eu som international aktør

UKLASSIFICERET
Som et eksempel på, hvorledes ECB har søgt at undgå afhængighed af stærke valutaer
kan nævnes ECB’s pengepolitiske strategi. ECB havde muligheden for at anvende pengemængdemål,
inflationsmål eller valutakursmål. ECB valgte bevidst ikke at basere sig på
valutakursmål, idet man frygtede, at euroen ville kunne blive bundet til en anden valuta,
f.eks. dollaren, hvilket ville skabe et uhensigtsmæssigt afhængighedsforhold til et andet
lands centralbank og dets inflationspolitik. Dette ville ikke være i overensstemmelse med
ECB’s traktatfastsatte uafhængighed og den overordnede målsætning om prisstabilitet. 84
5.2.7. Teknologiske nyvindinger
(se hertil afsnittet om information)
5.2.8. Forebyggende foranstaltninger
Det er karakteristisk for EU’s krisestyring i begyndelsen af 1990’erne, hvor bl.a. krisen i det
tidligere Jugoslavien var under opsejling, udelukkende bestod af politiske og økonomiske
tiltag. Fællesskabet anerkendte det opløste Jugoslavien i flere tempi (Slovenien og Kroatien
i januar 1992, Bosnien–Hercegovina i april 1992 og Makedonien i 1995). Hele EU–
projektet sigtede mod at sikre freden i det europæiske område ved økonomiske
samarbejds–, handels– og associeringsaftaler med de nye stater efter opløsningen af
østblokken. De først indgåede handelsaftaler blev kaldt ”førstegenerationsaftaler,” som
reelt blev gennemført gennem et net af bilaterale handels– og samarbejdsaftaler,
hvorimod de senere associeringsaftaler blev betegnet som ”andengenerationsaftaler,” som
omfattede områder dækkende national kompetence – herunder politisk og kulturelt
samarbejde – og EU’s kerne–kompetenceområder herunder handel og økonomisk
samarbejde. 85
Reelt har EU de facto siden 1991 ydet støtte til det vestlige Balkan på over 4,5 mia. €. For
yderligere at øge stabiliteten i området har EU tilbudt en række af de lande, der ikke er
ansøgere til EU–medlemskab, særlige associeringsaftaler. Disse associeringsaftaler omfatter
Bosnien og Hercegovina, Kroatien, Jugoslavien, FYROM og Albanien.
Det skulle imidlertid vise sig, at dette projekt med sigtet at skabe stabilitet og fred i området
i sig selv ikke var tilstrækkeligt til at holde krigen fra døren.
5.2.9. I kølvandet på Balkan–kriserne
På trods af den fejlslagne krisestyring på det økonomiske område har EU ikke opgivet
økonomiske tiltag som krisestyring på Balkan. Målet med EU's politik på Balkan var og er
at skabe et område, hvor væbnede konflikter, som hidtil har plaget dette hjørne af Europa,
ikke længere vil være mulige. Derfor har EU gennem en årrække været langt den største
donor af bistand til området. Siden 1991 har EU gennem en række programmer ydet støtte
til det vestlige Balkan på over 4,5 mia. €. Desuden har EU koordineret den samlede indsats
i området og har kanaliseret bidrag fra andre internationale organisationer til området.
Tidligere har det såkaldte Phare–program ydet støtte til området, og det samme gælder
det særlige Obnova–program, som blev etableret i 1996 med det formål at yde støtte til
genopbygningen af Bosnien og Hercegovina, Kroatien og FYROM (Den Tidligere Jugoslaviske
Republik Makedonien). Da Phare–programmet fremover vil fokusere på hjælp til ansøgerlandene
i Central– og Østeuropa med forberedelserne til medlemskab af fællesskabet,
vil bistanden til det vestlige Balkan blive koncentreret i et nyt program kaldet Cards.
84 DUPI 2000, side 50.
85 www.europarl.eu.int/factsheets/6_3_3_da.htm af 20. februar 2002.
UKLASSIFICERET
55