Maj 2009 - Danmarks Optikerforening

F A G L I G T S T O F
12
Klinisk træning er den mest effektive
behandling af konvergensinsufficiens
Ny videnskabelig undersøgelse af børn i alderen 7 – 17 år viser, at klinisk træning er den mest effektive behandling af konvergensinsufficiens.
Der var i undersøgelsen ingen forskel mellem ”blyant til næse” træning, computertræning og placebotræning.
Af optometrist Anne Preisler
Denne artikel er en opsummering af en
ny større undersøgelse, der afdækker
effekten af forskellige behandlingsmetoder
for konvergensinsufficiens.
Undersøgelsen er udført af CITT studiegruppen,
som står for ”Convergence
Insufficiency Treatment Trial Study
Group” under ledelse af Dr. Scheiman
fra Pennsylvania College of Optometry.
Undersøgelsen opfylder alle krav, der
stilles til en videnskabelig undersøgelse.
Der er detaljerede beskrivelser af klientudvælgelse,
undersøgelsesprocedurer,
randomisering og maskering af forsøgspersoners
gruppetilhørsforhold,
træningsprotokoller, kontrol for placeboeffekt,
anvendte statistiske metoder
og hypoteser. Artiklens udsagn er underbygget
af referencer.
Konvergensinsufficiens er en almindelig
kendt (og anerkendt) binokulær dysfunktion,
og der er bred enighed om, at
behandling gavner klienten gennem en
reduktion af både symptomer og kliniske
tegn. Der er imidlertid flere forskellige
bud på, hvad den mest effektfulde
behandling for konvergensinsufficiens
er. I klinisk praksis tilbydes der forskellige
metoder som ”blyant til næsen”
træning, computertræning, kliniktræning
med hjemmetræning og mere
passiv behandling i form af basis-ind
prismekorrektion i en læsebrille.
Formålet med undersøgelsen var at
evaluere forskellige aktive behandlingsformer
for konvergensinsufficiens, der
tilbydes i klinisk praksis. Man har undersøgt,
hvilken effekt den enkelte behandlingsform
har på symptomer og
kliniske tegn i forbindelse med konvergensinsufficiens.
Undersøgelsen ser helt konkret på effekten
af tre forskellige behandlingsformer:
1. ”blyant til næsen” hjemmetræning
2. hjemmebaseret computer vergens/akkomodativ
træning og ”blyant
til næsen” hjemmetræning
3. klinikbaseret vergens/akkomodativ
træning med opfølgende hjemmetræning
Da disse tre grupper går igen mange
gange i artiklen, er følgende ”forkortelser”
anvendt herefter:
1. ”blyant til næsen” træning
2. computertræning
3. kliniktræning
Derudover modtog en fjerde gruppe
placebo-træning med opfølgende
hjemmetræning.
Deltagere i undersøgelsen
221 børn i alderen 9-17 år deltog i undersøgelsen
(gennemsnit: 11,8 år).
Gennemsnitlige baseline-målinger (udgangspunktet
før træning) var som følgende:
• 2 prismer exodeveation på afstand
(SD: 2.8 prismer)
• 9.3 prismer exodeveation på nær
(SD: 4,4 prismer)
• NPC break/recovery på 14,2 cm
(SD: 7,5 cm)/17,9 cm (SD: 8.2 cm)
• PFV break/recovery på nær på 12,7
prismer (SD: 4,6 prismer)/8,8 prismer
(SD: 4,5 prismer)
Børn med konstant skelen blev ekskluderet
fra undersøgelsen, mens forsøgspersoner
med lejlighedsvis exotropi deltog
(et mindre antal blev fordelt
mellem grupperne).
Der var et meget lille frafald af deltagere
i undersøgelsen. Ud af de 221 deltagere
fuldførte 218 træningen samt
12 ugers undersøgelsen.
Målinger anvendt til at evaluere
effekten af træningen
Som hovedmåling til at evaluere effekten
af træning blev der anvendt et
”konvergensinsufficiens symptom score
skema” (Figur 1), som samtlige delta-
gere i undersøgelsen udfyldte før og
efter 12 ugers træning.
Da målet med træning for konvergensinsufficiens
ikke bare er at eliminere
klientens symptomer, men også at forbedre
klientens konvergensevne, blev
denne evalueret gennem test af konvergensnærpunkt
(NPC) og konvergensamplitude
(PFV: positiv fusionel
vergens, på nær) før og efter træningsperioden.
Symptomer efter træning
Deltagerne i kliniktrænings-gruppen
havde en signifikant lavere gennemsnitlig
symptom-score sammenlignet
med de tre andre grupper efter 12
ugers træning.
Der var ingen signifikant forskel på den
gennemsnitlige symptom-score mellem
de tre andre grupper, der havde udført
”blyant til næsen” træning, computertræning
og placebo-træning.
Procentdelen af deltagere for hver
gruppe, der var symptomfrie eller forbedrede
i relation til ”konvergensinsufficiens
symptom scoren”, var signifikant
højere for kliniktrænings-gruppen i forhold
til de andre tre grupper.
Der var derimod ingen signifikant forskel
mellem placebo-gruppen og de to
grupper, der havde udført ”blyant til
næsen” træning og computertræning.
Konvergensevnen efter træning
Ved 12 ugers undersøgelsen efter
træning var konvergensnærpunktet
(NPC) signifikant forbedret for kliniktræningsgruppen
i forhold til de andre
tre grupper, og procentdelen af deltagere
med normalt eller forbedret NPC
var signifikant større i gruppen sammenlignet
med de andre grupper.
Ligeledes var den positive fusionelle
vergens (PFV på nær) signifikant større
for kliniktræningsgruppen sammenlignet
med de andre tre grupper, og procentdelen
af deltagere med normal eller
forbedret PFV på nær efter 12 ugers
træning var også signifikant højere i
kliniktræningsgruppen.
Ses der samlet på både symptomer og
kliniske tegn efter træningen klarede
gruppen, der havde udført kliniktræning,
sig også signifikant bedre.