MENTALPLANET - Visdomsnettet

SLUTNING
Når man kaster et blik tilbage over det, der her er skrevet, er den fremherskende
tanke helt naturligt en ydmyg fornemmelse af, hvor mangelfuldt ethvert forsøg på
at beskrive mentalplanets ubeskrivelige liv er, og hvor håbløst det er at forklare det
med fysiske ord. Men hvor sørgeligt ufuldkomment forsøget nødvendigvis må være,
er det dog bedre end ikke at fortælle noget, for det kan trods alt give læseren en
svag forestilling om det, der venter på den anden side af døden. Og selvom læseren
ved sin indtræden i salighedens lysende rige, vil finde uendeligt meget mere, end
der her er beskrevet, vil det forhåbentlig ikke blive nødvendigt at kassere nogle af
de oplysninger, der her er givet.
Som mennesket i øjeblikket er indrettet, har det to principper i sig, som tilhører
to planer, der ligger endnu højere end mentalplanet, for mennesket er desuden
repræsenteret af buddhi på det plan, der af samme grund kaldes det buddhiske,
og af atma – den guddommelige gnist på solsystemets tredje plan, der som regel
kaldes det nirvaniske. Hos et gennemsnitsmenneske er disse højeste principper
overhovedet ikke udviklet, og under alle omstændigheder er disse planer endnu
vanskeligere at beskrive end mentalplanet. Det eneste, man kan sige, er, at på det
buddhiske plan begynder alle begrænsninger at forsvinde, og menneskets bevidsthed
udvider sig så voldsomt, at det erkender − ikke længere blot teoretisk, men
gennem egen erfaring − at alle menneskers bevidsthed rummes af dets egen
bevidsthed. Og det fornemmer, at det véd, og at det oplever i absolut fuldkommen
samhørighed, hvad andre mennesker rummer, fordi alle mennesker i virkeligheden
er en del af det enkelte menneske. Og mens mennesket på det nirvaniske plan
går et skridt videre og forstår, at dets egen og andres bevidsthed desuden er ét i
en endnu højere forstand, fordi de i realiteten er facetter af Logos’ uendeligt mere
omfattende bevidsthed – den Logos, i hvem alle lever, røres og er. Når ”dugdråben
synker ned i det strålende hav”, er det derfor snarere, som om det er omvendt. Det
er havet, der skyller ind i dråben, der nu for første gang forstår, at den er havet
– ikke en del af havet, men hele havet. Det er paradoksalt, aldeles ufatteligt og
tilsyneladende umuligt, men alligevel absolut sandt.
Der er dog i det mindste én ting, man kan fatte − nemlig at den salige nirvana-tilstand
ikke − som nogle i deres uvidenhed forestiller sig − er tom intethed. Det er en
tilstand med langt mere intens og formålstjenlig aktivitet. Og jo højere mennesket
stiger op gennem naturens forskellige planer, jo større og mere vidtrækkende bliver
dets muligheder. Uendelig visdom og uendelig kraft medfører alene ubegrænset
evne til at tjene, fordi disse egenskaber styres af uendelig kærlighed.
58