Læs som PDF - Folkeskolen

old kritik school / new school
Praktisk: At samle hoved og hænder om en krævende og kreativ opgave var det nyeste pædagogiske bud
i 1880’erne. Sløjd blev faget, der forenede sjæl og legeme – men kun for drengene.
Sløjd
En sund sjæl i et sundt legeme har været
pædagogikkens og skolens dobbelte mål lige
siden de gamle romere. Skolen skulle opdrage
både forstanden og kroppen ved at lære barnet
sunde vaner og gymnastiske øvelser, og i løbet
af 1800-tallet var der da også pædagoger, der
mente, at fysisk aktive børn lettere tilegnede
sig den boglige viden. Det gjaldt ikke kun den
forfriskende virkning ved et frikvarter med leg
og frisk luft, men også det samarbejde mellem
krop og sjæl, som praktiske fag krævede. Det
var dog ikke det obligatoriske fag håndarbejde,
der kun var forbeholdt piger, pædagogerne her
tænkte på, men det nye og pædagogisk lovende
fag sløjd.
Sløjd var udbredt i Finland og i Sverige, hvor
mange danske lærere fik inspiration og tog fagets
metoder til sig. I Danmark var initiativtageren til
udbredelsen af sløjd først og fremmest skoleforstander
Aksel Mikkelsen. Hans ideer om
sløjdens positive pædagogiske virkninger
blev begejstret modtaget
af pædagogisk progressive lærere,
og i midten af 1880’erne
grundlagde de Dansk Sløjdforening,
og Mikkelsen åbnede
en sløjdlærerskole på
Frederiksberg.
Mikkelsen udviklede systemet
Dansk Skolesløjd, der hvilede på bestemte
principper. Værktøjet skulle bruges
korrekt og tilpasses børn i størrelse og udformning.
Alle elever skulle lave de samme genstande
og i samme rækkefølge – man startede helt simpelt
med at skære en blomsterpind og endte med
at bygge en knivkasse. Selve produktet var i princippet
ligegyldigt. Det var processen, der havde
den pædagogiske effekt.
Især private skoler og byskoler tog sløjden ind
som et frisk pædagogisk pust, og eleverne satte
også pris på faget, der gav afveksling fra den stillesiddende
undervisning. Privatskolebestyreren
Emil Slomann havde sløjd på skemaet med op
til 14 ugentlige timer i sin skole på Frederiksberg,
og han mente, at sløjd gav børnenes virketrang et
naturligt afløb: »Det er sløjdens særlige evne, at
den tilfredsstiller børnenes naturlige frembringelseslyst,
som ellers er hjemløs i skolen«.
Anne Katrine Gjerløff, ph.d., projektkoordinator,
Sekretariatet for »Skole i 200 år«, Aarhus Universitet.
Old school/new school
Vi graver i historiske gemmer
og sætter kuriositeterne
i perspektiv med
nutiden.
Retsavning i takt
Den pædagogisk nytænkende Hermann Trier var en stor fortaler for sløjd
i 1800-tallets sidste årtier. Han skrev i forordet til Aksel Mikkelsens bog
»Sløjdskolen« fra 1885: »Mens barnet bruger sin hånd og sit øje, fremmes
dets legemlige sundhed, skærpes dets forstand og styrkes dets vilje; håndgerningen
bliver en drivkraft i dets udvikling til personlighed«.
Fuglekassen i vinkel
Over 100 år efter at sløjdfaget første gang blev udråbt som et pædagogisk
virkemiddel, er faget atter aktuelt. Statsminister Helle Thorning-Schmidts
åbningstale i oktober 2012 indeholdt denne vision om sammenhæng mellem
matematiske og praktiske fag: »Matematik er flyttet fra klasselokalet
til skolens værksted. Her er Emil i gang med at bygge et fuglehus sammen
med tre andre fra klassen. Lugten af træ, lyden af saven, den rette vinkel på
fuglehusets tag – det får Pythagoras’ sætning til at hænge bedre fast«.
Foto: Århus Kommunes Biblioteker. Lokalhistorisk Samling
Sløjd og
frikadellesløjd
Der er sikkert mange elever, der
ikke ved, hvad ordet sløjd dækker.
Det er ligesom undervisningen
i sløjd i fare for at blive
historisk. Vi har lånt ordet fra
svensk, hvad der ikke kan undre,
i betragtning af at fagets
indførelse var inspireret af erfaringer
fra Sverige og Finland.
Selv lærte jeg meget af årene
med sløjd på skemaet, selv om
jeg ikke blev ret dygtig til det.
Jeg lærte blandt andet, at nogle
af de kammerater, som ikke
var ret gode til de boglige fag,
kunne have særlige talenter i
de praktiske fag. Gert fra min
klasse hørte ikke til de dygtige,
men han var fænomenal til
sløjd, og jeg beundrede ham
vildt. Mine egne sømkasser og
fuglebure var ret mislykkede.
Vi skulle i begyndelsen save
i takt, og mens man i gymnastik
talte ét-to-(tre-fire), talte
man, når savene skulle i sving, i
rækkefølgen to-ét: et forsigtigt
skub fremad med saven under
to, og så en kraftig savebevægelse
under ét. Det stod jeg så
og funderede over. Pigerne i
klassen havde i stedet hjemkundskab,
som i datidens slang
oftest blev kaldt frikadellesløjd;
det ord er vist også blevet pensioneret
slang.
I artiklen til venstre for denne
kan man læse skolebestyrer
Emil Slomanns opfattelse
af sløjdundervisningen:
»Det er Sløjdens særlige Evne,
at den tilfredsstiller Børnenes
naturlige Frembringelseslyst
...«. Det sidste ord bruges
ikke mere i skolesammenhæng.
Man taler om kreative
og praktiske fag, og før ordet
frembringelseslyst kunne man
bruge ordet vindskibelighed,
som betegnede virketrang, initiativrigdom
og lignende. Den
første læsebog i faget dansk i
latinskolen havde et helt afsnit
med historier om vindskibelighed.
Bogen hed »Store og gode
Handlinger af Danske, Norske
og Holstenere« (1777), og der
var i hvert fald ikke tænkt på
sløjdundervisning.
Professor Higgins
32 / folkeskolen / 10 / 2013