eu som international aktør

FORSVARSAKADEMIET 

VUT II/L–STK 2001–2002 

Kaptajn Claus E. Andersen, 

Kaptajn Morten S. Rathmann & 

Kaptajn Michael Meelby Vibholm 

UKLASSIFICERET 


April 2002 

EU SOM INTERNATIONAL AKTØR


EU SOM INTERNATIONAL AKTØR 

Der gennemføres en analyse af EU på baggrund af hegemoniteorien m.h.p. at klarlægge 

eventuelle mangler, som EU måtte have for at kunne optræde som en international aktør. 

Analysen sigter primært mod at klarlægge, hvorvidt indførelsen af EU’s forsøg på at optræde 

som en international aktør opnås ved. 

Speciale 

UKLASSIFICERET

INDHOLDSFORTEGNELSE 


RESUME 7 

1. BAGGRUND....................................................................................................................8 

1.1. TITEL...................................................................................................................................................... 8 

1.2. RELEVANS ............................................................................................................................................ 8 

1.3. OPGAVEDISKUSSION .......................................................................................................................... 8 

1.3.1. Emnediskussion.............................................................................................................................. 8 

1.3.2. Empiri .............................................................................................................................................. 9 

1.3.3. Analysemodeller ............................................................................................................................. 9 

1.3.4. Formulering af undertitel ................................................................................................................. 9 

1.4. TEORI................................................................................................................................................... 10 

1.5. TEORETISKE BETRAGTNINGER. ................................................................................................................ 11 

1.5.1. Indledende bemærkninger ............................................................................................................ 11 

1.5.2. Teoriens baggrund........................................................................................................................ 11 

1.5.3. Barry Buzans regionale sikkerhedskompleksteori........................................................................ 12 

1.5.4. Begrebsapparat ............................................................................................................................ 13 

1.6. STRUKTURERING .............................................................................................................................. 15 

1.7. KILDER................................................................................................................................................. 15 

1.8. FORUDSÆTNINGER .......................................................................................................................... 15 

1.9. AFGRÆNSNINGER............................................................................................................................. 16 

1.10. FORMALIA ......................................................................................................................................... 16 

2. TEORETISK BAGGRUND ............................................................................................17 

2.1. INDLEDENDE BEMÆRKNINGER....................................................................................................... 17 

2.2. ØKONOMISK MAGT............................................................................................................................ 18 

2.2.1. Opbygning/styring af økonomiske regimer (strukturel magt)........................................................ 19 

2.2.2. Kontrol over kapital og valutakurser ............................................................................................. 19 

2.2.3. Kompetitive fordele ....................................................................................................................... 19 

2.2.4. Information/behandling af information .......................................................................................... 19 

2.2.5. Uddannelse................................................................................................................................... 19 

2.2.6. Asymmetrisk interdependens........................................................................................................ 20 

2.2.7. Teknologiske nyvindinger ............................................................................................................. 20 

2.2.8. Vilje til at lede................................................................................................................................ 20 

2.3. POLITISK MAGT.................................................................................................................................. 20 

2.3.1. Opretholde systemet..................................................................................................................... 21 

2.3.2. Opbygning/styring af regimer (strukturel magt) ............................................................................ 21 

2.3.3. Evne til at blokere initiativer .......................................................................................................... 21 



2.4. MILITÆR MAGT................................................................................................................................... 22 

2.4.1. Evne og vilje til at angribe og forsvare.......................................................................................... 22 

2.4.2. Deltagelse i krisestyring ................................................................................................................ 22 

2.4.3. Warfighting capability.................................................................................................................... 23 

3. EU’S TILBLIVELSE.......................................................................................................24 

3.1. INDLEDNING. ...................................................................................................................................... 24 

3.2. EUROPARÅDET. ...................................................................................................................................... 24 

3.3. DET EUROPÆISKE KUL– OG STÅLFÆLLESSKAB. ........................................................................................ 24 

3.4. DEN VESTEUROPÆISKE UNION. ............................................................................................................... 24 

3.5. ROMTRAKTATEN...................................................................................................................................... 25 

3.6. DET EUROPÆISKE FÆLLESSKAB. ............................................................................................................. 25 

3.6.1. Haag–topmødet i 1969. ................................................................................................................ 25 

3.6.2. Det Europæiske Monetære system/samarbejde. ......................................................................... 25 


3


3.6.3. Europaparlamentet. ...................................................................................................................... 26 

3.6.4. EF–udvidelse 1981–1986. ............................................................................................................ 26 

3.6.5. Det Indre Marked – ”Den Europæiske Fællesakt”. ....................................................................... 26 

3.6.6. Schengen–aftalen. ........................................................................................................................ 27 

3.6.7. Sikkerhed og Samarbejde i Europa. ............................................................................................. 27 

3.6.8. Den Økonomiske og Monetære Union ......................................................................................... 27 

3.6.9. Traktaten om ”Den Europæiske Union” ........................................................................................ 28 

3.6.10. Amsterdam–Traktaten ................................................................................................................ 29 

3.6.11. Det Europæiske Råds møde i Køln 1999 ................................................................................... 29 

3.6.12. Nice–Traktaten............................................................................................................................ 29 

3.6.13. EU udvidelse............................................................................................................................... 29 

3.6.14. Laeken rådsmødet ...................................................................................................................... 31 

3.6.15. EU's dagsorden under dansk formandskab................................................................................ 31 

3.7. SAMMENFATNING .................................................................................................................................... 31 

4. EU’S INSTITUTIONELLE OPBYGNING OG HIERAKI.................................................33 

4.1. INDLEDNING............................................................................................................................................ 33 

4.2. EU’S OPBYGNING ................................................................................................................................... 33 

4.3. INSTITUTIONERNE ................................................................................................................................... 33 

4.3.1. Det europæiske råd ...................................................................................................................... 34 

4.3.2. Formandskabet ............................................................................................................................. 34 

4.3.3. Medlemsstaterne .......................................................................................................................... 35 

4.3.4. Ministerrådet – Rådet for Den Europæiske Union........................................................................ 35 

4.3.5. De Faste Repræsentanters Komité .............................................................................................. 35 

4.3.6. Europa–kommissionen ................................................................................................................. 36 

4.3.7. Europa–parlamentet ..................................................................................................................... 36 

4.3.8. EU–konventet................................................................................................................................ 37 

4.3.9. EF–domstolen............................................................................................................................... 37 

4.4. EU’S BESLUTNINGSPROCEDURER............................................................................................................ 37 

4.4.1. Den fælles beslutningsprocedure ................................................................................................. 38 

4.4.2. Samarbejdsproceduren................................................................................................................. 38 

4.4.3. Høringsproceduren ....................................................................................................................... 38 

4.4.4. Informationsproceduren (uden høring) ......................................................................................... 38 

4.4.5. Proceduren om Samstemmende Udtalelse .................................................................................. 38 

4.5. SAMMENFATNING PÅ OPBYGNING OG BESLUTNINGSPROCEDURER.............................................................. 39 

4.6. EU’S HÅNDTERING AF BOSNIEN– OG KOSOVO–KONFLIKTEN ...................................................................... 40 

4.6.1. Grundlaget for konflikthåndteringen.............................................................................................. 40 

4.6.2. Krisen i det tidligere Jugoslavien .................................................................................................. 40 

4.6.3. Aktiv kontra passiv udenrigspolitik................................................................................................ 41 

4.6.4. Føderalister kontra Konføderalister .............................................................................................. 41 

4.6.5. Atlantikere kontra Europæere....................................................................................................... 42 

4.7. DELKONKLUSION..................................................................................................................................... 42 

4.8. KOSOVO–KONFLIKTEN............................................................................................................................. 42 

4.9. DELKONKLUSION..................................................................................................................................... 43 

4.10. ANALYSE AF EU’S INSTITUTIONELLE OPBYGNING OG HIERARKI................................................................. 43 

4.11. INDLEDNING.......................................................................................................................................... 43 

4.12. EU’S OPBYGNING ................................................................................................................................. 43 

4.13. INSTITUTIONERNE ................................................................................................................................. 44 

4.13.1. Det Europæiske Råd................................................................................................................... 44 

4.13.2. Formandskabet ........................................................................................................................... 44 

4.13.3. Medlemsstaterne ........................................................................................................................ 45 

4.13.4. Rådet for Den Europæiske Union............................................................................................... 45 

4.13.5. De Faste Repræsentanters Komité (COREPER)....................................................................... 46 

4.13.6. Europa–Kommissionen............................................................................................................... 46 

4.13.7. Europaparlamentet ..................................................................................................................... 46 

4.14. DELKONKLUSION .................................................................................................................................. 47 

4.15. EU’S BESLUTNINGSPROCEDURER.......................................................................................................... 47 


4


4.15.1. Den fælles beslutningsprocedure ............................................................................................... 47 

4.15.2. Samarbejdsproceduren............................................................................................................... 47 

4.15.3. Høringsproceduren ..................................................................................................................... 48 

4.15.4. Proceduren om samstemmende udtalelse ................................................................................. 48 

4.16. DELKONKLUSION .................................................................................................................................. 48 

5. DE ØKONOMISKE STRUKTURER OG BESLUTNINGSPROCESSER.......................49 

5.1. INDLEDENDE BEMÆRKNINGER....................................................................................................... 49 

5.2. DEN ØKONOMISKE MAGT................................................................................................................. 49 




5.2.4. Information/behandling af information og teknologiske nyvindinger............................................. 54 

5.2.5. Uddannelse................................................................................................................................... 54 


5.2.7. Teknologiske nyvindinger ............................................................................................................. 55 

5.2.8. Forebyggende foranstaltninger..................................................................................................... 55 

5.2.9. I kølvandet på Balkan–kriserne..................................................................................................... 55 

5.2.10. Vilje til at lede.............................................................................................................................. 56 

5.3. DELKONKLUSION .................................................................................................................................... 57 

6. EU’S FÆLLES UDENRIGS– OG SIKKERHEDSPOLITIK............................................58 

6.1. INDLEDNING............................................................................................................................................ 58 

6.2. BAGGRUNDEN FOR OG UDVIKLINGEN AF ESDP. ......................................................................... 58 

6.3. HISTORIK. .............................................................................................................................................. 58 

6.4. OPTAKTEN TIL OG TILTRÆDELSEN AF MAASTRICHT–TRAKTATEN................................................................ 59 

6.5. UDVIKLINGEN AF FUSP. ......................................................................................................................... 62 

6.6. DEN UDENRIGS– OG SIKKERHEDSPOLITISKE KOMITE. .............................................................................. 68 

6.7. DEN HØJTSTÅENDE REPRÆSENTANT, GENERALSEKRETARIATET FOR RÅDET............................................. 70 

6.8. DEN EUROPÆISKE UNIONS MILITÆRKOMITÉ (MC). .................................................................................. 71 

6.9. DEN EUROPÆISKE UNIONS MILITÆRSTAB................................................................................................ 72 

6.10. OPGAVER, INDSÆTTELSESOMRÅDERSAMT STYRKER TIL RÅDIGHED FOR DEN MILITÆRE DIMENSION AF EU’S 

FUSP. .......................................................................................................................................................... 75 

6.10.1. Opgaver ...................................................................................................................................... 75 

6.10.2. Indsættelsesområde. .................................................................................................................. 75 

6.10.3. Føringskoncept. .......................................................................................................................... 75 

6.11. ANALYSE AF FUSP ................................................................................................................................. 79 

6.12. INDLEDNING.......................................................................................................................................... 79 

6.13. BESLUTNINGSPROCESSER..................................................................................................................... 79 

6.13.1. Delkonklusion.............................................................................................................................. 81 

6.14. MILITÆRE ASPEKTER............................................................................................................................. 82 

6.14.1. Relationer til NATO ..................................................................................................................... 82 

6.14.2. Opgaver ...................................................................................................................................... 83 

6.14.3. Indsættelsesområde ................................................................................................................... 83 

6.14.4. MC og MS ................................................................................................................................... 83 

6.14.5. Føringskapacitet. ........................................................................................................................ 84 

6.15. MILITÆRE KAPACITETER ........................................................................................................................ 85 

6.16. MILITÆRE MANGLER .............................................................................................................................. 86 

6.16.1. Humanitær hjælp/evakueringsoperationer.................................................................................. 86 

6.16.1.1. Ingeniørbataljoner – generel vedligeholdelse og – støtte..................................................................... 86 

6.16.1.2. Specialstyrker ...................................................................................................................................... 86 

6.16.1.3. Støttehelikoptere.................................................................................................................................. 86 

6.16.2. Adskillelse af parter med magt.................................................................................................... 86 

6.16.2.1. Lufttankning ......................................................................................................................................... 86 

6.16.2.2. Angrebshelikoptere .............................................................................................................................. 87 

6.16.2.3. Specialstyrker ...................................................................................................................................... 87 

6.16.2.4. Strategisk varsling................................................................................................................................ 87 


5


6.16.2.5. Større transportfly ................................................................................................................................ 87 

6.16.2.6. Støttehelikoptere.................................................................................................................................. 87 

6.16.2.7. Undertrykkelse af fjendtligt luftforsvar .................................................................................................. 87 

6.16.2.8. Forsvar mod ballistiske missiler ........................................................................................................... 87 

6.16.2.9. Overvågning af indsættelsesområdet – overflade................................................................................ 87 

6.16.2.10. Delkonklusion..................................................................................................................................... 87 

7. ØKONOMISK, POLITISK OG MILITÆR KAPABILITET ..............................................89 

7.1. INDLEDENDE BEMÆRKNINGER ................................................................................................................. 89 

7.2. DEN ØKONOMISKE KAPABILITET ............................................................................................................... 89 

7.3. DEN ØKONOMISKE MAGT ......................................................................................................................... 89 




7.3.4. Information/behandling af information og teknologiske nyvindinger............................................. 90 

7.3.5. Uddannelse................................................................................................................................... 91 



7.3.8. Delkonklusion................................................................................................................................ 92 

7.4. DEN POLITISKE KAPABILITET ................................................................................................................... 92 

7.4.1. Den politiske magt ........................................................................................................................ 92 

7.4.2. Opretholde systemet..................................................................................................................... 92 

7.4.3. Opbygning/styring af regimer (strukturel magt) ............................................................................ 93 

7.4.4. Evne til at blokere initiativer .......................................................................................................... 93 




7.5. MILITÆR KAPABILITET .............................................................................................................................. 95 

7.5.1. Militær magt .................................................................................................................................. 95 

7.5.2. Evne og vilje til at angribe og forsvare.......................................................................................... 95 

7.5.3. Deltagelse i krisestyring ................................................................................................................ 95 

7.5.4. Warfighting Capability ................................................................................................................... 95 


8. KONKLUSION...............................................................................................................97 

Bilag 1 Den hegemoniske model 103 

Bilag 2 Den tetrapolære model 104 

Bilag 3 Søjlerne 105 

Bilag 4 Det Europæiske Råd 106 

Bilag 5 Rådet for Den Europæiske Union 107 

Bilag 6 Europakommissionen 108 

Bilag 7 Europaparlamentet 109 

Bilag 8 EF-Domstolen 110 

Bilag 9 Den Fælles Beslutningsprocedure 111 

Bilag 10 Samarbejdsproceduren 112 


6


RESUME 

Intentionen med den foreliggende afhandling har været, at undersøge, hvorvidt EU ud fra 

en teoretisk tilgangsvinkel – ved indførelsen af en fælles udenrigs– og sikkerhedspolitik – 

kan betragtes som en reel international aktør på linje med andre internationale aktører 

som USA, FN m.fl. 

Undersøgelsen tager sit udgangspunkt i den aktuelle implementering af den fælles udenrigs– 

og sikkerhedspolitik samt den øgede fokus i det internationale rum på EU som aktør 

gennem de seneste år. Emnets relevans understreges af USA’s ønske om at se EU, som 

en aktør, der er i stand til at varetage sikkerhedspolitiske spørgsmål i det mindste i unionens 

nærområde. 

Den teoretiske indgangsvinkel til undersøgelsen tager sit udgangspunkt i en realistisk hegemonitilgang. 

Teorien, som understøtter hegemonimodellen, har tidligere været anvendt 

til at undersøge organisationer på den internationale arena. Desuden ses teorien at anvende 

en række analyseværktøjer, som er relevante og operationelle i f.m. en undersøgelse 

af en aktør som EU. 

I f.m. med den empiriske undersøgelse af EU’s rolle som international aktør har det været 

nødvendigt at beskrive de interne beslutningsprocesser i organisationen m.h.p. at klarlægge 

unionens indre struktur og sammenhæng for derved at kunne afgøre, hvorvidt EU de 

facto besidder evnen til at optræde udadtil som en aktør, der repræsenteret alle medlemslandene. 

Afhandlingen er opdelt i en undersøgelse af hhv. økonomiske, politiske og militære faktor. 

Afsnittene omhandlende den økonomiske samt politiske kapacitet er opdelt i en analytisk 

redegørelse. Kapitlet omhandlende den militære faktor er opdelt i en empirisk redegørelse 

med efterfølgende analyse. Dette er gennemført i erkendelse af, at tyngden måtte lægges 

på den miltære faktor, som den væsentligste forhold i f.m. implementeringen af EU’s kapaciteter, 

der skal muliggøre at unionen kan sætte handling bag ord. 

Under undersøgelsen af den økonomiske faktor påvises det, at denne kapacitet er den 

mest udbyggede i EU. Den økonomiske faktor, konkluderes det, fremstår umiddelbart ikke 

som en hindring for EU’s muligheder for at fremstå som en international aktør. 

En effektiv politiske beslutningsproces indenfor unionen besværliggøres endnu af komplicerede 

beslutningsprocesser og forretningsgange. Enkelte landes særinteresser spiller 

endnu en uforholdsmæssig stor rolle, hvorfor det dog påvises, at politiske faktor ikke virker 

hæmmende på EU’s muligheder for at virke som politisk aktør på den internationale scene. 

M.h.t. militære midler konkluderes det i afsnittet om de militære midler, at den manglende 

strategiske kapacitet samt den ubalancerede sammensætning af de rådige midler ikke 

sætter unionen i stand til jf. hegemonimodellen at fremstå som en reel global aktør. 

De tre afgørende komponenter i undersøgelsen viser, idet der lægges afgørende vægt på 

den militære kapacitet, at EU fortsat ikke ved indførelsen af den fælles udenrigs– og sikkerhedspolitik 

samt Peterbergsaftalen har udviklet de nødvendige kapaciteter for samlet at 

kunne fremstå som en troværdig international aktør. 

Den endelige konklusion er derfor, jf. hegemonimodellen, at EU ved indførelse af en fælles 

udenrigs– og sikkerhedspolitik fortsat ikke er i stand til at agere som en international aktør. 


7


KAPITEL 1 

INDLEDNING 

1. BAGGRUND 

Formålet med nærværende kapitel er at definere rammerne omkring specialet. Indledningsvis 

diskuteres relevans og problemfeltet i relation til det udpegede emne. Herefter 

behandles den anvendte teori, empiri, sammenhængen mellem disse to områder, metodediskussion 

og metodevalg. Kapitlet afsluttes med en redegørelse for valgte afgrænsninger 

og forudsætninger for specialet. 

1.1. TITEL 

Emnet henhører under Institut for Statskundskab ved Fakultet for Højere Militær Uddannelse 

ved Forsvarsakademiet, og det har følgende hovedtitel: 

EU SOM INTERNATIONAL AKTØR 

1.2. RELEVANS 

I lyset af begivenhederne i kølvandet på konflikten i Kosovo er der set tiltag i EU til, at organisationen, 

selvstændigt, og uden hjælp fra USA, fremtidigt ønsker at kunne gribe ind i 

konflikter i EU’s nærområde. På denne baggrund vurderes det relevant at analysere, hvorvidt 

EU efter indførelsen af FUSP reelt besidder kapaciteten til at agere som international 

aktør. 

1.3. OPGAVEDISKUSSION 

1.3.1. Emnediskussion 

Det kan konstateres, at den fælles udenrigs– og sikkerhedspolitik i EU siden Kosovo–konflikten 

har fået øget bevågenhed fra lande som England, Frankrig og Tyskland. Dette skal 

ses i lyset af den afmagt, som de europæiske lande udviste, da en militær intervention i 

området kom på tale. USA løftede reelt alene denne opgave, hvilket i den forbindelse tydeliggjorde 

den europæiske afmagt. 

Konkret har denne proces givet sig udtryk i de beslutninger, som blev taget på møderne i 

Det Europæiske Råd i såvel Helsinki som Køln i 1999. Disse møder satte yderligere gang i 

udviklingen af den fælles udenrigs– og sikkerhedspolitik (FUSP). Den militære krisestyringskapacitet, 

blev det besluttet, skal, med tilstrækkelige styrker, være klar seneste 2003. 

Målet vil overordnet være, at kunne indsætte styrker i rammen af EU og uafhængigt af 

USA, hvilket overordnet tolkes som et forsøg på at agere selvstændigt i rollen som international 


I forlængelse af terrorhandlingerne den 11. september 2001, hvor USA – formelt i rammen 

af NATO ved iværksættelse af artikel V – men reelt på bilateralt basis iværksatte bekæmpelsen 

af terroren, synes det interessant, at belyse om EU de facto, ved implementering af 

FUSP, fremtidigt vil kunne spille en rolle som international aktør. 

Landene i EU er traditionelt alle pro–amerikanske (Frankrig har dog traditionelt markeret 

sig markant med særstandpunkter overfor USA), hvilket stiller spørgsmålet om, hvorvidt 

USA efter den fulde implementering af FUSP forsat vil have interesse i at henvende sig til 


8


enkeltlande i unionen frem for at henvende sig til EU som helhed. Dette rejser ligeledes 

spørgsmålet, om der udover FUSP er andre områder, der kan gøre EU til en international 


Den bipolære opdeling af verdenen er efter murens fald i Tyskland afløst af en unipolær 

situation. USA er jf. magtbalanceteorien de facto hegemon, og den eneste tilbageværende 

supermagt. Amerika har gennem handlinger af såvel politisk som økonomisk art bl.a. i Kosovo 

og Afghanistan samt som foregangsland i bekæmpelsen af terroren, vist at landet 

reelt optræder som en dominerende international aktør. I f.m. EU’s ønske om at udleve 

rollen som en aktør, der tages alvorligt og med de fornødne midler til at agere, vurderes 

det relevant, efter indførelsen af FUSP at analysere EU m.h.p. at identificere de faktorer, 

som EU eventuelt måtte mangle i sin stræben efter at blive en international aktør. 

Ud af det seneste forløb af krigen i Afghanistan fremspringer to gode spørgsmål til EU. For 

det første skal EU i højere grad tale med en stemme på den globale scene, og for det andet 

hvordan skal EU for det andet lære at spille med de militære muskler? 1 

Hoved– og underspørgsmål 

I forlængelse af ovenstående formuleres følgende hovedspørgsmål: 

Hvad skal der til, for at Den Europæiske Union kan optræde som en international aktør? 

Hovedspørgsmålet kan besvares på grundlag af følgende underspørgsmål: 

- Hvilke faktorer definerer en international aktør? 

- Hvorvidt råder EU, efter indførelsen af FUSP, over de ovenfor definerede faktorer? 

1.3.2. Empiri 

Empirien skal tilvejebringe nødvendig dokumentation for at EU enten har intentioner om 

eller har gennemført handlinger, der påviser, at organisationen er gearet til på alle områder 

at agere som en international aktør, på baggrund af den valgte teori. 

1.3.3. Analysemodeller 

Analysen gennemføres, jf. bilag 1 (hegemonimodellen). Modellen anvendes m.h.p. at 

analysere og konkretisere de faktorer man skal besidde for at være en reel aktør i det internationale 

miljø. Herefter foretages en analyse mellem EU og de identificerede faktorer, 

som en international aktør jf. hegemoniteorien bør besidde. 

1.3.4. Formulering af undertitel 

På baggrund af ovenstående opgavediskussion formuleres følgende undertitel: 

Der gennemføres en analyse af EU på baggrund af hegemoniteorien m.h.p. at klarlægge 

eventuelle mangler, som EU måtte have for at kunne optræde som en international aktør. 

Analysen sigter primært mod at klarlægge, hvorvidt indførelsen af EU’s forsøg på at optræde 

som en international aktør opnås ved implementeringen af den fælles udenrigs– og 

sikkerhedspolitik. 

1 Weekendavisen 1.–7. marts 2002, side 7. 


9


1.4. TEORI 

Der eksisterer tre overordnede sikkerhedspolitiske teorier, som kan belyse den international 

politik. Realismen, liberalismen og senere er reflektivismen også kaldet konstruktivismen, 

kommet til. Såvel realismen som liberalismen har i løbet af 1980’erne flyttet sig fra 

det oprindelige udgangspunkt, og de har vel i realiteten nærmet sig hinanden i f.m. neo– 

neo debatten. 

Realisterne satte sig oprindeligt som mål at erkende verdenen, ikke som den burde være, 

men som den var. Realisterne stræbte efter en empirisk videnskab, som satte begrebet 

magt snarere end begrebet ret i centrum. Realismen udviklede sig i løbet 1980’erne til den 

såkaldte neorealisme, som understregede, at kampen om magten stadig var det essentielle 

i samkvemmet mellem staterne. Staterne var hovedaktørerne, og hvad der foregik 

inde i staterne var uden betydning for staternes ageren på den internationale arena. Statens 

interesse – eller den nationale interesse – var det primære hensyn, som dikterede 

staternes handlinger indbyrdes. Desuden var magten ikke blot et middel men også et mål 

for den handlende stat. Tysk–amerikaneren Hans Morgenthau udtrykte det således: ”Et 

politisk system søger enten at bevare magten, at forøge sin magt eller at demonstrere sin 

magt” 2 Staten blev betragtet som en sort kasse, hvor det, der foregik indeni boksen, var 

uden betydning for statens handlinger. Neorelisterne så i slutningen af 1970’erne strukturen 

i den internationale politik, som en ganske afgørende faktor. Ganske vist tager neorelismen 

stadig sit udgangspunkt i magt– og magtbalancebegrebet, men som noget nyt blev 

polariteten i det internationale system anset for at være en ny afgørende faktor. Den afgørende 

sondring er, om systemet er bipolært, unipolært eller multipolært. I erkendelse af, at 

liberalismen med sin vægt på økonomiske faktorer har fremdraget en vigtig parameter i 

bedømmelsen af det internationale system optages økonomiske problemstillinger som noget 

nyt i neorealismen. De økonomiske mål blev derfor af neorealisterne føjet til begrebet 

den nationale interesse. 

Realismen er derfor som teoriretning karakteriseret ved High Politics og relative gevinster. 

Liberalisterne derimod så, at en afgørende faktor for en stats ageren var de økonomiske 

forhold. Liberalisterne hævdede, at der eksisterede en lang række forhold, som var afgørende 

for staters handlemåde, og som der ikke var taget højde for i realisterne begrænsede 

univers. Først og fremmest var det økonomiske områder, at disse forhold skulle findes, 

men også den globale interdependens fremkommer ved et kompliceret samspil mellem 

stater, internationale organisationer og transnationale (multinationale) private selskaber. 

Liberalismen blev derfor karakteriseret ved Low politics og absolutte gevinster. 

Reflektivismens hovedpointe er intersubjektivitet, dvs. at den internationale politiske 

struktur ikke på forhånd er givet og præget af statiske forhold, men at består af nogle 

rammer, som løbende tilpasses og formes gennem staternes indbyrdes samkvem. 3 

2 Petersen & Skak Teorier om international politik 1998 p. 18. 

3 Petersen & Skak p. 29. 


10

1.5. TEORETISKE BETRAGTNINGER. 


1.5.1. Indledende bemærkninger 

Kan hegemoniteorien hjælpe til at opnå en forståelse af regionale magtstrukturer i det internationale 

system? Dette spørgsmål stiller Lykke Friis sig i en bog, som hun kalder det 

tyske spørgsmål. 

Spørgsmålet kunne i foreliggende sammenhæng lige så godt overføres til spørgsmålet, 

hvorledes kan man forklare EU’s rolle som international aktør? 

En vigtig forudsætning for at beskæftige sig med EU, som jo er en organisation, er at fastslå, 

at denne organisation, som er sammensat af en række selvstændige stater, fremtidigt 

formodentligt må anses for at ville agere som en stat. Da hegemoniteorien er begrundet i 

en neorealistisk teoretisk baggrund, er dette en vigtig antagelse. 

EU–forskeren Lykke Friis kalder EU ”et uidentificeret politisk objekt” samt en ”krydsning 

mellem en stat og en international organisation.” 4 EU mangler en forfatning, et forsvar, et 

betydeligt budget og retten til skatteopkrævning samt muligheden for at ”tvangshåndhæve” 

beslutninger gennem magtanvendelse. 

1.5.2. Teoriens baggrund 

Lykke Friis anfører, at der ikke findes brugbare teorier, som kan tolke regionale magtstrukturer 

i det regionale system. 5 Hegemoniteorien fokuserer principielt på magt, dominans 

og lederskab. Der findes imidlertid en række hegemoniteorier med forskelligt udgangspunkt. 

Grundlæggende for denne teoretiske fremgangsmåde er magtrelationerne. Dvs. i realiteten 

neorealismen, som den er beskrevet hos Barry Buzan. Der er imidlertid også nogen 

uenighed om, hvorvidt hegemoni beskriver en aktørs (og her normalt en stat) dominans i 

det internationale system, eller om dette begreb kan beskrive en aktørs dominans på den 

regionale arena. Nogle mener sågar, at teorien har udspillet sin rolle (Robert O. Keohane), 

idet interdependensen vil forhindre enkelte aktører i at blive så magtfulde, at de kan dominere 

hele (eller dele?) af systemet. Dette skulle, jf. Friis, dog ikke udelukke, at aktører kan 

dominere regionalt. Dette har forskeren Joseph Nye også gjort sig til talsmand for (og i 

parentes bemærket har Keohane senere revideret sin noget kategoriske antagelse). Friis 

har derfor efterfølgende ønsket at omformulere hegemoniteorien således, at den beskriver 

anarkiske og/eller interdependente internationale systemer. 

Den 3. teoretiske debat i midten af 1980’erne udviklede sig til en syntese, som var en fusion 

af neoliberalisme og neorealisme og blev betegnet som neoliberalistisk neorealisme. 

Teorien kunne derfor omfatte såvel den realistiske og den liberalistiske internationale politiks 

teoretiske grundsynspunkter. Dermed inkluderes såvel anarkibegrebet som begrebet 

om interdependens. 

Barry Buzan har efterfølgende foreslået en liberal reformulering af neorealismen. Buzan 

accepterer heri Kenneth Waltz opdeling af systemet i tre delelementer (niveauer): 

1. Systemets organisationsprincip, dvs. om systemet er kendetegnet ved en vis form for 

central koordinering, eller om der hersker anarki 

4 Lykke Friis Den europæiske byggeplads. Fra fælles mønt til europæisk forfatning. 2001 side 26. 

5 Lykke Friis Den Tyske Magt 1994, side 14. 


11


2. differentiering af enhederne og specificering af enhedernes funktioner, dvs. om enhederne 

varetager forskellige opgaver, eller om de er funktionelt ens 

3. fordeling af kapabiliteter i systemet, dvs. om systemet er bipolært, tripolært, multipolært 

etc. 

Det er dog kun det sidste niveau (fordelingen af kapabiliteter), der kan ændre en aktørs 


Buzan accepterede Waltz’ systeminddeling, men han kunne ikke godkende systemdefinitionen 

(Walz’ hovedtanke), som gik ud på, at aktørers sikkerhedspolitiske situation kun 

kunne forstås ud fra det internationale systems niveau. Det er det internationale systems 

struktur, der danner rammen for alle staters policy–aktioner. 

Buzan opstillede derfor tre faktorer, som direkte modificerede anarkiets konsekvenser, og 

dermed påvirkede hele det internationale system: 

1. Staternes socio–politiske styrke 

2. Intensitet af interaktion 

3. Det internationale samfund. 

Disse ovenstående forhold spiller en afgørende rolle i det modne anarki i modsætning til 

den umodne anarki. 

Hegemoniteorien er en direkte udløber af realismeteorien. Hovedformålet er at definere og 

forklare begrebet magt i det internationale system. 

Hegemoniteorien beskæftiger sig med relativ og ikke absolut magt . En aktør kan således 

godt være hegemon, dvs. være i stand til at dominere, selvom den har en ustabil økonomi, 

såfremt økonomien er relativt stærkere end de øvrige aktørers. 

Realisterne har faktisk anvendt hegemoiteorien til at forklare et omfattende samarbejde i 

det internationale system (GATT, NATO, EU) efter 2. Verdenskrig på trods af, at realisterne 

havde forventet det modsatte. Fælles interesse og interdependens havde således alligevel 

sat deres spor i det internationale samfund efter krigen. Dette medførte udviklingen 

af realisternes såkaldte ”hegemoniske stabilitetsteori”. 

Hegemoniteorierne kan opdeles i to teorier, som nævnes nedenfor: 

1. Stabilitetsteorien 

2. Den modificerede hegemoniteori 

Ad 1: Teorien fremlægger en klar definition af det økonomiske hegemoni, samt hvilke kriterier 

en aktør skal leve op til for at opfylde kravene på det økonomiske område. 

Ad 2: Denne teori opdeles i: 

a. Økonomisk hegemoni 

b. Politisk hegemoni 

c. Militært hegemoni 

(Se bilag 1). 

1.5.3. Barry Buzans regionale sikkerhedskompleksteori 

Buzan operere med et såkaldt ”midterniveau”, som befinder sig mellem det systemiske og 

det statslige niveau. Her finder man også, jf. Buzan, de regionale sikkerhedskomplekser. 

Buzan skelner også mellem ”high–level” og ”low–level” sikkerhedskomplekser. Low–level 

kompleks er en gruppe aktører, hvis aktioner ikke har nogen umiddelbar indflydelse på 

12 

UKLASSIFICERET


andre komplekser. High–level komplekser består af stater, hvis interesser overskrider deres 

umiddelbare geografiske omgivelser. 

Disse komplekser muliggør, jf. Friis, en forståelse af en regional hegemons forhold til andre 

stormagter uden for dens region. 6 

1.5.4. Begrebsapparat 

Ved international aktør forstås i denne opgave en aktør, der besidder viljen og evnen til at 

agere internationalt indenfor områderne politik, økonomi og militære virkemidler. Den internationale 

aktør skal besidde viljen og evnen til indtræde aktivt i løsningen af konflikter 

og problemer jf. ovenstående. 

Man skal være opmærksom på det forhold, at selv når stater i det modne anarki står 

overfor stater i det umodne anarki vil militær overlegenhed spille en afgørende rolle. Såfremt 

en stat eller en aktør vil spille en rolle i det internationale system, så kræver det en 

”war–fighting capability”. Det er således ikke tilstrækkeligt, at aktøren har kapacitet til krisestyring 

med begrænsede militære midler, men aktøren skal besidde midlerne til at række 

ud over regionale konflikter m.h.p. indsættelsen i hele det internationale rum. 

Der findes to tilgangsvinkler, når man skal iagttage en international aktør. 

Nedenstående figurer illustrerer, som princip, hvorledes en international aktør bevæger sig 

på en horisontal skala såvel i tid som på en kapacitetsskala. Skalaerne indikerer, i hvor høj 

grad aktøren er i stand til selvstændigt at agere i det internationale samfund på baggrund 

af komponenterne på nedenstående skala. 

Nedenstående figur viser et eksempel på, hvorledes sammenhængen mellem politik, økonomi 

og militær kapacitet forløber i forhold til hinanden. Empirien viser, ikke alene i tilfældet 

EU – men også over en længere horisont, at stater i et modent anarki typisk udvikler 

sig på denne måde. 7 Alle kapaciteter erhverves på forskellige tidspunkt i forløbet, og staten 

besidder som hegemon først disse kapaciteter på slutlinjen – dvs. efter at alle kapaciteter 

er opnået. 

Militær 

0% 100% 

Politik 

0% 100% 

Økonomi 

0% 100% 

EU ønsker at kunne optræde som stat (samlet aktør) – dvs. organisationen ønsker at optræde 

som et modent anarki – men såfremt organisationen på sigt ønsker at blive taget 

alvorligt som international aktør, skal den besidde ”war–fighting capability”. Dette understøttes 

af det faktum, at EU’s primære ressourcer for tiden udgøres af såvel den politiske 

som den økonomiske magt. Den militære magt har i det modne anarki sekundær betydning, 

hvilket er den situation, som EU befinder sig i. Men den militære magt i det modne 

anarki ændret sig fra en ren forsvars– eller angrebsvilje til primært deltagelse i krisestyringsoperationer, 

hvilket udviklingen med reaktionsstyrker og den fælles sikkerheds– og 

udenrigspolitiske udvikling er et tegn på. 

6 Barry Buzan People, States and Fear London/New York 1991. 

7 Stater i det umodne anarki dannes typisk med vægt på faktorerne politik og militær og sekundært på økonomi. 

Charles Tilly Coercion, Capital and European States 1990. 


13


Man kunne jf. ovenstående skala angive en model, der viser, hvilke kapabiliteter EU bør 

udvikle over tid for at blive en reel international aktør. 

TID 

Økonomi Politik Udenrigs– og sikkerhedspolitik ”war–fighting capability” 

Figuren viser meget skematisk, hvorledes EU har udviklet sig over tid. De to første emner 

er stærkest implementeret, hvorimod den fælles udenrigs– og sikkerhedspolitik endnu er 

under indførelse. Derimod kan der stilles spørgsmålstegn ved, hvorvidt EU over tid vil udvikle 

en egentlig ”war–fighting capability”. Man kan spørge sig, hvorvidt kræfter/politikere i 

toneangivende lande i unionen har udtrykt ønske om at udvide EU’s militære potentiale 

udover det, der er angivet i den fælles udenrigs– og sikkerhedspolitik? 

Modellen (Friis’ model) viser hegemoni, således som det, jf. modellen, udvikler sig i såvel 

et umodent anarki som i et modent anarki. Modellens højre del (fremhævet i bilag 1) kan 

således lægge op til en systematisk behandling af en række forhold i EU indenfor såvel 

begreberne politisk som økonomisk magt samt endelig militær magt – om end sidstnævnte 

tillægges mindst vægt. 

EU’s kapaciteter, som her ses som den økonomiske, politiske og militære evne, anses for 

at være altafgørende målepunkter for at kunne agere som en international aktør. Desuden 

anses Friis’ model at være mangelfuld i det tilfælde, hvor aktøren, i dette tilfælde EU, vil 

kunne komme til at står overfor en stat, som agere i et umodent anarki, og dermed, jf. Friis’ 

model (nedtonet i bilag 1), naturligt har prioriteret evnen til offensiv og/eller defensive militære 

operationer. 

Det er klart, at man ved at vælge en specifik model også fravælger muligheder for at undersøge 

aspekter, som kunne belyse den relevante problemstilling i højere eller mindre 

grad. En af de umiddelbare svagheder, som ses i Friis’ hegemoni–model kunne eksempelvis 

være spørgsmålet, hvorvidt en international aktørs afhængighed af primære ressourcer 

kan spille en afgørende faktor i dens ageren på den internationale arena, såsom 

meget afhængighed af olie o.lign. USA er i høj grad selvforsynende med energiressourcer, 

hvor EU er afhængig af disse, hvilket i princippet ville kunne svække organisationens rolle 

som international aktør. Men disse forhold tager hegemoniteorien ikke op, og de vil som 

konsekvens heraf ikke blive behandlet yderligere i nedenstående analyse. 

Spørgsmålet, som efterfølgende vil blive behandlet, er, hvorvidt EU opfylder vilkårene i 

modellen (Friis’ model – bilag 1) og i hvor høj grad? 

De forhold, der skal undersøges jf. Friis’ hegemoni–model overordnet politiske, økonomiske 

og militære forhold. Der kan på dette grundlag udarbejdes flg. emneoversigt: 

Økonomisk magt 

- opbygning/styring af økonomiske regimer (strukturel magt) 

- kontrol over kapital og valutakurser 

- kompetitive fordele 

- information/behandling af information 

- uddannelse 

- asymmetrisk interdependens 


14


- teknologiske nyvindinger 

- vilje til at lede 

Politisk magt 

- opretholde systemet 

- opbygning/styring af regimer (strukturel magt 

- evne til at blokere initiativer 

- asymmetrisk interdependens 


Militær magt 

- evne og vilje til at angribe og forsvare 

- deltagelse i krisestyring 

Dette er alle elementer, som kendetegner den internationale aktør. Der skal således ud fra 

disse punkter klarlægges, hvor langt EU er kommet i denne proces, og hvilke elementer, 

der endnu udestår. Det, der jf. den realistiske politiske teori kendetegner en reel international 

aktør, er viljen til at anvende alle midler for at opnå sine politiske mål. 8 

1.6. STRUKTURERING 

Kapitel 2 beskriver hegemoniteorien set i en neorealistisk teoriramme. 

Kapitel 3 er en redegørelse for EU’s udvikling. Kapitel 4 er en redegørelse samt en analyse 

af EU’s institutionelle opbygning og beslutningsprocesser. Kapitel 5 er en redegørende 

analyse af de økonomiske strukturer samt beslutningsprocesser i EU. Kapitel 6 omhandler 

en redegørelse samt analyse af udviklingen og baggrunden for den fælles udenrigs– og 

sikkerhedspolitik. Kapitel 7 er en sammenfattende analyse af EU’s økonomiske, politiske 

og militære kapabiliteter. Kapitel 8 indeholder den sammenfattende konklusion. 

1.7. KILDER 

Tilvejebringelsen af empiri ses umiddelbart at have det formål primært at kunne redegøre 

der for EU’s centrale funktioner med hovedvægten lagt på det udenrigs– og sikkerhedspolitiske 

samarbejde i EU; sekundært at danne grundlag og forståelse for den valgte teori og 

analysemodel. 

1.8. FORUDSÆTNINGER 

EU består, som bekendt, af en række stater alle med deres egne særegne interesser, men 

i denne sammenhæng ses bestræbelser på at skabe en organisation med fælles politiske 

og økonomiske interesser samt en fælles udenrigs– og sikkerhedspolitik, som et tegn på 

at danne en organisation med statslignende træk. Denne organisation udviser flere og flere 

tegn på i fremtiden at kunne agere som en stat, som ganske vist består af en række 

lande, men som i fremtiden i højere grad forventeligt vil kunne fremstå med en enkelstats 

karakteristika. 

Ganske vist behandler den neorealistiske teori generelt ikke internationale organisationer, 

da teorien som udgangspunkt udelukkende anerkender stater som aktører på den internationale 

arena. De elementer, som indgår i en neorealistisk definitioner af en aktør omhandler, 

befolkningens str., territoriets str., økonomi, militær kapabilitet og politisk formåen, 

hvilket er egenskaber, som EU umiddelbart vurderes at besidde, hvorfor EU i denne 

sammenhæng tillægges statslige egenskaber. 

8 Dette understreges ligeledes af Friis 1994 side 57, note 25. 


15


1.9. AFGRÆNSNINGER 

De politologiske retninger liberalisme såvel som reflektivismeer fravalgt i denne opgave 

som teoretisk tilgang, da teorierne ikke anses for at være operationelle m.h.p. at kunne 

belyse dette speciales problemstilling. Dette skyldes, at denne teoretiske tilgang ikke placerer 

staten i centrum for analysen. Liberalisterne vælger typisk at analysere intrastatslige 

forhold og forbindelser frem for interstatslige forhold samt staten som aktør i det internationale 

forum. Reflektivisterne er typisk tilbageskuende i deres betragtninger over aktørers 

fortidige handlinger, hvor formålet med denne undersøgelse snarere er at anskue unionens 

fremtidige muligheder. Derfor anses denne teoriretning for uanvendelig til at belyse 

den foreliggende problemstilling. Idet grundlaget for EU’s FUSP reelt først er på plads i 

2003 gennem opstilling af nødvendige militære kapaciteter vurderes en reflektivistisk tilgangsvinkel 

reelt ikke at kunne skabe tilstrækkelig dybe i specialet. 

EU forventes, om ikke andet på sigt, at have et ønske om at kunne optræde globalt. Henset 

til omfanget af specialet afgrænses geografien til EU nære områder samt til USA. EU’s 

nærområde defineres som værende Nordafrika, Østeuropa inkl. Rusland samt Mellemøsten. 

1.10. FORMALIA 

Som grundlag for formalia er anvendt FKOBEST nr. 305–1 af 2000–06, hvor indhold og 

disposition er anvendt FAK VEJSAM. 

Idet specialet vurderes primært at anvende kendte teorier og åbne kilder i relation til EU, 

vurderes specialet ved færdiggørelse at fremstå som værende UKLASSIFICERET. 


16

2. TEORETISK BAGGRUND 


KAPITEL 2 

TEORI 

2.1. INDLEDENDE BEMÆRKNINGER 

Dette afsnit om den teoretiske baggrund for nærværende arbejde skal først og fremmest 

klarlægge de begreber, der anvendes i den valgte hegemoniske model, og som ligger til 

grund for den metodiske tilgang til problemstillingen. I de tilfælde, hvor modellen ikke er 

eksplicit eller tydelig nok, skal nedenfor anførte betragtninger definerer og fortolke begreberne 

og gøre disse så operationelle for den efterfølgende behandling som muligt. 

Det skal indledningsvis overordnet anføres, at begrebet aktør indenfor den samfundsvidenskabelige 

teori er en fællesbetegnelse for sociale enheder, som foretager en eller anden 

form for beslutninger. Det kan være individer, virksomheder, organisationer, stater og 

internationale eller overstatslige sammenslutninger. 9 Overstatslig betyder i denne sammenhæng, 

at de omtalte fælles institutioner er i stand til at træffe flertalsafgørelser, hvilket 

nærmere betegnet, jf. definitionen, vil sige, at en stat i organisationen kan blive stemt ned, 

og de trufne vedtagelser dermed er dermed bindende overfor staterne eller direkte overfor 

den enkelte borger. 10 Aktøren kan i denne forbindelse sammenstilles med en stat, fordi 

den besidder alle de evner, som normalt kendetegner en stat; herunder såvel politiske, 

økonomiske som militære manøvremuligheder. 11 Birthe Hansen udtrykker den neorealistiske 

argumentation på området således: ”Stater kan ikke klare sig, hvis de ikke følger med 

på aggregeret styrke i forhold til andre stater. Aggregeret styrke er ikke kun militær formåen 

men også fysisk og demografisk størrelse, økonomi, ressourcer, politisk stabilitet og 

kompetence.” 12 

Et andet gennemgående begreb i den foreliggende hegemoniske model er magt. Magt er 

generelt et omstridt begreb indenfor samfundsvidenskaberne. En definition af begrebet 

magt kunne være som en betegnelse for en persons eller en samfundsmæssig institutions 

evne til at sætte sin vilje igennem eller nå sine mål ved at kontrollere, påtvinge, manipulere, 

overtale eller på anden måde øve indflydelse på andres adfærd, uanset om dette sker 

frivilligt eller ej. Her skal det anføres, at viljen spiller en overordentlig central rolle. Man har 

defineret magten som evnen ”til at virkeliggøre sine interesser, kontrol over andre aktører, 

beslutningskraft, kollektiv handlingsevne, informationsovertag og adgang til ressourcer.” 

Magt kan være en aktiv handling, men man kan også indehave magt uden at den bliver 

taget i anvendelse. Denne forskel mellem mulighed og virkeliggørelse udtrykkes i begreberne 

manifest og latent magt. 13 

9 Leksikon i Statskundskab, 1997, side 12 f. 

10 Hans Mouritzen At forklare international politik 1999, side 80. 

11 Se dog Lykke Friis’ definition af EU (Lykke Friis 2001, side 26). 

12 Citeret fra ”Forsvarskommissionen og IP–teori” af Birthe Hansen i Politologiske Studier 4/1999 side 12; 

men oprindeligt udtrykt på denne måde af politologen Kenneth Waltz. 



17


I f.m. det militære aspekt er det nødvendigt med nogle uddybende bemærkninger i f.t. den 

oprindeligt valgte model. Man kan både argumentere for, at den indledningsvise valgte 

model er fuldt dækkende, idet den behandler deltagelse i alle former for militære indsættelser 

(angreb og forsvar) samt krisestyring – men der kan for det andet også være argumenter 

for visse tilpasninger til modellen. Krisestyring kan omfatte hele spektret af militær 

indsættelse, såvel fredsbevarende som fredspåtvingende operationer, men man kunne 

også argumentere for, at krisestyring dækker indsættelse af regulære styrker i regulære 

konflikter stater eller aktører imellem. Det må dog anføres, at militær magt, bl.a. udtrykt 

ved deltagelse i multinationale aktioner, ikke altid kan anses for at være dækkende for det 

fulde spektrum af militære optioner en fuldt udbygget regional aktør bør kunne råde over. 

Derfor kommer spørgsmålet om ”warfighting capability” med fornyet kraft ind i billedet. Vi 

har efterfølgende valgt at udskille begrebet ”warfighting capability” som et selvstændigt 

punkt, som skal underkastes en særlig undersøgelse og analyse. 

Men kan man i det hele taget tale om et enkelt globalt system? Ole Wæver har om dette 

anført: ”Endelig er det et spørgsmål, om der fortsat eksisterer ét system. Regionalisme (EU, 

NAFTA, ASEAN mfl.) anfægter ikke systemet, for det er en del af det globale system og i høj 

grad motiveret af global konkurrence. Mere interessant er teorien om en delt verden, hvori 

der argumenteres for, at den rige del af verden udvikler sig til en fredszone med en ny international 

politik, der er koncentreret om økonomi og demokrati, og hvori krige ikke eksisterer. 

Samtidigt fortsætter krigene og det mere traditionelle internationale system i sydlandenes 

konfliktzone. Hvis denne udvikling indtræder, vil den globale æra igen være afløst af flere 

systemer.” 14 

Spørgsmål, som i den forbindelse er relevante, kunne være, hvorvidt EU har opstillet særlige 

formelle institutioner indenfor hvert nedenfor behandlede område? Samt hvilken betydning 

området tillægges i form af en indbyrdes herakisk og prioriteret opstilling? 

Begrebet asymmetri optræder flere gange i modellen. Asymmetrien i det internationale system 

kan imidlertid antage forskellige former alt efter den sammenhæng, som begrebet optræder 

i. 

Mouritzen har i en tetrapolær model forsøgt at tydeliggøre, at en aktør kan tildeles forskellige 

roller i system– og omgivelsespolariteten i det internationale system. Alt efter magtprojektionen 

mellem polerne, kan system– og omgivelsespolariteten beskrives i det tetrapolærer 

system. Ligeledes kan polariteten betegnes som symmetrisk eller asymmetrisk alt efter, 

hvilke andre aktører den pågældende aktør står overfor i det internationale system. Alt efter 

hvorledes aktøren placerer sig i det aktuelle rum, vil aktøren have bipolære eller tripolære 

egenskaber under en symmetrisk eller asymmetrisk påvirkning. 15 (Se hertil bilag 2). 

2.2. ØKONOMISK MAGT 

Økonomiske magt kan defineres som evnen til at foretage politiske initiativer, som har til 

formål at påvirke økonomiske forhold i samfundet. Den kan have sit sigte mod såvel generelle 

som specifikke forhold. Tiltagene, som sigter mod generelle forhold, omfatter evnen til 

at modvirke udsving i den økonomiske aktivitet, sikre høj og stabil beskægtigelse samt 

skabe grundlag for høj økonomisk vækst. Det, som betegnes specifikke forhold, omfatter 

tiltag på specifikke markeder eksempelvis arbejds–, produkt– eller kapitalmarkeder. Det 

14 Ole Wæver i side Den Store Danske Encyclopædi (DSDE), 9, side 431–433. 

15 Hans Mouritzen At forklare international politik 1999, side 40–49. 


18


kan også dreje sig om tiltag, der skal udvikle særlige områder, fx fag, eller i bestemte geografiske 

regioner eller befolkningsgrupper. 16 

Økonomien er den ene af tre afgørende kapabiliteter, som en aktør bør besidde, for at 

kunne dominere som international aktør. Den økonomiske variable kan referere til aktørens 

økonomiske udviklingsgrad samt udenrigshandelens omfang og struktur. 

2.2.1. Opbygning/styring af økonomiske regimer (strukturel magt) 

Økonomiske regimer skal i denne forbindelse forstås som en måde at organisere beslutningsaktiviteten 

på det økonomiske område. Som beskrevet nedenfor, i f.m. politiske regimer, 

er opbygning eller styring af økonomiske regimer det et sæt af implicitte eller eksplicitte 

principper, normer, regler og beslutningsprocedurer inden for et afgrænset område 

indenfor økonomien på den internationale arena. 

2.2.2. Kontrol over kapital og valutakurser 

Forståelsen af dette begreb giver næsten sig selv. I denne sammenhæng vil kontrol over 

kapital og valutakurser have nøje sammenhæng med ovennævnte afsnit, men særligt opbygning 

af en fælles valuta samt fælles institutioner såsom fælles banker etc. er tegn på 

aktørens forsøg på at opnå kontrol over kapital og valutakurser med henblik på i sidste 

ende at opnå kompetitive og økonomiske fordele over eventuelle konkurrenter. 

2.2.3. Kompetitive fordele 

Forstået som aktive tiltag, som er beregnet på at fremme konkurrencefordele indenfor 

handelen på internationale markeder. Det kan give sig udslag i såvel internationale som 

bilaterale aftaler mellem andre aktører og stater. 

De kompetitive fordele kan også søges samordnet gennem en fælles front mod andre 

markeder – dette kan give sig udslag i beskyttelse af egne markeder gennem toldmure, 

handles– og importrestriktioner. Især konkurrencefordele indenfor teknologi og handel kan 

være af primær interesse. 

2.2.4. Information/behandling af information 

For en reel aktør på den internationale arena forekommer det at være særdeles vigtigt at 

kunne opnå en vis kontrol over informationsflowet til og fra aktøren samt en veludviklet 

evne til rettidigt at reagere på vital information. Rettidig og eksakt information er et vigtigt 

led i krisestyringskapaciteten (se pkt. 2.2.3.). 17 

2.2.5. Uddannelse 

Det er vigtigt for en aktør at være i besiddelsen af en veluddannet og fleksibel arbejdskraft, 

som samtidigt hurtigt er i stand til at omstille sig. Arbejdskraftens fri bevægelighed indenfor 

EU er en vigtig forudsætning for at kunne opretholde denne fleksible arbejdskraft. 

Herunder kan man stille sig spørgsmålet, hvorvidt EU har taget initiativer, som kunne 

fremme en fælles holdning til uddannelse indenfor organisationen – herunder fremmet bevægeligheden 

for uddannelse og arbejdskraft på tværs af grænserne indenfor EU; hertil 

kommer en ensretning af uddannelsernes eksamensbeviser. 

16 DSDE, bd. 20, 2001, side 523. 

17 Information er essentielt for alle rationelle beslutningsprocesser. I Det Gamle Testamente kunne man læse, 

at ”den vise mand har styrke, den kyndige samler sin kraft" (i Ordsprogenes Bog 24,5), og statsmanden 

Francis Bacon skrev langt senere i 1620 at "Kundskab er magt" (Novum Organum). 


19


2.2.6. Asymmetrisk interdependens 

Asymmetri kan betegnes som en iboende skævhed og ubalance. Begrebet er bl.a. blevet 

anvendt til at beskrive Europas sikkerhedspolitiske situation før 1991, hvor bipolariteten 

var fremherskende, og Europas rolle var reduceret til en ringe bræmme på kontinentet og 

henvist til at øge sin sikkerhed ved samarbejde med den ene af supermagterne. 18 

Asymmetrisk interdependens betegner normalt en gensidig økonomisk afhængig, selvom 

økonomierne ikke er i indbyrdes balance, eller det forhold at den ene økonomi dominerer 

den anden. 

Asymmetrisk interdependens betegner med andre ord en relativ afhængighed af samarbejde 

med eksterne parter. Man kan sige, at EU for nærværende stadig trods bestræbelser 

på at etablere euroen som en konkurrerende valuta – f.eks. på oliemarkedet – er afhængig 

af den verdensdominerende dollar–kurs. 

”Asymmetrisk chok” bruges som betegnelse for det økonomiske forhold, at nogle lande i 

organisationen ikke rammes lige hårdt af forskellige problemer, som er unikke for det enkelte 

land. Det asymmetriske chok kommer jf. denne definition i hovedreglen indefra organisationen 

– eksempelvis fra tab af vigtig handel eller naturkatastrofer – hvorimod den 

symmetriske økonomiske trussel eksempelvis kan skyldes oliekriser el. lign., som rammer 

alle landene i organisationen lige hårdt. 

I studiet af økonomisk interdependens spiller især markedsdannelser, som kan føre til politisk 

integration en rolle. Følsomhed samt sårbarhed er nøgleord i spørgsmålet om økonomisk 

interdependens, og de betegner hhv. et mål for hvor hurtigt en aktør bliver påvirket 

af andre aktørers handlinger samt hvor omfattende konsekvenserne bliver, inden der bliver 

iværksat modforanstaltninger Sårbarhed, derimod, udtrykker muligheden for alternativer 

på længere sigt og de dermed forbundne omkostninger. 19 

2.2.7. Teknologiske nyvindinger 

Spørgsmålet kan stilles, hvorvidt aktøren har taget skridt til udvikling af banebrydende teknologiske 

produkter. Det kunne være igangsættelse af mere eller mindre revolutionerende 

militære projekter, rumprojekter eller andre større forskningsprojekter. Udnyttelse af IT til 

overvågning af økonomien samt økonomiske transaktioner kunne ligeledes være et område, 

som burde have aktørens bevågenhed. 

2.2.8. Vilje til at lede 

I f.m. asymmetrisk økonomisk interdependens bør aktøren udvise viljen til at indtage en 

førerposition – eksempelvis til at føre an i en regional eller verdensomspændende økonomisk 

udvikling. Det kan være gennem ledelsesmæssige initiativer regionalt eller internationalt 

f.eks. i konflikten i Mellemøsten eller i umiddelbar nærhed af det europæiske rum eksempelvis 

Bosnien eller Makedonien. Viser aktøren gennem selvstændige initiativer viljen 

til at fremme en international økonomisk udvikling? 

2.3. POLITISK MAGT 

Magt er et af samfundsvidenskabernes mest omstridte begreber. En af det mest hyppige 

måder at beskrive magt på, er ”evnen til at afstedkomme ønskede virkninger.” 20 Derimod 

18 

Bjarne Nørretranders ”Europas sikkerhedsproblemer” Veje til Fred. Håndbog i sikkerhed og nedrustning. 

1985, side 190 ff. 

19 

DSDE, bd. 9, 1997, side 422. 

20 

Leksikon i Statskundskab, 1997, side 134 f. 


20


er politik ”alle sociale forhold, der omhandler magt, styre og autoritet” og ”politik er den 

offentlige beslutningsaktivitet og de rammer, der leder individers og gruppers handlinger 

fremt til offentlige beslutninger.” 21 

Det er især den ekspressive i modsætning til den instrumentelle side af den politiske magt, 

som har vores interesse i et efterfølgende afsnit, som beskriver empirien. 

Magtpolitik er et lands bestræbelser på at varetage sine interesser i konkurrence med andre 

stater. Hermed er al udenrigspolitik, som anden politik, et udtryk for magtpolitik. En 

rationel magtpolitik må derfor vælges i lyset af det forhold, der er mellem den magt en nation 

har til rådighed, og de interesser, der er involveret, og andre nationers magt og interesser. 

Magtpolitikken står i modsætning til en politik, der alene bestemmes ud fra retlige 

eller moralske hensyn. Magtpolitik bruges også nedsættende om en udenrigspolitik, der er 

tilbøjelig til at fremme nationale interesser med en direkte anvendelse af økonomiske og 

militære magtmidler og hermed tilsidesætte politiske og diplomatiske forhandlinger omkring 

et kompromis. 22 

2.3.1. Opretholde systemet 

Kan aktøren opretholde det opbyggede system? Eller viser der sig tegn på, at ”projektet” 

kan fejle evt. gennem selvstændige initiativer fra de enkelte stater i organisationen. Eller 

besidder organisationen en sådan inerti, at der kan være tale om en reel udvidelsesproces? 

Forekommer der derfor tiltag, som skal forhindre et indre sammenbrud eller indre 

stridigheder i organisationen? 

2.3.2. Opbygning/styring af regimer (strukturel magt) 

Regimer er en politisk styreform, dvs. en måde hvorpå man kan organisere den politiske 

beslutningsaktivitet. Egentlig har ordet i statskundskaben to betydninger, men det skal 

herunder anvendes i sin nyeste udlægning, hvor det bruges i f.m. studiet af internationale 

organisationer. I følge denne seneste udlægning er et regime ”et sæt af implicitte eller 

eksplicitte principper, normer, regler og beslutningsprocedurer inden for et afgrænset politikområde 

på den internationale arena.” 23 

2.3.3. Evne til at blokere initiativer 

Det bør undersøges, hvorvidt aktøren reelt besidder evnen til at blokere initiativer i et internationalt 

forum. Herunder bør det undersøges, hvorvidt organisationen kan afværge 

initiativer rettet mod aktøren selv. 


Asymmetrisk interdependens skal ses som en afhængighedsspredning overfor omverdenen. 

Dette kunne eksempelvis foregå gennem udvidelse af EU samt gennem aftaler mellem 

EU andre organisationer eller stater. Eller det kunne foregå ved tiltag, som skulle frigøre 

aktøren af uafhængighed af andre dominerende aktører på verdensarenaen. Dette 

kunne eksempelvis gælde tiltag, som er iværksat m.h.p. at mindske EU afhængighed af 

USA’s dominans på den politiske arena. Ved samarbejdsordninger på bilateralt basis eller 

med andre internationale organisationer. Kort kan det beskrives som evnen til at virke i et 

miljø, hvor der såvel findes en unipolær som mange multipolære stater. 


22 Veje til Fred. Håndbog i sikkerhed og nedrustning. side 314 ff., 1985. 



21


Langtrækkende våbentyper og forbedrede transport– og kommunikationsmidler fører til 

forøget international interdependens (gensidig afhængighed), alt andet lige. Dette reducerer 

betydningen af geografisk afstand og derved betydningen af særlige omgivelser. Høj 

interdependens gør det rimeligt at operere med systembetingelser, der er fælles for alle 

eller de fleste stater. 


Punktet ”viljen til at lede” fører frem til spørgsmålet om, hvorvidt aktøren har politisk vilje, 

regionalt som internationalt, til at tage initiativer og dominere som en magt med hegemoniske 

aspirationer. 

2.4. MILITÆR MAGT 

Den militære magt defineres generelt som en udløber af den politiske magt. Anvendelsen 

af militær magt udgør derfor den politiske magts instrument. 24 

Socialhistorikeren Charles Tilly har sporet magtanvendelse gennem historien og dens betydning 

for dannelsen af nationalstater op til i dag. Et af Tillys hovedargumenter er, at aktører 

dannes gennem magtanvendelse eller troværdig trussel herom. 25 Der er noget i Tillys 

argumentation, som taler for, at det samme er tilfældet for en aktør, som nu i højere grad 

træder i nationalstatens sted. Forskellen på Tillys argumentation og nærværende er, at 

den internationale aktør sammensat af forskellige nationalstater i praksis på sigt vil kunne 

afløse netop denne – nationalstaten, som den dominerende aktør. 

2.4.1. Evne og vilje til at angribe og forsvare 

En stat bør som udgangspunkt normalt besidde evnen til at opretholde statens grænser og 

selvstændighed samt indbyggernes uafhængighed. 

Angrebskrig, som påbegyndes ved militært angreb på anden stat for at fremme den angribende 

stats politiske interesser, er i strid med folkeretten, men angreb som et led i et aktivt 

forsvar er i overensstemmelse med folkeretten. 26 Som forsvar betegnes modstand mod et 

angreb. Dette kan opdeles i et aktivt og et passivt forsvar. 27 

Endvidere anses viljen til at kunne indsætte styrker som international aktør essentiel. Dette 

medfører, at aktøren skal besidde militær kapabilitet til at kunne indsætte sine styrker 

overalt på kloden. Hvorvidt aktøren reelt besidder eller planlægger fremtidigt at ville besidde 

planlægningskapacitet samt militært isenkram til dette er i den forbindelse et kernespørgsmål, 

som indikerer, i hvor høj grad aktøren ønsker at spille en international rolle. 

2.4.2. Deltagelse i krisestyring 

En krise kan defineres som en politisk situation, hvor en aktørs beslutningstagere opfatter, 

at aktørens vitale interesser uventet trues, og hvor den information, der er til rådighed, er 

24 

Carl von Clausewitz definerer krigen som en voldshandling, der skal tvinge modstanderen til at opfylde vor 

vilje. Clausewitz Om Krigen side 29. Militær magt handler om det samme, idet den skal være så omfattende, 

at det er muligt at påtvinge modstanderen vor vilje. Krig er et instrument for politik er overskriften 

på ottende bogs sjette kapitel, side 750. 

25 

Tilly side 190 f. 

26 

Forsvarskrig i det internationale samfund er tilladt jf. FN–pagtens artikel 51. 

27 

Aktivt forsvar anvender våben, som skal afskrække eller nedkæmpe fjendtlige offensive styrker. Passivt 

forsvar er forholdsregler, bortset fra anvendelsen af våben, der skal forhindre eller mindske effekten af 

fjendtlige offensive handlinger. Sidstnævnte har efter murens fald næsten fuldstændigt mistet enhver betydning. 


22


uoverskuelig, og hvor beslutningstagere opfatter, at beslutninger skal træffes hurtigt, og at 

de vil have afgørende betydning – ofte langt ud i fremtiden. 

Krisestyring kan betegnes som bestræbelser for at holde en krise under kontrol, uden at 

vitale interesser går tabt. Krisestyring kan indebære indsamling af troværdige information, 

etablering af en effektiv beslutningsproces og en velovervejet anvendelse af aktørens militære 

og ikke–militære ressourcer til imødegåelse af den opståede krise. 

Krisestyring er en egenskab, som stater i modne anarkier bør være udstyret med for at 

kunne fungere optimalt. Normalt har krisestyring været begrænset til at skulle kunne fungere 

indenfor landet egne grænser, men i det moderne globaliserede samfund anses det i 

højere og højere grad at være en nødvendighed at kunne udstrække krisestyringskapaciteten 

til områder out–of–area, dvs. udover det nationale forsvar og som et led i en koordineret 

regional eller international indsættelse. Som et led i krisestyringen bør aktøren kunne 

løse fredsstøttende og fredsbevarende opgaver. 

2.4.3. Warfighting capability 

I modsætning til den oprindelige hegemonimodel (Friis) indgår ”Warfighting capability” som 

en del af den nærværende anvendte model. De metodemæssige betragtninger for denne 

egenskab er allerede angivet ovenfor. Realister understreger, at en aktør, som vil bestå i 

det internationale politiske system skal besidde reel ”Warfighting Capability”. 28 Dvs. evnen 

til afgørende at indsætte den fornødne militære styrke m.h.p. at matche andre stater i det 

modne anarki. Desuden vil aktøren også kunne stå overfor stater udenfor regionen, som 

må betegnes som stater i et umodent anarkisk system. Da stater i modne anarkier, dvs. 

først og fremmest i demokratier, hævdes aldrig at ville bekrige hinanden – en påstand som 

ikke er ubestridt – er der egentlig kun evnen til at matche stater i et umodent anarki tilbage. 

Først og fremmest stater udenfor det europæiske område kommer her på tale. Derfor 

er det essentielt, at aktøren besidder en militær kapacitet for indsættelse med overvældende 

militære midler udenfor nærområdet. Man kunne kalde det ”Warfighting Capability” 

Out–of–Area, dvs. uden for det regionale område, som aktøren normalt vil operere og finde 

det naturligt at operere i. 

28 

Lektor Peter Viggo Jacobsen har bl.a. understreget dette under problemformulerings–seminaret på Forsvarsakademiet 

26. november 2001. 


23

3. EU’S TILBLIVELSE 


KAPITEL 3 

EU’S TILBLIVELSE 

3.1. INDLEDNING. 

Siden afslutningen af 2. Verdenskrig har Europa gennemgået en voldsom enorm udvikling 

på det økonomiske og politiske område – ikke mindst ved tilblivelsen af EF (senere EU). 

Dette kapitel beskriver EF/EU udvikling/integration fra tiden efter 2. Verdenskrig og frem til 

i dag. 

3.2. EUROPARÅDET. 29 

Efter 2. Verdenskrig vandt tanken om ”et forenet Europa” stor tilslutning. I 1948 på en kongres 

i Haag, oprettede de vesteuropæiske lande Europarådet, som påbegyndte sit arbejde 

i 1949. 

Europarådet varetog bl.a. sager vedrørende kultur– og menneskerettigheder samt miljøspørgsmål. 

Dette samarbejde har frem til nu resulteret i vedtagelse af flere konventioner, 

bl.a. ”Den Europæiske Menneskerettighedskonvention”. Dette var første skridt til et udvidet 

vesteuropæisk samarbejde. 

3.3. DET EUROPÆISKE KUL– OG STÅLFÆLLESSKAB. 

I 1950 ønskede det daværende Vesttyskland at udvide sin stålproduktion. Frankrig frygtede, 

at Vesttyskland ville genopruste, samt at en forøget vesttysk stålproduktion ville presse 

priserne i bund og derved forringe den franske konkurrenceevne. Daværende franske 

udenrigsminister (Robert Schuman) fremlagde derfor en plan, udarbejdet af Jean Monnet, 

hvori i fransk– og vesttysk stålindustri skulle underlægges et overnationalt organ, hvorved 

Frankrig kunne få medindflydelse på den vesttyske stålindustri 30 . 

Schuman–planen dannede grundlag for ”Traktaten om det Europæiske Kul– og Stålfællesskab” 

(EKSF), som Frankrig, Vesttyskland, Italien, Belgien, Holland og Luxemburg (Beneluxlandene) 

tiltrådte. 

Dette medførte oprettelsen af en række fællesinstitutioner – en Parlamentarisk Forsamling, 

et Ministerråd, en Domstol samt den såkaldte Høje Myndighed, der fik vidtgående 

kompetence til at gribe ind i de seks landes kul– og stålindustri. 

3.4. DEN VESTEUROPÆISKE UNION. 

I oktober 1950, fremsatte den franske premierminister Pleven et forslag om en ”Europahær” 

under fælles kommando. Således kunne man kontrollere den vesttyske hær, som 

USA havde vist interessere for at udvide efter Koreakrigens udbrud. I 1952 underskrev 

EKSF–landene – men traktaten blev forkastet i den franske nationalforsamling i 1954. I 

stedet blev den tidligere forsvarsalliance fra 1948 udvidet, så den nu omfattede England, 

Frankrig, Vesttyskland, Italien og Benelux–landene. Den blev samtidig omdøbt til ”Den 

Vesteuropæiske Union” (WEU). 31 

29 http://europa.eu.int/abc/history/index_da.htm EU–historie 1948–1949 




24


3.5. ROMTRAKTATEN. 

I 1955 fremsatte Benelux–landene forslag om et fælles Europa samtidig med at Jean 

Monnet fremsatte forslag om et europæisk atomfællesskab. Forslagene blev behandlet af 

Spaak–kommiteen 32 og dannede senere grundlag for ”Det europæiske økonomiske fællesskab” 

(EØF) – også kaldet Romtraktaten samt ”Det europæiske atomenergiselskab” 

(EURATOM), hvis formål var at samarbejde om fredelig udnyttelse af atomkraft. Disse aftaler 

trådte i kraft i 1958. 

EØF–traktaten var en toldunion, som havde til formål at skabe frihandel, fri bevægelighed 

for arbejdskraft og tjenesteydelser medlemslandene imellem, hvorimod der oprettedes en 

”Toldmur” ved handel med tredjelande. 

Samtidig oprettedes flere fælles overordnede institutioner: En Domstol, et Parlament og et 

ministerråd, som skulle træffe beslutninger i h.t. traktaten. 

3.6. DET EUROPÆISKE FÆLLESSKAB. 

EKSF, EURATOM og EØF udgjorde Det Europæiske Fællesskab – også kaldet EF, hvis 

formål var at bidrage til et forenet Europa. 

Som modstykke til EF, dannede England, Danmark, Norge, Sverige, Schweiz, Østrig og 

Portugal i 1959–1960 Det Europæiske Frihandelsområde (EFTA), som skulle skabe fri 

bevægelighed af varer mellem landene – mens der var toldsatser over for tredjelande. 33 

I 1961 søgte England Danmark, Norge og Irland om optagelse i EF. Englands ansøgning 

blev i 1963 afvist af De Gaulle grundet landets tætte tilknytning til USA (også Danmark, 

Norge og Irlands ansøgning blev afslået). 34 

I 1965 trak Frankrig sig ud af EF–samarbejdet (grundet utilfredshed med landbrugsfinansieringen) 

men genoptog samarbejdet i 1966 efter Luxemburg–forliget, som reelt indførte 

”Vetoretten” og dermed en enstemmig vedtagelse af forslaget. 35 

3.6.1. Haag–topmødet i 1969. 

På topmødet enedes medlemslandene om, at EF fremover skulle råde over egne indtægter 

og derved ikke længere være afhængig af nationale bidrag. Samtidig dannede mødet 

grundlag for udvidelsen med England, Danmark og Irland. Derved dannedes grundlaget 

for en Økonomisk og Monetær Union m.h.p. fri varebevægelighed samt faste og uforanderlige 

valutakurser. 36 

I 1973 indtrådte England, Danmark og Irland i EF. 37 

3.6.2. Det Europæiske Monetære system/samarbejde. 38 

I 1970 blev det foreslået i Werner–rapporten, at Den Økonomiske og Monetære Union 

skulle iværksættes i tre etaper over ti år. Men medlemsstaternes politiske vilje til at oprette 

Den Økonomiske og Monetære Union strandede på virkningerne af den første oliekrise og 

mistede dynamikken. I 1972 skabtes det europæiske valutakurssystem, kendt som Valutaslangen. 

I 1974 vedtog Rådet en beslutning om gennemførelse af en høj grad af økonomisk 

konvergens i EF samt et direktiv om stabilitet, vækst og fuld beskæftigelse. Den vok- 



34 http://europa.eu.int/abc/history/index_da.htm EU–historie 1963 






25


sende økonomiske ustabilitet undergravede imidlertid langsomt systemets grundlag, og 

den franske franc, det britiske pund og den italienske lire blev trukket ud af slange–samarbejdet. 

EMS'en byggede på tre hovedelementer: 

ECU'en: Den var systemets bærende element og bestod af en kurv af alle medlemsstaternes 

valutaer. 

Valutakurs– og interventionsmekanismerne: Hver valuta skulle have en centralkurs i 

forhold til ECU. 

Kreditmekanismerne: Centralbankerne var forpligtet til at intervenere med ubegrænsede 

beløb, når de bilaterale valutakursudsving nærmede sig den fastsatte 

grænse (op til 15%). 

Allerede i 1978 oprettedes det ”Europæiske Monetære samarbejde” (EMS), hvis formål var 

at skabe kursstabilitet på kortere sigt, da kursudsving opfattedes som en hindring for den 

fri bevægelighed af varer. 

På Det Europæiske Råds møde i Bremen den 6. og 7. juli 1978 besluttede stats– og regeringscheferne 

at oprette Det Europæiske Monetære System (EMS), der trådte i kraft den 

13. marts 1979. 

3.6.3. Europaparlamentet. 

Det første frie valg til parlamentet blev afholdt i 1979. 

3.6.4. EF–udvidelse 1981–1986. 

I 1981 blev EF udvidet med Grækenland 39 og i 1986 med Spanien og Portugal. 40 

3.6.5. Det Indre Marked – ”Den Europæiske Fællesakt” 41 . 

Kommissionen sendte Rådet en hvidbog med titlen "Gennemførelse af det indre marked”, 

som var 300 konkrete forslag til ”Det Indre Marked”. 

Den Europæiske Fællesakt blev vedtaget i 1986. I Danmark blev den døbt ”EF–pakken” 

pga. daværende udenrigsminister Uffe Ellemann–Jensens billede af indpakningspapir med 

snor omkring. 

EF–pakkens formål var, at 

fjerne alle eksisterende handelshindringer inden udgangen af 1992, 

indføre nye afstemningsregler, bl.a. indføres kvalificeret flertal i Ministerrådet i sager 

vedr. hindringer for det frie marked, 

Europaparlamentet skal høres to gange forud for vedtagelse i Ministerrådet, 

gennemføre forbedringer af miljø og arbejdsmiljø, 

styrke det teknologiske og videnskabelige samarbejde samt 

styrke Det Udenrigspolitiske Samarbejde (EPS) m.h.p. at samle Europa om fælles 

udenrigspolitiske beslutninger. 



41 http://europa.eu.int/abc/history/index_da.htm EU–Historie 1985–1986 


26


I december samme år afholdte Det Europæiske Råd møde i London, hvor det bl.a. blev 

drøftet, hvordan man kunne opretholde det frie samfund, og man så nærmere på bekæmpelsen 

af terrorisme, illegal indvandring og narkotikahandel. 

3.6.6. Schengen–aftalen. 

I 1985 indledtes forhandlinger mellem Belgien, Tyskland, Frankrig, Luxembourg og Nederlandene 

i Schengen i Luxembourg om Schengen–aftalen, som omhandlede afskaffelse 

af grænsekontrollen landene imellem. Denne aftale blev underskrevet i 1990 42 . Italien underskrev 

aftalen senere samme år, og Spanien og Portugal indgik ligeledes aftalen. 

Schengen–aftalen trådte i kraft Marts 1995. Efterfølgende har Østrig, Danmark, Sverige og 

Finland tiltrådt Schengen–aftalen. 

3.6.7. Sikkerhed og Samarbejde i Europa. 

På et møde i Paris 1990 ”Conférence sur la sécurité et la coopération en Europe” (CSCE) 

underskrev stats– og regeringschefer fra 34 lande aftalen om ”Sikkerhed og Samarbejde i 

Europa”. CSCE – nu Organisation for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) – bestod 

af 55 lande fra Europa, Centralasien og Nordamerika omkring sikkerhedsrelaterede 

spørgsmål, primært konfliktforebyggelse og krisestyring. Man arbejdede blandt andet med 

våbenkontrol, forebyggende forhandlinger, fortroligheds– og sikkerhedsskabende tiltag, 

menneskerettigheder, valgobservation og økonomisk og miljømæssig sikkerhed. Alle 

samarbejdslande har lige status og beslutninger træffes i enstemmighed. 

3.6.8. Den Økonomiske og Monetære Union 

Den Økonomiske og Monetære Union vil blive beskrevet i detaljer under kapitel 5. Efterfølgende 

skal kun kort ridses nogle af de vigtigste begivenheder op på området, idet de 

økonomiske og politiske forhold, som allered anført, er tæt forbundne. 

Det viste sig indenfor EU hurtigt politisk nødvendigt at indføre en fælles valuta, hvis man 

ville fjerne de ikke–toldmæssigt relaterede hindringer for den frie bevægelighed for varer, 

kapital, tjenesteydelser og personer samt fuldende virkeliggørelsen af det indre marked. 

På grundlag af en rapport fra Kommissionens formand, Jacques Delors, fastsatte Det 

Europæiske Råd i Madrid i juni 1989 de overordnede principper, der skulle føre til en økonomisk 

og monetær union; en fælles valuta, der skulle gennemføres i flere faser, hvor den 

første fase skulle begynde 1. juli 1990. 

I den første fase forpligtede medlemsstaterne sig til at udarbejde "konvergensplaner" for, 

hvordan landenes økonomi kunne styrkes og nærme sig hinanden, således at der kunne 

indføres faste valutakurser. Maastricht–traktaten lagde kursen fast hen imod en fælles valuta. 

Traktaten opstillede kriterier for overgangen til tredje fase, som omhandlede prisstabilitet, 

inflationstakt, rentesatser, underskud på de offentlige budgetter, gældsætning for det 

offentlige samt valutakursstabilitet. 

ØMU'ens anden fase, der påbegyndtes den 1. januar 1994, var en overgangsperiode, hvor 

bestræbelserne for konvergens blev videreført og forstærket. Det Europæiske Monetære 

42 http://europa.eu.int/abc/history/index_da.htm EU–historie 1985 + 1990 + 1996 


27


Institut (EMI) i Frankfurt blev oprettet; dets opgave var at styrke koordineringen af valutapolitikken, 

at styrke ECU'ens rolle og at forberede oprettelsen af den Europæiske Centralbank 

til den tredje fase. 

På Det Europæiske Råds møde i Madrid den 15. og 16. december 1995 døbte stats– og 

regeringscheferne den fremtidige europæiske valuta "euro" og vedtog de tekniske planer 

for indførelsen af den. 

Tredje fase blev påbegyndt den 1. januar 1999. 

Den Europæiske Centralbank blev oprettet som værende uafhængig af regeringerne, 

m.h.p. at lede den monetære politik for alle de lande, der deltager i euroen. De lande, der i 

begyndelsen stod udenfor, tilsluttede sig, efterhånden som deres økonomi tillod det, eller 

når de traf politisk beslutning herom. 

Indførelsen af den fælles valuta fandt for offentlige myndigheders og bankers vedkommende 

sted den 1. januar 1999. Den 1. januar 2002 blev eurosedler og –mønter sat i omløb. 

Den 1. juli 2002 vil euroen erstatte de nationale valutaer i de medlemsstater, der er med i 

den fælles valuta. 

Storbritannien, Sverige og Danmark har forbeholdt sig ret til ikke at gå over til tredje fase, 

selv om de måtte opfylde betingelserne. 

3.6.9. Traktaten om ”Den Europæiske Union” 

Maastricht–Traktaten 43 markerede en ny fase i den europæiske integrationsproces. 

Traktaten skulle danne grundlag for opbygningen af fremtidens Europa, dvs. en europæisk 

union. Traktaten omhandlede følgende områder: 

Demokrati og menneskerettigheder, 

frihedsrettigheder og retstatsprincippet, 

arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder, arbejdstageres arbejdsmarkedsmæssige 

og sociale rettigheder, 

indførelse af en Økonomisk og Monetær Union (herunder fælles valuta), se afsnit. 

3.5.8. 

øget samhørighed og miljøbeskyttelse, 

gennemførelse af en fælles udenrigs– og sikkerhedspolitik (FUSP), herunder gradvis 

udformning af en fælles forsvarspolitik, som vil kunne føre til et fælles forsvar i 

overensstemmelse med artikel 17 44 , og derved styrke den europæiske identitet og 

uafhængighed med det formål at fremme fred, sikkerhed og fremskridt i Europa og i 

verden som helhed, 

43 Folketingets EU–oplysning. ”Danmark stemte som bekendt nej til Mastricht traktaten i 1992, hvilket medførte 

at socialdemokratiet, Det radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti samt …udarbejdede forslag til DK´s 

fire forbehold over for traktaten vedr. statsborgerskab, ØMU, forsvar samt retslige og indre anliggender. Disse 

forbehold blev indarbejdet i Edinburgh–aftalen. Den 18 maj 1993 stemte DK ja til traktaten om Den Europæiske 

Union.” 

44 Petersberg–opgaverne. Disse behandles i kapitel 6. 


28


lettelse af den frie bevægelighed for personer, samtidig med at deres befolkningers 

sikkerhed og tryghed sikres ved oprettelsen af et område med frihed, sikkerhed og 

retfærdighed, 

at videreføre processen hen imod en stadig snævrere sammenslutning mellem de 

europæiske folk, i hvilken beslutningerne træffes så nært på borgerne som muligt i 

overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet samt yderligere europæisk integration. 

3.6.10. Amsterdam–Traktaten 

Amsterdam–traktatens formål var, at styrke de tre "søjler", som EU's indsats har været 

baseret på, siden Maastricht–traktaten trådte i kraft den 1. november 1993: De Europæiske 

Fællesskaber (første søjle), den fælles udenrigs– og sikkerhedspolitik (anden søjle) og 

samarbejdet om retlige og indre anliggender (tredje søjle). 

Traktaten hovedområder omhandler: 

Beskæftigelsen og borgernes rettigheder centralt placeret i EU, 

Fri bevægelighed og øget sikkerhed, 

Den Europæiske Union og omverdenen samt 

Velfungerende institutioner til et udvidet Europa. 

3.6.11. Det Europæiske Råds møde i Køln 1999 

På mødet vedtog det Europæiske Råd EU’s første fælles strategi vedrørende Rusland, en 

række erklæringer om Kosovo samtidig med, man enedes om en styrkelse af FUSP. Dette 

resulterede tillige, i udnævnelsen af Javier Solana Madariaga til EU’s Højtstående Repræsentant 

for FUSP samt Generalsekretær for Rådet. 45 

3.6.12. Nice–Traktaten 

I tilknytning til Nice–traktaten blev der vedtaget en erklæring om Unionens fremtid. I erklæringen 

blev det konstateret, at Nice–traktaten skal bane vej for udvidelsen, og at den indeholder 

de institutionelle ændringer, der er nødvendige for nye medlemsstaters tiltrædelse. 

Se nedenstående afsnit. 

3.6.13. EU udvidelse 46 

Startskuddet på den næste udvidelsesrunde med de central– og østeuropæiske lande 

(Estland, Letland, Litauen, Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Rumænien, Bulgarien og 

Slovenien) samt Cypern og Malta blev taget på Det Europæiske Råds møde i 1993 i København, 

hvor stats– og regeringschefer fastsatte de politiske og økonomiske betingelser 

for medlemskabet ved vedtagelsen af de såkaldte "Københavnerkriterier": 

Det nye medlemsland skal have stabile institutioner, der sikrer demokrati, etableringen 

af en retsstat, menneskerettigheder og respekt for og beskyttelse af mindretal 

(kaldet det politiske kriterium), 

45 Dette uddybes i kapitel 6. 

46 Folketingets EU–oplysning. 


29


det skal have en fungerende markedsøkonomi samt kunne klare konkurrencepresset 

og markedskræfterne inden for Den Europæiske Union (det økonomiske kriterium), 

landet må være i stand til at påtage sig de forpligtelser, der følger af et medlemskab, 

herunder acceptere målet om en politisk, økonomisk og monetær union (kriteriet 

om overtagelse af EU's regelværk). 

Med vedtagelsen af Amsterdam–traktaten i 1997 begyndte EU at forberede sig på udvidelsen 

ved at vedtage en række traktatændringer, som stats og regeringschefer mente var 

nødvendige for den kommende udvidelse. På topmødet i Amsterdam (juni 1997) blev Rådet 

også opfordret til at gennemgå Europa–Kommissionens udtalelser om de enkelte ansøgerlande 

samt udvikle en optagelsesstrategi, som kunne vedtages i på det næste topmøde 

(Luxembourg, 1997). 

Derefter besluttede Det Europæiske Råd i Luxembourg at indlede en tiltrædelsesproces, 

som vil omfatte de ti central– og østeuropæiske ansøgerlande og Cypern, hvorimod konkrete 

bilaterale forhandlinger kun skulle påbegyndes imellem EU og følgende lande: Cypern, 

Ungarn, Polen, Estland, Den Tjekkiske Republik og Slovenien. Parallelt med disse 

forhandlinger skulle relationerne med Rumænien, Slovakiet, Letland, Litauen og Bulgarien 

styrkes m.h.p. snarest at åbne egentlige forhandlinger. I september 1998 fornyede Malta 

sin ansøgning, som var blevet stillet i bero efter valget på Malta i oktober 1996. 

Ved Det Europæiske Råd møde i Cardiff (juni 1998) blev det besluttet at genoptage Den 

europæiske strategi til forberedelse af Tyrkiets kandidatur, og i Helsinki (december 1999) 

blev Tyrkiet anerkendt som ansøgerland. 

Stats– og regeringscheferne blev enige om en række støtteprogrammer for ansøgerlande 

og om de finansielle rammer for udvidelsen på topmødet i Berlin (marts 1999). Derudover 

forsatte EU's udvidelsesreformer ved vedtagelsen af Agenda 2000. 47 

Ved Det Europæiske Råd i Helsinki blev det endvidere besluttet, at de tretten kandidatlande 

(herunder Tyrkiet) stod på lige fod, og at bilaterale forhandlingerne skulle starte med 

Rumænien, Slovakiet, Letland, Litauen, Bulgarien og Malta. Det blev også besluttet at åbne 

en regeringskonference til revision af traktaterne i februar 2000. 

Den seneste regeringskonference blev afsluttet i december 2000 på Det Europæiske Råd i 

Nice. Sammen med Amsterdam–traktaktaten indeholder Nice–traktaten de institutionelle 

ændringer, som skulle bringe EU i stand til at optage kandidatlandene. I konklusionen til 

topmødet står det at: 

"... Det Europæiske Råd mener, at EU fra datoen for Nice–traktatens 

ikrafttræden vil være i stand til at modtage nye medlemsstater, 

så snart de har vist, at de er i stand til at påtage sig medlemskabets 

forpligtelser, og forhandlingerne er afsluttet med positivt resultat." 

Kommissionen understregede i sin årlige rapport, der blev vedtaget 13. november 2001, at 

alle kandidatlande har gjort store fremskridt i forsøget på at opfylde de kriterier, der stilles 

for at blive medlem af EU. Kommissionen opfordrede dog samtidig til, at der gøres en stør- 

47 

”Europakommissionen”: Agenda 2000 er Kommisionens reformpakke/budget, omfattende: Landbrug, 

strukturudvikling, interne– og eksterne politikker samt støtte til– og finansieringsforslag af udvidelsen. Den 

dækker perioden 2000 til år 2006. 


30


re indsats for at gennemføre og håndhæve EU's regler og standarder (gældende EU–ret) 

forud for tiltrædelsen. Ifølge Det Europæiske Råds møde i Laeken var Den Europæiske 

Union er fast besluttet på at afslutte tiltrædelsesforhandlingerne senest ved udgangen af 

2002 med de kandidatlande, der er klar, således at disse kan deltage i valgene til Europa– 

Parlamentet i 2004 som medlemmer. Kandidatlandene vil fortsat blive bedømt ud fra deres 

egne resultater i overensstemmelse med princippet om differentiering. Stats– og regeringslederne 

tilsluttede sig Kommissionens rapporter om udvidelsen, der vurderede, at 

Cypern, Estland, Ungarn, Letland, Litauen, Malta, Polen, Den Slovakiske Republik, Den 

Tjekkiske Republik og Slovenien vil kunne være klar jf. køreplanen, hvis forhandlingerne 

og reformerne i kandidatlandene fortsætter i det nuværende tempo. 

Den køreplan, der blev fastlagt af Det Europæiske Råd i Nice, er derfor stadig fuldt ud 

gældende. 

3.6.14. Laeken rådsmødet 

På Det Europæiske Råds møde i Laeken den 14. – 15. december 2001 vedtog Det Europæiske 

Råd en erklæring om Europas fremtid. Ifølge erklæringen skal der oprettes et konvent 

bestående af de mest fremtrædende deltagere i debatten om EU's fremtid, for at sikre 

en så bred og gennemsigtig forberedelse af den næste regeringskonference som muligt. 

Konventet skal have til opgave at drøfte de væsentligste problemer, som den fremtidige 

udvikling af EU medfører, og undersøge de forskellige mulige løsninger. Valéry Giscard 

d'Estaing blev udpeget som konventets formand, mens Guiliano Amato og 

Jean Luc Dehaene blev udpeget som næstformænd. Alle kandidatlandene skal deltage i 

konventet. 

Resultaterne af EU–konventet vil blive præsenteret for Det Europæiske Råd i Athen i juli 

2003. 

3.6.15. EU's dagsorden under dansk formandskab 

Det står klart, at dagsordenen 2. halvår 2002 bliver både tung og omfattende under det 

danske formandskab. Et af de mest centrale emner på dagsordenen bliver udvidelsen mod 

Øst– og Centraleuropa. Hvis Europa–Kommissionens køreplan holder, er det i Gøteborg– 

erklæringen fra 2001 blevet nævnt, at EU kan afslutte forhandlingerne med de første 

medlemsstater under det danske formandskab. 

Et andet centralt emne vil blive EU's globale rolle. Danmark skal blandt andet repræsentere 

EU ved et topmøde om bæredygtig udvikling (Verdenstopmøde om Bæredygtig Udvikling 

den 2.–13. september 2002 i Sydafrika) og ASEM–topmøde (Asia–Europe Meeting) 

samt WTO–forhandlinger. 

3.7. SAMMENFATNING 

Europa har siden 2. Verdenskrig gennemgået en voldsom udvikling og integration. De nuværende 

15 EU–lande har inden for et halvt århundrede, begyndende med oprettelsen af 

Europarådet til den nuværende Europæiske Union, taget et afgørende skridt i visionen om 

at skabe et stabilt og dynamisk Europa. De kommende optagelsesforhandlinger, med tidligere 

central– og østeuropæiske lande samt Cypern, Malta og den fortsatte tilnærmelse 

mellem EU og Tyrkiet, ville ingen for bare få år siden havde spået mulig. 

Dette kapitel har haft til formål at beskrive denne udvikling – ikke at beskrive, hvordan 

EU’s opbygning/procedurer har fungeret gennem tiden. Den nuværende opbygning samt 

procedurer vurderes interessant set i forhold til formålet med specialet. Derfor vil forholde- 


31


ne vedrørende EU’s opbygning/hierarki, herunder politiske beslutningsprocesser, blive 

beskrevet i kapitel 4–6. 


32


KAPITEL 4 

EU’S INSTITUTIONELLE OPBYGNING OG HIERAKI 

4. EU’S INSTITUTIONELLE OPBYGNING OG HIERAKI 

4.1. INDLEDNING 

Dette kapitel har to formål. Indledningsvis, at beskrive EU’s institutionelle opbygning og 

hierarki samt de politiske beslutningsprocesser. Dernæst, at synliggøre de problemer den 

komplekse opbygning i kombination med samarbejdsformen (overstatsligt og mellemstatsligt) 

kan medføre, nemlig, at der kan være lang vej fra idé til beslutning. 

Dette forstærkes endvidere af, at de enkelte medlemslande har store egeninteresser på 

bl.a. det økonomiske område, hvilket kan medføre tilbageholdenhed i beslutningsprocessen. 

Med dette udgangspunkt, beskrives og vurderes EU’s rolle i konflikthåndteringen af Kosovo 

i 1997–1999, hvor mindst et af disse forhold havde afgørende betydning på forløbet. 

Denne vurdering foretages uden inddragelse af FUSP, som jo netop blev initieret og fremskyndet 

på baggrund af konflikten. Dette gøres m.h.p. en senere analyse/vurdering af 

EU’s kapabiliteter efter indførelse af bl.a. FUSP, den Høje Repræsentant og 60.000– 

mands styrken. 

4.2. EU’S OPBYGNING 48 

EU’s opbygning er almindeligvis beskrevet efter ”Det græske tempel med de tre søjler” (Se 

bilag 3), Hvor ”taget” er mål og midler i/med samarbejdet, ”fundamentet” er institutionerne 

og beslutningsprocedurerne. ”Søjlerne” (1, 2 og 3) beskriver det egentlige samarbejde 

m.h.t. indhold og form. 

Søjle 1 illustrerer det overstatslige samarbejde, dvs. at medlemsstaternes formelle kompetence 

helt eller delvist er overflyttet til EU. Det betyder dels, at samarbejdet kan have 

direkte retsvirkninger for borgere og virksomheder, dels at EU kan handle på medlemsstaternes 

vegne uden at det godkendes i de respektives parlamenter. Kompetencen er 

delt mellem Det Europæiske Råd, Ministerrådet, Europakommissionen, Europaparlamentet 

og EF–Domstolen. 

Søjle 1 omfatter det økonomiske samarbejde – herunder det indre marked, økonomisk og 

monetær politik, landbrugspolitik, handels– og miljøpolitik. 

Søjle 2 og 3 illustrerer det mellemstatslige samarbejde, hvor medlemsstaterne bevarer 

formelle beføjelser på samarbejdsområderne. Samarbejdet her har, modsat det overstatslige 

ikke direkte retsvirkninger på medlemsstaternes borgere og virksomheder. EU kan 

ikke handle på vegne af medlemslandene uden, at beslutningerne er godkendt i de respektive 

parlamenter. Søjle 2 omfatter den fælles udenrigs– og sikkerhedspolitik. Søjle 3 

omfatter retlige og indre anliggender. 

4.3. INSTITUTIONERNE 

I den efterfølgende beskrivelse af EU–institutionerne, vil institutioner med direkte tilknytning 

til FUSP, herunder ”European Security and Defence Policy (ESDP) ikke blive be- 

48 Europakommissionen ”EU’s struktur”. 


33


handlet, idet disse vil fremgå af kapitel 6. Endvidere vil kapitel 6 behandle samarbejdsmæssige 

problemområder, der er forbundet med FUSP. 

4.3.1. Det europæiske råd 49 

Det Europæiske Råd (DER) blev etableret m.h.p. at tilføre EF–samarbejdet mere handlekraft 

og dynamik. DER blev traktatfæstet ved Maastricht–traktaten. 

DER består af De Femtens stats– og regeringschefer samt af formanden for Europa– 

kommissionen. Sammensætning fremgår af bilag 4. 

Medlemmerne af DER ledsages af udenrigsministrene og af det medlem af Europa–kommissionen, 

der har ansvaret for de eksterne forbindelser. Den stat, som har formandskabet 

for Rådet, er vært for DER, der samles mindst to gange årligt (sædvanligvis i juni og december) 

for at drøfte Den Europæiske Unions politiske liv og udvikling. Hvert topmøde udsender 

et slutdokument, som danner grundlag for den førte politik i EU. 

DER beslutter, hvorvidt der er behov for traktatændringer, f.eks. i f.m. kommende udvidelse 

eller i forhold til FUSP 50 og et kommende militært samarbejde m.v. 

Såfremt Ministerrådet har problemer og spørgsmål, som rådet ikke kan løse, behandles 

disse i DER. 

Det Europæiske Råd er således den øverst besluttende myndighed. Man sikrer således, at 

det altid er muligt at indbringe sager bl.a. vedrørende økonomisk politik samt udenrigs– og 

sikkerhedspolitikken for stats– og regeringscheferne. Herved undgås at de mindre lande 

bliver forpligtet til at føre en politik, som de ikke ønsker. Ulempen er dog, at beslutningsprocessen 

kan blive langvarig. 

4.3.2. Formandskabet 

Hvert halve år overtager en af Unionens medlemsstater formandskabet for DER, Ministerrådet 

samt de organer, der har til opgave at forberede arbejdet (COREPER, Den Politiske 

Komite og på et lavere niveau arbejdsgrupperne). 

Som formand for EU er det det pågældende medlemslands opgave at sætte dagsordenen 

i EU og i det hele taget være drivkraft i EU. Formandskabet skal også sørge for at skabe 

kompromiser mellem medlemslandene og samle trådene efter ministermøder, europæiske 

rådsmøder osv. 

At have formandskabet i EU indebærer også, at formandskabslandet skal være EU’s ansigt 

udadtil. Det kan være i forhold til lande, der ikke er medlem af EU eller i forhold til internationale 

organisationer som eksempelvis FN og OSCE. 

Formandskabslandet repræsenterer også EU vedr. forhold som økonomi, miljø– og handlesaftaler, 

verdensudvikling og ikke mindst FUSP. 51 Med de skiftende formandskaber risikerer 

man imidlertid, at der ikke er den ønskede kontinuitet i den førte fælles politik. Denne 

kontinuitet ses særdeles vigtig i f.t. den kommende udvidelse samt i FUSP. 

I f.m. FUSP bistås formandskabet af generalsekretæren for Rådet, der sammen med 

Europa–kommissionen udøver hvervet som ”Højtstående Repræsentant for FUSP”. 52 

49 

Europakommissionen ”EU’s struktur”, folketingets EU–oplysning. 

50 

FUSP og militært samarbejde/–kapabiliteter behandles separat i kapitel 6, hvorfor det ikke behandles uddybende 

i dette kapitel. 

51 

Netop på dette område har de danske forbehold betydning for det danske formandskab i 2. halvår 2002, 

idet DK har overdraget denne opgave til Grækenland. 

52 

Den Højtstående Repræsentant er i øjeblikket den tidligere NATO–Generalsekretær, spanieren Javier 

Solana (behandles i kapitel 6. 


34


Formandskabet kan også bistås af den medlemsstat, der skal varetage det efterfølgende 

formandskab. 

4.3.3. Medlemsstaterne 

Medlemsstaterne er forpligtet til aktivt og uforbeholdent at støtte den fælles vedtagne politik. 

Hver medlemsstat kan forelægge Rådet for Den Europæiske Union (fremover benævnt 

Rådet) forslag til behandling. 

Staterne drager omsorg for, at deres nationale politik er i overensstemmelse med de fælles 

holdninger. De forsvarer disse fælles holdninger i internationale fora. De skal holde de 

medlemsstater, som ikke deltager i drøftelserne i internationale organisationer og på internationale 

konferencer, underrettet om alle spørgsmål af fælles interesse. Forpligtelsen 

skal tilsikre en ensartet fremtræden af medlemslandene i de store fora, hvorved EU får 

mulighed for at lægge vægt bag sine holdninger. Ovennævnte forpligtigelse kan være 

medvirkende årsag til, at medlemslandene bliver tilbageholdende med at vedtage fælles 

politik på de mere kontroversielle områder, eller på områder, hvor stater frygter, at deres 

nationale interesser er i fare for at blive underkendt til fordel for den fælles interesse. 

Historien har vist, at specielt store økonomiske interesser hos enkelte medlemslande har 

blokeret for vedtagelser af en fælles holdning i relation til omverdenen, herunder Bosnien– 

og Kosovo konflikterne, som behandles senere i kapitlet. 

4.3.4. Ministerrådet – Rådet for Den Europæiske Union 53 

Rådet for Den Europæiske Union (Rådet) har som hovedregel den lovgivende magt, dvs. 

Rådet vedtager forslag stillet af Kommissionen efter høring eller som oftest i samarbejde 

med Europa–Parlamentet. 

Rådet er medlemslandenes institution. Det består af en repræsentant for hvert af medlemslandene, 

som regel en minister (bilag 5). Oprindeligt udgjorde udenrigsministrene Rådet. 

I dag er der over 20 forskellige råd med hvert sit arbejdsområde og hver sine ministre. 

Rådet skulle de første mange år opnå fuldstændig enighed om alle forslag. Med de seneste 

traktater er der åbnet flere muligheder for også at træffe afgørelser med kvalificeret 

eller simpelt flertal. Stemmerne er fordelt til fordel for de små lande på en sådan måde, at 

de fire største lande, Tyskland, Frankrig, Italien og Storbritannien, ikke kan træffe beslutninger 

imod de øvrige landes ønske. Den nuværende stemmefordeling forventes ændret 

med næste traktat på grund af den forventede udvidelse med lande i Central– og Østeuropa. 

En diskussion om overgang til flertalsafgørelser på flere politikområder ventes også. 

Hvert halve år får et nyt medlemsland formandskabet, der bl.a. har til opgave at lede møderne 

i Rådet. De travleste råd med deltagelse af udenrigsministrene og økonomi– og finansministrene 

holder møde mindst en gang om måneden. Andre mindre travle med deltagelse 

af sundheds– eller kulturministrene mødes et par gange om året. De fleste råd 

samles desuden et par gange årligt til uformelle møder, hvor der drøftes politik, men hvor 

der ikke træffes beslutninger. 

4.3.5. De Faste Repræsentanters Komité 

Rådets arbejde og beslutninger forberedes af medlemslandenes EU–ambassadører i De 

Faste Repræsentanters Komité, kaldet COREPER, som er forkortelsen for det franske 

"Comité des représentants permanents". Den tidligere skarpe adskillelse mellem EF–sam- 

53 EU–kommissionen, institutionerne. 


35


arbejdet og Det Europæisk Politiske Samarbejde (EPS) betød, at COREPER først med 

Maastricht–traktaten har fået det udenrigspolitiske samarbejde som arbejdsområde. 

COREPER forbereder sagerne i tæt kontakt med medlemslandenes ministerier. CORE- 

PER har desuden en række arbejdsgrupper, som består af nationale embedsmænd, til at 

bistå sig med forberedelserne. 

4.3.6. Europa–kommissionen 

Europa–Kommissionen (fremover benævnt Kommissionen) har initiativretten i det europæiske 

samarbejde og deltager i udarbejdelsen af lovgivningen sammen med Rådet og 

Europa–Parlamentet efter høring af Det Økonomiske–, Sociale Udvalg og Regionsudvalget. 

Kommissionen tager initiativ til lovgivningen, administrerer den og kontrollerer, at den 

overholdes (se bilag 6). Ved manglende overholdelse af reglerne kan Kommissionen rejse 

sag mod et medlemsland eller en af EU's andre institutioner ved EF–Domstolen. Kommissionen 

kan desuden pålægge virksomheder, der overtræder EU’s konkurrenceregler, og 

medlemsstater, der ikke efterkommer EF–Domstolens domme, bøder. Kommissionen indgår 

internationale handelsaftaler på vegne af EU. Desuden forvalter Kommissionen EU's 

budget. 

Kommissionen består af en politisk ledelse af 20 kommissærer, der efter samråd med formanden 

udpeges af regeringerne for 5–årige perioder. En af de 20 kommissærer udpeges 

først særskilt som formand for Kommissionen, og formanden deltager efter Amsterdam– 

traktaten, i udvælgelsen af de øvrige kommissærer. Europa–Parlamentet skal godkende 

først Kommissionens formand og dernæst de øvrige 19 kommissærer under ét. 

Kommissærerne arbejder som et kollegium. Antallet af kommissærer og deres fordeling på 

medlemslandene forventes ændret i næste traktat på grund af det store antal nye lande, 

der ventes optaget i EU. 

Kommissionens administration består af 23 generaldirektorater, der er opdelt efter emneområder 

og kan sammenlignes med ministerierne i en statsadministration. 

Kommissionen har vidtstrakte beføjelser og handler i høj grad uafhængigt, men står til ansvar 

over for Europa–Parlamentet, der kan afsætte Kommissionen ved et mistillidsvotum 

med kvalificeret flertal. 

4.3.7. Europa–parlamentet 54 

Europa–Parlamentet (benævnes fremover Parlamentet) har 626 medlemmer, som er valgt 

ved direkte valg i de 15 EU–lande. 

Amsterdamtraktaten fastslår, at til trods for udvidelser må Parlamentets medlemstal ikke 

overstige 700. 

Parlamentets sammensætning fremgår af bilag 7. 

Afhængig af forslagenes karakter og retsgrundlag skal Parlamentet enten høres om den 

lovgivning, der vedtages i EU, eller også har den medindflydelse på eller medbestemmelse 

over denne. Parlamentet kan forkaste EU's budget. Parlamentet skal desuden godkende 

først den nyudpegede formand for Kommissionen og siden hele Kommissionen, og det 

kan afskedige Kommissionen ved et mistillidsvotum. Parlamentet skal høres, f.eks. i sager 

om vigtige spørgsmål i EU's fælles udenrigs– og sikkerhedspolitik (FUSP). Parlamentet 

har indflydelse på forslag inden for bl.a. transport, arbejdsmarkedet og Social– og Regio- 

54 EU–Kommissionen, institutionerne. 


36


nalfonden, og det har medbestemmelse over og kan feje forslag om f.eks. det indre marked, 

forbrugerbeskyttelse, miljø, kultur og uddannelse af bordet. 

4.3.8. EU–konventet 

Ved regeringskonferencen i Nice blev stats– og regeringscheferne enige om behovet for 

lancering af en bredere og mere dybtgående debat om EU's fremtidige udvikling. Udgangspunktet 

for debatten er at inddrage alle dele af samfundet forud for den næste regeringskonference, 

herunder repræsentanter for de nationale parlamenter, politiske og økonomiske 

eksperter, repræsentanter fra folkelige organisationer og ikke mindst de enkelte 

borgere. Kandidatlandene vil også blive inddraget i processen. 

Dette er første trin i den forberedelsesproces, der skal føre til indkaldelse af en regeringskonference 

i 2004 med henblik på at foretage traktatændringer. Følgende emner skal diskuteres 

på konferencen: 

En mere præcis afgrænsning af kompetencefordelingen mellem EU og medlemsstaterne, 

status for EU's charter for grundlæggende rettigheder, 

en forenkling af traktaterne med henblik på at gøre dem lettere at forstå uden at ændre 

deres indhold samt 

de nationale parlamenters rolle i den europæiske arkitektur. 

4.3.9. EF–domstolen 55 

EF–Domstolen er et overstatsligt organ og består af 15 dommere (se bilag 8). Domstolen 

dømmer i sager omfattet af EF–traktaten (søjle 1). Inden for EU–traktaten (søjle 2 og 3), 

omfatter Domstolens kompetence traktatændringer og tiltrædelsestraktater. Domstolen 

dømmer i tvister mellem EU og medlemslandene, mellem EU og virksomheder inden for 

konkurrenceretten, mellem de enkelte medlemslande, mellem EU's forskellige institutioner 

(og mellem EU–institutionerne) og deres ansatte. EF–Domstolen tager stilling til principielle 

eller såkaldte "præjudicielle" spørgsmål om fællesskabsrettens fortolkning fra de nationale 

domstole. Den enkelte borger kan således ikke anlægge sag direkte ved EF–Domstolen, 

men han/hun skal gå via sit nationale retssystem. 

EF–Domstolens afgørelser er flertalsafgørelser, og dommene er bindende for sagens 

parter ligesom ved de fleste nationale domstole. Retsakter udstedt af EF eller EU kan erklæres 

ugyldige af Domstolen, og afgørelsen har i så fald virkning for alle. Med Amsterdam–traktaten 

fik Kommissionen desuden mulighed for at pålægge medlemslande, der 

ikke efterlever Domstolens domme, tvangsbøder. 

4.4. EU’S BESLUTNINGSPROCEDURER 56 

Der er fem primære beslutningsprocedurer i EU. Nævnt efter graden af Parlamentets indflydelse 

er den vigtigste den fælles beslutningsprocedure, hvor Parlamentet har vetoret 

overfor Rådet. Herefter kommer samarbejdsproceduren, hvor Parlamentet kan stille ændringsforslag 

til lovforslagene,Høringsproceduren, hvor Rådet skal høre Parlamentet før 

vedtagelsen af forslag og til sidst Proceduren uden Høring. 

55 EU–Kommissionen, institutionerne. Samt http://ue.eu.int/codec/da/index.htm 

56 EU–Kommissionen, institutionerne. Samt http://ue.eu.int/codec/da/index.htm 


37


4.4.1. Den fælles beslutningsprocedure 57 

Den fælles beslutningsprocedure (se bilag 9) blev introduceret med Maastricht–traktaten 

og gav for første gang Parlamentet en egentlig ret til at forkaste et lovforslag. Med Amsterdam–traktaten 

er anvendelsesområdet for proceduren udvidet væsentligt, og den anvendes 

nu på i alt 31 politikområder, heriblandt forskning, miljø, åbenhed, forbrugerbeskyttelse, 

uddannelse, det indre marked og fri bevægelighed. Den fælles beslutningsprocedure 

findes i EF–traktatens artikel 251 og indebærer at et lovforslag kan opleve op til tre 

forelæggelser for Parlamentet, behandling i et forligsudvalg og endelig, hvis Parlamentet 

er uenig i forslaget, blive forkastet her med absolut flertal. 

4.4.2. Samarbejdsproceduren 

Samarbejdsproceduren (se bilag 10) indebærer, at Parlamentet kan stille ændringsforslag 

til de af Kommissionen stillede forslag. Disse ændringsforslag skal godkendes af Rådet. 

Proceduren, der findes i EF–traktatens artikel 252 blev også indført med Maastricht–traktaten, 

men dens anvendelsesområde blev indskrænket væsentligt med Amsterdam– traktaten. 

Nu anvendes proceduren alene inden for den økonomiske og monetære politik. 

4.4.3. Høringsproceduren 58 

Høringsproceduren er den klassiske procedure, der har eksisteret siden Europa–Parlamentets 

fødsel. Efter denne skal Rådet høre Parlamentet, før forslag stillet af Kommissionen 

kan vedtages. 

Kommissionen fremsender sit forslag til Rådet og samtidig til Parlamentet. Det er Rådet, 

der forestår den officielle høring af Parlament og evt. af andre organer. 

Høringsproceduren er obligatorisk, hvis den kræves af det pågældende retsgrundlag i 

traktaten. I så fald er Parlamentets udtalelse en forudsætning for, at retsakten er gyldig. 

Høringen kan også være frivillig. I så fald anbefaler Kommissionen Rådet at høre Parlament 

om det pågældende spørgsmål. 

Det samme gælder Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget. 

Parlamentet kan godkende Kommissionens forslag, forkaste det eller foreslå ændringer. 

Kommissionen er forpligtet til at behandle alle Parlamentets ændringsforslag. Hvis den 

accepterer ændringsforslagene, forelægger den Rådet et ændret forslag, hvor der er taget 

hensyn hertil. 

4.4.4. Informationsproceduren (uden høring) 

Indebærer, at Parlamentet alene orienteres om forslag eller tiltag i Rådet. 

4.4.5. Proceduren om Samstemmende Udtalelse 59 

Indebærer, at Parlamentet skal give deres tilsagn til den pågældende retsakt, for at den 

kan vedtages af Rådet. 

57 

http://europa.eu.int/prelex/apcnet.cfm?CL=da. Anvendelsesområde: Bl.a. Det indre Marked, kultur, socialt, 

erhverv, udd., miljø, told transport. 

58 

http://www.europarl.eu.int/factsheets/1_4_1_da.htm Europarlamentets hjemmeside. Høringsproceduren 

finder fortsat anvendelse på en række "følsomme" områder, hvor der stadig kræves enstemmighed i Rådet 

(f.eks. skattespørgsmål, industripolitik, fysisk planlægning og forvaltning af vandressourcerne), hvortil kommer 

to områder, hvor Rådet træffer afgørelse med kvalificeret flertal (landbrugspolitikken og konkurrencepolitikken). 

59 

http://www.europarl.eu.int/factsheets/1_4_1_da.htm Europarlamentets hjemmeside. 


38


De grundlæggende retsakter om strukturfondene vedtages af Rådet med enstemmighed 

efter samstemmende udtalelse fra Parlamentet. Proceduren med samstemmende udtalelse 

er også gældende ved indgåelse af internationale aftaler, når disse indebærer ændring 

af en retsakt, der er vedtaget efter den fælles beslutningsprocedure, eller når de har betydelige 

budgetmæssige følgevirkninger eller skaber en særlig institutionel ramme. 

Ud over disse 5 procedurer indeholder traktaten imidlertid i 40 tilfælde bestemmelse om 

andre procedureforløb. Disse kan være meget specialiserede som f.eks. procedurerne om 

budgettet eller udnævnelse af f.eks. kommissærer og dommere. De kan imidlertid også 

være helt simple procedurer – f.eks. hvor Rådet træffer bestemmelse enten alene eller på 

forslag fra Kommissionen. 

4.5. SAMMENFATNING PÅ OPBYGNING OG BESLUTNINGSPROCEDURER 

Beslutningsprocessen i Den Europæiske Union er resultatet af et samspil mellem forskellige 

aktører, navnlig den "institutionelle trekant", der udgøres af Parlamentet, Rådet og 

Kommissionen. 

EU’s institutionelle opbygning/hierarki bærer tydeligt præg af, at der samtidig med EU’s 

interesser, er behov for hensyntagen til de enkelte medlemsstaters. EU’s sammensætning 

af kommitéer og udvalg samt den indbyrdes sammensætning i disse, medfører at organisationen 

allerede på laveste udvalgsniveau er ”tvunget” ind i en kompromissøgende linie. 

Dette kan eksemplificeres ved Kommisionen, som er tiltænkt at være initiativskaberen – 

den udfarende del af EU. 

Sagen er den, at Rådet i en retsakt fra juni 1999 har fastlagt de procedurer, der gælder for 

Kommissionens udstedelse af regler. Der findes tre typer af udvalg eller komiteer, som 

Kommissionen skal forelægge sine forslag for, før forslagene kan gennemføres, nemlig: 

Det Rådgivende udvalg er – som navnet siger – alene rådgivende over for Kommissionen. 

Kommissionen kan altid gennemføre sit forslag uanset udvalgets holdning. Rådet har 

ingen rolle at spille. 

I Forvaltningsudvalget derimod skal der stemmes om Kommissionens forslag, og Kommissionen 

er forpligtet af afstemningsresultatet. Men der skal være kvalificeret flertal imod 

Kommissionen (dvs. mindst 62 stemmer), hvis forslaget skal falde – og det kan være 

svært. Rådet spiller også en rolle, idet forslag der ikke kan vedtages i udvalget overgår til 

Rådet. Men det er også meget svært at bremse et forslag i Rådet. Så Kommissionen står 

stærkt i forhold til medlemslandene. 

I Forskriftsudvalget står medlemslandene imidlertid stærkt over for Kommissionen, idet 

der skal være kvalificeret flertal for Kommissionens forslag, før det kan vedtages i udvalget. 

Det kan være ret svært at opnå, hvis ikke Kommissionen allerede fra starten tager 

højde for landenes synspunkter. 

Hvis forslaget ikke opnår kvalificeret flertal i udvalget, overgår sagen til Rådet. 

I Rådet er det imidlertid relativt nemt for Kommissionen, idet der her skal være kvalificeret 

flertal imod forslaget, og det kan være svært for landene at mønstre så mange stemmer 

imod forslaget. 

Så allerede inden Kommisionens forslag fremsættes for Rådet og Parlamentet, er de underlagt 

bureaukrati. Hertil kommer så de efterfølgende beslutningsprocedurer, hvor forslag 

kan underlægges op til tre behandlingsrunder i Parlamentet før endelig vedtagelse, hvilket 

i al sin tydelighed viser, hvor bureaukratisk EU’s opbygning er og hvor lang vejen fra idé til 

beslutningstagen/udførelse er. 


39


4.6. EU’S HÅNDTERING AF BOSNIEN– OG KOSOVO–KONFLIKTEN 

Som beskrevet indledningsvis er formålet med efterfølgende, at perspektivere nogle af de 

ovenfor nævnte forhold sat i relation til konflikten i Kosovo. Nedenstående skal således 

fokusere på nogle af de områder, som tidligere har vist sig at være deciderede svagheder 

ved EU’s rolle i konflikthåndtering. 

4.6.1. Grundlaget for konflikthåndteringen 

Grundlaget for daværende samarbejde vedrørende den europæiske sikkerhed var indarbejdet 

i Fællesakten fra 1987 (EF–pakken) ved det udenrigspolitiske samarbejde (EPS) 60 . 

Dette viste sig senere at være et problem i f.m. drøftelser i CSCE–ramme (senere OSCE) 

om ”den nye europæiske arkitektur” på sikkerheds– og samarbejdsområdet. 

I Fællesakten var det fastlagt, at de sikkerhedspolitiske spørgsmål, der kunne drøftes 

mellem EF–landene, var afgrænset til de økonomiske og politiske aspekter af sikkerheden. 

Der var således enighed om, at dette forhold udelukkede egentlige forsvarspolitiske 

aspekter fra samarbejdet 61 . 

Forløbet omkring Irak´s invasion af Kuwait, og WEU efterfølgende engagement i f.m. koordination 

og kontrol af den økonomiske embargo mod samme, bragte WEU og egentlige 

forsvarspolitiske aspekter ind i debatten om indholdet af en ny fælles udenrigs– og sikkerhedspolitik. 

Senere i debatten rejstes spørgsmålet om behovet for en egentlig europæisk 

forsvarsdimension. Denne debat fortsatte op gennem 90’erne og satte fodaftryk i de kommende 

traktater begyndende med Maastricht–traktaten (Den Europæiske Union). Hele 

udviklingsforløbet vedrørende FUSP og dens videre udvikling, beskrives i kapitel 6. 

4.6.2. Krisen i det tidligere Jugoslavien 

Mangel på samhørighed med at indtage en fælles holdning vedrørende anerkendelse af 

de tidligere jugoslaviske delrepublikker understregede, at nogle medlemsstaters egeninteresser 

i området konfliktede med øvriges. På trods heraf mente man fortsat, at krisen kunne 

håndteres og løses af de europæiske lande alene. EF gennemførte stor diplomatisk 

aktivitet samt iværksættelse af positive– og negative sanktioner/foranstaltninger i form af 

økonomisk støtte, – embargo, mæglingsforsøg samt konferencer 62 . 

For første gang i EF´s historie udsendte man ubevæbnede observatører til flere af de jugoslaviske 

republikker. Samtidig drøftedes muligheden for udbygning af dette med en 

egentlig udsendelse af fredsbevarende styrker i WEU–regi. Frankrig og Tyskland støttede 

forslaget, mens Storbritannien var kategorisk imod. Dette skyldes, at man fra britisk side 

forudså en uoverskuelig inddragelse i konflikten, som tilfældet havde været med Cypern 

og Nordirland. Uenigheden imellem Storbritannien og Frankrig om en WEU–operation 

samt de manglende resultater af fredsbestræbelserne i Jugoslavien fik reelt EF–landene til 

at opgive muligheden for opnåelse af en fælles udenrigs– og sikkerhedspolitik, hvilket afspejledes 

af EF–landenes fremlæggelse af sagen for FN´s Sikkerhedsråd i Oktober 1991. 

Dermed blev FN og EF de centrale led i krisestyringen i Jugoslavien. Dette både m.h.t. 

diplomatiske midler og en egentlig udsendelse af FN fredsbevarende styrke – den største i 

60 

EPS var mellemstatsligt samarbejde, hvilket betød at vedtagelse af forslag krævede enstemmighed. 

61 

DUPI ”de danske forbehold”, kap.3 p.93. 

62 

http://europa.eu.int/abc/history/index_da.htm EU Historie 1991–1992. 


40


FN´s Historie 63 . Senere måtte FN se sin rolle udspillet i konflikten. CSCE/OSCE, WEU og 

NATO/USA ved IFOR blev senere indsat i operationen 64 . 

EF´s Regeringskonference i 1991 65 viste tydeligt, at EF–landenes respektive grundlæggende 

holdninger til sikkerhed og forsvar var vidt forskellige. Kompromis inden for dette 

område lå ikke i et ”midtpunkt” – men afspejledes i lavest mulige fællesnævner. 

Medlemmernes grundlæggende interesser knyttede sig til 3 problemstillinger, inden for 

hvilke, at forhandlingsmulighederne var yderst begrænset, nemlig: 

Aktiv– kontra passiv udenrigspolitik, 

Føderalister kontra konføderalister samt 

Atlantikere kontra europæere. 

4.6.3. Aktiv kontra passiv udenrigspolitik 

Denne gruppering var reelt Frankrig og Storbritannien kontra de øvrige. Det bunder i at 

disse to lande havde atom– og konventionel kapacitet til at kunne spille en væsentlig rolle 

inden for militær krisestyring. De havde traditionelt ført aktiv udenrigspolitik og begge lande 

var faste medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd – og havde derved også en særlig placering/indflydelse 

i international politik. Begge lande havde således altid fastholdt deres ret til 

at føre egen udenrigs– og sikkerhedspolitik hvis der ikke kunne opnås enighed om en 

fælles EF–politik på dette område, hvilket også medførte, at ingen af disse lande kunne 

acceptere den ”lavest mulige fællesnævner” inden for udenrigs– og sikkerhedspolitik – og 

ikke mindst – inden for den militære del af sikkerhedspolitikken. 

De øvrige EF–lande havde ikke samme kapacitet til at føre aktiv militær sikkerhedspolitik, 

hvorfor disse traditionelt havde ført en passiv politik på dette område. 

4.6.4. Føderalister kontra Konføderalister 

Ovennævnte forhold havde derfor stor indflydelse på spørgsmålet om, hvorvidt den fælles 

udenrigs– og sikkerhedspolitik skulle gøres til fællesskabskompetence – dvs. underlægges 

EF’s overstatslige beslutningsstruktur. Dette kunne Frankrig og Storbritannien som konføderalister 

på ingen måde acceptere, da dette ville give Kommissionen og Parlamentet afgørende 

indflydelse på området. Den fælles udenrigs– og sikkerhedspolitik skulle forblive 

adskilt fra EF–procedurer, da en sådan underlæggelse kunne medføre, at de to lande 

skulle indsætte tropper på baggrund af en evt. flertalsafgørelse i Ministerrådet. 

Tyskland, Italien og Benelux–landene repræsenterede føderalisterne, som arbejdede for at 

styrke EF–institutionernes rolle, hvorved beslutninger kunne tages gennem flertalsbeslutninger. 

63 DUPI ”de danske forbehold”, kap.3 p.94. 

64 FN styrken blev indsat i flere af de tidligere republikker og omfattede oprettelse af sikre zoner, beskyttelse 

af transporter, oprettelse af flyveforbudszoner samt udsendelse af en styrke til Makedonien m.h.p. at forhindre 

spredning af konflikten. NATO og WEU involveredes hurtigt i en støtteoperation for FN, hvor NATO 

håndhævede flyveforbudet og WEU håndhævede flådeembargoen. Vendepunktet i konflikten kom i 1995, 

hvor det lykkedes at få parterne til at indgå Dayton–aftalen, der fastholdt en suveræn bosnisk stat opdelt i to 

selvstyre. I aftalen indgik ligeledes indsættelse af fredsstyrken IFOR. 

65 DUPI ”de danske forbehold”, kap.3 p.94–96. 


41


4.6.5. Atlantikere kontra Europæere 

I forholdet til ”Europæisk Forsvarsidentitet”, herunder NATO og USA var Frankrig og Storbritannien 

splittet. Storbritannien, som traditionelt var stærkt knyttet til USA og stor fortaler 

for NATO, frygtede at NATO´s rolle– og USA´s tilstedeværelse i Europa ville blive svækket. 

Blandt øvrige lande, som bakkede op om den britiske holdning, var Holland, Portugal 

og Danmark. 

Storbritannien ønskede således en ”Europæisk Søjle” i NATO, hvor WEU skulle styrkes 

m.h.p. at indgå i en koordineret struktur med NATO således, at styrker stadig var tilmeldt i 

NATO–strukturen men kunne indgå i en hurtig reaktionsstyrke. Derved ville det transatlantiskebånd 

ikke blive svækket. 

Frankrig derimod var for en integration af WEU i EF indtil en egentlig forsvarsdimension 

blev tilført samarbejdet. Dette blev begrundet med, at europæerne skulle forestå krisestyring 

i eget nærområde. NATO skulle kun involveres, hvis daværende Sovjetunionen blev 

involveret. 

Golfkrigen havde efter fransk opfattelse vist, at Europa havde måttet indordne sig efter et 

amerikansk–britisk formynderskab, hvilket viste et behov for en større grad af EF–identitet 

inden for NATO–samarbejdet, såfremt Europa kunne blive en ligestillet partner med USA. 

Der var således behov for en europæisk sikkerheds– og forsvarsidentitet, hvor Tyskland 

og evt. Storbritannien skulle inddrages m.h.p. at mindske amerikansk indflydelse. 

4.7. DELKONKLUSION 

Krisen i det tidligere Jugoslavien viste, at EF–landenes egeninteresser spillede en afgørende 

rolle i konflikthåndteringen. Man var på den ene side bundet traktatmæssigt i EPS– 

samarbejdet, som var mellemstatsligt. Omvendt kunne man trods ihærdige forsøg ikke opnå 

enighed om at ændre den fælles udenrigs– og forsvarspolitik m.h.p. at tilføre denne en 

egentlig militær dimension – dertil var interesseforskellene for store. Frankrig og Storbritanniens 

mistro til EF–beslutningssystem var endvidere en medvirkende årsag til, at den 

fortsatte fælles udenrigs– og sikkerhedspolitik forblev mellemstatslig. Også her var EF– 

landene splittet. Den ”laveste fællesnævners politik” blev udstillet over for omverdenen og 

resulterede i, at FN og senere CSCE/OSCE, WEU og NATO blev involveret i krisen/konflikten. 

En medvirkende faktor til konfliktens senere forløb vurderes at være spørgsmålet om, hvor 

store tab/ofre de vesteuropæiske lande var rede til at acceptere. En massiv militær intervention 

ville uundgåeligt medføre større tab/ofre. Samtidig vurderes konflikten ikke at have 

indflydelse på den strategiske balance i Europa. Der var derfor tale om en egentlig inddæmning 

af konflikten. 

Konflikten i det tidligere Jugoslavien viste i al sin tydelighed, at det daværende EF var bedre 

til ”konference–diplomati” end til egentlig krisestyring. 

4.8. KOSOVO–KONFLIKTEN 

I årene efter ”Jugoslavien–konflikten” blev der gjort mange tiltag m.h.t. den fælles udenrigs– 

og sikkerhedspolitik, herunder forsøg på at skabe et mere effektivt beslutningssystem 

i det mellemstatslige samarbejde. 

Alligevel blev Kosovo–konflikten en dramatisk ”opvågnen til virkelighedens verden” for EU, 

som satte yderligere skub i opbygningen af en egentlig militær krisestyringskapacitet i EU– 

regi 66 . 

66 Beskrives i kapitel 6. 


42


Konflikten illustrerede atter en gang den fælles udenrigs– og sikkerhedspolitik afmagt over 

for ledere som den serbiske leder Milosevic. EU som civil magt blev ikke taget alvorlig. 

Læren var, at civile og militære virkemidler burde anvendes koordineret for at spille en afgørende 

rolle i krisestyring. 

I modsætning til 1991 blev der fra europæisk side såvel i EU som NATO demonstreret 

sammenhold, der blev fastholdt under den lange NATO–luftkampagne mod Milosevic. 

Dette sammenhold viste, at de europæiske lande havde sammenfaldende interesser og 

var rede til at sætte handling bag ordene. Man kunne ikke acceptere de massive etniske 

udryddelser og en gentagelse af massakren ved Srebrenica. Det kan diskuteres, hvor stor 

effekt luftkampagnen havde set i forhold til, at man havde gennemført en værnsfælles 

kampagne. Igen kunne dette ses som udtryk for, at landene ikke var rede til at acceptere 

større tab/ofre, som en værnsfælles kampagne med indsættelse af tropper på landjorden 

ville havde medført. 

Endnu en gang var europæerne afhængig af amerikansk støtte 67 . 

Kombinationen af en NATO militæraktion og EU’s diplomatiske indsats styrkede alligevel 

troen på, at EU havde en væsentlig rolle at spille inden for europæisk krisestyring. 


Trods en mere lykkelig udgang på krisen, demonstrerede EU i Kosovo–konflikten store 

mangler inden for den forsvarspolitiske dimension. Man var således afhængig af NATO – 

og ikke mindst USA. De to konflikter havde vist, at EU havde gjort tiltag til forbedring af sin 

krisestyringskapabilitet – men konflikterne viste, at det vigtigste redskab, når man har med 

ledere som Milosevic at gøre, det militære, bør udbygges væsentligt. 

4.10. ANALYSE AF EU’S INSTITUTIONELLE OPBYGNING OG HIERARKI 


Formålet med dette kapitel er, at analysere EU’s opbygning og hierarki set i f.t. EU som 

international aktør. Kapitlet tager udgangspunkt i de forudgående beskrevne områder. Ligeledes 

vil forhold med direkte tilknytning til FUSP og EU’s militære samarbejde ikke blive 

gennemgået i kapitlet, idet de behandles særskilt i kapitel 9. 

4.12. EU’S OPBYGNING 

EU’s opbygning med de tre søjler, hvor søjle et er overstatslig, og søjle to og tre er mellemstatslige 

samarbejde illustrerer tydeligt de overordnede dilemmaer EU’s institutioner 

(Rådet, Kommission, COREPER, Parlamentet m.v.) er stillet i. I tilfælde af overstatligt 

samarbejde (omfatter det økonomiske samarbejde, bl.a. indre marked, ØMU, landbrug/fiskeri, 

indvandring, grænsekontrol), hvor medlemslandenes kompetencer mere eller 

mindre er afgivet til EU, vil de pågældende landes repræsentanter naturligt nok ”kun” bakke 

om direktiver, forordninger m.m., som har rygdækning i de respektive hjemlige regeringer 

eller parlamenter. Der hviler således et tungt ansvar på de pågældende ministre, hvil- 

67 

Amerikanerne gennemførte 85% af de samlede præcisionsbombninger under luftkampagnen. Endvidere 

blev de europæiske lande forbløffet over ”asymmetrien” i den militære formåen. Ligeledes var det kun Storbritannien, 

som rådede over krydsermissiler. Tilsvarende rådede kun Frankrig over satellitovervågningskapacitet. 

Dette store ”teknologiske gab” samt den manglende evne til at stille de efterfølgende 40.000 soldater 

til den fredsbevarende styrke i Kosovo, bl.a. grundet manglende strategisk løftekapacitet, medvirkede til at 

både Storbritannien og Frankrig senere har sat skub i forsvarsinitiativet. 


43


ket vurderes at kunne være en hæmmende faktor i f.m. effektiv beslutningstagen i sager, 

hvor bl.a. de store EU–landes (Storbritannien, Tyskland, Frankrig og Italien) interesser er 

berørt eller direkte kompromitteret. 

Ved det mellemstatslige samarbejde (omfatter bl.a. FUSP samt retlige og indre anliggender) 

skal vedtagne beslutninger godkendes af de enkelte medlemslandes regeringer/ parlamenter. 

Derved bliver beslutningsprocessen meget lang, idet sagerne først skal behandles 

i EU’s Bureaukrati (Råd, Parlament og Kommission med tilhørende samarbejdsprocedurer), 

for herefter at skulle behandles i de respektive landes regering/parlament. 

Et andet forhold man kan frygte, er at en sådan beslutningsprocedure lægger op til vedtagelse 

af laveste fællesnævner. Dette skyldes de enkelte medlemslandes egeninteresser, 

som man naturligt nok ikke ønsker kompromitteret. Dette kunne også ses i det tidligere 

EPS, især under Bosnien og Kosovo konflikterne . Disse forhold vil blive yderligere behandlet 

under EU’s beslutningsprocedurer. 

4.13. INSTITUTIONERNE 

I det efterfølgende analyseres institutionerne i EU, herunder de indbyrdes sammensætninger 

og samarbejdsforhold, som vurderes at have indflydelse på det samlede virke i EU. 

4.13.1. Det Europæiske Råd 

Som tidligere beskrevet, etableredes DER m.h.p. at tilføre handlekraft og dynamik i 

EF/EU–samarbejdet. Spørgsmålet er så, om dette reelt har været effekten set i forholdet til 

det faktum, at EU skal kunne fremstå som en international aktør? 

Som sagt mødes DER to gange årligt m.h.p. at drøfte EU politiske liv og udvikling. Dette 

munder ud i et slutdokument, som udstikker ”Hovedretningen” for den førte politik. Der er 

således tale om en bred vifte af politikker (økonomisk–, udenrigs– og sikkerhedspolitik, 

militært samarbejde m.v.). Både m.h.t. interne som eksterne EU forhold. Da samlingerne 

finder sted to gange årligt, vurderes dagsordenen at være meget omfattende, hvilket også 

afspejles i dybden i de vedtagne slutdokumenter. Endvidere skal der for at tilsikre opbakning 

til den kommende politik opnås enighed om slutdokumentet. Dette understøtter også 

den manglende dybde/entydige vilje til handling. Det kan således ikke blive til mere end 

hensigtserklæringer, som fremgår af dokumentet. Dette kan således medføre, at når de 

overordnede erklæringer skal omsættes til praktisk og håndterbar politik via underliggende 

råd, kommission, parlament, komitéer og udvalg m.fl., vil de enkelte medlemslandes særstandpunkter 

kunne blokere for effektiv beslutningstagen. Dette vurderes især at være 

muligt i forholdet mellem Rådet, Parlamentet og Kommissionen. 

4.13.2. Formandskabet 

Da formandskabet skifter hvert halve år, kan det ikke undgås at det pågældende formandsland 

til trods for en loyal ført EU–politik, har egne særstandpunkter, som vil skinne igennem. 

Ikke at de bevidst omgår forhold – men der er stor forskel på de enkelte medlemslandes 

fokus, handels–, industri og miljøinteresser, kulturer, holdninger til udvidelser m.m. 

Alle disse forhold vurderes at have indflydelse på varetagelsen af formandsvirket. Ligeledes 

kan situationen om USA’s fortsatte intentioner i kampen mod terror herunder de forestående 

antagelser om, hvilke lande terrorbekæmpelsen vil blive udvidet til, blive genstand 

for uenighed. I den forbindelse kan også nævnes konflikten mellem Palæstina og Israel. 

Den nuværende danske regering er blevet kraftigt kritiseret af oppositionen for manglende 

indsigelse over for henholdsvis USA og Israel. Denne uenighed kunne muligvis få en indirekte 

indvirken på Danmarks rolle som EU’s repræsentant i eksterne forhold. 


44


Endvidere har Danmarks forbehold på det militære samarbejde medført, at Grækenland 

skal varetage formandskabets rolle i militære spørgsmål. I denne situation har man således 

et opdelt formandskab, som igen kan formodes at præge kontinuiteten i negativ retning. 

4.13.3. Medlemsstaterne 

Medlemsstaterne er i sagens natur forpligtet til at støtte den fælles vedtagne politik. For at 

EU kan fremstå slagkraftig og troværdig i internationale fora, er det et ”must”, at medlemmerne 

overholder dette. Men virkelighedens verden er, som tidligere nævnt, helt naturligt 

præget af forskellige særinteresser og fokusområder. En stats vilje til gennemførelse af en 

politik afhænger i stor grad af økonomiske forhold – og hvilken stat vil støtte en politik, som 

kan medføre store økonomiske tab – uden at få kompensation? Der er ingen tvivl om, at 

de nationale interesser vejer tungt i f.t. den fælles beslutninger – især på de kontroversielle 

områder. Dette kunne ses i f.m. konflikterne i det tidligere Jugoslavien, som beskrevet. 

Efterfølgende er der taget drastiske skridt inden for FUSP – men forholdet om nationale 

interesser vil stadig være tungtvejende i medlemsstaternes handlemønster. 

Ovennævnte forhold kan derfor frygtes at blive en afgørende faktor for den fælles vedtagne 

politiks slagkraft på den internationale scene, idet den laveste fællesnævners politik 

kan ende med at blive den anvendte. 

4.13.4. Rådet for Den Europæiske Union 

Den omfattende udvidelse af arbejdsopgaver ses tydeligt af Rådets opbygning/sammensætning. 

Fra at være repræsenteret ved udenrigsministrene, er der i dag 

over 20 forskellige Råd med hvert sit arbejdsområde og ministre. Der er i dag mere lempelige 

afstemningsregler. Fra at forslag skulle vedtages med enstemmighed, er der i dag 

mulighed for flertalsafgørelser (simpelt, kvalificeret). Stemmernes fordeling, som forhindrer 

de fire store lande i at gennemtrumfe beslutninger, tilgodeser de små medlemslande. Set i 

lyset af EU i rollen som international aktør, ses dette som en svaghed, herunder i f.m. 

FUSP–samarbejdet. Dette betyder, at de store lande, som præger EU på det internationale 

plan, og som samtidig afsætter forholdsvis store ressourcer til formålet, kan blokeres 

af medlemslande, som ikke ønsker EU’s involvering i samme grad. Ikke sagt, at det er 

skidt for demokratiets rolle – men det ses som en svaghed set i f.t. aktørrollen – nemlig 

manglende beslutningsdygtighed og pondus. 68 

Forholdet ses ikke at være mindre i lyset af den kommende udvidelse, hvor EU forventes 

udvidet med op til ti lande fra det tidligere Central– og Østeuropa. 

En reform af den måde, Rådet fungerer på, vurderes at blive et vigtigt led i den mere omfattende 

institutionelle reformproces, der skal forberede EU til udvidelsen. De forestående 

omfattende udvidelser kan meget vel, sammen med udvidelsen af EU's arbejdsområde, 

bevirke, at arbejdet i Rådet går stadig langsommere og til sidst lammes. 

Rådet skal have overblik over alle EU's politikker. Derfor vurderes det nødvendigt, at der i 

systemets kerne bør være én enkelt koordineringskæde, der kan sikre, at EU's arbejde er i 

overensstemmelse med de politiske lederes vilje (DER). 

Det centrale ansvar, som Rådet (indenfor almindelige anliggender) har, herunder den 

overordnede samordning af politikkerne, betyder, at det vil skulle styre en ekstern og intern 

dagsorden, der bliver mere og mere kompleks, og som omfatter vigtige sager på tværs af 

68 

Se kapitel 6 ”analyse af FUSP, hvor forholdet vedrørende Generalsekretærens rolle i f.t. Rådet er behandlet. 


45


både fagområder og søjler. En effektiv håndtering af alle aspekter af dets arbejde ved 

hjælp af en bedre styring af dagsordenen og hensigtsmæssig medlemsstatsrepræsentation 

er vigtig, hvis Rådet (indenfor almindelige anliggender) fortsat skal varetage opgaven 

med at sikre den overordnede samordning, sammenhængende politik og forberedelse af 

Det Europæiske Råds møder. 

I takt med de nye aktivitetsområder, og at traktaternes anvendelsesområde udvides, er det 

vigtigt at forhindre en fragmentering af EU's aktiviteter og beslutningsproces. Det vurderes 

derfor som essentielt, at Rådets drøftelser/dagsordener fastholder fokus og ikke dækker 

for bredt, hvilket vurderes at skabe uoverskuelighed i de politiske beslutningsprocesser. 

4.13.5. De Faste Repræsentanters Komité (COREPER) 

En effektiv beslutningsproces i Rådet forudsætter, at det forberedende arbejde foregår så 

rationelt og omkostningseffektivt som muligt samtidig med, at der sikres en overordnet 

sammenhæng i politikkerne. Dette forudsætter, at alle aktiviteter, der overhovedet kan 

planlægges, rent faktisk bliver planlagt, at COREPERS og rådsgruppernes rolle er klart 

fastlagt, og at der udformes arbejdsmetoder, der sigter imod en optimal udnyttelse af infrastruktur 

og ressourcer. Allerede nu og så meget desto mere i et udvidet EU må den begrænsede 

tid, der er til rådighed på møderne, udnyttes fuldt ud. Uden passende forudgående 

forberedelse og større disciplin på møderne på alle niveauer risikerer drøftelserne at 

miste enhver effektivitet. På møderne bør delegationerne kunne reagere og forhandle på 

grundlag af klare valgmuligheder, formulerede løsninger på velkendte problemer eller klart 

identificerede problemer. Det er derfor af den største betydning, at der foreligger klare og 

velstrukturerede dokumenter. Formandskabet bør som en del af sit særlige ansvar for at 

tilrettelægge og styre drøftelserne i Rådet have de nødvendige midler til at sikre hensigtsmæssige 

arbejdsmetoder. Det er netop inden for de områder, hvor fokus om COREPER 

og rådsudvalg med fordel kunne vægtes. 

4.13.6. Europa–Kommissionen 

Som tidligere beskrevet, har Kommissionen retten til at tage initiativet i EU. Den har lovgivende, 

administrerende og kontrollerende opgaver i f.t. EU. 

Kommisionen, som er tiltænkt at være initiativskaberen – den udfarende del af EU – men 

som beskrevet, er Kommissionen underlagt bureaukrati ved de tre typer af udvalg eller 

komiteer, som Kommissionen skal forelægge sine forslag for, før forslagene kan gennemføres, 

nemlig: Det Rådgivende udvalg, Forvaltningsudvalget samt Forskriftsudvalget. 

Ud over disse er der ca. 250 udvalg/komitéer, der bistår Kommissionen ved udøvelsen af 

dens gennemførelsesbeføjelser. 

Det, der falder en i øjnene, er, at det i sidste ende er relativt nemt for Kommissionen at få 

gennemført sine forslag via Rådet, hvorfor man kan stille spørgsmålstegn ved nødvendigheden 

af det bureaukrati, som omkranser Kommissionen og dens arbejde. Set i f.t. aktørrollen 

vurderes det at være en svækkelse af den politiske beslutningskompetence og gennemslagskraft. 

4.13.7. Europaparlamentet 

Parlamentets nuværende 626 medlemmer forventes ved udvidelsen af EU forøget til ca. 

700 medlemmer. I forbindelse med Amsterdam–traktaten har Parlamentet fået væsentlig 

indflydelse, hvilket af Parlamentet blev set som et skridt hen imod fuld demokratisering af 

EU, idet den Fælles beslutningsprocedure (behandles under analyse af beslutningsproce- 


46


durer) blev forenklet og udvidet til nye områder, og Parlamentets rolle blev ligeledes styrket 

i f.m. udnævnelse af Kommissionen. 


På baggrund af ovennævnte kan det konkluderes, at EU set i forhold til aktørrollen, allerede 

ved sin opbygning/opdeling ved overstatsligt og mellemstatsligt er hæmmet i effektiv 

beslutningstagen – enten ved ”rygdækningsprincippet” eller ”laveste fællesnævner” i beslutningsprocessen. 

Hertil kommer det etablerede bureaukrati spændende fra DER til Parlamentet, hvor den 

institutionelle opbygning i form af råd, komitéer, udvalg m.v. skal inddrages i såvel udformning 

som vedtagelse/godkendelse af forslag/forordninger/direktiver. Set i lyset af den formodede 

forestående udvidelse vurderes det essentielt, at EU’s institutionelle opbygning, 

fortsat og i større grad strømlines. 

4.15. EU’S BESLUTNINGSPROCEDURER 

I den efterfølgende analyse, fokuseres på de centrale beslutningsprocesser, som vurderes 

relevante set forhold til aktørrollen. Ligesom i kapitel, vil beslutningsprocesser vedrørende 

FUSP ikke blive behandlet. Dette område analyseres selvstændigt i kapitel 6. 

4.15.1. Den fælles beslutningsprocedure 

Proceduren fremgår af bilag 9. 

Ved Amsterdam–traktaten gennemførtes processuelle ændringer i retning af en ”enklere” 

procedure. Særligt, at Rådet kan vedtage et forslag efter første behandling i Parlamentet, 

og for at et forslag kan forkastes allerede ved anden behandling i Parlamentet. 

Til trods for denne forenkling af proceduren, ændrer det ikke på det faktum, at et forslag 

kan ende med at skulle behandles i Rådet og Parlamentet op til tre gange. Såfremt 

Rådet ikke kan godkende alle parlamentets ændringer, skal Forligsudvalget bistået 

af Kommissionen forsøge at opnå enighed. 

Hele denne procedure kan i værste tilfælde vare op til 9 måneder (3 mdr.+3 mdr.+6 

uger + 6 uger). Med tanke på, at proceduren anvendes inden for de fleste områder af 

fællesskabsretten, vurderes det ikke at styrke aktørrollen, da en aktør i f.t. den anvendte 

teori bør kunne udvise handlekraft. I f.m. f.eks. FUSP er der andre regler – men 

for at kunne fremstå troværdig og handlekraftigt udadtil – må en forudsætning være, at 

man fremstår som en helhed indadtil. Langtrukne beslutningsprocedurer som denne 

understøtter ikke det forhold. 

4.15.2. Samarbejdsproceduren 

Proceduren fremgår af bilag 10. 

Hele denne procedure kan i værste tilfælde vare op til 8 måneder (tre mdr. + 1 mdr. + 3 

mdr. + 1 md.) 

Da Samarbejdsproceduren fremover er begrænset til nogle få afgørelser vedrørende Den 

Økonomiske og Monetære Union, vurderes dens betydning, set i f.t. den anvendte teori, 

ikke at have den store indflydelse – men som for den fælles beslutningsprocedure – vurderes 

det at være en grundlæggende bureaukratisk hindring for intern smidig og handlekraftig 

beslutningstagen for en aktør. 


47


4.15.3. Høringsproceduren 

Denne ”klassiske” procedure medfører, at ligesom de øvrige, at ”EU’s trekløver” (Råd, 

Kommission og Parlament), er alle involveret i behandlings–/beslutningsfaserne. Endvidere, 

er Det Økonomiske–, Sociale– og Regionsudvalget for det meste involveret i disse høringsfaser. 

Ligesom for de øvrige procedurer, vurderes høringsproceduren, at være en 

hæmmende faktor set i f.t. aktørrollen, da den er langsommelig samt omfatter et stort beslutningsorgan. 

4.15.4. Proceduren om samstemmende udtalelse 

Proceduren er den samme som Høringsproceduren – men Parlamentet skal godkende 

forslaget med absolut flertal af de afgivne stemmer. Når det drejer sig om optagelse af nye 

medlemsstater og den fælles valgprocedure, kræves der absolut flertal blandt samtlige 

parlamentsmedlemmer. Hvis forslaget ikke opnår det krævede flertal i Parlamentet, kan 

Rådet ikke vedtage retsakten endeligt. 

Som for høringsprocessen er det således de samme forhold, som er gældende ved denne. 

Forholdet er yderligere skærpet grundet vedtagelseskravet f.eks i f.m. udvidelse af EU. 


Kommissionen har som tidligere beskrevet initiativretten i EU. Ud over den institutionelle 

opbygningshierarki og det deraf følgende bureaukrati, er beslutningsprocedurerne i EU, en 

faktor, som påvirker EU’s effektive beslutningstagen og deraf følgende handlekraft i negativ 

retning set i f.t. aktørrollen. 

Set i f.t. anvendt teori, forventes aktøren, ud fra en opstået situation, at kunne træffe nødvendige 

foranstaltning/forholdsregler i f.t. situationens alvor. EU’s bureaukratiske opbygning 

og dens omstændige beslutningsprocesser vurderes fortsat, at ville hindre/hæmme 

EU i hurtig og effektiv beslutningstagen og deraf følgende handlekraft. 


48


KAPITEL 5 

DE ØKONOMISKE 

STRUKTURER OG BESLUTNINGSPROCESSER 

5. DE ØKONOMISKE STRUKTURER OG BESLUTNINGSPROCESSER 


Dette afsnit om de økonomiske procedurer i EU skal gennem en redegørende analyse 

klarlægge, hvorledes den internationale aktør, EU, planlægger at imødese økonomiske 

problemer af enhver art internt såvel som eksternt i lyset af globaliseringen. Det er således 

ikke intentionen at give en samlet historisk oversigt over hele det forløb, som ledte op til 

det økonomiske samarbejde i EU, men udelukkende at belyse de seneste ti år samt 

eventuelle tiltag, som allerede er besluttet eller i nærmeste fremtid vil være under indførelse. 

69 Gennem en beskrivelse af indførelsen af Den Økonomisk Monetære Union (ØMU’en) 

redegøres der for den strukturelle opbygning af den økonomiske politik, som indgår i den 

første søjle af samarbejdet i fællesskabet. Desuden berøres de organer, som besidder den 

reelle beslutningskompetence i f.m. beslutninger af økonomisk art i EU. 

Desuden skal det kort belyses, hvorledes EU udadtil tilsyneladende har benyttet økonomi 

som krisestyringsinstrument på Balkan – sandsynligvis i mangel af bedre – og hvilke konsekvenser 

dette har eller ikke har fået. 

5.2. DEN ØKONOMISKE MAGT 

Politik og økonomi er i sidste ende to sider af samme sag, og det kan i det store og hele 

være svært reelt at skille de to områder fra hinanden, men EU har selv foretaget en teoretisk 

opdeling groft sagt i retlige forhold, økonomiske forhold samt udenrigs– og sikkerhedspoltiske 

forhold. Dette giver sig udtryk i en tre–søjleopdeling, hvor den første søjle 

omfatter det indre marked, konkurrencepolitik, den fælles landbrugspolitik, regionalpolitik, 

samt ikke mindst den økonomiske og monetære union. 70 Samarbejdet på dette område er 

overstatsligt. I anden søjle drejer samarbejdet sig om Den Fælles Udenrigs– og Sikkerhedspolitik, 

og den tredje søjle omfatter de Retlige og Indre anliggender. Disse to sidste 

søjler er kendetegnet ved et mellemstatsligt samarbejde om disse emner. 

Omdrejningspunktet for EU’s økonomiske tiltag i sidste halvdel af 1990’erne har været og 

er Den Økonomiske og Monetære Union – også kaldet ØMU’en. ØMU’en er blevet kaldt 

Maastricht–traktatens ”kronjuvel”. 71 Det er derfor på sin plads med en kort redegørelse for, 

hvad ØMU’en står for, samt hvilke økonomiske områder den dækker. 

Den monetære del skulle på sigt sikre medlemmerne en fælles valuta, hvorimod den økonomiske 

del skulle tilvejebringe fælles spilleregler for den overordnede økonomiske politik. 

Det Europæiske Fællesskab vedtog allerede i 1969 i Haag en principbeslutning om, at 

fællesskabet skulle udvikle en økonomisk og monetær union. Dette blev senere bekræftet 

69 For en kort historisk gennemgang af det tidligste forløb henvises til DUPI 2000, side 14–19. 

70 Det Indre Marked blev indført ved Den Europæiske Fællesakt. Det Indre Marked omfatter et Europa, hvor 

der i medlemslandene ikke eksistere indre grænser, og hvor der er fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, 

arbejdskraft og kapital. 

71 DUPI 2000, side 33. 


49


på en række topmøder i Paris (1972) og København (1973). Det var tiltag, som på sigt 

skulle forstærke indførelsen af det indre marked i unionen. 

Der blev i Maastricht–traktaten af december 1991 og Edinburgh–afgørelsen af december 

1992 lagt op til en fælles valuta, som blev benævnt ECU, hvilket står for European Currency 

Unit. Dette skulle blive en forløber for den senere fælles mønt euroen, men til forskel fra 

euroen var det en kunstig valuta, som skulle anvendes til større international betalinger. 

Indtil videre svingede ECU’en i takt med medlemslandenes valuta, men fra den 1. januar 

1999 blev landenes valuta låst fast over for ECU’en. Men – i realiteten var dette kun en 

overgangsordning, idet man fra 1. januar 2002 indførte den fælles reelle valuta – nemlig 

euroen. 

Den nye valuta administreres fra Det Europæiske System af Centralbanker (ESCB). 72 

Dette system af banker rummer såvel Den Europæiske Centralbank (ECB), som har hovedsæde 

i Frankfurt, og de nationale centralbanker, som har hjemme i medlemslandene, 

hvilket medfører, at selv om der føres en fælles pengepolitik, skal det enkelte medlemsland 

stadig holde orden i sin egen økonomi. 73 


Erfaringerne fra 1960’erne med en penge– og finanspolitik samt oliekriser i 1970’erne, 

som medførte stærkt stigende priser og inflation, viste, at når man regulerede pengepolitikken 

så effektivt gik det ud over den økonomiske vækst. 74 Regeringerne måtte reelt fratages 

det virkemiddel, som pengepolitikken og deraf følgende prisstabilitet udgjorde, og 

som de gennem deres nationalbanker indtil da enerådigt havde indsat som effektivt virkemiddel 

for at opnå denne stabilitet. Der måtte gennemføres tiltag, der sikrede, at regeringerne 

ikke gennemførte ordninger, som kun tilgodeså kortsigtede populære politiske løsninger. 

Man kunne forestille sig en regering, som i et kortere hændelsesforløb ville tilsidesætte 

prisstabiliteten for at opnå en større vækst. Dette kunne opnås ved at gøre centralbankerne 

uafhængige af den til enhver tid siddende regering. 

Den overordnede ramme for oprettelsen af den økonomiske og monetære union var givet i 

Traktaten om Den Europæiske Union (Amsterdamtraktaten), hvis artikel 2 gengives nedenfor: 

Artikel 2 

”Fællesskabet har til opgave gennem oprettelsen af et fælles marked 

og en Økonomisk og Monetær Union samt gennem iværksættelse af 

fælles politikker eller aktioner som omhandlet i artikel 3 og 4 (tidligere 

artikel 3 og 3A) i Fællesskabet som helhed at fremme en harmonisk 

72 

Den Europæiske Centralbank har en Direktion og et Styrelsesråd. Direktionen er på højst 6 personer. 

Dens medlemmer udpeges af deltagerlandenes regeringer for 8 år ad gangen uden mulighed for genvalg. 

Styrelsesrådet består af direktionen og cheferne for deltagerlandenes centralbanker. Det er meningen, at 

centralbankerne skulle gøres fuldstændig uafhængige af de nationale regeringer, hvilket hidtil ikke havde 

været tilfældet. 

73 

Pengepolitik er en centralbanks foranstaltninger m.h.p. at påvirke rente og likviditet på de finansielle markeder. 

Formålet er at påvirke produktion og beskæftigelse og især på længere sigt inflationsudviklingen. 

74 

Finanspolitikken påvirker den private sektors disponible indkomst, produktion og beskæftigelse gennem de 

offentlige finanser, dvs. gennem opkrævning af skatter og afholdelse af offentlige udgifter. Desuden gav 

1960’ernes og 1970’ernes penge– og finanspolitik en skæv indkomst– og formuefordeling, som skadede 

væksten og skabte ny arbejdsløshed. Erling Olsen, side 9. 


50


afbalanceret og bæredygtig udvikling af den økonomiske virksomhed, 

et højt beskæftigelsesniveau, et højt socialt beskyttelsesniveau, 

ligestilling mellem mænd og kvinder, en bæredygtig og ikke og ikke– 

inflationær vækst, høj konkurrenceevne og en høj grad af 

konvergens med hensyn til de økonomiske resultater, et højt niveau 

for miljøbeskyttelse og forbedring af miljøkvaliteten, højnelse af 

levestandarden og livskvaliteten, økonomisk og social samhørighed 

samt solidaritet mellem medlemsstaterne.” 75 

Traktaten er overbygningen for det økonomiske og monetære samarbejde i EU som helhed 

samt grundlaget for økonomiske aktioner udadtil i det internationale samfund. Den 

omsiggribende globaliseringen er et problem, eller om man vil, en udfordring, som EU tager 

ganske alvorligt. 76 

Hovedformålet i den fælles pengepolitik med ESCB–samarbejdet er først og fremmest 

hensynet til prisstabilitet – selv om der også angives andre formål. Den nøjagtige ordlyd af 

”Statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og den Europæiske Centralbank’s” 

artikel 2, som er helt central for den økonomiske politik i EU, angives nedenfor: 

Artikel 2 

”I overensstemmelse med Traktatens artikel 105, stk. 1, er hovedformålet 

for ESCB af fastholde prisstabilitet. Uden at målsætningen 

om prisstabilitet derved berøres, støtter ESCB de generelle økonomiske 

politikker i Fællesskabet med henblik på at bidrage til gennemførelsen 

af Fællesskabets mål, som fastsat i Traktatens artikel 2. 

ESCB handler i overensstemmelse med princippet om en åben markedsøkonomi 

med fri konkurrence, som fremmer en effektiv ressourceallokering, 

og i overensstemmelse med principperne i Traktatens 

artikel 3A.” 77 

Artiklen angiver ganske klart, at alle økonomiske tiltag indenfor fællesskabets område er 

underlagt det overordnede hensyn til prisstabiliteten. Indledningsvise franske tanker om, at 

Ministerrådet skulle udgøre en form for økonomisk regering blev imidlertid aldrig til noget, 

og forslaget faldt i forhandlingerne om Maastricht–traktaten. 78 

Medlemslandene havde imidlertid et ønske om monetær stabilitet i fællesskabet, hvilket 

resulterede i indførelsen af det europæiske monetære system (EMS) i marts 1979. Dette 

initiativ blev iværksat af Frankrig og Tyskland og alle øvrige medlemsstater med undtagelse 

af Storbritannien deltog. EMS (European Monetary System) Det Europæiske Monetære 

Systemer var et pengepolitisk samarbejde i EU, iværksat i 1979 på fransk–tysk initiativ. 

Formålet med EMS’en har været at stabilisere valutakurserne mellem EU’s medlemsstater. 

Systemet har været opbygget omkring den europæiske valutaenhed, ECU, og den 

75 Citeret fra Erling Olsen Baggrunden for ØMU’en og dens gradvise indførelse. December 1998, side 9. 

76 Se bl.a. den omfattende rapport: Commision of the European Communities ”Response to the Challenges 

of Globalisation: A Study on the International Monetary and Financial System and on Financing for Development. 

Working Document from the Commission Services.” Bryssel 13. februar 2002 

77 Citeret fra Erling Olsen Baggrunden for ØMU’en og dens gradvise indførelse. December 1998, side 8. 

78 DUPI 2000, side 38 f. 


51


såkaldte valutamekanisme, ERM, inden for hvilken selve fastkurssamarbejdet har foregået. 

Med etableringen af ØMU’en i 1999 er EMS blevet nedlagt. Valutasamarbejdet mellem 

eurolandene og de øvrige EU–lande (bl.a. Danmark, som har valgt foreløbigt at stå udenfor 

euroen) har herefter fundet sted i ERM2. ERM2 er udelukkende et bilateralt arrangement. 

Der var således været to hovedelementer i EMS–samarbejdet. Henholdsvis fastkurssamarbejdet 

ERM og den fælles regneenhed ECU. ERM står for "Exchange Rate Mechanism", 

og ERMskulle sikre valutakursstabiliteten ved at begrænse valutakursernes udsving. 

ERM fungerede gennem en aftale blandt de deltagende staters national– og centralbanker 

om gensidigt at intervenere, dvs. købe og sælge valuta for at rette kursen op, 

hvis en valuta nåede udsvingsgrænsen, og samtidig hæve renten, hvis valutaerne kom 

under pres. 

ECU, eller European Currency Unit, var en regneenhed vægtet sammen af de forskellige 

landes valutaer. ECU'en blev brugt af EU's institutioner og som regneenhed ved fastlæggelse 

af landbrugspriser og udmåling af strukturfonde og budget. 

EF–landenes erfaringer med samhandlen i toldunionen gav i midten af 1980'erne anledning 

til kritik af fællesmarkedets funktion. Der var mange forhindringer for den fri handel – 

fx tekniske handelshindringer i form af forskellige nationale samt diskriminatoriske krav til 

varerne. Der var også begrænsninger på investeringer mellem EF–landene og på at søge 

arbejde i andre lande. I 1986 vedtog EF–landene derfor Den Europæiske Fællesakt (EF– 

pakken) om det indre marked. I det indre marked skulle både varer, tjenester, arbejdskraft 

og kapital kunne bevæge sig frit mellem landene på samme måde som på de deltagende 

landes hjemmemarkeder. Etableringen af det indre marked havde til formål at bidrage til 

større vækst og lavere priser gennem større konkurrence. 

Realiseringen af det indre marked medførte, at diskussionen om en økonomisk og monetær 

union blev aktualiseret. Det blev fremført, at det indre marked kun ville få begrænset 

virkning på grund af de forholdsvis høje vekselomkostninger og usikkerhed om bare små 

valutaudsving. 

På topmødet i Hannover i 1988 nedsatte man et udvalg, som skulle udarbejde en rapport 

om, hvordan en økonomisk og monetær union med en fælles valuta kunne indføres. Udvalget 

bestod af Jacques Delors, der på det tidspunkt var Europa–Kommissionens formand, 

de daværende 12 national– og centralbank–chefer og tre uafhængige eksperter. 

Resultatet af arbejdet udmøntede sig i den såkaldte Delors–rapport i 1989. Rapporten 

foreslog en bedre koordinering af den økonomiske politik, indførelse af regler om størrelsen 

og finansieringen af nationale budgetunderskud og oprettelse af en uafhængig institution, 

der skulle være ansvarlig for EU's monetære politik. 

På topmødet i Madrid i juni 1989 blev det vedtaget at realisere af Den Økonomiske og 

Monetære Unions 1. fase den 1. juli 1990 med udgangspunkt i forslagene fra Delors–rapporten. 

Indførelsen af ØMU’en blev opdelt i tre faser. Den første fase indebar, at landene i højere 

grad skulle samordne deres økonomiske politikker. Landene skulle gensidigt overvåge 

hinandens økonomier for at forsøge at sikre en mere ensartet udvikling. Centralbankerne 

skulle konsultere hinanden i spørgsmål om pengepolitikken, og landene skulle deltage i 

valutasamarbejdet i EMS’en. 

I december 1990 blev der indledt en regeringskonference, der resulterede i en traktat, som 

i 1992 blev underskrevet i den hollandske by Maastricht. Maastricht–traktaten indeholdt 


52


blandt andet det juridiske grundlag for ØMU’ens 2. og 3. fase, og bestemmelserne lå tæt 

op af de forslag, der var blevet fremsat i Delors–rapporten. I november 1993 trådte Maastricht–traktaten 

endelig i kraft. 

Overgangen til anden fase skete den 1. januar 1994. I denne fase skulle medlemsstaterne 

nå nogle faste mål med hensyn til konvergens af deres økonomiske politik, der blev vedtaget 

præcise, ikke bindende regler om offentlig finansiering, og der blev indført en ny form 

for fælles overvågning af de offentlige finanser. 

Det Europæiske Monetære Institut (EMI) blev oprettet med det formål, at samordne den 

monetære politik gennem styrkelsen af samarbejdet mellem medlemsstaternes centralbanker 

og forberedelsen af indførelsen af den fælles valuta. 

På topmødet i Madrid i december 1995 fastlagdes datoen for 3. fase til 1. januar 1999. 

Samtidig besluttede man, at den fælles valuta navn skulle være euro, og at eurosedler– og 

mønter skulle indføres i 2002. I maj 1998 vedtog stats– og regeringscheferne på et møde i 

Bruxelles, at tredje fase kunne indledes ved årsskiftet blandt følgende 11 medlemslande: 

Belgien, Finland, Frankrig, Holland, Irland, Italien, Luxembourg, Portugal, Spanien, 

Tyskland og Østrig. 

Den tredje fase startede således den 1. januar 1999 for de 11 deltagerlande. Denne fase 

indebar, at de deltagende stater låste deres valutakurser uigenkaldeligt fast og indførte 

euroen. Samtidig oprettede man det Europæiske System af Centralbanker og den Europæiske 

Centralbank, der erstattede Det Økonomiske og Monetære Institut (EMI). Landenes 

fælles monetære og valutakurspolitik suppleres af, at landene er forpligtet til at samordne 

den økonomiske politik som et spørgsmål af fælles interesse. 

De deltagende lande er i den tredje fase forpligtet til at overholde bestemmelserne i traktaten 

og statutten for Det Europæiske Centralbanksystem (ESCB), og skal alle have opnået 

en høj grad af vedvarende økonomisk konvergens. Den økonomiske konvergens 

måles i forhold til bestemte kriterier vedrørende prisstabilitet, udviklingen i de offentlige 

finanser, valutakursstabilitet og udviklingen i den lange rente. 


Den fælles valutapolitik i EU’s Økonomiske og Monetære Union vil ligeledes uundgåeligt 

berøre forholdet til den amerikanske dollar, den japanske yen, en række central– og østeuropæiske 

samt en del tredjelandes valutaer. Den Europæiske Centralbank har derfor 

ansvaret for gennemførelsen af valutakurspolitikken. Såfremt der skal ske ændringer, som 

overstiger centralbankens kompetence træder deltagerlandenes økonomi(ØKO)– og finans–(FIN)ministre 

sammen i et såkaldt ØKOFIN–Råd, hvor man vedtager overordnede 

retningslinier for valutakurspolitikken under skyldig hensyntagen til prisstabiliteten. 

ØKOFIN–Rådet er således det formelle beslutningscenter i økonomiske spørgsmål i EU. 

Prisstabiliteten er deltagerlandenes primære målsætning, som det fremgår af statuttens 

artikel 2 (se ovenfor). 


Afskaffelsen af de indbyrdes toldsatser, som allerede var blevet påbegyndt med skabelsen 

af toldunionen, havde imidlertid ikke fjernet alle hindringer for den fri samhandel og fri konkurrence 

mellem landene, som det havde været hovedmålet. I det indre marked måtte der 

gennemføres fuldstændig fri bevægelighed over grænserne for personer, varer, tjenesteydelser, 

arbejdskraft og kapital. 

ØMU’en har i den forbindelse den mikroøkonomiske fordel, at der ikke eksisterer vekselgebyrer, 

og at erhvervsdrivende slipper for kursrisikoen ved omvekslinger eller en økono- 

53 

UKLASSIFICERET


misk omkostning ved at indgå en fastkursaftale. ØMU’ens makroøkonomiske fordele er, at 

renteniveauet kan sænkes til samme niveau i alle medlemslande, idet frygten for en devaluering 

ikke længere eksisterer. Dette medfører, at fællesskabet alt i alt står stærkere i 

den internationale konkurrence. 79 

5.2.4. Information/behandling af information og teknologiske nyvindinger 

Man har erkendt, at den teknologiske udvikling har fremmet den effektivitet, som varer, 

tjenesteydelser, kapital, ideer og mennesker bevæger sig rundt på kloden. De relative omkostningsfald 

har fremmet teknologiens udbredelse, og set i lyset af dette er eksempelvis 

computerteknologien blevet særdeles udbredt. Dette har ført til en større gennemsigtighed 

på finansielle markeder og fremmet indførelsen af computerteknologi. 80 Benyttelsen af 

World Wide Web har fremmet informationsflowet ganske betydeligt, idet store mængder af 

information kan udbydes hurtigt og globalt. Som et eksempel på anvendelsen af den nye 

teknologi kan nævnes, at handel med euroen (og ECU) allerede foregik elektronisk flere år 

før sedler og mønter blev udstedt. 81 


Indenfor området uddannelse har gennemførelsen af ØMU’en bl.a. medført en omfattende 

gensidig anerkendelse af eksamensbeviser og autorisationer. 

Men generelt er tilrettelæggelsen af struktur–, arbejdsmarkeds, uddannelses–, social– og 

skattepolitik grundlæggende forblevet nationale anliggender. 82 


Indførelsen af ØMU’en har ligeledes betydet, at den sociale dimension i organisationen 

styrkes. Dette vil give sig udslag i en solidarisk økonomisk politik mellem medlemslandene, 

som fremmer tilbagestående regioner, afhjælper arbejdsløshed og hæver det sociale 

beskyttelsesniveau. Det er i hvert fald intentionerne. 

Som en af de fremtrædende grunde til at gennemføre hele projekt ØMU nævnes også 

hensynet til globaliseringen. ØMU’en skal gøre fællesskabet i stand til at modstå presset 

fra denne globalisering af økonomi og handel, og styrke mulighederne for at optræde som 

aktør på dette internationale marked. 83 

EU’s ØMU er også kommet til at berøre forholdet til en række vigtige udenlandske valutaer, 

såsom den amerikanske dollar, den japanske yen, nogle central– og østeuropæiske 

samt en del tredjelandes valutaer. Der dog kun den daglige gennemførelse af valutapolitikken, 

som varetages af Den Europæiske Centralbank (ECB). Såfremt der skal ske afgørende 

ændringer træder deltagerlandenes økonomi– og finansministre til i det såkaldte 

ØKOFIN–råd. I dette råd fastsættes overordnede retningslinier for valutakurspolitikken under 

hensyntagen til det overordnede mål at respektere prisstabiliteten. 

79 

Det danske renteniveau er eksempelvis noget højere end det tyske, da der internationalt har hersket en 

frygt for at kronen ville blive devalueret i f.t. den tyske valuta. For at fjerne denne risiko har de internationale 

finansmarkeder forlangt en højere rente for penge, der anbringes i Danmark. Denne risiko kunne elimineres, 

såfremt Danmark ville tiltræde den tredje fase af ØMU’en. Erling Olsen, side 13. 

80 

DUPI 2000, side 45. I foråret 2000 afholdtes et regeringschefmøde, som kom til at omhandle ”den økonomiske 

internationaliseringsproces og den såkaldte ”ny økonomi” (informationsteknologi, internethandle etc.) 

81 

Commission 2002, side 13. 

82 

DUPI 2000, side 37. 

83 

Niels–Jørgen Nehring ”Europæisk Jeopardy – EU’s regeringskonferencer siden 1990” i Politologiske Studier 

1/2001. 


54


Som et eksempel på, hvorledes ECB har søgt at undgå afhængighed af stærke valutaer 

kan nævnes ECB’s pengepolitiske strategi. ECB havde muligheden for at anvende pengemængdemål, 

inflationsmål eller valutakursmål. ECB valgte bevidst ikke at basere sig på 

valutakursmål, idet man frygtede, at euroen ville kunne blive bundet til en anden valuta, 

f.eks. dollaren, hvilket ville skabe et uhensigtsmæssigt afhængighedsforhold til et andet 

lands centralbank og dets inflationspolitik. Dette ville ikke være i overensstemmelse med 

ECB’s traktatfastsatte uafhængighed og den overordnede målsætning om prisstabilitet. 84 

5.2.7. Teknologiske nyvindinger 

(se hertil afsnittet om information) 

5.2.8. Forebyggende foranstaltninger 

Det er karakteristisk for EU’s krisestyring i begyndelsen af 1990’erne, hvor bl.a. krisen i det 

tidligere Jugoslavien var under opsejling, udelukkende bestod af politiske og økonomiske 

tiltag. Fællesskabet anerkendte det opløste Jugoslavien i flere tempi (Slovenien og Kroatien 

i januar 1992, Bosnien–Hercegovina i april 1992 og Makedonien i 1995). Hele EU– 

projektet sigtede mod at sikre freden i det europæiske område ved økonomiske 

samarbejds–, handels– og associeringsaftaler med de nye stater efter opløsningen af 

østblokken. De først indgåede handelsaftaler blev kaldt ”førstegenerationsaftaler,” som 

reelt blev gennemført gennem et net af bilaterale handels– og samarbejdsaftaler, 

hvorimod de senere associeringsaftaler blev betegnet som ”andengenerationsaftaler,” som 

omfattede områder dækkende national kompetence – herunder politisk og kulturelt 

samarbejde – og EU’s kerne–kompetenceområder herunder handel og økonomisk 

samarbejde. 85 

Reelt har EU de facto siden 1991 ydet støtte til det vestlige Balkan på over 4,5 mia. €. For 

yderligere at øge stabiliteten i området har EU tilbudt en række af de lande, der ikke er 

ansøgere til EU–medlemskab, særlige associeringsaftaler. Disse associeringsaftaler omfatter 

Bosnien og Hercegovina, Kroatien, Jugoslavien, FYROM og Albanien. 

Det skulle imidlertid vise sig, at dette projekt med sigtet at skabe stabilitet og fred i området 

i sig selv ikke var tilstrækkeligt til at holde krigen fra døren. 

5.2.9. I kølvandet på Balkan–kriserne 

På trods af den fejlslagne krisestyring på det økonomiske område har EU ikke opgivet 

økonomiske tiltag som krisestyring på Balkan. Målet med EU's politik på Balkan var og er 

at skabe et område, hvor væbnede konflikter, som hidtil har plaget dette hjørne af Europa, 

ikke længere vil være mulige. Derfor har EU gennem en årrække været langt den største 

donor af bistand til området. Siden 1991 har EU gennem en række programmer ydet støtte 

til det vestlige Balkan på over 4,5 mia. €. Desuden har EU koordineret den samlede indsats 

i området og har kanaliseret bidrag fra andre internationale organisationer til området. 

Tidligere har det såkaldte Phare–program ydet støtte til området, og det samme gælder 

det særlige Obnova–program, som blev etableret i 1996 med det formål at yde støtte til 

genopbygningen af Bosnien og Hercegovina, Kroatien og FYROM (Den Tidligere Jugoslaviske 

Republik Makedonien). Da Phare–programmet fremover vil fokusere på hjælp til ansøgerlandene 

i Central– og Østeuropa med forberedelserne til medlemskab af fællesskabet, 

vil bistanden til det vestlige Balkan blive koncentreret i et nyt program kaldet Cards. 

84 DUPI 2000, side 50. 

85 www.europarl.eu.int/factsheets/6_3_3_da.htm af 20. februar 2002. 


55


EU står også for ledelsen af det særlige organ, som administrerer den internationale bistand 

til genopbygning af Kosovo gennem Det Europæiske Genopbygningsagentur. 

Cards–programmet forventes at ville fortsætte de hovedaktiviteter, som hidtil er blevet finansieret 

af andre programmer, hvilket bl.a. omfatter regionalt samarbejde og grænseoverskridende 

projekter, genopbygning af infrastruktur, stabilisering af demokratiet, integration 

af flygtninge og tidligere soldater, styrkelse af den økonomiske genopbygning, udvikling 

af den private sektor – især mindre virksomheder og styrkelse af NGO'er, kulturelle 

institutioner og undervisningsinstitutioner. Genopbygningsprogrammet vil geografisk omfatte 

områderne Albanien, Bosnien og Hercegovina, Kroatien, Jugoslavien og FYROM. 

Det Europæiske Genopbygningsagentur beskæftiger sig, som nævnt, specielt med genopbygningen 

af Kosovo. Agenturet koordinerer den internationale bistand, og selv om det 

ledes af EU, kommer midlerne også fra mange andre internationale organisationer som 

FN og Verdensbanken. 

Genopbygningsprogrammet i Balkanområdet skal efter planen løbe til 2006. Aktiviteterne i 

Det Europæiske Genopbygningsagentur har ikke en tilsvarende programmæssig tidsbegrænsning, 

men der planlægges indtil videre for perioden 2001–2003. 

Kommissionen har anslået nødvendigheden af, at stille et beløb på 4,6 mia. € til rådighed 

for indsatsen i perioden 2000–2006. Der er endvidere ca. 2 mia. € til rådighed for indsatsen 

i Kosovo gennem genopbygningsagenturet i perioden 2000–2003. 86 

Den eneste succeshistorie, som EU jf. nogle kilder, kan registrere ved krisestyring på det 

økonomiske område er indsatsen i Makedonien, hvor EU ved en kombination af ”pisk og 

gulerod, løfter om økonomisk samarbejde og trusler om politiske sanktioner” tillige med en 

hurtig indsættelse af fredsbevarende styrker kunne forhindre at krisen eskalerede til 

egentlig borgerkrig. 87 


Indenfor det økonomiske område har EU flere gange brugt eller forsøgt at bruge økonomien 

som krisestyringsinstrument i forbindelse med krisen i Balkan–området med vekslende 

held. Ikke desto mindre er der fortsat tillid til at økonomiske tiltag såsom handels–, samarbejdsaftaler 

samt direkte økonomisk støtte kan virke konfliktforebyggende. 

Det må konkluderes, at EU fortsat har en stærk vilje til at indsætte økonomisk krisestyring 

som et af de altafgørende midler såvel før konflikter opstår som i en efterfølgende genopbygningsfase, 

når krisen er bragt til standsning. I det mindste når dette sker i organisationens 

umiddelbare nærområde. 

Aktuelle eksempler på styrkelse af et postkonflikt område finder man bl.a. i Kommissionens 

beslutning at støtte Serbien efter konflikten i og om Kosovo. Det er således vedtaget 

i 2001, at Serbien skal støttes med 240 millioner €. Af disse skulle 151 millioner € anvendes 

i 2001 indenfor følgende sektorer: energi 80 millioner €, sundhed 26,5 millioner €, 

landbrug 20 millioner €, udvikling af virksomheder 10 millioner €, policy og retsrådgivning 

5 millioner €, tekniske og administrative støttefaciliteter 2 millioner € samt de associerede 

omkostninger i f.m. projektidentifikation, overvågning, evaluering og almindelig udførelse 

86 www.europa–kommisionen.dk/publikationer/danske/eu–tilskud7/indhold/kap1/III af 19. februar 2002. 

87 Weekendavisen 1.–7. marts 2002, side 7 


56


af projektet. Desuden vedtog kommissionen i oktober 2001 at støtte i Makedonien med 12 

millioner € m.h.p. at hjælpe flygtninge og fordrevne i dette område. 88 

Desuden kan nævnes ECB’s (Den Europæiske Centralbank) pengepolitiske strategiske 

udmeldinger. Disse offentliggjorte udmeldinger skal ses som både et styringsredskab til 

brug for ECB’s tilrettelæggelse af pengepolitikken og et middel til at kommunikere de pengepolitiske 

intentioner over for resten af omverdenen. 89 


Som det fremgår af ovenstående har EU gjort mange tiltag for at styrke den indre struktur i 

organisationen. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at dette bl.a. har haft til hensigt at 

forberede EU’s medlemslande til den globalisering, som allerede er en realitet. Formålet 

med at styrke de økonomiske strukturer indadtil skal med andre ord lede frem til at organisationen 

som helhed står stærkere overfor andre aktører på den internationale scene. I 

økonomisk henseende drejer dette sig først og fremmest om USA og Japan, men også 

andre lande og regioner, som på sigt vil kunne spille en vis rolle på den økonomiske scene. 

Den monetære søjle er langt den mest udbyggede, mens den økonomiske søjle stadig er 

under opbygning. Der er dog tegn på, at også den økonomiske søjle på sigt vil blive ligeså 

omfattende som den monetære. Der er allerede taget en række tiltag i den retning. 90 

EU har allerede vist sin formåen til at allokere midler både som en konfliktforebyggende 

foreteelse men også i en postkonflikt indsats. Disse tiltag skal ses i den opfattelse at øgede 

økonomiske forbindelser og samhandel i nogle tilfælde kan være nøglen til en fredelig 

udvikling i de pågældende regioner, men måske skal disse tiltag også ses på den baggrund, 

at de reelt har været det eneste middel, som fællesskabet har haft mulighed for at 

indsætte. Såvel militær som civil krisestyring har hidtil ikke indgået i EU’s handlemuligheder. 

Dette kunne lede også frem til den opfattelse, at EU ved indsatsen i nærområdet men 

udenfor fællesskabet har vist sig at være en økonomisk kæmpe, men en politisk – herunder 

militær – dværg. 

Der mangler ganske vist endnu nogle få økonomiske områder, såsom skattepolitik etc. at 

blive underlagt den fælles og overstatslige beslutningsproces, men det vurderes ikke, at 

disse områder reelt hindrer EU i at spille rollen som kompetent og vigtig økonomisk operatør 

på den international arena. 

88 

New Programme of support for FRY/Serbia. Bryssel af 10. april 2001. Samt Commission provides further 

12 million to support implementation of the Framework Agreement in the former Yugoslav Republic og Macedonia. 

(http://europa.eu.int/rapid/start/cgi/guesten.ksh?reslist af 20. februar 2002) 

89 

DUPI 2000, side 53. 

90 

DUPI 2000, side 87 f. 


57


KAPITEL 6 

EU’S FÆLLES UDENRIGS– OG SIKKERHEDSPOLITIK 

6. EU’S FÆLLES UDENRIGS– OG SIKKERHEDSPOLITIK 


Formålet med kapitlet er, med udgangspunkt i historikken, at redegøre kronologisk for udviklingen 

og tilblivelsen af EU’s fælles udenrigs– og sikkerhedspolitik samt den hertil knyttede 

militære kapacitet, herunder primære institutioner, samt andre relevante aktørers 

holdninger og reaktioner hertil, med henblik på at danne det fornødne fundament til den 

efterfølgende analyse af denne. 

6.2. BAGGRUNDEN FOR OG UDVIKLINGEN AF ESDP. 91 

6.3. HISTORIK. 

Fra starten af EF’s tilblivelse, havde flere stater ønske om at integrere udenrigspolitikken – 

og på sigt eventuelt også forsvarspolitikken. Det blev således i 1969 af medlemslandene 

besluttet at inddrage udenrigspolitikken i deres fremtidige samarbejde i fællesskabet. Dette 

samarbejde blev benævnt det Europæiske Politiske Samarbejde (EPS) og samarbejdet 

påbegyndtes reelt i 1970. EPS var baseret på regelmæssige møder mellem medlemslandenes 

udenrigsministre med tilhørende embedsmænd. Det gav medlemslandene et fora 

hvor der skabtes mulighed for at drøfte udenrigspolitiske spørgsmål i situationer, hvor de 

måtte have sammenfaldende interesser, således var EPS et mellemstatsligt samarbejde, 

som klart differentierede sig fra EF overnationale strukturer. Medlemslandene kunne i 

dette forum enstemmigt formulere stillingtagen til et udenrigspolitisk spørgsmål. Samarbejde 

lå indenfor Rom–traktaten og dermed EF’s definerede kompetence. EPS–bestemmelserne 

blev justeret og udstrakt gennem årene og blev til sidst traktatfæstet i fællesakten 

fra 1986. De ledende europæiske stater havde herefter et ønske om at udbygge det 

stadigt voksende EPS–samarbejde til et mere forpligtende udenrigs– og sikkerhedspolitisk 

samarbejde, der skulle inkludere alle relevante sikkerhedsspørgsmål, som fællesskabet 

måtte skulle tage stilling til. Tanken med en fælles europæisk udenrigs– og sikkerhedspolitik 

har således været til stede gennem en årrække, men først i forbindelse med Maastricht–traktaten 

tog initiativet fart, og traktaten må således betegnes som hjørnestenen i 

EU’s forsøg på at udvikle og implementere de nødvendige kapaciteter til at kunne agere 

med en fælles udenrigs– og sikkerhedspolitik. Det vurderes derfor hensigtsmæssigt, at 

redegørelsen for implementeringen af den fælles udenrigs– og sikkerhedspolitik tager sit 

udgangspunkt i perioden op til Maastricht. 

91 

Hvor anden kilde ikke er nævnt, tager kapitlet udgangspunkt i: 1) Den europæiske forsvarsdimension ved 

Reimer R. Nielsen. 2) Udviklingen i EU siden 1992 på.../, kapitel 3 (af DUPI, ISBN nr. 87–90681–27–4) samt 

3) WEU (af Frede P. Jensen, ISBN nr. 87–601–4304–5). 


58


6.4. OPTAKTEN TIL OG TILTRÆDELSEN AF MAASTRICHT–TRAKTATEN. 92 

Murens fald i 1989 med kommunismens efterfølgende sammenbrud i de Central– og Østeuropæiske 

lande, ændrede de udenrigs– og sikkerhedspolitiske vilkår i Europa. Den 

nyskabte manglende bipolaritet, den ændrede geostrategiske situation, affødte en række 

essentielle, men ubesvarede spørgsmål fra det europæiske samfund. 

- Hvorledes ville den nye verdensorden tage sig ud, med ændringen fra en bipolær balance 

til et de facto hegemonisk system med USA som værende den eneste supermagt 

i verden? 

- Var grundlaget for NATO og dermed argumentet for et amerikansk engagement i 

Europa ikke længere eksisterende, idet alliancer bør gå i opløsning, når truslen, mod 

hvilken de er skabt, forsvinder. 93 

- Hvorledes skulle den fremtidige sikkerhedspolitiske struktur i Europa se ud? 

Som i øvrige omlæggende beslutninger var der blandt medlemslandene en uoverensstemmende 

holdninger til, i hvilken retning den europæiske udenrigs– og sikkerhedspolitiske 

dimension skulle udvikle sig. Tiden op til Maastricht var således præget af disse divergerende 

standpunkter blandt medlemslandene. På baggrund af disse inkongruenser tegnede 

der sig et billede af en opdeling af Fællesskabets medlemslande, idet disse i relation 

til EU’s beslutningskompetence på det udenrigs– og sikkerhedspolitiske område, set i 

mellemstatslig perspektiv, kunne opdeles i føderalister og konføderalister. Opdelingen 

blandt aktørerne i stater, der slog til lyd for en mere føderalistisk kontra konføderalistisk 

indgangsvinkel til det udenrigs– og sikkerhedspolitiske spørgsmål, skulle ses i relation til, 

hvem der havde evnen og den politiske vilje til at føre en aktiv udenrigspolitik. Af EU’s 

medlemslande havde specielt to aktører både evnen som viljen til at lægge vægt bag 

udenrigspolitikken, nemlig Frankrig og Storbritannien. Disse to stater havde tradition for at 

føre en virkelysten udenrigspolitik, de var medlemmer af FN’s sikkerhedsråd, og de var de 

eneste stater, som besad atomare våben. De var således imod at føre udenrigs– og sikkerhedspolitikken 

over i en føderal ramme, og således gøre det til genstand for flertalsbeslutninger, 

hvorvidt disse lande skulle engageres i konflikter. 

Andre lande med en mindre evne og vilje eller (selv–) pålagte politiske begrænsninger, der 

hindrede en aktiv udenrigspolitik agiterede for en mere føderalistisk holdning i relation til 

en styrkelse af den institutionelle ramme og flertalsafgørelser. 

Yderligere modsætninger fandtes på det rent forsvarspolitiske område, idet nogle medlemslande 

tillagde forholdet til NATO og specielt USA af afgørende betydning for EU’s udvikling, 

hvorimod andre medlemslande så EU’s fremtidige udvikling uden relationer til 

USA. Landene var således samtidig opdelt i atlantikere kontra europæere. 

Det betydelige amerikanske engagement i Europa, samt NATO’s fortsatte eksistens var 

grunden til Atlantikernes bekymring. Atlantikerne tegnes primært af England, men mindre 

stater som Portugal, Holland og Danmark indgik også i gruppen. Det var af overskyggende 

betydning for denne kerne, at EU’s fremtidige beslutninger og udvikling ikke skulle udarte 

sig til noget, der risikerede at destabilisere NATO’s rolle eller bringe det amerikanske engagement 

i Europa i fare. 

Storbritannien så derfor en styrkelse af WEU som det egnede organ for en eventuel euro- 

92 Maastricht–traktaten er traktaten der etablerer den Europæiske Union. Traktaten blev undertegnet i Maastricht 

den 7. februar 1992 med effekt fra den 1. november 1993. På det Europæiske Råds møde i Amsterdam 

den 16.–17. juni 1997 blev Maastricht–traktaten revideret – denne nyskrevne traktat fik som følge heraf 

navnet Amsterdam–traktaten. 

93 Dansk og europæisk sikkerhed (af SNU, ISBN nr. 87–601–4851–9) p. 172 


59


pæisk militærindsats uden for Europa. WEU skulle således opstille den nødvendige struktur 

i relation til organisationen af en udrykningsstyrke, hvorimod de operative styrker skulle 

tilvejebringes fra NATO’s styrkestruktur. 

Det styrkede WEU skulle således udgøre en europæiske søjle i NATO – men skulle på 

ingen måde integreres i EF. 

Europæisk sikkerhed var alene et europæisk anliggende, og NATO skulle udelukkende stå 

for det kollektive forsvar i situationer, hvor Sovjetunionen kunne blive involveret. Krisestyring 

i Europa med tilhørende nærområde skulle således varetages af europæerne selv. 

Frankrig var tilhænger af, at ”europæerne” så et behov for en højere profilering af EF landenes 

position i NATO, såfremt Europa kunne blive en ligestillet partner med USA. Denne 

holdning tog sit udgangspunkt i en fransk frygt for at blive sat uden for indflydelse af en 

politisk alliance bestående af USA, Tyskland og Storbritannien, såfremt der ikke blev skabt 

en fælles europæisk sikkerheds– og forsvarsidentitet. WEU skulle således, ud fra et fransk 

synspunkt, knyttes så tæt som muligt til EF’s politik, indtil der kunne skabes en fælles forsvarsdimension. 

Fra amerikansk side erklærede man sin støtte til udviklingen af en stærkere europæisk 

sikkerheds– og forsvarsidentitet, såfremt det skete inden for rammerne af NATO, men var 

samtidig imod, at EF fik tillagt en reel forsvarsrolle med henblik på det fremtidige forsvar af 

Europa. Denne holdning tog sit udspring i frygten for, at USA kunne komme til at stå 

overfor en samlet europæisk blok i NATO. 

USA understregede i en direkte henvendelse til formandskabet i april 1991 betydningen af 

NATO som hovedforum for medlemmernes forsvars– og sikkerhedspolitiske beslutninger. 

94 USA erklærede endvidere, at det var imod oprettelse af en uafhængig udrykningsstyrke 

uden for NATO’s kommando– og styrkestruktur. Dette affødte et amerikansk/britisk 

initiativ om at fremskynde stillingtagen til NATO’s nye kommando– og styrkestruktur, inklusive 

planerne om oprettelse af NATO’s Rapid Reaction Force. Oprettelse heraf blev endelig 

vedtaget i NATO’s forsvarsplanlægningskomité 28. maj 1991. 95 

Perioden frem til Maastricht–mødet var præget af aktørernes forskellige holdninger, der 

udmøntede sig i en manglende enighed om et udkast til en Unionstraktat på det forsvars– 

og sikkerhedspolitiske område, herunder især WEU’s fremtidige rolle og tilknytning til Unionen. 

Således afficerede Frankrig princippet om ”dobbeltdesignering”, hvor styrker kunne 

være tilmeldt både NATO og WEU. Briterne fastholdt derimod, at NATO styrker udelukkende 

kunne disponeres til andre opgaveløsninger, end de i Atlanttraktaten definerede, 

efter forudgående konsultation. Dette udlagdes i Frankrig som at give USA vetoret overfor 

autonome europæiske militære operationer, hvorfor dette ikke kunne tiltrædes. 

Maastricht–traktatens endelige tekst endte som en naturlig følge heraf op i kompromissøgende 

formuleringer, hvor beslutningerne af centrale spørgsmål blev udsat til senere. 

Traktaten aflivede reelt EPS. 

Traktaten fastslår, at FUSP kan udmøntes på tre måder; fælles aktioner, fælles holdninger 

og fælles forsvarspolitik. Dette medfører, at Det Europæiske Råd kan beslutte sig til fælles 

aktioner, der skal vedtages ved enstemmighed. Yderligere kan Ministerrådet beslutte fæl- 

94 Luxembourg. 

95 Oprettelsen af ACE Rapid Reaction Force (ARRC) blev opbygget efter tilmeldingsprincippet. Kernen af 

styrken opstilles af England og der er tilmeldt 10 divisioner til deltagelse i operationer. ARRC vurderes at 

besidde fornøden ”span of control” til at indsætte optil 5 divisioner simultant. 


60


les holdninger, med henblik på en koordination af medlemslandenes holdninger i internationale 

spørgsmål, på linie med EPS. 

Traktatens formulering tilgodeser hovedsageligt de tysk/franske holdninger, idet dog engelske 

synspunkter er tilgodeset gennem upræcise formuleringer. Formuleringen lyder i 

hovedtræk således: ”Den fælles udenrigs– og sikkerhedspolitik omfatter alle 

spørgsmål vedrørende Den Europæiske Unions sikkerhed, herunder udformningen 

på lang sigt af en fælles forsvarspolitik, som med tiden vil kunne udvikle sig til et 

fælles forsvar.” 96 

EU traktaten fastlagde yderligere følgende i forbindelse med WEU: ”Unionen anmoder 

WEU, der udgør en integrerende del af udviklingen af Den Europæiske Union, om at 

udarbejde og iværksætte unionens afgørelser og aktioner, der har indvirkning på 

forsvarsområdet.” 

Ud fra et FUSP perspektiv fastlagde traktaten i hovedtræk at: 

- Samarbejdet skulle bygges på konsensusprincippet. Der kunne således ikke iværksættes 

aktioner uden der forelå enstemmighed. 

- Der opnåedes en formalisering og forankring af den 2. søjle i EU som værende et 

mellemstatsligt samarbejde. 

- Muligheden for støtte fra WEU, alternativt NATO, således at EU i sin krisestyring nu 

besad en økonomisk –, politisk – som militærdimension. 97 

I naturlig forlængelse af Maastricht traktaten erklærede WEU landene i hovedtræk, at: 

- WEU skulle udvikles som EU’s forsvarsmæssige komponent samt at styrke den europæiske 

søjle i NATO. 

- Skulle styrke WEU’s operationelle rolle, bl.a. gennem oprettelse af en militær planlægningsenhed. 

- Skulle fastslå principperne om gennemsigtighed og komplementaritet i samarbejdet 

med NATO. 

- Udbygge arbejdsrutinerne mellem EU og WEU. 

Som følge af Maastricht skulle WEU’s operationelle rolle således udvides, og Petersbergerklæringen 

af 19. juni 1992 operationaliserede Unionens nye rolle. 98 

Erklæringen pålagde medlemslandene at stille styrker til rådighed for WEU (Forces 

answerable to WEU (FAWEU)) fra alle tre værn. 99 Landene skulle således tilmelde styrker 

og dele af deres militære organisation, som de ville stille til rådighed. Tilmeldte styrker 

skulle deltage i fælles øvelser samt indsættes til løsning af følgende operationstyper, de 

efterfølgende benævnte Petersberg–opgaverne, som omfattede 

- Humanitære operationer, 

- Fredsbevarende operationer samt i f.m. 

- Direkte kampindsats i forbindelse med krisestyring herunder fredsskabende/fredspåtvingende 

operationer. 

Endvidere oprettedes i oktober 1992 en militær planlægningsenhed med følgende opgaver, 

at 

96 

Traktaten om Den Europæiske Union (TEU). 

97 

Ibid. 

98 

Sten Rynning ”EU’s sikkerhedspolitiske rolle. Nye perspektiver og konsekvenser for Danmark” i Militært 

Tidsskrift, 4/2000, side 418– 428. 

99 

Alle FAWEU, på nær de franske og spanske, var dobbeltdesigneret og således til disposition for både 

WEU og NATO. 


61


- Planlægge evt. indsats af WEU styrker. 

- Holde status over FAWEU. 

- Udforme ”Rules of engagement” og ”Standing Operating Procedures” for WEU’s 

hovedkvarter. 

- Planlægge øvelsesvirksomhed. 

6.5. UDVIKLINGEN AF FUSP. 

Udvikling af det europæiske sikkerheds– og forsvarssamarbejde blev efterfølgende bestemt 

af to sammenhængende udviklingsforløb, nemlig borgerkrigen i Jugoslavien og den 

heraf afledte krisestyring samt udviklingen i det transatlantiske forhold. 

Som tidligere beskrevet, var der aftalt, at WEU skulle kunne varetage Petersberg–opgaverne. 

WEU skulle således ”afprøves” i forbindelse med varetagelsen af krisen i det tidligere 

Jugoslavien. I efteråret 1991 blev der på fransk initiativ drøftet, om WEU kunne anvendes 

til udstationering af fredsbevarende styrker i Slovenien og i Kroatien. Tyskland støttede 

forslaget, men ville ikke selv kunne bidrage med styrker på grund af den tyske forfatning, 

der ikke tillod en indsættelse af tyske tropper i militære operationer undtaget territorialforsvar. 

England var derimod ikke positiv overfor en fredsbevarende styrke indsat i en 

WEU ledet mission. Briterne så disse forhold som en forsmag på, hvorledes mindre kapable 

medlemslande EU–medlemmer kunne få indflydelse på, hvorvidt militært potente EU– 

medlemmer skulle påbegynde en mission. 100 Da enighed ikke kunne opnås blev det FN, 

der foranledigede indsættelse af en fredsbevarende styrke på Balkan. 101 

Den franske holdning om, at de europæiske lande selv skulle varetage kriser i nærområdet, 

måtte tages op til revision. Som beskrevet i kapitel 4, 102 var det evident, at Europa i 

fremtiden fortsat havde behov for USA i tilfælde af, at der skulle gennemføres krisestyringsoperationer. 

WEU havde tydeligt vist, at organisationen endnu ikke magtede at påtage 

sig en operation af betydelig størrelse. 

Under NATO topmøderne i København og Rom i 1991 blev det klart, at USA ville støtte 

udviklingen af en europæisk forsvarsdimension, så længe det skete inden for en atlantisk 

ramme, og at det ikke ville eliminere NATO’s rolle som det primære redskab for europæisk 

forsvar, idet WEU indledningsvis blev betragtet som en mulig konkurrent til NATO. 

Årsagen til den amerikanske holdningsændring til den europæiske forsvarsdimension var 

påvirket af to faktorer. Primært det forhold, at præsident Clinton kom til magten i 1993, og 

derved udskiftede en republikansk administration med en demokratisk ditto. Clinton og 

hans administration støttede udviklingen af den europæiske forsvarsdimension, idet administrationen 

opfattede den europæiske forsvarsdimension, som udtryk for at Europa ønskede 

at kunne tage vare på sin egen sikkerhed. Sekundært var det åbenbart for USA, at 

Europa ikke besad den nødvendige militære kapacitet til alene at påtage sig krisestyringsoperationer. 

USA måtte derfor gennem NATO støtte de europæiske lande således, at de 

blev i stand til at løse sikkerhedspolitiske opgaver i de tilfælde, hvor USA måtte have andre 

interesser og derfor ikke ville/kunne deltage. Denne erkendelse minimerede den tidligere 

frygt i Washington for at et reelt europæisk forsvarssamarbejde kunne udvikle sig 

uden for den atlantiske alliance. 

På NATO–topmødet i Bruxelles i 1994 gav Washington således for første gang sin fulde 

støtte til en europæisk forsvarsdimension. USA erklærede, i visse situationer, at ville stille 

100 Stormagterne og den europæiske sikk…./ fra FOKUS nr. 4, 1999 (af Kristoffer M. Viveke) side 9. 

101 Ibid. 


62


dele af Alliancens kommandostrukturer og egne ressourcer til rådighed for WEU–operationer 

udført af europæiske NATO–lande. 

På NATO’s udenrigsministermøde i Berlin 1996 blev det slået fast, at NATO skulle være 

omdrejningspunktet for ESDI’s videre udvikling, og at WEU kun ville påtage sig krisestyringsoperationer, 

hvor NATO og USA som helhed afstod fra at handle. Beslutningen om, 

hvorvidt WEU skulle handle, ville dermed forblive hos NATO. Der blev givet tilsagn om, at 

NATO og WEU i fremtiden ville drøfte, hvorledes kommende kriser skulle håndteres. Som 

en konsekvens heraf blev Combined Joint Task Force–konceptet introduceret. CJTF skulle 

hovedsageligt i relation til FUSP sikre, at der blev skabt operative muligheder for WEU– 

ledede operationer med anvendelse af NATO–aktiver. 

Det blev således indirekte påpeget, at USA gennem NATO ville deltage i alle større fredsbevarende 

og fredsskabende missioner, hvilket naturligt betød, at kun mindre humanitære 

opgaver og evakueringsopgaver ville blive tildelt WEU. 

Indgåelsen af Amsterdam–traktaten bevarede den mellemstatslige karakter af samarbejdet 

om den fælles udenrigs– og sikkerhedspolitik. Visse beslutningsprocedurer og regeltyper 

blev revideret, og nogle af de sikkerheds– og forsvarspolitiske opgaver præciseredes 

yderligere. Gennem Amsterdam–traktaten opnåede EU enighed om, at give EU’s Ministerråd 

mulighed for at ”benytte sig af WEU til at udarbejde og iværksætte de af Unionens afgørelser 

og aktioner, der har indvirkning på forsvarsområdet”. Den største forskel fra Maastricht 

til Amsterdam–traktaten bestod i, at Petersberg–opgaverne blev skrevet ind i selve 

traktaten. Enstemmighedsprincippet blev opblødt med en paragraf om konstruktiv afståelse. 

103 En vigtig nydannelse var oprettelse af stillingen som ”højtstående repræsentant for 

den fælles udenrigs– og sikkerhedspolitik”, der skulle varetages af generalsekretæren for 

Ministerrådet. 104 I Amsterdam–traktaten gives den ”højtstående repræsentant” en særlig 

rolle i forberedelsen og gennemførelsen af udenrigspolitiske beslutninger. Sigtet med oprettelsen 

af denne stilling var at styrke EU’s ansigt udadtil, idet det dog fortsat var EU–formandskabet, 

der repræsenterede EU udadtil. Sluttelig blev det besluttet at oprette en 

analyse– og planlægningsenhed, der først og fremmest skulle monitere udviklingen på 

områder og emner, der måtte interessere EU. Enheden skulle bl.a., som støtte for formandskabet, 

kunne fremlægge optionspapirer som led i en fælles beslutningsproces. Oprettelsen 

af enheden skulle således bidrage til, at der blev tilvejebragt et fælles beslutningsgrundlag 

for ministrenes drøftelser og på denne måde fremme formuleringen af en 

fælles europæisk udenrigs– og sikkerhedspolitik. 

Hovedtrækkene i traktaten, udfra et FUSP perspektiv, var, at EU vil: 

- Arbejde med en fælles strategi og dermed opnå den signalgivning dette medfører. I 

denne relation fastholdes muligheden for at man kan blokere beslutningsprocessen via 

konsensusprincippet, men det indføres tillige at man kan gennemføre konstruktiv afståelse 

fra at stemme og dermed muliggøre udformningen af en fælles strategi i en given 

situation. 

- Oprette funktionen: Højtstående Repræsentant, som betragtes som EU udenrigsminister. 

Til dennes rådighed oprettes et sekretariat (analyseenhed) for politikplanlægning, 

hvis primære funktion er at nedsætte varslingstiden for EU samt vurdere latente eller 

mulige scenarier som vil/kan medføre EU involvering. 

103 Hvis et EU–medlem er imod en udenrigspolitisk aktion, har det med denne paragraf mulighed for at afstå 

for deltagelse i aktionen. Medlemslandet skal til gengæld afholde sig fra at nedlægge veto imod, at de andre 

lande gennemfører aktionen. 

104 Stillingen beklædes først af Solana, der med rette kan kaldes Hr. FUSP. 


63


- Styrke det pragmatiske samarbejdet mellem EU og WEU og en yderligere operationalisering 

af Petersberg–opgaverne. 

Forløbet af Kosovo–krisen i 1998/99 og specielt NATO’s luftkampagne mod Jugoslavien 

demonstrerede endnu engang EU manglende militære kapabilitet til at gennemføre en krisestyringsoperation, 

hvilket initierede de europæiske bestræbelser på at opbygge en militær 

krisestyringskapacitet i EU. En vigtig konklusion tegnede sig i relation til Kosovo– krisen, 

nemlig det forhold, at EU som økonomisk og politisk magt ikke var tilstrækkeligt til at 

blive taget alvorlig i rollen som en aktør, idet den militære kapacitet manglede. De erfaringer, 

som man høstede under Kosovo–krisen i relation til USA, understregede behovet for 

opbygningen af en europæisk forsvarsdimension. Yderligere manifesterede krisen uligevægten 

mellem de europæisk og amerikansk militær kapaciteter. De europæiske mangler 

fokuserede sig ikke alene om den teknologiske kløft mellem USA og EU’s medlemslande, 

men også om at de europæiske landes evne til at udføre krisestyringsoperationer uden for 

eget territorium. Det viste sig efter luftkampagnens afslutning, at EU–landene havde betydelige 

problemer med at stille 40.000 soldater (hvilket svarede til 2% af landenes samlede 

styrker) til den fredsbevarende landoperation i Kosovo, hvortil kom, at det ikke mindst på 

grund af manglende løftekapacitet var vanskeligt at få disse styrker deployeret i et tilstrækkeligt 

tempo. Disse erkendte forhold bidrog til, at debatten om genereringen af en 

krisestyringsstyrke til rådighed for EU tog fart hen over sommeren og efteråret 1999. 

I efteråret 1998 satte den britiske premierminister, Tony Blair, spørgsmålet om EU’s forsvarsdimension 

på den politiske dagsorden. Han havde et ønske om, at England i højere 

grad skulle indtage en lederposition i europæisk integration og derigennem øge sin indflydelse 

og anseelse i EU ved at være drivkraften i udviklingen af en forsvarsdimension. 

Man ønskede at omdanne den fransk–tyske akse til en trekant bestående af Europas 

stormagter. Englands udspil repræsenterede et grundlæggende skift i britisk Europa–politik, 

idet briterne tidligere konsekvent havde afvist at drage sit forsvar ind i EU–samarbejdet. 

For Blair var løsningen et Europa, som kunne tale med autoritet, og som var rede til at 

handle effektivt og hurtigt. Dette forudsatte en udenrigspolitik, der kunne bakkes op af en 

troværdig trussel om magtanvendelse. Blair så således, at EU’s problemer kunne beskrives 

indenfor tre dimensioner: 

- Den politiske vilje. 

EU måtte have viljen til at formulere en sammenhængende politik og viljen til at agere, 

når det var nødvendigt. 

- Den militære kapacitet. 

Det var nødvendigt at have den nødvendige militære kapacitet til at understøtte 

FUSP’en. Dette stillede krav om omstilling af styrker fra territorial forsvar til de nye 

krisestyringsopgaver, investeringer i manglende kapaciteter samt effektivisering af den 

europæiske forsvarsindustri. 

- De institutionelle rammer. 

Skabelse af effektive institutionelle rammer, der kunne understøtte den politiske vilje og 

de militære kapaciteter, således at tiden fra beslutning til handling blev så kort som 

muligt. 

Opstillingen af EU’s forsvarsdimension måtte således ikke underminere NATO, der skulle 

forblive hjørnestenen i europæisk sikkerhed og grundlaget for det territoriale forsvar af 

Europa. EU’s forsvarsdimension måtte ikke tage udgangspunkt i kollektivt forsvar, men 


64


alene beskæftige sig med krisestyringsopgaver, således at implementeringen heraf ikke 

kunne føre til et mindre amerikansk engagement i Europa. Tværtimod skulle en styrket 

europæisk forsvarsdimension binde USA og Europa tættere sammen. Blairs holdning var 

ligeledes, at der i opbygningen af EU’s forsvarsdimension skulle tages et særligt hensyn til 

de neutrale medlemmer af EU og til de europæiske NATO allierede, der ikke var medlemmer 

af EU. 

England foreslog, at WEU skulle opløses, og at WEU’s politiske funktioner skulle overføres 

til EU, mens de militære funktioner skulle overføres til NATO. Yderligere lagde England 

vægt på, at Europas militære kapabiliteter skulle moderniseres og være mere fleksible til 

at varetage krisestyringsopgaver. Initiativet skulle bidrage til byrdefordelingen og arbejdsdelingen 

i den atlantiske alliance, som det var hensigten efter Berlin–kompromiset. 

I dagene 3. – 4. december 1998, på det fransk–britiske topmøde i Saint Malo formuleres 

en række væsentlige principper for det videre arbejde med den europæiske forsvarsdimension. 

Man opnåede enighed om, at Europa måtte have mulighed for at understøtte sin udenrigs– 

og sikkerhedspolitik op med troværdige militære styrker. I naturlig forlængelse heraf 

stillede dette krav til en tilpasning af den europæiske styrkestruktur og udvikling af en 

stærk og konkurrencedygtig forsvarsindustri. Det blev fastslået, at den europæiske forsvarsdimension 

alene skulle varetage krisestyringsopgaver og ikke omhandle kollektivt 

forsvar. EU skulle have en kapacitet, som ville muliggøre autonome handling udenfor 

NATO og dermed USA’s indblanding. 105 Med henblik herpå skulle EU udstyres med passende 

strukturer og den fornødne militære kapacitet til at kunne varetage Petersberg–opgaverne. 

Saint Malo–erklæringen var et britisk–fransk kompromis, der tildelte en styrkelse af forsvarsdimensionen 

i EU indenfor NATO’s militære rammer og flyttede WEU’s militære 

funktioner til EU’s søjle 2 (FUSP). Disse to retninger blev initieret efter Saint Malo. I EU 

blev spørgsmålet bragt op på Det Europæiske Råds møde i Wien den 11. – 12. december 

1998. I forlængelse heraf besluttede WEU at foretage en omhyggelig gennemgang af, 

hvilke militære aktiver der kunne stilles til rådighed for europæisk ledede operationer. Med 

henblik på at medinddrage USA i implementeringen af dette ønskede Storbritannien, at 

USA skulle høres før EU iværksatte yderligere initiativer, idet holdningen var, at den europæiske 

forsvarsdimension ikke kunne udmøntes medmindre det skete med USA’s fulde 

accept. 

USA og NATO erklærede på NATO’s topmøde i Washington april 1999, at man var indstillet 

på at arbejde videre som aftalt i Berlin–kompromiset. Man ønskede således, at definere 

og vedtage ordninger, hvorved EU kunne få hurtig adgang til Alliancens kollektive 

aktiver og kapaciteter under udførelse af operationer, som Alliancen som helhed ikke ønskede 

at blive involveret i. Den videre udvikling af det europæiske forsvarssamarbejde 

skulle være en styrkelse og modernisering, der skulle tage sit udspring i Defence Capabilities 

Initiative, af Europas militære kapacitet med hensyn til krisestyring. På denne måde 

kunne man sikre en bedre byrdedeling mellem Europa og USA. USA ønskede et militært 

kapabelt Europa, som kunne bidrage til byrdefordelingen mellem Europa og USA, men 

frygtede samtidig, at et politisk tættere Europa kunne svække NATO og dermed USA’s 

indflydelse i europæiske forhold og ikke mindst afmatte det transatlantiske forhold. 

NATO’s intervention i Kosovo fik sat ekstra gang i opbygningen af et fælles forsvar i EU. 

105 

EU skulle selvstændigt kunne træffe beslutninger og godkende militær handling, hvor alliancen som helhed 

ikke er engageret. 


65


NATO–aktionen viste, at de europæiske stormagter og USA var i stand til at stå samlet 

under udførelse af operationer, der havde begges interesse. Frankrig bidrog væsentligt til 

luftbombardementerne og demonstrerede loyalitet over for det amerikanske lederskab og 

vilje til selv at stille militært lederskab til rådighed for en europæisk ledet NATO–mission. 

En af de episoder, som belyser, hvordan franskmændene ønskede indflydelse på, hvorledes 

krydsermissilerne blev indsat i Kosovokampagnen i 1999 i særlig grad europæernes 

afmagt og mangel på indflydelse i militære indsættelser. En amerikansk general spurgte i 

den forbindelse franskmændene: ”Hvor mange krydsermissiler har Frankrig?” ‘Svaret var, 

at fransk militær ikke ejede et eneste krydsermissil, og så fortsatte amerikaneren:’ ”Nul 

krydsermissiler, nul indflydelse!” 

66 

106 Sand eller ej, så viser anekdoten det dilemma, som EU 

står overfor, når det gælder politisk indflydelse på operationer, som ledes af den globale 

stormagt. 

Tyskland var ved at finde sit ståsted i relation til årtiers konfliktet, og på den baggrund 

kunne det tyske flyvevåben nu deltage på lige fod med andre allierede i operationen. 

Krigen viste dog fortsat med stor tydelighed at Europa fortsat er afhængig af USA’s militære 

ressourcer. 

Kombinationen af det britiske skift, den amerikanske accept af det fransk–britiske Saint 

Malo initiativ og erfaringerne fra Kosovo klarlagde i starten af juni 1999 de manglende 

brikker, der skulle falde på plads før en reel europæisk forsvarsdimension kunne implementeres. 

En af konklusionen på Det Europæiske Råds møde i Køln blev, at EU’s ministerråd skulle 

være i stand til at træffe beslutninger om brugen af det militære instrument, og at EU derfor 

skulle udstyres med de nødvendige militære kapaciteter. EU forpligtede sig til at udvikle 

en mere effektiv europæisk militær kapacitet på grundlag af eksisterende nationale, bi– 

nationale og multinationale kapaciteter. Dette skulle gennemføres gennem bl.a. en 

styrkelse af efterretningsvirksomheden, strategisk transportkapacitet samt kommando– og 

kontrolmidler. Endvidere var et mere effektivt forsvarsindustrisamarbejde et vigtigt element 

i disse bestræbelser, ligesom EU–lande, der ikke indgik i Alliancen, skulle have mulighed 

for at indtræde på lige vilkår i EU–ledede operationer. Endvidere skulle der udarbejdes 

forsvarlige arrangementer for de europæiske medlemmer af NATO, der ikke var 

medlemmer af EU således, at de i videst muligt omfang kunne deltage i EU–ledede 

operationer. EU ville, afhængig af den foreliggende situation, skulle beslutte, hvorvidt man 

ville iværksætte EU–ledede operationer uden inddragelse af NATO’s midler og 

kapaciteter. Dette betød, at der blev rokket ved en del af grundlaget for NATO’s Berlin– 

kompromis og NATO’s Washington–møde. USA udlagde beslutningen fra Køln–mødet 

som et signal om, at EU i en krisesituation ville konsultere sig selv først, frem for at 

konsultere USA og NATO, og at der således var mulighed for en gradvis afkobling mellem 

USA og Europa. 

På Det Europæiske Råds møde i Helsingfors december 1999 blev det vedtaget, at give 

EU–landenes stats– og regeringschefer vidtgående beslutningskompetencer vedrørende 

udviklingen af ESDP og give EU den fulde kompetence til at varetage Petersberg–opgaverne. 

Beslutninger om iværksættelse af sådanne operationer skulle træffes med enstemmighed, 

dog med mulighed for konstruktiv afståelse. Det blev ligeledes besluttet at 

oprette en permanent politisk og sikkerhedspolitisk komité, en militærkomité og en militærstab 

under Ministerrådet. EU skulle desuden udstyres med kapacitet inden for situationsanalyse 

og strategisk planlægning i forbindelse med Petersberg–opgaverne. Dette skulle 

virkeliggøres ved at WEU’s politiske og operative enheder skulle overflyttes til EU. 

106 

Morgenavisen Jyllandsposten 18. februar 2002, side 9. 

UKLASSIFICERET


På topmødet blev der, på baggrund af et fælles britisk–fransk initiativ, vedtaget målsætninger 

for EU’s militære kapacitet. Man enedes om et Headline Goal, hvorefter EU i år 

2003 skulle være i stand til med 60 dages varsel at udsende en styrke på 50–60.000 

mand, og opretholde denne styrke i missionsområder i minimum et år. Endvidere enedes 

man om, at der skulle udvikles Collective Capability Goals i første omgang mht. kommando 

og kontrol, efterretningsvirksomhed og strategisk transportkapacitet. 

USA’s bekymringer blev imødekommet, idet det blev understreget, at NATO var og er fundamentet 

for det kollektive forsvar af sine medlemmer og fortsat skulle spille en betydelig 

rolle i krisestyring. EU ville kun iværksætte og gennemføre EU–ledede militære operationer 

”where NATO as a whole is not engaged”. 107 Endvidere erklærede EU fuldstændig 

konsultation, fuldstændigt samarbejde og fuld åbenhed mellem EU og NATO. 

I forholdet til ikke–EU lande blev det besluttet, at disse ville blive inviteret til at deltage i 

fald af en beslutning i EU om iværksættelse af en operation med brug af NATO aktiver. 

På EU–topmødet i Feira bekræftede EU sit tilsagn om at etablere en fælles europæisk 

sikkerheds– og forsvarspolitik. Det blev konkluderet, at der var opnået tilfredsstillende 

fremskridt med hensyn til opfyldelsen af mandatet fra Helsingfors vedrørende de militære 

og civile aspekter af krisestyring. Det blev endnu en gang anført, at den nødvendige åbenhed 

og dialog mellem EU og NATO ville blive tilsikret, og at der ville blive trukket på 

NATO’s ekspertise med hensyn til kravene til kapacitetsmål. Det blev fastslået, at en forbedring 

af den europæiske militærkapacitet var centralt for den fælles europæiske sikkerheds– 

og forsvarspolitiks troværdighed og effektivitet. Kapacitetsmålene skulle fastsættes 

ved kapacitetsbidragskonferencen i Bruxelles november 2000. 

Der blev også fastlagt principper for aftaler, der gjorde det muligt for europæiske NATO– 

medlemmer uden for EU, at bidrage til EU’s militære krisestyring. 

Sluttelig blev der fastlagt principper for konsultation med NATO om militære spørgsmål, 

omfattende udviklingen af forbindelserne mellem EU og NATO på fire områder: sikkerhedsspørgsmål, 

kapacitetsmål, betingelserne for EU’s adgang til NATO’s aktiver samt beskrivelse 

af permanente konsultationsordninger. 

Feira konferencen bemyndigede EU til at definere kapaciteter, som var nødvendige for at 

kunne udføre alle Petersberg–opgaver med en stor grad af succes. I Bruxelles blev udfærdiget 

et kapacitetskatalog kaldet ”Force Catalogue” . På konferencen blev der stort set 

tilmeldt det tilstrækkelige antal soldater, fly og flådefartøjer. Det blev dog konstateret, at 

der var svagheder i visse kapaciteter i styrkekataloget herunder bl.a. strategisk transport, 

efterretningsindhentning og en række højteknologiske elementer. Der var på konferencen 

enighed om, at man i det videre arbejde måtte drøfte mulighederne for tilvejebringelse af 

manglende kapaciteter. 

I forbindelse med konferencen fik de europæiske lande, der ikke var medlemmer af EU, 

men som enten var med i NATO (Polen, Tjekkiet, Norge, Island, Tyrkiet og Ungarn) eller 

som i øvrigt var kandidater til optagelse i EU (Estland, Letland, Litauen, Bulgarien, Rumænien, 

Slovenien, Malta, Cypern og Slovakiet) også mulighed for at tilmelde styrker til EU’s 

udrykningsstyrke. 

Ved topmødet i Nice 7.– 9. december 2000 animerede DER til at gøre Den Europæiske 

Union operationel, således at EU kunne varetage Petersberg–opgaverne så hurtigt som 

muligt. DER ville på grundlag af de gældende traktatbestemmelser træffe afgørelser med 

107 Forsvarsministeriet, Baggrundsnotat (ESDI/ESDP/WEU), p. 9. 


67


henblik på så hurtigt som muligt i 2001 og senest på DER møde i Laeken/Bruxelles at have 

gjort EU operationelt. 

Hovedtrækkene i mødet, set ud fra et FUSP perspektiv, var: 108 

- EU–landene enedes om en række overordnede elementer vedrørende samarbejdet 

mellem NATO og EU. Man blev enige om en tæt dialog mellem EU og NATO og konsultationer 

på alle niveauer såvel under den daglige drift og specielt i tilfælde af kriser. 

- Forholdet til lande, der ikke er medlem af EU, de såkaldte 3. lande, spillede en vigtig 

rolle. Der blev fastlagt detaljerede arrangementer for inddragelse af disse lande, især 

de seks europæiske NATO–lande (efterfølgende benævnt ”de 6”, som består af Norge, 

Tyrkiet, Ungarn, Polen, Tjekkiet og Island), som ikke var medlemmer af EU, og de øvrige 

europæiske lande, der alle kandiderede til optagelse i EU, i alt 15 lande (efterfølgende 

benævnt ”de 15”). I tilfælde af krise ville konsultationer blive intensiveret på alle 

niveauer, og tredjelande ville få mulighed for at deltage i overvejelserne op til en beslutning 

om, at lade EU varetage en krisestyringsoperation. 

- Principperne for den permanente beslutningsstruktur blev fastlagt og hermed etableres 

en Udenrigs– og Sikkerhedspolitisk Komité (PSC), en permanent militærkomité og en 

militærstab. 109 

- EU’s overtagelse af WEU–funktioner, samt en udskrivning af omtalen om WEU i EU– 

traktatens artikel 17, idet man besluttede, at EU nu selvstændigt skulle kunne påtage 

sig krisestyringsopgaver. 110 

6.6. DEN UDENRIGS– OG SIKKERHEDSPOLITISKE KOMITE. 111 

Den Udenrigs– og Sikkerhedspolitiske Komite (PSC) opgave er at forberede ministermøderne 

og får naturligt herigennem en hovedrolle i EU’s nye institutionsstruktur. PSC bliver 

således drivkraften i den europæiske sikkerheds– og forsvarspolitik og den fælles udenrigs– 

og sikkerhedspolitik, idet: ”PSC skal behandle alle aspekter af FUSP, herunder den 

fælles europæiske sikkerheds– og forsvarspolitik…”. Med forbehold af artikel 207 i traktaten 

om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, spiller PSC yderligere en central rolle i 

fastlæggelsen og opfølgningen af EU’s reaktion på en krise. PSC tillægges de facto rollen 

som EU's udenrigsministerium og har som sådan ansvaret for at tage initiativer inden for 

alle aspekter af Unionens relationer til tredjelande og andre relevante aktører. PSC har 

som hovedopgaver, at: 

Monitere den internationale situation på områder, der hører under den fælles udenrigs– 

og sikkerhedspolitik, samt bidrage til fastlæggelsen af politikker ved at afgive udtalelser 

til Rådet på dettes foranledning eller på eget initiativ, og følge iværksættelsen af den 

vedtagne politik. 

Gennemgå udkastene til konklusioner fra Rådet (indenfor almindelige anliggender) for 

de områder, der måtte vedrøre Komiteen. 

Give de øvrige komiteer retningslinjer vedrørende de spørgsmål, der måtte høre under 

den fælles udenrigs– og sikkerhedspolitik. 

108 

FMN dokument nr. 7.kt.99–0262–1(736) af 14. december 2000. (fra bilaget: ”Udkast til rapport fra formandskabet 

om FUSP”). 

109 

FMN dokument nr. 7.kt.99–0262–1(736) af 14. december 2000, bilag 2. 

110 

FMN dokument nr. 7.kt.99–0262–1(736) af 14. december 2000. 

111 

Hvor andet ikke er nævnt bygger resten af kapitlet på Oberst (CIO/OPS/EXE branch/EUMS) Søren Lyder 

Jacobsens briefing på Forsvars Akademiet den 21. februar 2002. 


68


Være Generalsekretærens/Den Højtstående Repræsentants og de særlige repræsentanters 

privilegerede samtalepartner. 

Fremsende retningslinjer til Militærkomiteen. 

Modtage udtalelser og henstillinger fra Militærkomiteen, idet direktøren for Militærkomiteen 

(EUMC), agerer som bindeled til Den Europæiske Unions Militærstab (EUMS), 

og derfor deltager i PSC’s møder i det omfang det vurderes nødvendigt. 

Modtage oplysninger, henstillinger og udtalelser fra komiteen om civile aspekter i relation 

til krisestyring og udarbejde retningslinjer vedrørende FUSP–relevante spørgsmål 

til denne. 

Samordne, styre og monitere drøftelser relateret til den fælles udenrigs– og sikkerhedspolitik 

i de forskellige arbejdsgrupper, til hvilke den kan udstikke retningslinjer. 

Varetage den politiske dialog på eget niveau og i de traktatfæstede sammensætninger. 

Være et privilegeret forum, hvor der kan føres dialog om ESDP med de 15 og de 6 

samt NATO under efterlevelse af specifikke bestemmelser i relevante dokumenter; 

Varetage den politiske ledelse af udviklingen af den militær kapacitet under Rådets 

myndighed. Som led i udviklingen af den militære kapacitet afgiver Militærkomiteen bistået 

af Den Europæiske Unions Militærstab udtalelser til PSC. 

I krisesituationer er PSC endvidere den instans i Rådet, der behandler krisesituationer og 

undersøger de muligheder, som EU har for at reagere inden for den fælles institutionelle 

ramme og med forbehold af beslutnings– og iværksættelsesprocedurerne inden for de enkelte 

søjler. Det er således kun Rådet, hvis drøftelser forberedes af COREPER og Kommissionen, 

der på deres respektive kompetenceområder og i henhold til de traktatfæstede 

procedurer har beføjelse til at træffe retligt bindende afgørelser. Kommissionen udøver sit 

ansvar, herunder også sin initiativret, i overensstemmelse med traktaterne. Det kan udtrykkes 

således, at der er tillagt PSC initiativret på FUSP området som værende tilsvarende 

den Kommissionen har i Søjle 1. 

Specielt inden for krisestyringen har PSC potentiale til at være den samlende og koordinerende 

institution i EU. De indskrevne procedurer, der pålægger Kommissionen, at holde 

PSC orienteret om Søjle 1 aktioner i forbindelse med krisestyringen, giver således EU mulighed 

for at afstemme sine samlede initiativer, således at man opnår maksimalt udbytte af 

de investerede midler; det være sig såvel økonomiske som politiske og militære. Yderligere 

kan en forøget integration ske i de tilfælde, hvor formandskabet vælger at lade generalsekretæren 

overtage ledelsen af PSC. 

I krisesituationer er det påkrævet, at der er en stor grad af koordination og et tæt samarbejde 

mellem disse myndigheder imellem. Dette sikres primært ved: 

At formanden for PSC om nødvendigt deltager i COREPER’s møder. 

At Rådene for Forbindelserne med Tredjelande spiller en vigtig rolle, idet den har ansvaret 

for en effektiv og kontinuerlig samordning af drøftelserne i FUSP og drøftelserne 

i andre søjler. 

Til forberedelse af EU’s reaktion på en krisesituation er det tiltænkt PSC at foreslå Rådet 

de politiske mål, som EU bør efterfølge og samtidig anbefale et sammenhængende sæt 

optioner, der kan bidrage til bilæggelse af krisen. PSC kan således udarbejde udtalelser, 

hvori det henstilles til Rådet at vedtage fælles aktioner. Under forbehold af Kommissionens 

rolle, overvåger den udførelsen af vedtagne foranstaltninger og analyserer virkningerne 

heraf. Tilbageløbet i processen sker, idet Kommissionen meddeler PSC, hvilke foranstaltninger, 

som den overvejer at træffe eller har truffet. Medlemsstaterne meddeler ligeledes 


69


PSC, hvilke foranstaltninger de agter at træffe eller har truffet på nationalt plan. Gennem 

en samlet koordination af en Joint Action (politisk, militær, økonomisk) i PSC skulle det 

undgås, at national duplikering af EU initiativer vil forekomme, og dermed afværge, at de 

aktiviteter, der iværksættes, ikke kolliderer. PSC varetager ”den politiske ledelse og den 

strategiske styring” af EU’s militære reaktion på krisen. Med henblik herpå vurderer den på 

grundlag af udtalelser og henstillinger fra Militærkomiteen, hvilke væsentlige elementer 

(militærstrategiske optioner, herunder kommandostruktur, operationskoncept, operationsplan), 

der forelægges Rådet. 

PSC spiller i naturlig forlængelse heraf en central rolle i forbindelse med den forventede 

intensiveringen af konsultationerne med navnlig NATO og relevante tredjelande. 

Generalsekretæren/den højtstående repræsentant leder aktiviteterne fra situationscentret 

på grundlag af arbejdet i PSC. Situationscentret støtter PSC og tilvejebringer oplysninger, 

der vurderes som værende relevante for den aktuelle krisestyring. 

Følgende forordninger iværksættes for, at PSC i fuldt omfang kan varetage ”den politiske 

ledelse og den strategiske styring” af militære krisestyringsoperationer: 

Med henblik på at indlede en operation sender PSC Rådet en henstilling, som understøttes 

af udtalelser fra Militærkomiteen efter den sædvanlige procedure for forberedelse 

af samlinger i Rådet. På grundlag heraf træffer Rådet afgørelse om enten at forkaste 

eller indlede operationen som led i en fælles operation. 

I forlængelse af artikel 18 og 26 i TEU fastsætter denne fælles aktion navnlig, hvilken 

rolle generalsekretæren/den højtstående repræsentant skal spille i forbindelse med 

gennemførelsen af foranstaltninger, der falder ind under ”den politiske ledelse og den 

strategiske styring”, som varetages af PSC. Generalsekretæren/den højtstående repræsentant 

agerer i den forbindelse efter samstemmende udtalelse fra PSC. 

Under operationen holdes Rådet løbende orienteret via rapporter fra PSC, som generalsekretæren/den 

højtstående repræsentant forelægger i sin egenskab af formand for 

denne komite. 

Generalsekretæren/den højtstående repræsentant for FUSP kan efter samråd med 

formandskabet og med udgangspunkt i artikel 18 i TEU specielt i krisesituationer varetage 

formandskabet for PSC. 

6.7. DEN HØJTSTÅENDE REPRÆSENTANT, GENERALSEKRETARIATET FOR RÅ- 

DET. 

Den Højtstående Repræsentant (populært kaldet ”hr. FUSP”), bistår Rådet gennem bidrag 

til udformningen, forberedelsen og implementeringen af politiske afgørelser, samt efter 

behov på Rådets vegne og på formandskabets anmodning at gennemføre dialog med 

tredjelande. 112 Generalsekretæren kan således betegnes som EU’s udenrigsminister, der 

dog er uden reelle selvstændige beføjelser. DER besluttede på mødet i Wien i december 

1998, at Den Højtstående Repræsentant skal ”være en person med en stærk politisk profil”, 

hvilket DER i Køln seks måneder senere bekræftede ved at udpege Dr. Javier Solana 

Madariaga til EU’s første Højtstående Repræsentant. 113 Valget af Solana viste tydeligt den 

øvrige del af verden, at EU ønskede en politisk kapacitet til at varetage posten som Generalsekretær. 

Valget af Solana blev truffet på grund af hans store politiske tæft, der samtidig 

qua sin baggrund kunne lette de kommende svære forhandlinger med NATO, vedrørende 

EU’s mulige anvendelse af Alliancens kapaciteter. 

112 http://ue.eu.int/pesc/pres.asp side 6 

113 Ibid. 


70


I forlængelse af Amsterdamtraktaten, oprettes der i Generalsekretariatet en ny ”enhed for 

politisk planlægning og hurtig varsling” (Policy planning and early warning unit), benævnt 

Policy Unit (PU), under ansvar af den højtstående repræsentant. Dette nye FUSP–redskab 

bemandes af personale fra Generalsekretariatet, medlemsstaterne, kommissionen og 

WEU. 

PU, der er opdelt i syv ”Task forces”, har som hovedopgave opgave at overvåge og analysere 

udviklingen på områder af interesse for FUSP’en. 114 Den skal herunder foretage vurderinger 

af Unionens udenrigs– og sikkerhedspolitiske interesser, ligesom den skal kunne 

varsle hurtigt og endelig skal den udarbejde papirer (evt. med politiske optioner) til Rådet/formandskabet 

efter anmodning eller iværksætte disse på eget initiativ. I PU er der 

oprettet et ”Situationscenter” , hvis opgave det er at overvåge verdenssituationen under 

udnyttelse af tilgængelige kanaler og kilder, inklusiv fortrolige oplysninger fra medlemslandene 

og fra Kommissionens repræsentationer, og centret udarbejder på baggrund heraf 

sammendrag til brug for Den Højtstående Repræsentant. Situationscentret drives i et 

samarbejde med den nye Militære Stab. Centret skal tillige virke som krisecenter samt 

som koordinator for ikke–militær krisestyring. 115 Adgangen til medlemslandenes repræsentationer 

i udlandet giver Situationscentret mulighed for detaljeret at monitere udviklingen 

globalt og få samlet alle oplysningerne, og derved skabe et solidt grundlag at udarbejde 

løsningsmuligheder på. Konceptet med en fælles civil–militær ledelse af situationscenteret 

giver samtidigt EU’s institutioner mulighed for at iværksætte en samlet indsats, der 

bygger på det samme fundament, hvilket vil sætte EU i stand til at anvende midlerne optimalt. 

6.8. DEN EUROPÆISKE UNIONS MILITÆRKOMITÉ (MC). 

The Tool Box Paper indeholder retningslinierne for opgavefordelingen mellem de blivende 

nye organer og især mellem Militærkomitén (MC) og Militærstaben (MS), der udgør den 

permanente militære stab i EU. 116 

MC er oprettet under Rådet, og sammensat af medlemslandenes forsvarschefer, der er 

repræsenteret af deres militære delegerede. MC mødes på forsvarschef plan, såfremt det 

skønnes nødvendigt, normalt dog to gange pr. formandskabperiode. Endvidere afholdes et 

ugentligt møde, hvor forsvarscheferne lader sig substituere gennem nationale militære 

repræsentanter (MILREP). MILREP´erne er nedsat i en arbejdsgruppe, som laver det mere 

detaljerede arbejde og mødes minimum to gange om ugen. 

MC yder militær rådgivning, udarbejder anbefalinger til PSC og giver samtidig MS militære 

retningslinier og guidance. Formanden for MC overværer Rådets samlinger, når der træffes 

beslutninger, der måtte have konsekvenser på den militære dimension. 

MC fik fra sommeren 2001 en fast formand, en 4–stjernet general/admiral, som fortrinsvis 

skulle være en tidligere forsvarschef fra en EU–medlemsstat. Han udvælges af medlemsstaternes 

forsvarschefer og udnævnes af Rådet på anbefaling fra MC, og hans embedsperiode 

er på tre år. I internationale sammenhænge repræsenterer han MC i PSC og i Rådet 

når det er påkrævet eller vurderes som værende hensigtsmæssigt. Som første chef for MC 

114 

Policy Unit har været operativ siden december 1999. De syv task forces omfatter: Europæisk sikkerheds– 

og forsvarspolitik, Vestlige Balkan/Centraleuropa, Situationscenter/krisecenter, Horisontale spørgsmål/Latinamerika, 

Rusland/Ukraine/Kaukasus/Transatlantiske relationer/Baltikum/Asien, Middelhavet/Barcelona–proces/Mellemøsten/Afrika, 

Policy–Unit–sikkerhed 

115 

http://ue.eu.int/pesc/pres.asp side 6 

116 

Military Bodies in the European Union and the Planning and Conduct of EU lead Military Operations (kaldet 

The Tool Box Paper). 


71


udpegedes den tidligere finske forsvarschef G. Hägglund. Formandens ansvarsområde 

omfatter primært direktivgivning til generaldirektøren for MS samt at agere som primær 

kontaktperson for operationers øverstbefalende under EU ledede militære operationer. 

Yderligere varetager chefen for MC rollen som militærrådgiver for Generalsekretæren/Den 

Højtstående Repræsentant, når der skal træffes beslutninger, der har effekt på forsvarsområdet. 

Formanden bliver assisteret af en personlig stab på 4 – 5 officerer. Endvidere 

støtter Excecutive Office i MS med sekretariatsfunktioner, til hvilket der er afsat fire normer. 

MC har ansvaret for, på anmodning af PSC eller på eget initiativ inden for rammerne af 

retningslinier udstukket af PSC, at yde militær rådgivning og udarbejde anbefalinger til 

PSC i alle militære spørgsmål i relation til EU. MC udstikker samtidigt militære retningslinier 

vedrørende alle militære aktiviteter i rammen af EU. 

MC er forum for militær rådgivning på grundlag af konsensus og endvidere omdrejningspunktet 

for militær samråd og samarbejde mellem EU’s medlemsstater, i tilknytning til konfliktforebyggelse 

og krisestyring. MC militær rådgivning og anbefalinger til PSC tager primært 

sigte på at: 

- Udvikle et overordnet koncept for krisestyring for anvendelse af de militære kapaciteter. 

- Varetage de militære aspekter i forbindelse med politisk kontrol og strategisk ledelse af 

krisestyringsoperationer og krisesituationer. 

- Gennemføre risikovurdering af potentielle kriser. 

- Udforme, vurdere og revidere kapacitetsmål i overensstemmelse med vedtagne procedurer. 

- Varetage EU’s militære forhold til europæiske NATO–lande, der ikke er medlem af EU, 

til andre kandidater til tiltrædelse af EU, til andre stater og organisationer, herunder 

NATO. 

- Udarbejde de finansielle overslag for gennemførelse af øvelser og operationer. 

I krisestyringssituationer: 

Efter anmodning fra PSC fremsender MC et iværksættelsesdirektiv til generaldirektøren for 

EU’s MS m.h.p. udarbejdelse og præsentation af militærstrategiske optioner. 

MC vurderer tillige de militærstrategiske optioner, som MS har udarbejdet, og fremsender 

dem til PSC vedlagt MC egne udtalelser og holdninger til disse udarbejdet optioner. På 

grundlag af den militære option Rådet måtte vælge, godkender MC et indledende planlægningsdirektiv 

til operationens øverstbefalende. Yderligere yder MC rådgivning og udarbejder 

anbefalinger til PSC, på grundlag af vurderinger fra MS, 

om: 

- Operationskonceptet udarbejdet af den øverstbefalende for operationen. 

- Udkast til operationsplanen, som øverstbefalende for operationen har udarbejdet. 

Sluttelig rådgiver MC PSC om optioner i forbindelse med afslutningen af operation samt 

relaterede post konflikt militære aspekter. 

Under operationer: 

Under operationer moniterer MC, at militæroperationer udføres i overensstemmelse med 

det af PSC godkendte direktiv. 

6.9. DEN EUROPÆISKE UNIONS MILITÆRSTAB. 

MS er oprettet under MC, og arbejder på grundlag af militære retningslinier fra MC, til hvilken 

den rapporterer. Den er en afdeling under Generalsekretariatet for Rådet og er direkte 

72 

UKLASSIFICERET


tilknyttet Generalsekretæren/Den Højtstående Repræsentant, og er sammensat af militært 

personel, der stilles til rådighed af medlemsstaterne, i alt 125 officerer. Chefen er en 3– 

stjernet officer af generals–/admiralsklassen, p.t. Tyskeren Schuwirth. 

MS kan løse alle planlægningsopgaver i tilknytning til principperne besluttet i f.m. Peterbergsprincipperne 

uafhængigt af NATO. 

Staben kan i krisesituationer eller ved krisestyringsøvelser oprette krisehold, der anvender 

stabens egne ressourcer. Såfremt disse ikke er tilstrækkelige, kan MS temporært ydes 

militær bistand udefra, i tilfælde af MC anmoder EU–medlemsstaterne herom. 

I fredstid 

MS har til i fredstid til opgave at foretage hurtig varsling, situationsvurdering og strategisk 

planlægning i forbindelse med løsningen af Petersbergopgaverne, herunder identifikation 

af europæiske nationale og multinationale styrker. Staben iværksætter politikker og afgørelser 

efter retningslinier udstukket af MC, idet det er i MS at EU’s militære ekspertise 

forefindes. MS skaber mulighed for forbindelsen mellem MC og de militære ressourcer EU 

måtte have til rådighed, samt yder desuden den militære ekspertise til EU–organerne efter 

retningslinier udstukket af MC. 

Staben sikrer kapaciteten til hurtig varsling, udarbejder planer, vurderer og udarbejder anbefalinger 

vedr. begrebet krisestyring og den overordnede militære strategi, herunder 

iværksætter afgørelser og vejledning fra MC. 

MS yder støtte til MC i forbindelse med situationsvurdering og militære aspekter af strategisk 

planlægning i relation til hele spektret af Petersbergopgaverne. 

Staben bidrager til udformning, vurdering og gennemgang af kapacitetsmålene under hensyntagen 

til involverede medlemsstaters kapacitet, herunder sikrer MS sammenhæng til 

NATO’s forsvarsplanlægningsproces og planlægnings– og gennemgangsprocesser i partnerskab 

for fred (PfP) programmet. 

MS har ansvaret for at overvåge, vurdere og fremsætte anbefalinger vedrørende de styrker 

og den kapacitet medlemslandene stiller til rådighed for EU i forbindelse med interoperabilitet, 

uddannelse, og øvelser. 

Staben stiller, efter retningslinier fra MC, militær ekspertise til rådighed for EU–organerne, 

med prioritet til Generalsekretæren. 

MS overvåger potentielle kriser under anvendelse af relevant national og multinational efterretningsorganer. 

Staben føder og modtager relevante militære oplysninger til/fra situationscenteret. 

MS varetager de militære aspekter af den forudgående strategiske planlægning med henblik 

på løsningen af Petersbergopgaverne. 

Sluttelig identificerer og vedligeholder staben status over europæiske nationale og multinationale 

styrker der kan stilles til rådighed for EU–ledede operationer, hvilket koordineres 

snævert med NATO. EU’s militær stab er organiseret således: 


73

Afdeling for 

Planlægning og Politik 

Efterretningsafdeling 


Stabschef 

Direktør for 

EUMS 

Afdeling for Operationer 

og Øvelser 


Afdeling for Ressourcer, 

Logistik og Materiel 

Afdeling for Kommunikationsog 

Informationssystemer 

I krisestyringssituationer: 

I krisestyringssituationer anmoder staben om og behandler specifikke oplysninger fra efterretningsorganisationer 

og andre relevante oplysninger. MS støtter MC i dennes bidrag til 

den indledende planlægningsvejledning og planlægningsdirektiver iværksat af PSC. 

Staben udarbejder og prioriterer militærstrategiske optioner som udgangspunkt for MC’s 

militære rådgivning af PSC ved: 

- At definere de første brede handlemuligheder. 

- At udarbejde en samlet vurdering med angivelse af passende prioriteringer og anbefalinger 

til MC. 

- I fornødent omfang at trække på planlægningsstøtte fra eksterne kilder (NATO), som vil 

foretage en mere detaljeret analyse og bearbejdelse af valgmulighederne. 

Staben identificerer i samarbejde med hvert enkelt lands planlægningsstab og eventuelle 

NATO styrker, som vil kunne deltage i eventuelle EU–ledede operationer. MS bistår operationens 

øverstbefalende i forbindelse med tekniske udvekslinger med tredjelande, der 

yder militære bistand til EU–ledede operationer, samt støtter med forberedelse til ”Force 

Generation konferencen”, ligesom den fortsætter med at overvåge krisesituationer jf. de 

definerede opgaver. 117 

Under operationer: 

Staben overvåger efter retningslinier fra MC, løbende alle aspekter af den militære operation. 

MS udfører strategiske analyser sammen med operationens øverstbefalende, for at 

støtte MC i dennes rolle som rådgiver for PSC, hvilket medfører, at staben på baggrund af 

den politiske og operative udvikling søger at opstille nye løsningsmuligheder, som MC kan 

bruge til sin fortsatte militære rådgivning af PSC. 

117 

Force generation: Styrkegenereringskonference, hvor lande kan tilmelder deres bidrag til den aktuelle 

mission udfra et behovskatalog. 

74


6.10. OPGAVER, INDSÆTTELSESOMRÅDERSAMT STYRKER TIL RÅDIGHED FOR 

DEN MILITÆRE DIMENSION AF EU’S FUSP. 

6.10.1. Opgaver 

De definerede opgaver, som de militære styrker, der indgår i EU’s reaktionsstyrker, i henhold 

til Petersbergopgaverne skal kunne løse defineres således: 

Styrken skal kunne gennemføre humanitære opgaver og redningsopgaver, fredsbevarende 

opgaver og kampstyrkers opgaver i forbindelse med krisestyring, herunder fredsskabelse. 

Petersbergopgaverne er determineret til tre følgende scenarier: 

- Humanitær operationer, med tyngde på assistance og logistisk støtte, samt en evt. tilhørende 

militære støtteoperationer med henblik på at sikre humanitære enheder stabile 

omgivelser at gennemføre sine opgaveløsninger i. 

- Konfliktforebyggende operationer, fredsbevarelse, fredsskabelse og evt. præventiv deployering. 

- Separering af parterne under anvendelse af militære styrker. 118 

6.10.2. Indsættelsesområde. 

Petersberg–opgaverne skal kunne løses i afstande på op til 4000 – 6000 kilometer fra 

Bruxelles. Den geografiske dimension og udstrækning er dog meget svagt defineret. 119 

6.10.3. Føringskoncept. 

Med henblik på at kunne løse Petersbergopgaverne, arbejders der med to forskellige føringskoncepter, 

hvoraf det ene forudses anvendt under en ikke NATO støttet option, og 

det andet under en NATO støttet option ved anvendelse af NATO’s permanente hovedkvarterer. 

120 Efterfølgende beskrives de to forskellige koncepter. 

EU operationer uden brug af NATO styrker og kapaciteter. 

Der ses en mulighed for at bygge kommandostrukturen op omkring allerede eksisterende 

nationale hovedkvarterer, som er tilmeldt i overensstemmelse med Helsinki Force Kataloget. 

Som udgangspunkt skal Det Operative Hovedkvarter 121 være værnsfælles og multinationalt 

122 enten på permanent basis eller efter personeltilførelse, ligesom de skal kunne 

føre de deployerede styrker. Yderligere skal hovedkvartererne kunne gennemføre planlægning 

og eventuel deployering med meget kort varsel, herunder indeholde tilstrækkelig 

infrastruktur, til at kunne opretholde kommunikation til både MS i Bruxelles og med respektive 

komponent hovedkvarterer i operationsområdet. 123 

Force HQ skal være combined og joint og naturligt besidde de nødvendige ressourcer. Det 

kan bygges op ved forstærkning af et eksisterende nationalt værnsspecifikt hovedkvarter, 

118 Progress report by chairman of HTF and HHC, reference version, udgivet 29 sep. 2000. 

119 Helsinki Headline Goal Catalogue, p. 3–G–1. 

120 Council of the European Union, Common European Security and Defence Policy, skr. nr. 6215/1/00 rev. 1 

af 29. februar 2000, pp. 11–13. 

121 Efterfølgende benævnt Force HQ. 

122 I daglig tale benævnes disse to udtryk med de engelske termer således: Værnfælles; Joint , Multinational; 

combined.) 

123 Komponent hovedkvarterne opdeles i land–, luft– og maritimhovedkvarterer. I daglig tale refereres der til 

disse via chefen for komponentet således: Land; LCC (Land Component Commander), ACC (Air Component 

Commander) og MCC (Maritime Component Commander). 


75


eller et nationalt joint hovedkvarter i den udstrækning disse forefindes. En anden mulighed 

ses ved bruge de tilmeldte multinationale hovedkvarterer. Fordelen ved anvendelsen af et 

sådant er, at der umiddelbart rådes over et samarbejdet multinationalt hovedkvarter med 

en høj grad af interoperabilitet, da det daglige arbejde baseres på fælles doktriner, procedurer 

og sprog. 

Jf. hosstående figur, er der således mulighed, at EU selvstændigt kan opstille og anvende 

kommandostruktur opstillet af medlemslandene. 

EU operationer med anvendelse af NATO styrker og kapaciteter 

I tilfælde af en EU ledet operation, hvor fællesskabet anvender NATO kapaciteter, vil 

strukturen for styrken, der indsættes, godkendes af Rådet på en case–by–case basis under 

hensyntagen til den rådgivning, der gives af EUMS. Styrken vil være under politisk 

kontrol og strategisk styring af Rådet, hvilket gennemføres via PSC. 

Deputy SACEUR er udpeget som den primære operative chef med tilhørende NATO hovedkvarter. 

Som Force HQ og Component Commander HQ har NATO en række prøvede 

hovedkvarterer, med veletablerede og afprøvede procedurer for multinationale operationer, 

der kan forstærkes om nødvendigt, herunder CJTF–HQ. 

NATO kan således stille den nødvendige kommandostruktur til rådighed for EU, eller som 

minimum på Force og Operativt niveau. Hvorvidt NATO samtidigt vil stille Component 

Commander hovedkvarterer til rådighed, besluttes på case–by–case basis, men det tilstræbes, 

at den i fredstid opstillede og sammenarbejdede NATO kommandostruktur i videste 

mulige omfang søges fastholdt. Denne mulighed udelukker ikke en kombination af 

NATO og EU tilmeldte bidrag, men operation hvor begge organisationer stiller styrker til 

rådighed, kan komplicere samarbejdet i initialfasen og nedsætte graden af interoperabilitet. 

Udpegningen af hovedkvarterer – NATO, nationale eller multinationale, kan ikke fastlægges 

forud for en reel operation, idet hovedkvarterets nødvendige kapacitet i hvert enkelt 

tilfælde vil afhænge af operationen, hvorfor der ikke er tale om faste aftaler eller en på forhånd 

fastlagt kommandostruktur. 

Efterfølgende er angivet de tilmeldte troppebidrag, som skal opfattes som en værktøjskasse, 

hvorfra en konkret styrke kan sammensættes til lejligheden, såfremt den enkelte nation 

måtte vælge at bidrage. En række nationer har begrænsninger på enten antal tropper eller 

anvendelse af bidragene. EU’s krav til styrken, der skal være på 60 dages beredskab, er 

minimum 60.000 mand, 300 – 350 kampfly og 75 flådefartøjer med tilhørende C2, efterretningstjeneste 

og logistisk støtte. Styrken skal kunne udsendes og gennemføre missioner 

af op til 1 års varighed. 124 

EU landenes samlede bidrag – opgjort på hovedgruppernes føringskapacitet, antal landstyrker, 

fly, helikoptere og fartøjer – fremgår af nedenstående. Medlemslandenes og 3. 

landes tilmeldte kapaciteter, udgør således sammenfattende følgende, idet det bør noteres, 

at Europas fire store nationer, England, Frankrig, Tyskland og Italien opstiller ca. 80 % 

af EU’s samlede kapaciteter: 125 

124 The Helsinki Headline Catalogue (HHC) reference version, Introduction p. iv. 

125 Janes Defence Weekly, 12 December 2001, p 25. 


76


Føringskapacitet: 

Der er tilmeldt 5 x Force HQ 126 , 6 x Korps HQ, 5 x Divisions HQ, 3 x Brigade HQ, 1 

LCC 127 , 2 x ACC 128 og 1 MCC. 129 

Landstyrker: 

- Der er samlet tilmeldt 116.720 landtropper. De tilmeldte enheder er inklusiv organisatoriske 

hovedkvarterer. Der er endvidere tilmeldt to luftmobile brigader samt special styrker. 

Flådestyrker: 

- Der er samlet tilmeldt 115 fartøjer, heraf 4 hangarskibe og 8 (+) ubåde, 

- Der er tilmeldt én marineinfanteribrigade, 3 x marineinfanteribataljoner og 1 marineinfanterikompagni 

samt den spanske/italienske Landing Force, der er en fælles opstillet 

Marineinfanteribrigade. 

- Hertil kommer EUROPEAN MARITIME FORCE, som også andrager et betydeligt antal 

fartøjer og føringskapacitet. 

Luftstyrker: 

- Der er samlet tilmeldt 609 fly, heraf 161 transportfly, 17 AAR 130 , 5 AEW 131 og 6 MPA. 132 

- 26 helikoptere som primært er anvendelige til transport og SAR. 133 

- Diverse luftforsvarsenheder. 

Tredjelandenes samlede bidrag – opgjort på hovedgrupperne føringskapacitet, antal 

landstyrker, fly, helikoptere og fartøjer – udgør således: 

Føringskapacitet: 

Der er ingen hovedkvarterer tilmeldt. 

Landstyrker: 

- Der er samlet tilmeldt 13.426 landtropper. De tilmeldte enheder vil være inklusiv egne 

organisatoriske hovedkvarterer. 

Flådestyrker: 

- Der er samlet tilmeldt 27 fartøjer, heraf 3 ubåde, 

- Der er tilmeldt 1 marineinfanteribataljon. 

Luftstyrker: 

- Der er samlet tilmeldt 51 fly, heraf 8 transportfly. 

- Helikoptere som primært er anvendelige til transport, sekundært til SAR. 134 

126 

Force HQ: Det højeste hovedkvarteret, som er placeret i missionsområdet. 

127 

Land Component Commander (Chefen for alle landstyrker). 

128 

Air Component Commander (Chefen for alle luftstyrker). 

129 

Maritime Component Commander (Chefen for alle flådestyrker). 

130 

AAR: Air to air refueling (Lufttankning). 

131 

Airborn Early Warning and Control, som kan støtte luftoperationer med kommando og kontrol. 

132 

MPA: Maritime Patrol Aircraft, som kan bidrage som fremskudt overvågningsfly i f.m. maritime operationer. 

133 

Search and rescue (Eftersøgnings– og redningstjeneste). 


77

- Diverse luftforsvarsenheder. 


134 

Helsinki Force Catalogue version 2000 pr. 7. november 2000, samt trejdelandenes bidrag pr. 23. november 

2000. 


78

6.11. ANALYSE AF FUSP 



I det efterfølgende gennemføres en analyse med dertil hørende konklusioner af de faktorer 

der vil have påvirkning på EU’s mulighed for at indtræde i en eventuel konflikt. Analysen 

søger at belyse eventuelle svagheder i EU’s beslutningsprocesser og militære aspekter 

herunder kapaciteter. 

6.13. BESLUTNINGSPROCESSER 

I EU er det Det Europæiske Råd (DER), der ledes af det til enhver tid siddende formandskab, 

der fastlægger den overordnede strategi for den fælles udenrigs– og sikkerhedspolitik. 

Samtidig udstikker det retningslinjerne for EU's samlede politik på alle områder, hvorfor 

DER beskæftiger sig med en lang række forskellige politikker, når det samles. I forlængelse 

heraf kan der opstå situationer, hvor DER henset til øvrige prioriteter ikke gives tilstrækkelig 

dybde, ligesom der vil kunne være skiftende politik afhængig af, hvilket land der 

har formandskabet. 

På det lavere niveau findes indenfor EU Rådet for almindelige anliggender, som består af 

medlemslandenes udenrigsministre, der behandler spørgsmål vedrørende FUSP, herunder 

ESDP. I særlige tilfælde kan forsvarsministrene inddrages i arbejdet. Alle beslutninger 

truffet i dette Råd kan bringes for DER der er den endelige instans. Det vurderes derfor 

som en svaghed, at forsvarsministrene ikke mødes pr. automatik, men kun i tilfælde hvor 

der behandles forsvarsspecifikke emner, hvorfor muligheden for at koordinere de forskellige 

medlemslandes forsvarspolitikker ikke er til stede. En koordination der kunne tilsikre, at 

EU på sigt vil være sikret de kapaciteter, der er nødvendige for, at de kan agere i en given 

situation. En anden ulempe ses i EU’s beslutningsproces, hvor alle afgørelser, der træffes 

i Rådet, kan indbringes for DER med henvisning til særlige nationale interesser. Det, at en 

sag løftes op på DER niveau, vurderes at kunne være en væsentlig forsinkende faktor i 

EU’s beslutningsproces. 

EU landenes faste repræsentanter (COREPER) har som primær opgave ansvaret for at 

forberede beslutningerne før de forelægges Rådet. Repræsentanterne dækker alle politiske 

områder indenfor EU samarbejdet, hvorfor FUSP ikke bliver deres primære område, 

men derimod fællesskabspolitikkerne/generalisterne. Således spænder COREPER ansvarsområde 

vidt og det kan ikke udelukkes, at de vil kunne virke som et forsinkende led i 

beslutningsprocessen. COREPER er samtidig ikke alene om at fremlægge sager for Rådet, 

idet også Den Politiske Komite har en aktiv rolle inden for udviklingen af beslutningsforslag 

vedrørende FUSP. COREPER er ikke tillagt nogen selvstændig beslutningskompetence 

men har alene til opgave at gennemføre koordinationen for Rådet. Det vurderes 

på den baggrund, at være en svaghed, at der ikke er en repræsentation sammensat af 

nationale repræsentanter, der alene beskæftiger sig med FUSP–spørgsmål og har direkte 

adgang til Rådet uden nogen forsinkende led. At behandlingen af FUSP spørgsmål ydermere 

er delt mellem COREPER og Den Politiske Komite medfører et krav om en høj grad 

af koordination de to institutioner imellem. Den manglende beslutningskompetence vurderes 

at kunne blive en begrænsning for EU i forbindelse med en krisestyringsoperation, 

hvor netop hurtige beslutninger er altafgørende. Det kan derfor opfattes som om, at EU 

opfatter FUSP, som endnu et politisk område man beskæftiger sig med, og ikke har tillagt 

den nødvendige tyngde som topmøderne ellers har givet udtryk for, at man ønskede. 


79


EU's Generalsekretær bistår Rådet med udformningen af FUSP og kan efter anmodning 

fra formandskabet, på EU's vegne, føre dialog med 3. lande. Generalsekretæren indgår 

ikke som et organisk medlem i Rådet. Det gør derimod Kommissionens ansvarlige for 

eksterne anliggender. Generalsekretæren leder Rådssekretariatet, men har ikke sæde 

som formand for de Komiteer der behandler FUSP spørgsmål. Generalsekretæren sidder 

således i en selvstændig institution på lige fod med for eksempel PSC. Generalsekretærens 

forslag skal principielt gå via COREPER, før de forelægges Rådet. Det kan undre, at 

der blev tillagt Solana så stor vægt, da han blev udpeget, når man reelt ikke muliggjorde, 

at han fik mulighed for at udøve sit virke på den mest effektive måde. At Kommissionen 

har adgang til møder i Rådet, når der behandles FUSP spørgsmål, ses som en naturlig 

forretningsgang med henblik på at sikre sammenhæng imellem de i EU etablerede søjler, 

men Generalsekretæren burde være sikret den samme adgang. Yderligere vurderes de 

skiftende formandskaber i EU, som står som ledere af de komiteer, der skal støtte Generalsekretæren, 

som værende mindre hensigtsmæssigt. 

EU oprettede i forbindelse med ESDP PSC, som er den koordinerende komite på det 

udenrigs– og sikkerhedspolitiske område. Det er besluttet, at i forbindelse med krisestyring 

gennemfører PSC den strategiske ledelse af operationen. I PSC sidder Kommissionen, 

hvilket giver EU en unik mulighed for at gennemføre en koordineret indsats på såvel det 

økonomiske, politiske som det militære område i forbindelse med en krisestyring. Det vurderes 

dog mindre hensigtsmæssigt, at der i forbindelse med etableringen af PSC ikke blev 

gennemført en tilpasning af EU's eksisterende struktur, således at PSC fremstod som den 

eneste komite på det udenrigs– og sikkerhedspolitiske område. Der er således tre komiteer, 

COREPER, Den Politiske Komite og PSC, der alle har mulighed for at fremlægge forslag 

for Rådet dels en pligt til at koordinere beslutningerne på FUSP området. Herudover 

eksisterer Kommissionens ret til at fremlægge forslag og agere i forhold til 3. lande. Det 

vurderes at være en svaghed, at man har så mange komiteer med samme ansvarsområde 

med mulighed for svigtende koordination til følge. Endvidere ses det som en svaghed, at 

PSC er oprettet som en separat institution sideløbende med generalsekretæren ledet af 

formandskabet i stedet for at give Generalsekretæren kompetence som en reel ”udenrigsminister”. 

EU's evne og vilje som militær aktør er endnu ikke testet. Der er endnu ikke afholdt øvelser 

eller uddannelse af de opstillede forslag til procedurer for krisestyring. Disse aktiviteter 

påbegyndes først i 2003. Med en tidshorisont der strækker sig frem på den anden side af 

2003 henset til justering og opdatering af procedurerne, kan EU blive involveret i en konflikt 

uden fastlagte gennemprøvede procedurer til at håndtere en sådan. Når EU endeligt 

får opstillet sin militære kapacitet til brug for krisestyring, vil EU kunne komme til at stå 

som en stærk aktør på den internationale scene. EU's styrke vil være deres evne til at 

håndtere alle aspekter af krisestyring. Europas nuværende troværdighedsproblem, og 

hermed EU's, hvad angår evnen til selvstændigt at håndtere kriser på det europæiske 

kontinent, vurderes at ville komme til at lægge et stort pres på EU for at handle, når de 

først får tilført den militære kapacitet. En af de faktorer, der vil have stor indflydelse på 

EU's succes som aktør vil være, hvorvidt EU umiddelbart viser vilje til at sætte handling 

bag ord. Belært af erfaringerne fra tidligere konflikter på Balkan, hvor Europa udstillede 

deres manglende evne og vilje til at håndtere kriser på eget kontinent, vurderes det, at EU 

vil være nødsaget til at reagere hurtigt på en ny krise for at genopbygge/bevare sin troværdighed. 

Opstår denne krise efter 2003 vil dette blive den afgørende test for ESDP. En 

sådan krise vil kunne teste tilliden til EU’s militære evner og afprøve villigheden til militær 


80


magtanvendelse i unionen. Det vurderes, at nationale interesser vil kunne stille sig hindrende 

i vejen for EU’s evne til, at kunne agere militært. Selve opbygningen af kapaciteten 

er ikke i sig selv politisk vanskeligt, men det vurderes, at når EU kommer til at anvende 

den, vil der kunne forekomme konflikter specielt imellem de store lande. Dels fordi forholdet 

til NATO ikke er afklaret (primært Tyrkiet), men måske i højere grad på grund af forskellige 

tilknytninger til de parter, der er involveret i konflikten. 

6.13.1. Delkonklusion 

Det kan således, på baggrund af ovenstående konkluderes at: 

DER, der fastlægger den overordnede strategi for den fælles udenrigs– og sikkerhedspolitik, 

behandler flere politik områder ved hvert Rådsmøde, hvorved det kan 

risikeres, at der ikke kommer tilstrækkelig dybde i den europæiske udenrigs– og 


Det skiftende formandskab og dermed ansvaret for politikken, skifter – derfor afhængig 

af, hvilket land, der har formandskabet. Herved mistes kontinuiteten inden 

for området. 

Rådet for almindelige anliggender er kun beslutningsdygtig inden for udenrigs– og 

sikkerhedspolitikken ved enstemmighed. Er der ikke enstemmighed kan beslutningen 

løftes til Det Europæiske Råd, hvilket vil sinke beslutningsprocessen og derved 

eventuel hindre en rettidig involvering/deployering i relation til en given konflikt. 

Forsvarsministrene har ikke en fast møderække, men de indkaldes til Rådet for almindelige 

anliggender i de tilfælde, hvor der skal behandles emner med direkte bæring 

på forsvarsrelaterede områder. Der er således ikke lagt op til en koordinering af 

forsvarspolitikkerne medlemslandene imellem, og det kan derfor ikke tilsikres, at der 

bibringes EU de nødvendige kapaciteter og eventuelle mangler. 

COREPER forbereder alle fællesskabets politikker og er på det udenrigs– og sikkerhedspolitiske 

område kun en blandt flere organisationer, der inden for EU 

fremlægger beslutningsforslag i Rådet for almindelige anliggender, hvilket stiller store 

krav til koordineringen mellem de forskellige organisationer. 

COREPER er ikke tillagt nogen selvstændig beslutningskompetence, hvilket ses 

som en svaghed i forbindelse med kriser, der kræver adgang til beslutningskompetence 

hurtigt og kontinuerligt. 

Generalsekretæren/Den Højtstående Repræsentant assisterer Rådet med udformningen 

af den fælles udenrigs– og sikkerhedspolitik, men Generalsekretæren er ikke 

medlem af Rådet. 

Generalsekretæren, der er leder af Rådsekretariatet, sidder ikke samtidig som formand 

for de komiteer, der arbejder med udenrigs– og sikkerhedspolitikken. Han må 

således kontinuerligt koordinere politikken med de skiftende formandskaber, der 

sidder som formand i de forskellige komiteer. Dette vurderes ikke hensigtsmæssigt, 

da Generalsekretæren således ikke kan optræde som omdrejningspunkt med henblik 

på at virke som den samlende og kontinuerlige kraft inden for EU’s udenrigs– 

og sikkerhedspolitik. 

Det forhold, at Generalsekretæren principielt skal gå via COREPER, når han ønsker 

at fremlægge forslag på området, synes som en unødigt forsinkende procedure. 


81


PSC er kun en af tre komiteer, der behandler emner inden for udenrigs– og sikkerhedspolitikken, 

hvilket stiller store krav til koordination organerne imellem. Det sender 

endvidere et uklart signal til omverdenen om, hvem der egentlig har ansvaret for 

koordinationen på området. 

PSC er oprettet som en komite ved siden af Generalsekretæren og ledes af det til 

enhver tid siddende formandskab. Det ses som en svaghed ved den nuværende 

opbygning, at PSC ikke er blevet underlagt Generalsekretæren og derved give generalsekretærer 

kompetence som en reel ”udenrigsminister”. 

Der er endnu ikke fastlagt procedurer for EU’s håndtering af kriser, hvilket vil kunne 

få EU til at fremstå famlende og vil dermed have en negativ indflydelse på EU’s troværdighed 

som aktør. 

Den store styrke for EU inden for krisestyring er den kommende mulighed for at 

dække alle aspekter og faser af en krise. Muligheden for at kombinere politiske og 

militære virkemidler med en økonomisk plan, før under og efter krisen gør, at EU vil 

være et attraktivt alternativ for alle parter i en konflikt, da EU vil kunne tilbyde og 

understøtte en helhedsplan selvstændigt. 

Troværdighed er EU’s store svaghed som følge af deres demonstrerede manglende 

til håndtering af krisen på Balkan. Man må således forvente, at EU, når den militær 

kapacitet endeligt bliver opstillet og samordnet, vil reagere meget hurtigt for at få 

genopbygget sin troværdighed. Dette kan medføre, at EU tidligt vil søge at løse 

konflikten med militære midler. 

Såfremt EU i fremtiden skal holde orden på eget kontinent, er der en fare for at de 

nationale interesser, specielt hos de store magter betinget af historiske og økonomiske 

bindinger, vil virke obstruerende på EU’s samlede indsats. 

6.14. MILITÆRE ASPEKTER 

De femten stats– og regeringschefer samt formanden for Kommissionen erklærede i forlængelse 

af mødet den 3.–4. juni 1999, at "Unionen skal have kapacitet til selvstændig 

handling, som bakkes op af troværdige militære styrker, midler til at beslutte at anvende 

dem og vilje til at gøre det som reaktion på internationale kriser, uden at dette anfægter 

NATO's aktioner". I lyset af denne erklæring er det interessant at analysere, hvorvidt EU 

efter implementeringen af sin militære kapacitet med nødvendig støttestruktur, reelt vil være 

i stand til at kunne udleve erklæringen. 

6.14.1. Relationer til NATO 

Forholdet til NATO – Den Transatlantiske forbindelse – er meget væsentlig i relation til de 

militære kapaciteter i EU. EU har gennem hele forløbet lagt vægt på at USA har været 

indforstået med egne dispositioner. Opstillingen af EU egne militære kapaciteter vurderes 

at kunne afføde tre konsekvenser i forhold til Den Transatlantiske forbindelse. Forholdet 

kan blive styrket, og dermed endnu tættere, hvis Europa accepterer og påtager sig sin del 

af ”Burden Sharing,” som USA i så høj grad efterlyser. Forholdet kan blive forringet, hvis 

EU overtager sikkerheden i Europa og dermed tvinger USA til tilbagetrækning og dermed 

begrænser USA’s indflydelse i Europa. Endelig kan der opretholdes et status quo, hvor 

Europas indflydelse på det udenrigs– og sikkerhedspolitiske område, til trods for at EU får 

en selvstændig rolle som krisestyringsaktør, ikke udvides grundet USA, som verdens eneste 

supermagt, vil fortsætte sit faste greb og indflydelse på Europa. EU bør i denne sammenhæng 

leve op til sin rolle som økonomisk stormagt og påtage sig den selvstændige 


82


rolle, som EU er berettiget til, uden at kompromittere Den Transatlantiske forbindelse. 

Dette kan kun ske ved, at EU og NATO opretholder meget tætte forbindelser og fortsat 

udvikler ESDP i samarbejde og under fælles forståelse, samt at EU ikke gennemfører duplikering 

på andre områder end de som er anført i DCI–rapporten (NATO) og Military Capabilities 

Commitment Declaration (EU). 

Det Transatlantiske forhold kan yderligere blive kompliceret af de lande, som ikke er medlem 

af EU men indtræder i NATO og de lande, som er medlem af NATO men ikke EU og i 

relation hertil sikre, at de får den indflydelse, som de er berettiget til og som de accepterer 

uden at blokere for samarbejdet. 

6.14.2. Opgaver 

Alt efter hvilken operationstype som indledningsvis i rammen af Petersberg–opgaverne 

skal løses vil der være forskellige krav til den styrke, som skal udføre den. Spektret spænder 

fra bløde til hårde, fra kortvarige til langvarige og fra simple til komplekse opgaver. 

EU har defineret sin målsætning, som at man vil være i stand til at ville løse hele spektret 

af opgaver. Umiddelbart vurderes EU ikke at have den fornødne kapacitet til løsning af 

opgaver i den hårde ende af spektret, grundet manglende mulighed for at kunne eskalere 

og tilpasse sig situationers udvikling. Dette forhold analyseres nærmere under punktet militære 

kapaciteter. 

EU’s styrker er principielt begrænset til en deployering af styrker på et års varighed. Forudsætningen 

er dog sådan, at det politiske mandat til en given opgave omfatter en angivelse 

af, hvor længe styrken stilles til rådighed, men empirisk har det vist sig muligt at 

forlænge dette mandat, hvilket er set i forbindelse med udsendelsen til både IFOR/SFOR 

og KFOR, hvor bidraget indledningsvis blev tilmeldt et år, men efterfølgende har eksisteret 

i adskillige år uden nogen slutdato. 

6.14.3. Indsættelsesområde 

Den manglende specificering af EU mulige indsættelsesområder byder på en del problemstillinger. 

En problemstilling er adgangen til ”host nation support” (HNS). Såfremt man befinder 

sig indenfor det europæiske nærområde, vil der i et vist omfang være mulighed for 

at trække på HNS samt kunne foretage lokalindkøb, men uden for dette område er det 

forbundet med megen stor usikkerhed at basere sig på disse ydelser. Dette medfører, at 

den deployerede styrke skal være selvforsynende, hvilket naturligt stiller meget store logistiske 

krav. 

Derudover kan der opstå problemer i f.m. forskellige opfattelser af bl.a. religion, kultur og 

værdier og det vurderes, at disse opfattelser vil ændre sig væsentligt udenfor det europæiske 

nærområde, hvorfor der vil være skærpede krav til ”Force Protection”. 

Summen af belastninger, som opstår grundet forskelle i infrastruktur, HNS, klimatiske forhold, 

afstand og demografi giver samlet et udtryk af en opgaves kompleksitet. Dette kunne 

indikere, at EU vil have begrænset mulighed for at gennemføre komplekse opgaver, såfremt 

uddannelsesniveauet hos tilmeldte styrker ikke er højt samt mangler på det logistiske 

område. Eventuelle mangler i logistikken analyseres efterfølgende under militære kapaciteter. 

6.14.4. MC og MS 

EU har principielt duplikeret MC og MS fra NATO, og har unionen tillagt dem samme type 

af opgaver. Der ses umiddelbart ingen principielle forskelle på de to Militær Komiteer. For 

så vidt angår Militærstabene er der enkelte forskelle. Her skal nævnes, at situationscen- 


83


trene i EU er underlagt Generalsekretæren og arbejder snævert sammen med dennes PU 

under snæver koordination med EUMS. Da det er EUMS, som udarbejder strategiske redegørelser, 

og som kontinuerligt skal være opdateret på situationen for at kunne følge udviklingen 

både på det politiske og militære niveau, for på baggrund heraf, efter opfordring 

og i ligeså høj grad selvstændigt, at komme med anbefalinger, findes det ikke hensigtsmæssigt, 

at SITCEN ikke er en integreret del af størstebrugeren, nemlig i EUMS. 

Et andet forhold, som gør sig gældende, er antallet af normer i EUMS, hvor der rådes over 

kun omkring 15 normer til udarbejdelse af strategisk planlægning. Dette betyder, at EUMS 

kun er i stand til at fremkomme med generisk strategisk planlægning og identificere et 

overslag til styrkebidrag og ikke kan gennemføre den detaljerede og dybdegående strategiske 

planlægning, herunder identificere det konkrete styrkebehov i relation til en given 

strategisk plan. EU har altså her et afhængigheds forhold til NATO’s planlægningskapacitet, 

hvilket er i overensstemmelse med de aftaler, som blev indgået på Washington topmødet 

i 1999, hvor NATO har givet sin garanti for, at EU kan trække på NATO i denne 

henseende. 

6.14.5. Føringskapacitet. 

Føringskapacitet er et andet område, som er meget væsentligt at fokusere på, idet EU ikke 

har nogen struktur under EUMS hverken på det operative eller taktiske niveau. EU har 

mulighed for at trække på to nationale operative hovedkvarterer, som stilles til rådighed af 

henholdsvis Frankrig og England. Problemet hermed er kravet om, at disse hovedkvarterer 

skal være multinationale. Såfremt en operation opstår, skal der således tilgå et antal officerer 

fra øvrige bidragydende lande, som skal integreres i de procedurer som det pågældende 

hovedkvarter anvender, før end at hovedkvarteret kan være effektivt. Problemet ses 

ikke så problematisk i relation til England som til Frankrig, idet England i forvejen anvender 

NATO procedurer, hvorimod Frankrig anvender egne procedurer, som er forskellige fra 

NATO’s. En anden måde kunne være at anvende de allerede eksisterende NATO hovedkvarterer, 

som er multinationale og værnsfælles, og hvis procedurer er indarbejdede og 

effektive samt har en etableret kommando– og kontrolstruktur. 

Tiden vil, som altid, spille en afgørende rolle for, om EU kan anvende den ene eller den 

anden løsning. Såfremt der opstår en krise med kort varsel, ses pt. ingen anden løsning 

end at trække på NATO’s hovedkvarterer, hvorimod en krise som opstår over en længere 

tidshorisont kan give mulighed for, at EU klargører et af de to nationalt tilmeldte hovedkvarterer. 

Det vil endvidere kræve anvendelse af NATO’s struktur, såfremt opgaverne er i 

den hårde ende af Petersberg–opgaverne, idet kravet om ”Unity of Command and Effort” 

er mere udtalt under disse opgaver end i en opgave i den bløde ende, hvor kravene til at 

demonstrere handling her og nu ikke er ligeså afgørende for opgavens løsning. Dette skal 

forstås på den måde, at kravet til reaktion vil være større i en hård end i en blød mission. 

Der skal naturligvis også være konsekvens og sammenhæng mellem trussel og vilje i en 

blød operation, men her er tiden ikke ligeså afgørende som i en hård, hvor situationen kan 

eskalere med kort varsel. 

En anden væsentlig ting i forbindelse med anvendelse af hovedkvarterer er de tilhørende 

netværk. NATO’s netværk vil alt andet lige være veletableret og omfattende, idet alle hovedkvarterene 

eksisterer i fredstid, hvorimod EU først skal opbygge dette netværk. Der vil 

selvfølgelig være mulighed for at trække på NATO’s netværk, men aldrig i samme omfang 

som på et i forvejen integreret NATO hovedkvarter. 

En mulighed som EU kan anvende for at kompensere for den manglende struktur og som i 

øvrigt findes som en nødvendighed, såfremt den skal kunne anvende egne midler, er at 

84 

UKLASSIFICERET


der i fredstid på skift udpeges de hovedkvarterer, som i tilfælde af en given konflikt vil blive 

udpeget. Herved kan der skabes mulighed for, at hovedkvarterene kan være på et beredskab, 

som tilsikrer, at EU kan anvende egne hovedkvarterer og ikke er tvunget til at anvende 

dele af NATO’s struktur. 

6.15. MILITÆRE KAPACITETER 135 

EU råder generelt over tilstrækkelige ressourcer på det operative og taktiske niveau i henhold 

til det mål, der er fremsat. Det kan bedst beskrives, som at der er nok soldater og tilhørende 

materiel og udrustning. Manglerne manifesterer sig på det strategiske niveau. Det 

er primært de midler, som skal kunne opfylde kravene om den brede indsættelse på op til 

4000 – 6000 kilometer afstand, samt at operationerne ikke kan understøttes med tilstrækkelige 

efterretningsmidler, logistik, C2 m.v. I denne sammenhæng er det væsentligt, at 

tvangsdiplomati tages i betragtning. EU skal således besidde muligheden for at kunne opstille 

den nødvendige trussel og troværdighed samt opretholde evnen til at eskalere i henhold 

til en given situation, som opgaven måtte byde. Dette afføder spørgsmålet, om EU 

kan løse denne opgave uden at råde over strategiske kapaciteter? Det umiddelbare svar 

er nej. For det første vil en mission udenfor det europæiske kontinent gøre det svært at 

manifestere evnen til eskalation, såfremt der måtte opstå et umiddelbart behov herfor, idet 

der ikke rådes over strategisk løftekapacitet. Endvidere vil det give troværdighedsproblemer, 

når missionen ikke har tilstrækkelige efterretninger til at kunne følge situationens udvikling 

og dermed i tide kunne reagere overfor ændringer. Dette forhold vil muligvis blive 

elimineret ved etablering af det europæiske GPS–system (Galileo), idet de opsendte satellitter 

muligvis vil have en bredere anvendelse end blot navigation. 136 

Grundet de manglende strategiske kapaciteter vurderes det, at EU ikke i tilstrækkelig omfang 

er i stand til at løse opgaver uden for det europæiske nærområde. Dette skyldes primært 

den manglende evne til dels at træffes de korrekte beslutninger, opstille den til enhver 

tid troværdige trussel overfor parterne samt at kunne rådgive troværdigt og fyldestgørende 

til EUMS og EUMC på grund af de manglende efterretninger. Det forudses dog, under 

forudsætning af, at den europæiske NATO søjle lever op til intentionerne i DCI, at de 

europæiske lande inden for en tidshorisont på ca. 10 år vil øge sine strategiske kapaciteter 

og dermed mindske afhængigheden til USA. Dermed vil DCI gavne EU og bidrage til større 

grad af autonomi, hvilket på lang sigt vil styrke EU’s militære troværdighed og en mulig 

udvidelse af omfanget af Petersberg–opgaver. 

Endvidere vurderes det ikke muligt for EU at deltage i opgaver, hvor kompleksiteten er stor 

grundet mangel på strategisk løftekapacitet m.v., med mindre NATO stiller kapaciteten til 

rådighed. 

Sammenfattende vurderes det, at EU med den nuværende begrænsede strategiske kapacitet 

ikke vil være i stand til at løse komplekse opgaver uden for det europæiske nærområde. 

Det vurderes endvidere, at EU ikke er i stand til at løse opgaver i den hårde ende af 

Petersberg–opgaverne, nærmere bestemt kapitel VII. Det vurderes, at EU i relation til efterstående 

figur kun kan løse opgaver i starten og i f.m. afslutningen af en konflikt, og ikke 

reelle fredsskabende operationer endsige kampagner med et decideret politisk formål for 

øje. 

Krisers udvikling over tid i relation til anvendelse af magt er anskueliggjort herunder: 

135 

Tager sit udgangspunkt i de i kapitel 4 beskrevne tilmeldte styrker. 

136 

Jf. forelæsning af direktør Eigil Friis–Christensen, Dansk Rumforskningsinstitut den 10. april 2002 på 

Forsvarsakademiet. 


85

Graden af vold 

Tillidsskabende 

foranstaltninger 

Latent fare for 

udbrud af konflikt 

Fredsbevarelse 


6.16. MILITÆRE MANGLER 

På baggrund af ovenstående vil det være interessant at analysere hvilke militære mangler 

i EU’s autonome kapaciteter, hvilket vil sige uden brug af NATO aktiver og kapabiliteter, 

der måtte mangle for at kunne løse de tidligere identificerede mulige opgaver. Det er i 

midlertidigt ikke alle identificerede mangler, der er lige kritiske. I det følgende behandles 

kun de mangler, der vurderes kritisk for en eller flere af Petersberg–opgaverne. Af hensyn 

til vurderingen af EU’s formåen tages der udgangspunkt i opgaverne med de i HTF anvendte 

titler. 

6.16.1. Humanitær hjælp/evakueringsoperationer 

6.16.1.1. Ingeniørbataljoner – generel vedligeholdelse og – støtte 

Manglende ingeniørbataljoner vil naturligt have konsekvenser på infrastruktursiden og 

dermed på muligheden for beskyttelse af egne styrker og hovedkvarterer og på egne styrkers 

evne til at deployere i indsættelsesområdet. 

6.16.1.2. Specialstyrker 

Manglen på tilstrækkelige specialstyrker vil være særdeles mærkbar under evakueringsoperationer, 

hvorfor styrkechefens handlemuligheder derfor vil blive begrænsede. 

6.16.1.3. Støttehelikoptere 

Manglen på støttehelikoptere, såvel tunge som middeltunge transporthelikoptere, vil alvorligt 

begrænse mobiliteten i indsættelsesområdet og derved svække styrkechefens handlemuligheder. 

6.16.2. Adskillelse af parter med magt 

Fredsgennemtvingelse 

6.16.2.1. Lufttankning 

Den store mangel på lufttankningskapacitet er potentielt stærkt hæmmende for EU’s muligheder 

for at etablere og opretholde luftoverlegenhed og dermed indirekte hæmmende 


Fredsbevarelse 

Støtte tilbagevenden 

til normale tilstande 

Konflikten 

afsluttet/løst 

Tid 

86


for landoperationerne. Denne mangel kan nødvendiggøre, at EU fraviger kravet om, at 

deployering skal kunne gennemføres inden for 60 dage. 

6.16.2.2. Angrebshelikoptere 

Angrebshelikopterne er en del af styrkechefens egne aktiver, der blandt andet er tiltænkt 

rollen som reserve til hurtig indsættelse. Manglen på disse vil blandt andet reducere evnen 

til at beskytte egne styrker samt reducere styrkechefens reaktions– og handlemuligheder. 

6.16.2.3. Specialstyrker 

Manglen på tilstrækkelige specialstyrker vil være særdeles mærkbar under indsættelse 

mod en asymmetrisk fjende. Dette er senest bekræftet under krigen mod Afghanistan, 

hvor styrkechefens handlemuligheder blev indskrænket grundet dette faktum. 

6.16.2.4. Strategisk varsling 

Manglerne inden for dette område relaterer sig til satellitter og langtrækkende ubemandede 

overvågningsfly. Disse mangler betyder, at en EU styrke ikke vil være i stand til at erkende 

et angreb med ballistiske missiler samt eventuelle nukleare og kemiske angreb rettidigt. 

6.16.2.5. Større transportfly 

Der er en stor mangel på større transportfly (90 tons lasteevne eller derover), hvilket kan 

øge deployeringstiden væsentligt. Der er dog iværksat initiativer til at eliminere dette problem, 

men fornøden kapacitet forventes ikke at være til stede før 2010. 

6.16.2.6. Støttehelikoptere 

Se ovenfor under pkt. 6.15.1.3. 

6.16.2.7. Undertrykkelse af fjendtligt luftforsvar 

Der er væsentlige mangler inden for alle aspekter af undertrykkelse af fjendtligt luftforsvar, 

hvilket kan forringe EU’s muligheder for at etablere luftoverlegenhed og dermed EU’s evne 

til at beskytte egne enheder. 

6.16.2.8. Forsvar mod ballistiske missiler 

Der er mangel på skibe med langtrækkende luftforsvar mod ballistiske missiler. I operationsområder, 

hvor der eksisterer en trussel fra sådanne våben, er der derfor en øget risiko 

for egne faste installationer. 

6.16.2.9. Overvågning af indsættelsesområdet – overflade 

Kapabiliteten til at overvåge jord– og havoverfladen i indsættelsesområdet udspringer af 

en række konkrete overvågningssystemer, hvor der er væsentlige mangler på langtrækkende 

ubemandede overvågningsfly, og bemandede fly/helikoptere til jordovervågning. 

Styrkechefens efterretningsbillede vil derfor blive mindre præcist på grund af disse mangler, 

hvilket kan påvirke beskyttelsen af egne styrker, operationstempoet og handlefriheden. 

6.16.2.10. Delkonklusion 

Disse vitale mangler for at kunne gennemføre en seriøs operation, efterlader EU med begrænsede 

muligheder for at agere som tidligere skitseret. Indtil disse kapaciteter er til rå- 

87 

UKLASSIFICERET


dighed må EU i givet fald basere sig på en koalitionsmodel, hvor et medlemsland påtager 

sig rollen som leder og koordinator for operationen (lead nation) med nationale aktiver, og 

et mindre antal øvrige medlemslande tilknytter sig operationen. 


88


KAPITEL 7 

SAMMENFATTENDE ANALYSE AF DEN ØKONOMISKE, POLITISKE OG MILITÆRE 

KAPABILITET 

7. ØKONOMISK, POLITISK OG MILITÆR KAPABILITET 


Formålet med dette kapitel er at analysere empirien omkring de økonomiske, politiske og 

militære strukturer og beslutningsprocesser gennem den teori, som er blevet udledt af den 

benyttede hegemonimodel. Det er hensigten i analysen at undersøge, i hvor høj grad EU 

lever op til de krav, der stilles til en aktør, som ønsker at spille en hegemonisk rolle i det 

internationale samfund i f.m. de økonomiske, politiske og militære strukturer og beslutningsprocesser. 

Herunder undersøges det, i hvor høj grad den indre økonomiske struktur 

giver mulighed for dette. Undersøgelsen skal for det første fastslå, hvorvidt EU er en international 

aktør, eller for det andet, hvis dette ikke er tilfældet, skal analysen klarlægge, hvilke 

mangler EU for nærværende har m.h.p. efterfølgende at perspektivere EU’s mulighed 

for at opnå en troværdig og accepteret status. 

7.2. DEN ØKONOMISKE KAPABILITET 

7.3. DEN ØKONOMISKE MAGT 

Den økonomiske magt er i denne sammenhæng forudgående blevet defineret som evnen 

til at tage politiske initiativer, som har til formål at påvirke økonomiske forhold i samfundet. 

EU’s historie er i realiteten en lang række politisk–økonomiske initiativer, som er mundet 

ud i et indre marked, fælles regler for konkurrence, fælles landbrugspolitik, regionalpolitik 

samt ikke mindst en fælles valuta for størstedelen af medlemslandene. De øvrige medlemslande, 

som indtil videre holder sig udenfor det fælles valutasamarbejde, holdes fortsat 

i kort snor i det såkaldte ERM–samarbejde, indtil de eventuelt fremtidigt vil beslutte sig for 

at gå helhjertet ind i det fælles samarbejde. EU’s omfattende verdenshandel er kendetegnende 

for unionens handelspolitiske strategi, og unionen har indgået en lang række økonomiske 

og handelsaftaler på såvel bilateralt plan som med andre internationale handelsorganisationer. 

Det kan konstateres, at det økonomiske samarbejde i unionen såvel internt som eksternt 

på de fleste områder er særdeles veludbygget, og at dette samarbejde i virkeligheden fungerer 

væsentligt bedre end i mange lande, som har en primitiv eller ikke har en veludbygget 

økonomi. 


EU har på det økonomiske område opbygget en række fasttømrede institutioner. I disse er 

det hensigten, at de skal regulere unionens overordnede økonomiske politik. Hele opbygningen 

af det økonomiske område har taget sit udgangspunkt i unionen, som en handelspolitisk 

organisation. 

Som et af de nyeste eksempler kan nævnes, at den nye fælles europæiske valuta på det 

monetære plan kontrolleres af den fælles centralbank (ESCB), og at den overordnede 

politiske styring af valutakurspolitikken varetages af ØKOFIN–rådet, som består af medlemslandenes 

økonomi– og finansministre. 


89


Endvidere kan udbygningen af økonomiske regimer og strukturer iagttages såvel bilateralt 

som international gennem handelsaftaler. EU’s erklærede og overordnede mål er at sikre 

fred og stabilitet landene i mellem gennem et net af samhandelsaftaler samt reel samhandel. 

Opbygningen af den økonomiske strukturelle magt er således i høj grad et velovervejet led 

i EU’s projekt, som foregår gennem opbygning af økonomiske regimer. Overordnet må det 

anføres, at udbredelse af de frie markedskræfter og heraf følgende samhandel (samt i øvrigt 

demokrati) i den EU’ske filosofi er med til at sikre fred og stabilitet i verdenssamfundet. 

Dette kan særligt iagttages, når EU netop søger at stabilisere ustabile områder gennem 

dannelsen af økonomiske regimer i disse områder. 


EU’s fælles valuta står i særlig grad overfor stærke valutaer på verdensmarkedet som den 

japanske yen og ikke mindst den amerikanske dollar. Den indre stabilitet i unionen er en 

underliggende forudsætning for, at valutaen forbliver stabil udadtil. Prisstabiliteten er den 

altafgørende faktor i EU’s kontrol over kapital og valutakurser. Dette har imidlertid en afsmittende 

effekt på indre forhold i unionen, som må underordnes dette hensyn. F.eks. kan 

nævnes, at arbejdsløsheden i denne forbindelse prioriteres ganske lavt, idet frygten for 

følgeeffekterne af en destabil prisudvikling med heraf følgende inflation og høj rente vægtes 

højere end hensynet til de sociale omkostninger ved en eventuel arbejdsløshed, selvom 

der ind imellem fremkommer kritik af denne holdning. 


Et af de afgørende tiltag, som har fremmet unionens kompetitative muligheder, er indførelsen 

af den økonomisk monetære union. Den økonomisk monetære unions mest iøjnefaldende 

fordel er, at den øger mulighederne for samhandel internt i organisationen, såvel 

som mulighederne for øget konkurrenceevne udadtil i samhandelen på verdensmarkedet. 

Der er ingen tvivl om, at EU søger at udnytte de kompetitive fordele i den opståede mulighed 

for at stå samlet i et fællesskab af en række stærke stater. De samlede ressourcer 

styrker således unionens muligheder for at hævde sig på den internationale arena med en 

stats karakteristika. Den fælles valuta er et iøjnefaldende aspekt af denne udvikling. 

7.3.4. Information/behandling af information og teknologiske nyvindinger 

Det er svært at lokalisere en direkte bevidst udnyttelse af begreberne information og teknologiske 

nyvindinger. Mange tiltag på dette område må siges at være opstået gennem de 

frie markedskræfter. Hvilket i realiteten vil sige, at hvis medlemslandene og organisationen 

som helhed ønsker at være konkurrencedygtige, så er man simpelthen nødt til at investere 

i den rådige teknologi. Derfor kan det tolkes således, at den frie markedsøkonomis kræfter 

har frit spil på dette område. Informationerne på internettet samt de mange muligheder for 

økonomiske transaktioner via computer og andre elektroniske medier er forhold, som unionen 

reelt næppe har haft den store indflydelse på. Det skal dog erkendes, at beherskelsen 

af disse muligheder er essentiel for en konkurrencedygtig udnyttelse af handel og 

økonomiske muligheder verdensmarkedet. 

Det må konkluderes, at selv om unionen er sig bevidst om teknologiens muligheder, er det 

i realiteten ikke muligt at styre udviklingen inden for dette område, men den begrænsning 

har unionen til fælles med alle andre aktører på verdensmarkedet. Det er allerhøjst muligt 

at søge at udnytte de opstillede muligheder mhp. ikke at miste fodfæstet indenfor området. 


90


Det er i langt højere grad markedskræfterne, der hersker på dette område, frem for en 

kontrolleret styring fra organisationens side. 


På trods af, at der er taget en række tiltag til en omfattende anerkendelse af eksamensbeviser 

og autorisationer, samt ensretning af uddannelser på universitært niveau landene i 

mellem, så rangerer struktur–, arbejdsmarked,– uddannelses–, social,– og skattepolitik 

ikke højt på den europæiske unions agenda. Disse områder er fortsat nationale anliggender, 

og kun fremtiden vil vise, hvorvidt der vil blive taget skridt til at inddrage disse forhold i 

en mellemstatslig eller endog overstatslig beslutningsproces. Det ser foreløbig ikke ud til, 

at medlemslandene er modne til et sådant skridt. 

Det kan konstateres, at en egentlig styrkelse af dette område næppe vil være muligt, før 

dette bliver genstand for en ensartet behandling af hele organisationen. Nogen tid fremover 

må man således fortsat forvente, at der vil være uoverensstemmelser mellem forskellige 

uddannelser i forskellige medlemslande, selvom der kan iagttages, at uddannelsesinstitutioner 

internt i landene tager skridt til at harmonisere eksamensbeviser og autorisationer, 

således at arbejdskraftens frie bevægelighed indenfor unionen kan blive en realitet. 


Det var hensigten, at indførelsen af ØMU’en overordnet skulle styrke den sociale dimension 

i unionen. Der skulle gennemføres en solidarisk økonomisk politik, som skulle hjælpe 

tilbagestående regioner og endvidere afskaffe arbejdsløsheden i visse tilbagestående regioner 

i unionen. Imidlertid kunne den fortsatte insisteren på, at prisstabiliteten skal være 

det overordnede økonomiske hensyn vise sig at være i direkte modsætning til den ovenstående 

idealistiske målsætning. Idet en fastholdelse af prisstabilitetsbegrebet virket arbejdsløshedsfremmende 

frem for hæmmende. Man kan med andre ord komme ud for, at 

man skal bekæmpe en arbejdsløshed fremkommet gennem en skrupelløs gennemførelse 

af prisstabilitetspolitikken ved en solidarisk økonomisk politik, idet ønsket om prisstabilitet i 

virkeligheden står i vejen for en økonomisk udvikling i EU’s tilbagestående områder. 

Overfor udlandet har EU valgt muligheden for at styre den pengepolitiske strategi gennem 

et valutakursmål, som ville gøre EU’s valuta afhængig af andre landes stærke valutaer. EU 

har således ganske bevidst søgt at mindske afhængigheden af eksempelvis den amerikanske 

dollar. Hvorvidt det er lykkedes i den forbindelse at introducere euroen som et alternativ 

til dollaren, vil det først på sigt være muligt at iagttage. Det har således været unionens 

mål at arbejde bevidst på gennemførelsen af en symmetri mellem EU’s valuta og de 

stærkeste landes valuta. 


Viljen til at lede den politisk–økonomiske udvikling særligt i EU’s nærområde, har EU vist i 

forbindelse med håndteringen af kriserne på Balkan. Inden kriserne brød ud i lys lue tilbød 

EU, i et forsøg på at stabilisere regionen, en række politiske bilaterale aftaler, som også 

involverede økonomiske aftaler. Disse tiltag kunne dog ikke alene løse den lurende konflikt, 

som herskede i Balkan–regionen. Efter at kriserne var blevet løst militært, har EU atter 

satset økonomisk med hjælp og bistand til den uroplagede region. Desuden er EU, 

formodentlig i erkendelse af unionens styrke på dette område, blevet valgt som koordinator 

af den økonomiske bistand til området i f.m. genopbygningen af regionen. Alt dette, 

forestiller unionen sig, på sigt skal have en stabiliserende effekt på regionen og samtidig 

forhindre fremtidige kriser i området. 


91


Man kan meget vel sige, at EU på det økonomiske område har vist en endog særdeles 

stærk vilje til at fremtræde i en decideret lederrolle på Balkan. EU har bevidst i flere omgange 

søgt at anvende den økonomiske politik som krisestyringsværktøj om end med 

vekslende held. Men den økonomiske politik har ikke stået alene. Sædvanligvis er den 

økonomiske politik et led i en politisk løsning, eller den er blevet fulgt op af politiske initiativer. 

Sjældent kan den økonomiske politik stå fuldstændig alene. 


EU har en lang række forcer på det økonomiske område. Der foretages såvel overstatslige 

som mellemstatslige beslutninger på dette område, men alt i alt må det økonomiske område 

siges at være det bedst samarbejdede område i unionen. Det giver unionen en styrke 

som en såkaldt økonomisk kæmpe, der i økonomisk henseende såvel bilateralt som internationalt 

er en faktor med betydelig slagkraft. EU har endvidere viljen til at indsætte sine 

betydelige midler for at opnå mål, som anses for at være direkte i unionens interesse. EU 

har et ønske om at være førende indenfor det økonomiske felt, og i det europæiske 

nærområde har EU gentagne gange påtaget sig en lederrolle i f.m. gennemførelse af økonomiske 

tiltag i lande, som grænser op til unionen eller på anden måde i unionens nærområde. 

Der er ingen tvivl om, at såfremt udviklingen på det økonomiske område fortsætter på 

samme måde som hidtil, så er det intensionen, at alle økonomiske områder på sigt skal 

indordnes den fælles beslutningsproces. Man vil se, at også områder, som f.eks. skatte– 

og afgiftspolitik, på sigt vil blive harmoniseret indenfor unionen. Imidlertid har disse forhold 

næppe den store indflydelse på unionens formåen som international aktør på det økonomiske 

område. Dermed nærmer EU sig på det økonomiske område status som en betydende 

aktør på den internationale arena. 

7.4. DEN POLITISKE KAPABILITET 

7.4.1. Den politiske magt 

Den politiske magt er tidligere blevet defineret, som en aktørs bestræbelser på at varetage 

sine interesser i konkurrence med andre stater. Formålet med oprettelsen af EU har netop 

været en række staters bestræbelse på samlet at stå stærkere overfor såvel politiske 

modstandere men indledningsvis overfor udefra kommende handelspolitiske tiltag og konkurrence. 

Det har fra begyndelsen hele tiden været hensigten at sammentømre medlemslandene 

i en union, som på sigt mindede om Europas Forenede Stater. Det har været udgangspunktet 

for den stadig pågående strid mellem føderalister og konføderalister. 

7.4.2. Opretholde systemet 

Allerede historikken omkring EU’s fortsatte styrkelse af de politiske beslutningsprocesser 

viser, at unionen er en politisk magt med vilje til at opretholde det etablerede system. Der 

er med andre ord vilje til at overholde de beslutningsprocesser, som medlemslandene har 

vedtaget. Dette ses tydeligt af den proces, som organisationen er gennemløbet siden dens 

oprettelse. Unionen har langsomt bevæget sig fra en handelspolitisk organisation over til 

en union med en højere grad af mellemstatslige beslutningsprocesser til en organisation 

med overstatslig indflydelse på en række kerneområder i unionen. 

Desuden ses en styrkelse af organisationen i de planlagte udvidelser af unionen med en 

række nye medlemslande. Man har med andre ord med en organisation i vækst at gøre. 


92


Der er på baggrund af ovenstående behandling af Unionens beslutningsprocesser konstateret 

et behov for forenkling af disse. Set i lyset af den kommende udvidelse af EU, 

hvor de mindre ”ressourcestærke” stater (Central– og Østeuropæiske lande) må formodes, 

at have en eller anden form for ”afhængighedsforhold/særinteresser i f.t. andre stater 

grundet deres historie samt ”sårbarhed” indtil de er blevet forankrede i Unionen, skønnes 

det fremtidige behov for forenkling af beslutningsprocesser ikke mindre. 

Som et eksempel på et af de mange tiltag til opretholdelse af systemet kan nævnes konferencen, 

som skal afholdes i 2004, hvor en mere præcis afgrænsning af kompetencefordelingen 

mellem medlemslande og unionen skal drøftes. Desuden drøftes status for EU's 

charter for grundlæggende rettigheder, en forenkling af traktaterne med henblik på at gøre 

dem lettere at forstå uden at ændre deres indhold samt de nationale parlamenters rolle i 

den europæiske arkitektur. Disse foranstaltninger tolkes som forhold, der skal cementere 

den indre struktur i unionen og dermed styrke unionen udadtil. 

7.4.3. Opbygning/styring af regimer (strukturel magt) 

Idet det mindes om, at regimer i denne sammenhæng er defineret som et sæt af implicitte 

eller eksplicitte principper, normer, regler og beslutningsprocedurer inden for et afgrænset 

politikområde på den internationale arena, skal det belyses, hvorvidt EU har etableret sådanne. 

For at kunne eksistere som organisation er det af stor betydning for EU at opbygge 

disse principper, normer, regler og beslutningsprocedurer. EU er et regime i sig selv, men 

organisationen er også nødt til at etablere regulerede relationer til omverdenen for at 

overleve. 

EU søger at styrke sin position overfor potentielle handelspartnere ved en aktiv handelspolitik. 

Dette sker bl.a. overfor USA ved indgåelse af handelsaftaler indenfor områderne 

industri og landbrug. EU søger ligeledes indenfor dette område at opbygge regimer i Sydøstasien 

samt Østeuropa. EU tilstræber, at styrke sin globale rolle ved regelmæssige møder 

med andre regionale organisationer. Dette foregår i praksis ved møder med WTO 

samt ASEM. 

Som et eksempel på en norm, som EU anvender, kan nævnes begrebet menneskerettigheder, 

der er en parameter og et vilkår, som kommende ansøgerlande skal overholde i 

f.m. med en optagelse. Som et aktuelt eksempel på dette skal anføres de krav, som Tyrkiet 

er stillet overfor i f.m. ansøgelsesproceduren til EU. EU forlanger endvidere Københavnerkriterierne 

implementeret i fremtidige medlemslande – men sender i den forbindelse 

også et vigtigt signal og sætter samtidig en international standard for menneskerettigheders 

efterlevelse. Kravet om demokrati er ligeledes en vigtig parameter, som i mindre eller 

højere grad skal være opfyldt i f.m. optagelsen, ligesom en hvis grad af demokratisk udvikling 

kan være ønskelig i f.m. indgåelse af politiske, økonomiske og handelsmæssige aftaler 

med lande udenfor EU. Det nye medlemsland skal med andre ord kunne fremvise stabile 

institutioner, der sikrer demokrati, retsstat, menneskerettigheder og respekt for og beskyttelse 

af mindretal. Med andre ord, det, som EU kalder ”det politiske kriterium.” 

Det vurderes at være essentielt, at EU fremstår som fast sammentømret for at kunne 

fremtræde som en troværdig international aktør udadtil. Her er det påvist, at EU har en 

række problemer, som skyldes de omstændelige interne beslutningsprocedurer i organisationen 

(se eventuelt kapitel 4). 

7.4.4. Evne til at blokere initiativer 

EU har i realiteten vist, at organisationen kun i begrænset omfang har kapaciteten til at 

blokere politiske initiativer iværksat af andre stater rettet mod unionen, idet EU indtil videre 

93 

UKLASSIFICERET


har manglet de reelle politiske værktøjer til at imødegå disse. EU kan kun imødegå initiativer 

rettet mod EU ved politiske og handelspolitiske modforholdsregler, og dette endog kun 

i ringe omfang. Men EU mangler muligheden for at kunne indsætte en samlet pakke, som 

består af økonomiske, politiske og militære midler – ikke for om fornødent at kunne indsætte 

disse, men for at kunne opnå troværdighed overfor tredjelande på den internationale 

arena. EU vurderes for ressourcesvag til at kunne fremstå som en troværdig opponent i en 

eller anden form for konflikt eller krise rettet mod unionen. 


Som et eksempel på at EU kan opnå interdependens kan nævnes de indgåede aftaler 

med Rusland, som i realiteten skal sikre en spredning af afhængighed til et større land. 

Disse aftaler er et typisk eksempel på, hvorledes EU forsøge at sikre tilnærmelse, fred og 

stabilitet i forholdet mellem unionen og potentielle fremtidig modstandere gennem aftaler 

og samhandel. Aftalerne har desuden det sigte at påvirke menneskerettighedernes udvikling 

i Rusland samt søge at fremme demokratiseringsprocessen i landet. Tyrkiet er et andet 

godt eksempel på, hvorledes EU bruger udsigten til et fremtidigt medlemskab, som 

middel til at fremme menneskerettigheder og demokratiets udvikling i det pågældende 

land. 

EU søger hele tiden at øge sin afhængighedsspredning gennem en udvidelse af unionen, 

hvilket tolkes som tiltag til at mindske EU’s afhængighed af USA dominans. Samt gennem 

spredning af markeder og økonomiske interesser, som skal styrke regimet og herigennem 

mindske afhængigheden af øvrige eksterne aktører. 

M.h.t. forholdet til USA på det militære område vurderes det, at unionen på sigt gennem 

opfyldelse af kravene i DCI vil kunne frigøre sig af den store afhængighed af amerikanske 

militære kapabiliteter, som unionen for øjeblikket oplever. Dette muliggør også, at EU i 

fremtiden vil kunne gennemføre en politik uafhængigt af USA’s interne forhold og interesser, 

som erfaringsmæssigt hindrede indsættelser i Balkanområdet. 


EU har i flere tilfælde vist viljen til at lede forskellige politiske initiativer internationalt. Således 

kan eksempelvis nævnes kriserne på Balkan samt den seneste konflikt i Palæstina. 

Konklusionen må imidlertid være, at EU reelt er hindret i sine initiativer af en række særinteresser 

indenfor unionen samt afhængigheden af andre dominerende aktører på den 

internationale arena – her tænkes først og fremmest på USA. EU anses ofte af konflikternes 

parter som en glimrende medspiller, indtil USA engagerer sig i konflikten. I disse tilfælde 

bliver EU snarere betragtet som en ”andenholdsspiller” end som en reel problemknuser. 

EU kan dog markere sig for enkelte ubetingede succeshistorier; med den på politiske og 

økonomiske løsning af konflikten i Makedonien som et positivt eksempel. Denne muliggjorde 

en efterfølgende indsættelse af en fredsbevarende styrke i området på mandat fra 

FN. 


Det kan konkluderes, at EU kan leve op til kravene i hegemonimodellen om etablering af 

strukturer og regimer, som skal opfyldes for at EU kan leve op til kravene for en international 

aktør. Set ud fra modellen har EU endvidere vist evnen til gennem afhængighedsspredning 

at skabe de rette vilkår for en aktør, som ønsker at leve op til en rolle som international 

aktør. EU’s vilje til at lede og tage initiativer i relation til kriser globalt opfattes i 


94


udstrakt grad som værende til stede. EU vurderes derimod i mindre grad at være i stand til 

at blokere politiske og handelsmæssige initiativer iværksat imod unionen. 

7.5. MILITÆR KAPABILITET 

7.5.1. MILITÆR MAGT 

Den militære magt defineres generelt som et værktøj for den politiske magt, og som sådan 

kan den militære magt næppe stå alene. Det er således hensigten at anvende den militære 

magt, hvor de diplomatiske midler ikke længere slår til. Den militære magt har traditionelt 

været anvendt til angreb og forsvar, men den har efter den kolde krig været anvendt 

som global krise– og konfliktløser i f.m. humanitære interventioner. 

7.5.2. Evne og vilje til at angribe og forsvare 

EU har ikke et territorialforsvar og dermed er evnen til at forsvare i EU–regi overordentlig 

begrænset – vel nærmest ikke eksisterende. Ligesom unionen ikke har kapacitet til at angribe 

et tredjeland. Tværtimod ønsker EU for nærværende ikke udbygge sin evne til løsning 

af sådanne opgaver, idet varetagelse af disse fortsat skal løses i rammen af NATO. 

Der er ingen tegn på, at denne opgavefordeling vil blive ændret i den nærmeste fremtid. 

7.5.3. Deltagelse i krisestyring 

De styrker, som er tilmeldt til løsning af militær krisestyring ifølge Peterbergsaftalerne, er jf. 

kapitel 6 ikke i balance, idet væsentlige mangler forekommer på såvel det taktiske som det 

strategiske niveau. Den nuværende tilmeldte styrke vil umiddelbart kunne påbegynde løsningen 

af fredsbevarende og præventive deployeringer, men den vil ikke kunne udføre 

deciderede fredspåtvingende opgaver. Dertil mangler de tilmeldte styrker væsentlige kapabiliteter 

som f.eks. strategisk løftekapacitet og efterretningssystemer. 

Der skal især påpeges tre forudsætninger, som ikke er opfyldt i f.m. gennemførelsen af en 

effektiv krisestyringsoperation ledet af EU. Disse er den manglende fastlæggelse af procedure 

for, hvorledes en krisestyringsoperation skal gennemføres og i naturlig forlængelse 

heraf den manglende øvelsesvirksomhed, som skal sætter styrkerne i stand til at løse relaterede 

opgaver. Endelig ses, som tidligere nævnt, varetagelsen af særinteresser i det 

pågældende område, at kunne stille sig hindrende i vejen for en effektiv løsning af konflikten 

i det pågældende område. 

7.5.4. Warfighting Capability 

Indledningsvis blev der opstillet en forudsætning, der gik ud på, at såfremt EU som international 

aktør havde intentionen om at blive en hegemon, enten i et regionalt perspektiv 

eller på den internationale arena, så ville dette forudsætte, at unionen havde kapacitet til at 

indsætte fornøden ”Power Projection” eller ”Warfighting Capability” i et givet geografisk 

område. Det må konstateres, at EU for nærværende ikke besidder en sådan kapacitet, idet 

dette rækker langt ud over de aftaler, som er indgået på krisestyringsområdet. Der ses 

ikke at være taget initiativer, som vil kunne styrke denne evne, og det vurderes ikke, at EU 

vil have interesse i en sådan kapacitet med mindre USA skulle miste sin nuværende dominerende 

position eller EU skulle blive truet på sin eksistens af en eventuel ekstern trussel. 


95



Med udgangspunkt i hegemonimodellen lever unionen i f.m. evnen til angreb og forsvar 

ikke op til definitionen af en international aktør, idet unionens militære styrker ikke er tiltænkt 

varetagelse af disse opgaver. De tilmeldte enheder er i naturlig forlængelse af denne 

konstatering ikke dimensioneret til løsningen af sådanne opgaver. Det er en fast forankret 

holdning i EU, samt hos EU’s medlemslande, at løsningen af sådanne opgaver fortsat 

skal varetages i rammen af NATO. 

EU’s tilmeldte militære styrker vurderes i rollen som krisestyringsinstrument kun at besidde 

en begrænset evne, idet de tilmeldte styrker ikke anses for at være tilstrækkelige til at 

kunne gennemføre hele spektret af opgaverne i Petersbergaftalen. Opgaverne i Petersbergaftalen 

er indledningsvis kun tænkt i forbindelse med opstillingen af en europæisk militær 

styrke. Det vurderes således, at EU i relation til hegemonimodellen ikke er i stand til 

at kunne løse krisestyringsopgaver i tilstrækkelig omfang. 

I forlængelse af ovennævnte konkluderes det naturligt, at EU heller ikke besidder kapaciteten 

til at gennemføre egentlige War Fighting operationer, der spænder uden for mindre 

træfninger der måtte forekomme i forbindelse med løsningen af de mulige opgaver under 

Petersbergaftalen. 


96


KAPITEL 8 

KONKLUSION 

8. KONKLUSION 

Hegemonimodellen har været anvendt, som den gennemgående ledelinje gennem hele 

undersøgelsen. Men i den forbindelse er det vigtigt hele tiden at holde sig for øje, at modellen 

udelukkende skal ses som et analytisk redskab, der opdeler EU kunstigt i områderne 

politik, økonomi samt militær. I virkeligheden er disse områder næppe uadskillelige, og 

som det også fremgår af ovenstående fremstilling lapper områderne i høj grad ind over 

hinanden. Det vil i realiteten næppe være muligt at forestille sig økonomiske og militære 

spørgsmål behandlet uden at det politiske aspekt inddrages. Alligevel er det muligt at anvende 

den simplificerede udgave af virkeligheden, som en teoretisk model reelt udgør, idet 

dette gør det muligt at fokusere på afgørende punkter, der kan forklare og tydeliggøre 

vanskeligt gennemskuelige hændelsesforløb. 

De facto–aktør kontra modellen. Vi har i hegemonimodellen identificeret en række egenskaber, 

som skal gøre EU til international aktør. Det kan med rette argumenteres, at EU – 

selv om organisationen ikke opfylder alle hegemonimodellens forudsætninger – alligevel 

fremstår som en international aktør, om end på andre forudsætninger end de i modellen 

opstillede. 

Det er i det ovenstående konstateret, at EU i forbindelse med rollen som international aktør 

har sin stærkeste kapacitet indenfor det økonomiske område. Dermed ikke sagt, at der 

ikke kan være forbedringer indenfor dette område, idet EU stadig ikke udnytter sit fulde 

økonomiske potentiale, men snærende beslutningsprocedurer samt landenes særinteresser 

præger stadig dette område. En lang række beslutninger træffes stadig på det mellemstatslige 

område, hvilket svækker unionens muligheder for at handle rationelt og effektivt. I 

f.m. handelsaftaler og støtteprojekter til kriseområder har EU oparbejdet en decideret ekspertise, 

som andre nationer og organisationer trækker på. Således går stort set al hjælp til 

det tidligere kriseområde på Balkan fra internationale organisationer og større nationer 

gennem EU. 

Dele af det store økonomiske potentiale kunne – såfremt EU’s medlemslande havde viljen 

– anvendes til at udbygge og indhente de konstaterede manglende militære kapaciteter for 

at kunne agere i rollen som international aktør. Den politiske vilje til at anvende EU militært 

synes at være til stede, men der spores ikke den fornødne folkelige opbakning i medlemslandene 

til at gennemføre det nødvendige afsavn i form af en øget finansiering af 

dette projekt på bekostning af andre af velfærdsstatens privilegier. 

EU har gennem de seneste år ført en aktiv udenrigspolitik m.h.p. at gøre sig gældende i 

internationale fora – typisk i krisepunkter, såsom Balkan og senest Palæstina/Israelkonflikten. 

EU’s manglende gennemslagskraft indenfor krisestyringen på disse 

områder vurderes for en stor dels vedkommende at kunne tilskrives EU’s manglende kapacitet 

på det militære område. De militære tiltag, der indenfor unionen umiddelbart er sat i 

værk m.h.p. udligne erkendte mangler, vurderes ikke at have det tilstrækkelige omfang, 

som tilgodeser, at unionen fremover vil kunne agere som en international aktør. Dette for- 


97


hold forstærkes af de komplicerede beslutningsprocesser såvel indenfor som udenfor den 

militære ”søjle” af EU. Alene det faktum, at beslutningen om indsættelse af styrker i krisestyringsindsatser 

skal vedtages mellemstatsligt og tildelingen af styrker til indsats, besværliggør 

en rettidig og effektiv militær indsats. 

Idet den militære kapacitet ikke er de facto opstillet m.h.p. at varetage unionens territoriale 

forsvar samt ydre sikkerhed vil en yderligere forstærkning af styrkerne til en krisestyringsindsats 

i hegemonimodellens teoretiske forudsætninger aldrig opfylde kravet til en international 

aktørs muligheder for angreb og forsvar og i sidste ende ”War Fighting Capability.” 

Man kunne argumentere for, at denne evne ikke er nødvendig, idet EU gennem sin krisestyringskapacitet 

på det politiske, økonomiske og militære område netop søger at hindre 

konflikter i at opstå ved en målrettet indsats i tid og rum. EU eliminerer ved en sådan udadvendt 

indsats på krisestyringsområdet potentielle trusler imod unionens territorium. Unionen 

har ofte fremført, at den bedste løsning på potentielle konflikter måtte være ”opdragelse” 

til demokrati samt fredelig samhandel. 

Det vurderes dog, at EU med de mål, som man har sat sig m.h.t. opnåelse af militære kapaciteter, 

ikke er tilstrækkeligt ambitiøse, idet der kun vil være styrker til rådighed til løsning 

af én til to mindre konflikter samtidigt. 

EU har således på nuværende tidspunkt ingen Warfighting Capability, som vi indledningsvis 

ønskede at undersøge. Det er på nuværende tidspunkt ikke muligt at se denne kapacitet 

udbygget indenfor den nærmeste fremtid, da dette ville overskride mandatet i Petersbergaftalen. 

Først når krisestyringsberedskabet jf. Petersbergopgaverne er på plads, vil 

EU politisk være i stand til at foretage det næste skridt i retning af en egentlig Warfighting 

Capability, som både kunne omfatte et eventuelt territorialt forsvar af Europa (forsvar) 

samt evnen til en eventuel magtprojektion på globalt plan (angreb). 

En af de vigtigste kapaciteter, der er blevet identificeret i f.m. den hegemoniske model er 

viljen til at foretage de nødvendige tiltag i f.m. den politiske, økonomiske og militære beslutningsproces. 

Ved gennemførelse af Peterbergaftalen har unionen vist vilje til at anskaffe 

militære kapaciteter, som gør organisationen delvis i stand til at gennemføre en krisestyringsoperation 

i det europæiske nærområde. Viljen til at gennemføre Peterbergopgaverne, 

som de er defineret, vurderes at være fast, og det er indtrykket, at organisationen i 

øjeblikket ser sig om efter udfordringer, som vil kunne bekræfte unionens handlekraft indenfor 

dette område. Dette er så meget mere vigtigt, som det vil befæste EU’s rolle som 

international aktør med potentiale til at styre begrænsede udfordringer på krisestyringsområdet 

ved såvel politiske, økonomiske men ikke mindst med militære midler. 

Det kan derfor konkluderes, at EU ud fra den anvendte hegemonimodel for nærværende 

ikke lever op til kravene i modellen m.h.p. at kunne tilskrives de relevante karakteristika, 

som er gældende for en international aktør. 

Man kan ud fra empirien og de teoretiske overvejelser forestille sig tre overordnede scenarier. 

Spændende fra et scenarium, som beskriver en tilbagegang for unionen – måske ligefrem 

opløsningstendenser – over en fastfrysning af de nuværende forhold til en videreførelse 

og eventuelt redefinering af den påbegyndte proces. De to første scenarier forekommer 

for nærværende ikke sandsynlige, hvorfor det ville være af ren akademisk interesse 

at videreudvikle disse. Alt tyder på, at den påbegyndte proces vil fortsætte. Oven i 

købet vil man kunne tænke sig, at visse aktiviteter vil accelerere ud over det allerede aftalte. 

Dette har været kendetegnende for udviklingen af EU i den seneste årrække, og et 


98


sådant ”kvantespring”, som unionen har oplevet på det udenrigs– og sikkerhedspolitiske 

område, ville kunne forekomme igen. Den fart, med hvilken FUSP’en siden 1999 er blevet 

gennemført i unionen, viser, at såfremt det rette incitament til fremskyndelse af procedurerne 

mod mere union er til stede, så vil det være muligt at fremme processen. I dette tilfælde 

var det krisen i Kosovo, som blev den direkte anledning til medlemslandenes konsensus 

om nødvendigheden af en fælles udenrigs– og sikkerhedspolitik for unionen. Desuden 

var det nødvendigt med et fælles referencepunkt – repræsenteret af Den Høje Repræsentant 

– som andre aktører på det internationale arena kunne henvende sig til. 

Indførelsen af FUSP i EU sammenhæng styrker uden tvivl EU’s rolle som international 

aktør, men der må stilles spørgsmålstegn ved, hvorvidt indførelsen af den fælles udenrigs– 

og sikkerhedspolitik vil være nok – jf. den anvendte teoretiske model – til at kunne 

definere EU som en fuldgyldig international aktør. Spørgsmålet om EU vil kunne hamle op 

med andre vægtige aktører på den internationale arena er relevant. Her tænkes i første 

omgang på USA, som besidder et strategisk militært potentiale, som ikke overgås af andre 

stater på kloden. Dette vurderes ikke på nuværende tidspunkt at være tilfældet, idet EU 

mangler mange af de kapabiliteter, som USA besidder. En af de væsentligste mangler er 

evnen til at kunne projicere magt globalt. Det, som i realiteten definerer en international 

aktør jf. den realistiske skole. Der er således lang vej igen, før EU har styrket den indre 

struktur i en retning, hvor unionen ved enkle og fælles procedurer magtpolitisk kan manifestere 

sig i konkurrence med andre internationale aktører på den internationale arena. 

Det vil være for tidligt på nuværende tidspunkt at sige noget konkret om, hvorvidt EU på 

sigt kan udvikle sig til en overstatslig enhed med fælles forfatning og regering. Hvad, man 

derimod kan iagttage, er, at EU med større og større hastighed har bevæget sig i retning 

af en sådan løsning. Politisk har der efter den kolde krigs ophør vist sig en vilje til at samordne 

de europæiske beslutningsprocesser i unionen i en sådan grad, at selv lande som 

England, Frankrig og Tyskland har fundet fodslag. 

Afslutningsvis er det opfattelsen, at med den udviste vilje, og såfremt EU forholder sig til 

sine manglende strategiske kapaciteter samt får fastlagt de koordinations– og styringsmæssige 

problemer, som er anført tidligere, så vil EU på mellemlang til lang sigt kunne 

blive en meget væsentlig og troværdig aktør i relation til at kunne sætte handling bag sine 

ord gennem en fælles udenrigs– og sikkerhedspolitik – også i relation til hegemonimodellen. 


99

Vigtige kilder: 


LITTERATURLISTE 

Den europæiske forsvarsdimension. DUPI 2001. 

Bogen indgår i rækken af studier ved DUPI omhandlende ”Europæisk forsvar”. Kilden 

fremstår meget troværdig og behandler på en grundig og let læselig måde problemstillingerne 

relateret til den europæiske forsvarsdimension. 

Udviklingen i EU siden 1992. DUPI 2000. 

Beskriver veldokumenteret om den historiske udvikling af EU fra 1992 til begyndelsen af 

2000. Specielt kapitel tre der beskriver EU’s udvikling ud fra et sikkerheds– og forsvarspolitisk 

perspektiv er anvendt. Kilden vurderes at være meget troværdig. 

Frede P. Jensen Den Vesteuropæiske Union (WEU). SNU 2. udgave 1994. 

Beskriver veldokumenteret og let læseligt om forhold relateret til WEU. Kilden fremstår 

meget troværdigt henset til forlag samt forfatterens ekspertise på området. 

Foredrag og konsultation ved oberst Søren Lyder Jacobsen, CIO/OPS/EXE 

Branch/EUMS. 

Obersten beskæftiger sig dagligt med strukturerne i og omkring den militære dimension af 

FUSP, tillægges denne kilde megen vægt. Kilden fremstår grundet sin erfaring, placering 

og viden som værende en meget troværdig kilde. 

Af mindre vigtige og kontrolkilder er anvendt: 

Dansk og europæisk sikkerhed. SNU 1995. 

Dansk Udenrigspolitisk Institut (DUPI) Udviklingen i EU siden 1992 på de områder, der 

er omfattet af de danske forbehold. København 2000 (DUPI 2000). 

Bestillingsværk (af regeringen) vedr. de danske forbehold. Fyldt med mange faktuelle oplysninger 

om økonomiske, militære og retlige forhold især m.h.p. den danske forbehold. 

Udgivet af DUPI regnes derfor for at være seriøst. 

Commision of the European Communities ”Response to the Challenges of Globalisation: 

A Study on the International Monetary and Financial System and on Financing for 

Development. Working Document from the Commission Services.” Bryssel 13. februar 

2002. 

Forsvarsministeriet, Baggrundsnotat omhandlende ESDI/ESDP/WEU og Udkast til 

rapport fra formandsskabet om FUSP. 

Kilderne er arbejdspapirer til støtte for sagsbehandling internt i Ministeriet. Kilderne tilægges 

vægt, men er alene anvendt som kontrol kilder. 

Rachel Anne Lutz Military Capabilities for a European Defence DUPI 2001. 

Kilden analyserer kapabiliteterne i EU og medlemslandene i lyset af egne forventninger. 

Kilden er anvendt som kontrol kilde, idet den anvendt analyse model ikke kan applikeres 

på den i specialet anvendte analyse model. Kilden fremstår som værende vel gennemarbejdet 

og dokumenteret og troværdig. 

Morgenavisen Jyllandsposten. 

Avisen anses for at være en seriøs og dybdegående avis, hvorfor kilden er tillagt vægt. 

Helsinki Force Catalouge (HFC) version 2000, The Helsinki Headline Catalouge 

(HHC), The Helsinki Headline Goal Catalouge (HGC) og The Toolbox Paper. 

Er alle anvendt som faktuelle kilder, idet de repræsenterer EU’s officielle ønsker og aktuelle 

stade. 

100 

UKLASSIFICERET


På sporet af europæisk sikkerhed? Atlantsammenslutningen 2000. 

Kilden fremstår som et kvalitativ indlæg i debatten om den europæiske sikkerhed. Kilden 

virker troværdigt henset til respektive forfattere, og er anvendt som inspirator samt kontrol 

kilde. 

Lykke Friis Krudt og kugler? EU’s forsvarsdimension. DUPI 2001 

(indgår også som kapitel i Lykke Friis Den europæiske byggeplads. Fra fælles mønt til 

europæisk forfatning 2001). 

Kilden fremstår som en meget let læselig og forklarende kilde der belyser emnet. Kilden 

fremstår meget troværdigt henset til forlaget samt forfatterens ekspertise inden for EU som 

et hele. 

Lykke Friis & Anna Murphy Negotiating in a time of crisis: The EU’s response to the 

military conflict in Kososvo DUPI 2001/9 

Ole Nyeng ”Den bløde supermagt” weekendavisen 1.–7. marts 2002 

Artikel, som viser den nyeste diskussion i f.m. EU’s politiske, økonomiske og militære 

svagheder. 

Erling Olsen Baggrunden for ØMU’en og dens gradvise indførelse. December 1998. 

Absolut grundlæggende og let forståelig indførelse i ØMU’ens baggrund. 

Sten Rynning ”EU’s sikkerhedspolitiske rolle. Nye perspektiver og konsekvenser for 

Danmark” i Militært Tidsskrift, 4/2000, side 418– 428 

Karsten Skjalm En stadig tættere union? ØMU’en og den politiske integration. DUPI 

Working Paper 2000/5. 

Karsten Skjalm ØMU. Baggrund og perspektiver. DUPI 6/1998. 

Traktaten om Den Europæiske Union. 

Kilden byder faktuelle og konkrete oplysninger om EU og WEU. 

Kristoffer M. Viveke Stormagterne og den europæiske sikkerhed. DUPI 1999. 

Kilden fremstår som en objektiv beskrivelse, og er anvendt primært med sigte på at beskrive 

ESDP historiske udvikling. Kilden tillægges troværdighed henset til forlag. 

Teoretisk litteratur 

Barry Buzan People, States and Fear London/New York 1991 

En klassiker indenfor politologisk forskning. Seriøs afhandling, som er brugt særligt til at 

belyse den teoretiske diskussion i f.m. emnet. 

Lykke Friis Den Tyske Magt 1994 

Friis kandidatafhandling fra Københavns Universitet. Er især brugt med henblik på den 

teoretiske diskussion og udviklingen af en brugbar model til foreliggende afhandling. Meget 

teori–tung. 

Leksikon i Statskundskab, 1997. 

Opslagsværk om de gængse teorier anvendt indenfor politologien. Anvendt til at forklare 

politologiske grundbegreber. 

Hans Mouritzen At forklare international politik 1999. 

Grundlæggende værk om de gængse teorier anvendt indenfor politologien. Anvendt til at 

forklare politologiske grundbegreber. 

Petersen & Skak Teorier om international politik 1998 

Grundlæggende værk om de gængse teorier anvendt indenfor politologien. Anvendt til at 

forklare politologiske grundbegreber. 


101


Charles Tilly Coercion, Capital and European States 1990 

Klassisk værk om staters opståen og betingelserne for deres dannelse i et historisk perspektiv. 

Internethenvisninger 

Sten Rynning ”Problemer i periferien? EU og forsvarspolitikken” Nyhedsbrev nr. 7 

august 2000. 

www.copri.dk/dansk_intro/artikler/problemer%20%20perifirien%20%20EU%20og%20fo 

rsvarspolitikken.doc (12. februar 2002). 

Nedenstående EU–institutioners hjemmesider samt Folketingets EU–oplysning er anvendt 

til redegørelse i kapitel 3 og 4. Forud for anvendelsen er de ”krydschecket” m.h.p. at kontrollere 

faktuelle uoverensstemmelser. Det har kunnet konstateres, at deres faktuelle indhold 

er sammenfaldende. Derimod er de enkeltes institutionernes ”tilgangsvinkel” til de 

anvendte områder forskellige, hvilket ses som et ganske glimrende supplement i f.m. analysen 

af EU institutionelle opbygning og beslutningsprocesser. 

http://www.europarl.eu.int (Europaparlamentets hjemmeside) 

http://www.europa.eu.int/index_da.htm (Europakommissionens Generalsekretariat) 

http://ue.eu.int/newsroom/NewMain.asp?LANG=9 (Rådet for Den Europæiske Union) 

http://www.eu–oplysningen.dk/ (Folketingets EU–oplysning) 


102

Bilag 1 Den hegemoniske model 

ær ressource 

stemet 

minere 

Umodent anarki 

Militær magt 

(evne + vilje til at angribe og 

forsvare) 

kere tiltag 

d statens 

ationel magt) 

e 

Primær ressource 

Sekundær ressource 

Økonomisk magt 

- råstoffer 

- kontrol over marked 

- kompetitive fordele 



Hegemoni 


Politisk magt 

- opretholde systemet 

- opbygning/styring af 

regimer (strukturel magt 

- evne til at blokere 

initiativer 

- asymmetrisk 

interdependens 


Modent anarki 

Primær ressource Primær ressou 

Sekundær ressource 

Militær magt 

(deltagelse i multinationale 

aktioner) 

Økonomisk m 

- Opbygnin 

regimer (s 

- Kontrol ov 

valutakurs 

- Kompetiti 

- Informatio 

informatio 

- Uddannels 

- Asymmetr 

interdepen 

- Teknologi 

- vilje til at 

Kilde: Lykke Friis Den Tyske Magt 1994, side 191. 

103

Bilag 2 Den tetrapolære model 

A 

Systemisk pol 

Ikke–pol 

Kilde: Hans Mouritzen At forklare international politik 1999, side 42. 

B 


E 


Systemisk polaritet: Tetrapolær (4 poler) 

Omgivelsespolariteter for: 

A: Bipolær (symmetrisk) 

B: Tripolær 

C: Bipolær (symmetrisk) 

D: Bipolær (asymmetrisk) 

E: Unipolær 

C 

D 

Stærk magtprojektion 

Mindre stærk magtprojektion 

104

Bilag 3: Søjlerne 



105

Bilag 4: Det Europæiske Råd 



106

Bilag 5: Rådet for Den Europæiske Union 



107

Bilag 6: Europakommissionen 



108

Bilag 7: Europaparlamentet 



109

Bilag 8: EF–Domstolen 



110

Bilag 9: Den Fælles beslutningsprocedure 



111

Bilag 10: Samarbejdsproceduren 



112

eu som international aktør

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?