eu som international aktør

UKLASSIFICERET
1.4. TEORI
Der eksisterer tre overordnede sikkerhedspolitiske teorier, som kan belyse den international
politik. Realismen, liberalismen og senere er reflektivismen også kaldet konstruktivismen,
kommet til. Såvel realismen som liberalismen har i løbet af 1980’erne flyttet sig fra
det oprindelige udgangspunkt, og de har vel i realiteten nærmet sig hinanden i f.m. neo–
neo debatten.
Realisterne satte sig oprindeligt som mål at erkende verdenen, ikke som den burde være,
men som den var. Realisterne stræbte efter en empirisk videnskab, som satte begrebet
magt snarere end begrebet ret i centrum. Realismen udviklede sig i løbet 1980’erne til den
såkaldte neorealisme, som understregede, at kampen om magten stadig var det essentielle
i samkvemmet mellem staterne. Staterne var hovedaktørerne, og hvad der foregik
inde i staterne var uden betydning for staternes ageren på den internationale arena. Statens
interesse – eller den nationale interesse – var det primære hensyn, som dikterede
staternes handlinger indbyrdes. Desuden var magten ikke blot et middel men også et mål
for den handlende stat. Tysk–amerikaneren Hans Morgenthau udtrykte det således: ”Et
politisk system søger enten at bevare magten, at forøge sin magt eller at demonstrere sin
magt” 2 Staten blev betragtet som en sort kasse, hvor det, der foregik indeni boksen, var
uden betydning for statens handlinger. Neorelisterne så i slutningen af 1970’erne strukturen
i den internationale politik, som en ganske afgørende faktor. Ganske vist tager neorelismen
stadig sit udgangspunkt i magt– og magtbalancebegrebet, men som noget nyt blev
polariteten i det internationale system anset for at være en ny afgørende faktor. Den afgørende
sondring er, om systemet er bipolært, unipolært eller multipolært. I erkendelse af, at
liberalismen med sin vægt på økonomiske faktorer har fremdraget en vigtig parameter i
bedømmelsen af det internationale system optages økonomiske problemstillinger som noget
nyt i neorealismen. De økonomiske mål blev derfor af neorealisterne føjet til begrebet
den nationale interesse.
Realismen er derfor som teoriretning karakteriseret ved High Politics og relative gevinster.
Liberalisterne derimod så, at en afgørende faktor for en stats ageren var de økonomiske
forhold. Liberalisterne hævdede, at der eksisterede en lang række forhold, som var afgørende
for staters handlemåde, og som der ikke var taget højde for i realisterne begrænsede
univers. Først og fremmest var det økonomiske områder, at disse forhold skulle findes,
men også den globale interdependens fremkommer ved et kompliceret samspil mellem
stater, internationale organisationer og transnationale (multinationale) private selskaber.
Liberalismen blev derfor karakteriseret ved Low politics og absolutte gevinster.
Reflektivismens hovedpointe er intersubjektivitet, dvs. at den internationale politiske
struktur ikke på forhånd er givet og præget af statiske forhold, men at består af nogle
rammer, som løbende tilpasses og formes gennem staternes indbyrdes samkvem. 3
2 Petersen & Skak Teorier om international politik 1998 p. 18.
3 Petersen & Skak p. 29.
UKLASSIFICERET
10