273 døde af stoffer 20 kroner om ugen - Hus Forbi

h u s fo r bi

nr. 1 januar 2012 16. årgang | pris 20 kr. | 8 kr. går til sælgeren | køb af sælgere med synligt id-kort

ung med adhd

Laura

slås

for livet

afhængighedens danmark

273 døde

af stoffer

kostbudget

20 kroner

om ugen

Køb Kun

avisen

af sæLgere

med

synLigt id

Hus forbi må iKKe sæLges i togene

h u s fo r bi

REDAKTION

ANSVARSHAVENDE REDAKTØR

Ole Skou

ole@husforbi.dk

REDAKTØR-VIKAR

Thomas Hye-Knudsen

thomas@husforbi.dk

FORSIDEFOTO

Holger E. Henriksen

KORREKTUR

Bro Kommunikation A/S

LAYOUT

salomet grafik

KONTAKT REDAKTIONEN

tlf. 5240 9069, redaktion@husforbi.dk

SALGSAFDELING

JYLLAND/FYN: Jimmy Rohde, tlf. 5133 8128,

jimmy@husforbi.dk

SJÆLLAND/ØERNE: Morten Munk Hansen,

tlf. 8161 6689, morten@husforbi.dk

SÆLGERKONTAKT

tlf. 5133 8128

ADMINISTRATION

Rasmus Wexøe Kristensen, sekretariatsleder,

5240 9049, rasmus@husforbi.dk

Ole Skou, formand, tlf. 4073 3537, ole@husforbi.dk

Ruth Kristoffersen, bogholder, 5240 9089,

ruth@husforbi.dk

UDGIVER

Foreningen Hus Forbi

Bragesgade 10 B, stuen, 2200 København N

Tlf. 8993 7471, www.husforbi.dk

DISTRIBUTION

Boformer for hjemløse, varmestuer, medborgerhuse m.m. kan fungere

som distributør for Hus Forbi – dvs. være udleveringssted af avisen til

sælgerne.

Kontakt os på: tlf. 5133 8128

(se listen af distributører på www.husforbi.dk).

ABONNEMENT

STANDARDABONNEMENT: 465 kroner

(12 numre om året – inklusive moms, porto og gebyr).

STØTTEABONNEMENT: 665 kroner

Henvendelser om abonnement på tlf. 7026 7006 eller dorte@notat.dk

BIDRAG

Hvis du vil give et bidrag til Hus Forbi, kan du sætte beløbet ind

på kontonummer (9541)60028842. Mærk indbetalingen ’bidrag’.

TRYK Dansk Avistryk

OPLAG 85.000

LÆSERTAL 402.000 (4. kvartal 2010 & 1. kvartal 2011)

ifølge Index Danmark/Gallup

ANTAL REGISTREDE SÆLGERE 964

ISSN 1397-3282

Næste nummer udkommer den 1. februar 2012

OM HUS FORBI Hus Forbi udkom første gang i 1996 og sælges af

hjemløse og tidligere hjemløse eller andre socialt udsatte mennesker.

Avisen sætter fokus på udsatte mennesker og fattigdomsproblemer.

Formålet er at nedbryde fordomme om marginaliserede grupper både

via indholdet af Hus Forbi og i mødet med sælgeren. Hus Forbis sælgere

er alle udstyret med et id-kort udstedt af Hus Forbis sekretariat. Salget af

Hus Forbi fungerer for sælgerne som et alternativ til tiggeri og eventuel

kriminalitet. Indholdet i Hus Forbi produceres primært af professionelle

freelancere, fotografer og illustratorer. Hus Forbi er medlem af det internationale

netværk af gadeaviser, INSP.

vi støtter Hus forbi

vil du også støtte Hus forbi?

2 | HUS FORBI | nr. 1 januar 2012 | 16. årgang

| leder |

Godt eller skidt nytår

Det tegner til at blive et godt nyt år for Hus Forbi. Det har I som købere og

læsere en meget stor andel i. Det vil vi gerne sige jer tusind tak for.

I løbet af 2012 vil Hus Forbi formentlig nå en helt uhørt og magisk

milepæl. I 2012 vil vi nemlig kunne udstede sælger-kort nummer 1000.

Og måske vil vi, når året er omme, nå endnu en magisk grænse, nemlig at

runde én million solgte aviser på ét år. Som socialt projekt uden offentlig

støtte, drevet som socialøkonomisk virksomhed, er det svært ikke at se Hus

Forbi som en succes.

Men forsøger man at smage eller tygge lidt på succesen kan man pludselig

mærke en lille bismag af noget, som ikke er helt godt – eller nærmest

skidt.

For er succesen i virkeligheden ikke bare et udtryk for, at der er noget

galt i Danmark, når et stigende antal mennesker ser Hus Forbi som sidste

økonomiske udvej, hvis de skal forsøge at klare dagen og vejen? At der er

noget galt i Danmark, når også velfungerende mennesker må opgive deres

bolig, fordi de ikke har råd til at betale deres faste udgifter? Når mennesker

frasiger sig al offentlig hjælp, fordi de ikke kan leve op til rådighedsreglerne

på jobcentrene, der reelt administrerer udbetalingen af kontanthjælpen?

Når det tilsyneladende stadig er til politisk diskussion, om vi har fattigdom

i Danmark? Når andelen af unge hjemløse er stigende? Når hjemløse ikke

længere kan opsøge herberger og være sikre på at få deres egen seng at sove

i, men må ligge i bunker på gulvet på løse madrasser – hvis der er plads?

Måske er Hus Forbi blot et udtryk for både noget godt og skidt. Én ting står

imidlertid lysende klart:

For de snart 1000 sælgere er Hus Forbi også et arbejdsfællesskab, hvor

sælgerne trods helt personlige udfordringer og problemer også er kolleger.

Arbejdet som sælger er selvstændigt, og den enkelte bestemmer selv, hvor

meget arbejdet fylder i hverdagen. De bliver ikke målt og vejet. De skal ikke

melde sig syge eller præstere et bestemt salg for at være velkomne. Frem for

alt, så er Hus Forbi en mulighed for ikke at være usynlig, alene eller ensom

– og få en plads i livet og i gadebilledet – sammen med os andre. Uden at

skamme sig.

Som købere er I i virkeligheden sælgernes arbejdsgivere. I ringer, når

’jeres’ sælger ikke står på sin vante plads foran Brugsen. I kender hans navn

og husker hans fødselsdag. Og det er jer og jeres måde at være på, som i

sidste ende er med til at sikre, at også hjemløse og udsatte mennesker kan

få en følelse af, at nogen har brug for dem. Så måske er I som købere i virkeligheden

Hus Forbis succes.

Tak til alle jer. Håber, I også vil være der i det nye år. For så bliver det trods

alt et GODT NYTÅR!

Kærlig hilsen

Alle os i Hus Forbi

Det koster 5.000 kroner om året at få sit firmalogo her på siden. Send en mail til redaktion@husforbi.dk

v/Annemette Lyngh

| indhold |

6-12

4

16

26

30

32

Grænser for fattigdom

alt, hvad jeg ejer

Fra strejfer til studerende

x-ord og dusaduku

ny hus forbi-sælger

Liv eller død

Hvert år dør knapt 300

mennesker i Danmark,

fordi de er narkomaner

og befinder sig i bunden

af et misbrugs- og

afhængighedshierarki, der

domineres af mennesker,

der bruger alkohol, kokain

og hash for at overkomme

dagligdagens udfordringer.

Hus Forbi påbegynder

i 2012 en serie, der afdækker

danskernes trang

til at stimulere nerverne.

22

18 14

En engel

i skolegården

Flere kommuner vælger

at hjemtage udsatte

børn fra dyre specialskoler

og unge-institutioner.

På Langeland har man

i ti år brugt såkaldte

skolefeer, der forsøger

at fastholde de unge i

de kommunale skoler

og hjælpe børnene med

en voksenrelation, som

nogle forældre ikke

magter.

Velkommen til

Slab City

En forladt ørkenbase fra

2. verdenskrig i Colorado

huser i dag en skare

af amerikanere, der

ikke kan realisere ’The

American Dream’. De er

stået af forbrugerræset

– og de kristne fællesskaber

i storbyerne.

De udlever deres tro

og frihedsidealer under

åben himmel.

28 måltider

for en 20’er

En lille latte på tilbud

på tankstationen, et

nummer af Hus Forbi

– eller penge nok til at

sikre mad på bordet for

en familie på fire i en

hel uge. Hus Forbi

undersøger, hvor langt

man kan komme for

20 kroner.

I dette nummer besøger

vi Mumbai i Indien.

| et billede fra gaden | foto Holger Erik Henriksen

Hus forbi mødte Liv, Oscar og Bertram på henholdsvis syv, fem og ni år. Vi spurgte dem, hvad det

bedste og det værste var ved Hus Forbi. De kunne ikke komme på ’det værste’, men de tre søskende er

enige om, at det bedste er at lege med sælgernes hunde.

HUS FORBI | nr. 1 januar 2012 | 16. årgang | 3

foto scanpix


Grænser for fattigdom

Måler vi som resten af den vestlige verden, er der næsten

en kvart million fattige i Danmark. Men det gør vi ikke, så nu har

vi ikke nogen. I kølvandet på ’Carina’-debatten efterlyser forskere

og interesseorganisationer en fattigdomsgrænse i Danmark.

af Kristian Bang Larsen

I slutningen af november kørte

fattigdomsdebatten af sporet. Det

var en såkaldt ’menneskelig fejl’,

der var årsag til afsporingen. SF’s

socialordfører Özlem Cekic havde

inviteret fattigdomsbenægteren

Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance

ud for at møde en fattig

dansker. Men ’Carina’, den anonyme

enlige mor på kontanthjælp,

som Cekic havde fundet, havde en

disponibel månedlig indkomst på

15.700 kroner. Det mente hverken

Joachim B. Olsen eller danskerne i

al almindelighed var et udtryk for

fattigdom.

Og i stedet for at diskutere

fattigdomsbekæmpelse og fattigdommens

årsager og virkninger

diskuterede man nu, om der overhovedet

fandtes fattige i Danmark.

En diskussion, der ifølge flere

eksperter i fattigdom ikke havde

fundet sted, hvis der havde været

en officiel fattigdomsgrænse.

- Debatten handlede om,

hvornår man er fattig, og om

man overhovedet er det - men

det bliver fægten i blinde uden

en fattigdomsgrænse, siger Jan

Sjursen, der er formand for Rådet

for Socialt Udsatte.

- Det er en god ide, at vi bliver

enige om, hvad fattigdom er, og

hvor mange fattige der egentlig

er. Så kan man direkte se, om den

politik, man fører, skaber mere

eller mindre fattigdom. Under den

tidligere regering kom både Arbejdernes

Erhvervsråd og EU med

tal, der viste stigende fattigdom i

Danmark, men de tal anerkendte

regeringen ikke, og så kom debatten

ikke videre, siger samfundsforsker

Finn Kenneth Hansen

fra CASA, Center for Alternativ

Samfundsanalyse.

En enkel fattigdomsgrænse

Nu er en fattigdomsgrænse på vej.

I det nye år vil regeringen ned-

sætte et ekspertudvalg til at se på

en fattigdomsgrænse i Danmark.

Men allerede sidste år kom en arbejdsgruppe

med repræsentanter

fra blandt andet Rådet for Socialt

Udsatte, Arbejderbevægelsens

Erhvervsråd og LO med et bud på

en dansk fattigdomsgrænse.

- Vi har peget på tre kriterier.

Det ene er den relative fattigdom,

som kan defineres som for

eksempel 50 procent af medianindkomsten.

Det andet er at se

på, hvad det koster at leve med

udgangspunkt i et minimumsbudget.

Og det tredje er at se på

de afsavn, man oplever som barn

eller voksen. Har man råd til at

gå til tandlægen, at give gaver

til fødselsdage, dyrke fritidsinteresser

osv., siger Finn Kenneth

Hansen fra CASA, der var med til

at skrive oplægget.

I praksis kan det dog være

nødvendigt at forenkle fattigdomsgrænsen.

’Carina’-debatten

viser, at det er nødvendigt med en

fattigdomsgrænse, der er enkel at

forstå, og som svarer til danskernes

forestillinger om fattigdom.

- Det kan af politiske grunde

være nødvendigt med en enkel

grænse, og derfor lægger man sig

måske også fast på et kriterium,

som for eksempel 50 eller 60

procent af medianindkomsten.

Men det er vigtigt også at se på de

andre faktorer, hvis man vil belyse

fattigdommen bredere, og se

på konsekvenserne af fattigdom,

siger Finn Kenneth Hansen.

En kvart million fattige

Både OECD og EU anvender i dag

en procentdel af et lands medianindkomst

til at måle fattigdom.

OECD sætter grænsen ved 50

procent, mens EU opererer med

en grænse på 60 procent.

Vælger man at følge OECD’s

fattigdomsgrænse på 50 procent,

skal en dansk familie på to have

under 12.773 kroner i disponi-

bel indkomst om måneden for at

kunne kalde sig fattig. Efter den

model har vi ifølge Arbejderbevægelsens

Erhvervsråd 234.000

fattige i Danmark

De fattige er oftest på overførselsindkomster

og uden arbejde.

Men flere omfattende undersøgelser

afdækker, at de derudover

typisk har en række andre problemer,

der forhindrer dem i at få

arbejde. Det drejer sig om helbred,

manglende uddannelse, kvalifikationer

og danskkundskaber.

42 procent af alle kontanthjælpsmodtagere

melder eksempelvis,

at de har dårligt helbred, og 66

procent, at deres helbredstilstand

er en barriere for at finde arbejde.

Til sammenligning melder kun to

procent af de beskæftigede, at de

har dårligt helbred.

Ikke tegn på krævementalitet

- I debatten har man hørt, at de

bare kan tage sig sammen, og at

de er vist er lidt dovne. Men det er

vigtigt at huske, at udsatte borgere

har komplekse problemer ud over

arbejdsløshed. De har misbrug,

sygdom, psykiske problemer med

videre. Det bliver sniksnak, når

man taler om, at en særlig pisk

eller gulerod skal få flere i arbejde.

Vi skal have skabt et arbejdsmarked

for mennesker, der måske ikke

kan klare 37 timers arbejde, siger

Jan Sjursen, formand for Rådet for

Socialt Udsatte.

Jan Sjursens holdning bakkes

op af arbejdsmarkedsforsker Jørgen

Elm Larsen, der er professor

på Københavns Universitet.

- Danskere er nogle af de mest

arbejdsmotiverede i verden. Vi

ligger meget højt, og danskere

med indvandrerbaggrund er mere

motiverede end etniske danskere.

Det tyder ikke på en omfattende

krævementalitet i det danske

samfund, siger han. |

Se fakta på www.husforbi.dk

hus forbi sætter i 2012 fokus på afhængighed og misbrug

afhængighedens

danmark

Bagud med huslejen?

Restance med el-regningen?

Er din sag i kommunen gået i stå?

Styr på gæld?

Ring og få en aftale

i Settlementets Rådgivning

33 27 96 08 Rikke Posborg

i den social juridiske rådgivning

33 27 96 14 Eva Tetzlaff

i gældsrådgivningen

www.Settlementet.dk

Dybbølsgade 41, 1721 København V


Mere end en million mennesker i Danmark lever et liv, hvor de er påvirket af deres eget

eller andres misbrug. Et misbrug, som de ikke kan slippe, fordi de er blevet afhængige.

Følg med i serien: afhængighedens danmark.

Hus Forbi fokuserer i løbet af

2012 på forskellige former for misbrug

i en serie, som vi har valgt at

kalde ’Afhængighedens Danmark’.

Og vi lægger i dette nummer ud

med at gå bag om stofmisbrug, som

hvert år fører til mere end 200 narkomaners

død. Sidste år 273. Et tal,

der stort set har været konstant i de

sidste ti år. Vi ser på, hvad stofferne

gør ved misbrugeren og de pårørende.

Men også på, hvad der gøres

for at mindske de mest sundhedsskadelige

virkninger, når man skal

dele brugte kanyler og indtage sine

stoffer på gadehjørner og offentlige

lokummer.

I de følgende numre af Hus Forbi

går vi tæt på andre misbrugere, som

for nogens tilfælde langt overgår

narkomanerne og deres pårørende.

Det bliver ludomaner, hash-afhængige,

alkoholikere, sex-afhængige,

internetafhængige, arbejdsnarkomaner

og kalorie-afhængige.

Vi vil etablere et panel af eksperter,

som læserne kan spørge til råds.

Eksperterne vil svare på spørgs-

mål – både i bladet og på vores

hjemmeside. Og vi vil også bruge

Facebook til at komme i dialog med

læsere, der har misbrug inde på

livet. Enten som aktive misbrugere

eller som pårørende.

Selvom baggrunden er trist, så er

det vores håb, at vi kan være med

til at sætte fokus på nogle af de

tabuer, som knytter sig til at være

misbruger – og som er med til at

ødelægge så mange dejlige liv. |

Landsforeningen SIND, Region Hovedstaden

FRIVILLIG

ET ENSOMT MENNESKE HAR BRUG FOR DIG!

Kan du afse 1-2 timer om ugen eller hver 14. dag som

besøgsven hos et menneske med en sindslidelse eller

psykiske problemer? Så vil du komme til at opleve

et berigende og udfordrende forhold.

Sindslidende er også spændende, hjertevarme,

humoristiske, interesserede og vidende mennesker,

men de har ofte svært ved at holde personlig kontakt.

Du får supervision, undervisning, vejledning og interessante

kurser og foredrag som frivillig i SIND-Nettet samt

et spændende samvær med andre frivillige.

Lad os få en snak, hvis du er interesseret.

Følg med på

www.husforbi.dk

Bliv ven med os

på Facebook

– sammen med de

knapt 14.000 andre.

�

KoNtaKt: Lokalkoordinator for SIND-Nettet i Ballerup,

albertslund og Lyngby

Christel Lous, tlf.: 20 47 97 26 eller mail: c.lous@get2net.dk



EN STOFMISBRUGERS BEKENDELSER

Jeg kan jo ikke rumme

fortalt til Birgitte Ellemann Höegh

Mit navn er Frederik. Jeg er 38 år og bor

i Sydhavnen hos en ven, hvor jeg låner et

værelse, fordi jeg i det sidste år har stået uden

egen bolig. En gang om ugen tager jeg ud til

Falck-bussen omkring Bispebuen og henter

min medicin (metadon, red.) – så har jeg til en

uge. Ved siden af mit forbrug af metadon tager

jeg ’benzodiazepiner’, og det kan godt blive til

en hel del i løbet af en dag.

Når jeg vågner, står jeg op og laver kaffe

og spiser A38 med müsli – det er godt for min

mave med biokulturer. Så sidder jeg og tænker

over, hvad jeg skal lave i dag. Jeg har fundet

ud af, at jeg ikke kan arbejde som vvs-mand

længere – både af fysiske og psykiske årsager.

Jeg har en knæskade, er blevet opereret, men

det er ikke blevet godt – mit knæ svulmer op,

når jeg arbejder – derudover er der en masse

tankemylder, der kører oppe i mit hoved. Jeg

kan godt sidde og synes, at det er en værre

lortedag, selvom det ikke er det. Så prøver jeg

at overvinde det og komme ud af røret. Jeg har

mange kammerater, der arbejder, og som bare

’tager lidt til næsen’ i weekenden. Ellers kender

jeg kun folk, der er misbrugere som mig.

De sidder rundt omkring i lejlighederne, og jeg

tager tit rundt og snakker lidt.

I dag skal jeg ud og hente min medicin. Jeg

tager bussen hele vejen. Normalt kommer jeg

på Modtageenhed Vest og henter min medicin,

men jeg har fået karantæne. Jeg har smadret

døren i ren afmagt over, at de ikke kunne

forstå, at jeg så ikke kan komme og hente min

medicin på de tidspunkter, de bestemmer, hvis

jeg skulle påtage mig et arbejde. De havde sat

mig i et dilemma: Skulle jeg vælge arbejdet eller

medicinen? Det blev medicinen, for den er

jeg dybt afhængig af.

I bussen stopper jeg mit headset i ørerne og

lytter til musik. Heavy metal – Metallica, det


gamle Pink Floyd eller Black Sabbath – noget

der er lidt syret, som jeg kan falde ind i. Ellers

sidder jeg og ’tripper’, for alle de mennesker,

der kommer ind, får mig til at føle ubehag. Det

kan irritere mig noget så grusomt at høre deres

stemmer og kunne lugte dem.

Jeg kom på stoffer, da jeg var 18 år. Det

startede med, at jeg røg heroin i weekenderne,

og når jeg skulle på arbejde om mandagen,

begyndte jeg at have influenzasymptomer. Jeg

fik fat i ham, der forærede mig heroinen og

spurgte, hvorfor jeg havde det sådan. ’Det er,

fordi du er blevet afhængig’, lød svaret. Jeg

havde overhovedet ikke tænkt tanken. Det var

Benzodiazepinerne er

mit foretrukne stof,

for de kan få mig ned

oppe i hovedet.

Med årene har jeg fået

flere og flere spøgelser

deroppe, der nogle

gange gør mig paranoid.

jo bare lidt heroin på et stykke sølvpapir, man

lige sugede ind i nogle baner. Jeg kan stadig

huske den første gang … hvordan jeg fik det,

smagen, fornemmelsen.

Så begyndte jeg at have heroin med på

arbejdet og satte mig ud på kundernes toilet

og røg, når jeg manglede dope i kroppen. Jeg

var på stofferne i fire år, og det var hele tiden

en kamp for at skaffe penge. Jeg skulle jo have

forretningen i gang til at tjene til mig selv,

men også til ham, der sad og solgte for mig.

Jeg var mellemleddet og købte i lang tid hos

rockerne og gik så over til forskellige udlæn-

dinge. Efter fire år kom jeg på metadon. Men

jeg stoppede ikke med at lave penge – de var

alt for gode.

Nogle gange spiser jeg min medicin ved Falckbussen,

men i dag har jeg taget otte ’benzoer’

fra morgenstunden, så jeg kan godt vente

nogle timer. Jeg tager bussen tilbage til Sydhavnen

– propper headsettet i ørerne igen.

I de sidste mange år har jeg selvmedicineret

mig. Benzodiazepinerne er mit foretrukne

stof, for de kan få mig ned oppe i hovedet. Med

årene har jeg fået flere og flere spøgelser deroppe,

der nogle gange gør mig paranoid. Det

har noget at gøre med min underbevidsthed –

lige pludselig ser jeg politi eller nogle af mine

gamle fjender alle vegne.

Min mor og far er selv hashrygere, og min

far har solgt masser af hash, hvor jeg har været

en del af det i en smugkro, vi havde nede

i havnen. Så kom alle fiskerne og røg hash, og

jeg lavede fester i weekender, hvor jeg tjente

penge på det ene og det andet. Jeg har altid

været hurtigt til at få gang i ’forretninger’,

men har aldrig lavet indbrud eller rullet folk.

Til gengæld har jeg lavet meget vold, og det

har helt sikkert noget med min barndom at

gøre. Min stedfar tævede min mor, og det så

jeg på i mange år. Min mors omgangskreds var

rockere, og selvom jeg var lille, så lyttede jeg.

Jeg så knive, knojern og geværer skifte hænder.

Det var jo pissespændende.

Jeg tror helt sikkert, man er et produkt af

miljøet. Da jeg var yngre, gav det mig et kick

at slås med andre fraktioner fra fodboldklubber

og på værthuse. I dag vil jeg helst undgå

det, men sker det, så forsvarer jeg mig. Jeg har

siddet syv år i fængsel for al den vold, jeg har

lavet, og har to drabsforsøg på min samvittighed.

Det har givet mig en vis respekt i mine

kredse. Men det er jo ikke almindelige menne-


virkeligheden

foto

sker, jeg har været ude at tæve – det har altid min mave at slappe af, og jeg bliver sulten. byggematerialer, står jeg nede på gaden og

været relateret til vores fjender. Alligevel er

det noget af det, der kører inde i hovedet på

mig.

I dag skal jeg lave noget arbejde – hente

noget receptmedicin hos nogle kunder for bagefter

at sælge det videre på det sorte marked.

Jeg er på kontanthjælp – men jeg skal bruge

Jeg har ikke nogen drøm

om at komme væk fra miljøet.

en 500-lap til mit sidemisbrug om dagen.

Først skal jeg ud hos en veninde og hente 100

’ketoganer’. Dem får hun udskrevet for nogle

rygproblemer. Jeg drikker en kop kaffe med

hende og tager toget til Hovedbanegården. Jeg

tager kun de 50 ketoganer med, i tilfældet af at

jeg bliver knaldet. Men jeg kan nu godt spotte

en politimand. Den måde, de kigger på, er nok

til, at jeg ved, at vedkommende er panser, og

så er jeg smuttet.

Der var ikke nogle pansere i dag.

Det tager mig halvanden time at komme af

med stofferne, og så er det hjem igen med

toget. Jeg har købt ketoganerne for ti kroner

stykket og kan sælge dem for 25 kroner, så nu

har jeg penge på lommen.

Da jeg er hjemme, skal jeg have min metadon.

Jeg ved altid, hvornår det er tid. Hvis

jeg ikke får den, bliver mine led ømme og min

mave urolig. Jeg skal også sørge for at spise

vitaminer og mad og få sovet ordentligt, ellers

kommer jeg til at se for hærget ud. Jeg har

selvjustits – nok fordi jeg har børn og ikke

vil ses som et vrag. Jeg har en dreng på 15, en

datter på ti og en lille dreng på næsten to år

med tre forskellige mødre. De to store børn

taler jeg næsten i telefon med hver dag. Metadonen

virker efter 20 minutter – så begynder

Derfor går jeg ned og køber en shawarma.

Nogle gange køber jeg frostmad, andre gange

rugbrød eller toast. Jeg får kun rigtig varm

mad, når jeg er hos min far eller faster. Jeg

har min PlayStation, min fladskærm og mine

dvd’er, og så sidder jeg og spiller. Der er lige

kommet det nye Battlefield 3. Jeg kan godt lide

krigsspil, hvor man kan skyde folk. Den måde,

de falder på, når man rammer dem, og blodet,

der flyder, er ret fedt. Så føler jeg på en måde,

at jeg er inde i det. Jeg sidder og hopper rundt

på sengen.

Jeg har bedt om at komme ind i et dagcenter

for at have nogle ligesindede at snakke med.

På misbrugscentrene får man bare udleveret

medicin, og så skal man gå efter et kvarter.

Jeg kan godt føle mig ensom, selvom jeg har

familie og børn, for jeg kan ikke snakke med

dem om mit misbrug. Så i aften tager jeg nogle

ekstra ’benzoer’ for at dæmme ned for tankerne.

Pillerne giver mig lykke. Så tænker jeg

ikke så meget over alt det dårlige. Det er ligesom

ens kæreste, og det er også derfor, mine

forhold aldrig har holdt. Stofferne har været

nummer et.

Jeg er pissebange for at være clean. Sidst

jeg forsøgte, var for et år siden ovre på Sct.

Ols på Bornholm, hvor jeg fik en nedtrapning

på to måneder, og så stod jeg klar i hovedet og

fik et chok, for jeg har ikke været mig selv i

mange år. Lige pludselig kunne jeg mærke alt.

Så skulle jeg sidde i en rundkreds og snakke

med de andre, og dér kom jeg til at mærke

mine følelser. Det gjorde ondt. Jeg gider ikke

fortælle om, hvordan jeg havde det med min

mor, da jeg var barn, eller de ting, jeg har gjort

mod andre.

Derfor går jeg også og overvejer at søge

pension. Min korttidshukommelse er røget.

Skal jeg løbe op og ned af trapper og hente

kan ikke huske, hvad det var for en dims, jeg

skulle hente. Jeg ved, at det er pissesvært at få

pension, men så skal de bare prøve at se mig

lade være med at tage medicin!

Jeg kan godt få den tanke, at jeg gerne vil

være fri af det hele, men jeg kan mærke på

min krop og mit hoved, at det ikke hænger

sammen – jeg kan jo ikke rumme virkeligheden.

Jeg kommer til at hænge på metadon og

mit sidemisbrug resten af mit liv. Jeg har ikke

Jeg har ikke noget tilovers

for andre - kun for dem,

der er inde i min cirkel, og

sådan er jeg egentlig ikke ked

af at have det. Jeg har fået at

vide, at jeg er sociopat.

noget tilovers for andre - kun for dem, der er

inde i min cirkel, og sådan er jeg egentlig ikke

ked af at have det. Jeg har fået at vide, at jeg

er sociopat – men som jeg siger: ’Så prøv at

leve et liv, som jeg har gjort i så mange år med

så mange modstandere, så tror jeg også, at du

ville have en anden indstilling til tingene’.

Jeg har ikke nogen drøm om at komme væk

fra miljøet. Jeg har levet en slags familieliv

i seks år sammen med min søn og hans mor

og havde biler og alt det dér, men stofferne

er hele tiden kommet i første række. Jeg vil

hellere komme for sent til et bryllup end at stå

uden stoffer.

Nu slapper jeg helt af i min krop. En film

kører i baggrunden, og jeg ved, at jeg inden for

den næste time vil falde i søvn, så jeg går ud

og børster mine tænder, og så er den dag slut.|

Frederik har i virkeligheden et andet navn,

som er redaktionen bekendt.


polfoto �


af Morten Bruun

foto Jan Sommer

Klokken er ti minutter over ni, da en sygeplejerske

kalder på Karsten Fatum, som rejser sig

og hjemmevant går den korte tur fra cafeen til

fixerummet.

Her venter endnu en sygeplejerske. Og efter

at døren har lukket sig bag Karsten Fatum, får

han udleveret en sprøjte med heroin og tager

plads i en af rummets ti åbne bokse. Her stikker

han kanylen ind i en blodåre og får dagens

første dosis af det stof, som han har været

afhængig af i årevis.

Fem minutter senere forlader Karsten

Fatum det kliniske lokale og vender tilbage til

cafeen, hvor han finder sin vinterjakke med

Hus Forbi-logoet og går ud på terrassen for at

tænde en smøg i novemberkulden.

Før kunne man sutte på nålen

Sådan er alle ugens dage begyndt, siden den

48-årige misbruger for halvandet år siden blev

visiteret til behandlingsstedet Valmuen på

Tomsgårdsvej i det københavnske nordvestkvarter.

- Man skal lige vænne sig til at sidde i sådan

en boks og stikke sig selv. Før i tiden behøvede

man ikke vaske fingre bagefter, og man kunne

sutte på nålen. Nu er der en masse hygiejne og

regler, som vi skal huske, siger Karsten Fatum

– som godt forstår vores undren over at høre


Nu har jeg

endelig fundet

ro i mit liv

Karsten Fatum er en af de 70 heroinmisbrugere, der hver dag kommer i

behandlingstilbuddet Valmuen for at stikke sig på statens regning.

Hvor hans liv tidligere var en hektisk jagt efter penge til de næste fix,

oplever han nu en ro, som han ikke har mærket siden barndommen

– og for første gang i mange år er hans straffeattest nu pletfri.

den slags fra en mand, der har raget en kronisk

leverbetændelse til sig i kraft af dårlig hygiejne

i narkomiljøet.

- Ja, men når man i så mange år har været

vant til at fixe alle mulige steder og gøre det så

hurtigt som muligt for ikke at blive opdaget af

en panser, skal man altså lige vænne sig til det

her. Det er bare så anderledes, understreger

han.

Metadon til natten

I virkeligheden savner Karsten Fatum ikke

fortiden. Faktisk passer det ham glimrende, at

han er en af de foreløbig 70 heroinmisbrugere,

der efter henvisning fra et af de københavnske

rådgivningscentre er blevet visiteret til

behandling på Valmuen.

Betingelsen for at nå dertil er, at man har

forsøgt at nedtrappe sit misbrug med metadon.

Til gengæld er formålet ikke, at Valmuens

’kunder’ skal ud af deres afhængighed. Det må

de selvfølgelig gerne – men den primære ide

er at give dem en hverdag, hvor de ikke skal

begå kriminalitet eller sælge sig som prostituerede

for at kunne købe heroin. Den får de nu

ganske gratis.

Det er altså her, Karsten Fatum kommer to

gange dagligt for at stikke sig. Og når han sidst

på eftermiddagen har taget sin anden dosis, får

han metadon med hjem til natten. Det er ro,

renlighed og regelmæssighed.

- Når man har fået sin heroin, går der

seks-syv timer, før man bliver syg og igen

skal have et skud. Metadonen holder et helt

døgn, forklarer Karsten Fatum, mens andre af

behandlingstilbuddets brugere i en stille strøm

kommer ud fra fixerummet.

Der er dobbelt så mange mænd som kvinder.

De kommer fra både Ballerup og Helsingør,

men langt de fleste er fra hovedstaden. Nogle

af dem gør os selskab på terrassen, andre sætter

sig alene eller to og to i cafeen med deres

morgenmad, som er gratis i modsætning til

frokosten, der koster 20 kroner – men ifølge

misbrugerne også er alle pengene værd.

Betalte selv konens gave

Enkelte af dem blander sig i vores samtale med

Karsten Fatum og fortæller i brudstykker,

hvor meget det betyder, at de kan komme på

Tomsgårdsvej.

Kim K – 42 år og stofmisbruger siden 1996

- Jeg er helt, helt sikker på, at jeg kommer ud af mit misbrug, siger Karsten Fatum – som to gange dagligt

kommer på Valmuen for at stikke sig og i løbet af halvandet år har reduceret de daglige doser til en femtedel.

– er således stensikker på, at han havde siddet

i fængsel i dag, hvis han ikke havde haft Valmuen.

Han blev visiteret til behandling,ganske

kort tid efter at han i efteråret 2010 blev

løsladt efter en voldsdom. Den gang var Kim

K. clean, men han faldt hurtigt tilbage – og nu

vil han bruge tilknytningen til Valmuen til at

komme helt ud af sit misbrug.

Andre fortæller om et ægtepar, der begge

kommer i behandlingscentret. Da konen for

nylig havde fødselsdag, fik hun en jakke af

sin mand. Det var første gang, han gav hende

en gave, han ikke havde stjålet. Og parret har

tilmed haft mulighed for at skrabe penge sammen

til en ferietur til Thailand – hvor de rejste

hen med så meget metadon i kufferten, at de

kunne nyde turen uden frygt for tilbagefald.

Nu har jeg fundet ro

Sådan står beretningerne i kø, og de afviger

i og for sig ikke voldsomt fra Karsten Fatums

misbrugshistorie.

Den er ganske klassisk og rummer en fortælling

om mere end 20 års afhængighed af

stort set alle former for stoffer – undervejs afbrudt

af sådan cirka ti forsøg på at blive clean.

En konstant jagt efter penge, som han skaffede

gennem indbrud og tyverier, der blandt

andet omfattede ’i hvert fald 200 villaknæk’.

Og så 20 år som registreret hjemløs, hvor han

– når han altså ikke var i fængsel – boede på

herberger, på gaden og på tilfældige sofaer hos


lige så tilfældige venner og i øvrigt fik tre børn

med tre forskellige kvinder.

Nu bor Karsten Fatum på fjerde år i sin egen

lejlighed, han lever af kontanthjælp og som

sælger af Hus Forbi, og han bruger tilknytningen

til Valmuen til en langsom, men sikker

nedtrapning. For halvandet år siden var hans

dosis således fem gange større, end den er i

dag – og bortset fra lidt hash har han ikke noget

sidemisbrug, som det hedder, når man ikke

bare nøjes med heroin.

Og den positive udvikling kan i høj grad

aflæses på bundlinjen:

- Jeg har lige fået min første rene straffeattest

i mange år. Jeg kan koncentrere mig om

at sælge Hus Forbi. Jeg kan gå på jobcentret,

jeg kan gå til lægen, og jeg kan opsøge mine

børn mere end tidligere. Alt sammen uden at

gå rundt med evig stress, fortæller Karsten

Fatum.

Hvornår har du sidst oplevet den ro i dit liv?

Karsten Fatum tøver og må trække vod

langt tilbage i livet, før han kigger op:

- Den ro har jeg sidst mærket, da jeg var en

lille dreng og boede hjemme hos min mor, som

bare ordnede alt for mig, svarer han og tilføjer:

Det er godt nok mange år siden… |


�


stadig mange

døde narkomaner

Tilbuddet om lægeordineret heroin blev indført

af VK-regeringen som en hjælp til de sværest

belastede stofmisbrugere, som kendetegnes ved

en markant forhøjet sygelighed og dødelighed.

Indsatsen har endnu ikke rokket synderligt ved,

at Danmark er et af de lande i Europa, hvor der

dør flest narkomaner.

Ifølge den nyeste udgave af EU’s årlige rapport

over narkosituationen var der 273 danskere,

der døde af narkorelaterede årsager i 2010 – mod

276 året før. Kun fire EU-lande – Storbritannien,

Irland, Norge og Estland – ligger over Danmark. |

har udleveret mere

end tusind liter heroin

Behandlingstilbuddet Valmuen passerede

en lille milepæl, da man i oktober åbnede flaske

nummer et tusinde med lægeordineret, statsfinansieret

heroin.

En flaske indeholder ti gram i pulverform, som

fortyndes i forholdet 1:100 – og der er således

udleveret mere end tusind liter.

Heroinen produceres i Schweiz på valmuer, der

er dyrket på kronprinsesse Marys fødeø Tasmanien.

Transporten til Danmark foregår under

særdeles skærpede sikkerhedsforhold i biler, der

minder om pengetransporter. Tilsvarende opbevares

heroinen også under særligt sikre forhold

på klinikkerne, og leverancerne er i øvrigt så små,

at banditter ikke får et stort udbytte, hvis de

forsøger at stjæle det. |


Næste skridt er

heroin i pilleform

af Morten Bruun

foto Jan Sommer

Danmark hentede inspiration i Schweiz,

da vi i foråret 2010 – og efter en mangeårig

debat – indførte lægeordineret heroin som

behandlingstilbud til misbrugere. Og nu hvor

Sundhedsstyrelsen er ved at samle erfaringerne

fra den danske ordning, er vi igen på

vej til at bruge alpenationen som foregangsland.

I Schweiz er man nemlig begyndt at supplere

behandlingen med heroin i pilleform,

og det skridt ønsker danske behandlere også,

at vi tager.

- Det vil give en langt større fleksibilitet

over for brugerne, lyder det således fra Torben

Ballegaard – leder af behandlingstilbuddet

Valmuen i København, som er en af de

foreløbig fem klinikker herhjemme, hvor i alt

150-200 heroinmisbrugere er blevet visiteret

til behandling i løbet af de seneste knap to år.

Styrelsen er positiv

Her kan misbrugerne komme to gange om

dagen og stikke sig på statens regning – og

så får de udleveret metadon, som skal dække

deres behov om natten. Ligesom de også må

’nøjes’ med metadon, hvis de er forhindret i

at møde op på grund af eksempelvis sygdom

eller ferie.

- Metadonen virker hårdere på deres krop,

end heroinen gør, og så længe den enkelte

misbruger ikke er i gang med en egentlig

- Det, der har

overrasket mig

mest, er, at den

lægeordinerede

heroin ændrer så

meget på brugernes

liv, som det har

været tilfældet.

Vi kan se, hvordan

der kommer ro i

deres hverdag.

Deres stressniveau

falder, fordi de

ikke længere skal

begå kriminalitet

for at få heroin –

og samtidig er de

sikre på, den heroin,

vi udleverer,

er i orden, siger

Torben Ballegaard

– leder af behandlingstilbuddet

Valmuen.

nedtrapning, vil heroinpillerne derfor være

en glimrende mulighed, siger Torben Ballegaard.

Han har selv haft medarbejdere på studietur

i Schweiz - og han afventer spændt

Sundhedsstyrelsens holdning. Her er man

netop nu ved at kigge på nye veje i heroinbehandlingen

– og selvom styrelsen endnu ikke

kan sige, om heroinpillerne også skal tilbydes

danske narkomaner, erfarer Hus Forbi dog,

at Sundhedsstyrelsen også har noteret sig

schweizernes opmuntrende erfaringer.

Ud over at undersøge mulighederne for

nye alternativer i behandlingen er Sundhedsstyrelsen

også i gang med at studere de

konkrete resultater og erfaringer med den

lægeordinerede heroin på fem klinikker i

København, Hvidovre, Odense, Esbjerg og

Aarhus. Den rapport skal afleveres til sundhedsministeriet

i løbet af foråret – men også

her er det de positive vinde, der ifølge Hus

Forbis oplysninger bærer Sundhedsstyrelsens

evaluering på vej.

På Valmuen forventer man, at man i løbet

af 2012 når op på hundrede visiterede misbrugere.

Men ifølge Torben Ballegaard ville

man komme i kontakt med endnu flere, hvis

klinikkerne også får lov til at behandle de

misbrugere, der ryger deres heroin.

- Ordningen henvender sig alene til stiknarkomaner.

Vi ville få fat i mange flere, hvis

det også blev tilladt at ryge heroinen her. Det

er virkelig et af vores udviklingsområder,

siger Torben Ballegaard. |

Hjælp til

sorg, skyld og skam

Hverdagen for familien til misbrugere skal være nemmere.

Det er tanken bag et tilbud i Horsens Kommune,

som hjælper de pårørende med at overvinde følelser som

frustration, skyld og skam, de ofte har.

af Helle Horskjær Hansen

foto Claus Sjødin

Et helvede! Sådan beskriver mange pårørende

til misbrugere deres tilværelse. Og ifølge Mette

Hvidberg-Hansen, der er dagtilbudsleder i

Center for Socialt Udsatte i Horsens, er hverdagen

for en mor eller en far til en narkoman

ofte et stort kaos

- Misbrugerne bedøver sig fra virkeligheden,

mens forældrene hele tiden forholder sig

til virkeligheden, som er, at deres søn eller

datter er narkoman. Men det er vigtigt, at hele

- Mange [pårørende] er

ensomme i deres sorg, og

flere har fortalt, at de ønsker

deres søn eller datter død,

fordi livet som misbruger

ikke er et værdigt liv.

Og det er nogle meget stærke

følelser at gå rundt med alene.

Mette Hvidberg-Hansen, dagtilbudsleder,

Center for Socialt Udsatte, Horsens

familien ikke brænder sammen på grund af

misbruget, fortæller hun.

Derfor har Horsens Kommune lavet et tilbud,

der skal hjælpe pårørende til både stof- og

alkoholmisbrugere med at få overtaget over

følelser som afmagt, skyld og skam og gøre

dem bedre i stand til at sætte grænser for sig

selv. Et tilbud, hvor misbrugeren ikke behøver

at være i behandling på Center for Socialt

Udsatte, for at de pårørende kan være med

- Vi har professionelle behandlere, der vil

give de pårørende i de to grupper redskaber til

blandt andet at kunne tilgodese egne behov og

fjerne deres negative følelser, så de får mere

overskud til sig selv, siger Mette Hvidberg-

Hansen om tilbuddet, der kører i tæt samarbejde

med Pårørendegruppen til Narkomaner i

Horsens.

På den måde kan de pårørende være med til

at støtte op om behandlingen, og det er vigtigt,

hvis narkomanen skal ud af sit misbrug.

Føler skyld over misbruget

Og ifølge Mads Uffe Pedersen, der er professor

på Center for Rusmiddelforskning ved Aarhus

Universitet, giver det rigtig god mening, at

tilbyde hjælp til de pårørende.

- Det er væsentligt, at de pårørende har

nogle ressourcer og nogle redskaber til at

håndtere misbrugeren. Både i forhold til sig

selv, men også i forhold til at få misbrugeren

på ret kurs igen. Det har en positiv effekt, når

familien og andre pårørende bliver inddraget i

forhold til at holde misbrugeren ude af misbruget,

når behandlingen er slut, forklarer han.

Ud over at støtte og rådgivning til familien

kan hjælpe narkomanen med at komme ud af

sit misbrug, så er det også afgørende for, at de

pårørende får det bedre

- Det vigtigste i vores tilbud er måske,

at de pårørende får lejlighed til at udveksle

erfaringer med andre i samme situation, og

de får vist, hvordan de kommer videre med

deres eget liv, siger Mette Hvidberg-Hansen og

fortsætter:

- Det betyder rigtig meget, at de pårørende

får hjælp og ikke mindst nogen at tale med

om deres situation. Mange er ensomme i deres

sorg, og flere har fortalt, at de ønsker deres søn

eller datter død, fordi livet som misbruger ikke

er et værdigt liv. Og det er nogle meget stærke

følelser at gå rundt med alene, fortæller hun.

Det er Mads Uffe Pedersen enig i, og han

glæder sig over, at der bliver mere og mere fokus

på pårørende og ikke kun på misbrugeren.

De pårørende går nemlig rundt med en stor

sorg, en sorg, der kan betyde, at de ikke kan

fungere i hverdagen.

- Det er vigtigt at kigge på både sorgen,

skylden og skammen, når vi arbejder med de

pårørende. Mange synes, det er skamfuldt, at

deres søn eller datter er misbruger, og samtidig

har mange en enorm skyld over, at det er gået

dem, som det er. Derfor er det ekstra vigtigt

med støtte til de pårørende, siger han. |


succes for

mobilt fixerum

Erfaringerne efter tre måneder med et mobilt

fixerum i København er så gode, at Foreningen

Fixerum gerne vil skrue op for indsatsen.

460 stofbrugere kan ikke tage fejl: Et fixerum

giver bedre hygiejne, mindre stress og lavere

risiko for dødsfald.

Trods skepsis fra myndighederne har de

første tre måneder med et mobilt fixerum på

Vesterbro i København været en ubetinget

succes – både for stofbrugere og lokalområdet.

Det fastslår det lægefaglige personale, der frivilligt

bemander den ombyggede ambulance

og sikrer, at stofindtagelsen finder sted under

sundhedsmæssigt forsvarlige forhold.

- Vi oplever, at stofbrugerne er trygge, og

de giver udtryk for, at de føler sig respekteret

af personalet i det mobile fixerum, siger læge

Kasper Iversen fra Foreningen Fixerum.

Foreningen Fixerum har netop offentliggjort

en rapport indeholdende en sundhedsfaglig

vurdering af projektet samt en statistik

for de første tre måneder med Danmarks

første fixerum. I perioden siden 12. september

har 460 stofbrugere benyttet fixerummet, der

har åbent fire dage om ugen fra 17-20. Den

sundhedsfaglige indsats i fixerummet retter

sig primært mod tre forhold: dårlig hygiejne,

stress omkring stofindtagelsen samt risiko for

forgiftning og overdosis.

- Det har endnu ikke været nødvendigt at

yde førstehjælp for overdosis. Det kan skyldes,

at stofbrugerne indtager stoffet under

rolige forhold og med den nødvendige tid,

siger Kasper Iversen.

Betydningen af, at der er sundhedsfagligt

personale til stede, viser sig blandt andet ved,

at stofbrugerne henvender sig med andre

problematikker som for eksempel bylder efter

fejlfix, brækkede fingre, ønske om blodtryksmåling

og udredning af hiv og hepatitis. I

de tilfælde henviser personalet til relevante

sundhedstilbud. Mange henvender sig også

med spørgsmål om behandling for stofafhængighed

samt sociale og juridiske problemer.

- I kraft af den kontakt, der er opstået til

stofbrugerne gennem det mobile fixerum, har

personalet mulighed for at nå en gruppe mennesker,

som ellers har svært ved at manøvrere

rundt i systemet, siger Kasper Iversen.

Formanden for Foreningen Fixerum,

Michael Lodberg Olsen, glæder sig over, at

regeringen vil åbne fixerum, men det er helt

uforståeligt, at den vil vente til 2013 for at

indhente erfaringer fra udlandet. Han peger

på, at der findes 94 fixerum fordelt på 63 byer

verden over, som primært er drevet af private

NGO'er, og at erfaringsgrundlaget er stort.

hye


�


Pårørende er fælles om sorgen

Det er hårdt at være i familie med en narkoman. I Horsens stod flere af

de pårørende sammen til døde narkomaners minde. Ikke fordi de

alle har mistet, men fordi de har brug for at tale om

en hverdag med frygt, svigt, håb og bedrag.


foto Claus Sjødin

273 tændte stearinlys lyser Horsens Rådhus

op. Hvert lys symboliserer de narkomaner, der

er døde i 2010. Det er tiende gang, at pårørende

kan komme til Fælles Nordisk Mindedag

på rådhuset, også kaldet døde narkomaners

minde.

Omkring 70 yngre og ældre ansigter sidder

rundt i den mørke forhal, der er oplyst af skærende

fra de levende lys, som står i vindueskarmene

og på gulvet.

- Lad os holde et minuts stilhed for dem,

vi har mistet, siger Minnie Andersen. Hun er

kontaktperson for selvhjælpsgruppen Pårørendegruppen

til Narkomaner i Horsens og har

selv mistet sin søn i en alt for tidlig alder. Til

narko.

Der er larmende stille på rådhuset.

- Tak skal I have, siger Minnie Andersen, da

de 60 sekunder er tikket. Hun har været med

til at stå for arrangementet. Et arrangement,

der betyder meget for de pårørende.

- De pårørende er lige så hårdt ramt og

- Vores liv blev med et øjebliks

varsel forandret. Lige pludselig

er han i fokus døgnet rundt, og

jeg kan ikke slippe tanken om

ham og hans misbrug.

Kirsten, mor til narkoman

måske nogle gange hårdere ramt end narkomanen.

Derfor er det så vigtigt, at vi kan få hjælp

og støtte hos hinanden, fortæller hun.

Frygten er der konstant

Det er Kirsten enig i. Kirsten, som af hensyn


Pårørende til døde narkomaner mødes hvert år til

mindestund på Horsens Rådhus, hvor der tændes et

lys for hver afdød stofmisbruger.

til sin søn ikke vil have sit efternavn nævnt.

Sønnen er narkoman. Hun ved ikke helt

præcist, hvornår han begyndte at tage stoffer,

men en dag for syv år siden åbner hun døren

til hans værelse og finder ham med en nål i

armen. Han er 26 år nu, på metadon og har det

sidste år boet på et bosted.

- Jeg viste ikke, hvad jeg skulle gøre, da

jeg fandt ud af det. Jeg viste ingenting, og

jeg anede simpelthen ikke, hvor jeg skulle få

hjælp, fortæller hun.

Familien får hjælp fra Pårørendegruppen for

Narkomaner

- Her var det andre, som var i samme

situation som os. Da vi opdagede, at vores søn

tog stoffer, troede vi, at vi var de eneste i hele

verden, der have det problem, men vi fandt jo

hurtigt ud af, det var vi ikke, siger Kirsten.

Det betyder rigtigt meget for hende at få

den støtte og omsorg pårørendegruppen giver,

fordi sønnens narkomisbrug fylder alt for familien,

som også tæller en far og tre søskende.

- Vores liv blev med et øjebliks varsel

forandret. Lige pludselig er han i fokus døg-

net rundt, og jeg kan ikke slippe tanken om

ham og hans misbrug. Skrækken for at miste

ham er der konstant. Og selvom han nu er på

metadon, går jeg hele tiden med en følelse af,

hvad nu hvis han begynder at stikke sig igen,

fortæller hun.

Orker ikke sønnen

Der har også været perioder, hvor Kirsten

ikke har magtet sønnen. Hvor hans løgne og

manipulationer er blevet for meget. Og i de

perioder har hun brugt pårørendegruppen

ekstra meget.

- Der har været tidspunkter, hvor jeg ikke

har orket ham, og hvor jeg ikke ville have mere

med ham at gøre, og det er ikke sjovt at komme

til den erkendelse som forælder. De negative

følelser fylder meget, og det er befriende at dele

dem med andre, der har eller har haft det på

samme måde, siger hun og fortsætter:

- Jeg har jo også haft en enorm skyld. Jeg

har fire børn, og de er blevet opdraget på

samme måde, men det er kun ham, det er gået

sådan. Jeg har da tit tænkt, hvor det er gået

galt og hvorfor?

For Kirsten er det også meget frustrerende,

at hun som mor slet ikke kan finde ind til sin

søn og forklare, hvad han gør ved dem som

familie.

Den frustration kender Minnie Andersen.

Hun fandt aldrig ind til sin søn. For 18 år siden

døde han af sit misbrug.

- Selvom det kan virke som mange år siden,

så fylder det meget for mig, og det er også

derfor, jeg stadig er i pårørendegruppen, siger

hun.

Sammen med de fleste andre pårørende

den aften, går Minnie Andersen op og tænder

et lys. Et lys for sin søn og de mange andre

unge og ældre mennesker, der er døde af deres

misbrug. |

Mælkevejens stjerne

tekst og foto Søren Skarby

- Hvordan har du det?

Eva Engel Skovgaard, 47, siger

det med stor indlevelse.

- Det er det vigtigste spørgsmål,

man kan stille, og faktisk

grund nok til, at Mælkevejen

eksisterer, siger Eva.

Hun har selv prøvet det med,

at ingen spurgte til hende. Da Eva

var på barsel med sit andet barn,

gik det op for hende, at ingen

havde stillet spørgsmålet i tre

uger. Det føltes som meget lang

tid. Så Mælkevejens værestedsmedarbejder

spørger altid, hvordan

brugerne har det, og derefter

lytter Eva intenst.

Det har hun nu gjort i ti år,

og det bliver fejret på behørig

vis. Der er kaffe, rundstykker og

brunsviger på bordet, og medarbejdere

og brugere er mødt op for

at fejre Eva. Man skal kigge godt

efter for at se, hvem der er hvem.

Eva giver sig altid tid til en snak.

Det er kun et lille navneskilt der

fortæller, at vedkommende arbejder

på stedet.

- Vi gør ikke forskel på folk.

Om man er ansat, i fleksjob,

løntilskud eller frivillig, er lige

meget. Alle er lige, siger hun.

Eva kalder de frivillige for de

privilegerede medarbejdere. De

kan som de eneste selv bestemme,

hvornår de skal møde. Til gengæld

lægger hun vægt på, at de skal

komme fra lokalområdet Bolbro i

Odense.

- For nogle år siden havde vi

en flok hattedamer, der troede, de

skulle redde alle brugerne. DET

gik bare ikke.

Nomineret til pris

Blandt medarbejderne er der også

folk, der afsoner en dom med

samfundstjeneste. De er glade for

det lille skilt, der ikke fortæller

andet end deres navn, og tit ved

Eva ikke, hvad de har fået en dom

for.

- Det må være helt op til dem

selv, om de vil fortælle det. Jeg

ser dem som enhver anden medarbejder,

siger Eva, og nævner så

den sidste personalegruppe, som

er folk i afklaringsforløb.

- Det tager lang tid, siger Eva

og sukker over, at jobcenteret

helst vil have det overstået på en

måned.

- Når man har været væk fra

arbejdsmarkedet i helt op til 25,

30 år er det altså ikke noget, der

bliver klaret på en måned eller to.

Jeg har prøvet, at det tog to år,

men det lykkedes.

Nede i kælderen er stedets

stolthed, Kramboden. Brugte ting

bliver afleveret af byens borgere

og hentet af dem, der har brug for

dem, gratis.

Kramboden har eksisteret i

to år og er en ubetinget succes.

Projektet er blevet så kendt, at

det i foråret blev indstillet til EUprisen

’A longer life for products’

for måden at lave genbrug på.

Mælkevejen er kommet på verdenskortet.

Værestedet kommer også på

kortet over Hus Forbis distributionssteder.

Sælgerne kan fra 1.

januar hente aviserne her. Det vil

give mere liv i huset, og endnu en

grund til at komme forbi og blive

spurgt: Hvordan har du det? Eva

skal nok lytte til svaret. |

HUS FORBI SaMLER IND TIL vaRMT Tøj

Hus Forbi samler igen i år penge ind til kvalitetstøj til vores sælgere:

Jakker, bukser, undertøj og varme vinterstøvler.

Indsæt et bidrag på konto: 9541 10155088 i Danske Bank


Mumbais gadeliv


verden rundt for 20 kroner

Anna Klitgaard er på fjerde år omrejsende freelancejournalist

og har besøgt begge poler samt en god del af verden ind imellem.

I 2012 har hun sagt ja til for Hus Forbi at se på, hvor langt

man kan komme med 20 danske kroner i lommen.

INDIEN: 20 kroner = 28 måltider

af Anna Klitgaard, Indien

Shanti Pawar strækker hånden frem. I sin kulørte

sari lyser hun op på det beskidte fortov i

bydelen Colaba i Mumbai, hvor hun holder til.

Bag hende spiser et par tiggere frokost fra fedtet

avispapir, mens gadens liv hastigt rykker

forbi ude på vejen. Sorte og gule taxier med

hornet konstant i bund får trafikken til at synes

mere heftig, end den er, men alligevel skal

Shanti holde øje, når hun krydser gaden. Her

holder ingen nemlig tilbage, for den største og

stærkeste har altid ret.

En rodet verden

Colaba dækker det sydligste område af millionbyen

Mumbai (tidligere Bombay). Den er

Indiens finansielle hovedstad, det er hertil, at

håbefulde med Bollywood-drømme strømmer

I Danmark kan man købe et Hus Forbi eller to liter

økologisk mælk for 20 kroner. Man kan også være heldig

at få ti bananer på tilbud eller fem øl af de billige.

til året rundt, og her selvsamme ender som udstødte.

Allerede nu lever der omkring 20 millioner

mennesker i byen, men det stopper ikke

valgfarten fra resten af landet. I stadig mere

tætpakkede slumkvarterer og på gaden bor

mange af indbyggerne, og i forretningskvartererne

længere mod nord er kontrasten mellem

de rige og fattige næsten til at tage og føle på.

Mellem glasfacader tilhørende verdens store

banker og investeringshuse ligger tandløse og

blinde tiggere og sover, eller familier klemmer

sig sammen under et stykke plastik spændt ud

over et par fliser på fortovet. Over dem lokker

reklamer og filmplakater med materielle

goder og genopliver drømmene, men livet på

gaden er noget ganske andet. Også for 32-årige

Shanti, der kom til Mumbai med hendes familie

for 25 år siden for at blive berømte.

- Min familie var gadeakrobater, og jeg en

gymnastikprinsesse. Det var, hvad vi børn

kunne. Vi kom aldrig i skole eller fik nogen anden

uddannelse. Den dag min far og søskende

blev dræbt i et terrorangreb, døde drømmen

om berømmelse.

I dag lever Shanti med sine to børn og mor

i Colaba. Her strækker hovedgaden sig parallelt

med vandet og starter ved det ildelugtende

fiskemarked, hvor sælgere og købere mødes,

allerede inden solen står op, og først slutter

tæt på luksushotel Taj Mahal Palace. Fra

den tidlige morgenstund begynder livet, for

sælgerne skal have deres varer fundet frem

og hængt op under bodernes halvtag, mens

tiggerne skal humpe eller køres i position på

deres skateboards. Mange har ingen arme eller

ben, men andre er så misdannede, at det er

svært blot at gå forbi uden at give.

Ikke et job for børn

Midt i mylderet har Shanti sin daglige gang.

Hun tjener penge ved at tigge. Familien bor

lidt fra virvaret i et plastiktelt i et overbefolket

slumkvarter, men i dagtimerne er det ikke der,

Shanti opholder sig. Som mange andre kvinder

forsøger hun at skrabe penge sammen ved at

række hånden frem mod turisterne, bede dem

om mad og lidt rupees. Omkring 50 (fem kroner)

eller 100 (ti kroner) kan det blive til på en

dag, hvis hun er heldig, og derfor er hun vant til

at købe maden der, hvor det er billigst.

20 kroner =

| 4-10 kilo ris, alt efter kvalitet

| 10-20 kilo kartofler eller løg

| 3 liter benzin

| 20 øl

| 5 pakker lokale cigaretter

indien

Shanti Pawar er 32 år og mor til en pige på 13 år og

en dreng på 11 år. Begge børnene går i skole, men

selv har Shanti aldrig siddet på skolebænken, da

hendes barndom gik med at træne til og arbejde

som akrobat. Det arbejde bragte hende for 25 år

siden til Mumbai fra byen Pune, men ved et terrorangreb

døde hendes far og søskende, og det endte

livet som gadeartist. I dag lever hun, børnene og

hendes mor af, hvad Shanti kan tigge sig til.

Mens mange andre tiggerkvinder slæber

rundt på små og store børn, så har Shanti valgt

at sende hendes pige på 13 år og søn på 11 år

i skole. Hun ønsker nemlig ikke at videregive

sin akrobat- og tiggerkarriere til sine egne

børn, for de skal kunne se frem til en bedre

tilværelse, end den hun selv har haft, og den

slumkvarteret og plastikhuset kan tilbyde, siger

hun. Hendes drøm for dem er, at de engang

har råd til at købe et lille hus, noget permanent,

og at børnene kan tjene penge, så hun

ikke længere skal tigge.

- Mumbai har millioner af indbyggere. Folk

kommer hertil fra hele landet, og mange kan

læse og skrive. Der er derfor meget lidt arbejde

til folk som mig, men jeg er skilt fra børnenes

far, så derfor skal jeg selv forsørge mine børn.

Nu da turismen efter terrorangrebet på

byen i november 2008 igen er ved at være

normal, kan Shanti også godt klare udgifterne.

Hun kan tjene omkring 2000 rupees (200 kroner)

om måneden ved tiggeriet, og af dem går

500 til husleje for grunden under plastikhuset

og yderligere et par hundrede til børnenes

skolebøger og transport.

Indien dækker et areal på små tre millioner km2 og er hjem for 1,2 milliard mennesker.

Der er enorme forskelle mellem rige og fattige, og dette ses ikke mindst i den finansielle hovedstad Mumbai.

Gennemsnitsindkomsten er 18.500 kroner om året, men landet huser omkring 127.000 millionærer, og ikke mindre

end to ud af top-ti på Forbes' liste over verdens rigeste mennesker er indere.

Indien er verdens største demokrati, og ved sidste valg i 2009 stemte 714 millioner vælgere.

Gadeartister optræder

stadig i Mumbai,

og ofte er det børnene,

der trækker

nysgerrige blikke og

penge til.

Hver måned prøver Shanti at lægge lidt til

side, for man ved aldrig, hvad livet har at tilbyde,

siger hun, og det efterlader omkring 200

rupees eller 20 kroner til mad til fire personer

om ugen. For det kan hun købe ris, linser, lidt

grøntsager, mel til brød og te samt sukker i

portioner, der rækker til syv aftensmåltider.

Morgenmaden består af rester eller sød indisk

the, og frokosten af det mad, som turisterne

giver hende i løbet af dagen. Og selvom hun

ikke synes at lide nød lige umiddelbart, så er

tilværelsen blevet sværere de senere år, siger

hun.

Tiggeriet sat i system

- Madpriserne er steget meget. Hvor vi før

kunne købe ris af en ordentlig kvalitet, så skal

vi nu spise den dårlige. Der er heller ikke råd

til så meget mælk, ingen kød eller fisk, men

indtil videre klarer vi os.

Indien har omkring 600 millioner fattige

indbyggere, og derfor er madpriser noget,

man går op i her. Sidste år steg prisen på en

liter mælk til det dobbelte, selvom landet er

verdens største producent, og ris, linser og tør-

rede bønner steg med op til 60 procent. Blandt

Colabas fattige er det noget, der kan mærkes,

også selvom tiggeriet i høj grad er en industri

med chefer, arbejdere og kunder. Selv på samfundets

bund er arbejdet nemlig sat i system,

så hver tigger har sin plet, betaler leje for den

til en boss, som styrer bydelen. Som tak får

tiggeren beskyttelse.

Den indiske drøm

Shanti ønsker ikke, at hendes børn træder

i hendes fodspor. De skal igennem skolen,

om der er mad på bordet eller ej, for hverken

Bollywoods umulige drømme eller Colabas

leben og hierarkiske tigger-system er noget at

stræbe efter. Shanti vil have dem ud af slumkvarteret,

væk fra gaden og ind i den indiske

middelklasse, hvor der er råd til mere end blot

overlevelse. Hun går derfor langsomt tilbage

til sin plet på gaden, ser hen på de frokostspisende

tiggere, der er ved at være færdige og

sætter sig på det betongrå fortov for at vente

på turisterne. |


alt, hvad jeg har

Hvad er det nødvendigt at have med sig rundt på gaden, når man er hjemløs?

Og hvad gemmer der sig i de tasker, poser, barnevogne og indkøbsvogne,

som de hjemløse slæber rundt på eller har fået opmagasineret hos venner,

i en kirke eller på et herberg?

af Birgitte Ellemann Höegh

foto Ulrik Jantzen, das büro

Hus Forbi har mødt syv mennesker, der bor

på gaden eller herberg, og bedt dem om at

tage alt, hvad de har, med sig hen til en fotograf

i Kødbyen i København. Det blev bredt

ud på jorden foran dem. Nogle ville gerne

helt selv pakke ud for at få overblik, andre fik

hjælp. Nogle fandt ting i deres gemmer, som

de ikke havde set længe. For eksempel dukkede

der i en oppakning en sten op formet

som Grønland, som sælgeren holder meget

af. En anden oppakning gemte på et brugt


kondom med knude på – det blev dog smidt i

skraldespanden efter ejerens ønske. Én af de

medvirkende havde ugen forinden en barnevogn,

som han gik omkring med. Men den var

i mellemtiden gået i smadder, så nu havde han

bare en rygsæk til sine ejendele.

Fire ud af syv medvirkende havde ikke

nogen mobiltelefon og var derfor ikke kontaktbare

fra første møde, til de dukkede op til

fotografering.

De fleste ejendele har ejerne klunset sig til.

Soveposer og tøj kan man for eksempel ofte

få udleveret på herberger og i varmestuer.

Nogle får vasket tøjet på varmestuerne, mens

de sover, mens andre tager nyt tøj på og

efterlader det beskidte.

Dyk ned i billederne, og tænk lidt over,

hvad du egentlig selv gemmer på derhjemme,

hvad du bruger hver dag, hvad der har størst

betydning for dig, og hvilke af dine ejendele

du egentlig ville tage med dig, hvis du skulle

overleve på gaden. |

Se de andre billeder i de næste numre af

Hus Forbi eller på www. husforbi.dk

BoNNIE LISETTE, 45 år

Har boet på gaden i syv år. I denne omgang cirka

to måneder. Før da boede hun på et hotelværelse i

Slagelse. Har haft en campingvogn og et kolonihavehus.

Hendes seneste lejlighed lå i Slagelse, men

hun røg på gaden, da hun lå på hospitalet, og der

ikke blev betalt husleje. Har primært levet af kriminalitet,

men har kortvarigt haft job på et hotel og

en praktikplads i en børnehave. Sover i øjeblikket

på kvindenatcaféen Café Klare på Vesterbro.

Hvorfor bor du på gaden?

Jeg har levet af kriminalitet. Fik ikke nogen uddannelse,

men en uddannelse i det, der ikke var lovligt.

Har, siden jeg var barn, skullet skaffe mad, fordi

hende, der har født mig, var stofmisbruger og syg.

Hvad har du mistet undervejs?

Alt er blevet stjålet. Alt. Mit tøj, mine møbler,

dvd'er, mit surround sound-anlæg. Fotos og gamle

billeder røg, da en stodder brændte en lejlighed,

jeg havde i Slagelse, ned.

Hvad er du mest ked af at have mistet?

En ring, som jeg forærede mig selv i 17-års-fødselsdagsgave.

Den blev klippet af på hospitalet, fordi min

hånd hævede. Men mest savner jeg mine hunde, min

kat, min plejemor og min mand, der kørte sig ihjel.

Hvad er det vigtigste, du har med dig nu?

Et billede af min plejemor, Elly Andersen. Det har

jeg altid i min bh nær hjertet. Det er det vigtigste

– altid! Elly Andersen var min 'mor' – det var den

kvinde, der fødte mig, ikke.

Hvad ville du købe, hvis du havde

ubegrænsede midler?

Et lillebitte hus, som jeg kunne gå rundt om, med

lidt græs, og hvor jeg kunne have en hund og en

kat. Og så bo der i fred og ro og leve af min pension.

Jeg er ligeglad med, hvor det ligger. Bare det

er uden for København. |


Et smil og en sandwich

til de børn, som ingen vil have

På tiende år hjælper skolefeer på Langeland øens udsatte skolebørn,

der hvor forældrene ikke selv har overskud.

af Birgitte Svennevig

foto Søren Skarby

Ørstedsskolen på Langeland er en

af de nyeste og lækrest udstyrede

skoler i Danmark. Den har alt,

hvad lærere og elever kan ønske

sig: bløde, røde slængesofaer til

frikvartererne, egen sundhedsklinik,

elektroniske tavler med

touch-screen og musikanlæg i

klasselokalerne. Ren luksus og

lutter glade børn, tænker man

uvilkårligt, når man ser de næsten

1.000 unger myldre rundt på

de nymalede og kunstudsmykkede

gange i dette dagens første

frikvarter.

Men skindet bedrager. En stor

del af Langelands børn har nemlig

store sociale problemer. Alkohol,

vold og manglede overskud hos

forældrene resulterer i, at hver

fjerde af øens børn må beteg-


nes som så socialt udsatte, at de

har en sag i kommunen. Det er

dobbelt så mange som landsgennemsnittet,

og det svarer til hvert

femte barn på gangene denne

formiddag.

Disse børn skal for eksempel

selv sørge for at komme op og i

skole om morgenen, selvom de

kun går i første klasse. De har

ikke madpakke med, og de er

altid sultne. De mangler overtøj

om vinteren, de har aldrig prøvet

at være på café og drikke varm

kakao, og de skal passe deres

mindre søskende, når mor drikker

sig fuld eller af andre årsager ikke

magter sine børn. Her går børn,

som har oplevet at få lagt låg på

sengen, så de ikke kan komme

op, før forældrene tager låget af.

Børn, som bliver sendt ud at sidde

i bilen efter skoletid, så de ikke

forstyrrer inde i huset.

Behovet for omsorg og praktisk

hjælp i hverdagen er vanskeligt

at løfte, så derfor har skolen

ansat fem såkaldte skolefeer, som

har til opgave at hjælpe og støtte

børnene. En i indskolingen, en i

mellemskolen, to i udskolingen

og en ’flyvende’, der kan træde

til, hvor der opstår behov. Maria

Munk Larsen er skolefe i udskolingen.

Hun er uddannet lærer og

har en diplomuddannelse i psykologi

og socialpædagogik. Hun er

skolefe for 22 børn.

Kontakt gennem maden

Eftersom Ørstedskolen kun er et

år og et skvæt gammelt, og den

samlet næsten har 1.000 elever

fra tre nedlagte skoler, har Maria

brugt lang tid på at lære eleverne

at kende. Det har kostet mange

traveture op og ned ad de mange

hundrede meter gange, og travetu-

- Børnene kommer

ikke selv til mig og

siger, de har problemer.

Derfor går jeg

meget rundt på skolen

og kigger efter,

om der er nogen, der

på en eller anden

måde signalerer, at

de vil ses af mig.

Maria Munk Larsen,

skolefe i udskolingen

rene er også på programmet i dag.

- Børnene kommer ikke selv

til mig og siger, de har problemer.

Derfor går jeg meget rundt på

skolen og kigger efter, om der er

nogen, der på en eller anden måde

signalerer, at de vil ses af mig.

Da klokken nærmer sig 11,

henter Maria en kasse med færdigsmurte

sandwich i skoleboden.

De skal deles ud til de af hendes

børn, der ikke har mad med – og

som Maria ved heller ikke får

noget, når de kommer hjem. 9-

klasserne har terminsprøve i dag

og er ikke i skole, og derfor er

der kun en håndfuld sandwich

i dagens kasse. Første stop er i

skolebiblioteket, hvor Jannick får

stukket en sandwich i hånden

uden nogen større indledende

samtale. Han tager imod den og

smiler til Maria. Hun smiler igen

og går videre.

- Ham kender jeg ikke så godt

endnu. Jeg så ham en dag, han

var blevet sendt ud på gangen,

fordi han havde haft en konfrontation

med en lærer. Det har han

tit, og det er et signal om, at han

gerne vil ses, mener jeg. Jeg har

kun talt ganske kort med ham,

og jeg ved endnu ikke, hvilke

problemer han har. Det tager vi,

når han er klar.

Næste sandwich går til Simon

på 15, som hun møder på gangen.

Simon vil gerne snakke og kunne

snakke i timevis, fortæller Maria.

- Han har flere mindre søskende,

og hans mor har ikke så meget

overskud, så han får ikke meget

voksenkontakt derhjemme.

I biblioteket afleveres der yderligere

to sandwich til et par store

piger, og den sidste går til endnu

en pige, der sidder sammen med

veninderne i forhallen.

- Åh, hvor var jeg sulten,

udbryder hun, da Maria rækker

hende sandwichen.

Pernilles udfordringer

Den sidste sandwich er til Pernille.

Maria traver op og ned ad gangene,

ud til fodboldbanen og over

til rygeskuret for at finde hende.

De har sms’et om at snakke sammen,

men skal lige finde hinanden

først. Da Pernille endelig lader sig

finde og går med ind på Marias

kontor, falder hun ikke ligefrem i

svime over sandwichen.

Pernille, der går i 8. klasse, har

mavesår, og det gør frygteligt

ondt at spise, når hun ikke tager

sine piller på det korrekte tidspunkt.

I øvrigt har hun ikke taget

meget føde til sig, siden nogle af

de andre piger kaldte hende fed i

7. klasse.

- Hvordan går det?, spørger

Maria.

- I sidste uge gik det ikke så

godt, forklarer Pernille. Hun og to

fakta om skolefeer

Skolelærer Sanne Kastrup Olsen blev Danmarks

første skolefe i 2001, da hun arbejdede på

Longelse Skole på Langeland. De langelandske

kommuner kørte et projekt om børn og alkohol,

og da det stod klart, hvor mange børn der led

under forældrenes misbrug, besluttede man at

give disse børn ekstra omsorg og støtte, når de

kom i skole.

I dag er der skolefeer på alle Langelands skoler,

og mange andre skoler i Danmark og Grønland

veninder fra klassen kunne ikke

enes med en lærer. Pernille synes,

lærerne er for meget efter hende.

- Sidste år var jeg en lille ballademager,

men nu har jeg ændret

mig. Jeg laver lektier, og mine

karakterer er gået op, så hvorfor

er de stadig efter mig, spørger

hun og svarer selv, at det måske

kan være svært for lærerne at

vænne sig til, at hun og hendes

to veninder, der sidste år blev

betegnet som ’skolens skræk’, nu

har besluttet sig for at tage skolen

alvorligt.

I 7. klasse kom Pernille med i

slænget af hårde piger, der droppede

skolen og sked lærerne et

stykke. Når lederen af slænget

sendte en sms rundt om, at nu

skulle de pjække og gå ned i byen,

fulgte Pernille med. Med tiden

kom hun til at gøre nogle ting,

som hun dybest set ikke havde

lyst til, og derfor besluttede hun

i starten af 8. klasse at forlade

slænget. Det var hårdt at sige

nej til at pjække og sætte sig til

at lave lektier i stedet, men hun

gjorde det.

- Og hvordan går det derhjemme,

vil Maria vide.

- Godt. Min mor synes, det er

så synd for mig, at jeg har mavesår,

men min far er sur. Jeg tror,

det er, fordi han aldrig selv har

prøvet at have mavesår og ikke

ved, hvor ondt det kan gøre.

- Og hvad med at drikke?

- Det er mindre. Jeg drikker

ikke på hverdage.

- Men i aften?

- I aften er der fødselsdagsfest,

og bagefter er der halfest,

og så skal jeg selvfølgelig drikke.

Jeg har fundet ud af, at hvis jeg

først spiser noget mad og derefter

tager mine piller, så kan jeg godt

drikke, uden at det gør ondt i

maven.

- Og dit arbejde?

- Jeg arbejder ikke i pizzeriaet

mere. Det var for stressende for

mig, der skete for meget. Men nu

har jeg søgt noget i Brugsen.

- Du har tabt dig meget?

- Men jeg spiser morgenmad!

Og nogle gange har jeg også mad

med i skole!

Pernille forklarer, at det gør

så ubeskriveligt ondt, når hun

spiser. Hun skal tage medicinen

måneden ud, og hvis den ikke

hjælper, skal hun have en kik-

- Min mor synes,

det er så synd for mig,

at jeg har mavesår,

men min far er sur.

Jeg tror, det er, fordi

han aldrig selv har

prøvet at have mavesår

og ikke ved, hvor

ondt det kan gøre.

kertundersøgelse. Inden Pernille

går ud af døren med et ønske om

en god weekend og en god fest

i aften, minder Maria hende om

sandwichen:

Vil du prøve at spise en lille

smule?

Pernille smiler. Det betyder

vist nok 'ja'.

Indberetning

Om en time skal Maria være vikar

for en 7. klasse – noget, hun gør,

så tit hun kan komme af sted med

det, for vikartimerne giver hende

et godt indtryk af, hvordan de

enkelte elever har det. Men først

skal hun skrive et udkast til en

underretning. Den skal sendes

til kommunen på mandag, hvis

ikke der sker drastiske ændringer

inden da. Det tvivler Maria på, og

har ansat eller planlægger at ansætte skolefeer.

Sanne Kastrup Olsen er i dag leder af skolefeerne

på Langeland.

Skolefeernes opgave er at give børnene hverdagshjælp

og at gøre dem i stand til at hjælpe sig

selv i krisesituationer. De ældre børn lærer for eksempel,

hvad de skal gøre, når far og mor er fulde,

når der ikke er noget mad, eller hvordan de selv

kan komme i skole. I det daglige hjælper skolefeerne

med for eksempel at huske gymnastiktøjet

Pernille, 7. klasse

derfor skriver hun den nu.

- Det drejer sig om Mette. Jeg

har kendt hende længe og blev

meget glad, da hun sidste år

begyndte at gå i skole igen efter

ikke at have været i skole i to

år. Hun er 15 år, har en udviklingsforstyrrelse

og bor sammen

med sine yngre søskende og en

mor, der arbejder om natten og er

meget presset.

Mette er en meget lukket pige,

som er svær at komme ind på livet

af, og for nylig holdt hun op med

at tage sin medicin.

En del af Marias kontakt til

sine børn foregår via facebook, og

da Maria læste på Mettes kærestes

profil, at han var flyttet hjem

til Mette og hendes mor, og at han

røg hash hver dag, tog hun fat i

Mette, der bekræftede, at det var

rigtigt nok. De sad og drak og røg

om aftenen. Og det var Mettes

mor ved at være træt af. Derfor

havde hun foreslået den 16-årige

kæreste, at han fik sig en lejlighed

i Rudkøbing og noget hjælp til at

komme ud af sit misbrug. Men

det var ikke et råd, som Mette og

kæresten syntes om. Tværtimod

var de blevet vrede på moren.

- I går kom hun så for at sige

farvel, nu vil de flytte til Jylland.

Kærestens far er HA-rocker derovre.

Hvis hun ikke møder i skole

på mandag, skal jeg indberette

det, så vi kan få hende tilbage. Og

så kan vi forhåbentlig få en ordning,

hvor jeg giver hende hendes

medicin hver dag.

Måske kommer Mette tilbage

på et tidspunkt. Måske aldrig

mere. Maria ved det ikke. Men

hun ved, at hun vil gøre alt for at

hjælpe den flygtede pige, hvis hun

dukker op på Langeland igen. Ligesom

hun vil gøre alt, hvad hun

kan, for alle sine andre fe-børn.

Børnenes navne er opdigtede,

men er redaktionen bekendt. |

eller køre børnene til fritidsaktiviteter, hvis de bor

langt ude på landet. De kan give børnene mad i

spisefrikvarteret, og de har en lille pengekasse at

tage af, hvis der for eksempel er brug for at tage

på cafe og få en kop varm kakao.

Størrelsen af denne pengekasse varierer fra

skole til skole. På Ørstedsskolen i Rudkøbing, hvor

der er plads til 1.000 børn, ligger der cirka 20.000

kroner i kassen for skoleåret 2011/12.


�

Jacob

reddet af skolefeen

Jacob er i dag 19 år og takker barndommens skolefe for,

at han har fået et godt liv.

af Birgitte Svennevig

foto Søren Skarby

- Det var altid mig, det gik ud over derhjemme.

Så kort opsummerer 19-årige Jacob Skredbjerg

sin barndom. Af årsager, han stadig ikke

forstår – og heller ikke får svar på, når han i

dag spørger sin mor – var det ikke den tre år

yngre lillesøster, Connie, eller den et år ældre

storebror, Nick, der fik skæld ud og blev sendt

ind på værelset næsten hver dag efter skole.

Det var Jacob. Så kunne han sidde derinde, i

familiens øde beliggende hus, syv kilometer

fra landsbyen Longelse på Langeland, og vente

på, det blev aftensmad. Hvor han skulle sidde

stille og holde bordskik, til Nick, der kunne

sætte ufattelige mængder mad til livs, blev

færdig. Og så ind på værelset igen.

På værelset havde Jacob sine bøger og læste

mange eftermiddage væk, indtil han fik en

computer i 5. klasse, og computerspillene tog

over. Egentlig ville han gerne gå til fodbold,

men det måtte han ikke for sin mor.

- Det var underligt. Hun gad mig ikke, men

hun ville heller ikke have, at jeg gik til noget.

Hun sagde, at jeg skulle lave mine lektier, men

når jeg ikke kunne finde ud af dem, ville hun

ikke hjælpe mig.

Jacob tænker tilbage på sin far som en sød

og rar mand, der ikke gjorde forskel på de tre

børn, men han var også en stille mand, der tav

og accepterede sin kones daglige raseriudbrud

mod Jacob. Det var, som om han havde opgivet

at forhindre, at det skete.

OBS i skolen

På Jacobs skole, den lille Longelse Skole, lagde

lærerne mærke til, at Jacob ikke trivedes. Han

fulgte ikke med i matematik-timerne, han blev

mobbet af de andre børn, der sagde, at hans

hoved lignede et æg, og han sugede voksenkontakt

til sig som en svamp. Hver morgen stod

han ude foran skolen, når den åbnede klokken

06.45, havde cyklet de syv kilometer ad øde

landeveje alene, og han blev der, til skolen lukkede

klokken 17. Han ville ikke hjem.

- Det billede, vi havde af Jacob, stemte ikke

overens med det billede, hans mor tegnede.


Hun kunne for eksempel ringe og fortælle, at

nu havde Jacob slået sin lillesøster, eller nu

have han stjålet fra hende. Det var slet ikke

den Jacob, vi så. Vores Jacob var en sød og

hjælpsom dreng, fortæller Maria Munk Larsen,

der var matematiklærer for Jacob i de første

år og siden blev skolefe for ham. Hun forblev

skolefe for ham resten af hans skoletid, og selv

i dag, hvor Jacob egentlig er for gammel til at

have en skolefe, har de to stadig kontakt.

- Det første, jeg husker om skolefeerne, er,

at de tog imod mig med åbne arme. Jeg blev

inviteret med på en skiferie, som de havde

samlet penge ind til, og så tog vi til Sverige.

Det var en pause fra de skældud, jeg fik derhjemme.

Mødet med skolefeen

Jacobs mor arbejdede som social- og sundhedsassistent

på et plejehjem, og hans far læste til

logistikoperatør. Pengene var små, og selvom

familien havde lidt indtægter fra 150 slagtekaniner

hjemme i stalden, var der ikke penge til

ferier. Tid var der heller ikke meget af, og Jacob

kan ikke komme i tanker om mere end to

familieudflugter fra sin barndom. Den ene gik

til Legoland, og da var de alle fem af sted. Den

anden gik til koldkrigsmuseet Langelandsfortet

i Bagenkop, 20 km syd for familiens hjem.

- Det var min far, der mente, at mig og Nick

trængte til at komme på tur. Mor var imod,

hun mente ikke, vi havde råd.

- Det billede,

vi havde af Jacob,

stemte ikke overens

med det billede,

hans mor tegnede.

Maria Munk Larsen, skolefe

I løbet af Jacobs skoletid kom han på flere

ferier arrangeret af skolefeen. Det blev blandt

andet til to ture på Blå Kors-lejre i Jylland, og

hver gang fik den lille kuede dreng en pause.

- Maria blev et frirum for mig. Når jeg var

sammen med hende, hyggede jeg mig. Nogle

gange spillede vi spil eller lavede lektier, eller

vi sad bare og snakkede efter skoletid. Det var

ikke, fordi vi lavede særligt meget, tror jeg.

Men jeg havde et sted, hvor jeg havde fred og

ikke fik skældud.

Når det brændte på for Jacob derhjemme,

kunne han altid ringe til Maria. Han har også

boet hos hende i perioder, hvor det var helt

umuligt at være hjemme. Det var for eksempel,

når hans mor ringede til skolen og sagde,

at de kunne beholde ham. At hun ikke længere

ville have ham.

- Men så fortrød hun, og så skulle jeg hjem

igen.

Spirende hævntørst

Jacob ville gerne gå til fodbold, og Maria ville

gerne hjælpe drengen med at realisere drøm-

- Min mor gad mig ikke,

men hun ville heller ikke

have, at jeg gik til noget.

Hun sagde, at jeg skulle

lave mine lektier,

men når jeg ikke kunne

finde ud af dem,

ville hun ikke hjælpe mig.

Jacob bor i dag sammen med sin forlovede i Svendborg, hvor han også går på VUC.

men. Hun skaffede penge til et par fodboldstøvler

og hjalp Jacob med at finde en fodboldklub.

Den største udfordring var dog Jacobs

mor, der ikke syntes, hendes søn skulle gå til

fodbold. Lillesøster Connie og storebror Nick

måtte godt gå til noget, men Jacob måtte ikke.

- Maria fik overtalt min mor til at give mig

lov til at gå til fodbold om søndagen, hvis jeg

arbejdede ekstra om lørdagen og for eksempel

gjorde rent og vaskede op. De lavede sådan

et skema og hængte det op. Men der gik ikke

ret lang tid, så måtte jeg ikke alligevel, husker

Jacob.

Som barn satte Jacob ikke spørgsmålstegn

ved forskelsbehandlingen, for han havde

aldrig kendt andet. Han lærte sig, at det ikke

nyttede at spørge, hvorfor han fik stuearrest,

eller hvorfor han aldrig fik det lego, han skrev

på sin ønskeseddel til jul og fødselsdag, men

altid fik tøj eller penge, og han begyndte at udvikle

sine egne måder at give igen på.

- Jeg kunne irritere hende rigtigt meget, når

jeg fik alle sikringerne i huset til at sprænge.

Og jeg nåede frem til, at hvis jeg ikke kunne

få det legetøj, jeg ønskede mig, i gave, så måtte

jeg selv skaffe mig det. Derfor har jeg nogle

gange stjålet penge fra min mor til at købe

legetøj for.

Nogen større kriminel løbebane eller misbrugsproblemer

fik Jacob aldrig.

- Han var heller ikke typen, der pjækkede

fra skole, og han ville gerne lave sine lektier,

husker Maria.

Bruddet med moderen

I takt med at Jacob blev ældre og selv kunne

råde over sin tid efter skole og begyndte at

gå i ungdomsklub i Rudkøbing, begyndte han

at tilbringe mere og mere tid hos Maria, der

boede lige ved siden af ungdomsklubben. Det

var ikke noget, hans mor brød sig om, og hun

forbød ham til sidst at have noget med skolefeen

at gøre.

- Det gjorde mig ked af det, for jeg var glad

for Maria. Hun var den eneste, jeg kunne tale

med om alt det, jeg gik og brændte inde med.

I 8. klasse fik Jacob nok og ville væk hjemmefra.

Han flyttede på institution i Svendborg,

og siden kom han aldrig hjem at bo igen. Efter

at have boet på institution i Svendborg og et

opholdsstedet i Bogense bor han i dag sammen

med sin forlovede i Svendborg. Til januar

påbegynder han en landbrugsmedhjælperuddannelse

på Dalum Landbrugsskole. Han har

stadig kontakt til Maria. |


Den amerikanske drøm

gisper i ørkenen

En forladt ørkenbase fra 2. verdenskrig huser i dag

en skare af amerikanere. De er stået af forbrugerræset

– og de kristne fællesskaber i storbyerne.


af Stine Dahlgren Faurholt

foto Mikkel Dahlgren Faurholt

Midt i Colorado-ørkenens bagende sol ligger

Slab City. En fristad, hvor kristne enspændere

bor side om side med misbrugere uden

indblanding fra myndighederne. Det er stedet

for dem, der har udtømt alle muligheder for

at udleve den amerikanske drøm, og for dem,

der udlever drømmen på en noget anderledes

facon.

Det er højsommer og det tidspunkt på

dagen, hvor man skal lede efter sin skygge.

At stå i ørkensolen føles som at stå under en

gigantisk hårtørrer.

Mennesker, som opholder sig i de op til 50

grader uden vand og skygge, dehydrerer og

dør herude på kort tid. Her midt i Coloradoørkenen

nord for Palm Springs i USA’s guldstat

har en gruppe mennesker slået sig ned.

Her er hverken vand eller elektricitet, men

der er masser af gratis kvadratmeter.

- De fleste, der kommer til Slab City, vil bare

være i fred, andre har alkoholproblemer, og

- De fleste, der kommer til Slab City, vil bare være i fred,

andre har alkoholproblemer, og mange er løbet tør for muligheder.

mange er løbet tør for muligheder, siger Mike

Phippen.

Han har selv boet i ørkenen i fire måneder.

Uden aircondition. Sidste år cyklede han

2000 kilometer gennem USA på en gammel

mountainbike for at komme væk fra hverdagens

rutiner og tættere på Gud. Det førte ham

til Slab City.

Himlen er loftet

40-årige Mike Phippen sidder på et overdækket

billad. Han løfter sivhatten og tørrer

sveden af panden, og så går han i gang med at

stange noget grønt og syltet op af en konservesdåse.

Han kæmper lidt for at forhindre det

16 centimer lange, røde overskæg i at vikle sig

ind i gaflen og følge med ind i munden. Som

han sidder der på ladet, ligner den hvidkalkede

amerikaner en blanding mellem en prædikant

og Steve Irwin. Naturelskeren og eventyreren,

som blev stukket ihjel af en pilrokke.

Før Mike slog sig ned i Slab City, boede han

hos Jesus People i Chicago. Men efter 23 år

var den kristne organisation begyndt at blive

rutine:

Mike Phippen

- Jeg følte, jeg var ved at stagnere, siger

Mike.

Og Jesus People er måske det tætteste han

kommer på den amerikanske drøm med eget

hus, fast job og familie.

- Jeg kan ikke lide forpligtelserne. Folk

siger, at det er den amerikanske drøm, og det

er fint, hvis det er det, de vil. For mig handler

den drøm om friheden til at gøre, hvad man

vil.

For eksempel at indrette et ’soveværelse’

bestående af en gammel sofa, lade himlen

være loftet og ørkensandet gulvet, som Mike

har valgt. Men det er svært at sove i varmen.

I Slab City sover folk med våde håndklæder

over sig. Det har Mike også overvejet. Men

indtil videre går han ned til en varm kilde tæt

ved og gør sig våd, inden han lægger sig til at

sove.

Den gamle mand og bjerget

Slab City har taget navn efter de cementfundamenter,

som står tilbage fra dengang, de

californiske ørkenkvadratmeter blev brugt til

militært træningsområde. Det var her, General


- Jeg kan ikke lide forpligtelserne.

Folk siger, at det er den amerikanske drøm, og det

er fint, hvis det er det, de vil. For mig handler den

drøm om friheden til at gøre, hvad man vil.

Mike Phippen

George S. Patton trænede sine tropper til invasionen

af Nordafrika under 2. verdenskrig. Da

basen lukkede, blev nogle militærfolk boende,

og andre flyttede til.

En af dem var den 80-årige folkekunstner

Leonard Knight. Manden bag Salvation

Mountain, et 15 meter højt bjerg af skrald ved

indgangen til Slab City.

En dag i 1967, hvor han trængte til at få

lidt luft og fred for sin duracelprædikant af

en søster, gik han udenfor på sin veranda. Her

kom Gud til ham direkte. Og siden har Leonard

Knights liv været dedikeret til at formidle det

budskab, der står skrevet overalt på Salvation

Mountain: 'Åbn dit hjerte for Gud, og angr

dine synder, så bliver du frelst'.

Begyndelsen var svær. Kirkens mænd ville

ikke hjælpe Leonard. De mente ikke, at budskabet

var så enkelt. Så en dag tog han ud til

Slab City og prøvede at opsende en ballon med

budskabet. Men den kom aldrig op at flyve. I

stedet begyndte han at bygge et lille monument

i ørkensandet bestående af cement og

maling, senere skrald og sand. Monumentet er

han aldrig blevet helt færdig med, selvom han

har arbejdet på det i 27 år. Det meste af tiden

alene. Donationer fra besøgende har hjulpet

ham med at fortsætte.


I dag er farveeksplosionen i ørkenen,

Salvation Mountain, en destination i Lonely

Planet. Og Sean Penn har Leonard og Salvation

Mountain med i sin film Into the Wild.

På grund af alderen og varmen er 80-årige

Leonard Knight ikke i ørkenen så tit længere.

Så nu bor Mike ved bjerget og hjælper Leonard.

Maler lidt, når der er behov, og tager

imod gæster.

Ørkenkunst og ørkensølv

Metallet på de trailere, der er den hyppigste

boform herude, glimter i ørkenlandskabet bag

Salvation Mountain. De ligger spredt omkring

byens midte med en tavle med beskeder

til ørkenfolket og en trækirke, som med sin

lyseblå farve ser nærmest æterisk ud. En fyr,

som Mike kender som ’Builder’, har bygget en

scene tæt ved. Her afholdes open mike hver

lørdag og beboermøde en gang om ugen.

I nærheden af scenen står det, der ligner

rekvisitter til en Mad Max-film. En slabber har

pyntet to biler med gamle dukker, kapsler og

andet skrald.

Mike hører til blandt de mere ressourcestærke

slabbers, og egentlig er det hans

ambition at rejse. Han har planer om at tage til

Colorado og bo hos sine forældre en periode for

at tjene nogle penge til en båd og så bare sejle.

Alene. Men ikke lige nu.

- Så længe Leonard har brug for min hjælp,

bliver jeg her, siger han.

På gennemrejse

Op ad eftermiddagen pisker en rusten ladvogn

sandet op ved Salvation Mountain.

Føreren har et stort skæg og et pagelangt

hår og ligner et forhutlet blomsterbarn. Fra

ladet kommer af og til høje skrål. Chaufføren

fortæller lavt og lidt undskyldende:

- De er druggies.

- Han fortæller, at han har

været hjemløs det meste af

sit liv, men også at han er

veganer igennem 28 år, og

at han hverken drikker alkohol

eller ryger cigaretter.

Mike Phippen om Stephen Hughes

Han samlede gruppen op i Texas, og nu har

de planer om at slå sig ned i den gratis trailerby

i ørkenen. Chaufføren har under køreturen

snakket med Stephen Hughes, der er en af

dem.

- Han fortæller, at han har været hjemløs

det meste af sit liv, men også at han er veganer

igennem 28 år, og at han hverken drikker alkohol

eller ryger cigaretter. Stephen vil gerne

selv fortælle:

- Jeg er ikke down and out. Jeg valgte at

forsage materialismen, siger han.

Det valg traf han allerede, da han som 21-

årig flyttede fra familien, skolen og vennerne

i en forstad til Los Angeles til Hawaii for at

arbejde gratis på en økologisk farm. Siden han

stoppede på farmen, har han været hjemløs.

Stephen vil ikke have taget et foto af sig

selv, for som han siger:

- Jeg synes aldrig, jeg ligner mig selv, og

et billede fortæller ikke, hvem man er som

person. Han drømmer om at anskaffe sig noget

jord og lave et økologisk landbrugsfællesskab,

fortæller han, inden Mike stiger ind på forsædet

af bilen. Mike vil vise Stephen og de andre

deres nye hjem i ørkenen. |



forebyggende indsats for hjemløshed blandt unge


foto Claus Sjødin

Hun vifter sit blonde hår væk. Det er ikke

hendes naturlige hårfarve. Det har fået en dosis

afbleger. Det meste af håret er skjult under

militærkasketten. ’U smell like Jesus’, står der

på den. Hun vil gerne provokere, siger hun.

Da hun var yngre, var hun en stille pige.

Gjorde som der blev sagt, ville gøre alle tilfredse

og ikke skille sig ud. I dag er det modsat.

Hun har selv sat nitter på sin sorte læderjakke,

tøjet er mørkt, øjnene trukket i sort, og

ansigtet er piercet. Fem steder.

- Jeg vil ikke rigtigt kaldes noget, men det,

der kommer tættest på, er vel punker, siger

Laura og stiller øllen, der kun er et par slurke

gammel.

Hun sætter sig til rette på bænken i Mølleparken

i Aarhus. Det er her, hun helst vil

mødes. Her, hun hver dag hænger ud med sine

venner, og her, hun føler sig hjemme. For det

er rigtigt længe siden, hun har haft kontakt til

den følelse.

- Jeg blev mobbet i folkeskolen. Jeg var den

stille pige og et nemt offer. Jeg havde ingen

venner, og jeg følte mig så ensom, fortæller

Laura, der traskede hjem fra skole i to år med

tårer ned af kinderne.

Familieterapeuten

Hendes blå øjne bliver blanke. Hun vil ikke

Fra

strejfer

til studerende

For to år siden flyttede 22-årige Laura Ager-

gaard Mikkelsen til Aarhus. Kort tid efter står

hun uden tag over hovedet og med en ADHD-diagnose.

En særlig Ungeindsats i Aarhus forsøger at hindre unge i

sociale vanskeligheder i at blive hjemløse – men den øvelse er ikke let.

snakke om det. Ikke hvis hun kan undgå det.

Det var en tid, hvor hendes selvtillid blev banket

godt og grundigt i jorden.

Hjemme gik det ikke bedre. Laura var ked

af det og smed med tingene, hvis noget gik

hende imod.

- Mine forældre ville have, at vi skulle i

familieterapi, fortæller hun.

Terapeuten kan hurtigt se, at det ikke er

forholdet mellem Laura og hendes forældre,

der er galt, men Laura, der bokser med psykiske

problemer.

- Vi fik at vide, at jeg havde en depression,

og så fik jeg medicin. Den hjalp da også lidt på

depressionen, og jeg var ikke helt så aggressiv.

Men jeg kunne godt mærke, at alt ikke var,

som det skulle være. Mine karakterer faldt, jeg

pjækkede meget og kunne ikke koncentrere

mig, siger Laura.

ADHD-diagnosen

Laura føler ikke, at hun har overskud til hverdagen.

Simple ting som at stå op, gå i bad og

tage tøj på magter hun ikke. Hun vil allerhelst

ligge i sengen. Alligevel får hun gennemført

10. klasse, og hun er også optimistisk, da hun

skal begynde i gymnasiet.

- Jeg glædede mig til at komme i gang, men

det gik ikke. Jeg gik der ikke mere end et par

uger. Jeg kunne slet ikke overskue det, fortæller

hun.

Da Laura droppede ud af gymnasiet, kom-

mer hun på kontanthjælp og flytter sammen

med sin kæreste i en lejlighed på Djursland,

hvor Laura også er vokset op. Men dagene går

med at ligge på sofaen og se fjernsyn.

- Til sidst gad jeg ikke mere, så jeg besluttede

mig for at flytte.

Aarhus trækker, og Laura siger ja med det

samme, da en veninde spørger, om de skal

flytte i lejlighed sammen.

- Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle lave i

Aarhus, for jeg havde ingen uddannelse eller

noget arbejde. Jeg tænkte, det måtte jeg finde

ud af hen ad vejen.

Laura forsøger sig med nogle forskellige

kurser, men hver gang er historien den samme.

De andre kursister ser ikke Laura mere end et

par gange, så er hun sprunget fra.

Samtidig begynder hendes psykolog at

undre sig over, at depressionen stadig plager

hende med nærmest uændret styrke. Hun

sender Laura til psykiater.

- De finder hurtigt ud af, at jeg har ADHD,

og det forklarer jo lige pludseligt en masse. Jeg

får også ny medicin, der hjælper mig meget

bedre, fortæller Laura.

Særlig hjemløseindsats for unge

I mellemtiden er Laura begyndt at komme i

Mølleparken. Her mødes hun med andre unge.

Hænger ud, drikker øl, snakker og får timerne

til at gå.

- Jeg blev hurtigt en del af fællesskabet i


�

Mølleparken. Her følte jeg, at jeg hørte til.

Det er også de nye venner i Mølleparken,

der låner Laura en sofa, da hendes lejemål

bliver opsagt, og hun pludseligt står uden tag

over hovedet.

- Jeg blev hjemløs. Men jeg ville ikke på

herberg. Der er simpelthen for mange dårlige

typer. Narkomaner og sådan. Jeg tror ikke, det

er noget godt miljø at komme i nærheden af,

når man er ung.

Derfor sover hun i en periode på skift hos

sine venner.

En dag kommer Laura i kontakt med Ungeindsatsen,

som er en del af Aarhus Kommunes

hjemløseplan, der råder over otte delelejligheder,

hvor de unge kan bo i en periode. Laura

bliver tilbudt en af lejlighederne.

- Jeg følte mig simpelthen så heldig, for det

var lige, hvad jeg havde brug for, siger hun.

Flere af vennerne fra Mølleparken bor der

også. Det har Laura det godt med.

Ud over tag over hovedet bliver de unge

også tilbudt en personlig vejleder, der kan

støtte og rådgive dem, når de skal manøvrere

rundt i systemet.

- Det betyder meget for mig, at jeg ikke

skal klare det hele selv, for det magter jeg

ikke. Jeg er rigtig glad for min lejlighed. Jeg

har haft den i et år. På et tidspunkt vil jeg

gerne videre, men det skal først være, når det

rigtige tilbud kommer. Jeg vil gerne bo i et bofællesskab,

hvor der er mulighed for støtte. Det


’Må indrømme, at jeg ikke har

været i skole i over tre uger,

og nok er smidt ud nu.

Ved ikke, om I stadig kan

bruge min historie.

Hvis ikke, så er det okay,

og jeg undskylder for spild af

jeres tid.’

har jeg brug for i min hverdag, fortæller hun.

Laura kigger op.

En ung fyr kommer imod hende. Hun bliver

siddende på bænken. Hans tøjstil ligner Lauras.

Mørkt på mørkt. Han giver hende et knus.

- Vi ses senere, siger han. Laura nikker og

smiler.

- Hej, hej, siger hun.

Hun fortæller, at når slænget er allerflest, er

de omkring 30-40 stykker. Hendes venner. De

betyder meget for hende. Og hun ser de fleste

af dem hver dag, når de mødes i parken.

- Jeg har stadig kontakt til min familie, men

det er mine venner, jeg er mest sammen med.

Mine forældre bor på Djursland, så det er ikke

tit, vi ses, men de kommer ind og hjælper mig

med at rydde op i lejligheden engang imellem,

fortæller hun.

Studiet og fremtiden

Da sommerferien sluttede, begyndte hun at

læse engelsk på VUC.

- Kommunens ungeindsats har virkelig

støttet mig her. Jeg har ikke gennemført noget

efter folkeskolen, men efter jeg fik min ADHD-

diagnose, ved jeg jo hvorfor. Før jeg begyndte

på VUC, kom jeg på et kursus for unge med

psykiske problemer, som skulle gøre mig skoleklar,

forklarer Laura.

Og hun føler sig skoleklar. Hun har fået ro

på sit liv og tilpasset sin medicin.

- Jeg går i skole to timer to dage om ugen og

Lauras sms til journalisten

hver anden fredag. Og jeg synes, det går rigtigt

fint. Både med at følge med og få lavet lektier.

Fremtiden tænker hun ikke så meget over.

- Før lå jeg jo bare for mig selv og så tv

hele dagen. Nu har jeg venner, en bolig, og

jeg er i gang med at læse. Selvfølgelig ville jeg

da gerne være i gang med en videregående

uddannelse, men det er ikke realistisk i min

situation. Jeg er på vej, og jeg synes, jeg er

kommet ok fremad, siger hun.

Hun rejser sig. Tager øllen i hånden og går

tilbage til slænget. De venter på hende.

EN MÅNED SENERE

Laura bliver tavs

Som altid, når Hus Forbi er i marken, er det

kutyme, at kilderne får mulighed for at se

historien, før avisen går i trykken. Men trods

ihærdige forsøg reagerer Laura ikke på vores

henvendelser. Vi vælger derfor ikke at trykke

historien. Og der skal gå godt en måned efter

interviewet, før der er livstegn fra hende. Den

kommer i form af en sms:

’Må indrømme, at jeg ikke har været i skole

i over tre uger og nok er smidt ud nu. Ved ikke,

om I stadig kan bruge min historie. Hvis ikke,

så er det okay, og jeg undskylder for spild af

jeres tid.’

Laura har samlet sig mod til at fortælle,

hvorfor hun er droppet ud. Og det vil hun

gerne gøre på den samme bænk i Mølleparken,

hvor hun sidst fortalte om, at hun var begyndt

at læse engelsk på VUC.

Laura stikker hånden frem og hilser. Hun

smiler.

- Ja, så er vi her igen, siger hun, mens hendes

sorte militærstøvler går hen mod bænken.

Laura har taget strikvanter på. En grå og

en sort. Tommelfingeren stritter ud af den ene

vante. Der er kommet en piercing mere til. Nu

lyser en lille neonstick hagen op. Ørerne er

dekoreret fra øverst til nederst.

- Mit fravær var alt for stort, så jeg blev

kaldt til møde med studievejlederen, men det

møde kom jeg ikke til, og så har jeg ikke været

på skolen siden, fortæller hun.

En måned uden medicin

Pludseligt svigter overskuddet, og det er alt for

svært at komme ud af sengen om morgenen og

få tøj på.

- Jeg begyndte at komme færre og færre

gange, og til sidst så kom jeg så slet ikke.

På det tidspunkt tager Laura heller ikke sin

ADHD-medicin. Medicin, som blandt andet

gør, at Laura kan overskue hverdagen og koncentrere

sig om skolen.

- Jeg løb tør for medicin, og jeg fik ikke

hentet den nye sending. Jeg sagde hele tiden, i

dag skal jeg hente min medicin, men jeg fik det

ikke gjort, fortæller hun.

Laura får først hentet sin medicin, da hun

fortæller sin bostøtte (kontaktperson fra

ungeindsatsen, red.), at hun ikke har taget sin

medicin i over en måned.

- Min bostøtte tog min recept og mig i hånden,

og sammen gik vi på apoteket for at hente

den, siger Laura.

Der går et par uger inden medicinen virker

for Laura, og på det tidspunkt synes hun, at

hun er for langt bagud på studiet.

- Jeg kunne mærke, at det var for sent.

- Jeg vil gerne have nogle

værktøjer, så jeg bedre kan

overskue hverdagen.

Komme op om morgenen,

få tøj på, møde op til undervisning

og få lavet mine lektier.

Så Laura er tilbage på bænken med vennerne

i Mølleparken.

- Jeg føler lidt, det er et nederlag, men nok

mest i forhold til mine forældre. De var ikke

glade, da de hørte, jeg var droppet ud. De

prøver at støtte mig, men de er skuffede over,

at jeg ikke magtede det. De vil mig jo bare det

bedste.

Forventningspres

Lauras forældre vil gerne have, at hun har

noget at lave i hverdagen. Og det ’noget at

lave’ er ikke lig med at hænge ud med vennerne

rundt omkring i de aarhusianske parker

og gader.

Det vil Laura også, og det er da også derfor,

hun begynder at studere i første omgang.

- Jeg vil jo gerne have en HF, så jeg kan

komme videre og få et ordentligt arbejde og et

lidt mere roligt liv.

Men hun ved godt, at det bliver en udfordring

for hende.

- Det var ikke, fordi jeg forventede, at jeg

kunne gennemføre det. Det var en chance, og

jeg var åbenbart ikke klar.

Det er ikke mere end halvandet år siden,

Laura fik diagnosen ADHD, så hun skal lære at

håndtere hverdagen med sin psykiske lidelse.

- Selvom man prøver, er det ikke sikkert, at

det går, som man håber, siger hun og fortsætter:

- Jeg vil gerne have nogle værktøjer, så jeg

bedre kan overskue hverdagen. Komme op om

morgenen, få tøj på, møde op til undervisning

og få lavet mine lektier, siger Laura, der dog

ikke har opgivet tanken om at studere igen.

- Det gik galt denne gang, men det betyder

ikke, at jeg ikke kan holde humøret oppe og

sige, at jeg prøver igen efter sommerferien. |


off

Line

om du løser alle eller

én opgave, gør ingen forskel.

alle rigtige

besvarelser deltager

i lodtrækningen om

2x2 boggaver - fra

vores helt egen verden.

dusaduKu – Her bestemmer du selv sværhedsgraden...

X-ord er kreeret af anne Jensen.

Karsten fatum og søren franck har lavet dusaduKu.


Løsning på X-ord:

gæt udtrykket i midten.

Vil du vinde

SEND LØSNINGER TIL:

Hus Forbi, Bragesgade 10 B, 2200 Kbh. N

senest 5. februar 2012.

Mrk. kuverten 'OFFLINE'

Navn _________________________________________

Adresse ______________________________________

Postnr ____ By ________________________________

vinderne får direkte besked og

offentliggøres på www.husforbi.dk

Kate Louise og Camilla Kunckel ventede forgæves på hjemløse gæster i Mølleparken.

juhhuuul’

af Helle Horskjær og Maria Hviid

foto Lars Ertner og Claus Sjødin

’Bare det var jul hver dag.’ Sådan

kunne man fristes til at sige, i hvert

fald hvis man er hjemløs. For der var

rift om de hjemløse i december. Det

mærkede en gruppe pædagogstuderende

i Aarhus, da de havde omdannet

Mølleparken til julestue for hjemløse.

De studerende stod i kø for at hjælpe,

mens de hjemløse var til socialt udsattes

årlige julefrokost et andet sted.

Bordet bugnede med sandwich,

kaffe og kage, og ved siden af stod

sorte sække med varmt tøj og tæpper

til byens hjemløse. I forbindelse med

projektet ’Giv en gave’ havde 12 pædagogstuderende

inviteret byens hjemløse

til en kop kaffe og en bid brød.

- Vores gave går til hjemløse, fordi

vi ønsker at sætte fokus på en samfundsgruppe,

der især har hårde vilkår

i vinterperioden. Derfor inviterer

vi Hus Forbi-sælgerne og alle brugere

på varmestuerne rundt om i byen til

gratis kage og kaffe. Vi synes, det er

dem, der har mest brug for hjælp i

Det er første gang, René er med til julefrokosten

på DFDS-færgen, og så var han endda

ved at misse turen! René kom for sent op,

men en kvik medarbejder fra bofællesskabet

på Mændenes Hjem skaffede René en taxa.

denne her kolde tid, siger Kate Louise

Haugen Wood.

De få, der kom forbi, fik fyldt posen

med tøj og en madpakke med på vejen.

- Det er sgu dejligt, at der er noget

gratis. Jeg fik sandwich, kager og lidt

tøj, fortæller Johanne.

Sammen med sin ven Alfred er hun

gået i Mølleparken for at besøge de

studerendes julestue.

- Vi har fået at vide, at det er et godt

initiativ, men vi havde da håbet på, at

der ville komme en masse hjemløse.

Vi har allerede snakket om, at der nok

bliver lavet en masse initiativer for

målgruppen her i denne måned, så derfor

kunne det også være megafedt at

lave noget for hjemløse om sommeren,

eksempelvis et grillarrangement, siger

Kate Louise Haugen Wood.

Samarbejde gav pote

Halvdelen af landets hjemløse findes i

København, så måske var det ikke så

underligt, at julefrokosten, arrangeret

af DFDS Seaways i samarbejde med

Missionen blandt Hjemløse, trak cirka

190 af byens hjemløse om bord på

Oslobåden med navnet Scandinavian

Pearl. De hjemløse blev samlet op på

byens herberger og væresteder og blev

kørt i busser ud til færgen. Buschaufførerne

gav en lille guidet tur på vejen

derud, og alle nåede frem til arrangementets

start kl. 11.

Da man trådte ind i færgens restaurant,

fornemmede man straks duften

af julemad akkompagneret af julemusik

i baggrunden fra DFDS’ eget band.

Det var et herligt syn, der mødte alle.

En kæmpe buffet bestående af alverdens

julespecialiteter fyldte halvdelen

af lokalet. Denne buffet var nøjagtig

magen til den, der serveres for fær-

Personalet på DFDS-færgen havde samlet 10.000 kroner ind til

præmier og gaver, så alle fik noget med sig hjem – ud over ’mavepine’.

gens betalende gæster: 'For de

hjemløse skal jo ikke spises af

med en andenrangsbuffet', lød

udtalelsen fra en tjener.

Alle medarbejdere arbejdede

gratis på dagen, og flere var

mødt ind på deres fridag for at

være med til at glæde dagens

gæster. I midten af lokalet var

det stillet et enormt gavebord

op. Det var præmierne til

dagens lodtrækning, som alle

ventede spændt på. Gaverne

var delvist fra sponsorer,

delvist gaver, der var købt ind

af personalet specielt til denne

dag. Personalet havde lavet en

intern indsamling til dagen ,

som nåede op på små 10.000

kroner. |

Frivillige medarbejdere søges

i København

søger frivillige til vagter dag, aften og nat

VI FORVENTER

At du kan

• lytte frem for at tale

• spørge frem for at svare

• være til stede frem for at lede efter løsninger

• tage minimum tre vagter om måneden,

heraf mindst én nattevagt

• deltage i supervision det første år

At du er medlem af folkekirken

VI TILBYDER

• Glæden ved at være til gavn for andre

• Mulighed for at blive klogere på andres og eget liv

• Spændende og lærerige weekendkurser

• Et hyggeligt og rart miljø på Nikolaj Plads

i hjertet af København

• Støtte og supervision

Yderligere oplysninger:

Korshærspræst Olav Poulsen. Tlf. 33 14 81 07

eller www.sctnicolaitjenesten.dk

Send ansøgning til Sct. Nicolai Tjenesten, Nikolaj Plads 15,

1067 København K. sctnicolai-tjenesten@kirkenskorshaer.dk

Sct. Nicolai Tjenesten er oprettet i 1957 som Danmarks første telefontjeneste.

Arbejdet er en del af Kirkens Korshærs arbejde.


3

spørgsmål

hvad fik du at spise i går?

- Ikke noget, for jeg var så fyldt op af det, jeg fik at

spise hos min søster dagen inden. Hun havde kogt en

hamburgerryg og lavet stuvet spinat, og jeg lavede

brunede kartofler.

hvad skal der til,

for at din situation bliver bedre?

- Det er egentlig ikke svært at formulere: Jeg skal

bare stoppe med at drikke. Beslutningen er der, men

det gør så ondt i sjælen at komme ud af det. Jeg har

prøvet flere gange. Pludselig sidder man klokken fire

om natten og ryster.

hvad betyder mest for dig i dit liv?

- Jeg elsker slanger og har haft to kongeboaer og en

dumeril boa. Jeg kommer tit i Zoo City i Rødovre og

kigger på slanger. Det er et genialt dyr, der kan kravle

i træer og kan have en gevaldig hastighed på jorden.


sælger nr. 909

Benny Michael jørgensen

| ny hus forbi-sælger |

af Birgitte Ellemann Höegh

foto Holger Erik Henriksen

- Jeg har altid været en eremitkrebs, der boede inde i et sneglehus og

kun kom ud, når jeg skulle jage. Men nu er jeg begyndt at gå rundt på

gaden og sælge aviser, og jeg føler faktisk, at jeg er kommet ud af min

skal, fortæller Benny Michael Jørgensen.

Tre uger tidligere er Benny Michael Jørgensen begyndt at sælge Hus

Forbi. Det foregår på Frederikssundsvej – umiddelbart efter Brønshøj

Torv foran Netto eller Super Brugsen – og det har på mange måder gjort

Benny til en gladere mand.

- I søndags tog jeg en tur ud til min søster i Skibby, og vi fortalte

vittigheder, grinede og havde det rart og sjovt sammen – og det tror

jeg, jeg kan, fordi jeg er begyndt at komme ud blandt andre mennesker,

fortæller han.

Benny Michael Jørgensen startede med at sælge aviser, fordi pengene

var sluppet op – brugt på øl.

- Jeg kom i tanker om, at jeg havde snakket med en af beboerne fra

Hørhuset (et midlertidigt botilbud til hjemløse, red.), som jeg også har

boet på. Han sagde, at jeg skulle tage mig sammen, gå ud og sælge Hus

Forbi og tjene nogle penge. Så da jeg stod uden en krone på lommen,

spolede jeg tilbage i arkiverne og kom til at tænke på ham, siger Benny

Michael Jørgensen.

For et halvt år siden blev Benny Michael Jørgensen smidt ud af Hørhuset,

hvor han havde et værelse.

- De sagde, at jeg skulle tage antabus, og at det var for mit eget bedste

– men jeg tror slet ikke, at det var derfor – nærmere fordi jeg havde

snakket med en masse mennesker, der var involveret i stedet,og havde

en masse informationer, og så var jeg blevet farlig. Jeg ville ikke på

antabus, så jeg fik tre dages varsel til at pakke mine ting, fortæller han.

I månederne efter boede han i et lille telt, som han kunne klappe

sammen og have med sig rundt på gaden. En dag han tog chancen og lod

det stå, mens han var ude og købe en pakke cigaretter, havde der været

nogle mennesker forbi og splittet det hele ad. Siden da har han sovet på

sofaen hos sin storebror.

- Han bor der alene, og når han er hos sin kæreste, får jeg bare nøglen,

men jeg vil gerne have mit eget sted igen. Jeg kommer hos Bisserne

på Kofoed Skole, for jeg har ikke den bedste tandpleje, og de foreslog, at

jeg skulle snakke med en socialrådgiver, fordi de ikke syntes, jeg skulle

rende rundt på gaden og være ensom. I morgen skal jeg til en visitationssamtale

hos KFUM, og så kan det være, at jeg får et lille værelse –

men det er jo kun en samtale, siger Benny Michael Jørgensen.

Benny Michael Jørgensen er oprindeligt uddannet automekaniker og

har blandt andet været chefmekaniker i Farum med to lærlinge under

sig, som måtte finde sig i en fordrukken chef, fortæller han.

For Benny Michael Jørgensen har haft et alkoholmisbrug gennem

27 år og har indtil 2009 været en hel del i arbejde – blandt andet også

som chauffør og kartonagearbejder på en fabrik. Men det har et langt

stykke hen ad vejen været alkoholen, der styrede hans liv – også mens

han arbejdede. Tilbage i 2009 afsonede han en seksmåneders dom, som

han fik for ti forskellige forhold – blandt andet spirituskørsel.

- Jeg har aldrig været byens bedste barn, og derfor havner jeg mange

gange dér, hvor jeg gør. Det har jeg kun én at takke for – og det er mig

selv. Men så må man sgu stoppe fire fingre op bag i og løfte sig til et andet

sted – og det gør jeg blandt andet ved at sælge Hus Forbi og komme

ud og snakke med nogle mennesker. |

Hver måned spørger vi en nystartet sælger, hvad der fik ham/hende i

gang med at sælge Hus Forbi. Hus Forbi har 744 sælgere spredt ud over

hele Danmark. En tredjedel af dem i Københavnsområdet.

273 døde af stoffer 20 kroner om ugen - Hus Forbi

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?