Fra velfærdsstat til konkurrencestat - Roskilde Universitet

allerede er iværksat. Forslaget gik i hovedtræk ud på, at efterlønsalderen fra 2017 til 2021gradvist skal hæves med 3 år. Konkret foreslås det at hæve efterlønsalderen trinvist, med 1år ad gangen i 2017, 2019 og 2021. Efterlønsperioden er herefter 4 år, for alle der går påefterløn i 2017. Modtagerene skal selv bære et større ansvar for finansieringen af derestidlige tilbagetrækning, til gengæld skal det være billigere at være medlem af en a-kasse.Ydermere skal den kvartalsvise præmie, til dem der ønsker at blive på arbejdsmarkedet,øges således, at det skal kunne betale sig at blive ved med at arbejde.På pensionsområdet foreslås der at pensionsalderen gradvist hæves med 2 år fra 2023 til2025. Pensionsalderen hæves fra 65 til 67 år med et år første gang i 2023 og medyderligere et år i 2025. Efter 2025 skal der være mulighed for justeringer, hvilket betyderat aldersgrænserne i tilbagetrækningssystemet skal stige i takt med levetiden for en 60-årig.Med de anvendte prognoser svarer det til en stigning på ½ år hvert 10. År. Stiger levetidenalligevel ikke, sker der heller ikke noget med aldersgrænserne. (”Fremtidens velstand ogvelfærd”, 2006: 39)Det er ovenstående tilbagetrækningsreform, der i den senere tid er blevet diskuteret,hvorvidt den skal fremrykkes og/eller justeres i forbindelse med regeringsskiftet 2011.Flere af den daværende regerings forslag til ændringer af efterløn og pension, læggerumiddelbart afstand til den universelle velfærdsstatsmodel og har i stedet træk fra en andenvelfærdsstatsmodel, som vi vil komme ind på i det følgende.Et af punkterne i programmet er, som før nævnt, at det skal kunne betale sig at arbejde,hvorfor der opstilles en ”belønning”, for dem der udskyder deres efterløn, i form af enekstra høj kvartalsvis præmie. Der er altså tale om et økonomisk incitament. Her ses dertydelige tegn på den økonomiske rationalitet, der er styrende i systemet og den neoliberaletankegang, der i høj grad fokuserer på incitamentsstyring og at det skal kunne betale sig atarbejde. Sidstnævnte faktor er også et af karakteristikaene ved den liberalevelfærdsstatsmodel, som er behandlet i vores teoriafsnit.Desuden lægges der op til, at efterlønsmodtagerne selv skal tage større andel ifinansieringen af deres efterløn, ved en længere bidragsperiode, højere efterlønsbidrag ogkortere efterlønsperiode. Dette indebærer, at den offentlige støtte til tilbagetrækning førpensionsalderen reduceres. På den måde bærer den enkelte altså et større ansvar forfinansieringen af sin efterlønsret og der bliver større sammenhæng mellem, hvad borgeren51