eu som international aktør

UKLASSIFICERET
KAPITEL 8
KONKLUSION
8. KONKLUSION
Hegemonimodellen har været anvendt, som den gennemgående ledelinje gennem hele
undersøgelsen. Men i den forbindelse er det vigtigt hele tiden at holde sig for øje, at modellen
udelukkende skal ses som et analytisk redskab, der opdeler EU kunstigt i områderne
politik, økonomi samt militær. I virkeligheden er disse områder næppe uadskillelige, og
som det også fremgår af ovenstående fremstilling lapper områderne i høj grad ind over
hinanden. Det vil i realiteten næppe være muligt at forestille sig økonomiske og militære
spørgsmål behandlet uden at det politiske aspekt inddrages. Alligevel er det muligt at anvende
den simplificerede udgave af virkeligheden, som en teoretisk model reelt udgør, idet
dette gør det muligt at fokusere på afgørende punkter, der kan forklare og tydeliggøre
vanskeligt gennemskuelige hændelsesforløb.
De facto–aktør kontra modellen. Vi har i hegemonimodellen identificeret en række egenskaber,
som skal gøre EU til international aktør. Det kan med rette argumenteres, at EU –
selv om organisationen ikke opfylder alle hegemonimodellens forudsætninger – alligevel
fremstår som en international aktør, om end på andre forudsætninger end de i modellen
opstillede.
Det er i det ovenstående konstateret, at EU i forbindelse med rollen som international aktør
har sin stærkeste kapacitet indenfor det økonomiske område. Dermed ikke sagt, at der
ikke kan være forbedringer indenfor dette område, idet EU stadig ikke udnytter sit fulde
økonomiske potentiale, men snærende beslutningsprocedurer samt landenes særinteresser
præger stadig dette område. En lang række beslutninger træffes stadig på det mellemstatslige
område, hvilket svækker unionens muligheder for at handle rationelt og effektivt. I
f.m. handelsaftaler og støtteprojekter til kriseområder har EU oparbejdet en decideret ekspertise,
som andre nationer og organisationer trækker på. Således går stort set al hjælp til
det tidligere kriseområde på Balkan fra internationale organisationer og større nationer
gennem EU.
Dele af det store økonomiske potentiale kunne – såfremt EU’s medlemslande havde viljen
– anvendes til at udbygge og indhente de konstaterede manglende militære kapaciteter for
at kunne agere i rollen som international aktør. Den politiske vilje til at anvende EU militært
synes at være til stede, men der spores ikke den fornødne folkelige opbakning i medlemslandene
til at gennemføre det nødvendige afsavn i form af en øget finansiering af
dette projekt på bekostning af andre af velfærdsstatens privilegier.
EU har gennem de seneste år ført en aktiv udenrigspolitik m.h.p. at gøre sig gældende i
internationale fora – typisk i krisepunkter, såsom Balkan og senest Palæstina/Israelkonflikten.
EU’s manglende gennemslagskraft indenfor krisestyringen på disse
områder vurderes for en stor dels vedkommende at kunne tilskrives EU’s manglende kapacitet
på det militære område. De militære tiltag, der indenfor unionen umiddelbart er sat i
værk m.h.p. udligne erkendte mangler, vurderes ikke at have det tilstrækkelige omfang,
som tilgodeser, at unionen fremover vil kunne agere som en international aktør. Dette for-
UKLASSIFICERET
97