Uden for nummer 20 - Dansk Socialrådgiverforening

[ 24U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 / 2 0 1 0«Denne fokusering påde ikke-selvansvarligeog den deraf følgendeindividualiseringaf socialpolitikkenviser sig også i dedominerende politiskediskursers vægringfra at definereofficielle betegnelserfor social eksklusionog fattigdom.»gennem at påvirke den måde, viden underbyggerbestemte former for autoritet, den måde borgernekan træde frem som medborgere, oplever sig selvsom medborgere, indgår i demokratiske traditionerog forestillinger. Med andre ord, ledelsen fungerergennem udviklingen og internaliseringen af etcurriculum af kapaciteter for selvledelse, samt gennempåvirkningen af horisonten for, hvilke måderselvledelsen skal komme til udtryk og udføres på.Omvendt betyder det også, at de aktører, der ikkeer i stand til at udføre selvledelsen, bliver anskuetsom aktører, der kan udvikles og bringes i sammenhængeog interaktioner, så de bliver selvansvarligeog selvledende.De boligsociale initiativer og projekter kan idette perspektiv anskues som tiltag, der sigter modat udvikle kvarterer og beboere, så at de bliver istand til at være ansvarlige og selvledende. Jeg harargumenteret for i ovenstående, at problematiseringenaf socialt ekskluderede og marginaliseredekvarterer trækker på bestemte forestillinger omden inkluderede ’aktive medborger’, der er ansvarligog selvforsørgende. Medborgerskabet er derforikke bare en rettighed, men noget der skal praktiseresog læres i forhold til de sfærer, som medborgerenindgår i (Mayo 2000). Man kan argumenterefor, at bypolitikkernes orientering mod en bottomupog inkluderende organisering er et forsøg påat skabe en styringsorganisering, der skal tilvejebringedet rette miljø og tilskyndelse til denne formfor læring. Borgerinddragelsesperspektivet har etdobbelt sigte: Dels at udvikle lokale beboeres ogfællesskabers ejerskab til og engagement i de igangsatteprojekter, dels et ønske om gennem afdækningaf lokale ønsker og behov at sikre en effektivimplementering af programmerne. Det har dogvist sig i praksis, at empowerment-perspektivet (jf.Andersen & Siim 2004) i de sociale bypolitikkerbliver begrænset af dette dobbelte sigte, i og med atønsket om at minimere konflikter og dermed sikreresultater i organiseringer karakteriseret ved konsensusstyringskaber dissonans i forhold til ønsketom at mægtiggøre lokale aktører.Jeg har også antydet, at der bag områdebaseringenligger en forestilling om, at bestemte fysiskeog sociale sammenhænge er mere gavnligefor udviklingen af en sådan aktiv medborger endandre. For eksempel er billedet af den nedslidte’ghetto’ konstrueret som antitese for udviklingenaf den inkluderede og integrerede medborger (Den