INNHOLd: - Oslo Museum

38
En tumleplass for (skam)løse hunder
– ranglebikkjer og andre dyr i byen
Liv Emma Thorsen
Naturen spillede en langt større Rolle i Datidens Byer end i vore. De
var i Virkeligheden et gunstigere Opholdssted for Dyr og Planter end
for Mennesker. Deres Dyreliv har vi alle haft Lejlighed til at betragte i
store Træk, og enhver vil kunne slutte, hvilken Vrimmel af Smaadyr der
maatte kunne udklækkes under saa heldige Betingelser. Det samme
gjaldt Plantelivet. Træer og Urter trivedes i Byhaverne i en sjælden
Grad. (…) Her var ingen Gasledning til at forgifte dem, Nedlægning af
Kloakrør afskar ikke med ét Halvdelen af deres Rødder, Brolægningen
nægtede dem ikke deres Væde. Byen var som en uhyre Drivkasse,
afdelt i Rum av de skærmende Huse, næret og varmet af Gadernes
Gødning. (Troels-Lund, 1908 II:123f)
Slik skildrer den danske kulturhistorikeren
Troels-Lund naturens vilkår i den nordiske
renessansebyen i storverket ”dagligt Liv
i Norden i det sekstende Århundrede”.
Beskrivelsen følger etter at han har
gjennomgått de gamle byenes livlige
og til tider skremmende dyreliv. Byen er
et dampende drivhus, til beste for dyr
og planter, men mindre helsevennlig
for de tobeinte. Moderne teknologier
knyttet til hygiene, nye energiformer og
ny materialbruk har gitt en renere og
sunnere by, men har vært en trussel mot
bynaturen. Troels-Lund bruker uttrykket
”kampen om territoriet” når han fremstiller
forholdet mellom mennesker og dyr i
renessansesamfunnet. Mennesker og
dyr strides om hvilke steder dyr skal ha
adgang til, og dyrene er i stand til å yte
langt kraftigere motstand enn i dag.
Som geografene Chris Philo og Chris
Wilbert påpeker, har vi klare tanker om
hvilke steder dyr skal befinne seg, konkret
som abstrakt, og det har foregått store
endringer i hva som er blitt oppfattet og
akseptert som ”animal places” (Philo og