når det umulige samarbejde lykkes - Danish Design Association

afrapportering
Skab virkelighedsnære løsninger.
Højtsvævende og konsulentskabte løsninger
er sjældent implementerbare. Det er
vigtigt, at der sker en konkretisering af de
tiltag, som projektet udvikler – og at det
medfører synlige ændringer i dagligdagen,
også på kort sigt.
Revurdér løbende organisationens
forandringsparathed. Ellers er der risiko
for modstand eller for, at løsningerne ikke
gør en forskel. Forandringsparatheden
kan fx være betinget af, om projektdeltagerne
oplever, at problemer uden for
projektet er vigtigere end projektet.
Vær anerkendende – det motiverer os.
Effekten er selvforstærkende, når små og
store succeser i dagligdagen bemærkes
og gode historier deles. Ikke blot mellem
ansatte og indsatte, men også mellem
kollegaer og mellem ledelse og ansatte.
Test. Projektets kvalitet blev væsentligt
højnet af, at projektet også indeholder en
testfase. Det er først i testfasen, at man
bliver konfronteret med dagligdags- og ledelsesudfordringer
og med de virkelige relationer
mellem indsatte og ansatte, kollegaer
og ledelse. Det er først i testfasen,
at man ser, hvor man møder de praktiske
hindringer, som skal overkommes for at
kunne lave realiserbare løsninger.
”Pull” ikke ”push”. Når man kender til
noget, som fungerer godt, er det svært
at lade være med at forsøge at ”sælge”
det til andre. Pas på med det. Fængsler
er gennemregulerede institutioner, hvor
ændringer et sted afføder en kæde af påvirkninger
gennem institutionen. Hvis det
skal kunne lade sig gøre at gennemføre
noget, kræver det derfor, at lysten driver
værket. Ellers vil medarbejderne ikke investere
den tid og personlige involvering,
der skal til for at tingene kan falde på
plads og overvinde eventuel modstand.
”I dette projekt har vi ikke antaget,
hvad de indsatte tænker, føler og
mener eller brugt brede teorier om,
hvordan ’indsatte’ reagerer på givne
forhold.”
”Vi har i stedet spurgt de indsatte
selv, hvilket har givet et mere
nuanceret billede og en hel del
overraskende oplysninger og viden.”
side 18