marts 2009 - Høreforeningen

tema:At blive døv
23
besøg hos sine forældre i Vestjylland,
som blev et vendepunkt for hende.
– Jeg har altid interesseret mig meget
for det samfund, jeg lever i. Og jeg følte,
at jeg skulle vide alt om udenrigspolitik
osv., men det stressede mig på en måde.
En dag sagde min far: ” Du behøver da
ikke at bekymre dig om, hvad der foregår
i Sydafrika.” Det tog jeg til mig. Nu
interesserer jeg mig mere for det nære,
og det er en stor lettelse, siger Aase.
Glad for sit fleksjob
På samme måde har hun gjort op med
sig selv, at hun er tilfreds med jobbet
som social- og sundhedshjælper.
– Jeg skal ikke uddanne mig videre
for at blive assistent. Jeg har dybest set
ikke lyst til mere karriere, selv om der
har været noget inde i mig, der sagde,
at det burde jeg. Jeg er glad for mit job,
som det er, siger Aase.
Hun arbejder med fysisk handicappede
og sent hjerneskadede på et bosted,
og i den forbindelse kan hun faktisk
bruge sin TSK (Tegn Støttet Kommunikation),
da en enkelt af beboerne er døv,
ligesom hun til en del af møderne ikke
kan undvære en TSK-tolk.
– Mit arbejde er meget spændende.
Og hvis jeg skal være helt ærlig over for
mig selv, er det, hvad jeg kan klare, når
jeg også skal have overskud til andre
ting, siger hun.
Aase har fri tirsdag og torsdag, men
det bliver efter hendes eget ønske snart
ændret til mandag og tirsdag.
– Det vil give mig en meget større følelse
af frihed. Mulighed for at slappe helt
af og en gang imellem besøge veninder og
familie og overnatte hos dem, siger hun.
Plads til nye projekter
Tilbage til det der med superkvinde
eller ej. Måske er det også et spørgsmål
om definition. For er alle, der
lykkes med at få et godt og indholdsrigt
liv med et handicap, ikke på hver
deres måde superkvinder og supermænd
Vi giver bare ikke os selv den
slags titler. Det er mere de andre, vi
hæfter dem på. Men noget af det allervigtigste
er vel, at finde rytmen og
glæden i sit liv. Og så er det da trods
alt lidt af en bedrift som Aase at have
taget først en uddannelse som teknisk
assistent og derefter en uddannelse
som social- og sundhedshjælper samtidig
med at være døv mor til tre – eller
hvad
– Nå ja, siger Aase og trækker på skulderen,
sådan har hun nu ikke selv set det.
Men nu skal det handle om et helt
nyt tiltag. For selv om Aase lægger meget
vægt på, at hun er sluppet af med
nogle forventninger til sig selv, så kan
hun også godt lide at kaste sig over nye
projekter.
– Jeg har længe haft lyst til at løbe,
men jeg manglede lige et skub. Det gik
jeg så på Castberggård for et par måneder
siden, fortæller hun.
Tre gange om ugen trækker hun i
løbetøjet og tager 4 km ud i den natur,
som der er så meget af omkring
Skovby.
– Det er jeg virkelig glad for, at jeg er
kommet i gang med. Jeg havde fået sådan
en dårlig vane med at sove, når jeg
kom hjem fra arbejde, og det bredte sig
til fridagene. Nu kan jeg i stedet tage
mig en løbetur, siger Aase.
Facebook og sms
Men hvorfor er det egentlig, at hun
stadig ser sig selv som døvbleven også
efter CI´en
– Det er nok fordi, jeg har været
døvbleven i så mange år. Jeg har rigtig
mange nære venner blandt døvblevne.
Det er her, jeg slapper af og bare kan
være mig selv, siger Aase.
Derfor kommer hun meget på Castberggård
til diverse kurser og møder,
og derfor sms´er hun flittigt med sine
døvblevne venner.
– De venskaber betyder meget for
mig. Vi er også kommet på Facebook
mange af os og kommunikerer den vej.
Hjemme hos familien Nielsen i
Skovby bruger de engang imellem TSKtegn,
men det er ikke ofte.
– Min mand og jeg har stor gavn
af tegnene indimellem. Han er jo født
meget stærkt hørehæmmet, så hans udtale
er ikke altid helt præcis. Hvis jeg så
ikke kan opfatte et ord, bruger vi tegn,
forklarer Aase.
Hendes to ældste børn på 26 og 30,
der for længst er flyttet hjemmefra, kan
ikke noget TSK overhovedet.
– Dengang de boede hjemme, havde
jeg en idé om, at det ikke skulle påvirke
deres liv, at deres forældre havde høretab,
derfor lærte de ikke TSK. Faktisk
lærte jeg det også først selv efter nogle
år som døvbleven, da jeg blev gift ind i
en familie, hvor der var mange med høretab.
Men der var stadig et stykke vej
fra, at jeg selv brugte det og til, at jeg
ville involvere børnene, smiler hun.
Det ændrede sig dog med tiden, og
da efternøleren Line voksede op, lærte
hun TSK som en helt naturlig ting.
Sover lidt mere end andre mødre…
Mens vi sidder og snakker og er kommet
til teen og småkagerne, kommer
Line hjem fra skole, så vi spørger hende,
hvordan det egentlig er at have to
døvblevne forældre.
– De ville jo nok være de samme mennesker,
hvis de var hørende. Mor sover
måske lidt mere, end de fleste. Og der er
nogle af mine kammerater, der ikke altid
kan forstå, hvad far siger. Men ellers...
nej, det er ikke noget problem, siger Line.
Hun går i 7. klasse og er på vej til syning.
Så hun skal lige skifte tøj og høre,
om hendes udtalelse kommer med i artiklen.
Det må den nemlig gerne. Det er
også ved at være tid, hvis undertegnede
skal nå rutebilen indtil Århus. Et hyggeligt
og inspirerende besøg er slut.