En ”groovy” workshop i Grenå - Basunen

More documents

Recommendations

Info

HENNING STÆRK Udholdenhed er en dyd tekst: Jørgen Nielsen • foto: Jørgen Nielsen - John Dahl - For mig er det noget, der bare fortsætter. Ikke pr. automatik, men som noget naturligt, siger Henning Stærk, som for nylig fejrede sit 40-års scenejubilæum. Man kunne forfalde til fl oskler om ”tid til et tilbageblik” og ”statusopgørelse”. Den slags giver han ikke meget for. Henning benyttede snarere jubilæet som en anledning til at holde noget, der lignede en kæmpemæssig klassefest, hvor deltagerne bestod af venner og kolleger fra de forskellige epoker, som den populære og myrefl ittige musiker har gennemlevet. Og som en kender af de nyhedsjagende medier er han også bevidst om, at et jubilæum er en god måde at profi lere sig på. - Selvom man sender en plade ud, er det ikke sikkert, de gider skrive om det. Er det nu nummer 10 eller 11? Vi har sat hinanden stævne til en kop kaffe og en snak i DMF’s lokaler, og Henning Stærk ser sig anerkendende om. Han er mangeårigt medlem, men det er første gang, han sætter sine ben her efter fl ytningen til Grønnegade. - Jubilæet er ikke noget, jeg har tænkt over i årevis. Idéen kom, da jeg sad og rettede årstallet i en pressemeddelelse, fortæller Henning, da vi har fået os placeret i et ledigt lokale. - Og da den nøjagtige årsdag for min debut faldt på en søndag, passede det perfekt. Jeg ville gerne have alle med, helt tilbage fra starten af, og det lykkedes også meget godt. Det tog sør´me lang tid at lave research. For visses vedkommende skulle jeg ud i femte led og have fat i nogen, der kendte nogen. Den 18. september 1965 stod en 16-årig Henning Stærk for første gang foran et publikum. Og præcis 40 år efter stod gratulanterne i kø. Hvad fi k en slagtermesters søn fra Holstebro til at begynde på den slags pjank og ikke mindst: Hvordan har han kunnet blive ved? Spejdertromme og soulmusik - Jeg blev interesseret i musik sidst i 50erne. Elvis, Chuck Berry og andre pionerer hvor man nu kunne komme af sted med at høre dem. F.eks. i Radio Luxemburg og senere på plade, som en af mine klassekammeraters storebror, som var sømand, hjembragte. Jeg sang derhjemme i stuen til Elvis-plader, men der var først omkring 18 basunen • december 2005 Henning Stærk ’62, da Beatles og Stones kom, at jeg fi k interesse for at spille trommer. Min fætter havde en spejder-lilletromme, som jeg lånte, og så lavede jeg et trommesæt af papkasser og grydelåg. Jeg spillede til Beatles-plader sammen med Ringo. <strong>En</strong> af mine skolekammerater spillede lidt guitar og var også meget interesseret i det her pigtrådsmusik, og han kendte en basejer, som var radiomekaniker. Det var ret vigtigt, for han kunne ombygge radioer, så man kunne spille guitar gennem dem. I bassistens baghave var der et havehus, hvor vi så spillede numre fra plader og Radio Luxemburg. I ’65 kom min skolekammerat Palle med i et orkester, der hed Poisons, og jeg kom med et, der hed Beatstones. De havde en sanger, der ikke kunne synge, så de spurgte mig. Navnet fi k jeg hurtigt ændret til Roadrunners, det andet var lidt for oplagt. Der var et frugtbart miljø med fem pigtrådsorkestre alene i Holstebro, og enhver fl ække havde mindst ét orkester. Vi spillede rundt omkring i forsamlingshuse, på kroer og til hal- baller med en 10-15 orkestre på plakaten, for mange af bands’ene kunne ikke ret mange numre. I Roadrunners spillede vi rhytm’n blues-numre som ”Mess of Blues” og ”I´m a Roadrunner.” Vi havde hørt numrene med engelske orkestre, og vi vidste ikke, at de havde lånt dem fra de amerikanske blues- og rockkunstnere. Vores stil var temmelig rå, og jeg lærte mig selv at spille mundharpe, for det brugte både Stones, Kinks og Pretty Things. Senere blev Henning forsanger i førnævnte Poisons, som blev nr. 2 ved DM i Pigtrådsmusik 1967, hvor præmien var indspilningen af en singleplade. A-siden var 4 Tops-nummeret ”Reach Out, I´ll be There”. Poisons spillede soul og Motown – det lå i tidens trend, at den rå, upolerede pigtrådsmusik blev afl øst af noget mere sofi stikeret. Man spillede sig ud af ”urmusikken” og videre ind i spændende nye territorier. - Der var kommet et par negre til Holstebro, og de havde lavet et diskotek. De havde en masse soulplader, som man ikke kunne få i Danmark. Vi kendte kun navne som Otis Redding og Four Tops, men nu hørte vi en masse nyt, som påvirkede vores repertiore meget i de år. Jura og dansksproget rock Under påskud af at skulle læse jura, fl yttede Henning til Århus. Det blev også til en bestået første del, ifølge ham selv resultatet af et mirakel! Én af kollegerne fra Poisons var allerede i Århus og var kommet med i det dansksprogede orkester ”Jackie Boo Flight”, som lige stod og manglede en sanger og en trommeslager. Henning udfyldte begge pladserne. - På den måde kom jeg lynhurtigt ind i miljøet, fordi vi spillede jo nede på Vestergade 58, på Cabana, i Box 72 og i Stakladen, hvor der blev holdt ufatteligt mange institutfester. Vi havde en del lokale jobs, men også rundt omkring. Efter at have lavet to plader oppe hos Country- Palle i Qualisound-studiet oppe ved Nibe, var vi blevet landskendte. Det var stadig svært at klatre over Valby Bakke, men på det tidspunkt var Ole Reitov og Hans Otto Bisgaard banebrydende i den forstand, at de tog rundt med en båndoptager til f. eks Århus, Hjørring eller Aalborg og interviewede de lokale grupper, så resten
af landet fi k et indblik i det lokale musikliv. Omkring ’73 var vi med til at danne bookingbureauet Musikernes Kontakt, og vi var cirka 50 musikere, der overtog driften af Vestergade 5, som fi k navnet Musikernes Hus. Der lærte jeg så, at er der en branche, jeg aldrig skal ind i, så er det restaurationsbranchen! griner Henning og mindes det kaos, der kunne opstå, når alle beslutninger skulle tages kollektivt. – Heldigvis havde vi Kresten Lassen (bas- sist i Jackie Boo Flight), som havde en økonomiuddannelse og havde arbejdet på Jazzhus Tagskægget. Projektet holdt jo af naturlige årsager op igen, men det var en fed tid. Der blev spillet meget i byen dengang. Man kunne på hvilken som helst dag i ugen gå ud og høre levende musik 2-3 eller fl ere steder. Hver tirsdag i Musikernes Hus stod Henning i spidsen for et stort blues- og soulband ved navn ”Suppe Steg og Is”, som var sammensat af musikere fra både jazz- og rockorkestrene, som var tilknyttet stedet. - Der er stadig folk, der spørger, hvorfor Århus blev førende på den danske musikfront i 80-erne. Det var simpelthen på grund af det her frodige musikmiljø, hvor man kunne komme til at jamme med nogen og lære dem at kende. Musikalsk smeltedigel - Det er en blandet landhandel, det indrømmer jeg gerne, men stilistisk hænger det dog sammen, siger Henning, når snakken falder på han store produktion. Hennings hardware: Neumann KMS 150 mikrofon (Shure SM 58 Beta som reserve) Hohner Pro Harp mundharmonikaer (i forskellige tonearter) (direkte i vocalmikrofonen, hvis det skal være uforvrænget harpe). Til forvrænget mundharpeharpe: Shure Unidyne B 515 SB mikrofon (fra engang i 70’erne) som går direkte ind i en Award –Session Sessionmaster Compact JD 10 forstærkersimulator (som så går videre til mixerpulten). Den trofaste elektriske guitar, en Fender Jazzmaster 1966, går via 3 effektpedaler (Ibanez Tube Screamer TS 808, Collmar 60’s Trem og Boss Analog Delay DM – 2) til en VOX AC 30 TB (reissue) guitarforstærker. Akustisk guitar: Guild JF65-AB Jumbo som går i en Demeter VTDB – 2B Tube Direct rørforforstærker (og derfra videre til mixerpulten). - Elvis blandede også hvid country med sort blues, for han hørte begge dele. Og hvis man var sort i sydstaterne, kunne man ikke undgå at høre hvide radiostationer. Ray Charles er også vokset op med Grand Ole Opry, og den smeltedigel, den fusion af stilarter, der har fundet sted, har påvirket mange, inklusive mig selv. For mig hænger det uløseligt sammen, så man kan sige, at jeg bevæger mig på et territorium, hvor jeg nogen gange er ude i blues-hjørnet og andre gange er ude i country-hjørnet, men det er dog et territorium, der er afgrænset. Jeg synes, at variationen er spændende og udfordrende. Nogle vil sige, at det ville være forretningsmæssigt klogt at lave et rent countryalbum, tage en cowboyhat på og sidde på en rodeotyr, men sådan kan jeg ikke se mig selv. Henning havde ingen problemer med at skifte fra at være Holstebros soulkonge til at blive sanger og trommeslager i et dansksproget beatorkester som Jackie Boo Flight. - Jeg ville simpelthen bare gerne spille med nogen. Det sociale er enormt vigtigt. Det der med at tage ud med en båndoptager kan jeg slet ikke forstå, at der er nogen der vil. Helt alene, det må være ganske forfærdeligt, de må kede sig ihjel! I kraft af at jeg kunne spille på nogle instrumenter, kunne jeg komme ud at spille med nogen. Det var måske ikke i den genre, jeg var startet i, men det gjorde mindre på det tidspunkt. Det at komme ud og spille live for folk synes jeg stadigvæk, er det fedeste, det er sådan en ”mission from God”. Men jeg havde da, og har det stadigvæk, mærkeligt med at synge dansk, det er i virkeligheden et andet instrument end at synge engelsk, fordi der er mange fl ere konsonanter. Det er meget svært, så på den måde havde jeg det som en hund i et spil kegler. Sjovt nok undtagen når jeg sang på vestjydsk, for det er mit sprog. Jeg sang ét nummer på jydsk med Spillemændene, ”<strong>En</strong> Københavnertur”, som stadig bliver spillet i radioen, når de skal fi nde noget frem fra fortiden. Teksten er én af de få, som Henning Stærk har været med til at skrive. – Jeg har været medforfatter hist og her, men det at skrive og komponere har aldrig ligget til mig, jeg har ikke haft den drift, den skal man jo have. Jeg kan sagtens lade være, og det interesserer mig sådan set ikke. Jeg er mere Holger Fortolker, forstået på den måde at når man skal synge en tekst, som andre har lavet, så skal man fi nde ud af, hvad den handler om og give den ”sig selv”, og det, synes jeg, er sjovt. Springet til solist Da Henning Stærk i 1973 efter at have taget første del af jurastudiet kom med i det populære band Spillemændene, fi k han for alvor travlt som musiker. Studiet blev droppet, og først i 1977 sluttede Spillemændene karrieren af på Roskildefestivalen, samme år som Henning debuterede som trommeslager hos Gnags sammesteds. - Gnags var et fast indslag på Roskilde i mange år. De var ligesom vokset op sammen med hele festivalkulturen lige fra tiden i Thylejren. Der fi k jeg udlevet mit rocktromme-gen. Det var også i den tid, hvor punk’en og new wave-musikken kom frem. Gnags søgte også nye veje, og det passede ikke lige til Hennings trommestil, og før indspilningen af ”Safari” skiltes man i bedste forståelse. Han begyndte igen at sondere det musikalske terræn i byen: - Jeg havde lavet noget jam sammen med Per Chr. Frost, Ivan Sørensen og Lars Hybel nede på Vestergade. Vi havde en masse fælles favoritter, og så mødtes vi over en god bøf og noget rødvin og tog ned og spille. Det var skidehyggeligt. Der var en ledig uge ude i Feedback-studiet, og så brugte vi den på at indspille en EP, hvor også Niels Mathiasen, som jeg kendte fra Bwana Pop, spillede med. Vi var også ude Foto: John Dahl at spille nogle jobs, og der havde jeg fået Claes Antonsen med på trommer, for det var for krævende både at synge og spille trommer samtidig. Med ”Stærk Band” var Henning rent stilmæssigt vendt tilbage til der, hvor han startede med rhytm’n blues, soul og lidt rock. - Det var en sen alder at debutere som solist, men nu skulle det være. I 1982 var jeg blevet 33 år. Jeg kastede mig ud på 50.000 favne vand med et 7-8-mands orkester. Det var ikke, fordi der var store >> penge i det, men vi kom da ud og spille. Jeg var stadig på Genlyd (Gnags’ eget 19 basunen • december 2005 19
Page 1 and 2: asunen • december 2005 1
Page 3 and 4: INDHOLD 04 Kommunalvalget Spil Dans
Page 5 and 6: Af Mads Mazanti - foto: Knud Michae
Page 7 and 8: kurs i Nottingham. Lidt penge komme
Page 9 and 10: ahnhof i Berlin. De 5 heldige bands
Page 13 and 14: tyske soldater og den sårede var k
Page 15 and 16: CD UDGIVELSER NYT • OMTALE • UD
Page 17: otation i 2003, og det satte for al
Page 21 and 22: Musikernes levebrød Tekst og foto:
Page 23 and 24: Set-dance spilles tre jigs ud i ét
Page 25 and 26: selv regne ud hvordan der ser ud i
Page 27 and 28: En ”groovy” workshop i Grenå A
Page 29 and 30: Klub Rotes Sofa Klub Rotes Sofa st
Page 31 and 32: En alsidig spillemand har 60 års j
Page 33 and 34: Peter Ingemann Mindeord Niels ”Ni

En ”groovy” workshop i Grenå - Basunen

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?