eu som international aktør

UKLASSIFICERET
pæisk militærindsats uden for Europa. WEU skulle således opstille den nødvendige struktur
i relation til organisationen af en udrykningsstyrke, hvorimod de operative styrker skulle
tilvejebringes fra NATO’s styrkestruktur.
Det styrkede WEU skulle således udgøre en europæiske søjle i NATO – men skulle på
ingen måde integreres i EF.
Europæisk sikkerhed var alene et europæisk anliggende, og NATO skulle udelukkende stå
for det kollektive forsvar i situationer, hvor Sovjetunionen kunne blive involveret. Krisestyring
i Europa med tilhørende nærområde skulle således varetages af europæerne selv.
Frankrig var tilhænger af, at ”europæerne” så et behov for en højere profilering af EF landenes
position i NATO, såfremt Europa kunne blive en ligestillet partner med USA. Denne
holdning tog sit udgangspunkt i en fransk frygt for at blive sat uden for indflydelse af en
politisk alliance bestående af USA, Tyskland og Storbritannien, såfremt der ikke blev skabt
en fælles europæisk sikkerheds– og forsvarsidentitet. WEU skulle således, ud fra et fransk
synspunkt, knyttes så tæt som muligt til EF’s politik, indtil der kunne skabes en fælles forsvarsdimension.
Fra amerikansk side erklærede man sin støtte til udviklingen af en stærkere europæisk
sikkerheds– og forsvarsidentitet, såfremt det skete inden for rammerne af NATO, men var
samtidig imod, at EF fik tillagt en reel forsvarsrolle med henblik på det fremtidige forsvar af
Europa. Denne holdning tog sit udspring i frygten for, at USA kunne komme til at stå
overfor en samlet europæisk blok i NATO.
USA understregede i en direkte henvendelse til formandskabet i april 1991 betydningen af
NATO som hovedforum for medlemmernes forsvars– og sikkerhedspolitiske beslutninger.
94 USA erklærede endvidere, at det var imod oprettelse af en uafhængig udrykningsstyrke
uden for NATO’s kommando– og styrkestruktur. Dette affødte et amerikansk/britisk
initiativ om at fremskynde stillingtagen til NATO’s nye kommando– og styrkestruktur, inklusive
planerne om oprettelse af NATO’s Rapid Reaction Force. Oprettelse heraf blev endelig
vedtaget i NATO’s forsvarsplanlægningskomité 28. maj 1991. 95
Perioden frem til Maastricht–mødet var præget af aktørernes forskellige holdninger, der
udmøntede sig i en manglende enighed om et udkast til en Unionstraktat på det forsvars–
og sikkerhedspolitiske område, herunder især WEU’s fremtidige rolle og tilknytning til Unionen.
Således afficerede Frankrig princippet om ”dobbeltdesignering”, hvor styrker kunne
være tilmeldt både NATO og WEU. Briterne fastholdt derimod, at NATO styrker udelukkende
kunne disponeres til andre opgaveløsninger, end de i Atlanttraktaten definerede,
efter forudgående konsultation. Dette udlagdes i Frankrig som at give USA vetoret overfor
autonome europæiske militære operationer, hvorfor dette ikke kunne tiltrædes.
Maastricht–traktatens endelige tekst endte som en naturlig følge heraf op i kompromissøgende
formuleringer, hvor beslutningerne af centrale spørgsmål blev udsat til senere.
Traktaten aflivede reelt EPS.
Traktaten fastslår, at FUSP kan udmøntes på tre måder; fælles aktioner, fælles holdninger
og fælles forsvarspolitik. Dette medfører, at Det Europæiske Råd kan beslutte sig til fælles
aktioner, der skal vedtages ved enstemmighed. Yderligere kan Ministerrådet beslutte fæl-
94 Luxembourg.
95 Oprettelsen af ACE Rapid Reaction Force (ARRC) blev opbygget efter tilmeldingsprincippet. Kernen af
styrken opstilles af England og der er tilmeldt 10 divisioner til deltagelse i operationer. ARRC vurderes at
besidde fornøden ”span of control” til at indsætte optil 5 divisioner simultant.
UKLASSIFICERET
60