KANDESTØBEREN - Institut for Statskundskab - Aarhus Universitet

2009
Også på Institut for Statskundskab i Århus
oplevede man jo studenteroprøret. Det var en
dobbelt oplevelse. Hos nogle i 70’ernes studenteroprør
udartede den teoretiske-ideologiske
nidkærhed sig til doktrinær rethaveriskhed og
intolerance. Det oplevede jeg selv: Forlaget Modtryk
havde påtaget sig udgivelsen af min bog om
Marxismen og den Sociale Orden. Da det kom til
stykket, stillede forlaget som betingelse for en
udgivelse, at jeg fjernede al
min kritik af kapitallogikerne.
Forlaget ville kun udgive bogen
i en censureret udgave.
Jeg sagde naturligvis, at de
kunne rende og hoppe, og så
udkom den på GMT i stedet.
70’erne på Instituttet
havde som sagt en dobbelt
karakter: Der var også et
stærkt element af genuint
oprør og selvaktivitet.
70’ernes studenter var engagerede,
initiativrige og
kritiske. De turde sætte sig
op mod autoriteterne og
kritisere magthaverne. De lavede
alternative studiekredse,
oprettede alternative
forlag og aviser og udøvede
fagkritik. Og ude i samfundet
demonstrerede de og satte sig op mod alt, hvad
der kunne krybe og gå af magteliter: den økonomiske
elite, toppolitikere, organisations¬folk,
medierne osv.. Alt dette savner man unægtelig i
vore konformitetstider.
Politisk var en stor del af studenterne her på
stedet i disse år tilhængere af SF og VS. De fleste
var imidlertid partiløse venstreorienterede. Og
så var der mindretallet, som f.eks. Bertel Haarder
og Thøger Seidenfaden og Svend Auken, der
reagerede vidt forskelligt i situationen. Thøger
Seidenfaden var kendelig oplivet over det heftige
diskussionsmiljø og befandt sig tydeligvis
som en fisk i vandet. Bertel Haarder skumlede
“Det var unægteligt en
pioneropgave at udvikle
studiet og også at finde
ud af dette med forskningen.
Hverken undervisning
eller forskning var
den gang lagt i så faste
rammer som i dag. Vi
måtte stadig meget prøve
os frem med den usikkerhed
og tvivl, som det
indebar. Vi var i det hele
taget usikre.
og var sur, fordi han var i mindretal, og Svend
Auken var sørgmodig resigneret.
Der var ikke mange DKP’ere på statskundskab.
DKP’erne var ovre på Dansk og Filosofi (og på
Idehistorie igen var de omvendt VS’ere!). Der var
således mange lokale pudsigheder. Her på
Statskundskab var kritikken af DKP og Sovjetunionen
nærmest mere almindelig end kritikken
af kapitalismen. Kritikken
af Sovjetunionen og
stalinismen var massivt til
stede. Det er simpelthen
en myte at den var
fraværende.
Et andet hovedtema i
studenternes interessefelt
var Marx, de socialistiske
teoretikere og socialismens
og arbejderbevægelsens
genuine historie.
Det var emner, som jeg altid
selv havde været meget
interesseret i, og der var
stor tilstrømning til mine
seminarer herom. I dag
underviser man, følgende
tidsånden, overhovedet
ikke i disse emneområder.
Et tredje hovedtema var ’den tredje verden’.
Det var John Martinussens dygtige og engagerende
indsats, der inspirerede mange studenter.
Han var også her banebrydende i sin forskning.
Hans disputats om Indien og Pakistan fremstår
stadig som en klassiker på feltet. John Martinussen
ragede op – også i en international sammenhæng.
Der opstod på Institut for Statskundskab i
Århus en helt særegen balance: En massiv lærermajoritet
med de gængse politiske og universitetspolitiske
holdninger og opfattelser til den
ene side og det store venstredrejede studenterflertal
optaget af det internationale studenteroprør
til den anden side. Og ind imellem stod vi 2
51