Rusmidler

Rusmidler i kroppen 35
Hvordan G-protein blev opdaget
De to amerikanske forskere Alfred
Gilman og Martin Rodbell arbejdede
i deres forskning med, hvad
der skete inde i cellen, når en syvhelix
receptor blev aktiveret af en
ligand. I begyndelsen af 1960erne
kunne de påvise, at en receptoraktivering
førte til en øget mængde
af stoffet cyklisk AMP inde i de
celler, de arbejdede med.
Til deres forsøg brugte de
nogle særlige cancerceller, man let
kunne få til at vokse i et reagensglas.
Nu var der blot det, at disse
cancerceller fandtes i flere muterede
varianter, altså var de ikke
ens i deres arveegenskaber. I arbejdet
med at isolere celler med
samme arveegenskaber, fandt de
nogle særlige celler, de kaldte S49-
celler. Det specielle ved S49-cellerne
var, at de ikke øgede deres
indhold af cyklisk AMP, når syvhelix
receptorerne blev aktiveret.
En nærmere undersøgelse af cellerne
viste, at de havde normale
receptorer. Der var heller ikke noget
galt med det specielle enzym
inde i cellerne, der var nødvendigt
for at danne cyklisk AMP.
De lavede nu et forsøg, hvor
de fra normaltfungerende cancerceller
fremstillede et ekstrakt, som
blev tilsat S49-cellerne. Resultatet
blev, at S49-cellerne pludselig var
i stand til at danne cyklisk AMP.
Forskerne kunne nu konkludere,
at der i ekstraktet måtte være et
stof, som S49-cellerne manglede.
De gik herefter i gang med at isolere
dette stof, og efter års arbejde
fandt de det, vi i dag kalder G-
protein. I 1994 fik de Nobelprisen
for deres opdagelse.
opbygning af receptoren. Mellem
de tre slynger på cellens ydre overflade
opstår der en fordybning, og
det er her, liganden har sit bindingssted.
Når receptoren aktiveres af en
ligand eller agonist, bliver der inde
i cellen frigjort et såkaldt G-protein,
der er bundet til receptormolekylets
fri ende.
Når G-proteinet frigives, kan
det enten stimulere eller hæmme
andre funktionelle proteiner inde i
cellen. For serotonin-receptorens
vedkommende hæmmer G-proteinet
et særlig enzym kaldet adenylatcyklase.
Andre G-proteiner regulerer
transmembrane ionkanaler og
endelig er der G-proteiner, som
øger enzymaktiviteten af f.eks. fosfolipase
C. De kemiske processer
G-proteinerne aktiverer, vil vi i denne
sammenhæng ikke komme ind
på.
G-proteinerne er sammensat af
tre forskellige enkeltproteiner kaldet
α, β og γ , som det ses i fig. 2.4.
Udformningen af disse tre proteiner
er bestemmende for, hvilken
funktion det samlede protein får.
Desuden viser det sig, at der fra
individ til individ er forskel på α, β
og γ -proteinernes udformning. Betydningen
af denne forskel kender
man ikke fuldstændig, men meget
tyder på, at dette kan være en forklaring
på, hvorfor vi reagerer forskelligt
på rusmidler. Undersøgelser
har nemlig vist, at rusmidler som
f.eks. heroin, kokain og alkohol kan
øge mængden af G-proteiner inde