Maj 2009 - Danmarks Optikerforening

F A G L I G T S T O F
8
Foredrag som oplæg til Danmarks Optikerforenings generalforsamling:
Hvad optikeren skal, må og absolut ikke må
I en brydningstid, hvor der for alvor er fokus på optikerens dobbeltrolle som sundhedsperson og forhandler af optik til korrektion af synet,
kan det være svært at finde ud af lige præcis hvor grænserne går. Studierektor Svend-Erik Runberg fra Optikerhøjskolen i Randers har
kigget nærmere på bekendtgørelserne og giver svarene.
Af Claus Suk Yong Jacobsen
Optikerens uddannelse er baseret på
Lov om Mellemlange Videregående
Uddannelser og Bekendtgørelse om
Uddannelse til Professionsbachelor i
Optometri.
Dertil kommer en række andre love om
professionsbachelorer, om karaktergivning,
om prøver og eksamener.
Praktiserende optikere er undergivet
autorisationen, som i dag ikke er en
selvstændig autorisation for optikere.
Lov om Autorisation af Sundhedspersoner
og om Sundhedsfaglig virksomhed
gælder alle sundhedspersoner,
herunder optikere.
Formålet med at uddanne optometrister
er ifølge uddannelsesbekendtgørelsen,
at ”kunne udføre, evaluere og dokumentere
optometriske opgaver og
synskorrektion indenfor anden behandling
og sundhedspleje”.
Bekendtgørelsen nævner også ”sygdomsforebyggelse”,
rehabilitering” og
”faglig udvikling”, så de studerende
derved opnår ”handlekompetence indenfor
det optometriske professionsområde.”
Det betyder, at nye optikere ikke bare
skal kunne arbejde ude i de almindeligt
kendte optikervirksomheder, men også
være kvalificerede til ”international og
national beskæftigelse i privat og offentlig
virksomhed”, altså for eksempel
ansættelse på øjenafdelingen på et
hospital.
Officielt hedder det ”patienter”
Svend-Erik Runberg gav de fremmødte
ved Danmarks Optikerforenings generalforsamling
den 22. marts i år en
grundig gennemgang af love og bekendtgørelser
i forbindelse med uddannelsesreformen
for at klargøre formålet
med og bredden i det sundhedsfaglige
aspekt i moderne optikervirksomhed.
Optikeren skal ifølge uddannelsesbekendtgørelsens
formålsparagraf
kunne ”udvikle, styrke, opretholde og
genskabe optimal synsevne og synsrelateret
funktionsevne med det formål
med det formål at fremme sundhed og
livskvalitet, samt forebygge synsnedsættelse
og synstab.”
Optikeren skal også være kvalificeret til
at indgå i samarbejde med patienten,
pårørende, kolleger og andre faggrupper.
Spørgsmålet om brugen af ”patient”
eller ”kunder” er et af de påtrængende
emner.
”Det er noget, vi ofte diskuterer. Hvad
hedder de mennesker, der kommer ind
til os? Er det kunder, er det klienter eller
er det patienter? Vi er en sundhedsuddannelse,
og vi er en sundhedsprofession,
og på lige linje med alle andre
sundhedsprofessioner, så hedder vores
kunder selvfølgelig patienter”, fastslog
Svend-Erik Runberg med henvisning til
officielle skrivelser, love og bekendtgørelser
fra Sundhedsstyrelsen og
Undervisningsministeriet, hvor der konsekvent
bruges betegnelsen ”patienter”.
”Det er klart, at hvis en person kommer
ind i butikken for at købe et par nye
solbriller eller et etui til sine kontaktlinser,
så er personen naturligvis en
kunde”, sagde han dog videre.
Grænsen er let at trække. I det øjeblik
en opgave kræver, at optikeren fører
journal i henhold til Lov om
Journalføring, så er personen optikeren
behandler en ”patient”.
Hvad optikeren skal kunne
Den nye autorisationslov fra 2006 afviger
på nogle punkter fra den lov,
mange optikere har modtaget sammen
med deres autorisation. Lovens formål
er ”at styrke patientsikkerheden og
fremme kvaliteten af sundhedsvæsenets
ydelser.”
Indehaveren af autorisationen har ret
til at anvende en bestemt titel, og for
optikere er der tale om to beskyttede
titler, ”optiker” og ”kontaktlinseoptiker”.
”Det er det, det hedder. Man ser mange
andre spændende udtryk som for eksempel
autoriseret optometrist, men en
autoriseret optometrist er altså en optiker.
Man ser også nogen, som er autoriseret
optiker, og det er også noget
vrøvl, for man kan ikke være optiker,
hvis ikke man er autoriseret”, fastslår
Svend-Erik Runberg.
Ifølge autorisationslovens stykke 3 har
optikere også ret til at udøve en ” bestemt
sundhedsfaglig virksomhed.”
Optikervirksomhed omfatter ”synsbestemmelse
med henblik på tilpasning,
kontrol og udlevering af briller og andre
individuelt udformede synshjælpemidler,
dog ikke kontaktlinser.”
Kun kontaktlinseoptikere må tilpasse
kontaktlinser.
Da det er optikerens kerneområde, skal
alle optikere kunne udøve denne funktion
korrekt i forhold til det kvalitetsniveau,
som sundhedsvæsenet ønsker.
”Hvis vi stiller spørgsmålet: Hvad er det
vi skal, så skal vi i hvert fald kunne udføre
en tilfredsstillende synsbestemmelse
og hvis vi er kontaktlinseoptikere
skal vi kunne lave tilfredsstillende kontaktlinsetilpasninger”,
siger Svend-Erik
Runberg.
Hvornår er optikeren samvittighedsfuld?
En autoriseret sundhedsperson skal under
udøvelse af sin virksomhed udvise
”omhu og samvittighedsfuldhed”.
Optikere skal altså udføre en grundig
refraktionsundersøgelse før kontaktlinsetilpasning,
og de skal dertil udføre
alle de supplerende undersøgelser, de
finder nødvendige, herunder undersøgelse
af ”synsfelt, kontrastfølsomhed,
farvesyn m.m.”, hvis samvittigheden og
pligten til omhu byder det.
Hverken størrelsen på et honorar eller
eventuel mangel på honorar kan forsvare,
at optikere kan slække på kravene.
At en service for eksempel er ydet
gratis vil ikke frifinde en optiker i en
eventuel sag om grov forsømmelighed.
”Vi må selv sørge for at få de penge
hjem som gør, at vi kan leve op til de