kiropraktoren nr. 1 - februar 2011 - Dansk Kiropraktor Forening

xxx
Stor forskel
på regionale kiropraktorplaner
Arbejdet med de regionale planer for kiropraktorområdet, de såkaldte praksisplaner, har visse steder
trukket ud, men nu er alle fem regioner ved at være i mål. Der er dog forskel på, hvor langt de
enkelte regioner er nået, og hvad man har kunnet nå til enighed om. Flere steder er
implementeringen godt i gang, og det er lykkedes at blive enige om perspektivrige målsætninger.
Andre steder har processen været mere træg, og resultaterne mere afmålte. Her følger en
præsentation af nogle af de mest centrale temaer.
Kort om praksisplaner
Formålet med praksisplanerne er at skabe overblik over behandlingskapaciteten
for at vurdere det fremtidige behov for kiropraktorer i regionen. Derudover
har planerne til formål, at angive hvordan det kiropraktiske behandlingstilbud
kan indgå i den øvrige sundhedsplanlægning i regionen.
Det er samarbejdsudvalget i en region, der til regionens godkendelse udarbejder
en samlet planlægning af den kiropraktiske behandling, således at det
kiropraktiske behandlingstilbud kan indgå i regionens øvrige sundhedsplanlægning.
Planen danner grundlag for samarbejdsudvalgets årlige indstilling til
regionen vedr. den kiropraktiske behandlingskapacitet.
I hver region nedsættes et samarbejdsudvalg bestående af 6-12 medlemmer,
hvoraf halvdelen udpeges af Regionsrådet og kommunerne i regionen og den
anden halvdel af de respektive kiropraktorkredsforeninger.
Kilde: Landsoverenskomst om kiropraktik, oktober 2010.
Nye principper for kapacitetsudvidelser
Et af de gennemgående temaer i praksisplanerne er
spørgsmålet om kiropraktorkapaciteten. Trods dokumenteret
behov for flere kiropraktorkapaciteter har regionerne
i de sidste årtier ført en stram styring af nye
ydernumre. Det har holdt en betydelig andel af den kiropraktiske
behandlingskapacitet uden for det offentlige
sundhedssystem. I to af regionerne er det nu lykkedes at
bryde årtiers dødvande i forhold til kapacitetsudvidelser.
I Region Hovedstaden, som vedtog sin plan i 2008,
havde der stort set ikke været frigivet ydernumre i over
20 år i de tidligere amter. Kapacitetsplanen, der fulgte
i kølvandet på praksisplanen, markerede med sin anbefaling
om otte nye ydernumre - fire geografisk betingede
og fire uden geografisk binding – et skifte med
den hidtidige kapacitetspolitik.
Også i Region Syddanmark har antallet af ydernumre
ligget næsten konstant i mange år. Den kommende
praksisplan introducerer imidlertid helt nye principper
for tildeling af ydernumre ved at indføre begreber om
såkaldt frie kontra overenskomstregulerede områder.
Planen anbefaler udover eventuelle nye ydernumre i
de frie områder, at der frigives ét nyt ydernummer om
året i perioden. Frie områder henviser til områder, hvor
adgangen til kiropraktisk behandling er begrænset, og
det kan være hensigtsmæssigt at åbne for fri nedsættelse
under forudsætning af, at klinikken lever op til overenskomstens
krav. Omvendt kan der være områder særligt
i større byer, hvor regionen ønsker at understøtte større
klinikfællesskaber bl.a. for at fremme arbejdet med kvalitetssikring.
I sådanne områder vil regionen fastholde
en stærkere styring af nynedsættelser, som landsoverenskomstens
bestemmelser om kriterier for nedsættelse og
kapacitet giver dem magt til. Disse områder kaldes derfor
overenskomstregulerede områder.
Kapacitetsudvidelser på standby
I andre regioner har man ønsket at foretage en udredning
af den nuværende kapacitet, før man vil vurdere, om der
er grundlag for at udvide antallet af kiropraktorer med
praksisoverenskomst.
Region Sjælland vedtog sin praksisplan i 2008. Her
havde der ikke været frigivet nye ydernumre i over 15 år,
og kiropraktorerne havde håbet på en ny kurs. En udredning
af kapaciteten resulterede dog ikke i flere ydernumre
til kiropraktorer, fordi regionen ikke mente, at der var økonomi
til at udvide tilbuddet om kiropraktisk behandling.
8 0KIROPRAKTOREN NR.1 2011