Uden for nummer 20 - Dansk Socialrådgiverforening

& Kielgast 2003, Andersen & Løve 2007). Socialkapital-begreber er især blevet taget op i initiativeri den almene sektor finansieret af Landsbyggefonden.Et eksempel på dette er «NaboSKabet»,der er et diagnostisk redskab til at måle niveauetaf social kapital i boligområdet udviklet af de RådgivendeSociologer (se www.naboskabet.dk). Gennemet elektronisk spørgeskema måles niveauet ogkvaliteten af afgrænsende relationer, som hjælperbeboerne i hverdagen, og brobyggende relationer iform af lokale fællesskabsforeninger. Denne videnom de sociale interaktioner i boligområderne ersåledes tænkt som en basis for boligforeningernesinitiativer.Social kapital søges udviklet dels gennem støttetil ’foreningsfællesskabet’, dels gennem formningenaf de sociale interaktioner i det lokale kvartergennem udviklingen af kvarterets karakterog mødepunkter. Hvad angår det første, så drejerdet sig om initiering og støtte til udvikling aflokale foreninger. Både beboerrådgivere og projektkonsulenteri kvarterløft er aktivt involveredei at opsøge ildsjæle, der vil skabe foreninger,og som proceskonsulenter på udviklingen af foreningsfællesskabet;for eksempel udformning afreglementer og budgetter, leje af lokaler og søgningaf støtte. Desuden arbejdes der aktivt på atskabe brobyggende relationer mellem lokale foreningerog fællesskaber gennem at involvere dissei kvartersudviklingsprojekter (Skifter Andersen etal 2009, Mazanti 2004a). Det er således et arbejde,der søger at forme kvarterets beboere som en kollektivaktør i implementeringen af bypolitikkerne,og affødt konsekvens ses som udviklende individueltrivsel samt rollemodeller i og kapaciteter foraktivt medborgerskab.Hvad angår udviklingen af kvarterets fysiskekarakter går det dels på forbedringen af offentligemødesteder, pladser og kulturcentre, dels påudviklingen af kvarterets boligmasse gennemrenovering, nye ejerskabsformer og mere fleksibleanvisningsregler. Målet for disse tiltag er at forbedrekvarterenes kapaciteter, således at de bliverattraktive for andre beboere end de socialt ekskluderede(Skifter Andersen 2001). Som her udtryktaf en af de informanter, der medvirkede i mit egetforskningsprojekt:»Altså, omprioritering drejer sig ikke kun om nye køkkenereller en udvidelse af lejligheder, det drejer sigom at man tror, at ved at forandre et område radikaltkan man få nogle andre mennesker til at bo i det.Med andre mennesker menes der, nogen som synes,at lejlighederne er så attraktive, at de foretrækker atbo her frem for andre steder. Det er familier med enmellemindkomst, som vil vælge at have en god lejlighedet godt sted»og videre:«Det er meget tydeligt, når man efter nogen år kigger[helhedsplanen] igennem en ekstra gang, så kan jegpludselig se, at det er meget tydeligt, at det har manhaft meget fokus på. Så kan man diskutere, om deter fordi man har haft fokus på, at de mennesker, derbor herude, skal være mere hvide, eller skal de haveen højere indkomst» (involveret projektkonsulent).Det er forestillingen om, at en mere socio-økonomiskmikset beboergruppe kan tiltrækkes ved atforbedre de boligmæssige standarder, som dels viløge de samlede ressourcer i området, dels mindskede sociale udgifter i området. Det bygger derfor påforestillingen om, at ændringen af steder vil føretil forandringer i beboergrupper, og at dette vilmedføre en ’nedsivningsproces’ af social kapitalfra de mere ressourcestærke til de mindre ressourcestærke.Desuden, at den blotte tilstedeværelse afforskellige beboergrupper kombineret med udviklingenaf lokale mødesteder vil medføre udviklingenaf brobyggende social kapital. Det er såledesen strategi, der bygger på en altruistisk forståelseaf forskellige grupper sociale ’investerings strategier’,som også overser nødvendigheden af et eksisterendeniveau af social kapital til reinvestering iudviklingen af lokale kvarterer (Blokland & Savage2008, Ottesen 2009).Instrumentaliseringen af begrebet social kapitali de sociale bypolitikker konstruerer bestemte forbindelsermellem forskellige dimensioner af deninkluderede medborger. Man kan plædere for, atforestillingen om den aktive medborger som etsærligt ’socialt subjekt’, tænkes ind i en specifikkonfiguration af social kapital, kvarterets rum oglokalt fællesskab. Det er en forestilling om, at mangennem offentligt støttet og finansieret udviklingaf offentlige lokale rum, kombineret med investeringi symbolske identifikations strategier kantilvejebringe brobyggende forbindelser mellemlokale sociale relationer i form af formaliserede27 ]U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 / 2 0 1 0