Fra velfærdsstat til konkurrencestat - Roskilde Universitet

selv har indbetalt og hvad denne kan få udbetalt i efterløn. Der er altså tale om en mindreomfordeling af goder end hidtil. Høj omfordeling af goder har ellers været et afkarakteristikaene for den universelle velfærdsstat, hvor en lav omfordeling af goder ihøjere grad karakteriserer den liberale velfærdsstatsmodel. Igen skal den enkelte borgerudvise en økonomisk rationalitet og omfanget af ydelsen skal bestemmes ud fra enspengepung og ikke ud fra behov.Dette medfører, at der lægges et større ansvar for egen forsørgelse på individet, hvilket eret omdrejningspunkt i den neoliberale tankegang. Samtidig er dette en måde at mindskestatens ansvar på dette område. Denne reform kan dermed ses som et forsøg på at ændreden universelle velfærdsstat i retning af en liberal, som er kendetegnet ved at staten spilleren mindre rolle i offentlig forsørgelse.En ændring af pensionsalderen fra 65 til 67 år over perioden fra 2023-2025 kan, ud fra etneoliberalt synspunkt, ses som noget positivt, da man alt andet lige på denne mådemindsker ældrebyrden, holder flere i arbejde og derved bidrager til en højkonkurrencedygtighed. Samtidig er udskydelsen af pensionsalderen en måde at tvingeborgerne til at forsørge sig selv længst muligt og derved ikke ligge staten til last. Derfindes altså flere neoliberale træk i regeringens program, hvilket kan ses som tegn på, at vier i færd med at bevæge os væk fra den universelle velfærdsstatsmodel og mod en merekonkurrencepræget velfærdsstatsform. - En konkurrencestat hvor individets personligebehov og mulighed for trække sig tilbage efter et langt arbejdsliv ikke er i fokus, men hvordet derimod er vigtigt, at individet står til rådighed for arbejdsmarkedet længst muligt, erarbejdsdygtigt og funktionseffektivt.Dog skal det nævnes, at pensionsalderen i perioden 1957-2003 ligeledes var 67 år, så iforhold til dette eksempel, ville der ikke nødvendigvis kunne findes belæg for ovennævnteudvikling og denne kunne i stedet evt. ses, som et udtryk for skiftende regeringers politikog landets økonomiske situation.Sættes valgte eksempel, udskydning af efterløns – og pensionsalder, i sammenhæng medHabermas’ begreber om system og livsverden, kan der argumenteres for, at systemets logikkoloniserer livsverdenens logik, ved at diktere hvor længe borgeren skal være påarbejdsmarkedet.Ved at opstille økonomiske incitamenter for efterlønnen, så underlægges borgeren de52