eu som international aktør

UKLASSIFICERET
NATO–aktionen viste, at de europæiske stormagter og USA var i stand til at stå samlet
under udførelse af operationer, der havde begges interesse. Frankrig bidrog væsentligt til
luftbombardementerne og demonstrerede loyalitet over for det amerikanske lederskab og
vilje til selv at stille militært lederskab til rådighed for en europæisk ledet NATO–mission.
En af de episoder, som belyser, hvordan franskmændene ønskede indflydelse på, hvorledes
krydsermissilerne blev indsat i Kosovokampagnen i 1999 i særlig grad europæernes
afmagt og mangel på indflydelse i militære indsættelser. En amerikansk general spurgte i
den forbindelse franskmændene: ”Hvor mange krydsermissiler har Frankrig?” ‘Svaret var,
at fransk militær ikke ejede et eneste krydsermissil, og så fortsatte amerikaneren:’ ”Nul
krydsermissiler, nul indflydelse!”
66
106 Sand eller ej, så viser anekdoten det dilemma, som EU
står overfor, når det gælder politisk indflydelse på operationer, som ledes af den globale
stormagt.
Tyskland var ved at finde sit ståsted i relation til årtiers konfliktet, og på den baggrund
kunne det tyske flyvevåben nu deltage på lige fod med andre allierede i operationen.
Krigen viste dog fortsat med stor tydelighed at Europa fortsat er afhængig af USA’s militære
ressourcer.
Kombinationen af det britiske skift, den amerikanske accept af det fransk–britiske Saint
Malo initiativ og erfaringerne fra Kosovo klarlagde i starten af juni 1999 de manglende
brikker, der skulle falde på plads før en reel europæisk forsvarsdimension kunne implementeres.
En af konklusionen på Det Europæiske Råds møde i Køln blev, at EU’s ministerråd skulle
være i stand til at træffe beslutninger om brugen af det militære instrument, og at EU derfor
skulle udstyres med de nødvendige militære kapaciteter. EU forpligtede sig til at udvikle
en mere effektiv europæisk militær kapacitet på grundlag af eksisterende nationale, bi–
nationale og multinationale kapaciteter. Dette skulle gennemføres gennem bl.a. en
styrkelse af efterretningsvirksomheden, strategisk transportkapacitet samt kommando– og
kontrolmidler. Endvidere var et mere effektivt forsvarsindustrisamarbejde et vigtigt element
i disse bestræbelser, ligesom EU–lande, der ikke indgik i Alliancen, skulle have mulighed
for at indtræde på lige vilkår i EU–ledede operationer. Endvidere skulle der udarbejdes
forsvarlige arrangementer for de europæiske medlemmer af NATO, der ikke var
medlemmer af EU således, at de i videst muligt omfang kunne deltage i EU–ledede
operationer. EU ville, afhængig af den foreliggende situation, skulle beslutte, hvorvidt man
ville iværksætte EU–ledede operationer uden inddragelse af NATO’s midler og
kapaciteter. Dette betød, at der blev rokket ved en del af grundlaget for NATO’s Berlin–
kompromis og NATO’s Washington–møde. USA udlagde beslutningen fra Køln–mødet
som et signal om, at EU i en krisesituation ville konsultere sig selv først, frem for at
konsultere USA og NATO, og at der således var mulighed for en gradvis afkobling mellem
USA og Europa.
På Det Europæiske Råds møde i Helsingfors december 1999 blev det vedtaget, at give
EU–landenes stats– og regeringschefer vidtgående beslutningskompetencer vedrørende
udviklingen af ESDP og give EU den fulde kompetence til at varetage Petersberg–opgaverne.
Beslutninger om iværksættelse af sådanne operationer skulle træffes med enstemmighed,
dog med mulighed for konstruktiv afståelse. Det blev ligeledes besluttet at
oprette en permanent politisk og sikkerhedspolitisk komité, en militærkomité og en militærstab
under Ministerrådet. EU skulle desuden udstyres med kapacitet inden for situationsanalyse
og strategisk planlægning i forbindelse med Petersberg–opgaverne. Dette skulle
virkeliggøres ved at WEU’s politiske og operative enheder skulle overflyttes til EU.
106
Morgenavisen Jyllandsposten 18. februar 2002, side 9.
UKLASSIFICERET