eu som international aktør

UKLASSIFICERET
FN´s Historie 63 . Senere måtte FN se sin rolle udspillet i konflikten. CSCE/OSCE, WEU og
NATO/USA ved IFOR blev senere indsat i operationen 64 .
EF´s Regeringskonference i 1991 65 viste tydeligt, at EF–landenes respektive grundlæggende
holdninger til sikkerhed og forsvar var vidt forskellige. Kompromis inden for dette
område lå ikke i et ”midtpunkt” – men afspejledes i lavest mulige fællesnævner.
Medlemmernes grundlæggende interesser knyttede sig til 3 problemstillinger, inden for
hvilke, at forhandlingsmulighederne var yderst begrænset, nemlig:
Aktiv– kontra passiv udenrigspolitik,
Føderalister kontra konføderalister samt
Atlantikere kontra europæere.
4.6.3. Aktiv kontra passiv udenrigspolitik
Denne gruppering var reelt Frankrig og Storbritannien kontra de øvrige. Det bunder i at
disse to lande havde atom– og konventionel kapacitet til at kunne spille en væsentlig rolle
inden for militær krisestyring. De havde traditionelt ført aktiv udenrigspolitik og begge lande
var faste medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd – og havde derved også en særlig placering/indflydelse
i international politik. Begge lande havde således altid fastholdt deres ret til
at føre egen udenrigs– og sikkerhedspolitik hvis der ikke kunne opnås enighed om en
fælles EF–politik på dette område, hvilket også medførte, at ingen af disse lande kunne
acceptere den ”lavest mulige fællesnævner” inden for udenrigs– og sikkerhedspolitik – og
ikke mindst – inden for den militære del af sikkerhedspolitikken.
De øvrige EF–lande havde ikke samme kapacitet til at føre aktiv militær sikkerhedspolitik,
hvorfor disse traditionelt havde ført en passiv politik på dette område.
4.6.4. Føderalister kontra Konføderalister
Ovennævnte forhold havde derfor stor indflydelse på spørgsmålet om, hvorvidt den fælles
udenrigs– og sikkerhedspolitik skulle gøres til fællesskabskompetence – dvs. underlægges
EF’s overstatslige beslutningsstruktur. Dette kunne Frankrig og Storbritannien som konføderalister
på ingen måde acceptere, da dette ville give Kommissionen og Parlamentet afgørende
indflydelse på området. Den fælles udenrigs– og sikkerhedspolitik skulle forblive
adskilt fra EF–procedurer, da en sådan underlæggelse kunne medføre, at de to lande
skulle indsætte tropper på baggrund af en evt. flertalsafgørelse i Ministerrådet.
Tyskland, Italien og Benelux–landene repræsenterede føderalisterne, som arbejdede for at
styrke EF–institutionernes rolle, hvorved beslutninger kunne tages gennem flertalsbeslutninger.
63 DUPI ”de danske forbehold”, kap.3 p.94.
64 FN styrken blev indsat i flere af de tidligere republikker og omfattede oprettelse af sikre zoner, beskyttelse
af transporter, oprettelse af flyveforbudszoner samt udsendelse af en styrke til Makedonien m.h.p. at forhindre
spredning af konflikten. NATO og WEU involveredes hurtigt i en støtteoperation for FN, hvor NATO
håndhævede flyveforbudet og WEU håndhævede flådeembargoen. Vendepunktet i konflikten kom i 1995,
hvor det lykkedes at få parterne til at indgå Dayton–aftalen, der fastholdt en suveræn bosnisk stat opdelt i to
selvstyre. I aftalen indgik ligeledes indsættelse af fredsstyrken IFOR.
65 DUPI ”de danske forbehold”, kap.3 p.94–96.
UKLASSIFICERET
41