Uden for nummer 20 - Dansk Socialrådgiverforening

«Der skabtes en vedvarende frygtog angst for at tale med andre ogfor at tale åbent – en ’cultura delsilencio’, en tavshedens kultur, derfik sit eget liv og voksede sig stadigtstærkere. Men den kan brydes.»Titlen på denne artikel er taget fra et af citaterne,der nævnes senere, og beskriver præcist, hvad derer formålet med psykosociale projekter. Man bliverfri af noget, man ønsker sig at være fri af. Ogfri til noget nyt.På dansk kan community måske bedst oversættesmed fællesskab, idet der ikke findes densamme distinktion som på engelsk mellem societyog community. Hvor det første betegner samfundetsom helhed med de fælles love og reguleringer,er det sidste det oplevede fællesskab på etkonkret niveau. Community betegner samtidigtdet, der er større end den enkelte familie, idet derer flere familier i det. Fællesskabet kan opleves udfra lokalitet, fælles værdier, konkret samarbejdeeller sociale relationer, men der er i alle tilfældetale om et konkret nærvær, omend dette i dag kanformidles teknologisk over lange afstande. I de flestetilfælde vil et community møde den enkeltegennem alle de fem sanser, selvom der, som nævnt,kan være undtagelser.Psykosociale programmer er organiseret støttetil mennesker med henblik på at fremme trivselgennem at styrke konkrete, oplevede og dokumenteredepsykosociale ønsker og intentioner, foreksempel et ønske om at kunne udtrykke sig åbenti tillid til andre. Intentionerne vil ofte formuleressom en respons til konkret oplevede problemer, derda kan sættes navn på. Målet vil da være at reduceredem gennem ændrede forståelser og handlinger.Graden af involvering af fællesskabet kan haveforskellige grader, fra inddragelse af flere familier ifælles sessioner til organisering af møder for helelokalsamfund (beskrivelser af eksempler kan findesi Berliner, Hejazi & Feldman, 2009, Toldam etal., 2008 og Ianev & Berliner, 2007). For eksempel:I en landsby i Guatemala led mange af indbyggerneaf mareridt, som de fortalte handlede om enmassakre, der havde fundet sted i landsbyen underborgerkrigen. Mareridtene oplevedes individuelt,men i deres form og indhold var de meget ens – oghandlede om den samme hændelse. Mareridteneskabte angst og ødelagde den nattesøvn, der varnødvendig for at kunne klare dagen og vejen. Meningen turde tale åbent om mareridtene, fordi detville betyde, at man måtte tale om det, der sketeunder borgerkrigen – og det kunne være direktefarligt, da der stadig var mange våben i omløb ogder blev kæmpet på forskellige fronter under krigen,samt at mange personlige konflikter førte tilvold i ly af krigen. Endvidere forbød soldaterne folkat tale med folk fra andre landsbyer. Der skabtesen vedvarende frygt og angst for at tale med andreog for at tale åbent – en «cultura del silencio», entavshedens kultur, der fik sit eget liv og voksede sigstadigt stærkere. Men den kan brydes – gennemfælles handlinger, der åbner rum for udveksling,fortællinger og fælles refleksion, men samtidigtU D E N F O R [ N U M M E R ] 20 / 2 0 1 05 ]