KANDESTØBEREN - Institut for Statskundskab - Aarhus Universitet

Kandestøberen
stor betydning her var professor Erik Rasmussen.
Han afstak straks fra starten et liberalt-humanistisk
grundlag, tydeligvis inspireret af
Humboldt-universitets idealet, og vi unge studenter
blev indført i den klassiske akademiske
kultur.
Erik Rasmussen var pluralist og dertil altid
fair og redelig over for de teoretikere, som han
gennemgik i undervisningen. Det var f.eks. en
oplevelse at høre denne liberale professor forelæse
om Marx. For en gangs skyld en modstander,
der tog Marx alvorlig. Til gengæld forlangte
Erik Rasmussen sandelig, at vi også skulle forholde
os fair overfor teoretikere, som vi ikke
sympatiserede med. Jeg vidste f.eks., at når vi
nærmede os den konservative Edmund Burke,
så skulle jeg stramme ballerne sammen og forholde
mig fair og loyal også til en tænker, som jeg
i øvrigt ikke havde sympati for. Jeg blev helt
nervøs af det. Men det var en god skoling, vi fik
her, og en passende introduktion til universitetet.
Det var også Erik Rasmussen, der præsenterede
os for ’den videnskabelige værdirelativisme’.
Lige som den unge Gunnar Myrdal kom
jeg til at se ’den viden¬skabelige værdirelativisme’
som det, den først og fremmest er, nemlig
en grundnorm, der giver mindretallene i ’de videnskabelige
samfund’ en beskyttelse: Ingen kan
i videnskabens navn krænge en bestemt politiskideologisk
opfattelse ned over andre. Senere,
både over for 70’ernes kapitallogikere og i
90’erne over for de normative liberalister, har
jeg måttet forsvare denne grundposition.
Erik Rasmussen var en stadig støtte, men
samtidig også en vedvarende og inspirerende
modstander. Jeg lærte af ham at sætte pris på intellektuel
modstand - jeg skylder ham meget. Og
det vil jeg gerne give udtryk for i dag. Der var
også andre inspirerende lærere: Max Sørensen,
H.P. Clausen, Reske Nielsen og senere Erling Bjøl,
men det var Erik Rasmussen, der klarest artikulerede
og praktiserede den klassiske akademiske
model for det videnskabelige samfund.
Så en dag var studietiden forbi, og jeg blev
ansat som ’amanuensis’, som det hed den gang.
Jeg skulle nu til at undervise på det universitet,
hvor jeg havde været student. Det havde jeg
aldrig prøvet før ( der var ikke noget der hed instruktorer
den gang). Det var svært, og det blev
ikke lettere af, at de studenter, jeg skulle undervise,
var mine studenterkammerater fra dagen
før. Men de opførte sig pænt og påhørte i ro og
orden - omend med et lidt skeptisk udtryk i ansigtet
- mine i panik sammenskrevne forelæsninger:
Grønnegård, Lise Togeby og hvad de hedder
alle sammen.
Jeg var tit i tvivl både om faget og mig selv.
Hvad skulle det hele egentlig til for Havde faget
Det var endelig også Erik Rasmussen, der
indførte os i den videnskabelige ethos og det
akademiske håndværk: altid at forholde sig
kritisk reflekterende til ens eget teoretiske
grundlag, altid at forholde sig seriøst argumenterende
til modstående teorier og opfattelser,
altid at være omhyggelig i sin videnskabelige dokumentation
osv.. Det er grund-normer, som forbløffende
tit tilsidesættes i dag.
Erik Rasmussen var en stor inspiratior fro Curt
Sørensen.
48