eu som international aktør

UKLASSIFICERET
KAPITEL 6
EU’S FÆLLES UDENRIGS– OG SIKKERHEDSPOLITIK
6. EU’S FÆLLES UDENRIGS– OG SIKKERHEDSPOLITIK
6.1. INDLEDNING
Formålet med kapitlet er, med udgangspunkt i historikken, at redegøre kronologisk for udviklingen
og tilblivelsen af EU’s fælles udenrigs– og sikkerhedspolitik samt den hertil knyttede
militære kapacitet, herunder primære institutioner, samt andre relevante aktørers
holdninger og reaktioner hertil, med henblik på at danne det fornødne fundament til den
efterfølgende analyse af denne.
6.2. BAGGRUNDEN FOR OG UDVIKLINGEN AF ESDP. 91
6.3. HISTORIK.
Fra starten af EF’s tilblivelse, havde flere stater ønske om at integrere udenrigspolitikken –
og på sigt eventuelt også forsvarspolitikken. Det blev således i 1969 af medlemslandene
besluttet at inddrage udenrigspolitikken i deres fremtidige samarbejde i fællesskabet. Dette
samarbejde blev benævnt det Europæiske Politiske Samarbejde (EPS) og samarbejdet
påbegyndtes reelt i 1970. EPS var baseret på regelmæssige møder mellem medlemslandenes
udenrigsministre med tilhørende embedsmænd. Det gav medlemslandene et fora
hvor der skabtes mulighed for at drøfte udenrigspolitiske spørgsmål i situationer, hvor de
måtte have sammenfaldende interesser, således var EPS et mellemstatsligt samarbejde,
som klart differentierede sig fra EF overnationale strukturer. Medlemslandene kunne i
dette forum enstemmigt formulere stillingtagen til et udenrigspolitisk spørgsmål. Samarbejde
lå indenfor Rom–traktaten og dermed EF’s definerede kompetence. EPS–bestemmelserne
blev justeret og udstrakt gennem årene og blev til sidst traktatfæstet i fællesakten
fra 1986. De ledende europæiske stater havde herefter et ønske om at udbygge det
stadigt voksende EPS–samarbejde til et mere forpligtende udenrigs– og sikkerhedspolitisk
samarbejde, der skulle inkludere alle relevante sikkerhedsspørgsmål, som fællesskabet
måtte skulle tage stilling til. Tanken med en fælles europæisk udenrigs– og sikkerhedspolitik
har således været til stede gennem en årrække, men først i forbindelse med Maastricht–traktaten
tog initiativet fart, og traktaten må således betegnes som hjørnestenen i
EU’s forsøg på at udvikle og implementere de nødvendige kapaciteter til at kunne agere
med en fælles udenrigs– og sikkerhedspolitik. Det vurderes derfor hensigtsmæssigt, at
redegørelsen for implementeringen af den fælles udenrigs– og sikkerhedspolitik tager sit
udgangspunkt i perioden op til Maastricht.
91
Hvor anden kilde ikke er nævnt, tager kapitlet udgangspunkt i: 1) Den europæiske forsvarsdimension ved
Reimer R. Nielsen. 2) Udviklingen i EU siden 1992 på.../, kapitel 3 (af DUPI, ISBN nr. 87–90681–27–4) samt
3) WEU (af Frede P. Jensen, ISBN nr. 87–601–4304–5).
UKLASSIFICERET
58