273 døde af stoffer 20 kroner om ugen - Hus Forbi

h u s fo r bi
nr. 1 januar 2012 16. årgang | pris 20 kr. | 8 kr. går til sælgeren | køb af sælgere med synligt id-kort
ung med adhd
Laura
slås
for livet
afhængighedens danmark
273 døde
af stoffer
kostbudget
20 kroner
om ugen
Køb Kun
avisen
af sæLgere
med
synLigt id
Hus forbi må iKKe sæLges i togene

h u s fo r bi
REDAKTION
ANSVARSHAVENDE REDAKTØR
Ole Skou
ole@husforbi.dk
REDAKTØR-VIKAR
Thomas Hye-Knudsen
thomas@husforbi.dk
FORSIDEFOTO
Holger E. Henriksen
KORREKTUR
Bro Kommunikation A/S
LAYOUT
salomet grafik
KONTAKT REDAKTIONEN
tlf. 5240 9069, redaktion@husforbi.dk
SALGSAFDELING
JYLLAND/FYN: Jimmy Rohde, tlf. 5133 8128,
jimmy@husforbi.dk
SJÆLLAND/ØERNE: Morten Munk Hansen,
tlf. 8161 6689, morten@husforbi.dk
SÆLGERKONTAKT
tlf. 5133 8128
ADMINISTRATION
Rasmus Wexøe Kristensen, sekretariatsleder,
5240 9049, rasmus@husforbi.dk
Ole Skou, formand, tlf. 4073 3537, ole@husforbi.dk
Ruth Kristoffersen, bogholder, 5240 9089,
ruth@husforbi.dk
UDGIVER
Foreningen Hus Forbi
Bragesgade 10 B, stuen, 2200 København N
Tlf. 8993 7471, www.husforbi.dk
DISTRIBUTION
Boformer for hjemløse, varmestuer, medborgerhuse m.m. kan fungere
som distributør for Hus Forbi – dvs. være udleveringssted af avisen til
sælgerne.
Kontakt os på: tlf. 5133 8128
(se listen af distributører på www.husforbi.dk).
ABONNEMENT
STANDARDABONNEMENT: 465 kroner
(12 numre om året – inklusive moms, porto og gebyr).
STØTTEABONNEMENT: 665 kroner
Henvendelser om abonnement på tlf. 7026 7006 eller dorte@notat.dk
BIDRAG
Hvis du vil give et bidrag til Hus Forbi, kan du sætte beløbet ind
på kontonummer (9541)60028842. Mærk indbetalingen ’bidrag’.
TRYK Dansk Avistryk
OPLAG 85.000
LÆSERTAL 402.000 (4. kvartal 2010 & 1. kvartal 2011)
ifølge Index Danmark/Gallup
ANTAL REGISTREDE SÆLGERE 964
ISSN 1397-3282
Næste nummer udkommer den 1. februar 2012
OM HUS FORBI Hus Forbi udkom første gang i 1996 og sælges af
hjemløse og tidligere hjemløse eller andre socialt udsatte mennesker.
Avisen sætter fokus på udsatte mennesker og fattigdomsproblemer.
Formålet er at nedbryde fordomme om marginaliserede grupper både
via indholdet af Hus Forbi og i mødet med sælgeren. Hus Forbis sælgere
er alle udstyret med et id-kort udstedt af Hus Forbis sekretariat. Salget af
Hus Forbi fungerer for sælgerne som et alternativ til tiggeri og eventuel
kriminalitet. Indholdet i Hus Forbi produceres primært af professionelle
freelancere, fotografer og illustratorer. Hus Forbi er medlem af det internationale
netværk af gadeaviser, INSP.
vi støtter Hus forbi
vil du også støtte Hus forbi?
2 | HUS FORBI | nr. 1 januar 2012 | 16. årgang
| leder |
Godt eller skidt nytår
Det tegner til at blive et godt nyt år for Hus Forbi. Det har I som købere og
læsere en meget stor andel i. Det vil vi gerne sige jer tusind tak for.
I løbet af 2012 vil Hus Forbi formentlig nå en helt uhørt og magisk
milepæl. I 2012 vil vi nemlig kunne udstede sælger-kort nummer 1000.
Og måske vil vi, når året er omme, nå endnu en magisk grænse, nemlig at
runde én million solgte aviser på ét år. Som socialt projekt uden offentlig
støtte, drevet som socialøkonomisk virksomhed, er det svært ikke at se Hus
Forbi som en succes.
Men forsøger man at smage eller tygge lidt på succesen kan man pludselig
mærke en lille bismag af noget, som ikke er helt godt – eller nærmest
skidt.
For er succesen i virkeligheden ikke bare et udtryk for, at der er noget
galt i Danmark, når et stigende antal mennesker ser Hus Forbi som sidste
økonomiske udvej, hvis de skal forsøge at klare dagen og vejen? At der er
noget galt i Danmark, når også velfungerende mennesker må opgive deres
bolig, fordi de ikke har råd til at betale deres faste udgifter? Når mennesker
frasiger sig al offentlig hjælp, fordi de ikke kan leve op til rådighedsreglerne
på jobcentrene, der reelt administrerer udbetalingen af kontanthjælpen?
Når det tilsyneladende stadig er til politisk diskussion, om vi har fattigdom
i Danmark? Når andelen af unge hjemløse er stigende? Når hjemløse ikke
længere kan opsøge herberger og være sikre på at få deres egen seng at sove
i, men må ligge i bunker på gulvet på løse madrasser – hvis der er plads?
Måske er Hus Forbi blot et udtryk for både noget godt og skidt. Én ting står
imidlertid lysende klart:
For de snart 1000 sælgere er Hus Forbi også et arbejdsfællesskab, hvor
sælgerne trods helt personlige udfordringer og problemer også er kolleger.
Arbejdet som sælger er selvstændigt, og den enkelte bestemmer selv, hvor
meget arbejdet fylder i hverdagen. De bliver ikke målt og vejet. De skal ikke
melde sig syge eller præstere et bestemt salg for at være velkomne. Frem for
alt, så er Hus Forbi en mulighed for ikke at være usynlig, alene eller ensom
– og få en plads i livet og i gadebilledet – sammen med os andre. Uden at
skamme sig.
Som købere er I i virkeligheden sælgernes arbejdsgivere. I ringer, når
’jeres’ sælger ikke står på sin vante plads foran Brugsen. I kender hans navn
og husker hans fødselsdag. Og det er jer og jeres måde at være på, som i
sidste ende er med til at sikre, at også hjemløse og udsatte mennesker kan
få en følelse af, at nogen har brug for dem. Så måske er I som købere i virkeligheden
Hus Forbis succes.
Tak til alle jer. Håber, I også vil være der i det nye år. For så bliver det trods
alt et GODT NYTÅR!
Kærlig hilsen
Alle os i Hus Forbi
Det koster 5.000 kroner om året at få sit firmalogo her på siden. Send en mail til redaktion@husforbi.dk
v/Annemette Lyngh

| indhold |
6-12
4
16
26
30
32
Grænser for fattigdom
alt, hvad jeg ejer
Fra strejfer til studerende
x-ord og dusaduku
ny hus forbi-sælger
Liv eller død
Hvert år dør knapt 300
mennesker i Danmark,
fordi de er narkomaner
og befinder sig i bunden
af et misbrugs- og
afhængighedshierarki, der
domineres af mennesker,
der bruger alkohol, kokain
og hash for at overkomme
dagligdagens udfordringer.
Hus Forbi påbegynder
i 2012 en serie, der afdækker
danskernes trang
til at stimulere nerverne.
22
18 14
En engel
i skolegården
Flere kommuner vælger
at hjemtage udsatte
børn fra dyre specialskoler
og unge-institutioner.
På Langeland har man
i ti år brugt såkaldte
skolefeer, der forsøger
at fastholde de unge i
de kommunale skoler
og hjælpe børnene med
en voksenrelation, som
nogle forældre ikke
magter.
Velkommen til
Slab City
En forladt ørkenbase fra
2. verdenskrig i Colorado
huser i dag en skare
af amerikanere, der
ikke kan realisere ’The
American Dream’. De er
stået af forbrugerræset
– og de kristne fællesskaber
i storbyerne.
De udlever deres tro
og frihedsidealer under
åben himmel.
28 måltider
for en 20’er
En lille latte på tilbud
på tankstationen, et
nummer af Hus Forbi
– eller penge nok til at
sikre mad på bordet for
en familie på fire i en
hel uge. Hus Forbi
undersøger, hvor langt
man kan komme for
20 kroner.
I dette nummer besøger
vi Mumbai i Indien.
| et billede fra gaden | foto Holger Erik Henriksen
Hus forbi mødte Liv, Oscar og Bertram på henholdsvis syv, fem og ni år. Vi spurgte dem, hvad det
bedste og det værste var ved Hus Forbi. De kunne ikke komme på ’det værste’, men de tre søskende er
enige om, at det bedste er at lege med sælgernes hunde.
HUS FORBI | nr. 1 januar 2012 | 16. årgang | 3

foto scanpix
4 | HUS FORBI | nr. 1 januar 2012 | 16. årgang
Grænser for fattigdom
Måler vi som resten af den vestlige verden, er der næsten
en kvart million fattige i Danmark. Men det gør vi ikke, så nu har
vi ikke nogen. I kølvandet på ’Carina’-debatten efterlyser forskere
og interesseorganisationer en fattigdomsgrænse i Danmark.
af Kristian Bang Larsen
I slutningen af november kørte
fattigdomsdebatten af sporet. Det
var en såkaldt ’menneskelig fejl’,
der var årsag til afsporingen. SF’s
socialordfører Özlem Cekic havde
inviteret fattigdomsbenægteren
Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance
ud for at møde en fattig
dansker. Men ’Carina’, den anonyme
enlige mor på kontanthjælp,
som Cekic havde fundet, havde en
disponibel månedlig indkomst på
15.700 kroner. Det mente hverken
Joachim B. Olsen eller danskerne i
al almindelighed var et udtryk for
fattigdom.
Og i stedet for at diskutere
fattigdomsbekæmpelse og fattigdommens
årsager og virkninger
diskuterede man nu, om der overhovedet
fandtes fattige i Danmark.
En diskussion, der ifølge flere
eksperter i fattigdom ikke havde
fundet sted, hvis der havde været
en officiel fattigdomsgrænse.
- Debatten handlede om,
hvornår man er fattig, og om
man overhovedet er det - men
det bliver fægten i blinde uden
en fattigdomsgrænse, siger Jan
Sjursen, der er formand for Rådet
for Socialt Udsatte.
- Det er en god ide, at vi bliver
enige om, hvad fattigdom er, og
hvor mange fattige der egentlig
er. Så kan man direkte se, om den
politik, man fører, skaber mere
eller mindre fattigdom. Under den
tidligere regering kom både Arbejdernes
Erhvervsråd og EU med
tal, der viste stigende fattigdom i
Danmark, men de tal anerkendte
regeringen ikke, og så kom debatten
ikke videre, siger samfundsforsker
Finn Kenneth Hansen
fra CASA, Center for Alternativ
Samfundsanalyse.
En enkel fattigdomsgrænse
Nu er en fattigdomsgrænse på vej.
I det nye år vil regeringen ned-
sætte et ekspertudvalg til at se på
en fattigdomsgrænse i Danmark.
Men allerede sidste år kom en arbejdsgruppe
med repræsentanter
fra blandt andet Rådet for Socialt
Udsatte, Arbejderbevægelsens
Erhvervsråd og LO med et bud på
en dansk fattigdomsgrænse.
- Vi har peget på tre kriterier.
Det ene er den relative fattigdom,
som kan defineres som for
eksempel 50 procent af medianindkomsten.
Det andet er at se
på, hvad det koster at leve med
udgangspunkt i et minimumsbudget.
Og det tredje er at se på
de afsavn, man oplever som barn
eller voksen. Har man råd til at
gå til tandlægen, at give gaver
til fødselsdage, dyrke fritidsinteresser
osv., siger Finn Kenneth
Hansen fra CASA, der var med til
at skrive oplægget.
I praksis kan det dog være
nødvendigt at forenkle fattigdomsgrænsen.
’Carina’-debatten
viser, at det er nødvendigt med en
fattigdomsgrænse, der er enkel at
forstå, og som svarer til danskernes
forestillinger om fattigdom.
- Det kan af politiske grunde
være nødvendigt med en enkel
grænse, og derfor lægger man sig
måske også fast på et kriterium,
som for eksempel 50 eller 60
procent af medianindkomsten.
Men det er vigtigt også at se på de
andre faktorer, hvis man vil belyse
fattigdommen bredere, og se
på konsekvenserne af fattigdom,
siger Finn Kenneth Hansen.
En kvart million fattige
Både OECD og EU anvender i dag
en procentdel af et lands medianindkomst
til at måle fattigdom.
OECD sætter grænsen ved 50
procent, mens EU opererer med
en grænse på 60 procent.
Vælger man at følge OECD’s
fattigdomsgrænse på 50 procent,
skal en dansk familie på to have
under 12.773 kroner i disponi-
bel indkomst om måneden for at
kunne kalde sig fattig. Efter den
model har vi ifølge Arbejderbevægelsens
Erhvervsråd 234.000
fattige i Danmark
De fattige er oftest på overførselsindkomster
og uden arbejde.
Men flere omfattende undersøgelser
afdækker, at de derudover
typisk har en række andre problemer,
der forhindrer dem i at få
arbejde. Det drejer sig om helbred,
manglende uddannelse, kvalifikationer
og danskkundskaber.
42 procent af alle kontanthjælpsmodtagere
melder eksempelvis,
at de har dårligt helbred, og 66
procent, at deres helbredstilstand
er en barriere for at finde arbejde.
Til sammenligning melder kun to
procent af de beskæftigede, at de
har dårligt helbred.
Ikke tegn på krævementalitet
- I debatten har man hørt, at de
bare kan tage sig sammen, og at
de er vist er lidt dovne. Men det er
vigtigt at huske, at udsatte borgere
har komplekse problemer ud over
arbejdsløshed. De har misbrug,
sygdom, psykiske problemer med
videre. Det bliver sniksnak, når
man taler om, at en særlig pisk
eller gulerod skal få flere i arbejde.
Vi skal have skabt et arbejdsmarked
for mennesker, der måske ikke
kan klare 37 timers arbejde, siger
Jan Sjursen, formand for Rådet for
Socialt Udsatte.
Jan Sjursens holdning bakkes
op af arbejdsmarkedsforsker Jørgen
Elm Larsen, der er professor
på Københavns Universitet.
- Danskere er nogle af de mest
arbejdsmotiverede i verden. Vi
ligger meget højt, og danskere
med indvandrerbaggrund er mere
motiverede end etniske danskere.
Det tyder ikke på en omfattende
krævementalitet i det danske
samfund, siger han. |
Se fakta på www.husforbi.dk

hus forbi sætter i 2012 fokus på afhængighed og misbrug
afhængighedens
danmark
Bagud med huslejen?
Restance med el-regningen?
Er din sag i kommunen gået i stå?
Styr på gæld?
Ring og få en aftale
i Settlementets Rådgivning
33 27 96 08 Rikke Posborg
i den social juridiske rådgivning
33 27 96 14 Eva Tetzlaff
i gældsrådgivningen
www.Settlementet.dk
Dybbølsgade 41, 1721 København V
afhængighedens danmark
Mere end en million mennesker i Danmark lever et liv, hvor de er påvirket af deres eget
eller andres misbrug. Et misbrug, som de ikke kan slippe, fordi de er blevet afhængige.
Følg med i serien: afhængighedens danmark.
Hus Forbi fokuserer i løbet af
2012 på forskellige former for misbrug
i en serie, som vi har valgt at
kalde ’Afhængighedens Danmark’.
Og vi lægger i dette nummer ud
med at gå bag om stofmisbrug, som
hvert år fører til mere end 200 narkomaners
død. Sidste år 273. Et tal,
der stort set har været konstant i de
sidste ti år. Vi ser på, hvad stofferne
gør ved misbrugeren og de pårørende.
Men også på, hvad der gøres
for at mindske de mest sundhedsskadelige
virkninger, når man skal
dele brugte kanyler og indtage sine
stoffer på gadehjørner og offentlige
lokummer.
I de følgende numre af Hus Forbi
går vi tæt på andre misbrugere, som
for nogens tilfælde langt overgår
narkomanerne og deres pårørende.
Det bliver ludomaner, hash-afhængige,
alkoholikere, sex-afhængige,
internetafhængige, arbejdsnarkomaner
og kalorie-afhængige.
Vi vil etablere et panel af eksperter,
som læserne kan spørge til råds.
Eksperterne vil svare på spørgs-
mål – både i bladet og på vores
hjemmeside. Og vi vil også bruge
Facebook til at komme i dialog med
læsere, der har misbrug inde på
livet. Enten som aktive misbrugere
eller som pårørende.
Selvom baggrunden er trist, så er
det vores håb, at vi kan være med
til at sætte fokus på nogle af de
tabuer, som knytter sig til at være
misbruger – og som er med til at
ødelægge så mange dejlige liv. |
Landsforeningen SIND, Region Hovedstaden
FRIVILLIG
ET ENSOMT MENNESKE HAR BRUG FOR DIG!
Kan du afse 1-2 timer om ugen eller hver 14. dag som
besøgsven hos et menneske med en sindslidelse eller
psykiske problemer? Så vil du komme til at opleve
et berigende og udfordrende forhold.
Sindslidende er også spændende, hjertevarme,
humoristiske, interesserede og vidende mennesker,
men de har ofte svært ved at holde personlig kontakt.
Du får supervision, undervisning, vejledning og interessante
kurser og foredrag som frivillig i SIND-Nettet samt
et spændende samvær med andre frivillige.
Lad os få en snak, hvis du er interesseret.
Følg med på
www.husforbi.dk
Bliv ven med os
på Facebook
– sammen med de
knapt 14.000 andre.
�
KoNtaKt: Lokalkoordinator for SIND-Nettet i Ballerup,
albertslund og Lyngby
Christel Lous, tlf.: 20 47 97 26 eller mail: c.lous@get2net.dk
HUS FORBI | nr. 1 januar 2012 | 16. årgang | 5

afhængighedens danmark
EN STOFMISBRUGERS BEKENDELSER
Jeg kan jo ikke rumme
fortalt til Birgitte Ellemann Höegh
Mit navn er Frederik. Jeg er 38 år og bor
i Sydhavnen hos en ven, hvor jeg låner et
værelse, fordi jeg i det sidste år har stået uden
egen bolig. En gang om ugen tager jeg ud til
Falck-bussen omkring Bispebuen og henter
min medicin (metadon, red.) – så har jeg til en
uge. Ved siden af mit forbrug af metadon tager
jeg ’benzodiazepiner’, og det kan godt blive til
en hel del i løbet af en dag.
Når jeg vågner, står jeg op og laver kaffe
og spiser A38 med müsli – det er godt for min
mave med biokulturer. Så sidder jeg og tænker
over, hvad jeg skal lave i dag. Jeg har fundet
ud af, at jeg ikke kan arbejde som vvs-mand
længere – både af fysiske og psykiske årsager.
Jeg har en knæskade, er blevet opereret, men
det er ikke blevet godt – mit knæ svulmer op,
når jeg arbejder – derudover er der en masse
tankemylder, der kører oppe i mit hoved. Jeg
kan godt sidde og synes, at det er en værre
lortedag, selvom det ikke er det. Så prøver jeg
at overvinde det og komme ud af røret. Jeg har
mange kammerater, der arbejder, og som bare
’tager lidt til næsen’ i weekenden. Ellers kender
jeg kun folk, der er misbrugere som mig.
De sidder rundt omkring i lejlighederne, og jeg
tager tit rundt og snakker lidt.
I dag skal jeg ud og hente min medicin. Jeg
tager bussen hele vejen. Normalt kommer jeg
på Modtageenhed Vest og henter min medicin,
men jeg har fået karantæne. Jeg har smadret
døren i ren afmagt over, at de ikke kunne
forstå, at jeg så ikke kan komme og hente min
medicin på de tidspunkter, de bestemmer, hvis
jeg skulle påtage mig et arbejde. De havde sat
mig i et dilemma: Skulle jeg vælge arbejdet eller
medicinen? Det blev medicinen, for den er
jeg dybt afhængig af.
I bussen stopper jeg mit headset i ørerne og
lytter til musik. Heavy metal – Metallica, det
6 | HUS FORBI | nr. 1 januar 2012 | 16. årgang
gamle Pink Floyd eller Black Sabbath – noget
der er lidt syret, som jeg kan falde ind i. Ellers
sidder jeg og ’tripper’, for alle de mennesker,
der kommer ind, får mig til at føle ubehag. Det
kan irritere mig noget så grusomt at høre deres
stemmer og kunne lugte dem.
Jeg kom på stoffer, da jeg var 18 år. Det
startede med, at jeg røg heroin i weekenderne,
og når jeg skulle på arbejde om mandagen,
begyndte jeg at have influenzasymptomer. Jeg
fik fat i ham, der forærede mig heroinen og
spurgte, hvorfor jeg havde det sådan. ’Det er,
fordi du er blevet afhængig’, lød svaret. Jeg
havde overhovedet ikke tænkt tanken. Det var
Benzodiazepinerne er
mit foretrukne stof,
for de kan få mig ned
oppe i hovedet.
Med årene har jeg fået
flere og flere spøgelser
deroppe, der nogle
gange gør mig paranoid.
jo bare lidt heroin på et stykke sølvpapir, man
lige sugede ind i nogle baner. Jeg kan stadig
huske den første gang … hvordan jeg fik det,
smagen, fornemmelsen.
Så begyndte jeg at have heroin med på
arbejdet og satte mig ud på kundernes toilet
og røg, når jeg manglede dope i kroppen. Jeg
var på stofferne i fire år, og det var hele tiden
en kamp for at skaffe penge. Jeg skulle jo have
forretningen i gang til at tjene til mig selv,
men også til ham, der sad og solgte for mig.
Jeg var mellemleddet og købte i lang tid hos
rockerne og gik så over til forskellige udlæn-
dinge. Efter fire år kom jeg på metadon. Men
jeg stoppede ikke med at lave penge – de var
alt for gode.
Nogle gange spiser jeg min medicin ved Falckbussen,
men i dag har jeg taget otte ’benzoer’
fra morgenstunden, så jeg kan godt vente
nogle timer. Jeg tager bussen tilbage til Sydhavnen
– propper headsettet i ørerne igen.
I de sidste mange år har jeg selvmedicineret
mig. Benzodiazepinerne er mit foretrukne
stof, for de kan få mig ned oppe i hovedet. Med
årene har jeg fået flere og flere spøgelser deroppe,
der nogle gange gør mig paranoid. Det
har noget at gøre med min underbevidsthed –
lige pludselig ser jeg politi eller nogle af mine
gamle fjender alle vegne.
Min mor og far er selv hashrygere, og min
far har solgt masser af hash, hvor jeg har været
en del af det i en smugkro, vi havde nede
i havnen. Så kom alle fiskerne og røg hash, og
jeg lavede fester i weekender, hvor jeg tjente
penge på det ene og det andet. Jeg har altid
været hurtigt til at få gang i ’forretninger’,
men har aldrig lavet indbrud eller rullet folk.
Til gengæld har jeg lavet meget vold, og det
har helt sikkert noget med min barndom at
gøre. Min stedfar tævede min mor, og det så
jeg på i mange år. Min mors omgangskreds var
rockere, og selvom jeg var lille, så lyttede jeg.
Jeg så knive, knojern og geværer skifte hænder.
Det var jo pissespændende.
Jeg tror helt sikkert, man er et produkt af
miljøet. Da jeg var yngre, gav det mig et kick
at slås med andre fraktioner fra fodboldklubber
og på værthuse. I dag vil jeg helst undgå
det, men sker det, så forsvarer jeg mig. Jeg har
siddet syv år i fængsel for al den vold, jeg har
lavet, og har to drabsforsøg på min samvittighed.
Det har givet mig en vis respekt i mine
kredse. Men det er jo ikke almindelige menne-

afhængighedens danmark
virkeligheden
foto
sker, jeg har været ude at tæve – det har altid min mave at slappe af, og jeg bliver sulten. byggematerialer, står jeg nede på gaden og
været relateret til vores fjender. Alligevel er
det noget af det, der kører inde i hovedet på
mig.
I dag skal jeg lave noget arbejde – hente
noget receptmedicin hos nogle kunder for bagefter
at sælge det videre på det sorte marked.
Jeg er på kontanthjælp – men jeg skal bruge
Jeg har ikke nogen drøm
om at komme væk fra miljøet.
en 500-lap til mit sidemisbrug om dagen.
Først skal jeg ud hos en veninde og hente 100
’ketoganer’. Dem får hun udskrevet for nogle
rygproblemer. Jeg drikker en kop kaffe med
hende og tager toget til Hovedbanegården. Jeg
tager kun de 50 ketoganer med, i tilfældet af at
jeg bliver knaldet. Men jeg kan nu godt spotte
en politimand. Den måde, de kigger på, er nok
til, at jeg ved, at vedkommende er panser, og
så er jeg smuttet.
Der var ikke nogle pansere i dag.
Det tager mig halvanden time at komme af
med stofferne, og så er det hjem igen med
toget. Jeg har købt ketoganerne for ti kroner
stykket og kan sælge dem for 25 kroner, så nu
har jeg penge på lommen.
Da jeg er hjemme, skal jeg have min metadon.
Jeg ved altid, hvornår det er tid. Hvis
jeg ikke får den, bliver mine led ømme og min
mave urolig. Jeg skal også sørge for at spise
vitaminer og mad og få sovet ordentligt, ellers
kommer jeg til at se for hærget ud. Jeg har
selvjustits – nok fordi jeg har børn og ikke
vil ses som et vrag. Jeg har en dreng på 15, en
datter på ti og en lille dreng på næsten to år
med tre forskellige mødre. De to store børn
taler jeg næsten i telefon med hver dag. Metadonen
virker efter 20 minutter – så begynder
Derfor går jeg ned og køber en shawarma.
Nogle gange køber jeg frostmad, andre gange
rugbrød eller toast. Jeg får kun rigtig varm
mad, når jeg er hos min far eller faster. Jeg
har min PlayStation, min fladskærm og mine
dvd’er, og så sidder jeg og spiller. Der er lige
kommet det nye Battlefield 3. Jeg kan godt lide
krigsspil, hvor man kan skyde folk. Den måde,
de falder på, når man rammer dem, og blodet,
der flyder, er ret fedt. Så føler jeg på en måde,
at jeg er inde i det. Jeg sidder og hopper rundt
på sengen.
Jeg har bedt om at komme ind i et dagcenter
for at have nogle ligesindede at snakke med.
På misbrugscentrene får man bare udleveret
medicin, og så skal man gå efter et kvarter.
Jeg kan godt føle mig ensom, selvom jeg har
familie og børn, for jeg kan ikke snakke med
dem om mit misbrug. Så i aften tager jeg nogle
ekstra ’benzoer’ for at dæmme ned for tankerne.
Pillerne giver mig lykke. Så tænker jeg
ikke så meget over alt det dårlige. Det er ligesom
ens kæreste, og det er også derfor, mine
forhold aldrig har holdt. Stofferne har været
nummer et.
Jeg er pissebange for at være clean. Sidst
jeg forsøgte, var for et år siden ovre på Sct.
Ols på Bornholm, hvor jeg fik en nedtrapning
på to måneder, og så stod jeg klar i hovedet og
fik et chok, for jeg har ikke været mig selv i
mange år. Lige pludselig kunne jeg mærke alt.
Så skulle jeg sidde i en rundkreds og snakke
med de andre, og dér kom jeg til at mærke
mine følelser. Det gjorde ondt. Jeg gider ikke
fortælle om, hvordan jeg havde det med min
mor, da jeg var barn, eller de ting, jeg har gjort
mod andre.
Derfor går jeg også og overvejer at søge
pension. Min korttidshukommelse er røget.
Skal jeg løbe op og ned af trapper og hente
kan ikke huske, hvad det var for en dims, jeg
skulle hente. Jeg ved, at det er pissesvært at få
pension, men så skal de bare prøve at se mig
lade være med at tage medicin!
Jeg kan godt få den tanke, at jeg gerne vil
være fri af det hele, men jeg kan mærke på
min krop og mit hoved, at det ikke hænger
sammen – jeg kan jo ikke rumme virkeligheden.
Jeg kommer til at hænge på metadon og
mit sidemisbrug resten af mit liv. Jeg har ikke
Jeg har ikke noget tilovers
for andre - kun for dem,
der er inde i min cirkel, og
sådan er jeg egentlig ikke ked
af at have det. Jeg har fået at
vide, at jeg er sociopat.
noget tilovers for andre - kun for dem, der er
inde i min cirkel, og sådan er jeg egentlig ikke
ked af at have det. Jeg har fået at vide, at jeg
er sociopat – men som jeg siger: ’Så prøv at
leve et liv, som jeg har gjort i så mange år med
så mange modstandere, så tror jeg også, at du
ville have en anden indstilling til tingene’.
Jeg har ikke nogen drøm om at komme væk
fra miljøet. Jeg har levet en slags familieliv
i seks år sammen med min søn og hans mor
og havde biler og alt det dér, men stofferne
er hele tiden kommet i første række. Jeg vil
hellere komme for sent til et bryllup end at stå
uden stoffer.
Nu slapper jeg helt af i min krop. En film
kører i baggrunden, og jeg ved, at jeg inden for
den næste time vil falde i søvn, så jeg går ud
og børster mine tænder, og så er den dag slut.|
Frederik har i virkeligheden et andet navn,
som er redaktionen bekendt.
HUS FORBI | nr. 1 januar 2012 | 16. årgang | 7
polfoto �

afhængighedens danmark
af Morten Bruun
foto Jan Sommer
Klokken er ti minutter over ni, da en sygeplejerske
kalder på Karsten Fatum, som rejser sig
og hjemmevant går den korte tur fra cafeen til
fixerummet.
Her venter endnu en sygeplejerske. Og efter
at døren har lukket sig bag Karsten Fatum, får
han udleveret en sprøjte med heroin og tager
plads i en af rummets ti åbne bokse. Her stikker
han kanylen ind i en blodåre og får dagens
første dosis af det stof, som han har været
afhængig af i årevis.
Fem minutter senere forlader Karsten
Fatum det kliniske lokale og vender tilbage til
cafeen, hvor han finder sin vinterjakke med
Hus Forbi-logoet og går ud på terrassen for at
tænde en smøg i novemberkulden.
Før kunne man sutte på nålen
Sådan er alle ugens dage begyndt, siden den
48-årige misbruger for halvandet år siden blev
visiteret til behandlingsstedet Valmuen på
Tomsgårdsvej i det københavnske nordvestkvarter.
- Man skal lige vænne sig til at sidde i sådan
en boks og stikke sig selv. Før i tiden behøvede
man ikke vaske fingre bagefter, og man kunne
sutte på nålen. Nu er der en masse hygiejne og
regler, som vi skal huske, siger Karsten Fatum
– som godt forstår vores undren over at høre
8 | HUS FORBI | nr. 1 januar 2012 | 16. årgang
Nu har jeg
endelig fundet
ro i mit liv
Karsten Fatum er en af de 70 heroinmisbrugere, der hver dag kommer i
behandlingstilbuddet Valmuen for at stikke sig på statens regning.
Hvor hans liv tidligere var en hektisk jagt efter penge til de næste fix,
oplever han nu en ro, som han ikke har mærket siden barndommen
– og for første gang i mange år er hans straffeattest nu pletfri.
den slags fra en mand, der har raget en kronisk
leverbetændelse til sig i kraft af dårlig hygiejne
i narkomiljøet.
- Ja, men når man i så mange år har været
vant til at fixe alle mulige steder og gøre det så
hurtigt som muligt for ikke at blive opdaget af
en panser, skal man altså lige vænne sig til det
her. Det er bare så anderledes, understreger
han.
Metadon til natten
I virkeligheden savner Karsten Fatum ikke
fortiden. Faktisk passer det ham glimrende, at
han er en af de foreløbig 70 heroinmisbrugere,
der efter henvisning fra et af de københavnske
rådgivningscentre er blevet visiteret til
behandling på Valmuen.
Betingelsen for at nå dertil er, at man har
forsøgt at nedtrappe sit misbrug med metadon.
Til gengæld er formålet ikke, at Valmuens

’kunder’ skal ud af deres afhængighed. Det må
de selvfølgelig gerne – men den primære ide
er at give dem en hverdag, hvor de ikke skal
begå kriminalitet eller sælge sig som prostituerede
for at kunne købe heroin. Den får de nu
ganske gratis.
Det er altså her, Karsten Fatum kommer to
gange dagligt for at stikke sig. Og når han sidst
på eftermiddagen har taget sin anden dosis, får
han metadon med hjem til natten. Det er ro,
renlighed og regelmæssighed.
- Når man har fået sin heroin, går der
seks-syv timer, før man bliver syg og igen
skal have et skud. Metadonen holder et helt
døgn, forklarer Karsten Fatum, mens andre af
behandlingstilbuddets brugere i en stille strøm
kommer ud fra fixerummet.
Der er dobbelt så mange mænd som kvinder.
De kommer fra både Ballerup og Helsingør,
men langt de fleste er fra hovedstaden. Nogle
af dem gør os selskab på terrassen, andre sætter
sig alene eller to og to i cafeen med deres
morgenmad, som er gratis i modsætning til
frokosten, der koster 20 kroner – men ifølge
misbrugerne også er alle pengene værd.
Betalte selv konens gave
Enkelte af dem blander sig i vores samtale med
Karsten Fatum og fortæller i brudstykker,
hvor meget det betyder, at de kan komme på
Tomsgårdsvej.
Kim K – 42 år og stofmisbruger siden 1996
- Jeg er helt, helt sikker på, at jeg kommer ud af mit misbrug, siger Karsten Fatum – som to gange dagligt
kommer på Valmuen for at stikke sig og i løbet af halvandet år har reduceret de daglige doser til en femtedel.
– er således stensikker på, at han havde siddet
i fængsel i dag, hvis han ikke havde haft Valmuen.
Han blev visiteret til behandling,ganske
kort tid efter at han i efteråret 2010 blev
løsladt efter en voldsdom. Den gang var Kim
K. clean, men han faldt hurtigt tilbage – og nu
vil han bruge tilknytningen til Valmuen til at
komme helt ud af sit misbrug.
Andre fortæller om et ægtepar, der begge
kommer i behandlingscentret. Da konen for
nylig havde fødselsdag, fik hun en jakke af
sin mand. Det var første gang, han gav hende
en gave, han ikke havde stjålet. Og parret har
tilmed haft mulighed for at skrabe penge sammen
til en ferietur til Thailand – hvor de rejste
hen med så meget metadon i kufferten, at de
kunne nyde turen uden frygt for tilbagefald.
Nu har jeg fundet ro
Sådan står beretningerne i kø, og de afviger
i og for sig ikke voldsomt fra Karsten Fatums
misbrugshistorie.
Den er ganske klassisk og rummer en fortælling
om mere end 20 års afhængighed af
stort set alle former for stoffer – undervejs afbrudt
af sådan cirka ti forsøg på at blive clean.
En konstant jagt efter penge, som han skaffede
gennem indbrud og tyverier, der blandt
andet omfattede ’i hvert fald 200 villaknæk’.
Og så 20 år som registreret hjemløs, hvor han
– når han altså ikke var i fængsel – boede på
herberger, på gaden og på tilfældige sofaer hos
afhængighedens danmark
lige så tilfældige venner og i øvrigt fik tre børn
med tre forskellige kvinder.
Nu bor Karsten Fatum på fjerde år i sin egen
lejlighed, han lever af kontanthjælp og som
sælger af Hus Forbi, og han bruger tilknytningen
til Valmuen til en langsom, men sikker
nedtrapning. For halvandet år siden var hans
dosis således fem gange større, end den er i
dag – og bortset fra lidt hash har han ikke noget
sidemisbrug, som det hedder, når man ikke
bare nøjes med heroin.
Og den positive udvikling kan i høj grad
aflæses på bundlinjen:
- Jeg har lige fået min første rene straffeattest
i mange år. Jeg kan koncentrere mig om
at sælge Hus Forbi. Jeg kan gå på jobcentret,
jeg kan gå til lægen, og jeg kan opsøge mine
børn mere end tidligere. Alt sammen uden at
gå rundt med evig stress, fortæller Karsten
Fatum.
Hvornår har du sidst oplevet den ro i dit liv?
Karsten Fatum tøver og må trække vod
langt tilbage i livet, før han kigger op:
- Den ro har jeg sidst mærket, da jeg var en
lille dreng og boede hjemme hos min mor, som
bare ordnede alt for mig, svarer han og tilføjer:
Det er godt nok mange år siden… |
HUS FORBI | nr. 1 januar 2012 | 16. årgang | 9
�

afhængighedens danmark
stadig mange
døde narkomaner
Tilbuddet om lægeordineret heroin blev indført
af VK-regeringen som en hjælp til de sværest
belastede stofmisbrugere, som kendetegnes ved
en markant forhøjet sygelighed og dødelighed.
Indsatsen har endnu ikke rokket synderligt ved,
at Danmark er et af de lande i Europa, hvor der
dør flest narkomaner.
Ifølge den nyeste udgave af EU’s årlige rapport
over narkosituationen var der 273 danskere,
der døde af narkorelaterede årsager i 2010 – mod
276 året før. Kun fire EU-lande – Storbritannien,
Irland, Norge og Estland – ligger over Danmark. |
har udleveret mere
end tusind liter heroin
Behandlingstilbuddet Valmuen passerede
en lille milepæl, da man i oktober åbnede flaske
nummer et tusinde med lægeordineret, statsfinansieret
heroin.
En flaske indeholder ti gram i pulverform, som
fortyndes i forholdet 1:100 – og der er således
udleveret mere end tusind liter.
Heroinen produceres i Schweiz på valmuer, der
er dyrket på kronprinsesse Marys fødeø Tasmanien.
Transporten til Danmark foregår under
særdeles skærpede sikkerhedsforhold i biler, der
minder om pengetransporter. Tilsvarende opbevares
heroinen også under særligt sikre forhold
på klinikkerne, og leverancerne er i øvrigt så små,
at banditter ikke får et stort udbytte, hvis de
forsøger at stjæle det. |
10 | HUS FORBI | nr. 1 januar 2012 | 16. årgang
Næste skridt er
heroin i pilleform
af Morten Bruun
foto Jan Sommer
Danmark hentede inspiration i Schweiz,
da vi i foråret 2010 – og efter en mangeårig
debat – indførte lægeordineret heroin som
behandlingstilbud til misbrugere. Og nu hvor
Sundhedsstyrelsen er ved at samle erfaringerne
fra den danske ordning, er vi igen på
vej til at bruge alpenationen som foregangsland.
I Schweiz er man nemlig begyndt at supplere
behandlingen med heroin i pilleform,
og det skridt ønsker danske behandlere også,
at vi tager.
- Det vil give en langt større fleksibilitet
over for brugerne, lyder det således fra Torben
Ballegaard – leder af behandlingstilbuddet
Valmuen i København, som er en af de
foreløbig fem klinikker herhjemme, hvor i alt
150-200 heroinmisbrugere er blevet visiteret
til behandling i løbet af de seneste knap to år.
Styrelsen er positiv
Her kan misbrugerne komme to gange om
dagen og stikke sig på statens regning – og
så får de udleveret metadon, som skal dække
deres behov om natten. Ligesom de også må
’nøjes’ med metadon, hvis de er forhindret i
at møde op på grund af eksempelvis sygdom
eller ferie.
- Metadonen virker hårdere på deres krop,
end heroinen gør, og så længe den enkelte
misbruger ikke er i gang med en egentlig
- Det, der har
overrasket mig
mest, er, at den
lægeordinerede
heroin ændrer så
meget på brugernes
liv, som det har
været tilfældet.
Vi kan se, hvordan
der kommer ro i
deres hverdag.
Deres stressniveau
falder, fordi de
ikke længere skal
begå kriminalitet
for at få heroin –
og samtidig er de
sikre på, den heroin,
vi udleverer,
er i orden, siger
Torben Ballegaard
– leder af behandlingstilbuddet
Valmuen.
nedtrapning, vil heroinpillerne derfor være
en glimrende mulighed, siger Torben Ballegaard.
Han har selv haft medarbejdere på studietur
i Schweiz - og han afventer spændt
Sundhedsstyrelsens holdning. Her er man
netop nu ved at kigge på nye veje i heroinbehandlingen
– og selvom styrelsen endnu ikke
kan sige, om heroinpillerne også skal tilbydes
danske narkomaner, erfarer Hus Forbi dog,
at Sundhedsstyrelsen også har noteret sig
schweizernes opmuntrende erfaringer.
Ud over at undersøge mulighederne for
nye alternativer i behandlingen er Sundhedsstyrelsen
også i gang med at studere de
konkrete resultater og erfaringer med den
lægeordinerede heroin på fem klinikker i
København, Hvidovre, Odense, Esbjerg og
Aarhus. Den rapport skal afleveres til sundhedsministeriet
i løbet af foråret – men også
her er det de positive vinde, der ifølge Hus
Forbis oplysninger bærer Sundhedsstyrelsens
evaluering på vej.
På Valmuen forventer man, at man i løbet
af 2012 når op på hundrede visiterede misbrugere.
Men ifølge Torben Ballegaard ville
man komme i kontakt med endnu flere, hvis
klinikkerne også får lov til at behandle de
misbrugere, der ryger deres heroin.
- Ordningen henvender sig alene til stiknarkomaner.
Vi ville få fat i mange flere, hvis
det også blev tilladt at ryge heroinen her. Det
er virkelig et af vores udviklingsområder,
siger Torben Ballegaard. |

Hjælp til
sorg, skyld og skam
Hverdagen for familien til misbrugere skal være nemmere.
Det er tanken bag et tilbud i Horsens Kommune,
som hjælper de pårørende med at overvinde følelser som
frustration, skyld og skam, de ofte har.
af Helle Horskjær Hansen
foto Claus Sjødin
Et helvede! Sådan beskriver mange pårørende
til misbrugere deres tilværelse. Og ifølge Mette
Hvidberg-Hansen, der er dagtilbudsleder i
Center for Socialt Udsatte i Horsens, er hverdagen
for en mor eller en far til en narkoman
ofte et stort kaos
- Misbrugerne bedøver sig fra virkeligheden,
mens forældrene hele tiden forholder sig
til virkeligheden, som er, at deres søn eller
datter er narkoman. Men det er vigtigt, at hele
- Mange [pårørende] er
ensomme i deres sorg, og
flere har fortalt, at de ønsker
deres søn eller datter død,
fordi livet som misbruger
ikke er et værdigt liv.
Og det er nogle meget stærke
følelser at gå rundt med alene.
Mette Hvidberg-Hansen, dagtilbudsleder,
Center for Socialt Udsatte, Horsens
familien ikke brænder sammen på grund af
misbruget, fortæller hun.
Derfor har Horsens Kommune lavet et tilbud,
der skal hjælpe pårørende til både stof- og
alkoholmisbrugere med at få overtaget over
følelser som afmagt, skyld og skam og gøre
dem bedre i stand til at sætte grænser for sig
selv. Et tilbud, hvor misbrugeren ikke behøver
at være i behandling på Center for Socialt
Udsatte, for at de pårørende kan være med
- Vi har professionelle behandlere, der vil
give de pårørende i de to grupper redskaber til
blandt andet at kunne tilgodese egne behov og
fjerne deres negative følelser, så de får mere
overskud til sig selv, siger Mette Hvidberg-
Hansen om tilbuddet, der kører i tæt samarbejde
med Pårørendegruppen til Narkomaner i
Horsens.
På den måde kan de pårørende være med til
at støtte op om behandlingen, og det er vigtigt,
hvis narkomanen skal ud af sit misbrug.
Føler skyld over misbruget
Og ifølge Mads Uffe Pedersen, der er professor
på Center for Rusmiddelforskning ved Aarhus
Universitet, giver det rigtig god mening, at
tilbyde hjælp til de pårørende.
- Det er væsentligt, at de pårørende har
nogle ressourcer og nogle redskaber til at
håndtere misbrugeren. Både i forhold til sig
selv, men også i forhold til at få misbrugeren
på ret kurs igen. Det har en positiv effekt, når
familien og andre pårørende bliver inddraget i
forhold til at holde misbrugeren ude af misbruget,
når behandlingen er slut, forklarer han.
Ud over at støtte og rådgivning til familien
kan hjælpe narkomanen med at komme ud af
sit misbrug, så er det også afgørende for, at de
pårørende får det bedre
- Det vigtigste i vores tilbud er måske,
at de pårørende får lejlighed til at udveksle
erfaringer med andre i samme situation, og
de får vist, hvordan de kommer videre med
deres eget liv, siger Mette Hvidberg-Hansen og
fortsætter:
- Det betyder rigtig meget, at de pårørende
får hjælp og ikke mindst nogen at tale med
om deres situation. Mange er ensomme i deres
sorg, og flere har fortalt, at de ønsker deres søn
eller datter død, fordi livet som misbruger ikke
er et værdigt liv. Og det er nogle meget stærke
følelser at gå rundt med alene, fortæller hun.
Det er Mads Uffe Pedersen enig i, og han
glæder sig over, at der bliver mere og mere fokus
på pårørende og ikke kun på misbrugeren.
De pårørende går nemlig rundt med en stor
sorg, en sorg, der kan betyde, at de ikke kan
fungere i hverdagen.
- Det er vigtigt at kigge på både sorgen,
skylden og skammen, når vi arbejder med de
pårørende. Mange synes, det er skamfuldt, at
deres søn eller datter er misbruger, og samtidig
har mange en enorm skyld over, at det er gået
dem, som det er. Derfor er det ekstra vigtigt
med støtte til de pårørende, siger han. |
afhængighedens danmark
succes for
mobilt fixerum
Erfaringerne efter tre måneder med et mobilt
fixerum i København er så gode, at Foreningen
Fixerum gerne vil skrue op for indsatsen.
460 stofbrugere kan ikke tage fejl: Et fixerum
giver bedre hygiejne, mindre stress og lavere
risiko for dødsfald.
Trods skepsis fra myndighederne har de
første tre måneder med et mobilt fixerum på
Vesterbro i København været en ubetinget
succes – både for stofbrugere og lokalområdet.
Det fastslår det lægefaglige personale, der frivilligt
bemander den ombyggede ambulance
og sikrer, at stofindtagelsen finder sted under
sundhedsmæssigt forsvarlige forhold.
- Vi oplever, at stofbrugerne er trygge, og
de giver udtryk for, at de føler sig respekteret
af personalet i det mobile fixerum, siger læge
Kasper Iversen fra Foreningen Fixerum.
Foreningen Fixerum har netop offentliggjort
en rapport indeholdende en sundhedsfaglig
vurdering af projektet samt en statistik
for de første tre måneder med Danmarks
første fixerum. I perioden siden 12. september
har 460 stofbrugere benyttet fixerummet, der
har åbent fire dage om ugen fra 17-20. Den
sundhedsfaglige indsats i fixerummet retter
sig primært mod tre forhold: dårlig hygiejne,
stress omkring stofindtagelsen samt risiko for
forgiftning og overdosis.
- Det har endnu ikke været nødvendigt at
yde førstehjælp for overdosis. Det kan skyldes,
at stofbrugerne indtager stoffet under
rolige forhold og med den nødvendige tid,
siger Kasper Iversen.
Betydningen af, at der er sundhedsfagligt
personale til stede, viser sig blandt andet ved,
at stofbrugerne henvender sig med andre
problematikker som for eksempel bylder efter
fejlfix, brækkede fingre, ønske om blodtryksmåling
og udredning af hiv og hepatitis. I
de tilfælde henviser personalet til relevante
sundhedstilbud. Mange henvender sig også
med spørgsmål om behandling for stofafhængighed
samt sociale og juridiske problemer.
- I kraft af den kontakt, der er opstået til
stofbrugerne gennem det mobile fixerum, har
personalet mulighed for at nå en gruppe mennesker,
som ellers har svært ved at manøvrere
rundt i systemet, siger Kasper Iversen.
Formanden for Foreningen Fixerum,
Michael Lodberg Olsen, glæder sig over, at
regeringen vil åbne fixerum, men det er helt
uforståeligt, at den vil vente til 2013 for at
indhente erfaringer fra udlandet. Han peger
på, at der findes 94 fixerum fordelt på 63 byer
verden over, som primært er drevet af private
NGO'er, og at erfaringsgrundlaget er stort.
hye
HUS FORBI | nr. 1 januar 2012 | 16. årgang | 11
�

afhængighedens danmark
Pårørende er fælles om sorgen
Det er hårdt at være i familie med en narkoman. I Horsens stod flere af
de pårørende sammen til døde narkomaners minde. Ikke fordi de
alle har mistet, men fordi de har brug for at tale om
en hverdag med frygt, svigt, håb og bedrag.
af Helle Horskjær Hansen
foto Claus Sjødin
273 tændte stearinlys lyser Horsens Rådhus
op. Hvert lys symboliserer de narkomaner, der
er døde i 2010. Det er tiende gang, at pårørende
kan komme til Fælles Nordisk Mindedag
på rådhuset, også kaldet døde narkomaners
minde.
Omkring 70 yngre og ældre ansigter sidder
rundt i den mørke forhal, der er oplyst af skærende
fra de levende lys, som står i vindueskarmene
og på gulvet.
- Lad os holde et minuts stilhed for dem,
vi har mistet, siger Minnie Andersen. Hun er
kontaktperson for selvhjælpsgruppen Pårørendegruppen
til Narkomaner i Horsens og har
selv mistet sin søn i en alt for tidlig alder. Til
narko.
Der er larmende stille på rådhuset.
- Tak skal I have, siger Minnie Andersen, da
de 60 sekunder er tikket. Hun har været med
til at stå for arrangementet. Et arrangement,
der betyder meget for de pårørende.
- De pårørende er lige så hårdt ramt og
- Vores liv blev med et øjebliks
varsel forandret. Lige pludselig
er han i fokus døgnet rundt, og
jeg kan ikke slippe tanken om
ham og hans misbrug.
Kirsten, mor til narkoman
måske nogle gange hårdere ramt end narkomanen.
Derfor er det så vigtigt, at vi kan få hjælp
og støtte hos hinanden, fortæller hun.
Frygten er der konstant
Det er Kirsten enig i. Kirsten, som af hensyn
12 | HUS FORBI | nr. 1 januar 2012 | 16. årgang
Pårørende til døde narkomaner mødes hvert år til
mindestund på Horsens Rådhus, hvor der tændes et
lys for hver afdød stofmisbruger.
til sin søn ikke vil have sit efternavn nævnt.
Sønnen er narkoman. Hun ved ikke helt
præcist, hvornår han begyndte at tage stoffer,
men en dag for syv år siden åbner hun døren
til hans værelse og finder ham med en nål i
armen. Han er 26 år nu, på metadon og har det
sidste år boet på et bosted.
- Jeg viste ikke, hvad jeg skulle gøre, da
jeg fandt ud af det. Jeg viste ingenting, og
jeg anede simpelthen ikke, hvor jeg skulle få
hjælp, fortæller hun.
Familien får hjælp fra Pårørendegruppen for
Narkomaner
- Her var det andre, som var i samme
situation som os. Da vi opdagede, at vores søn
tog stoffer, troede vi, at vi var de eneste i hele
verden, der have det problem, men vi fandt jo
hurtigt ud af, det var vi ikke, siger Kirsten.
Det betyder rigtigt meget for hende at få
den støtte og omsorg pårørendegruppen giver,
fordi sønnens narkomisbrug fylder alt for familien,
som også tæller en far og tre søskende.
- Vores liv blev med et øjebliks varsel
forandret. Lige pludselig er han i fokus døg-
net rundt, og jeg kan ikke slippe tanken om
ham og hans misbrug. Skrækken for at miste
ham er der konstant. Og selvom han nu er på
metadon, går jeg hele tiden med en følelse af,
hvad nu hvis han begynder at stikke sig igen,
fortæller hun.
Orker ikke sønnen
Der har også været perioder, hvor Kirsten
ikke har magtet sønnen. Hvor hans løgne og
manipulationer er blevet for meget. Og i de
perioder har hun brugt pårørendegruppen
ekstra meget.
- Der har været tidspunkter, hvor jeg ikke
har orket ham, og hvor jeg ikke ville have mere
med ham at gøre, og det er ikke sjovt at komme
til den erkendelse som forælder. De negative
følelser fylder meget, og det er befriende at dele
dem med andre, der har eller har haft det på
samme måde, siger hun og fortsætter:
- Jeg har jo også haft en enorm skyld. Jeg
har fire børn, og de er blevet opdraget på
samme måde, men det er kun ham, det er gået
sådan. Jeg har da tit tænkt, hvor det er gået
galt og hvorfor?
For Kirsten er det også meget frustrerende,
at hun som mor slet ikke kan finde ind til sin
søn og forklare, hvad han gør ved dem som
familie.
Den frustration kender Minnie Andersen.
Hun fandt aldrig ind til sin søn. For 18 år siden
døde han af sit misbrug.
- Selvom det kan virke som mange år siden,
så fylder det meget for mig, og det er også
derfor, jeg stadig er i pårørendegruppen, siger
hun.
Sammen med de fleste andre pårørende
den aften, går Minnie Andersen op og tænder
et lys. Et lys for sin søn og de mange andre
unge og ældre mennesker, der er døde af deres
misbrug. |

Mælkevejens stjerne
tekst og foto Søren Skarby
- Hvordan har du det?
Eva Engel Skovgaard, 47, siger
det med stor indlevelse.
- Det er det vigtigste spørgsmål,
man kan stille, og faktisk
grund nok til, at Mælkevejen
eksisterer, siger Eva.
Hun har selv prøvet det med,
at ingen spurgte til hende. Da Eva
var på barsel med sit andet barn,
gik det op for hende, at ingen
havde stillet spørgsmålet i tre
uger. Det føltes som meget lang
tid. Så Mælkevejens værestedsmedarbejder
spørger altid, hvordan
brugerne har det, og derefter
lytter Eva intenst.
Det har hun nu gjort i ti år,
og det bliver fejret på behørig
vis. Der er kaffe, rundstykker og
brunsviger på bordet, og medarbejdere
og brugere er mødt op for
at fejre Eva. Man skal kigge godt
efter for at se, hvem der er hvem.
Eva giver sig altid tid til en snak.
Det er kun et lille navneskilt der
fortæller, at vedkommende arbejder
på stedet.
- Vi gør ikke forskel på folk.
Om man er ansat, i fleksjob,
løntilskud eller frivillig, er lige
meget. Alle er lige, siger hun.
Eva kalder de frivillige for de
privilegerede medarbejdere. De
kan som de eneste selv bestemme,
hvornår de skal møde. Til gengæld
lægger hun vægt på, at de skal
komme fra lokalområdet Bolbro i
Odense.
- For nogle år siden havde vi
en flok hattedamer, der troede, de
skulle redde alle brugerne. DET
gik bare ikke.
Nomineret til pris
Blandt medarbejderne er der også
folk, der afsoner en dom med
samfundstjeneste. De er glade for
det lille skilt, der ikke fortæller
andet end deres navn, og tit ved
Eva ikke, hvad de har fået en dom
for.
- Det må være helt op til dem
selv, om de vil fortælle det. Jeg
ser dem som enhver anden medarbejder,
siger Eva, og nævner så
den sidste personalegruppe, som
er folk i afklaringsforløb.
- Det tager lang tid, siger Eva
og sukker over, at jobcenteret
helst vil have det overstået på en
måned.
- Når man har været væk fra
arbejdsmarkedet i helt op til 25,
30 år er det altså ikke noget, der
bliver klaret på en måned eller to.
Jeg har prøvet, at det tog to år,
men det lykkedes.
Nede i kælderen er stedets
stolthed, Kramboden. Brugte ting
bliver afleveret af byens borgere
og hentet af dem, der har brug for
dem, gratis.
Kramboden har eksisteret i
to år og er en ubetinget succes.
Projektet er blevet så kendt, at
det i foråret blev indstillet til EUprisen
’A longer life for products’
for måden at lave genbrug på.
Mælkevejen er kommet på verdenskortet.
Værestedet kommer også på
kortet over Hus Forbis distributionssteder.
Sælgerne kan fra 1.
januar hente aviserne her. Det vil
give mere liv i huset, og endnu en
grund til at komme forbi og blive
spurgt: Hvordan har du det? Eva
skal nok lytte til svaret. |
HUS FORBI SaMLER IND TIL vaRMT Tøj
Hus Forbi samler igen i år penge ind til kvalitetstøj til vores sælgere:
Jakker, bukser, undertøj og varme vinterstøvler.
Indsæt et bidrag på konto: 9541 10155088 i Danske Bank
HUS FORBI | nr. 1 januar 2012 | 16. årgang | 13

Mumbais gadeliv
14 | HUS FORBI | nr. 1 januar 2012 | 16. årgang
verden rundt for 20 kroner
Anna Klitgaard er på fjerde år omrejsende freelancejournalist
og har besøgt begge poler samt en god del af verden ind imellem.
I 2012 har hun sagt ja til for Hus Forbi at se på, hvor langt
man kan komme med 20 danske kroner i lommen.
INDIEN: 20 kroner = 28 måltider
af Anna Klitgaard, Indien
Shanti Pawar strækker hånden frem. I sin kulørte
sari lyser hun op på det beskidte fortov i
bydelen Colaba i Mumbai, hvor hun holder til.
Bag hende spiser et par tiggere frokost fra fedtet
avispapir, mens gadens liv hastigt rykker
forbi ude på vejen. Sorte og gule taxier med
hornet konstant i bund får trafikken til at synes
mere heftig, end den er, men alligevel skal
Shanti holde øje, når hun krydser gaden. Her
holder ingen nemlig tilbage, for den største og
stærkeste har altid ret.
En rodet verden
Colaba dækker det sydligste område af millionbyen
Mumbai (tidligere Bombay). Den er
Indiens finansielle hovedstad, det er hertil, at
håbefulde med Bollywood-drømme strømmer
I Danmark kan man købe et Hus Forbi eller to liter
økologisk mælk for 20 kroner. Man kan også være heldig
at få ti bananer på tilbud eller fem øl af de billige.
til året rundt, og her selvsamme ender som udstødte.
Allerede nu lever der omkring 20 millioner
mennesker i byen, men det stopper ikke
valgfarten fra resten af landet. I stadig mere
tætpakkede slumkvarterer og på gaden bor
mange af indbyggerne, og i forretningskvartererne
længere mod nord er kontrasten mellem
de rige og fattige næsten til at tage og føle på.
Mellem glasfacader tilhørende verdens store
banker og investeringshuse ligger tandløse og
blinde tiggere og sover, eller familier klemmer
sig sammen under et stykke plastik spændt ud
over et par fliser på fortovet. Over dem lokker
reklamer og filmplakater med materielle
goder og genopliver drømmene, men livet på
gaden er noget ganske andet. Også for 32-årige
Shanti, der kom til Mumbai med hendes familie
for 25 år siden for at blive berømte.
- Min familie var gadeakrobater, og jeg en
gymnastikprinsesse. Det var, hvad vi børn
kunne. Vi kom aldrig i skole eller fik nogen anden
uddannelse. Den dag min far og søskende
blev dræbt i et terrorangreb, døde drømmen
om berømmelse.
I dag lever Shanti med sine to børn og mor
i Colaba. Her strækker hovedgaden sig parallelt
med vandet og starter ved det ildelugtende
fiskemarked, hvor sælgere og købere mødes,
allerede inden solen står op, og først slutter
tæt på luksushotel Taj Mahal Palace. Fra
den tidlige morgenstund begynder livet, for
sælgerne skal have deres varer fundet frem
og hængt op under bodernes halvtag, mens
tiggerne skal humpe eller køres i position på
deres skateboards. Mange har ingen arme eller
ben, men andre er så misdannede, at det er
svært blot at gå forbi uden at give.
Ikke et job for børn
Midt i mylderet har Shanti sin daglige gang.
Hun tjener penge ved at tigge. Familien bor
lidt fra virvaret i et plastiktelt i et overbefolket
slumkvarter, men i dagtimerne er det ikke der,
Shanti opholder sig. Som mange andre kvinder
forsøger hun at skrabe penge sammen ved at
række hånden frem mod turisterne, bede dem
om mad og lidt rupees. Omkring 50 (fem kroner)
eller 100 (ti kroner) kan det blive til på en
dag, hvis hun er heldig, og derfor er hun vant til
at købe maden der, hvor det er billigst.

20 kroner =
| 4-10 kilo ris, alt efter kvalitet
| 10-20 kilo kartofler eller løg
| 3 liter benzin
| 20 øl
| 5 pakker lokale cigaretter
indien
Shanti Pawar er 32 år og mor til en pige på 13 år og
en dreng på 11 år. Begge børnene går i skole, men
selv har Shanti aldrig siddet på skolebænken, da
hendes barndom gik med at træne til og arbejde
som akrobat. Det arbejde bragte hende for 25 år
siden til Mumbai fra byen Pune, men ved et terrorangreb
døde hendes far og søskende, og det endte
livet som gadeartist. I dag lever hun, børnene og
hendes mor af, hvad Shanti kan tigge sig til.
Mens mange andre tiggerkvinder slæber
rundt på små og store børn, så har Shanti valgt
at sende hendes pige på 13 år og søn på 11 år
i skole. Hun ønsker nemlig ikke at videregive
sin akrobat- og tiggerkarriere til sine egne
børn, for de skal kunne se frem til en bedre
tilværelse, end den hun selv har haft, og den
slumkvarteret og plastikhuset kan tilbyde, siger
hun. Hendes drøm for dem er, at de engang
har råd til at købe et lille hus, noget permanent,
og at børnene kan tjene penge, så hun
ikke længere skal tigge.
- Mumbai har millioner af indbyggere. Folk
kommer hertil fra hele landet, og mange kan
læse og skrive. Der er derfor meget lidt arbejde
til folk som mig, men jeg er skilt fra børnenes
far, så derfor skal jeg selv forsørge mine børn.
Nu da turismen efter terrorangrebet på
byen i november 2008 igen er ved at være
normal, kan Shanti også godt klare udgifterne.
Hun kan tjene omkring 2000 rupees (200 kroner)
om måneden ved tiggeriet, og af dem går
500 til husleje for grunden under plastikhuset
og yderligere et par hundrede til børnenes
skolebøger og transport.
Indien dækker et areal på små tre millioner km2 og er hjem for 1,2 milliard mennesker.
Der er enorme forskelle mellem rige og fattige, og dette ses ikke mindst i den finansielle hovedstad Mumbai.
Gennemsnitsindkomsten er 18.500 kroner om året, men landet huser omkring 127.000 millionærer, og ikke mindre
end to ud af top-ti på Forbes' liste over verdens rigeste mennesker er indere.
Indien er verdens største demokrati, og ved sidste valg i 2009 stemte 714 millioner vælgere.
Gadeartister optræder
stadig i Mumbai,
og ofte er det børnene,
der trækker
nysgerrige blikke og
penge til.
Hver måned prøver Shanti at lægge lidt til
side, for man ved aldrig, hvad livet har at tilbyde,
siger hun, og det efterlader omkring 200
rupees eller 20 kroner til mad til fire personer
om ugen. For det kan hun købe ris, linser, lidt
grøntsager, mel til brød og te samt sukker i
portioner, der rækker til syv aftensmåltider.
Morgenmaden består af rester eller sød indisk
the, og frokosten af det mad, som turisterne
giver hende i løbet af dagen. Og selvom hun
ikke synes at lide nød lige umiddelbart, så er
tilværelsen blevet sværere de senere år, siger
hun.
Tiggeriet sat i system
- Madpriserne er steget meget. Hvor vi før
kunne købe ris af en ordentlig kvalitet, så skal
vi nu spise den dårlige. Der er heller ikke råd
til så meget mælk, ingen kød eller fisk, men
indtil videre klarer vi os.
Indien har omkring 600 millioner fattige
indbyggere, og derfor er madpriser noget,
man går op i her. Sidste år steg prisen på en
liter mælk til det dobbelte, selvom landet er
verdens største producent, og ris, linser og tør-
rede bønner steg med op til 60 procent. Blandt
Colabas fattige er det noget, der kan mærkes,
også selvom tiggeriet i høj grad er en industri
med chefer, arbejdere og kunder. Selv på samfundets
bund er arbejdet nemlig sat i system,
så hver tigger har sin plet, betaler leje for den
til en boss, som styrer bydelen. Som tak får
tiggeren beskyttelse.
Den indiske drøm
Shanti ønsker ikke, at hendes børn træder
i hendes fodspor. De skal igennem skolen,
om der er mad på bordet eller ej, for hverken
Bollywoods umulige drømme eller Colabas
leben og hierarkiske tigger-system er noget at
stræbe efter. Shanti vil have dem ud af slumkvarteret,
væk fra gaden og ind i den indiske
middelklasse, hvor der er råd til mere end blot
overlevelse. Hun går derfor langsomt tilbage
til sin plet på gaden, ser hen på de frokostspisende
tiggere, der er ved at være færdige og
sætter sig på det betongrå fortov for at vente
på turisterne. |
HUS FORBI | nr. 1 januar 2012 | 16. årgang | 15

alt, hvad jeg har
Hvad er det nødvendigt at have med sig rundt på gaden, når man er hjemløs?
Og hvad gemmer der sig i de tasker, poser, barnevogne og indkøbsvogne,
som de hjemløse slæber rundt på eller har fået opmagasineret hos venner,
i en kirke eller på et herberg?
af Birgitte Ellemann Höegh
foto Ulrik Jantzen, das büro
Hus Forbi har mødt syv mennesker, der bor
på gaden eller herberg, og bedt dem om at
tage alt, hvad de har, med sig hen til en fotograf
i Kødbyen i København. Det blev bredt
ud på jorden foran dem. Nogle ville gerne
helt selv pakke ud for at få overblik, andre fik
hjælp. Nogle fandt ting i deres gemmer, som
de ikke havde set længe. For eksempel dukkede
der i en oppakning en sten op formet
som Grønland, som sælgeren holder meget
af. En anden oppakning gemte på et brugt
16 | HUS FORBI | nr. 1 januar 2012 | 16. årgang
kondom med knude på – det blev dog smidt i
skraldespanden efter ejerens ønske. Én af de
medvirkende havde ugen forinden en barnevogn,
som han gik omkring med. Men den var
i mellemtiden gået i smadder, så nu havde han
bare en rygsæk til sine ejendele.
Fire ud af syv medvirkende havde ikke
nogen mobiltelefon og var derfor ikke kontaktbare
fra første møde, til de dukkede op til
fotografering.
De fleste ejendele har ejerne klunset sig til.
Soveposer og tøj kan man for eksempel ofte
få udleveret på herberger og i varmestuer.
Nogle får vasket tøjet på varmestuerne, mens
de sover, mens andre tager nyt tøj på og
efterlader det beskidte.
Dyk ned i billederne, og tænk lidt over,
hvad du egentlig selv gemmer på derhjemme,
hvad du bruger hver dag, hvad der har størst
betydning for dig, og hvilke af dine ejendele
du egentlig ville tage med dig, hvis du skulle
overleve på gaden. |
Se de andre billeder i de næste numre af
Hus Forbi eller på www. husforbi.dk

BoNNIE LISETTE, 45 år
Har boet på gaden i syv år. I denne omgang cirka
to måneder. Før da boede hun på et hotelværelse i
Slagelse. Har haft en campingvogn og et kolonihavehus.
Hendes seneste lejlighed lå i Slagelse, men
hun røg på gaden, da hun lå på hospitalet, og der
ikke blev betalt husleje. Har primært levet af kriminalitet,
men har kortvarigt haft job på et hotel og
en praktikplads i en børnehave. Sover i øjeblikket
på kvindenatcaféen Café Klare på Vesterbro.
Hvorfor bor du på gaden?
Jeg har levet af kriminalitet. Fik ikke nogen uddannelse,
men en uddannelse i det, der ikke var lovligt.
Har, siden jeg var barn, skullet skaffe mad, fordi
hende, der har født mig, var stofmisbruger og syg.
Hvad har du mistet undervejs?
Alt er blevet stjålet. Alt. Mit tøj, mine møbler,
dvd'er, mit surround sound-anlæg. Fotos og gamle
billeder røg, da en stodder brændte en lejlighed,
jeg havde i Slagelse, ned.
Hvad er du mest ked af at have mistet?
En ring, som jeg forærede mig selv i 17-års-fødselsdagsgave.
Den blev klippet af på hospitalet, fordi min
hånd hævede. Men mest savner jeg mine hunde, min
kat, min plejemor og min mand, der kørte sig ihjel.
Hvad er det vigtigste, du har med dig nu?
Et billede af min plejemor, Elly Andersen. Det har
jeg altid i min bh nær hjertet. Det er det vigtigste
– altid! Elly Andersen var min 'mor' – det var den
kvinde, der fødte mig, ikke.
Hvad ville du købe, hvis du havde
ubegrænsede midler?
Et lillebitte hus, som jeg kunne gå rundt om, med
lidt græs, og hvor jeg kunne have en hund og en
kat. Og så bo der i fred og ro og leve af min pension.
Jeg er ligeglad med, hvor det ligger. Bare det
er uden for København. |
HUS FORBI | nr. 1 januar 2012 | 16. årgang | 17

Et smil og en sandwich
til de børn, som ingen vil have
På tiende år hjælper skolefeer på Langeland øens udsatte skolebørn,
der hvor forældrene ikke selv har overskud.
af Birgitte Svennevig
foto Søren Skarby
Ørstedsskolen på Langeland er en
af de nyeste og lækrest udstyrede
skoler i Danmark. Den har alt,
hvad lærere og elever kan ønske
sig: bløde, røde slængesofaer til
frikvartererne, egen sundhedsklinik,
elektroniske tavler med
touch-screen og musikanlæg i
klasselokalerne. Ren luksus og
lutter glade børn, tænker man
uvilkårligt, når man ser de næsten
1.000 unger myldre rundt på
de nymalede og kunstudsmykkede
gange i dette dagens første
frikvarter.
Men skindet bedrager. En stor
del af Langelands børn har nemlig
store sociale problemer. Alkohol,
vold og manglede overskud hos
forældrene resulterer i, at hver
fjerde af øens børn må beteg-
18 | HUS FORBI | nr. 1 januar 2012 | 16. årgang
nes som så socialt udsatte, at de
har en sag i kommunen. Det er
dobbelt så mange som landsgennemsnittet,
og det svarer til hvert
femte barn på gangene denne
formiddag.
Disse børn skal for eksempel
selv sørge for at komme op og i
skole om morgenen, selvom de
kun går i første klasse. De har
ikke madpakke med, og de er
altid sultne. De mangler overtøj
om vinteren, de har aldrig prøvet
at være på café og drikke varm
kakao, og de skal passe deres
mindre søskende, når mor drikker
sig fuld eller af andre årsager ikke
magter sine børn. Her går børn,
som har oplevet at få lagt låg på
sengen, så de ikke kan komme
op, før forældrene tager låget af.
Børn, som bliver sendt ud at sidde
i bilen efter skoletid, så de ikke
forstyrrer inde i huset.
Behovet for omsorg og praktisk
hjælp i hverdagen er vanskeligt
at løfte, så derfor har skolen
ansat fem såkaldte skolefeer, som
har til opgave at hjælpe og støtte
børnene. En i indskolingen, en i
mellemskolen, to i udskolingen
og en ’flyvende’, der kan træde
til, hvor der opstår behov. Maria
Munk Larsen er skolefe i udskolingen.
Hun er uddannet lærer og
har en diplomuddannelse i psykologi
og socialpædagogik. Hun er
skolefe for 22 børn.
Kontakt gennem maden
Eftersom Ørstedskolen kun er et
år og et skvæt gammelt, og den
samlet næsten har 1.000 elever
fra tre nedlagte skoler, har Maria
brugt lang tid på at lære eleverne
at kende. Det har kostet mange
traveture op og ned ad de mange
hundrede meter gange, og travetu-
- Børnene kommer
ikke selv til mig og
siger, de har problemer.
Derfor går jeg
meget rundt på skolen
og kigger efter,
om der er nogen, der
på en eller anden
måde signalerer, at
de vil ses af mig.
Maria Munk Larsen,
skolefe i udskolingen
rene er også på programmet i dag.
- Børnene kommer ikke selv
til mig og siger, de har problemer.
Derfor går jeg meget rundt på
skolen og kigger efter, om der er
nogen, der på en eller anden måde
signalerer, at de vil ses af mig.
Da klokken nærmer sig 11,
henter Maria en kasse med færdigsmurte
sandwich i skoleboden.
De skal deles ud til de af hendes
børn, der ikke har mad med – og
som Maria ved heller ikke får
noget, når de kommer hjem. 9-
klasserne har terminsprøve i dag
og er ikke i skole, og derfor er
der kun en håndfuld sandwich
i dagens kasse. Første stop er i
skolebiblioteket, hvor Jannick får
stukket en sandwich i hånden
uden nogen større indledende
samtale. Han tager imod den og
smiler til Maria. Hun smiler igen
og går videre.

- Ham kender jeg ikke så godt
endnu. Jeg så ham en dag, han
var blevet sendt ud på gangen,
fordi han havde haft en konfrontation
med en lærer. Det har han
tit, og det er et signal om, at han
gerne vil ses, mener jeg. Jeg har
kun talt ganske kort med ham,
og jeg ved endnu ikke, hvilke
problemer han har. Det tager vi,
når han er klar.
Næste sandwich går til Simon
på 15, som hun møder på gangen.
Simon vil gerne snakke og kunne
snakke i timevis, fortæller Maria.
- Han har flere mindre søskende,
og hans mor har ikke så meget
overskud, så han får ikke meget
voksenkontakt derhjemme.
I biblioteket afleveres der yderligere
to sandwich til et par store
piger, og den sidste går til endnu
en pige, der sidder sammen med
veninderne i forhallen.
- Åh, hvor var jeg sulten,
udbryder hun, da Maria rækker
hende sandwichen.
Pernilles udfordringer
Den sidste sandwich er til Pernille.
Maria traver op og ned ad gangene,
ud til fodboldbanen og over
til rygeskuret for at finde hende.
De har sms’et om at snakke sammen,
men skal lige finde hinanden
først. Da Pernille endelig lader sig
finde og går med ind på Marias
kontor, falder hun ikke ligefrem i
svime over sandwichen.
Pernille, der går i 8. klasse, har
mavesår, og det gør frygteligt
ondt at spise, når hun ikke tager
sine piller på det korrekte tidspunkt.
I øvrigt har hun ikke taget
meget føde til sig, siden nogle af
de andre piger kaldte hende fed i
7. klasse.
- Hvordan går det?, spørger
Maria.
- I sidste uge gik det ikke så
godt, forklarer Pernille. Hun og to
fakta om skolefeer
Skolelærer Sanne Kastrup Olsen blev Danmarks
første skolefe i 2001, da hun arbejdede på
Longelse Skole på Langeland. De langelandske
kommuner kørte et projekt om børn og alkohol,
og da det stod klart, hvor mange børn der led
under forældrenes misbrug, besluttede man at
give disse børn ekstra omsorg og støtte, når de
kom i skole.
I dag er der skolefeer på alle Langelands skoler,
og mange andre skoler i Danmark og Grønland
veninder fra klassen kunne ikke
enes med en lærer. Pernille synes,
lærerne er for meget efter hende.
- Sidste år var jeg en lille ballademager,
men nu har jeg ændret
mig. Jeg laver lektier, og mine
karakterer er gået op, så hvorfor
er de stadig efter mig, spørger
hun og svarer selv, at det måske
kan være svært for lærerne at
vænne sig til, at hun og hendes
to veninder, der sidste år blev
betegnet som ’skolens skræk’, nu
har besluttet sig for at tage skolen
alvorligt.
I 7. klasse kom Pernille med i
slænget af hårde piger, der droppede
skolen og sked lærerne et
stykke. Når lederen af slænget
sendte en sms rundt om, at nu
skulle de pjække og gå ned i byen,
fulgte Pernille med. Med tiden
kom hun til at gøre nogle ting,
som hun dybest set ikke havde
lyst til, og derfor besluttede hun
i starten af 8. klasse at forlade
slænget. Det var hårdt at sige
nej til at pjække og sætte sig til
at lave lektier i stedet, men hun
gjorde det.
- Og hvordan går det derhjemme,
vil Maria vide.
- Godt. Min mor synes, det er
så synd for mig, at jeg har mavesår,
men min far er sur. Jeg tror,
det er, fordi han aldrig selv har
prøvet at have mavesår og ikke
ved, hvor ondt det kan gøre.
- Og hvad med at drikke?
- Det er mindre. Jeg drikker
ikke på hverdage.
- Men i aften?
- I aften er der fødselsdagsfest,
og bagefter er der halfest,
og så skal jeg selvfølgelig drikke.
Jeg har fundet ud af, at hvis jeg
først spiser noget mad og derefter
tager mine piller, så kan jeg godt
drikke, uden at det gør ondt i
maven.
- Og dit arbejde?
- Jeg arbejder ikke i pizzeriaet
mere. Det var for stressende for
mig, der skete for meget. Men nu
har jeg søgt noget i Brugsen.
- Du har tabt dig meget?
- Men jeg spiser morgenmad!
Og nogle gange har jeg også mad
med i skole!
Pernille forklarer, at det gør
så ubeskriveligt ondt, når hun
spiser. Hun skal tage medicinen
måneden ud, og hvis den ikke
hjælper, skal hun have en kik-
- Min mor synes,
det er så synd for mig,
at jeg har mavesår,
men min far er sur.
Jeg tror, det er, fordi
han aldrig selv har
prøvet at have mavesår
og ikke ved, hvor
ondt det kan gøre.
kertundersøgelse. Inden Pernille
går ud af døren med et ønske om
en god weekend og en god fest
i aften, minder Maria hende om
sandwichen:
Vil du prøve at spise en lille
smule?
Pernille smiler. Det betyder
vist nok 'ja'.
Indberetning
Om en time skal Maria være vikar
for en 7. klasse – noget, hun gør,
så tit hun kan komme af sted med
det, for vikartimerne giver hende
et godt indtryk af, hvordan de
enkelte elever har det. Men først
skal hun skrive et udkast til en
underretning. Den skal sendes
til kommunen på mandag, hvis
ikke der sker drastiske ændringer
inden da. Det tvivler Maria på, og
har ansat eller planlægger at ansætte skolefeer.
Sanne Kastrup Olsen er i dag leder af skolefeerne
på Langeland.
Skolefeernes opgave er at give børnene hverdagshjælp
og at gøre dem i stand til at hjælpe sig
selv i krisesituationer. De ældre børn lærer for eksempel,
hvad de skal gøre, når far og mor er fulde,
når der ikke er noget mad, eller hvordan de selv
kan komme i skole. I det daglige hjælper skolefeerne
med for eksempel at huske gymnastiktøjet
Pernille, 7. klasse
derfor skriver hun den nu.
- Det drejer sig om Mette. Jeg
har kendt hende længe og blev
meget glad, da hun sidste år
begyndte at gå i skole igen efter
ikke at have været i skole i to
år. Hun er 15 år, har en udviklingsforstyrrelse
og bor sammen
med sine yngre søskende og en
mor, der arbejder om natten og er
meget presset.
Mette er en meget lukket pige,
som er svær at komme ind på livet
af, og for nylig holdt hun op med
at tage sin medicin.
En del af Marias kontakt til
sine børn foregår via facebook, og
da Maria læste på Mettes kærestes
profil, at han var flyttet hjem
til Mette og hendes mor, og at han
røg hash hver dag, tog hun fat i
Mette, der bekræftede, at det var
rigtigt nok. De sad og drak og røg
om aftenen. Og det var Mettes
mor ved at være træt af. Derfor
havde hun foreslået den 16-årige
kæreste, at han fik sig en lejlighed
i Rudkøbing og noget hjælp til at
komme ud af sit misbrug. Men
det var ikke et råd, som Mette og
kæresten syntes om. Tværtimod
var de blevet vrede på moren.
- I går kom hun så for at sige
farvel, nu vil de flytte til Jylland.
Kærestens far er HA-rocker derovre.
Hvis hun ikke møder i skole
på mandag, skal jeg indberette
det, så vi kan få hende tilbage. Og
så kan vi forhåbentlig få en ordning,
hvor jeg giver hende hendes
medicin hver dag.
Måske kommer Mette tilbage
på et tidspunkt. Måske aldrig
mere. Maria ved det ikke. Men
hun ved, at hun vil gøre alt for at
hjælpe den flygtede pige, hvis hun
dukker op på Langeland igen. Ligesom
hun vil gøre alt, hvad hun
kan, for alle sine andre fe-børn.
Børnenes navne er opdigtede,
men er redaktionen bekendt. |
eller køre børnene til fritidsaktiviteter, hvis de bor
langt ude på landet. De kan give børnene mad i
spisefrikvarteret, og de har en lille pengekasse at
tage af, hvis der for eksempel er brug for at tage
på cafe og få en kop varm kakao.
Størrelsen af denne pengekasse varierer fra
skole til skole. På Ørstedsskolen i Rudkøbing, hvor
der er plads til 1.000 børn, ligger der cirka 20.000
kroner i kassen for skoleåret 2011/12.
HUS FORBI | nr. 1 januar 2012 | 16. årgang | 19
�

Jacob
reddet af skolefeen
Jacob er i dag 19 år og takker barndommens skolefe for,
at han har fået et godt liv.
af Birgitte Svennevig
foto Søren Skarby
- Det var altid mig, det gik ud over derhjemme.
Så kort opsummerer 19-årige Jacob Skredbjerg
sin barndom. Af årsager, han stadig ikke
forstår – og heller ikke får svar på, når han i
dag spørger sin mor – var det ikke den tre år
yngre lillesøster, Connie, eller den et år ældre
storebror, Nick, der fik skæld ud og blev sendt
ind på værelset næsten hver dag efter skole.
Det var Jacob. Så kunne han sidde derinde, i
familiens øde beliggende hus, syv kilometer
fra landsbyen Longelse på Langeland, og vente
på, det blev aftensmad. Hvor han skulle sidde
stille og holde bordskik, til Nick, der kunne
sætte ufattelige mængder mad til livs, blev
færdig. Og så ind på værelset igen.
På værelset havde Jacob sine bøger og læste
mange eftermiddage væk, indtil han fik en
computer i 5. klasse, og computerspillene tog
over. Egentlig ville han gerne gå til fodbold,
men det måtte han ikke for sin mor.
- Det var underligt. Hun gad mig ikke, men
hun ville heller ikke have, at jeg gik til noget.
Hun sagde, at jeg skulle lave mine lektier, men
når jeg ikke kunne finde ud af dem, ville hun
ikke hjælpe mig.
Jacob tænker tilbage på sin far som en sød
og rar mand, der ikke gjorde forskel på de tre
børn, men han var også en stille mand, der tav
og accepterede sin kones daglige raseriudbrud
mod Jacob. Det var, som om han havde opgivet
at forhindre, at det skete.
OBS i skolen
På Jacobs skole, den lille Longelse Skole, lagde
lærerne mærke til, at Jacob ikke trivedes. Han
fulgte ikke med i matematik-timerne, han blev
mobbet af de andre børn, der sagde, at hans
hoved lignede et æg, og han sugede voksenkontakt
til sig som en svamp. Hver morgen stod
han ude foran skolen, når den åbnede klokken
06.45, havde cyklet de syv kilometer ad øde
landeveje alene, og han blev der, til skolen lukkede
klokken 17. Han ville ikke hjem.
- Det billede, vi havde af Jacob, stemte ikke
overens med det billede, hans mor tegnede.
20 | HUS FORBI | nr. 1 januar 2012 | 16. årgang
Hun kunne for eksempel ringe og fortælle, at
nu havde Jacob slået sin lillesøster, eller nu
have han stjålet fra hende. Det var slet ikke
den Jacob, vi så. Vores Jacob var en sød og
hjælpsom dreng, fortæller Maria Munk Larsen,
der var matematiklærer for Jacob i de første
år og siden blev skolefe for ham. Hun forblev
skolefe for ham resten af hans skoletid, og selv
i dag, hvor Jacob egentlig er for gammel til at
have en skolefe, har de to stadig kontakt.
- Det første, jeg husker om skolefeerne, er,
at de tog imod mig med åbne arme. Jeg blev
inviteret med på en skiferie, som de havde
samlet penge ind til, og så tog vi til Sverige.
Det var en pause fra de skældud, jeg fik derhjemme.
Mødet med skolefeen
Jacobs mor arbejdede som social- og sundhedsassistent
på et plejehjem, og hans far læste til
logistikoperatør. Pengene var små, og selvom
familien havde lidt indtægter fra 150 slagtekaniner
hjemme i stalden, var der ikke penge til
ferier. Tid var der heller ikke meget af, og Jacob
kan ikke komme i tanker om mere end to
familieudflugter fra sin barndom. Den ene gik
til Legoland, og da var de alle fem af sted. Den
anden gik til koldkrigsmuseet Langelandsfortet
i Bagenkop, 20 km syd for familiens hjem.
- Det var min far, der mente, at mig og Nick
trængte til at komme på tur. Mor var imod,
hun mente ikke, vi havde råd.
- Det billede,
vi havde af Jacob,
stemte ikke overens
med det billede,
hans mor tegnede.
Maria Munk Larsen, skolefe
I løbet af Jacobs skoletid kom han på flere
ferier arrangeret af skolefeen. Det blev blandt
andet til to ture på Blå Kors-lejre i Jylland, og
hver gang fik den lille kuede dreng en pause.
- Maria blev et frirum for mig. Når jeg var
sammen med hende, hyggede jeg mig. Nogle
gange spillede vi spil eller lavede lektier, eller
vi sad bare og snakkede efter skoletid. Det var
ikke, fordi vi lavede særligt meget, tror jeg.
Men jeg havde et sted, hvor jeg havde fred og
ikke fik skældud.
Når det brændte på for Jacob derhjemme,
kunne han altid ringe til Maria. Han har også
boet hos hende i perioder, hvor det var helt
umuligt at være hjemme. Det var for eksempel,
når hans mor ringede til skolen og sagde,
at de kunne beholde ham. At hun ikke længere
ville have ham.
- Men så fortrød hun, og så skulle jeg hjem
igen.
Spirende hævntørst
Jacob ville gerne gå til fodbold, og Maria ville
gerne hjælpe drengen med at realisere drøm-

- Min mor gad mig ikke,
men hun ville heller ikke
have, at jeg gik til noget.
Hun sagde, at jeg skulle
lave mine lektier,
men når jeg ikke kunne
finde ud af dem,
ville hun ikke hjælpe mig.
Jacob bor i dag sammen med sin forlovede i Svendborg, hvor han også går på VUC.
men. Hun skaffede penge til et par fodboldstøvler
og hjalp Jacob med at finde en fodboldklub.
Den største udfordring var dog Jacobs
mor, der ikke syntes, hendes søn skulle gå til
fodbold. Lillesøster Connie og storebror Nick
måtte godt gå til noget, men Jacob måtte ikke.
- Maria fik overtalt min mor til at give mig
lov til at gå til fodbold om søndagen, hvis jeg
arbejdede ekstra om lørdagen og for eksempel
gjorde rent og vaskede op. De lavede sådan
et skema og hængte det op. Men der gik ikke
ret lang tid, så måtte jeg ikke alligevel, husker
Jacob.
Som barn satte Jacob ikke spørgsmålstegn
ved forskelsbehandlingen, for han havde
aldrig kendt andet. Han lærte sig, at det ikke
nyttede at spørge, hvorfor han fik stuearrest,
eller hvorfor han aldrig fik det lego, han skrev
på sin ønskeseddel til jul og fødselsdag, men
altid fik tøj eller penge, og han begyndte at udvikle
sine egne måder at give igen på.
- Jeg kunne irritere hende rigtigt meget, når
jeg fik alle sikringerne i huset til at sprænge.
Og jeg nåede frem til, at hvis jeg ikke kunne
få det legetøj, jeg ønskede mig, i gave, så måtte
jeg selv skaffe mig det. Derfor har jeg nogle
gange stjålet penge fra min mor til at købe
legetøj for.
Nogen større kriminel løbebane eller misbrugsproblemer
fik Jacob aldrig.
- Han var heller ikke typen, der pjækkede
fra skole, og han ville gerne lave sine lektier,
husker Maria.
Bruddet med moderen
I takt med at Jacob blev ældre og selv kunne
råde over sin tid efter skole og begyndte at
gå i ungdomsklub i Rudkøbing, begyndte han
at tilbringe mere og mere tid hos Maria, der
boede lige ved siden af ungdomsklubben. Det
var ikke noget, hans mor brød sig om, og hun
forbød ham til sidst at have noget med skolefeen
at gøre.
- Det gjorde mig ked af det, for jeg var glad
for Maria. Hun var den eneste, jeg kunne tale
med om alt det, jeg gik og brændte inde med.
I 8. klasse fik Jacob nok og ville væk hjemmefra.
Han flyttede på institution i Svendborg,
og siden kom han aldrig hjem at bo igen. Efter
at have boet på institution i Svendborg og et
opholdsstedet i Bogense bor han i dag sammen
med sin forlovede i Svendborg. Til januar
påbegynder han en landbrugsmedhjælperuddannelse
på Dalum Landbrugsskole. Han har
stadig kontakt til Maria. |
HUS FORBI | nr. 1 januar 2012 | 16. årgang | 21

Den amerikanske drøm
gisper i ørkenen
En forladt ørkenbase fra 2. verdenskrig huser i dag
en skare af amerikanere. De er stået af forbrugerræset
– og de kristne fællesskaber i storbyerne.
22 | HUS FORBI | nr. 1 januar 2012 | 16. årgang

af Stine Dahlgren Faurholt
foto Mikkel Dahlgren Faurholt
Midt i Colorado-ørkenens bagende sol ligger
Slab City. En fristad, hvor kristne enspændere
bor side om side med misbrugere uden
indblanding fra myndighederne. Det er stedet
for dem, der har udtømt alle muligheder for
at udleve den amerikanske drøm, og for dem,
der udlever drømmen på en noget anderledes
facon.
Det er højsommer og det tidspunkt på
dagen, hvor man skal lede efter sin skygge.
At stå i ørkensolen føles som at stå under en
gigantisk hårtørrer.
Mennesker, som opholder sig i de op til 50
grader uden vand og skygge, dehydrerer og
dør herude på kort tid. Her midt i Coloradoørkenen
nord for Palm Springs i USA’s guldstat
har en gruppe mennesker slået sig ned.
Her er hverken vand eller elektricitet, men
der er masser af gratis kvadratmeter.
- De fleste, der kommer til Slab City, vil bare
være i fred, andre har alkoholproblemer, og
- De fleste, der kommer til Slab City, vil bare være i fred,
andre har alkoholproblemer, og mange er løbet tør for muligheder.
mange er løbet tør for muligheder, siger Mike
Phippen.
Han har selv boet i ørkenen i fire måneder.
Uden aircondition. Sidste år cyklede han
2000 kilometer gennem USA på en gammel
mountainbike for at komme væk fra hverdagens
rutiner og tættere på Gud. Det førte ham
til Slab City.
Himlen er loftet
40-årige Mike Phippen sidder på et overdækket
billad. Han løfter sivhatten og tørrer
sveden af panden, og så går han i gang med at
stange noget grønt og syltet op af en konservesdåse.
Han kæmper lidt for at forhindre det
16 centimer lange, røde overskæg i at vikle sig
ind i gaflen og følge med ind i munden. Som
han sidder der på ladet, ligner den hvidkalkede
amerikaner en blanding mellem en prædikant
og Steve Irwin. Naturelskeren og eventyreren,
som blev stukket ihjel af en pilrokke.
Før Mike slog sig ned i Slab City, boede han
hos Jesus People i Chicago. Men efter 23 år
var den kristne organisation begyndt at blive
rutine:
Mike Phippen
- Jeg følte, jeg var ved at stagnere, siger
Mike.
Og Jesus People er måske det tætteste han
kommer på den amerikanske drøm med eget
hus, fast job og familie.
- Jeg kan ikke lide forpligtelserne. Folk
siger, at det er den amerikanske drøm, og det
er fint, hvis det er det, de vil. For mig handler
den drøm om friheden til at gøre, hvad man
vil.
For eksempel at indrette et ’soveværelse’
bestående af en gammel sofa, lade himlen
være loftet og ørkensandet gulvet, som Mike
har valgt. Men det er svært at sove i varmen.
I Slab City sover folk med våde håndklæder
over sig. Det har Mike også overvejet. Men
indtil videre går han ned til en varm kilde tæt
ved og gør sig våd, inden han lægger sig til at
sove.
Den gamle mand og bjerget
Slab City har taget navn efter de cementfundamenter,
som står tilbage fra dengang, de
californiske ørkenkvadratmeter blev brugt til
militært træningsområde. Det var her, General
HUS FORBI | nr. 1 januar 2012 | 16. årgang | 23

- Jeg kan ikke lide forpligtelserne.
Folk siger, at det er den amerikanske drøm, og det
er fint, hvis det er det, de vil. For mig handler den
drøm om friheden til at gøre, hvad man vil.
Mike Phippen
George S. Patton trænede sine tropper til invasionen
af Nordafrika under 2. verdenskrig. Da
basen lukkede, blev nogle militærfolk boende,
og andre flyttede til.
En af dem var den 80-årige folkekunstner
Leonard Knight. Manden bag Salvation
Mountain, et 15 meter højt bjerg af skrald ved
indgangen til Slab City.
En dag i 1967, hvor han trængte til at få
lidt luft og fred for sin duracelprædikant af
en søster, gik han udenfor på sin veranda. Her
kom Gud til ham direkte. Og siden har Leonard
Knights liv været dedikeret til at formidle det
budskab, der står skrevet overalt på Salvation
Mountain: 'Åbn dit hjerte for Gud, og angr
dine synder, så bliver du frelst'.
Begyndelsen var svær. Kirkens mænd ville
ikke hjælpe Leonard. De mente ikke, at budskabet
var så enkelt. Så en dag tog han ud til
Slab City og prøvede at opsende en ballon med
budskabet. Men den kom aldrig op at flyve. I
stedet begyndte han at bygge et lille monument
i ørkensandet bestående af cement og
maling, senere skrald og sand. Monumentet er
han aldrig blevet helt færdig med, selvom han
har arbejdet på det i 27 år. Det meste af tiden
alene. Donationer fra besøgende har hjulpet
ham med at fortsætte.
24 | HUS FORBI | nr. 1 januar 2012 | 16. årgang
I dag er farveeksplosionen i ørkenen,
Salvation Mountain, en destination i Lonely
Planet. Og Sean Penn har Leonard og Salvation
Mountain med i sin film Into the Wild.
På grund af alderen og varmen er 80-årige
Leonard Knight ikke i ørkenen så tit længere.
Så nu bor Mike ved bjerget og hjælper Leonard.
Maler lidt, når der er behov, og tager
imod gæster.
Ørkenkunst og ørkensølv
Metallet på de trailere, der er den hyppigste
boform herude, glimter i ørkenlandskabet bag
Salvation Mountain. De ligger spredt omkring
byens midte med en tavle med beskeder
til ørkenfolket og en trækirke, som med sin
lyseblå farve ser nærmest æterisk ud. En fyr,
som Mike kender som ’Builder’, har bygget en
scene tæt ved. Her afholdes open mike hver
lørdag og beboermøde en gang om ugen.
I nærheden af scenen står det, der ligner
rekvisitter til en Mad Max-film. En slabber har
pyntet to biler med gamle dukker, kapsler og
andet skrald.
Mike hører til blandt de mere ressourcestærke
slabbers, og egentlig er det hans
ambition at rejse. Han har planer om at tage til
Colorado og bo hos sine forældre en periode for
at tjene nogle penge til en båd og så bare sejle.
Alene. Men ikke lige nu.
- Så længe Leonard har brug for min hjælp,
bliver jeg her, siger han.
På gennemrejse
Op ad eftermiddagen pisker en rusten ladvogn
sandet op ved Salvation Mountain.
Føreren har et stort skæg og et pagelangt
hår og ligner et forhutlet blomsterbarn. Fra
ladet kommer af og til høje skrål. Chaufføren
fortæller lavt og lidt undskyldende:
- De er druggies.

- Han fortæller, at han har
været hjemløs det meste af
sit liv, men også at han er
veganer igennem 28 år, og
at han hverken drikker alkohol
eller ryger cigaretter.
Mike Phippen om Stephen Hughes
Han samlede gruppen op i Texas, og nu har
de planer om at slå sig ned i den gratis trailerby
i ørkenen. Chaufføren har under køreturen
snakket med Stephen Hughes, der er en af
dem.
- Han fortæller, at han har været hjemløs
det meste af sit liv, men også at han er veganer
igennem 28 år, og at han hverken drikker alkohol
eller ryger cigaretter. Stephen vil gerne
selv fortælle:
- Jeg er ikke down and out. Jeg valgte at
forsage materialismen, siger han.
Det valg traf han allerede, da han som 21-
årig flyttede fra familien, skolen og vennerne
i en forstad til Los Angeles til Hawaii for at
arbejde gratis på en økologisk farm. Siden han
stoppede på farmen, har han været hjemløs.
Stephen vil ikke have taget et foto af sig
selv, for som han siger:
- Jeg synes aldrig, jeg ligner mig selv, og
et billede fortæller ikke, hvem man er som
person. Han drømmer om at anskaffe sig noget
jord og lave et økologisk landbrugsfællesskab,
fortæller han, inden Mike stiger ind på forsædet
af bilen. Mike vil vise Stephen og de andre
deres nye hjem i ørkenen. |
HUS FORBI | nr. 1 januar 2012 | 16. årgang | 25

26 | HUS FORBI | nr. 1 januar 2012 | 16. årgang

forebyggende indsats for hjemløshed blandt unge
af Helle Horskjær Hansen
foto Claus Sjødin
Hun vifter sit blonde hår væk. Det er ikke
hendes naturlige hårfarve. Det har fået en dosis
afbleger. Det meste af håret er skjult under
militærkasketten. ’U smell like Jesus’, står der
på den. Hun vil gerne provokere, siger hun.
Da hun var yngre, var hun en stille pige.
Gjorde som der blev sagt, ville gøre alle tilfredse
og ikke skille sig ud. I dag er det modsat.
Hun har selv sat nitter på sin sorte læderjakke,
tøjet er mørkt, øjnene trukket i sort, og
ansigtet er piercet. Fem steder.
- Jeg vil ikke rigtigt kaldes noget, men det,
der kommer tættest på, er vel punker, siger
Laura og stiller øllen, der kun er et par slurke
gammel.
Hun sætter sig til rette på bænken i Mølleparken
i Aarhus. Det er her, hun helst vil
mødes. Her, hun hver dag hænger ud med sine
venner, og her, hun føler sig hjemme. For det
er rigtigt længe siden, hun har haft kontakt til
den følelse.
- Jeg blev mobbet i folkeskolen. Jeg var den
stille pige og et nemt offer. Jeg havde ingen
venner, og jeg følte mig så ensom, fortæller
Laura, der traskede hjem fra skole i to år med
tårer ned af kinderne.
Familieterapeuten
Hendes blå øjne bliver blanke. Hun vil ikke
Fra
strejfer
til studerende
For to år siden flyttede 22-årige Laura Ager-
gaard Mikkelsen til Aarhus. Kort tid efter står
hun uden tag over hovedet og med en ADHD-diagnose.
En særlig Ungeindsats i Aarhus forsøger at hindre unge i
sociale vanskeligheder i at blive hjemløse – men den øvelse er ikke let.
snakke om det. Ikke hvis hun kan undgå det.
Det var en tid, hvor hendes selvtillid blev banket
godt og grundigt i jorden.
Hjemme gik det ikke bedre. Laura var ked
af det og smed med tingene, hvis noget gik
hende imod.
- Mine forældre ville have, at vi skulle i
familieterapi, fortæller hun.
Terapeuten kan hurtigt se, at det ikke er
forholdet mellem Laura og hendes forældre,
der er galt, men Laura, der bokser med psykiske
problemer.
- Vi fik at vide, at jeg havde en depression,
og så fik jeg medicin. Den hjalp da også lidt på
depressionen, og jeg var ikke helt så aggressiv.
Men jeg kunne godt mærke, at alt ikke var,
som det skulle være. Mine karakterer faldt, jeg
pjækkede meget og kunne ikke koncentrere
mig, siger Laura.
ADHD-diagnosen
Laura føler ikke, at hun har overskud til hverdagen.
Simple ting som at stå op, gå i bad og
tage tøj på magter hun ikke. Hun vil allerhelst
ligge i sengen. Alligevel får hun gennemført
10. klasse, og hun er også optimistisk, da hun
skal begynde i gymnasiet.
- Jeg glædede mig til at komme i gang, men
det gik ikke. Jeg gik der ikke mere end et par
uger. Jeg kunne slet ikke overskue det, fortæller
hun.
Da Laura droppede ud af gymnasiet, kom-
mer hun på kontanthjælp og flytter sammen
med sin kæreste i en lejlighed på Djursland,
hvor Laura også er vokset op. Men dagene går
med at ligge på sofaen og se fjernsyn.
- Til sidst gad jeg ikke mere, så jeg besluttede
mig for at flytte.
Aarhus trækker, og Laura siger ja med det
samme, da en veninde spørger, om de skal
flytte i lejlighed sammen.
- Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle lave i
Aarhus, for jeg havde ingen uddannelse eller
noget arbejde. Jeg tænkte, det måtte jeg finde
ud af hen ad vejen.
Laura forsøger sig med nogle forskellige
kurser, men hver gang er historien den samme.
De andre kursister ser ikke Laura mere end et
par gange, så er hun sprunget fra.
Samtidig begynder hendes psykolog at
undre sig over, at depressionen stadig plager
hende med nærmest uændret styrke. Hun
sender Laura til psykiater.
- De finder hurtigt ud af, at jeg har ADHD,
og det forklarer jo lige pludseligt en masse. Jeg
får også ny medicin, der hjælper mig meget
bedre, fortæller Laura.
Særlig hjemløseindsats for unge
I mellemtiden er Laura begyndt at komme i
Mølleparken. Her mødes hun med andre unge.
Hænger ud, drikker øl, snakker og får timerne
til at gå.
- Jeg blev hurtigt en del af fællesskabet i
HUS FORBI | nr. 1 januar 2012 | 16. årgang | 27
�

Mølleparken. Her følte jeg, at jeg hørte til.
Det er også de nye venner i Mølleparken,
der låner Laura en sofa, da hendes lejemål
bliver opsagt, og hun pludseligt står uden tag
over hovedet.
- Jeg blev hjemløs. Men jeg ville ikke på
herberg. Der er simpelthen for mange dårlige
typer. Narkomaner og sådan. Jeg tror ikke, det
er noget godt miljø at komme i nærheden af,
når man er ung.
Derfor sover hun i en periode på skift hos
sine venner.
En dag kommer Laura i kontakt med Ungeindsatsen,
som er en del af Aarhus Kommunes
hjemløseplan, der råder over otte delelejligheder,
hvor de unge kan bo i en periode. Laura
bliver tilbudt en af lejlighederne.
- Jeg følte mig simpelthen så heldig, for det
var lige, hvad jeg havde brug for, siger hun.
Flere af vennerne fra Mølleparken bor der
også. Det har Laura det godt med.
Ud over tag over hovedet bliver de unge
også tilbudt en personlig vejleder, der kan
støtte og rådgive dem, når de skal manøvrere
rundt i systemet.
- Det betyder meget for mig, at jeg ikke
skal klare det hele selv, for det magter jeg
ikke. Jeg er rigtig glad for min lejlighed. Jeg
har haft den i et år. På et tidspunkt vil jeg
gerne videre, men det skal først være, når det
rigtige tilbud kommer. Jeg vil gerne bo i et bofællesskab,
hvor der er mulighed for støtte. Det
28 | HUS FORBI | nr. 1 januar 2012 | 16. årgang
’Må indrømme, at jeg ikke har
været i skole i over tre uger,
og nok er smidt ud nu.
Ved ikke, om I stadig kan
bruge min historie.
Hvis ikke, så er det okay,
og jeg undskylder for spild af
jeres tid.’
har jeg brug for i min hverdag, fortæller hun.
Laura kigger op.
En ung fyr kommer imod hende. Hun bliver
siddende på bænken. Hans tøjstil ligner Lauras.
Mørkt på mørkt. Han giver hende et knus.
- Vi ses senere, siger han. Laura nikker og
smiler.
- Hej, hej, siger hun.
Hun fortæller, at når slænget er allerflest, er
de omkring 30-40 stykker. Hendes venner. De
betyder meget for hende. Og hun ser de fleste
af dem hver dag, når de mødes i parken.
- Jeg har stadig kontakt til min familie, men
det er mine venner, jeg er mest sammen med.
Mine forældre bor på Djursland, så det er ikke
tit, vi ses, men de kommer ind og hjælper mig
med at rydde op i lejligheden engang imellem,
fortæller hun.
Studiet og fremtiden
Da sommerferien sluttede, begyndte hun at
læse engelsk på VUC.
- Kommunens ungeindsats har virkelig
støttet mig her. Jeg har ikke gennemført noget
efter folkeskolen, men efter jeg fik min ADHD-
diagnose, ved jeg jo hvorfor. Før jeg begyndte
på VUC, kom jeg på et kursus for unge med
psykiske problemer, som skulle gøre mig skoleklar,
forklarer Laura.
Og hun føler sig skoleklar. Hun har fået ro
på sit liv og tilpasset sin medicin.
- Jeg går i skole to timer to dage om ugen og
Lauras sms til journalisten
hver anden fredag. Og jeg synes, det går rigtigt
fint. Både med at følge med og få lavet lektier.
Fremtiden tænker hun ikke så meget over.
- Før lå jeg jo bare for mig selv og så tv
hele dagen. Nu har jeg venner, en bolig, og
jeg er i gang med at læse. Selvfølgelig ville jeg
da gerne være i gang med en videregående
uddannelse, men det er ikke realistisk i min
situation. Jeg er på vej, og jeg synes, jeg er
kommet ok fremad, siger hun.
Hun rejser sig. Tager øllen i hånden og går
tilbage til slænget. De venter på hende.
EN MÅNED SENERE
Laura bliver tavs
Som altid, når Hus Forbi er i marken, er det
kutyme, at kilderne får mulighed for at se
historien, før avisen går i trykken. Men trods
ihærdige forsøg reagerer Laura ikke på vores
henvendelser. Vi vælger derfor ikke at trykke
historien. Og der skal gå godt en måned efter
interviewet, før der er livstegn fra hende. Den
kommer i form af en sms:
’Må indrømme, at jeg ikke har været i skole
i over tre uger og nok er smidt ud nu. Ved ikke,
om I stadig kan bruge min historie. Hvis ikke,
så er det okay, og jeg undskylder for spild af
jeres tid.’
Laura har samlet sig mod til at fortælle,
hvorfor hun er droppet ud. Og det vil hun
gerne gøre på den samme bænk i Mølleparken,

hvor hun sidst fortalte om, at hun var begyndt
at læse engelsk på VUC.
Laura stikker hånden frem og hilser. Hun
smiler.
- Ja, så er vi her igen, siger hun, mens hendes
sorte militærstøvler går hen mod bænken.
Laura har taget strikvanter på. En grå og
en sort. Tommelfingeren stritter ud af den ene
vante. Der er kommet en piercing mere til. Nu
lyser en lille neonstick hagen op. Ørerne er
dekoreret fra øverst til nederst.
- Mit fravær var alt for stort, så jeg blev
kaldt til møde med studievejlederen, men det
møde kom jeg ikke til, og så har jeg ikke været
på skolen siden, fortæller hun.
En måned uden medicin
Pludseligt svigter overskuddet, og det er alt for
svært at komme ud af sengen om morgenen og
få tøj på.
- Jeg begyndte at komme færre og færre
gange, og til sidst så kom jeg så slet ikke.
På det tidspunkt tager Laura heller ikke sin
ADHD-medicin. Medicin, som blandt andet
gør, at Laura kan overskue hverdagen og koncentrere
sig om skolen.
- Jeg løb tør for medicin, og jeg fik ikke
hentet den nye sending. Jeg sagde hele tiden, i
dag skal jeg hente min medicin, men jeg fik det
ikke gjort, fortæller hun.
Laura får først hentet sin medicin, da hun
fortæller sin bostøtte (kontaktperson fra
ungeindsatsen, red.), at hun ikke har taget sin
medicin i over en måned.
- Min bostøtte tog min recept og mig i hånden,
og sammen gik vi på apoteket for at hente
den, siger Laura.
Der går et par uger inden medicinen virker
for Laura, og på det tidspunkt synes hun, at
hun er for langt bagud på studiet.
- Jeg kunne mærke, at det var for sent.
- Jeg vil gerne have nogle
værktøjer, så jeg bedre kan
overskue hverdagen.
Komme op om morgenen,
få tøj på, møde op til undervisning
og få lavet mine lektier.
Så Laura er tilbage på bænken med vennerne
i Mølleparken.
- Jeg føler lidt, det er et nederlag, men nok
mest i forhold til mine forældre. De var ikke
glade, da de hørte, jeg var droppet ud. De
prøver at støtte mig, men de er skuffede over,
at jeg ikke magtede det. De vil mig jo bare det
bedste.
Forventningspres
Lauras forældre vil gerne have, at hun har
noget at lave i hverdagen. Og det ’noget at
lave’ er ikke lig med at hænge ud med vennerne
rundt omkring i de aarhusianske parker
og gader.
Det vil Laura også, og det er da også derfor,
hun begynder at studere i første omgang.
- Jeg vil jo gerne have en HF, så jeg kan
komme videre og få et ordentligt arbejde og et
lidt mere roligt liv.
Men hun ved godt, at det bliver en udfordring
for hende.
- Det var ikke, fordi jeg forventede, at jeg
kunne gennemføre det. Det var en chance, og
jeg var åbenbart ikke klar.
Det er ikke mere end halvandet år siden,
Laura fik diagnosen ADHD, så hun skal lære at
håndtere hverdagen med sin psykiske lidelse.
- Selvom man prøver, er det ikke sikkert, at
det går, som man håber, siger hun og fortsætter:
- Jeg vil gerne have nogle værktøjer, så jeg
bedre kan overskue hverdagen. Komme op om
morgenen, få tøj på, møde op til undervisning
og få lavet mine lektier, siger Laura, der dog
ikke har opgivet tanken om at studere igen.
- Det gik galt denne gang, men det betyder
ikke, at jeg ikke kan holde humøret oppe og
sige, at jeg prøver igen efter sommerferien. |
HUS FORBI | nr. 1 januar 2012 | 16. årgang | 29

off
Line
om du løser alle eller
én opgave, gør ingen forskel.
alle rigtige
besvarelser deltager
i lodtrækningen om
2x2 boggaver - fra
vores helt egen verden.
dusaduKu – Her bestemmer du selv sværhedsgraden...
X-ord er kreeret af anne Jensen.
Karsten fatum og søren franck har lavet dusaduKu.
30 | HUS FORBI | nr. 1 januar 2012 | 16. årgang
Løsning på X-ord:
gæt udtrykket i midten.
Vil du vinde
SEND LØSNINGER TIL:
Hus Forbi, Bragesgade 10 B, 2200 Kbh. N
senest 5. februar 2012.
Mrk. kuverten 'OFFLINE'
Navn _________________________________________
Adresse ______________________________________
Postnr ____ By ________________________________
vinderne får direkte besked og
offentliggøres på www.husforbi.dk

Kate Louise og Camilla Kunckel ventede forgæves på hjemløse gæster i Mølleparken.
juhhuuul’
af Helle Horskjær og Maria Hviid
foto Lars Ertner og Claus Sjødin
’Bare det var jul hver dag.’ Sådan
kunne man fristes til at sige, i hvert
fald hvis man er hjemløs. For der var
rift om de hjemløse i december. Det
mærkede en gruppe pædagogstuderende
i Aarhus, da de havde omdannet
Mølleparken til julestue for hjemløse.
De studerende stod i kø for at hjælpe,
mens de hjemløse var til socialt udsattes
årlige julefrokost et andet sted.
Bordet bugnede med sandwich,
kaffe og kage, og ved siden af stod
sorte sække med varmt tøj og tæpper
til byens hjemløse. I forbindelse med
projektet ’Giv en gave’ havde 12 pædagogstuderende
inviteret byens hjemløse
til en kop kaffe og en bid brød.
- Vores gave går til hjemløse, fordi
vi ønsker at sætte fokus på en samfundsgruppe,
der især har hårde vilkår
i vinterperioden. Derfor inviterer
vi Hus Forbi-sælgerne og alle brugere
på varmestuerne rundt om i byen til
gratis kage og kaffe. Vi synes, det er
dem, der har mest brug for hjælp i
Det er første gang, René er med til julefrokosten
på DFDS-færgen, og så var han endda
ved at misse turen! René kom for sent op,
men en kvik medarbejder fra bofællesskabet
på Mændenes Hjem skaffede René en taxa.
denne her kolde tid, siger Kate Louise
Haugen Wood.
De få, der kom forbi, fik fyldt posen
med tøj og en madpakke med på vejen.
- Det er sgu dejligt, at der er noget
gratis. Jeg fik sandwich, kager og lidt
tøj, fortæller Johanne.
Sammen med sin ven Alfred er hun
gået i Mølleparken for at besøge de
studerendes julestue.
- Vi har fået at vide, at det er et godt
initiativ, men vi havde da håbet på, at
der ville komme en masse hjemløse.
Vi har allerede snakket om, at der nok
bliver lavet en masse initiativer for
målgruppen her i denne måned, så derfor
kunne det også være megafedt at
lave noget for hjemløse om sommeren,
eksempelvis et grillarrangement, siger
Kate Louise Haugen Wood.
Samarbejde gav pote
Halvdelen af landets hjemløse findes i
København, så måske var det ikke så
underligt, at julefrokosten, arrangeret
af DFDS Seaways i samarbejde med
Missionen blandt Hjemløse, trak cirka
190 af byens hjemløse om bord på
Oslobåden med navnet Scandinavian
Pearl. De hjemløse blev samlet op på
byens herberger og væresteder og blev
kørt i busser ud til færgen. Buschaufførerne
gav en lille guidet tur på vejen
derud, og alle nåede frem til arrangementets
start kl. 11.
Da man trådte ind i færgens restaurant,
fornemmede man straks duften
af julemad akkompagneret af julemusik
i baggrunden fra DFDS’ eget band.
Det var et herligt syn, der mødte alle.
En kæmpe buffet bestående af alverdens
julespecialiteter fyldte halvdelen
af lokalet. Denne buffet var nøjagtig
magen til den, der serveres for fær-
Personalet på DFDS-færgen havde samlet 10.000 kroner ind til
præmier og gaver, så alle fik noget med sig hjem – ud over ’mavepine’.
gens betalende gæster: 'For de
hjemløse skal jo ikke spises af
med en andenrangsbuffet', lød
udtalelsen fra en tjener.
Alle medarbejdere arbejdede
gratis på dagen, og flere var
mødt ind på deres fridag for at
være med til at glæde dagens
gæster. I midten af lokalet var
det stillet et enormt gavebord
op. Det var præmierne til
dagens lodtrækning, som alle
ventede spændt på. Gaverne
var delvist fra sponsorer,
delvist gaver, der var købt ind
af personalet specielt til denne
dag. Personalet havde lavet en
intern indsamling til dagen ,
som nåede op på små 10.000
kroner. |
Frivillige medarbejdere søges
i København
søger frivillige til vagter dag, aften og nat
VI FORVENTER
At du kan
• lytte frem for at tale
• spørge frem for at svare
• være til stede frem for at lede efter løsninger
• tage minimum tre vagter om måneden,
heraf mindst én nattevagt
• deltage i supervision det første år
At du er medlem af folkekirken
VI TILBYDER
• Glæden ved at være til gavn for andre
• Mulighed for at blive klogere på andres og eget liv
• Spændende og lærerige weekendkurser
• Et hyggeligt og rart miljø på Nikolaj Plads
i hjertet af København
• Støtte og supervision
Yderligere oplysninger:
Korshærspræst Olav Poulsen. Tlf. 33 14 81 07
eller www.sctnicolaitjenesten.dk
Send ansøgning til Sct. Nicolai Tjenesten, Nikolaj Plads 15,
1067 København K. sctnicolai-tjenesten@kirkenskorshaer.dk
Sct. Nicolai Tjenesten er oprettet i 1957 som Danmarks første telefontjeneste.
Arbejdet er en del af Kirkens Korshærs arbejde.
HUS FORBI | nr. 1 januar 2012 | 16. årgang | 31

3
spørgsmål
hvad fik du at spise i går?
- Ikke noget, for jeg var så fyldt op af det, jeg fik at
spise hos min søster dagen inden. Hun havde kogt en
hamburgerryg og lavet stuvet spinat, og jeg lavede
brunede kartofler.
hvad skal der til,
for at din situation bliver bedre?
- Det er egentlig ikke svært at formulere: Jeg skal
bare stoppe med at drikke. Beslutningen er der, men
det gør så ondt i sjælen at komme ud af det. Jeg har
prøvet flere gange. Pludselig sidder man klokken fire
om natten og ryster.
hvad betyder mest for dig i dit liv?
- Jeg elsker slanger og har haft to kongeboaer og en
dumeril boa. Jeg kommer tit i Zoo City i Rødovre og
kigger på slanger. Det er et genialt dyr, der kan kravle
i træer og kan have en gevaldig hastighed på jorden.
32 | HUS FORBI | nr. 1 januar 2012 | 16. årgang
sælger nr. 909
Benny Michael jørgensen
| ny hus forbi-sælger |
af Birgitte Ellemann Höegh
foto Holger Erik Henriksen
- Jeg har altid været en eremitkrebs, der boede inde i et sneglehus og
kun kom ud, når jeg skulle jage. Men nu er jeg begyndt at gå rundt på
gaden og sælge aviser, og jeg føler faktisk, at jeg er kommet ud af min
skal, fortæller Benny Michael Jørgensen.
Tre uger tidligere er Benny Michael Jørgensen begyndt at sælge Hus
Forbi. Det foregår på Frederikssundsvej – umiddelbart efter Brønshøj
Torv foran Netto eller Super Brugsen – og det har på mange måder gjort
Benny til en gladere mand.
- I søndags tog jeg en tur ud til min søster i Skibby, og vi fortalte
vittigheder, grinede og havde det rart og sjovt sammen – og det tror
jeg, jeg kan, fordi jeg er begyndt at komme ud blandt andre mennesker,
fortæller han.
Benny Michael Jørgensen startede med at sælge aviser, fordi pengene
var sluppet op – brugt på øl.
- Jeg kom i tanker om, at jeg havde snakket med en af beboerne fra
Hørhuset (et midlertidigt botilbud til hjemløse, red.), som jeg også har
boet på. Han sagde, at jeg skulle tage mig sammen, gå ud og sælge Hus
Forbi og tjene nogle penge. Så da jeg stod uden en krone på lommen,
spolede jeg tilbage i arkiverne og kom til at tænke på ham, siger Benny
Michael Jørgensen.
For et halvt år siden blev Benny Michael Jørgensen smidt ud af Hørhuset,
hvor han havde et værelse.
- De sagde, at jeg skulle tage antabus, og at det var for mit eget bedste
– men jeg tror slet ikke, at det var derfor – nærmere fordi jeg havde
snakket med en masse mennesker, der var involveret i stedet,og havde
en masse informationer, og så var jeg blevet farlig. Jeg ville ikke på
antabus, så jeg fik tre dages varsel til at pakke mine ting, fortæller han.
I månederne efter boede han i et lille telt, som han kunne klappe
sammen og have med sig rundt på gaden. En dag han tog chancen og lod
det stå, mens han var ude og købe en pakke cigaretter, havde der været
nogle mennesker forbi og splittet det hele ad. Siden da har han sovet på
sofaen hos sin storebror.
- Han bor der alene, og når han er hos sin kæreste, får jeg bare nøglen,
men jeg vil gerne have mit eget sted igen. Jeg kommer hos Bisserne
på Kofoed Skole, for jeg har ikke den bedste tandpleje, og de foreslog, at
jeg skulle snakke med en socialrådgiver, fordi de ikke syntes, jeg skulle
rende rundt på gaden og være ensom. I morgen skal jeg til en visitationssamtale
hos KFUM, og så kan det være, at jeg får et lille værelse –
men det er jo kun en samtale, siger Benny Michael Jørgensen.
Benny Michael Jørgensen er oprindeligt uddannet automekaniker og
har blandt andet været chefmekaniker i Farum med to lærlinge under
sig, som måtte finde sig i en fordrukken chef, fortæller han.
For Benny Michael Jørgensen har haft et alkoholmisbrug gennem
27 år og har indtil 2009 været en hel del i arbejde – blandt andet også
som chauffør og kartonagearbejder på en fabrik. Men det har et langt
stykke hen ad vejen været alkoholen, der styrede hans liv – også mens
han arbejdede. Tilbage i 2009 afsonede han en seksmåneders dom, som
han fik for ti forskellige forhold – blandt andet spirituskørsel.
- Jeg har aldrig været byens bedste barn, og derfor havner jeg mange
gange dér, hvor jeg gør. Det har jeg kun én at takke for – og det er mig
selv. Men så må man sgu stoppe fire fingre op bag i og løfte sig til et andet
sted – og det gør jeg blandt andet ved at sælge Hus Forbi og komme
ud og snakke med nogle mennesker. |
Hver måned spørger vi en nystartet sælger, hvad der fik ham/hende i
gang med at sælge Hus Forbi. Hus Forbi har 744 sælgere spredt ud over
hele Danmark. En tredjedel af dem i Københavnsområdet.