eu som international aktør

6.11. ANALYSE AF FUSP
UKLASSIFICERET
6.12. INDLEDNING
I det efterfølgende gennemføres en analyse med dertil hørende konklusioner af de faktorer
der vil have påvirkning på EU’s mulighed for at indtræde i en eventuel konflikt. Analysen
søger at belyse eventuelle svagheder i EU’s beslutningsprocesser og militære aspekter
herunder kapaciteter.
6.13. BESLUTNINGSPROCESSER
I EU er det Det Europæiske Råd (DER), der ledes af det til enhver tid siddende formandskab,
der fastlægger den overordnede strategi for den fælles udenrigs– og sikkerhedspolitik.
Samtidig udstikker det retningslinjerne for EU's samlede politik på alle områder, hvorfor
DER beskæftiger sig med en lang række forskellige politikker, når det samles. I forlængelse
heraf kan der opstå situationer, hvor DER henset til øvrige prioriteter ikke gives tilstrækkelig
dybde, ligesom der vil kunne være skiftende politik afhængig af, hvilket land der
har formandskabet.
På det lavere niveau findes indenfor EU Rådet for almindelige anliggender, som består af
medlemslandenes udenrigsministre, der behandler spørgsmål vedrørende FUSP, herunder
ESDP. I særlige tilfælde kan forsvarsministrene inddrages i arbejdet. Alle beslutninger
truffet i dette Råd kan bringes for DER der er den endelige instans. Det vurderes derfor
som en svaghed, at forsvarsministrene ikke mødes pr. automatik, men kun i tilfælde hvor
der behandles forsvarsspecifikke emner, hvorfor muligheden for at koordinere de forskellige
medlemslandes forsvarspolitikker ikke er til stede. En koordination der kunne tilsikre, at
EU på sigt vil være sikret de kapaciteter, der er nødvendige for, at de kan agere i en given
situation. En anden ulempe ses i EU’s beslutningsproces, hvor alle afgørelser, der træffes
i Rådet, kan indbringes for DER med henvisning til særlige nationale interesser. Det, at en
sag løftes op på DER niveau, vurderes at kunne være en væsentlig forsinkende faktor i
EU’s beslutningsproces.
EU landenes faste repræsentanter (COREPER) har som primær opgave ansvaret for at
forberede beslutningerne før de forelægges Rådet. Repræsentanterne dækker alle politiske
områder indenfor EU samarbejdet, hvorfor FUSP ikke bliver deres primære område,
men derimod fællesskabspolitikkerne/generalisterne. Således spænder COREPER ansvarsområde
vidt og det kan ikke udelukkes, at de vil kunne virke som et forsinkende led i
beslutningsprocessen. COREPER er samtidig ikke alene om at fremlægge sager for Rådet,
idet også Den Politiske Komite har en aktiv rolle inden for udviklingen af beslutningsforslag
vedrørende FUSP. COREPER er ikke tillagt nogen selvstændig beslutningskompetence
men har alene til opgave at gennemføre koordinationen for Rådet. Det vurderes
på den baggrund, at være en svaghed, at der ikke er en repræsentation sammensat af
nationale repræsentanter, der alene beskæftiger sig med FUSP–spørgsmål og har direkte
adgang til Rådet uden nogen forsinkende led. At behandlingen af FUSP spørgsmål ydermere
er delt mellem COREPER og Den Politiske Komite medfører et krav om en høj grad
af koordination de to institutioner imellem. Den manglende beslutningskompetence vurderes
at kunne blive en begrænsning for EU i forbindelse med en krisestyringsoperation,
hvor netop hurtige beslutninger er altafgørende. Det kan derfor opfattes som om, at EU
opfatter FUSP, som endnu et politisk område man beskæftiger sig med, og ikke har tillagt
den nødvendige tyngde som topmøderne ellers har givet udtryk for, at man ønskede.
UKLASSIFICERET
79