AARHUS MINI MUSIK MESSE 2005 Af Ricco Andie Jensen, MONO Den århusianske musikforening MONO slog den 30. september dørene op for den første i rækken af årligt tilbagevendende musikmesser i byen. 12 forskellige aktører, forretninger og organisationer, med fingeren på pulsen af byens musikmiljø, var inviteret til at udstille og give deres bud på alt, lige fra aktuelt musikgrej til hvordan man agerer i den musikalske verdens kringelkroge. Aarhus Mini Musik Messe tog sin begyndelse i foråret 2005, hvor flere af medlemmerne i MONO’s bestyrelse udtrykte et ønske om at skabe en samlende begivenhed for medlemmerne og andre musikinteresserede i byen. Dette dog på ingen måde fordi der ikke er aktivitet og tilbud nok i det århusianske musikmiljø. Tværtimod, musiklivet i Århus trives i bedste velgående. Vækstlaget er yderst aktivt og producerer hele tiden nye og interessante bands. Derudover findes der en lang række initiativrige arrangører, som konstant holder miljøet i kog med koncerter og festivaler inden for stort set alle musikalske genrer. Og ikke mindst, må Århus absolut være byen med flest instrumentforretninger pr. indbygger i hele landet. Der er altså ingen grund til at betvivle vitaliteten af musiklivet i byen. Dog følte vi at der manglede en samlende begivenhed, hvor musikere fra alle genrer, musikbagmænd, foreninger og organisationer, og ikke mindst forretninger, kunne mødes og udveksle erfaringer, viden, inspiration og udstyr fra alle sider af musikmiljøet. Ideen var således at Musikmessen kunne samle det bredt facetterede musikudbud i byen og skabe et forum hvor man kunne mødes på tværs. 34 basunen • december 2005 Fra nørdesnak til løssluppen garagerock. Den første musikmesse i MONO-regi blev således en realitet, og kunne den sidste fredag i september åbne op for et interessant udvalg af aktører på den Århusianske musikscene. Øverst på dagsordenen stod mødet mellem musikentusiaster på alle niveauer: alment interesserede, udøvende musikere og fagfolk.. Fra alle sider af miljøet var det muligt at få råd, vejledning og gode tilbud. Grej-nørderne kunne få sig en tilbundsgående snak om alt fra guitarforstærkere til percussion. De udøvende kunne få information om rettigheder, støttemuligheder og hvordan man gør sin musik tilgængelig på nettet. Og ikke mindst kunne man bare drive rundt og suge af stemningen og sin fadøl. I løbet af aftenen afvikledes tre forskellige clinics, hvor professionelle musikere demonstrerede brugen af forskelligt udstyr. Alt i alt var der en summen af aktivitet, i Fabriken’s lokaler i Klostergade hvor messen blev afholdt. De forskellige stande oplevede en god opmærksomhed fra de interesserede besøgende der var mødt frem, og som aftenen udviklede sig, blandedes fagsnak (læs: nørdesnak) efterhånden med spontane jamsessions. Det hele mundede ud i to underholdende koncerter med et par af byens interessante navne. Først snart pladeaktuelle January Jaunt (www. januaryjaunt.dk), der med deres storladne rock fik publikummet til at droppe fag snakken for et øjeblik. Derefter altid nærværende The Defectors (www. thedefectors.com) der med deres humørfyldte garagerock, fik sat et farverigt punktum for en god messedag. Messens fremtid? Musikmessen var den første af sin art i Århus, og kan i store træk betragtes som en succes. Aftenen forløb stort set problemfrit, med et interesseret publikum og tilfredse aktører. Dog kunne fremmødet have været bedre, det er alle der deltog enige om. I den forbindelse dukker spørgsmålet op; hvad med fremtiden? Der hersker ingen tvivl om, at der er vilje til en reprise, og de første samarbejdspartnere er allerede på plads. Men præcist hvilket omfang en sådan messe vil kunne tage i det århusianske, er et interessant spørgsmål for fremtiden. Ikke desto mindre er der stor sandsynlighed for at man både hos MONO i samarbejde med DMF, kaster sig over en ny omgang messe i 2006, muligvis i større lokaler og med endnu flere aktører. Man kan se og læse mere om messen på www.ammesse.dk Messen blev støttet af Århus Kommunes Fritids- og Kulturforvaltning samt DMF.
asunen • december 2005 35