Regering og Rigsdag! - Det danske Fredsakademi

min deltagelse i fredskongressen og konferencen, der snart skulde holdes i London.
Organisationsspörsmålet stod også på dagsordenen. Dets vigtighed var mig klar. Som
gammel militær indså jeg, at til at føre »krig imod krigen«, med håb om sejr, kræves
ikke mindre organisation end til at »føre krig«. Hidtil havde de mange forskellige
fredsvenner og fredsforeninger fort »krigen imod krigen« næsten uden at kende noget
til hverandre. Om samlet, ordnet optræden var der næppe tale. En betingelse derfor
vilde det være, at man først og fræmst havde et fælles støttepunkt: et bureau. Dette
skulde efterhånden udvikles til at blive lige som hjærtet i hele fredsbevægelsen. Lige
som blodet i det menneskelige legeme fra alle dele strommer til hjærtet, fornyes i lungerne,
og atter ved hjærteslaget drives ud i de yderste lemmer, således skulde et verdensfredsbureau
engang fræmbringe hjærteslaget i hele fredsværket.
Det første udkast til et sådant Bureau udarbejdede jeg i min ensomhed, og sendte
det til den forberedende komité i London. Under kongressen blev jeg imidlertid underhånden
modarbejdet af dem, som havde störst indflydelse på kongressens ledelse.
Mit forslag blev skudt til side for det oftere fræmsatte, men lige så ofte dødfødte om en
alle fredsforeninger omfattende »fælles union eller federation«, som naturligvis blev
vedtaget, men ikke senere har efterladt spor. * Da jeg på mødets sidste dag, under forhandlingen
herom, indså, at min sag var tabt, vilde jeg dog i det mindste have ordet
for at give en antydning for næste gangs skyld. Men, da jeg bad om ordet, svarede den
myndige og kraftige 84-årige amerikaner Dudley Field 94 , som ledede forhandlingen:
»C'est impossible, monsieur« (»Det er umuligt*).
Et lignende forslag havde jeg stillet til den derpå følgende Interparlamentariske
Konference. Midt i en sövnlos nat, i Croydon 95 , stod jeg op, tændte lys, og omarbejdede
det. Jeg afskrev det på et stort stykke pap, jeg fandt i mødesalen, fik underskrifter til
støtte af flere franske (Gaillard og G. Martin), tyske (Barth, Dohrn og Broemel),
skandinaver, (F. T. Borg, John Lund, Horst og H. Bing) — medlemmer, som tilfældig
under forhandlingerne kunde findes og vindes. Jeg stillede det store stykke pap op
imod et vandglas foran italieneren, den senere kultusminister Villari, som ledede forhandlingerne
i slutningsmødet. Da mit forslag blev sat under forhandling, fattede jeg
mig yderst kort. En stemme: »Det bliver altså et slags stående udvalg.« Afstemning!
Og mit forslag var enstemmig vedtaget. Men — da den officielle protokol forelå
trykt, havde man opfattet vedtagelsen, som om kun principet var vedtaget. Nu vel, det
var altid en begyndelse! Nu galdt det at smedde, så at jærnet kunde blive varmt inden
næste kongres og konference, som skulde holdes i i Rom 1891.
Gamle Ch. Lemonnier var fyr og flamme for at göre sin Liga varm for forslaget;
han havde selv tidligere 96 antydet tanken om et »generalsekretariat« for den Interparlamentariske
Konference, med hvilket tillige alle fredsforeningerne skulde stå
* Se småskrift nr. 3: »Verdensfredsmødernes meninger«. Kbh. 1892. Side 29.
94 David Dudley Field II (1805-1894), amerikansk advokat, stiftede omkring 1872 the international Association
for the Reform and Codification of the Laws of Nations som han var præsiden for.
95 Bydel i London.
96 I et brev af 27. oktober 1889 til Phil. Stanhope, trykt i Les Etats Unis d'Europe d. 2. november 1889
(nr. 7).
39