eu som international aktør

UKLASSIFICERET
alene beskæftige sig med krisestyringsopgaver, således at implementeringen heraf ikke
kunne føre til et mindre amerikansk engagement i Europa. Tværtimod skulle en styrket
europæisk forsvarsdimension binde USA og Europa tættere sammen. Blairs holdning var
ligeledes, at der i opbygningen af EU’s forsvarsdimension skulle tages et særligt hensyn til
de neutrale medlemmer af EU og til de europæiske NATO allierede, der ikke var medlemmer
af EU.
England foreslog, at WEU skulle opløses, og at WEU’s politiske funktioner skulle overføres
til EU, mens de militære funktioner skulle overføres til NATO. Yderligere lagde England
vægt på, at Europas militære kapabiliteter skulle moderniseres og være mere fleksible til
at varetage krisestyringsopgaver. Initiativet skulle bidrage til byrdefordelingen og arbejdsdelingen
i den atlantiske alliance, som det var hensigten efter Berlin–kompromiset.
I dagene 3. – 4. december 1998, på det fransk–britiske topmøde i Saint Malo formuleres
en række væsentlige principper for det videre arbejde med den europæiske forsvarsdimension.
Man opnåede enighed om, at Europa måtte have mulighed for at understøtte sin udenrigs–
og sikkerhedspolitik op med troværdige militære styrker. I naturlig forlængelse heraf
stillede dette krav til en tilpasning af den europæiske styrkestruktur og udvikling af en
stærk og konkurrencedygtig forsvarsindustri. Det blev fastslået, at den europæiske forsvarsdimension
alene skulle varetage krisestyringsopgaver og ikke omhandle kollektivt
forsvar. EU skulle have en kapacitet, som ville muliggøre autonome handling udenfor
NATO og dermed USA’s indblanding. 105 Med henblik herpå skulle EU udstyres med passende
strukturer og den fornødne militære kapacitet til at kunne varetage Petersberg–opgaverne.
Saint Malo–erklæringen var et britisk–fransk kompromis, der tildelte en styrkelse af forsvarsdimensionen
i EU indenfor NATO’s militære rammer og flyttede WEU’s militære
funktioner til EU’s søjle 2 (FUSP). Disse to retninger blev initieret efter Saint Malo. I EU
blev spørgsmålet bragt op på Det Europæiske Råds møde i Wien den 11. – 12. december
1998. I forlængelse heraf besluttede WEU at foretage en omhyggelig gennemgang af,
hvilke militære aktiver der kunne stilles til rådighed for europæisk ledede operationer. Med
henblik på at medinddrage USA i implementeringen af dette ønskede Storbritannien, at
USA skulle høres før EU iværksatte yderligere initiativer, idet holdningen var, at den europæiske
forsvarsdimension ikke kunne udmøntes medmindre det skete med USA’s fulde
accept.
USA og NATO erklærede på NATO’s topmøde i Washington april 1999, at man var indstillet
på at arbejde videre som aftalt i Berlin–kompromiset. Man ønskede således, at definere
og vedtage ordninger, hvorved EU kunne få hurtig adgang til Alliancens kollektive
aktiver og kapaciteter under udførelse af operationer, som Alliancen som helhed ikke ønskede
at blive involveret i. Den videre udvikling af det europæiske forsvarssamarbejde
skulle være en styrkelse og modernisering, der skulle tage sit udspring i Defence Capabilities
Initiative, af Europas militære kapacitet med hensyn til krisestyring. På denne måde
kunne man sikre en bedre byrdedeling mellem Europa og USA. USA ønskede et militært
kapabelt Europa, som kunne bidrage til byrdefordelingen mellem Europa og USA, men
frygtede samtidig, at et politisk tættere Europa kunne svække NATO og dermed USA’s
indflydelse i europæiske forhold og ikke mindst afmatte det transatlantiske forhold.
NATO’s intervention i Kosovo fik sat ekstra gang i opbygningen af et fælles forsvar i EU.
105
EU skulle selvstændigt kunne træffe beslutninger og godkende militær handling, hvor alliancen som helhed
ikke er engageret.
UKLASSIFICERET
65