2. 

november 1998 - det var meget 

blæsende, vandet var varmere 

end luften, og varmefluksen 

var fra vandet til luften. 

Under disse forhold blev der 

dannet et ustabilt grænselag 

over vandet, og vi fandt at: 

Det marine grænselag over 

Østersøen ved Christiansø 

typisk var 500 meter dybt. 

Højden af det marine grænselag 

varierede, men har ikke 

en typisk døgnvariation som 

over land. 

Når Christiansø ligger nedstrøms 

fra Bornholm, svarende 

til vindretninger mellem 

syd og vest, er højden af det 

marine grænselag ved Christiansø 

påvirket af Bornholm. 

Afstanden til Bornholm er ca. 

20 km. 

Simuleringer med en simpel 

slab model af højden af det 

marine grænselag viste god 

overensstemmelse med målingerne, 

både når Christiansø 

lå nedstrøms fra Bornholm - 

afstand 20 km - , og ved mere 

nordlige vindretninger, hvor 


afstanden til nærmeste land 

var omkring 100 km. 

Gitteropløsningen i 

HIRLAM modellen er af 

samme størrelse som afstanden 

mellem Bornholm og 

Christiansø. Den er for grov 

til at simulere opbygningen 

af det ustabile grænselag over 

vand, når Christiansø er nedstrøms 

fra Bornholm, men 

passende for nordlige vinde, 

hvor afstanden mellem Christiansø 

og den svenske kyst er 

omkring 100 km. 

Vi vil benytte lejligheden til at 

takke G. Vestergård Pedersen, 

P. Holmgaard Christensen 

og J. Kidholm Christensen, 

administratorer på Christiansø 

under projektets forløb, for 

hjælpsomhed og støtte. Tak for 

invitationen til festen i Månen 

under målekampagnen, og til 

Torben Andersen, skolelærer 

på Christiansø, for at vi fik 

mulighed for at fortælle sko- 

lebørnene om aerologi med 

efterfølgende praktiske øvelser 

i omgang med balloner. 

Litteratur: 

Gryning, S.-E. and Batchvarova, 

E., 1996: 'A model for the 

height of the internal boundary 

layer over an area with an 

irregular coastline', Boundary- 

Layer Meteorol. 78, 405-413. 

Rutgersson, A., Smedman 

A.-S. and Omstedt, A., 2001: 

'Measured and simulated latent 

and sensible heat fluxes at 

two marine sites in the Baltic 

Sea'. Boundary-Layer Meteorol. 

Vol. 99, 53-84. 

Sørensen, J. H., 1998: 'Sensitivity 

of the DERMA longrange 

Gaussian dispersion 

model to meteorological input 

and diffusion parameters' 

Atmospheric Environment 24, 

4195-4206.

Nordlys og nordlysforskning 

i Danmark 

Af Peter Stauning, DMI 

Nordlys ligner ikke noget 

andet paa eller omkring vor 

Klode. Det er det mest gaadefulde 

Fænomen, man kan 

tænke sig - eller rettere, man 

kan ikke tænke sig det - det 

overgaar i den Grad den menneskelige 

Fantasi, at man for 

at skildre det med Ord maa 

sige: det er overnaturligt, det 

er guddommeligt - det er mirakuløst. 

Ordene er hentet fra bogen 

“Livsrejsen” skrevet af maleren 

Harald Moltke, der i 1899 

blev ansat ved Meteorologisk 

Institut for at deltage i en 

nordlysekspedition til Island. 

Ekspeditionen blev ledet af 

Instituttets daværende direktør 

Adam F. W. Paulsen. Desuden 

deltog Instituttets senere 

direktør Dan la Cour og ingeniør 

Ivar Jantzen. 

Ekspeditionen havde til 

formål at undersøge nordlysets 

natur, dets forekomst sammen 

med elektriske og magnetiske 

forstyrrelser og dets spektrale 

forhold, dvs. farvesammensætningen 

i lysudsendelsen. 

På den tid var kun sorthvid 

fotografering til rådighed, 

mens man måtte overlade 

farvegengivelser til malere. 

Harald Moltke var derfor med 

på ekspeditionen for at gengive 

nordlysenes former og 

farver gennem sine malerier. 

Men det var ikke nogen nem 

opgave at fastholde de flygtige 

nordlys på et lærred. Med 

Molktes egne ord: 

At jeg, der havde været så 

dristig at paatage mig at gengive 

disse tilsyneladende saa 

uvirkelige fænomener, sank 

i Knæ, aandelig taget, første 

Gang jeg saa dem, behøver 

jeg ikke at skamme mig over. 

Efter Beskrivelserne havde jeg 

tænkt mig Nordlys mere som 

Lysninger paa Himmelen, som 

lysende Taager og Dæmringer. 

Og saa var det selvstændige 

Fænomener med eget 

Lys – egen Bevægelse - egen 

opstaaen. Udvikling og Afslutning 

og opstaaen igen – egen 

gaadefulde Udfoldelse, egen 

gaadefulde Forsvinden og med 

en Mangfoldighed, saa man 

med Rette kan sige: Nordlys 

er aldrig ens. Først lidt efter 

lidt lærte jeg at kunne gengive 

disse levende, svævende, dansende 

Fænomener. Først lidt 

efter lidt lærte jeg, at der i al 

Vilkaarligheden er Love, som 

selv disse vilde, ubeherskede 

Fænomener lystrer. 

Nordlysekspeditionen til 

Akureyri på Island er et af 

højdepunkterne i DMI’s nordlysforskning, 

der er lige så 

gammel som Instituttets vejrtjeneste. 

Ved udbygningen af 

observationstjenesten efter 

oprettelsen af Det Danske 

Meteorologiske Institut den 

1. april 1872 blev det pålagt 

observatørerne at holde udkig 

efter nordlys og rapportere 

om deres forekomst i de daglige 

vejrberetninger. Det førte 

bl.a. til en enestående, næsten 

hundredårig registrering af 

nordlysforekomst i Danmark 

gennem tidsrummet fra 1873 

til 1967 og desuden til mange 

betydningsfulde forskningsresultater, 

som i internationale 

videnskabelige kredse nyder 

stor anerkendelse. 

Hvad er Nordlys ? 

Hvad er nordlys egentligt? Ja, 

lyset frembringes i højder på 

ca. 90 til 300 km., når indfaldende 

energirige partikler 

(især elektroner) bombarderer 

atmosfærens molekyler og 

atomer. Ved kollisionerne bringes 

de ramte molekyler og 

atomer i en anslået, ustabil tilstand, 

hvor energiniveauet er 

højere end før. Under henfald 

til den stabile grund tilstand 

afgives overskydende energi 

i form af lyskvanter med 

karakteristiske bølgelængder 

(farver). 

Nordlyset på nattehimlen 

har nogle få kraftige karakteristiske 

farver, der afspejler 

atmosfærens sammensætning. 

Det var svenskeren A.J. Ångstrøm, 

der i 1867 med et 

simpelt spektrometer først 

bestemte de karakteristiske 


ølgelængder for synlige linier 

i nordlyset. De dominerende 

farver dannes af den gulgrønne 

linie på 5577 Å (1 

Ångstrøm=1/10000000000 

m.) og den røde linie på 6300 

Å, som begge kommer fra iltatomers 

henfald til grundtilstanden. 

Desuden de blå-violette 

linier på 4709 Å og 4278 

Å, der stammer fra ioniserede 

kvælstofmolekyler. Derudover 

er der en række intense 

linier i både det ultraviolette 

og det infrarøde område og et 

større antal af svagere linier. 

Mange af de forekommende 

henfalds-processer er komplicerede 

foto-kemiske reaktioner, 

der kun kan foregå i 

den ekstremt fortyndede luft i 

mere end eet hundrede km’s 

højde. Og sammensætningen 

af det udsendte lys afspejler 

således den øvre atmosfæres 

varierende sammensætning og 

ioniseringsgrad, temperatur og 

tæthed. Derved bliver farvespillet 

også afhængigt af 

de bombarderende partiklers 

energi og indtrængningsdybder. 

Desuden spiller øjets 

mangel på farvefølsomhed en 

rolle for den visuelle opfattelse 

af nordlys. Svagt lys 

vil opfattes som hvidligt eller 

lysegråt uanset de egentlige 

farver, som først kommer frem 

ved de kraftigste nordlys. 

Strålingen, der skaber nordlys, 

er overvejende sammensat 

af elektroner og protoner 

(brintkerner). Typisk har disse 

elektrisk ladede partikler energier, 

der svarer til, at de 

er blevet accelereret gennem 

spændinger på mellem nogle 

få hundrede og nogle få tusinde 

volt. Disse spændinger opstår 

Figur 1. Billedet viser nordlysovalen over det nordlige polarområde. 

Billedet er til dels konstrueret, idet nordlysovalen, den 

lysende ring, er fotograferet ved ultraviolet lys, der fremhæver 

nordlysene. Jordkloden er fotograferet ved normalt (synligt) lys, 

og de to sæt billeder er derpå sat sammen. I den kraftigt lysende 

del af ovalen (på natsiden) forekommer en såkaldt substorm. 

i grænselagene mellem jordens 

magnetfelt og solvinden, 

strømmen af glødende, ioniseret 

gas fra solen. Grænselagene 

er forbundet til jordens 

øvre atmosfære ved de magnetiske 

feltlinier, der udgår fra 

ringformede områder nær de 

magnetiske poler - den nordlige 

og sydlige nordlysoval. 

Med moderne satellitinstrumenter 

kan man nu i stor højde 

fotografere hele nordlysovalen 

i eet billede, og man vil ofte 

se ovalen som et sammenhængende, 

lysende område. 

Nordlysforekomsten ændrer 

sig med solvindens intensitet. 

Ved svag solvind er nordlysene 

svage og ovalerne er trukket 

helt op omkring de magnetiske 

poler. Ved kraftig solvindsstyrke 

udvides ovalerne 

og forskydes mod ækvator. 

Samtidig bliver også nordlysenes 

intensitet forøget. Denne 

dobbelte virkning medfører, at 

man i Danmark næsten udelukkende 

observerer nordlys 

ved solpletmaksimum, hvor 

solvindsstyrken er størst. Da 

kan der forekomme nordlys 

i op mod halvdelen af alle 

nætter, mens der ved solplet 

minimum højest ses nordlys 

nogle få nætter om året. 


Flere slags nordlys 

Trods mange års forskning 

er processerne, der fører til 

dannelsen af nordlys, endnu 

ikke fuldt belyst, og nordlyset 

udgør stadig en spændende 

og inspirerende videnskabelig 

udfordring. Der er bl.a. flere 

slags nordlys. Nordlysovalen i 

figur 1, og den tilsvarende oval 

for sydlyset (nordlys ved sydpolen), 

er centreret omkring 

de magnetiske poler. Ovalen 

omfatter en natsektor, hvor 

nordlysene oftest er meget 

variable og undertiden særdeles 

kraftige, og en dagsektor, 

hvor nordlysene gennemgående 

er svagere og ikke er 

så heftigt varierende. I natsektoren 

af ovalen forekommer 

nordlys ved lavere magnetiske 

bredder, typisk omkring 65 o , 

mens de i dagsektoren typisk 

forekommer ved 70-75 o . I 

dagsektoren forekommer der 

desuden svagere nordlys ved 

endnu højere bredder og i 

større højder. 

En væsentlig del af nordlysene 

ved de højere bredder 

i dagsektoren skyldes direkte 

indstrømning af den energirige, 

ioniserede solvindsgas 

langs magnetiske feltlinier i 

den såkaldte cusp region, hvor 

Jordens magnetfelt åbner sig 

mod verdensrummet. Denne 

type nordlys, dagnordlys, forekommer 

oftest i store højder, 

typisk 200-500 km. Dagnordlys 

forekommer kun i polarområderne 

(bl.a. Grønland) og 

ses ikke i Danmark. 

Nordlysene i natsektoren af 

nordlysovalen skyldes overvejende 

stråling af elektroner og 

ioner fra Jordens egen øvre 

atmosfære. Disse partikler har 

fået høje energier gennem 

accerationsprocesser, der 

drives af energien fra solvinden 

gennem inducerede elektriske 

og magnetiske felter, 

men som ikke endnu er helt 

klarlagte. Disse nordlys danner 

bl.a. de karakteristiske gardiner 

eller andre tydeligt afgrænsede 

former i højder på 

omkring 100-200 km. Ofte er 

underkanten af nordlysbuerne 

skarpt afskåret og udgør den 

kraftigst lysende og mest farverige 

del af nordlyset. Nordlysene 

er stærkt varierende i 

styrke og har meget omskiftelige 

former fra rolige, langstrakte 

buer til hektisk pulserende 

stråler og blafrende 

bånd. 

Desuden findes der en særlig 

type, den såkaldte stabile røde 

nordlysbue (SAR), der forekommer 

ved lavere bredder i 

forbindelse med magnetiske 

storme. Denne type nordlys 

forekommer oftest som diffuse 

rødfarvede stråler udstrakt 

over et stort område og i ret 

store højder på omkring 300 

km. 

Disse forskelle indebærer, at 

nordlys skifter udseende ved 

forskellige breddegrader. Specielt 

er nordlys i Danmark 

eller ved endnu lavere bredder 

længere nede i Europa ofte af 

SAR typen og ses således som 

stærkt rødfarvede, udstrakte 

stråler uden tydelige afgrænsninger 

i formen og uden stærke 

bevægelser. Nordlys i den 

egentlige nordlysoval ved 

højere bredder ses oftest som 

lyse gulgrønne gardiner, 

undertiden med rødviolet 

underkant, med hurtigt skif- 

tende former og ofte med strålestruktur. 

Denne type ses dog 

undertiden også i Danmark. 

Hvordan og hvor ofte ses 

Nordlys ? 

Nordlys er en daglig hændelse 

i nordlyszonerne, som udgøres 

af nordlysovalernes natsektorer, 

og derfor er beliggende 

ved magnetisk bredder 

på ca. 65 o (både nord og 

syd). Den nordlige nordlyszone 

går over Nordskandinavien, 

Island, Sydgrønland, 

Canada, Alaska og den nordligste 

del af Rusland. Men 

dens beliggenhed er ikke helt 

konstant. Jo kraftigere solpletaktiviteten 

er, desto sydligere 

forekommer nordlysene. Det 

indebærer, at man i Danmark 

som regel kun ser nordlys ved 

kraftig solpletaktivitet, som 

man har det ved maksimum i 

solens 11-årige periode. Der 

var senest maksimum i 

1989-91, så det næste solpletmaksimum 

kan ventes i 

2000-2002. Måske har vi allerede 

nu (forår 2001) passeret 

maksimum i denne periode. 

Nordlysene forekommer i 

højder på 100-300 km, så man 

skal nødvendigvis have ringe 

skydække for at se dem. Desuden 

er nordlys oftest ret lyssvage, 

så udsigten må ikke forstyrres 

af andre kraftige lyskilder 

som f.eks. månen eller 

lysene fra byer eller vejbelysning. 

Bedst er det, når det er 

så mørkt og klart, at man kan 

se mange stjerner på himlen. 

Desuden har man som regel 

størst chance for nordlys i den 

nordlige del af Danmark. 


Solens aktivitet og de 

magnetiske forstyrrelser på 

Jorden er meget varierende, så 

man kan ikke forudsige helt 

bestemt, hvornår nordlys kan 

forekomme. Imidlertid kan 

man bruge tidligere nordlysobservationer 

til at oplyse om den 

statistiske hyppighed. DMI’s 

næsten 100-årige observationsserie 

for nordlys i Danmark 

er vist (fig. 2) sammen 

med den tilsvarende kurve for 

solplettallet. 

Man ser, at antallet af nætter 

med nordlysobservationer ved 

solpletminimum ligger på 

omkring 5-10 nætter om året. 

Ved solplet maksimum, som 

f.eks. i 1957-58, kan der forekomme 

nordlys i op mod halvdelen 

af alle nætter. Disse tal 

gælder for observationer i hele 

landet, men der er stor forskel 

på syd og nord. Der er således 

næsten 8 gange større chance 

for at se nordlys fra Skagen 

end for at se dem fra Bornholm. 

Et mere detaljeret billede af 

nordlyshyppigheden gennem 

døgnet og for de forskellige 

år gennem en solpletperiode 

kan man få gennem observa- 

tionerne fra 1957 til 1965 vist 

i figur 3. 

Som det tydeligt ses, falder 

chancen for at observere nordlys 

i Danmark meget voldsomt 

fra solplet maksimum i 

1957-58 til minimum i 

1964-65. Af kurverne kan man 

desuden se, at chancerne for at 

se nordlys er størst i tidsrummet 

mellem kl. 22 og 02 dansk 

tid. 

Den viste fordeling kan sikkert 

overføres til andre solpletperioder, 

f.eks. den nuværende. 

Solplettallet har formentlig 

toppet i sommeren år 

Figur 2. Den øverste kurve viser det årlige gennemsnitlige solplettal, som er et mål for solens 

aktivitet. Man ser tydeligt den ca. 11-årige periode. Den nederste kurve viser det årlige antal 

nætter med nordlys observationer i Danmark. Kilde: K. Lassen og O. Rud Laursen: Danish visual 

Aurora Observations. Det Danske Meteorologiske Institut. Geofysiske Meddelelser R-2. 1968. 


Figur 3. Figuren viser nordlysobservationer fra 1957 til 1965. Her vises for hvert år i perioden 

og for vinterhalvåret nordlyshyppigheden som chancen i procent for at observere nordlys på et 

givet tidspunkt. Kilde: K. Lassen og O. Rud Laursen: Danish visual Aurora Observations. Det 

Danske Meteorologiske Institut. Geofysiske Meddelelser R-2. 1968. 


2000 med et solplettal på 169 

for juli måned, dog på et noget 

lavere niveau end ved solpletperioden, 

vist i Fig. 3, der toppede 

i 1957/58 med et solplettal 

på 254 for oktober 1957. Vi 

er nu på vej mod lavere solaktivitet 

og dermed færre nætter 

med nordlys over Danmark, 

men der vil formentlig stadig 

være gode muligheder for 

nordlys over Danmark i et par 

år endnu af den nuværende 

solpletperiode. 

Nordlysvarsling og aktuelle 

nordlysbegivenheder i 

Danmark 

aktive områder. Med specielle 

optiske målinger kan man 

bestemme magnetfeltstyrken i 

solpletområdet. De mørke solpletter 

er oftest karakteriseret 

ved kraftige magnetfelter. Et 

særligt aktivt område er karakteriseret 

ved at have flere tætliggende 

solpletter med magnetfelter 

af modsat polaritet 

(nordpoler tæt ved sydpoler). 

Herved kan der dannes en 

ustabil tilstand mellem magnetfelterne 

og den ioniserede 

solgas, og det kan resultere i 

et soludbrud. 

Ved soludbruddet kan der 

forekomme en “flare” (fakkel), 

som kan være kraftigt lysende 

i tidsrum fra nogle få minutter 

op til halve timer. En flare kan 

ses fra Jorden og da talrige 

observatorier over hele Jorden 

iagttager Solen, vil man på 

denne måde få det første 

varsel. Samtidigt med flaren i 

det synlige lys udsendes ultraviolet 

stråling og røntgenstråling 

fra det aktive område. 

Denne stråling bremses af 

atmosfæren, men kan observeres 

fra satellitter. Der findes en 

Ved DMI’s forskningsafdeling 

følger man med i Solens varierende 

aktivitet bl.a. gennem 

internationale “Space Weather” 

informationskilder (websider 

og e-mail varsling), og 

gennem Instituttets egne 

observationer i Danmark og 

på Grønland. Ved udsigt til 

forekomst af kraftige nordlys 

over Danmark udsendes varsler 

dels gennem information 

af Radio og TV meteorologer 

og dels ved nyhedsindslag på 

Instituttets hjemmesider for 

“Vejr og hav” og “Aktuelt”. 

De større nordlysbegivenheder 

forekommer hovedsagelig 

i forbindelse med kraftig 

aktivitet på Solen. Det starter 

med solpletaktivitet. Solpletter 

viser sig i det synlige 

spektrum som mørke områder 

på Solens overflade (NB; se 

aldrig direkte mod Solen. Det 

kan skade synet). Ved andre 

bølgelængder, f.eks. i det ultraviolette 

område, viser solpletter 

sig som kraftigt lysende, 

Figur 4. Billede af aktiv solar fl are den 10. april 2001. Flaren ses 

som et stærkt lysende område lidt til højre og lidt under midten af 

Solen. (Kilde: www.sec.noaa.gov/today.html). Solvindskyen fra 

udbruddet ramte Jorden om eftermiddagen den 11. april og gav 

kraftig magnetisk storm og strålende nordlys over Danmark. 

Den magnetiske storm blev ret kortvarig og var stort set overstået 

et døgn senere. 


ække satellitter (bl.a. SOHO 

og GOES), der rutinemæssigt 

holder øje med Solen, og som 

giver data for strålingen i realtime. 

Fra det aktive område udsendes 

ofte en stråling af energirige 

(gennemtrængende) protoner 

og alfapartikler (brintog 

helium atomkerner). Denne 

stråling når Jorden ca. 15 

minutter efter udbruddet og 

trænger ind i Jordens magnetfelt 

og ned i atmosfæren 

ved polerne, hvor den kan forårsage 

black-out af kortbølge 

radioforbindelser. Strålingen 

kan observeres dels direkte 

fra satellitter og dels indirekte 

gennem målinger af absorptionen 

af radiobølger i den 

polare øvre atmosfære. 

I forbindelse med udbruddet 

kan der forekomme en 

såkaldt “Coronal Mass Ejection” 

(CME), dvs. et større 

udslip af glødende gas fra 

Solen. Udslippet vil normalt 

forme en tunge af intensiveret 

solvind, der sendes med 

stor hastighed ud i rummet. 

Det kan ses fra satellitter (bl.a. 

SOHO) og hastigheden af den 

udsendte sky af solgas kan 

bestemmes. Solvindsskyen vil 

være 2-4 dage om at udbrede 

sig de ca. 150 mill. km. fra 

Solen til Jorden. Hvis den 

rammer Jorden, mærker vi 

først virkningen af chockfronten 

foran skyen som en 

global magnetisk forstyrrelse 

(Storm Sudden Commencement, 

SSC). I de følgende 

timer eller dage kan udslippet 

forårsage en kraftig “magnetisk 

storm” over hele Jorden. 

Virkningen er især voldsom, 

hvis magnetfeltet i solvinden 

er sydrettet, solvindhastigheden 

er stor og tætheden betydelig. 

Disse parametre måles 

fra satellitter (bl.a. ACE), der i 

en afstand på ca. 1.5 mill. 

km foran Jorden giver ca. en 

times varsel forud for ankomsten 

af en solvindsforstyrrelse 

til Jorden. 

Alle disse trin følges, og 

vi vurderer styrken af soludbruddet, 

chancen for at udslippet 

rammer Jorden (den aktive 

region skal helst være placeret 

lidt til højre for solens midte 

set fra Jorden) og mulige forstyrrelser 

på Jorden. DMI har 

i det forløbne år varslet nordlysmuligheder 

5 gange. I 2 

af disse tilfælde har vi virkeligt 

haft strålende nordlys over 

Danmark, nemlig den i natten 

den 6/7. april 2000, og natten 

den 11/12. april 2001. Et 

foto af nordlyset 11. april i år 

vises på forsiden af dette tidsskrift. 

Der henvises desuden 

til DMI’s hjemmesider, som 

også indeholder indslag med 

foto af de observerede nordlys 

og et udvalg af beskrivelser 

indsendt med e-mails til DMI 

af de indtryk, forskellige mennesker 

har haft ved oplevelsen 

af nordlyset. Her er et 

par eksempler fra 11/12. april 

2001: 

Der var to tidspunkter hvor 

aktiviteten toppede, mellem 

23:15 - 23:45 og igen mellem 

01:45 og 02:10. Det var uden 

sammenligning det flotteste 

nordlys jeg har set.På et tidspunkt 

var landskabet så oplyst 

af nordlyset, at jeg kunne 

aflæse skalaerne på kameraet 

uden lommelygte!!! Venlig 

hilsen Henrik. 

Mellem kl. 23 og kl. 24 den 

11. april var der et utroligt 

nordlys over Struer. Det så ud 

til at udgå fra et »hul« i himlen 

og havde form som en udslået 

vifte, farverne var en dyb kraftig 

rød, grøn og turkis. Man 

kunne skimte stjernerne igennem 

det. Vi har aldrig set så 

flot et nordlys, og det er ikke 

svært at forestille sig, at man 

før i tiden må have opfattet 

fænomenet som et tegn fra 

oven! Desværre var vi alt for 

benovede til at huske kameraet. 

Venlig hilsen Simon og 

Ditte. 

I et andet tilfælde, (31. 

marts/1. april 2001), var der 

også varslet nordlys, men det 

blev totalt overskyet, og der 

blev ikke set nordlys fra Danmark. 

Ved den lejlighed blev 

der set nordlys langt ned i 

Europa, så muligheden var i 

høj grad tilstede. I to andre 

tilfælde (9. juni 2000 og 27. 

november 2000) var der ikke 

så megen magnetisk aktivitet, 

vejret var heller ikke godt, 

og der var ikke rapporter om 

nordlys. Den kraftige nordlysbegivenhed 

den 15/16. juli 

2000 var ikke varslet. Det var 

ikke ventet, at man overhovedet 

kunne observere nordlys i 

de lyse sommernætter og med 

næsten fuldmåne. Men begivenheden 

blev efterfølgende 

beskrevet udførligt på DMI’s 

hjemmeside med mange enestående 

fotos af de flotte nordlys 

fra denne nat. 

Nordlysforskningen i 

Danmark - et historisk 

tilbageblik 

Nordlys har været observeret 


gennem årtusinder og er 

beskrevet bl.a. i oldtidens 

skrifter fra kulturlande som 

Kina, Egypten, Grækenland 

og Romerriget. Der findes 

mange fantastiske beretninger 

om deres forekomst og fantasifulde 

forklaringer på deres 

årsag. I de nordiske lande, som 

alle ligger i eller nær nordlyszonen, 

har nordlys været en 

mystisk, uforklarlig og undertiden 

skræmmende del af hverdagen 

og findes beskrevet i de 

nordiske sagaer og folkesagn. 

Men det var også i de nordiske 

lande, at den moderne 

nordlysforskning voksede op 

og blev en væsentlig del af 

nutidens rumforskning. 

Egentlige nordlysobservationer 

blev i Danmark først 

udført af Tycho Brahe 

(1546-1601) fra Uranienborg 

på Hven. Antallet af nordlys 

blev registreret i årene fra 

1582 til 1592. Det blev til 75 

observationer ialt, de fleste i 

årene 1583-85. Herefter kom 

en lang periode med meget 

lave solplettal, det såkaldte 

Maunder minimum (sammenfaldende 

med den “lille istid”), 

og formentlig meget lav hyppighed 

af nordlys i Danmark. 

Den danske fysiker Ole 

Rømer (1644-1710) beskrev 

og skitserede sine observationer 

af nordlysene fra København 

under en stor begivenhed 

i 1707, hvor der blev set nordlys 

over store dele af Europa. 

De første systematiske observationer 

af nordlys blev gennemført 

af Anders Celcius 

(1701-1744), som i 1733 

udgav en afhandling om sine 

observationer i Sverige i årene 

1716-1732. Dette arbejde blev 


1872 til 1880. Ved Instituttet 

forberedte man sig på deltagelsen 

i det Internationale 

Polarår 1882-83, hvor man 

bl.a. skulle drive et meteorologisk 

og geofysisk observatorium 

i Godthåb. 

Meteorologisk Instituts 

første direktør, Niels H. C. 

Hoffmeyer (1836-84), ansatte 

nu den danskfødte Sophus 

Tromholt (1851-1896), der 

arbejdede som lærer i Norge, 

for analysen af de grønlandske 

nordlysobservationer. Disse 

undersøgelser blev fremlagt 

ved et tillæg til Instituttets 

årbog fra 1880 og var medvirkende 

til Tromholts fremragende 

kortlægning af nordlysets 

sammenhæng med solplet-aktiviteten. 

Med udgangspunkt 

i nordlysobservationer 

fra Skandinavien viste Tromholt, 

at antallet af nordlys her 

varierede i takt med solplettallet 

(flere nordlys i år med 

høje solplettal). Observationerne 

fra Godthåb viste den 

modsatte sammenhæng. Her 

faldt antallet af nordlys ved 

stigende solplettal. Tromholt 

konkluderede korrekt, at nordlyszonens 

beliggenhed flyttede 

sig i takt med solens aktivitet 

og kunne således forklare, 

at nordlysene set fra 

Godthåb flyttede sig mod syd 

ved stigende solplettal. 

Som leder af den danske 

polarekspedition til Godthåb 

ansatte Hoffmeyer fysiklæreren 

Adam F.W. Paulsen 

(1833-1907), som senere blev 

direktør for Instituttet og iøvrigt 

var en fremragende forsker. 

Adam Paulsen publicerede 

en række videnskabelige 

arbejder baseret på nordlysobfulgt 

op af en anden svensker, 

Olof Peter Hiorter 

(1696-1750), som gennem en 

ihærdig indsats i året fra 19. 

januar 1741 til 19. januar 1742 

udmålte ialt 6638 timeværdier 

(der er 8760 timer i året) af 

en kompasnåls udslag (viser 

magnetiske forstyrrelser) bl.a. 

i sammenhæng med nordlys. 

Inspireret af disse observationer 

og ud fra sin egen opdagelse 

af de magnetiske virkninger 

ved elektriske strømme 

foreslog den danske professor 

Hans Christian Ørsted 

(1777-1851) i 1826, at de magnetiske 

forstyrrelser i forbindelse 

med nordlys kunne skyldes 

elektriske strømme i den 

øvre atmosfære. Denne opfattelse 

har siden vist sig at være 

helt korrekt. 

Farvesammensætningen i 

nordlyset afviger meget fra 

solens lys. De vigtigste linier 

(farver) i nordlysets spektrum 

blev udmålt af svenskeren 

Anders Jonas Ångstrøm 

(1814-1874). En fuldstændig 

spektroskopi af nordlyset blev 

senere gennemført af 

nordmanden Lars Vegard 

(1880-1963). 

I 1870’serne tog nordlysforskningen 

fart med mange 

nye observationer af nordlysenes 

forekomst og hyppighed. 

En særligt fremragende observationsserie 

blev gennemført 

af skolelæreren Samuel Petrus 

Kleinschmidt (1814-1886) 

over forekomsten af nordlys 

i Godthåb (nu Nuuk) i Grønland. 

Observationerne var startet 

i 1865 for Det Kongelige 

Danske Videnskabernes Selskab 

og siden videreført for 

Meteorologisk Institut fra

servationerne fra Grønland. 

Bl.a. fremsatte han i 1896 

nordlysets »strålingsteori«, 

ifølge hvilken usynlige stråler, 

katodestråler, får luften til 

at lyse. Samme år fremførte 

nordmanden Kristian Birkeland 

(1867-1917) en lignende 

teori: at nordlyset 

skabes af elektriske partikler, 

der kommer fra solen og indfanges 

af jordens magnetfelt. 

Disse teorier er ikke helt korrekte, 

men indeholder væsentlige 

elementer af den nutidige 

opfattelse af nordlys. 

Adam Paulsens interesse for 

nordlys førte til flere nordlysekspeditioner 

udsendt af 

Meteorologisk Institut for 

observationer af nordlysenes 

former og farvespektre. Således 

ledede han selv ekspeditionen 

til Akureyri i Island i 

vinteren 1899-1900. I ekspeditionen 

deltog Dan la Cour, 

som stod for det spektroskopiske 

arbejde. Dan la Cour blev 

iøvrigt i 1923 selv direktør for 

det Danske Meteorologiske 

Institut og er desuden internationalt 

anerkendt i den videnskabelige 

verden for sin indsats 

for geomagnetiske målinger 

og udvikling af forfinede 

geomagnetiske instrumenter. 

Til ekspeditionen til Island 

ansatte Meteorologisk Institut 

desuden maleren, grev 

Harald Moltke (1871-1960), 

som skulle male de observerede 

nordlys - datidens farvefotografering. 

Under denne 

ekspedition og ved en tilsvarende 

ekspedition året efter til 

Utsjoki i Finland fremstillede 

Harald Moltke en række fremragende 

nordlysmalerier, som 

til daglig hænger på DMI. 

Ved ekspeditionerne blev 

en række nye spektrallinier i 

nordlyset udmålt og sammenlignet 

med kendte spektrallinier. 

Analyserne viste, at spektret 

havde de samme linier 

som man fik fra udladningsrør 

med ilt og kvælstof. Resultaterne 

blev bl.a. fremlagt på den 

Internationale Fysik Kongres 

i Paris i 1900, hvor nogle af 

Molktes billeder i øvrigt også 

blev udstillet, og Adam Paulsen 

konkluderede (korrekt), 

at lysudsendelsen ved nordlys 

kom fra atmosfærens normale 

bestanddele, ilt og kvælstof. 

Som resultat af den videnskabelige 

interesse for nordlyset 

og den internationale anerkendelse 

af Instituttets forskning 

iværksatte det Danske 

Meteorologiske Institut omfattende 

observationer af nordlysforekomsten. 

Således blev 

registrering af nordlys en fast 

del af observationstjenesten 

på forskellige vejrstationer i 

Danmark, bl.a. fyrskibene, fra 

1897. Desuden udsendte Instituttet 

flere ekspeditioner til 

Grønland for observationer af 

nordlys og magnetiske forstyrrelser 

bl.a. under det andet 

Internationale Polarår i 

1932-33, som laCour havde 

ledelsen af. Det omfattende 

materiale blev bl.a. behandlet 

af J. Egedal, som i 1937 

udgav en afhandling om nordlysets 

forekomst og hyppighed 

og dets sammenhæng med 

solpletaktivitet. 

Også på den teoretiske side 

ydede Meteorologisk Institut 

betydelige bidrag bl.a. gennem 

Helge Petersens arbejder i 

1927 og 1931 om opvarmningen 

af den øvre atmosfære 

ved elektronstrålingen i forbindelse 

med nordlys og højdebestemmelse 

af stratosfæren, 

ozonlaget og nordlyset. 

I forbindelse med det 

Internationale Geofysiske år 

1957-58 blev nordlysobservationerne 

intensiverede både i 

Danmark og på Grønland. Der 

blev konstrueret automatisk 

udstyr for nordlysfotografering, 

bl.a. de såkaldte »All- 

Sky« kameraer, så observationerne 

kunne udføres rutinemæssigt 

i alle nætter med 

egnede vejrforhold. Disse allsky 

kameraer anvendte hulspejl, 

som gjorde det muligt 

at fotografere hele himlen i 

eet billede. I moderne all-sky 

kameraer er hulspejlet normalt 

erstattet af en »fiskeøje« 

linse. 

Observationerne i Danmark 

og Grønland er blevet analyseret 

på DMI bl.a. af Knud 

Lassen. Den mest omfattende 

statistik for forekomst af nordlys 

i Danmark findes i DMI’s 

Meddelelser no. 17 (1964) og 

Geofysiske Meddelelser no. 

R-2 (1968). Observationerne 

dækker tilsammen omtrent en 

11-års solpletperiode. Tilsvarende 

har de grønlandske nordlysobservationer 

været grundlag 

for talrige videnskabelige 

værker, som har været epokegørende 

for forskningen i de 

specielle nordlysforekomster, 

bl.a. dagnordlys, man finder i 

det centrale polområde nord 

for den egentlige nordlyszone. 

På grundlag af egne observationer 

fra Godhavn gennem 

perioden 1952-56 udarbejdede 

Lassen adskillige banebrydende 

videnskabelige artikler 

og en afhandling om forekom- 


Figur 5. Eksempler på Moltkes nordlysmalerier fra Island. Til venstre: Nordlys med stråler den 


13. september 1899 kl. 19:45. Til højre: Nordlysbånd den 13. januar 1900 kl. 20:30. 


sten af polare nordlys. 

Nordlysundersøgelser er nu 

blevet en væsentlig del af 

den moderne rumforskning 

og observations teknikken er 

udviklet bl.a. med satellitinstrumenter, 

der fra store højder 

kan fotografere hele nordlysovalen 

(den nordlige eller sydlige) 

i eet billede med fantastisk 

opløsning i de geografiske 

detaljer og i de forskellige 

linier (farver) i nordlysets 

spektrum. Herved er nordlyset 

blevet et vigtigt værktøj for 

udforskningen af samspillet 

mellem solens aktivitet, som 

bl.a. viser sig i den varierende 

solvind, og jordens atmosfære, 

vejret og klimaet. Der er stadig 

mange ubesvarede spørgsmål 

omkring nordlyset, men for 

erhvervelsen af den viden, vi 

har opnået nu, har det Danske 

Meteorologiske Institut bidraget 

med en meget betydelig og 

internationalt anerkendt indsats. 

Nordlys og vejret 

Indtil for godt 100 år siden tog 

man det for givet, at der var 

en tæt sammenhæng mellem 

vejret og nordlyset. Nordlysenes 

styrke og variationer blev 

således mange steder, bl.a. i 

Norge anvendt som varsler for 

det kommende vejr. Det hed 

sig f.eks., at Nordlys er tegn 

på vejrskift, eller: Når nordlyset 

blafrer meget, så bliver der 

storm, står det stille, bliver 

der sne [J.T. Storaker, 1923]. 

I det amerikanske Krigsministerium 

udgav Alexander 

McAdie (1863-1943) i 1885 

en artikel om sammenhængen 


mellem nordlys og meteorologi. 

Her fremgår det bl.a. 

(i dansk oversættelse), at der 

er fremført afgjort bevis for 

loven, at kun når et område 

med lavtryk presses tæt af et 

område med markant højtryk, 

er det muligt at nordlys forekommer. 

Mange nordlysteorier omfattede 

meteorologiske fænomener. 

F.eks. at nordlys var en 

slags refleksioner af lys fra 

højtliggende lag af iskrystaller 

eller elektriske udladninger 

i sammenhæng med tordenvejr. 

Benjamin Franklin 

(1707-1790) publicerede i 

1779 en teori om nordlyset, 

der tog udgangspunkt i et 

atmosfærisk cirkulationssystem, 

hvor den varmere luft 

over ækvator ville stige til 

vejrs, føres mod polerne i stor 

højde, synke ned der som følge 

af kulden og en svagere centrifugalkraft 

og derpå i lav 

højde føres tilbage mod ækvator. 

Under nedsynkningen af 

de kondenserede vanddampene 

som sne og iskrystaller 

ville der blive produceret en 

betragtelig mængde atmosfærisk 

elektricitet, som så igen 

ville frembringe lysudsendelsen 

ved nordlyset. Teorien har 

jo flere helt realistiske elementer 

og havde stor indflydelse 

på nordlysopfattelsen gennem 

det 19. århundrede. 

Med konstateringen af sammenhængen 

mellem solens 

aktivitet og nordlysene ændredes 

teorierne, men også Adam 

Paulsen havde meteorologiske 

forhold inde i sin nordlysmodel 

publiceret i 1896. 

Han forestillede sig, at skyer af 

negativt ladede luftmolekyler 

blev dannet i ca. 80 km’s højde 

ved solstrålingen på dagsiden 

af Jorden og så med globale 

vindsystemer ført til polarområdet 

på natsiden. Skyerne af 

negativt ladede molekyler ville 

nu udsende usynlige katodestråler, 

der kunne få molekyler 

i den underliggende luft til 

at lyse og derved frembringer 

nordlys af samme form som 

skyerne. Han fremførte: Man 

har, navnlig i de arktiske Egne, 

ofte iagttaget Skyer, der ved 

fuldt Dagslys havde form som 

Nordlysbuer, og som ved Nattens 

Frembrud forvandlede sig 

til Nordlys. Paulsens teori blev 

støttet af højdemålingerne af 

nordlys udført under hans 

polarekspedition til Godthåb 

i 1882-83. Ved triangulering 

blev det fundet, at nordlysene 

her forekom i højder fra 0.6 

km til 68 km, de fleste under 

20 km. 

Men højdemålinger af de 

foranderlige nordlys er komplicerede, 

og Adam Paulsens 

resultater var forkerte. Det 

blev den norske professor 

Carl Størmer (1874-1957), der 

i 1910-13 udførte de første 

systematiske målinger af 

nordlyshøjder med fotografiske 

præcisionsinstrumenter, 

og derved fastslog, at nordlysene 

forekommer i højder fra 

ca. 80 km op til over 500 

km. Men andre dele af Paulsens 

nordlysteori var rigtige. 

Året efter teoriens fremlæggelse 

viste den engelske fysiker 

J.J. Thompson, at de 

såkaldte katodestråler var elektroner, 

og det er ubestrideligt, 

at den vigtigste kilde for nordlys 

er indfaldende stråling 

af energirige elektroner, der

anslår luftens atomer og molekyler, 

og derved forårsager 

lysudsendelsen. 

Med konstatering af nordlysenes 

beliggenhed ved højder 

på over 80 km, dvs. langt 

over vejrsystemerne i troposfæren, 

fastlæggelse af partikelstråling 

(energirige elektroner 

og ioner) som primær 

mekanisme for excitation af 

luftens atomer og molekyler, 

og kortlægning af sammenhængen 

mellem nordlys og 

solpletaktivitet er koblingen 

mellem vejret og nordlysene 

tilsyneladende forsvundet. Og 

dog. Nordlysene er jo alligevel 

udtryk for en vis form for 

aktivitet, som muligvis har en 

mærkbar indflydelse på vejr 

og klima. En proxy kunne 

man kalde det. Nordlys forekommer 

især i perioder med 

høj solpletaktivitet. Nordlys 

dannes ved energirig stråling, 

der direkte eller indirekte 

(f.eks. ved sekundær røntgenstråling) 

kunne have virkninger 

dybt nede i atmosfæren. 

Nordlys ledsages ofte af kraftige 

elektriske strømme, der 

opvarmer atmosfæren gennem 

Joule heating. Nordlysene har 

sammenhæng med konvektionssystemer 

i den ioniserede 

øvre atmosfære, der påvirker 

cirkulationen også i den neutrale 

del af atmosfæren. 

Sammenhængen mellem 

Solens aktivitet, som den f.eks. 

kommer til udtryk i solplettallet, 

og Jordens klima er i de 

senere år blevet et stadig mere 

og mere aktuelt emne. Blandt 

pionererne på dette område 

kan nævnes Christian Vibe. I 

sin afhandling med en omfattende 

undersøgelse af dyreli- 

samme tidsrum, hvor vintrene 

var usædvanligt kolde. 

På Meteorologisk Institut 

var der naturligvis interesse 

for tilsvarende undersøgelser 

af relationer mellem klima 

og solpletaktivitet. På dette 

område blev ydet en særlig 

indsats fra Knud Lassen, der 

startede undersøgelser af sammenhængen 

mellem klimaparametre 

– bl.a. netop isforholdene 

i området mellem Island 

og Grønland – og solpletaktiviteten. 

Men sammenhængen 

blev også undersøgt mere 

direkte ved sammenligning af 

solplettallets variation og tilsvarende 

variationer i Jordens 

middeltemperatur, som 

blev udledt af lange tidsserier 

af temperaturmålinger. Dette 

arbejde blev udbygget ved 

anvendelse af solpletperiodens 

længde som udtryk for solaktiviteten 

(kortere solplet periode 

ved kraftigere solaktivitet). I 

dette arbejde blev der fundet 

en påfaldende statistisk sammenhæng 

mellem solpletperiodens 

længde og Jordens middeltemperatur, 

som ved offentliggørelsen 

i 1991 skabte en 

heftig (og stadig igangværende) 

debat omkring solaktivitetens 

mulige indflydelse på 

klimaet. Sammenstillingen er 

vist i Fig. 6a. 

En væsentlig indvending 

mod dette arbejde er, at analysen 

er rent statistisk uden 

fysisk forklaring af den mulige 

sammenhæng. Et forsøg i den 

retning blev efterfølgende 

gjort af Henrik Svensmark 

i hans og Friis-Christensens 

analyse af sammenhængen 

mellem intensiteten ved 

Jorden af den kosmiske stråvet 

på Grønland i relation til 

klimatiske variationer finder 

Vibe en sammenhæng mellem 

populationen af arktiske dyr 

og solplettallet. Populationernes 

størrelse er bl.a. bestemt 

på grundlag af opgørelser 

for fangstdyr indhandlet ved 

den Kongelige Grønlandske 

Handel i perioden fra 1800 til 

1960. I visse dele af dette talmateriale 

finder Vibe variationer, 

der matcher solplettallene. 

I afhandlingen vurderer 

Chr. Vibe de markante klimatiske 

faktorer som f.eks. tilvækst 

i populationen under 

kolde og varme somre, overisning 

af græsningsarealer i våde 

vintre, isforekomst i Grønlandske 

farvande, isdrift rundt 

om Sydgrønland m.v. og udleder 

derved en sammenhæng 

mellem Grønlands klima og 

solplettallet gennem nogle af 

de 160 år, undersøgelsen 

dækker. 

Blandt Chr. Bives udgangspunkter 

var Lauge Koch's 

arbejde fra 1945, som udleder 

forekomsten af is i farvandet 

rundt om Island gennem 

perioden fra 865 til 1939 

på basis af forskellige kilder. 

Isforekomsten udviser store 

variationer, som har nogen 

lighed med forløbet af solplettallet, 

der er registreret 

gennem di seneste ca. 400 år. 

Variationer i forekomsten af is 

i farvandene omkring Island og 

grønland kunne derfor muligvis 

afhænge af solpletaktiviteten. 

Teorien blev bl.a. støttet 

af sammenfaldet mellem 

det såkaldte Maunder minimun 

fra ca. 1640 til 1700, hvor 

solplettallet var meget lavt, og 

"den lille istid" i Europa i 


Figur 6. a) Sammenhæng mellem solpletperiodens længde (antal år med positiv retning nedad) og 

Jordens middeltemperatur (grader). (fra: E. Friis-Christensen and K. Lassen, 1991). 

b) Sammenhæng mellem ændringer i den kosmiske stråling (glat kurve) og ændringer i skydækket 

målt fra satellit (symboler). (fra: H. Svensmark and E. Friis-Christensen, 1997). 

ling og skydækket bestemt 

fra satellitmålinger (1997). En 

forøgelse af skydækket ville 

efter denne teori give øget tilbagekastning 

af Solens indstråling 

og dermed mindre 

varmetilførsel til Jorden. En 

grafisk præsentation af denne 

analyse er vist i Fig. 6b. Variationen 

i den indfaldende kosmiske 

stråling skyldes ændringer 

i solvindens transport af 

Solens magnetiske felt ud i 

rummet og dermed ændringer 

i skærmningen mod den 

energirige kosmiske stråling. 

Dermed bliver styrken af den 

kosmiske stråling en parameter 

med samme relation til 

Solens aktivitet som den, nordlysene 

har. Og næsten 130 års 

nordlysforskning ved DMI har 

fået et nyt – og dog oprindeligt 

perspektiv – til belysning 

af mulige relationer mellem 

nordlys, vejr og klima. 

Kilder 

DMI hjemmeside: 

www.dmi.dk (gå ind på 

“Forskning”, “Sol-Jord 

Fysik” og “Rumvejr og 

Nordlys”. 

NOAA hjemmeside: 

www.sec.noaa.gov/today.html 

(Space weather) . 

Meteorologisk Institut 

gennem 100 år. 1872-1972. 

Jubilæumsbog udgivet af 

DMI, 1972. 

A. Brekke og A. Egeland: 

Nordlyset. Kulturarv og 

vitenskab. Grøndahl og 

Dreyers Forlag A/S, 1994. 

R. H. Eather: Majestic 

Lights. The aurora in science, 

history and the arts. AGU 

Monograph, 1980. 

H. Moltke: Livsrejsen. Hernov, 

1964. 

Chr. Vibe: Arctic animals in 

relation to climatic fluctuations. 

Medd. om Grønland, 170 

(5), 1967. 

Desuden henvises til publikationslisten 

på DMI’s hjemmeside: 

www.dmi.dk/fsweb/soljord/ 

nordlys_forsk/nordlys_publ.html 


Digestyrke 

Af Christian Laustrup, 

Kystdirektoratet 

I en artikel i ”Vejret”, marts 

2001, rejser Anders Gammelgaard 

(AG) tvivl om styrken 

af digerne i Syd- og Sønderjylland. 

Som eksempel foretager 

han forskellige beregninger 

omkring Ribe Digets 

styrke. I artiklen nævner AG 

en række forhold, hvorved han 

beregningsmæssigt reducerer 

Ribe Digets sikkerhed fra 500 

år til 75 år. Jeg vil i det følgende 

se på disse påstande, 

sådan som jeg tolker dem 

(skrevet i kursiv). 

Kystdirektoratet burde have 

valgt Lognormal fordelingen i 

stedet for Weibull fordelingen 

til beskrivelse af de ekstreme 

vandstande. 

Da vi i 1997 lavede den 

seneste analyse af ekstremvandstande 

afprøvede vi fem fordelingsfunktioner 

på et udvalg 

af serier med ekstremvandstande 

for i alt 48 lokaliteter. 

De to af fordelingsfunktionerne 

– Weibull og Lognormal 

- viste sig at være stort set 

lige gode bedømt på de kriterier, 

man sædvanligvis anvender, 

mens de øvrige fordelingsfunktioner 

var dårligere. 

Der var imidlertid nogle forhold, 

som fik os til at vælge 

Weibull fremfor Lognormal: 

• DHI har i 1988 analyseret 

ekstremvandstande i de 

indre farvande og har herudfra 

valgt Weibull fordelingen. 

• Landene omkring Nordsøen 

anvender forskellige fordelingsfunktioner. 

I England 

og Norge anvendes 

Weibull fordelingen. Ingen 

har oplyst at anvende 

Lognormal. 

• Der ligger så stor en ekstra 

sikkerhed i den metode, 

hvorefter digestyrken beregnes 

(se nedenfor), at det ikke 

kan begrundes i forsigtighed 

at vælge Lognormal. 

AG gennemfører beregninger, 

som viser, at hvis man havde 

valgt et andet afskæringsniveau 

for data, havde man fået 

et andet resultat. 

Ved valg af afskæringsniveau 

for data, d.v.s. det niveau, 

under hvilket man ikke medtager 

højvandsdata i beregningerne, 

er det på den ene side 

vigtigt at få lagt niveauet så 

højt, at man så vidt muligt kun 

medtager de data, som følger 

den statistiske fordeling, man 

har valgt til at beskrive sine 

data, på den anden side skal 

niveauet ligge så lavt, at man 

får tilstrækkeligt mange data 

til en rimeligt sikker parameterestimering 

for fordelingsfunktionen. 

Dette har vi gjort 

ved at rykke afskæringsniveauet 

op i spring på 10 cm, 

og for hvert spring at beregne 

estimatet for f.eks. 50 års 

vandstanden. Er afskæringsniveauet 

for lavt eller for højt, vil 

estimatet være meget påvirkeligt 

af valg af afskæringsniveau. 

Vi vælger derfor den 

laveste værdi, hvor estimatet 

er rimeligt stabilt i forhold til 

afskæringsniveauet. Man kan 

naturligvis sagtens finde et 

afskæringsniveau, som giver 

et højere estimat for f.eks. 

50 års vandstanden, men vi 

mener, vi har valgt den bedste 

måde at fastlægge afskæringsniveauet. 

Det maksimale residual (vindens 

bidrag til vandstanden = 

faktisk vandstand – astronomisk 

tidevand) falder ret tæt 

på det astronomiske højvande. 

AG regner med et fast bidrag 

på 75 cm fra det astronomiske 

tidevand. AG anfører, 

at ”orkanen den 3. lige så 

godt kunne have kulmineret 

ved højvande”. 

At sige, at orkanen lige så 

godt kunne have kulmineret 

ved højvande eller sagt med 

andre ord, at vi lige så godt 

kunne have fået en vandstand 

på 6,8 m som 5,2 m, er efter 

min mening ikke rigtigt. Vi 

har for de 13 højeste storme 

ved Ribe Diget de sidste 20 

år beregnet, at det maksimale 

residual i gennemsnit optræder, 

når det astronomiske tidevand 

er 3 – 4 timer fra højvandet 

eller ca. –0,2m, ikke +75 

cm. 

At det forholder sig sådan er 


der ikke noget mystisk i, idet 

det er nemmere for vinden at 

trykke ekstra vand ind i Vadehavet 

og at vippe vandspejlet, 

når det astronomiske tidevand 

er lavt, end når det er højt. 

Vindstuvningen som følge af 

vandspejlets vipning er nemlig 

teoretisk omvendt proportional 

med vanddybden. For de tre 

kraftigste storme, som er registreret, 

nemlig den 03.01.76, 

den 24.11.81 og den 03.12.99 

falder det maksimale residual 

hhv. midt imellem HW og LW, 

1 time før HW og 1 time før 

LW. 

AG refererer til beregning af 

Ribe Digets styrke i Kystinspektoratets 

rapport ”De Sydog 

Sønderjyske Diger. Digernes 

Sikkerhedsniveau” og gør 

opmærksom på, at vandstanden 

under orkanen den 

3.12.1999 ikke er medtaget i 

beregningerne. 

Nej det er den ikke af den 

simple grund, at rapporten 

udkom i sommeren 1999. 

Generelle betragtninger 

Så vidt jeg forstår AG, er 

hans hovedkonklusion, at der 

er usikkerhed ved beregningen 

af estimaterne for ekstreme 

vandstande – hvilket jeg 

er enig med ham i – og at man 

derfor bør lægge alle usikkerhederne 

oven i hinanden, når 

man beregner digesikkerhed, 

hvilket jeg er uenig med ham 

i. 

Vi har gjort det, at vi har 

foretaget de mest realistiske 

valg af fordelingsfunktion og 

afskæringsniveau. (på forhånd 

at antage et astronomisk tidevand 

på 75 cm når en storm 


kulminerer er som det er vist 

ikke rigtigt). Herved har vi fået 

en beregning af digestyrken, 

som er behæftet med usikkerhed. 

Imidlertid ved vi, at der 

ligger en sikkerhed indbygget 

i den måde, vi beregner 

digestyrke på, som foreløbig 

ikke kan beregnes, men som 

er stor. 

Lad mig som eksempel tage 

Rejsby Diget, hvor der var 

gennembrud under stormen 

den 3. december 1999. Da vi 

ikke har vandstandsmålinger 

på det sted, hvor diget brød, 

har vi heller ingen højvandsstatistik. 

Det har vi rådet bod 

på ved at lade DHI udføre 

en række modelberegninger af 

vandstandene under historiske 

storm og på grundlag heraf 

at lave en højvandsstatistik. 

Denne statistik viser, at vandstanden 

den 3. december var 

ca. en 200 års vandstand ved 

Rejsby Diget beregnet med 

Weibull fordelingen. Vi har 

tidligere med samme fordeling 

beregnet digets styrke til 

ca. 20 år. At der kun forekom 

to brud indikerer, at bruddet 

er opstået tæt på den højeste 

vandstand. 

Grunden til den store forskel 

på beregnet og faktisk 

styrke er som nævnt, at den 

gængse beregningsmetode er 

meget konservativ, samt at man 

egentlig ikke beregner brudvandstanden 

men den vandstand, 

hvor der er risiko for 

begyndende skader på diget. 

Fra skader begynder at opstå 

til der kommer brud, kan der 

gå lang tid afhængig af digets 

konstruktion. Rejsby Diget har 

f.eks. en meget dårlig konstruktion 

(dårlig klægbeklæd- 

ning, stejl for- og bagskråning). 

Alligevel har det altså 

holdt betydeligt længere end til 

det teoretiske brudkriterium. 

Ribe Diget (1 m tyk klægbeklædning, 

flad for- og bagskråning) 

har en styrke, som 

uden sammenligning er større 

end Rejsby Digets. Derfor 

ligger styrken både beregningsmæssigt 

og reelt betydeligt 

over 200 år, som Kystdirektoratet 

har beregnet. Ribe 

Diget fik altså heller ikke en 

skramme ved orkanen den 3. 

december, som gav den højeste 

vandstand i de 80 år, vandstanden 

er målt. Kun i en lille 

brøkdel af de tilfælde, hvor 

brudkriteriet er nået, opstår 

der brud, idet vandstanden er 

faldet, før skaden har nået at 

blive til et brud. På Rejsby 

Diget var der den 3. december 

som nævnt to brud men mere 

end 400 skader. 

Vi reviderer vandstandsstatistikkerne 

hvert 5. år, næste 

gang i 2002. I den forbindelse 

med revisionen bliver de statistiske 

grundlag herunder valg 

af fordelingsfunktion genvurderet 

bl.a. i lyset af de måleresultater, 

som er kommet til. 

Endvidere er det med i vores 

planlægning for de næste 4 år, 

at vi vil indføre ”probabilistic 

design” ved digeprojektering, 

d.v.s. at vi vil kombinere alle 

parametre for påvirkning og 

styrke med en usikkerhed og 

herefter kombinere den samlede 

usikkerhed.

Nyt fra den ny formand 

- Jens Hesselbjerg Christensen 

Bestyrelsesmæssigt bød foråret 

2001 på et reservernes 

reservers årsmøde. Først og 

fremmest var bestyrelsens 

repræsentation ved Generalforsamlingen 

præget af den 

sygdom, der havde tvunget 

Helge Faurby til at trække sig 

fra sit hverv som formand for 

DaMS i utide. Videre er såvel 

Anna Hilden som Brian Nielsen 

ophørt med at fungere 

aktivt i bestyrelsen pga. personlige 

forhold. Det blev 

derfor næstformand Hans E. 

Jørgensen’s hverv af stå for 

at håndtere Generalforsamlingen. 

Set i lyset af den forudgående 

lidt forvirrede situation 

i bestyrelsen, virkede det nu 

ikke som om at han havde det 

store besvær med den opgave. 

Tak for indsatsen Hans. 

Den nye formand 

Som det vil fremgå i referatet 

og beretningen fra Årsmødet 

længere nede krævede situationen 

at en stor del af bestyrelsen 

blev nyvalgt på Generalforsamlingen, 

herunder formanden. 

Da foreningen i en 

stor del af sit virke må siges 

at ligge tæt op ad aktiviteterne 

ved Danmarks Meteorologiske 

Institut, var der et ønske 

blandt mange medlemmer – 

bl.a. den tilbageværende del af 

bestyrelsen – om, at den ny 

formand blev en person, som 

er tæt på disse og gerne 

selv en del heraf. Efter lidt 

pres fra prominente kendinge 

fra DaMS medlemsskare lod 

undertegnede sig derfor overtale 

til at stille op som formandskandidat. 

Da der vanen 

tro ikke var nogen modkandidat, 

er jeg altså nu den ny 

formand for DaMS. 

Hvem er han? 

Jeg skylder Vejrets læsere 

og DaMS medlemmer ganske 

kort at fortælle lidt om hvem 

jeg er, hvilket jeg derfor vil 

gøre ganske kort her: 

Jeg er fysiker med en uddannelse 

ved Københavns Universitet, 

hvor jeg i sin tid beskæftigede 

mig med Universets 

oprindelse. Gennem de sidste 

godt 10 år har jeg imidlertid 

været ansat ved DMI og stået 

for udviklingen af og simuleringer 

med en regional klimamodel. 

Jeg har bl.a. været 

medvirkende til scenarioberegninger 

for det fremtidige 

klima i Danmark og Skandinavien. 

Siden oprettelsen af Danmarks 

Klimacenter ved DMI, 

har jeg fungeret som kontaktperson 

og medkoordinator 

af centrets mange aktiviteter. 

Arbejdet med klimamodellen 

har medvirket til at jeg 

er blevet hovedforfatter på et 

af kapitlerne i den kommende 

tredje vurderingsrapport fra 

the Intergovernmental Panel 

on Climate Change (IPCC). Se 

endvidere Anne Mette Jørgensens 

artikel om IPCC i sidste 

nummer af Vejret. Det er mit 

håb at jeg også gennem mit 

virke i DaMS vil være i stand 

til at bidrage aktivt til de 

evigt aktuelle diskussioner om 

det menneskeskabte bidrag til 

drivhuseffekten på en informativ 

og videnskabelig måde. 

Med andre ord, så vil jeg 

arbejde for at vi også i DaMS 

regi kan lufte og diskutere 

spørgsmål, som en del de 

mange områder, der naturligt 

vedrører DaMS’s aktiviteter. 

Referat fra Årsmødet 

Herfra overdrager jeg pennen 

til Aksel Walløe Hansen, som 

påtog sig at referere fra årsmødet. 

DaMS’s 11. årsmøde blev 

holdt på Dansk Maritimt Institut, 

her også kaldet DMI!!!. 20 

deltagere var mødt frem. 

Første arrangement var 

Årsmødets faglige indslag 

Andreas Jensen fra DMI fortalte 

om instituttets virksomhed 

og struktur. Stedet er ca. 

40 år gammelt og er en selvejende 

institution under ATVstrukturen. 

Men lever ellers 

lige som alle andre kommer- 


cielle firmaer mest af indtægter 

fra opgaver indhentet i 

åben konkurrence. Der er 125 

ansatte inkl. ca. 90 videnskabeligt 

uddannede. 

Firmaets centrale felter er 

off-shore konstruktioner, skibe 

og broer, men udfører også 

arbejder inden for bygningskonstruktioner. 

Den faglige 

ekspertise omfatter laboratorie-undersøgelser 

af vands og 

lufts strømning omkring forhindringer 

som fx et stort hus, 

en bro eller et skib, der bevæger 

sig igennem vand. Hertil 

har man flere anlæg: to vindtunneller 

og et 240 m langt kar 

til skibsundersøgelser. Men 

udviklingen tillader flere og 

flere ting at blive udført på 

computer. Også her er DMI 

godt med. 

Andreas Jensen gennemgik 

nogle af de grundlæggende 

principper for vinds og vands 

påvirkning af konstruktioner. 

Efterfølgende fik deltagerne 

forevist de eksperimentelle 

opstillinger. 

Alt i alt et spændende indslag 

for deltagerne. 

Generalforsamlingen 

Derefter gik man over til den 

ordinære Generalforsamling, 

der ifølge vedtægterne omfatter 

følgende punkter: 

1. Valg af dirigent 

2. Formandens beretning 

3. Fremlæggelse af regnskab/ 

budget 

4. Indkomne forslag 

5. Valg til bestyrelsen 

6. Valg af revisor 

7. Evt. 


Valg af dirigent 

Aksel Walløe Hansen valgtes 

til dirigent og referent, og han 

konstaterede straks, at generalforsamlingen 

var indkaldt lovformligt 

(annonceret i sidste 

nummer af Vejret i 2000). Herefter 

blev ordet givet videre til 

selskabets næstformand Hans 

E. Jørgensen, HEJ, som pga 

formandens (Helge Faurby) 

afbud aflagde beretning for 

DaMS’s aktiviteter i året 

2000. 

Formandens beretning 

HEJ orienterede generalforsamlingen 

om den sygdom, der 

havde tvunget Helge Faurby 

til at trække sig fra sit hverv 

som formand for DaMS. 

HEJ omtalte herefter 7 punkter, 

der har været oppe på DaMS’s 

dagsorden i året 2000: 

1.Vejret, som alle er meget 

glade for. HEJ takkede 

redaktionen for dens store 

indsats for selskabet. 

2. DaMS kontakt til EMS, 

European Meteorological 

Society, som jo tidligere har 

været oppe ved en generalforsamling. 

Sagen er midlertidigt 

stillet i bero, idet 

DaMS ikke har set nogen 

fordel ved at indmelde sig 

en bloc. Prisen vil være 1 

ecu/medlem. 

3. Nordisk Meteorolog-Møde 

nr 23. DaMS vil i samarbejde 

med Danmarks Meteorologiske 

Institut arrangere 

næste nordiske meteorologmøde, 

nr 23 i rækken. 

Stedet bliver H.C. Ørsted 

Instituttet og tidspunktet er 

ugen 27-31. maj 2002. En 

gruppe bestående af Henrik 

Voldborg, Erik Rasmussen, 

Michael Steffensen, Steen 

Lund og Hans E. Jørgensen 

udgør den danske organisationskomité. 

Henrik Voldborg 

er primus motor. Indkaldelse 

udsendes inden 

sommerferien. 

4. Jubilæumsnummeret af 

Vejret bliver et August-nummer 

2001 med bidrag fra 

alle danske institutioner, der 

er aktive inden for meteorologi. 

Merudgifter for særnummeret 

betales af institutionerne 

via et bidrag pr 

skreven side. 

5. Aftenmøderne, der i året har 

omfattet: sejlervejr, krigshistorie 

og vejr, havisens forsvinden 

(måske), stormen 

1999 og sidste årsmøde på 

DMI. 

6. Web-siderne er ikke ændret 

meget i det sidste års tid. 

Men der er planer om en 

styrkelse i det kommende 

år. Planer om at udsende 

NMM-23 på Internettet. 

7. Indscanning af gamle numre 

af Vejret er midlertidigt indstillet, 

da teknologien ikke 

tillod en rimelig kvalitet for 

de afsatte midler. Men det 

er ikke opgivet. 

Efter en kort diskussion kunne 

dirigenten konstatere, at generalforsamlingen 

havde godtaget 

beretningen. 

Fremlæggelse af regnskab/ 

budget 

Næste punkt var fremlæggel-

sen af regnskabet, hvilket også 

blev foretaget af HEJ i kasserens 

fravær. Hovedpunktet 

var et overskud på driften på 

ca 11.000 kr, der sammen med 

en kursgevinst på aktier giver 

en nominel formue pr 31/12 

2000 på 71.000 kr. Der var ikke 

medtaget et egentligt budget, 

men HEJ kunne notere, at man 

ville sigte mod et balanceret 

budget, dvs uændret formue i 

2001. 

Generalforsamlingen godkendte 

regnskab og budget. 

Indkomne forslag 

Der var ikke indkommet noget 

forslag. 

Valg til bestyrelsen 

På valg var: 

Helge Faurby (formand) 

Brian Nielsen 

Stig Hass-Møller 

Anna Hilden. 

Som nævnt har formanden 

måtte melde fra og Anna 

Hilden og Brian Nielsen 

ønskede ikke genvalg. Stig 

Hass-Møller var indtrådt på en 

post, der var efterladt vacant 

i 2000. 

Til bestyrelsen nyvalgtes herefter: 

Jens Hesselbjerg Christensen, 

DMI, som formand 

Michael Jørgensen, DMI 

Niels Woetmann Nielsen, DMI 

og officielt valg af 

Stig Hass-Møller, Gymnasieskolen. 

Som suppleanter valgtes: 

Morten Nielsen, Risø 

Aksel Walløe Hansen, KU. 

Valg af revisor 

Som revisorer valgtes: 

Torben Schmidt, DMI 

Jacob Mann, Risø 

Som revisorsuppleant: 

Erik Wessing. 

Evt 

Udover ovenstående skal det 

nævnes, at følgende personer 

gør en stor indsats for DaMS 

via deres arbejde for: 

Vejret: 

John Cappelen 

Leif Rasmussen 

Anders Gammelgaard 

Hans Valeur. 

og Web-siderne: 


Henning Tousted 

Morten Nielsen 

Brian Nielsen. 

HEJ omtalte bestyrelsens 

planer om at igangsætte et 

nyt indslag til Vejret: en 

gennemgang/forklaring af 

grundlæggende meteorologiske 

principper, instrumenter 

og lovmæssigheder. Når bestyrelsen 

har udarbejdet et færdigt 

koncept, bliver der orienteret 

herom i Vejret. 

Som et særligt punkt til sidst: 

Fra generalforsamlingen skal 

der lyde en varm tak til Helge 

for hans langvarige indsats for 

DaMS, de sidste tre år som 

formand. Vi ønsker Helge al 

held og lykke fremover. 



Navne og adresser 

Bestyrelsen: 

Formand 

Jens Hesselbjerg Christensen 

priv.tlf. 48170421 

arb.tlf. 39157428 

arb.fax 39157460 

jhc@dmi.dk 

Næstformand 

Hans E. Jørgensen 

Søbakken 8 

Svogerslev 

4000 Roskilde 

priv.tlf. 46384126 

arb.tlf. 46775034 

arb.fax 46755619 

sbd@image.dk 

hans.e.joergensen@risoe.dk 

Kasserer 

Keld Q. Hansen 

Dagmarsgade 38, 2.tv. 

2200 Kbh. N 

priv.tlf. 35835378 

arb.tlf. 39157344 

arb.fax 39157300 

mobil 24839378 

kqh@dmi.dk 

Sekretær 

Michael Jørgensen 

Morbærhaven 8-50 

2620 Albertslund 

priv.tlf. 43 46 39 22 

arb.tlf. 39 15 72 71 

trimi@aub.dk 

mij@dmi.dk 

U.P. 

Niels Woetmann Nielsen 

Rudolph Berghs Gade 57 

2100 København Ø 

priv.tlf. 39 29 40 24 

arb.tlf. 39 15 74 35 

nwn@dmi.dk 


U.P. 

Steen Lund 

Kronager 42 

2791 Dragør 

priv.tlf. 32536426 

mobil 22275241 

vsl@tu22.ccta.dk 

U.P. 

Stig Haas Møller 

Agthsvej 6 

2791 Dragør 

priv.tlf. 32531600 

Suppleanter: 


Horsekildevej 20,4 th 

2500 Valby 

priv.tlf. 36170820 

arb.tlf. 46775022 

nm.nielsen@risoe.dk 

Aksel Walløe Hansen 

arb.tlf. 35320567 

awh@gfy.ku.dk 

Revisorer: 

Torben Schmith 

Rebekkavej 49, 1.th. 

2900 Hellerup 

priv.tlf. 39626292 

arb.tlf. 39157444 

tsc@dmi.dk 

Jacob Mann 

Kronprinsensvej 31, 1.tv 

2000 Frederiksberg 

priv.tlf. 3810 2341 

arb.tlf. 46775019 

jakob.mann@risoe.dk 

Suppleant: 

Erik Wessing 

Åbuen 1 

2690 Karlslunde 

priv.tlf. 46152107 

Vejret’s redaktion: 

John Cappelen (Ansvarh.) 

Niels Finsens Allé 72 

2860 Søborg 

priv.tlf. 39673320 

arb.tlf. 39157585 

arb.fax 39157598 

john.cappelen@mail.dk 

jc@dmi.dk 

Leif Rasmussen 

Humlehaven 9 

3050 Humlebæk 

priv.tlf. 49193657 

leras@mail.tele.dk 

lr@dmi.dk 


Elverdalsvej 46 A 

8270 Højbjerg 

priv.tlf. 86276065 

cdag@post5.tele.dk 

Hans H. Valeur 

Gyvelbakken 41 

3460 Birkerød 

priv.tlf. 45812594 

hhv@wanadoo.dk 

Webredaktion: 


Elverdalsvej 46 A 

8270 Højbjerg 

priv.tlf. 86276065 

cdag@post5.tele.dk 

Henning Tousted 

Neptunvej 11 

4040 Jyllinge 

priv.tlf. 46730730 

tousted@vip.cybercity.dk 


Horsekildevej 20,4 Th 

2500 Valby 

priv.tlf. 36170820 

arb.tlf. 46775022 

nm.nielsen@risoe.dk


Kommende møder og aktiviteter 

Da den nye bestyrelse (jvf. artiklen “Nyt fra den nye formand” og 

“Navne og adresser” inde i bladet) endnu ikke har konstitueret sig 

er Efterårsprogrammet med kommende møder og aktiviteter ikke 

færdiggjort, før dette nummer gik i trykken. 

Hold venligst øje med vores hjemmeside www.dams.dk, check augustnummeret 

af “VEJRET” eller kontakt vores bestyrelse, hvis du vil 

vide mere.

Nr. 2 -23. Ã RGANG Juni 2001 (87)

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?

Nr. 2 -23. ÃRGANG Juni 2001 (87)