eu som international aktør

UKLASSIFICERET
6.4. OPTAKTEN TIL OG TILTRÆDELSEN AF MAASTRICHT–TRAKTATEN. 92
Murens fald i 1989 med kommunismens efterfølgende sammenbrud i de Central– og Østeuropæiske
lande, ændrede de udenrigs– og sikkerhedspolitiske vilkår i Europa. Den
nyskabte manglende bipolaritet, den ændrede geostrategiske situation, affødte en række
essentielle, men ubesvarede spørgsmål fra det europæiske samfund.
- Hvorledes ville den nye verdensorden tage sig ud, med ændringen fra en bipolær balance
til et de facto hegemonisk system med USA som værende den eneste supermagt
i verden?
- Var grundlaget for NATO og dermed argumentet for et amerikansk engagement i
Europa ikke længere eksisterende, idet alliancer bør gå i opløsning, når truslen, mod
hvilken de er skabt, forsvinder. 93
- Hvorledes skulle den fremtidige sikkerhedspolitiske struktur i Europa se ud?
Som i øvrige omlæggende beslutninger var der blandt medlemslandene en uoverensstemmende
holdninger til, i hvilken retning den europæiske udenrigs– og sikkerhedspolitiske
dimension skulle udvikle sig. Tiden op til Maastricht var således præget af disse divergerende
standpunkter blandt medlemslandene. På baggrund af disse inkongruenser tegnede
der sig et billede af en opdeling af Fællesskabets medlemslande, idet disse i relation
til EU’s beslutningskompetence på det udenrigs– og sikkerhedspolitiske område, set i
mellemstatslig perspektiv, kunne opdeles i føderalister og konføderalister. Opdelingen
blandt aktørerne i stater, der slog til lyd for en mere føderalistisk kontra konføderalistisk
indgangsvinkel til det udenrigs– og sikkerhedspolitiske spørgsmål, skulle ses i relation til,
hvem der havde evnen og den politiske vilje til at føre en aktiv udenrigspolitik. Af EU’s
medlemslande havde specielt to aktører både evnen som viljen til at lægge vægt bag
udenrigspolitikken, nemlig Frankrig og Storbritannien. Disse to stater havde tradition for at
føre en virkelysten udenrigspolitik, de var medlemmer af FN’s sikkerhedsråd, og de var de
eneste stater, som besad atomare våben. De var således imod at føre udenrigs– og sikkerhedspolitikken
over i en føderal ramme, og således gøre det til genstand for flertalsbeslutninger,
hvorvidt disse lande skulle engageres i konflikter.
Andre lande med en mindre evne og vilje eller (selv–) pålagte politiske begrænsninger, der
hindrede en aktiv udenrigspolitik agiterede for en mere føderalistisk holdning i relation til
en styrkelse af den institutionelle ramme og flertalsafgørelser.
Yderligere modsætninger fandtes på det rent forsvarspolitiske område, idet nogle medlemslande
tillagde forholdet til NATO og specielt USA af afgørende betydning for EU’s udvikling,
hvorimod andre medlemslande så EU’s fremtidige udvikling uden relationer til
USA. Landene var således samtidig opdelt i atlantikere kontra europæere.
Det betydelige amerikanske engagement i Europa, samt NATO’s fortsatte eksistens var
grunden til Atlantikernes bekymring. Atlantikerne tegnes primært af England, men mindre
stater som Portugal, Holland og Danmark indgik også i gruppen. Det var af overskyggende
betydning for denne kerne, at EU’s fremtidige beslutninger og udvikling ikke skulle udarte
sig til noget, der risikerede at destabilisere NATO’s rolle eller bringe det amerikanske engagement
i Europa i fare.
Storbritannien så derfor en styrkelse af WEU som det egnede organ for en eventuel euro-
92 Maastricht–traktaten er traktaten der etablerer den Europæiske Union. Traktaten blev undertegnet i Maastricht
den 7. februar 1992 med effekt fra den 1. november 1993. På det Europæiske Råds møde i Amsterdam
den 16.–17. juni 1997 blev Maastricht–traktaten revideret – denne nyskrevne traktat fik som følge heraf
navnet Amsterdam–traktaten.
93 Dansk og europæisk sikkerhed (af SNU, ISBN nr. 87–601–4851–9) p. 172
UKLASSIFICERET
59