eu som international aktør

UKLASSIFICERET
magtanvendelse i unionen. Det vurderes, at nationale interesser vil kunne stille sig hindrende
i vejen for EU’s evne til, at kunne agere militært. Selve opbygningen af kapaciteten
er ikke i sig selv politisk vanskeligt, men det vurderes, at når EU kommer til at anvende
den, vil der kunne forekomme konflikter specielt imellem de store lande. Dels fordi forholdet
til NATO ikke er afklaret (primært Tyrkiet), men måske i højere grad på grund af forskellige
tilknytninger til de parter, der er involveret i konflikten.
6.13.1. Delkonklusion
Det kan således, på baggrund af ovenstående konkluderes at:
DER, der fastlægger den overordnede strategi for den fælles udenrigs– og sikkerhedspolitik,
behandler flere politik områder ved hvert Rådsmøde, hvorved det kan
risikeres, at der ikke kommer tilstrækkelig dybde i den europæiske udenrigs– og
sikkerhedspolitik.
Det skiftende formandskab og dermed ansvaret for politikken, skifter – derfor afhængig
af, hvilket land, der har formandskabet. Herved mistes kontinuiteten inden
for området.
Rådet for almindelige anliggender er kun beslutningsdygtig inden for udenrigs– og
sikkerhedspolitikken ved enstemmighed. Er der ikke enstemmighed kan beslutningen
løftes til Det Europæiske Råd, hvilket vil sinke beslutningsprocessen og derved
eventuel hindre en rettidig involvering/deployering i relation til en given konflikt.
Forsvarsministrene har ikke en fast møderække, men de indkaldes til Rådet for almindelige
anliggender i de tilfælde, hvor der skal behandles emner med direkte bæring
på forsvarsrelaterede områder. Der er således ikke lagt op til en koordinering af
forsvarspolitikkerne medlemslandene imellem, og det kan derfor ikke tilsikres, at der
bibringes EU de nødvendige kapaciteter og eventuelle mangler.
COREPER forbereder alle fællesskabets politikker og er på det udenrigs– og sikkerhedspolitiske
område kun en blandt flere organisationer, der inden for EU
fremlægger beslutningsforslag i Rådet for almindelige anliggender, hvilket stiller store
krav til koordineringen mellem de forskellige organisationer.
COREPER er ikke tillagt nogen selvstændig beslutningskompetence, hvilket ses
som en svaghed i forbindelse med kriser, der kræver adgang til beslutningskompetence
hurtigt og kontinuerligt.
Generalsekretæren/Den Højtstående Repræsentant assisterer Rådet med udformningen
af den fælles udenrigs– og sikkerhedspolitik, men Generalsekretæren er ikke
medlem af Rådet.
Generalsekretæren, der er leder af Rådsekretariatet, sidder ikke samtidig som formand
for de komiteer, der arbejder med udenrigs– og sikkerhedspolitikken. Han må
således kontinuerligt koordinere politikken med de skiftende formandskaber, der
sidder som formand i de forskellige komiteer. Dette vurderes ikke hensigtsmæssigt,
da Generalsekretæren således ikke kan optræde som omdrejningspunkt med henblik
på at virke som den samlende og kontinuerlige kraft inden for EU’s udenrigs–
og sikkerhedspolitik.
Det forhold, at Generalsekretæren principielt skal gå via COREPER, når han ønsker
at fremlægge forslag på området, synes som en unødigt forsinkende procedure.
UKLASSIFICERET
81