KANDESTØBEREN - Institut for Statskundskab - Aarhus Universitet

Kandestøberen
Taler vi derimod om f.eks. ’det militær-industrielle
kompleks’, ’magteliter’, ’centrum-periferi’
og ’udvikling-underudvikling’ får vi en helt anden
belysning på. Til gengæld forsvinder de
førstnævnte elementer ud af synsfeltet. Og taler
vi om f.eks. ’klasser’, ’modsætninger’, ’kapitalisme’
og ’imperialisme’ (begreber som vi i dag
knap nok tør tænke) får vi igen et helt tredje
fokus.
Pointen er nu for det første, at disse sæt af
begreber og tilgange i fagets udvikling gennem
de forløbne 50 år tydeligt kan identificeres langs
“Set i det lange perspektiv,
som jeg her anlægger,
er der 3 ting, der er
særligt bekymrende: afskaffelsen
af medarbejderdemokratiet,
indskrænkningen
af
pluralismen og den
klemte autonomi.
en tidsakse, der nøje følger den storpolitiske og
ideologiske konjunktur. I hver fase af fagets udvikling
har de ikke været valgt arbitrært – eller
’frit’ om man vil - men under påvirkning fra den
ydre politiske og ideologiske konjunktur.
For det andet kan vi konstatere, at vi på en
måde i dag – efter 50 års forskning og teoriudvikling
- i den overordnede og dominerende opfattelse
er vendt tilbage til begyndelsen af
1960’erne: til Almond, Coleman, Sidney Verba
og pluralisterne! Og evolutionismen, forestillingen
om eet historisk nødvendigt og fremadskridende
forløb med en naturlig endestation, er
igen blevet dominerende tankesæt. Den samme
type evolutionisme, men med modsat politisk
fortegn og en anden skematik, var i øvrigt også
dominerende i store dele af den marxistiske tradition,
men i dag er den unægtelig mest massivt
repræsenteret i den politologiske mainstream.
Endelig har vi i den dominerende optimisme
bevæget os fra 2009 tilbage til 1909, tilbage til
civilisations- og fremskridtsoptimismen fra
tiden før 1. verdenskrig. Globaliseringen var den
gang vidt fremskreden, en ny liberal orden
syntes at være under udvikling, selv demokratiseringsprocessen
var godt i gang. Og siden
Königgrätz og Sedan havde der ikke været alvorlige
krige i Europa. Men så fulgte det 20. århundrede
med to verdenskrige, økonomisk verdenskrise,
udviklingen af de nye diktaturer og
massemord og udryddelser. Eksemplet viser,
hvor forsigtig man skal være med at generalisere
ud fra en tidsmæssigt snævert begrænset basis
og en given konjunktur.
Vi er altså bestandigt udsat for et enormt pres
fra omgivelserne og tidernes skiften. Vores eneste
værn mod den diffuse, men overordentlig
stærke, styring fra den ydre konjunktur er, så
vidt jeg kan se, hele tiden at sikre den fortløbende
konfrontation af forskellige tilgange og begreber.
Så får vi så mange facetter med som muligt og
tillige sikret muligheden for en løbende gensidig
korrektion. Også af den grund er den igangværende
indsnævring af pluralismen dybt
bekymrende.
Universiteternes og forskningens raison d’être
er vel netop at fastholde en kritisk distance til
den skiftende politisk-idologiske konjunktur
Og internt skulle universiteter og institutter ifølge
samme ideal være præget af en stadig
fort¬løbende brydning mellem forskellige paradigmer,
forsk-ningsprogrammer og tilgange.
Men er det overhovedet muligt at fastholde et
sådant åndehul i dag
54