MENTALPLANET - Visdomsnettet

Yderligere forskning afslørede adskillige lignende tilfælde. Det var helt tydeligt, at
jo højere en sjæl er udviklet, jo mere fuldkommen kan denne sjæl vise sig i de
tankeformer, som vejlederne havde stillet til rådighed. Via disse fyldestgørende
udtryk blev sjælen også i stand til mere og mere at få fordel af kærlighedens kraft.
Efterhånden som sjælen udvikler sig, bliver disse billeder stadig mere fuldkomne,
indtil den når frem til det udviklingstrin, hvor mennesket bliver en mester og derfor
kan bruge dem bevidst til at hjælpe og træne sine elever.
Kun på denne måde er bevidst kommunikation mulig mellem de, der stadig er
fængslet i et fysisk legeme, og den, der befinder sig på mentalplanet. En sjæl kan
som sagt bruge et tankebillede til at overføre et strålende indtryk til en ven, der
lever på mentalplanet, og alligevel kan denne sjæl i sin manifestation i det fysiske
legeme være helt uvidende om dette og derfor være overbevist om, at det ikke er
muligt at kommunikere med den afdøde ven. Men hvis dette menneske har udviklet
sin bevidsthed i en sådan grad, at det er blevet ét med sjælen på kausalplanet, og
derfor kan bruge sine evner i fuld udstrækning, mens det endnu er i det fysiske
legeme, kan dette menneske selv under dette begrænsede fysiske liv opleve, at
det stadig er muligt − ligesom før − at stå ansigt til ansigt med sin ven, for døden
har ikke bortelimineret den elskede, men kun åbnet den afdødes øjne for det langt
bedre og mere omfattende liv, som alle mennesker altid er omgivet af.
Vennens udseende vil stort set være det samme som i den fysiske verden, men
alligevel helt anderledes – smukkere og finere. Både i mentallegemet og i astrallegemet
er der inde i den ydre æglignende form en kopi af den fysiske skikkelse, for
denne form er bestemt af kausallegemet. Den ser nærmest ud som en tågeskikkelse,
der er omgivet af en lysere tåge. På mentalplanet er personligheden fra det seneste
fysiske liv tydeligt bevaret, og først når bevidstheden har trukket sig helt ind i
kausallegemet, smelter denne personlighedsfølelse sammen med sjælen, og for
første gang siden sin nedstigning i inkarnation oplever mennesket sig selv som den
virkelige og forholdsvis permanente sjæl.
Folk spørger nogle gange, om der på mentalplanet er nogen form for tidsfornemmelse
– en vekslen mellem nat og dag eller søvn og vågen tilstand. Den eneste opvågnen på
mentalplanet er mentallegemets langsomme opvågnen på dette plan – efterhånden
som mennesket begynder at leve i denne verden. Og den eneste søvn er en form for
bevidstløshed, når det langvarige liv på mentalplanet til sidst er til ende. Tidligere
blev denne periode beskrevet som en slags forlængelse af alle de lykkeligste timer
i et menneskes liv, og selvom denne beskrivelse ikke er helt korrekt – hvad der
for øvrigt er tilfældet med de fleste definitioner, som er baseret på de forhold, der
hersker på det fysiske plan – kommer den dog sandheden nærmere end opfattelsen
af dag og nat. Der er mange forskellige opfattelser af lyksalighed − men søvn og
vågen tilstand er ikke en del af dem.
Når mentallegemet til sidst skiller sig helt ud fra det astrale, indtræder der som
regel en periode med absolut bevidstløshed – et tidsrum, hvis længde varierer
betydeligt. Det svarer til den bevidstløshed, der normalt følger efter den fysiske død.
Opvågningen til aktiv mental bevidsthed minder meget om den måde, man vågner
på efter en nats søvn. Det minder om de første vågne øjeblikke om morgenen,
hvor man nogle gange oplever at føle sig frisk og veludhvilet, selvom tanken endnu
ikke er aktiv og kroppen knap nok under kontrol. På samme måde oplever den, der
vågner på mentalplanet, først en kortere eller længere periode af intens og gradvis
tiltagende lykkefølelse, inden bevidstheden i fuldt omfang bliver aktiv på planet.
Når mennesket er blevet helt bevidst om denne lykkefølelse, ser det sig omgivet
32